Ege- og birkebark er et uundværligt materiale til garverierne. Men det begynder at skorte på det efterhånden som skovene mindskes. Denne mangel er ikke kun her, men allevegne i Europa, garveriernes største forhindring. Derfor er det forbudt at udføre bark både i England, Preussen og Sverige. Hos os er der derimod ikke et forbud, og som følge af det udføres en mængde af vores bark. Især fra Norge til England og andre steder.
Den yndest som hans majestæt gennem forskud og andre måder har vist garverierne, lader håbe at det ikke vil være forgæves at landets garvere ønsker barkens udførsel til fremmede steder provisorisk enten forbudt eller besværet gennem forhøjet told når det kollegium under hvis pleje og forsorg fabriksfliden er henlagt, bedre end det er undertegnede muligt, måtte ville udvikle hvor meget mere fordelagtigt det er for landet at gøre indførsel af fremmed læder unødvendig eller vel endog for den forædlede vare, tilberedt læder, at indløse penge fra de fremmede selv, end - at give udlændingen en daler for læder for at kunne indlæse en skilling for rå huder og en ditto for det rå materiale, bark.
Det kongelige Generaltoldkammer vil bedst af alle kunne understøtte dette andragende ved at meddele kollegiet beløbet af barkens og de rå huders udførsel, og af forarbejdet læders indførsel for nærværende tid.
Man kan frygt at adskillige garverier til vinter må holde op med at arbejde af mangel på bark.
Efter her kort men som jeg håber tilstrækkeligt har berørt en for alle danske staters garveriers fælles interesse, må det være mig tilladt at omtale et særegent anliggende for de københavnske garverier.
Den usundhed som garveriernes uddunstninger truer med, når de er anlagt midt i en tæt bebygget og folkerig stad, har foranlediget det ønske hos regeringen, at disse garverier efterhånden måtte forlægges uden for staden, enten i forstæderne eller længere borte.
Hvor en regering udmærker sig ved kærlighed og omsorg for borgerne, der går disse med glad opofrelse ethvert ønske fra regeringen i møde. Adskillige garverier er forlagt og anlagt udenfor voldene og det indses let at sådant ikke sker uden stort tab. Men sikkert vil vores hovedstads magistrat være enig med mig i at sådanne gavnlige foretagender på inden måde bør møde større eller flere forhindringer end sagens natur selv uomgængelig medfører.
Transportens tidsspilde, rettere fordobling, og dens store omkostning forenet med folkelønnens større dyrhed og den nødvendighed stadig at have et udsalg i staden, er vanskeligheder som ingen kan borttage fra ethvert fabriksanlæg i forstæderne.
Men de hindringer som Generaltoldkammeret og Magistraten kan afhjælpe, og som de sikkert vil afhjælpe på min anstændige forestilling er følgende.
1) Portpengene hvorfra nu ikke engang de fabriksejere er fritaget der før h har haft fri passage. Denne udgift tynger fabriksejerne uden at være nogen stor genstand for stadens indtægter. Ligesom den synes mig hård, når man betænker at en sådan på stadens broer bosat fabrikant dog svarer alle stadens ordinære byrder.
2) Konsumtionen. en rå hud giver 4 skilling i konsumtion. Disse 4 skilling godtgøres vel fabrikanten på den rå til forarbejdelse udførende hud. Men når den forarbejdet igen indføres, må han betale 18, 20 til 22 skilling igen (10 2/3 skilling af lispundet) herved sættes forstadens fabrikant tilbage, da han taber 10 til 12 procent og må dog holde pris med den indenbys garver.
Dersom det på denne min forestilling måtte besluttes at fritage forstadens garvere fra denne byrde, tror jeg at sådant meget godt uden tab eller svig kunne ske på følgende måde: I konsumtionskontoret kunne være et stempel af skarpe spidser fx med de ord: Ind og Udførselsstempel til forarbejdelse. Hermed stempledes hver rå udført hud i skilten, og nød da ingen godtgørelse. Når den forarbejdet igen indførtes, og bar sit stempel, var den igen fri for afgift. Til sikkerhed for svig kunne i samme kontor være en bog hvori hver fabrikant havde en folio som vist antallet af det ind- og udførte.
Dersom det fra højere steder måtte lægges mærke til det her ytrede, vil sådant i tiden sikkert bevæge flere til at flytte ud, og således opfylde fornufts-, sundheds og regerings ønske.
