Næsten ved hver ildebrand er der en slem uskik som, som man synes at have vundet hævd på (hvis man ellers kan få hævd på fornærmelse) at nøde folk til mod deres vilje, at pumpe, bære vand osv. Er man først kommet til pumpen, kan man være sikker på at man ikke slipper så let derfra igen. Her hjælper ingen undskyldning, ingen ræsonneren. Løsnet er pump! - eller prygl! En krum hånd, som man siger, er måske det eneste og bedste middel til i sådant tilfælde at få benådning.
Politibetjente, vægtere, brandfolk .... matroser og andre aldeles uvedkommende personer udøver denne uskik som den mest fuldkomne ret, og anser enhver omkringstående - vel- eller slet klædt person - for et godt bytte, uden at regeringen har erklæret dem som lovlige kapere. Der ses gennem fingre med sådanne krydsfarere. De tåles - og borgeren bliver således udsat for en vilkårlig og lovstridig behandling. Eller hjemler måske lovene en sådan fremfærd? Man vil ved at gennemgå de i forordningen af 5. dec. 1792 anførte anordninger, snart overbevises om det modsatte. Forordningen af 9. maj 1749, kap 4 § 34 befaler at bortjage de unyttige tilskuere som indfinder sig der (nemlig ved branden). Og i forordningen af 22. oktober 1701, kap. XI, § 4 hedder det, at folk som alene står og ser til, skal han (politimesteren) lade bortjage og tilsideholde.
De anførte forordninger viser altså tydeligt hvorledes man i slige tilfælde har at forholde sig, og det er følgelig heraf klart, at den påtalte adfærd er lige så lovstridig, som skammelig og vilkårlig. Mod de som ikke godvilligt forføjer sig bort - eller er opsætsige, bruger man andre forholdsregler: nemlig arrest og bøde.
Det ligger langt fra mig at ville være tilskuernes advokat. Jeg tilstår, at det i sådanne vigtige øjeblikke er ærgerligt at se folk stå med hænderne i skødet og gabe. At det er skammeligt ikke at ville række sin ulykkelige broder en hjælpsom hånd, når det behøves. Men lige så lidt som man kan billige en sådan handlemåde, så må man dog også betænke, at det blot er etisk eller sædeligt, men ingen juridisk eller retspligtig overtrædelse de gør sig skyldige i. De fornærmer altså ikke i ordets strengeste forstand! Men hvorledes kan jeg så udøve tvangsret mod den som ikke har fornærmet mig? Kan jeg have en tvangsret som loven ikke hjemler? - Nød bryder alle love! vil man måske sige. I sandhed: Man kunne aldrig skrive en værre satire over vore brandanstalter end denne. Jeg håber, at det her anførte vil være tilstrækkeligt til at oplyse mine medborgere om deres ret - og de ansvarlige om deres pligt.
(Politivennen 1798, Hæfte 2, nr. 16, s. 253 (fejlagtigt 153) -255. [Estimeret dato: 10. august 1798])
Politibetjente, vægtere, brandfolk .... matroser og andre aldeles uvedkommende personer udøver denne uskik som den mest fuldkomne ret, og anser enhver omkringstående - vel- eller slet klædt person - for et godt bytte, uden at regeringen har erklæret dem som lovlige kapere. Der ses gennem fingre med sådanne krydsfarere. De tåles - og borgeren bliver således udsat for en vilkårlig og lovstridig behandling. Eller hjemler måske lovene en sådan fremfærd? Man vil ved at gennemgå de i forordningen af 5. dec. 1792 anførte anordninger, snart overbevises om det modsatte. Forordningen af 9. maj 1749, kap 4 § 34 befaler at bortjage de unyttige tilskuere som indfinder sig der (nemlig ved branden). Og i forordningen af 22. oktober 1701, kap. XI, § 4 hedder det, at folk som alene står og ser til, skal han (politimesteren) lade bortjage og tilsideholde.
De anførte forordninger viser altså tydeligt hvorledes man i slige tilfælde har at forholde sig, og det er følgelig heraf klart, at den påtalte adfærd er lige så lovstridig, som skammelig og vilkårlig. Mod de som ikke godvilligt forføjer sig bort - eller er opsætsige, bruger man andre forholdsregler: nemlig arrest og bøde.
Det ligger langt fra mig at ville være tilskuernes advokat. Jeg tilstår, at det i sådanne vigtige øjeblikke er ærgerligt at se folk stå med hænderne i skødet og gabe. At det er skammeligt ikke at ville række sin ulykkelige broder en hjælpsom hånd, når det behøves. Men lige så lidt som man kan billige en sådan handlemåde, så må man dog også betænke, at det blot er etisk eller sædeligt, men ingen juridisk eller retspligtig overtrædelse de gør sig skyldige i. De fornærmer altså ikke i ordets strengeste forstand! Men hvorledes kan jeg så udøve tvangsret mod den som ikke har fornærmet mig? Kan jeg have en tvangsret som loven ikke hjemler? - Nød bryder alle love! vil man måske sige. I sandhed: Man kunne aldrig skrive en værre satire over vore brandanstalter end denne. Jeg håber, at det her anførte vil være tilstrækkeligt til at oplyse mine medborgere om deres ret - og de ansvarlige om deres pligt.
(Politivennen 1798, Hæfte 2, nr. 16, s. 253 (fejlagtigt 153) -255. [Estimeret dato: 10. august 1798])
Ingen kommentarer:
Send en kommentar