Det skal på nogen tid være blevet en vedtagen skik ved værelsers udlejning, især til logerende, at fordre fæstepenge som siden ikke godtgøres. Da indsenderen heraf er af den opfattelse, at dette ikke finder hjemmel i lov og anordninger, så troede han sig også forpligtet til at kundgøre det, overbevist om, at politiet ikke vil tillade dette at finde sted, dersom det er ulovligt.
Ligesom det også synes at burde kundgøres at det eller er sjældent at værter udlejer værelser, og gør mundtligt aftale om tiltrædelse, og derpå nogle dage efter udlejer dem til den første den bedste, som byder over, og beråber sig siden på, at de ikke var forpligtede til at holde deres mundtlige aftale, fordi den lejende ingen fæstepenge givet, omendskønt værten ingen forlangte.
Ved sådanne udflugter svækkes retfærdigheden. Tro og love ophører, og borgerlige aftaler, sikkerhed og forbindtlighed. Den enfoldige og ukyndige narres, den snedige alene høster fordelen.
Og skal sådant gælde, så bør man råde enhver, når han blot vil leje sig et lille værelse, da at tage vitterlighedsvidner med sig, så at de herrer værter ikke skal nægte den indgåede forbindelse. For tror de sig ikke forpligtede til at holde en mundtlig indgået, men ganske bestemt aftale, så kan man formode, at de vil nægte at have modtaget fæstepenge under fire øjne. Det ene lader sig lige så rimelig formode, som det andet. Og på denne måde kunne man jo blive dobbelt narret.
Indsenderen er foranlediget til dette råd, da han har personlig haft det tilfælde at have sluttet mundtlig aftale med en vis skræddermester, men ingen fæstepenge givet eller kontrakt taget, da han endnu troede på gammel dansk ærlighed.
(Politivennen 1798, Hæfte 2, nr. 23, s. 366-368. [Estimeret dato: 29. september 1798])
Ligesom det også synes at burde kundgøres at det eller er sjældent at værter udlejer værelser, og gør mundtligt aftale om tiltrædelse, og derpå nogle dage efter udlejer dem til den første den bedste, som byder over, og beråber sig siden på, at de ikke var forpligtede til at holde deres mundtlige aftale, fordi den lejende ingen fæstepenge givet, omendskønt værten ingen forlangte.
Ved sådanne udflugter svækkes retfærdigheden. Tro og love ophører, og borgerlige aftaler, sikkerhed og forbindtlighed. Den enfoldige og ukyndige narres, den snedige alene høster fordelen.
Og skal sådant gælde, så bør man råde enhver, når han blot vil leje sig et lille værelse, da at tage vitterlighedsvidner med sig, så at de herrer værter ikke skal nægte den indgåede forbindelse. For tror de sig ikke forpligtede til at holde en mundtlig indgået, men ganske bestemt aftale, så kan man formode, at de vil nægte at have modtaget fæstepenge under fire øjne. Det ene lader sig lige så rimelig formode, som det andet. Og på denne måde kunne man jo blive dobbelt narret.
Indsenderen er foranlediget til dette råd, da han har personlig haft det tilfælde at have sluttet mundtlig aftale med en vis skræddermester, men ingen fæstepenge givet eller kontrakt taget, da han endnu troede på gammel dansk ærlighed.
(Politivennen 1798, Hæfte 2, nr. 23, s. 366-368. [Estimeret dato: 29. september 1798])
Ingen kommentarer:
Send en kommentar