Kildevæld på Østerbro d. 10. dec. 1800.
M. Bresselau
Kongelig privilegeret læderfabrikant.
(Politivennen. Hæfte 11, nr. 138. 13de december 1800, s. 2194-2197)
Den yndest som hans majestæt gennem forskud og andre måder har vist garverierne, lader håbe at det ikke vil være forgæves at landets garvere ønsker barkens udførsel til fremmede steder provisorisk enten forbudt eller besværet gennem forhøjet told når det kollegium under hvis pleje og forsorg fabriksfliden er henlagt, bedre end det er undertegnede muligt, måtte ville udvikle hvor meget mere fordelagtigt det er for landet at gøre indførsel af fremmed læder unødvendig eller vel endog for den forædlede vare, tilberedt læder, at indløse penge fra de fremmede selv, end - at give udlændingen en daler for læder for at kunne indlæse en skilling for rå huder og en ditto for det rå materiale, bark.
Det kongelige Generaltoldkammer vil bedst af alle kunne understøtte dette andragende ved at meddele kollegiet beløbet af barkens og de rå huders udførsel, og af forarbejdet læders indførsel for nærværende tid.
Man kan frygt at adskillige garverier til vinter må holde op med at arbejde af mangel på bark.
Efter her kort men som jeg håber tilstrækkeligt har berørt en for alle danske staters garveriers fælles interesse, må det være mig tilladt at omtale et særegent anliggende for de københavnske garverier.
Den usundhed som garveriernes uddunstninger truer med, når de er anlagt midt i en tæt bebygget og folkerig stad, har foranlediget det ønske hos regeringen, at disse garverier efterhånden måtte forlægges uden for staden, enten i forstæderne eller længere borte.
Hvor en regering udmærker sig ved kærlighed og omsorg for borgerne, der går disse med glad opofrelse ethvert ønske fra regeringen i møde. Adskillige garverier er forlagt og anlagt udenfor voldene og det indses let at sådant ikke sker uden stort tab. Men sikkert vil vores hovedstads magistrat være enig med mig i at sådanne gavnlige foretagender på inden måde bør møde større eller flere forhindringer end sagens natur selv uomgængelig medfører.
Transportens tidsspilde, rettere fordobling, og dens store omkostning forenet med folkelønnens større dyrhed og den nødvendighed stadig at have et udsalg i staden, er vanskeligheder som ingen kan borttage fra ethvert fabriksanlæg i forstæderne.
Men de hindringer som Generaltoldkammeret og Magistraten kan afhjælpe, og som de sikkert vil afhjælpe på min anstændige forestilling er følgende.
1) Portpengene hvorfra nu ikke engang de fabriksejere er fritaget der før h har haft fri passage. Denne udgift tynger fabriksejerne uden at være nogen stor genstand for stadens indtægter. Ligesom den synes mig hård, når man betænker at en sådan på stadens broer bosat fabrikant dog svarer alle stadens ordinære byrder.
2) Konsumtionen. en rå hud giver 4 skilling i konsumtion. Disse 4 skilling godtgøres vel fabrikanten på den rå til forarbejdelse udførende hud. Men når den forarbejdet igen indføres, må han betale 18, 20 til 22 skilling igen (10 2/3 skilling af lispundet) herved sættes forstadens fabrikant tilbage, da han taber 10 til 12 procent og må dog holde pris med den indenbys garver.
Dersom det på denne min forestilling måtte besluttes at fritage forstadens garvere fra denne byrde, tror jeg at sådant meget godt uden tab eller svig kunne ske på følgende måde: I konsumtionskontoret kunne være et stempel af skarpe spidser fx med de ord: Ind og Udførselsstempel til forarbejdelse. Hermed stempledes hver rå udført hud i skilten, og nød da ingen godtgørelse. Når den forarbejdet igen indførtes, og bar sit stempel, var den igen fri for afgift. Til sikkerhed for svig kunne i samme kontor være en bog hvori hver fabrikant havde en folio som vist antallet af det ind- og udførte.
Dersom det fra højere steder måtte lægges mærke til det her ytrede, vil sådant i tiden sikkert bevæge flere til at flytte ud, og således opfylde fornufts-, sundheds og regerings ønske.
Kildevæld på Østerbro d. 10. dec. 1800.
M. Bresselau
Kongelig privilegeret læderfabrikant.
(Politivennen. Hæfte 11, nr. 138. 13de december 1800, s. 2194-2197)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar