09 juni 2014

Uorden på Landevejene

Det er meget beklageligt, at den offentlige fred, der er så nødvendig for alle, konstant er udsat for så mange hindringer, og ofte kan den slet ikke håndhæves eller dog ikke uden meget vanskelighed. Hovedårsagen til det tror jeg især at ligge deri at en mand har alt for stor virkekreds. Man glemmer det mindre vigtige for ting af mere betydning. Dette kan heller ikke efter tingenes indretning være anderledes. Hvor vanskeligt ville det fx ikke være at holde opsyn med kørslen på landevejene, og hindre ulovlig kørsel, der dog så jævnligt forstyrrer vejfreden? Mangel af dette opsyn er en sand ufuldkommenhed ved politiet på landet.

På torvedagene på den tid hvor bønderne forlader hovedstaden, er landevejene overmåde usikre, især hvor beskænkede kulsviere kører på den. Jeg for min del anser det for et sandt uheld at komme i følge med disse mennesker. De er ualmindelig ondskabsfulde, i særdeleshed når de er beskænkede. Og det er som oftest tilfældet, når de rejser fra byen. Ofte er man tvunget til at køre fod for fod mange mile efter en bondevogn og blive overstøvet af den. For bonden tillader ofte ingen at komme forbi. Derfor kører han til, så snart han mærker at nogen vil overhale ham og holder næsten helt stille når man holder sig bag ved ham.

Men denne gene er ikke den eneste. En kusk der ikke ved besked, er ofte udsat for at komme til skade inden han næsten selv ved af det. Er han så uheldig at køre ved grøften af vejen, bliver han ofte kørt ned i grøften uden den mindste anledning. Holder han ikke tilbage når en bonde, især kulsvier kommer ham på den anden side, men traver til for at komme forbi ham, så drejer bonden, når han blot får sine heste forud, lige ind i den andens vej, og følgen er da, når han ikke har godt hold på sin tømme, at han vælter ned i grøften.

Jeg har ofte selv været øjenvidne til sådan uorden. Ja har engang for ikke længe siden været i livsfare derved. Jeg kom midt ad landevejen i temmelig stærk trav, da en karl nærmer sig på højre side, dog uden at køre forbi. Et langt stykke holdt han sig mest på siden og bagefter. Endelig kom jeg til en overkørsel der lå på højre side af vejen. Næppe ser han at min kusk holder ud på vejen for at køre ned af denne, før han begynder at jage til, enten i hensigt at vælte min vogn, eller og for at komme forbi overkørslen, før jeg drejede ind på den. Dels var mine heste alt for stærkt i løb til at de med et kunne standses, dels ville hans vognstang (for mine heste stod allerede imod overkørslen) dersom min kusk havde standset dem, være gået lige igennem mine heste. Der var altså intet andet at gøre end at lade stå til så længe tøjet kunne holde for at komme forbi. Jeg råbte at han måtte holde tilbage. Men intet hjalp. Han kørte på indtil min vogn i vendingen fuldstændigt standsede hans heste, der løb op på en brink ved overkørslen og væltede hans vogn. Havde jeg ikke haft så gode heste, så var jeg enten væltet og blevet nedtrådt eller mine heste fordærvede.

Sådanne optøjer hænder næsten hver torvedag med bønderne i nærheden af staden. I nærheden understreger jeg. For bønderne ude på landet er i almindelighed mere sædelige og føjelige, helst på et fremmed territorium. Disse uordener kunne imidlertid langt fra ikke lægges øvrigheden til last. Hvorledes er det muligt for en mand, der har så mange andre embedssysler, at forebygge noget sådant på en landevej med så stor en udstrækning? Men sagen forekommer mig alligevel at være værd at gøre opmærksom på, og derfor indføres den her.


(Politivennen. 1798, Hæfte 2, nr. 17, s. 257-260. [Estimeret dato: 17. august 1798])

Ingen kommentarer:

Send en kommentar