Onsdag den 18. denne måned, da anmelderen kom fra København og gik til sine forretninger på Christianshavn, blev han tilfældigvis opmærksom på noget, som fortjener fleres opmærksom og understøttelse. Mens 2 skibe passerede Knippelsbro, samledes en mængde mennesker. Blandt dem en kone, som så meget bedrøvet ud. Anmelderen spurgte hende om årsagen og hun svarede: Jeg har grund nok til at være bedrøvet. Min mand er arbejdsmand, som må ud tidligt om morgenen, og vi sidder med 3 børn hvoraf det ældste er 7 år gammelt. Føde skal vi have hvor det kommer fra. Brød kunne jeg i dag ikke få på Christianshavn. Det jeg har her, har jeg købt i Stormgade, og kød er det næsten umuligt at få for fattige folk. For i lørdags gik jeg til slagteren og ville have en lille forfjerding lammekød, men tænk, 3 mark 8 skilling! Jeg bød 3 mark, men slagteren tog den og hængte den hen og sagde: Det er bedst hun venter til vi får taksten. Men så må hun vente længe, for i år bliver det med lammekød ligesom med flæsk, vi vil ingen takst have på det.
Vi kom nu over broen. Vil han se, sagde hun, en fjerding lammekød, som jeg har givet 2 mark. 12 skilling for hos kongens slagter. Han må tro det er en meget skikkelig madame, men det er så langt derned, og jeg er så bange for at mine børn skal komme noget til. For den ældste skulle passe dem, og hun kan dog kun regnes for et barn.
Forfatteren foreslog hende til at sende det lille pigebarn på 7 år i slagterboden på Christianshavn, da slagteren måske ville være så retsindig og medlidende at give barnet et godt stykke kød for den anordnede takst. Nej, det har jeg forsøgt en gang, sagde konen, og om jeg slog tøsen ihjel fik jeg hende ikke i slagterboden. For nu skal han se, ifald han går den vej, hvilke folk der er for at passe på kødet, og desforuden har hver slagter 2-3 hunde, som kunne kyse selv en husar. Sagtens et barn eller en tjenestepige. Her forlod forfatteren konen og gjorde følgende anmærkninger:
Han fandt på det såkaldte Børnehustorv 3 grundmurede slagterboder (forfædrenes hensigt havde været god). I den ene bod hængte et lam, i den anden to, og den tredje var en marskandiser. Forfatteren spurgte en mand hvor mange slagtere der havde lejet disse boder. Såvidt jeg ved har en de to, da Gud ved han kunne have nok i den ene. Den tredje har for en tid været tom. Men det siges, at Magistraten har givet en marskandiser lov til at oprejse et møbelmagasin langs bag med slagterboderne og at benytte sig af den ene bod til at handle i. Den anden slagter handler i en bræddebod lige over for denne.
Hvorfor ikke ved siden af ham eller op imod Knippelsbro som i mange måder er mere gavnligt for Christianshavns indbyggere og søfok? To slagtere på Christianshavn er alt for lidt til folkemængden. Sæt at: Københavns og Christianshavns folkemængde er 80-90.000 da kan det ikke være helt galt, når man sætter Christianshavns indbyggere til 1/6-del, og disse er på en vis måde tvunget til at lade sig diktere priser og nøjes med de varer som 2 mænd finder for godt at bestemme. Det fordi de ved at folk ikke kan gå til 3. mænd uden meget besvær. Hvor stort er ikke disses fordel i sammenligning med den mængde af slagtere som findes på Kongens Nytorv, Ulfeldtsplads Skindergade, Gammeltorv og ved Stranden! Og alle disse lever dog af deres håndværk, og svarer skat.
En kone, som 2 år har boet på Christianshavns Torv, forsikrede forfatteren, at hun var glad over, at hun var kommet op i byen at bo. For når hun nu ikke kunne få kød hos en slagter så kunne hun hos en anden. Men sådan gik det ikke på Christianshavn. For hver af de to slagtere har 3-4 karle som for det meste ikke bestiller andet end at stå på udkik. En pige, som havde tjent på Christianshavn sagde, at en købmand, som boede på Christianshavn havde givet hende 4 rigsdaler årlig over sin aftalte løn for at gå i byen for at hente kød, for ikke at lade sig foreskrive takst af de 2 slagtere, eller nøjes med det kød, de smed en pige i næven. Hvem kan ikke se, at enten skal en mand lade sig nøje med at give og tage, som bemeldte 2 slagtere finder for godt. Eller han skal undvære sin pige i huset det meste af lørdag formiddag for at gå op til byen for at hente kød. Hvor tungt er det ikke for de som kun har en pige og 2-4 små børn, ses let såvel af enhver som især af slagterne. Det kunne afhjælpes ved at Christianshavn fik fire slagtere, fordelt på flere steder.
Forfatteren spurgte en åbenhjertig slagter, hvorfor de ikke hellere fik deres kødtakst forhøjet end i almindelighed at forhøje dem selv, da magistraten vist var villig til det, når den fandt grund til det. Ja, svarede han, det var en let sag at få, men det vil vi ikke, for når forpagtere og andre opdager det, så ved de ligeså godt som vi andre hvad en stud, en kalv og et lam vejer, og derefter skrue prisen op. Tænker han det var værd at sælge kalvekød for 14 []. Nej, det er den tid vi går op til 18-20.
Med frimodighed og beskedenhed har forfatteren nedsat disse anmærkninger. Ethvert faktum har sin rigtighed (muligt de omtalte hunde, for visse årsagers skyld ikke findes på det sted, hvor konen viste ham den 18. juni) som undersøgelse kan stadfæste, og derfor tør han sikkert håbe at genstanden ikke bliver ubemærket.
(Politivennen. Hæfte 9, nr. 114. 28. juni 1800, s. 1818-1822)
Vi kom nu over broen. Vil han se, sagde hun, en fjerding lammekød, som jeg har givet 2 mark. 12 skilling for hos kongens slagter. Han må tro det er en meget skikkelig madame, men det er så langt derned, og jeg er så bange for at mine børn skal komme noget til. For den ældste skulle passe dem, og hun kan dog kun regnes for et barn.
Forfatteren foreslog hende til at sende det lille pigebarn på 7 år i slagterboden på Christianshavn, da slagteren måske ville være så retsindig og medlidende at give barnet et godt stykke kød for den anordnede takst. Nej, det har jeg forsøgt en gang, sagde konen, og om jeg slog tøsen ihjel fik jeg hende ikke i slagterboden. For nu skal han se, ifald han går den vej, hvilke folk der er for at passe på kødet, og desforuden har hver slagter 2-3 hunde, som kunne kyse selv en husar. Sagtens et barn eller en tjenestepige. Her forlod forfatteren konen og gjorde følgende anmærkninger:
Han fandt på det såkaldte Børnehustorv 3 grundmurede slagterboder (forfædrenes hensigt havde været god). I den ene bod hængte et lam, i den anden to, og den tredje var en marskandiser. Forfatteren spurgte en mand hvor mange slagtere der havde lejet disse boder. Såvidt jeg ved har en de to, da Gud ved han kunne have nok i den ene. Den tredje har for en tid været tom. Men det siges, at Magistraten har givet en marskandiser lov til at oprejse et møbelmagasin langs bag med slagterboderne og at benytte sig af den ene bod til at handle i. Den anden slagter handler i en bræddebod lige over for denne.
Hvorfor ikke ved siden af ham eller op imod Knippelsbro som i mange måder er mere gavnligt for Christianshavns indbyggere og søfok? To slagtere på Christianshavn er alt for lidt til folkemængden. Sæt at: Københavns og Christianshavns folkemængde er 80-90.000 da kan det ikke være helt galt, når man sætter Christianshavns indbyggere til 1/6-del, og disse er på en vis måde tvunget til at lade sig diktere priser og nøjes med de varer som 2 mænd finder for godt at bestemme. Det fordi de ved at folk ikke kan gå til 3. mænd uden meget besvær. Hvor stort er ikke disses fordel i sammenligning med den mængde af slagtere som findes på Kongens Nytorv, Ulfeldtsplads Skindergade, Gammeltorv og ved Stranden! Og alle disse lever dog af deres håndværk, og svarer skat.
En kone, som 2 år har boet på Christianshavns Torv, forsikrede forfatteren, at hun var glad over, at hun var kommet op i byen at bo. For når hun nu ikke kunne få kød hos en slagter så kunne hun hos en anden. Men sådan gik det ikke på Christianshavn. For hver af de to slagtere har 3-4 karle som for det meste ikke bestiller andet end at stå på udkik. En pige, som havde tjent på Christianshavn sagde, at en købmand, som boede på Christianshavn havde givet hende 4 rigsdaler årlig over sin aftalte løn for at gå i byen for at hente kød, for ikke at lade sig foreskrive takst af de 2 slagtere, eller nøjes med det kød, de smed en pige i næven. Hvem kan ikke se, at enten skal en mand lade sig nøje med at give og tage, som bemeldte 2 slagtere finder for godt. Eller han skal undvære sin pige i huset det meste af lørdag formiddag for at gå op til byen for at hente kød. Hvor tungt er det ikke for de som kun har en pige og 2-4 små børn, ses let såvel af enhver som især af slagterne. Det kunne afhjælpes ved at Christianshavn fik fire slagtere, fordelt på flere steder.
Forfatteren spurgte en åbenhjertig slagter, hvorfor de ikke hellere fik deres kødtakst forhøjet end i almindelighed at forhøje dem selv, da magistraten vist var villig til det, når den fandt grund til det. Ja, svarede han, det var en let sag at få, men det vil vi ikke, for når forpagtere og andre opdager det, så ved de ligeså godt som vi andre hvad en stud, en kalv og et lam vejer, og derefter skrue prisen op. Tænker han det var værd at sælge kalvekød for 14 []. Nej, det er den tid vi går op til 18-20.
Med frimodighed og beskedenhed har forfatteren nedsat disse anmærkninger. Ethvert faktum har sin rigtighed (muligt de omtalte hunde, for visse årsagers skyld ikke findes på det sted, hvor konen viste ham den 18. juni) som undersøgelse kan stadfæste, og derfor tør han sikkert håbe at genstanden ikke bliver ubemærket.
(Politivennen. Hæfte 9, nr. 114. 28. juni 1800, s. 1818-1822)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar