11 august 2014

Er det nødvendigt med liderlige Huse i København?

Fra de første tider da jeg trådte ind ad Københavns porte, og blev opmærksom på den store mængde gemene og forføriske fruentimmer som dels omstrejfer på gaderne og dels står i gadedørene og med den skammeligste ublufærdighed og frækhed anmoder næsten enhver forbigående om at følge sig, enten for at optrække disse eller for at få deres dyriske lyster tilfredsstillet, faldt mig straks den tanke ind: Mon det er en uundgåelig nødvendighed i en stad, hvor der bør herske orden, at disse nedrige ryggesløse skabninger således længe ustraffet vover at fremture i denne skændige og forargelige næringsvej. Talrige eksempler viser at de ikke alene gør sig selv ulykkelig ved, men tillige mange flere. Og det er til vanære for staden og bliver til sidst til byrde for det almindelige.

Hvor mange håbefulde ynglinge forlader ikke sine forældres hus, fuld af uskyldighed, og med det forsæt efter sine ømme forældres og venners ønske og formaninger at vandre ad dydens skønne vej. Han kommer endelig til det glimrende og desværre lastefulde København, hvor han hvert øjeblik fristes til at falde i. Men hans ømme forældres gennemtrængende og kærlige formaninger er ham endnu hellige og dyrebare. Altså stærke nok til at værne om hans uskyldighed, og afholder ham fra at betræde lasternes bane. 


Dog snart får en eller flere af dem, som allerede er nedsunken til, ja vel endog under dyrenes klasse, ved smigrende veltalenhed ham bevæget til at træde ind i et af de skændige huse, hvoraf der desværre findes alt for mange. Nu husker ynglingen ikke længere sine venners formaninger, sit aflagte løfte og sit forsæt med at vandre på dydens vej. Hans sanser bedøves og han gør da det første skridt på alle lasters bane, og det varer ikke længe, før man tæller denne forårsyngling blandt de ulykkelige medskabninger, som man er omgivet af daglig i hobetal. Nu har han såret sine gode forældres og venners hjerte lige til det inderste, alt håb om at levere verden en værdig og nyttig borger er nu forsvundet. Og efter at ynglingen med sig har gjort en større eller mindre hob ulykkelige er endnu tilbage: At han under de forfærdeligste pinsler og samvittighedsnag, længe før den tid forsynet havde bestemt, lægges i gravens skumle dyb. Hvor tungt er det ikke for fromme forældre, der i det søde håb at danne ham til en retskaffen borger i verden, har anvendt alt, ja endog sat sig i en trykkende forfatning? Har ikke disse en gyldig årsag til at forbande oprindelsen til deres uerstattelige tab?

Min hensigt og mit ønske er: At dog nogen, som kan virke, ville værdige dette vigtige emne en smule opmærksomhed, og indse, at de ovennævnte lige så syndige som farlige og højst forargelige huse, virkelig så vidt muligt burde fjernes og de umennesker, der bor i dem og har valgt denne skændige næringsvej, følelig straffes.

Selvom der vel findes de, som ikke bifalder mig, så tør jeg dog nok påstå, at mit ønskes opfyldelse ville være til sand nytte, om det alligevel kan og bør ske, det overlader jeg til vedkommende.


(1800, Hæfte 9, nr. 108. 17. maj 1800, s. 1724-1726)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar