Følgende bogstavelig sande anekdote mener jeg fortjener offentliggørelse i Politivennen, da dette måske kunne være et middel til at hindre lignende tildragelser for fremtiden. For 14 dage eller tre uger siden kom et besvangret bondemenneske ud til Bakkehuset, hvor hendes bror tjener hos ejeren, der endnu ikke er flyttet ud, men dog kommer der idelig. Hun udbad sig og fik af ham tilladelse til at opholde sig hos sin bror, indtil tiden kom for at hun kunne blive modtaget på Fødselsstiftelsen. Da hun efter vedkommendes vurdering endnu havde 8 dage tilbage.
"
For 14 dage eller tre uger siden kom et besvangret bondemenneske ud til
Bakkehuset, hvor hendes bror tjener hos ejeren, der endnu ikke er
flyttet ud, men dog kommer der idelig." (Bakkehuset på Frederiksberg. Ejeren "der endnu ikke er flyttet ud, men dog kommer der idelig" er formentlig Kamma og K. L. Rahbek selv, som boede i Bakkehuset 1802-1830. Eget foto, 2015)
Natten mellem lørdag og søndag overraskedes hun uventet af fødselsveer. Hendes bror fik en her på gården temmelig fremmed pige vækket, og disse to kørte så med hende til Vesterport. Men da de kom der, var klokken mellem to og halv tre, og porten lukket. Skildvagten, hvis medlidenhed de appellerede til, henvendte sig til sin overordnede, med forespørgsel om det stakkels menneske ikke måtte lukkes ind. Men kom tilbage med det svar at hvis hun havde tegn, kunne hun blive lukket ind, eller kunne det ikke ske. At et fjernt udenbys bondemenneske ikke enten havde tænkt på eller vidst vej til at få et sådant tegn, behøver jeg vel ikke at nævne. Hun måtte da i den mest skærende morgenkulde blive holdende i sluget af Københavns indkørsel. Fødte der uden hjælp et barn, som naturligvis omkom. Og først efter to lange timer, klokken efter fire, blev så porten åbnet. Hun, som ikke kunne tåle at føres til Fødselsstiftelsen, hvor hun desuden da barnet var dødt, ikke troede at blive modtaget, blev så bragt til nogle fattige folk af sine bekendte.
At vedkommende civil myndighed, der med sædvanlig menneskelighed har behandlet denne hele sag, uden tvivl fra sin side vil gøre de fornødne bevægelser for om muligt at udvirke, at den vagthavende i sådant tilfælde måtte have frie hænder til at følge sit hjerte og menneskekærlighedens bud, derom er jeg ikke mindste i tvivl. Imidlertid mener jeg, at det var godt tillige at give sagen publicitet, så den måske så meget des snarere og bedre kan komme for Københavns hæderværdige guvernør, der fra det første øjeblik han under nationens jubel tiltrådte sin hæderspost, har givet bevis på bevis, at han ved at sætte pris på menneskeliv. Jeg har fremstillet faktum så ligefrem som muligt, uden deklamation og uden sarkasme, da jeg troede sagen ville tale for sig selv, og ethvert menneskehjerte føler alt, hvad der i denne anledning er at sige.
Bakkehuset d. 15. maj 1801
K. L. Rahbek
(Politivennen. Hefte 13. Nr. 160, 16. maj 1801, s. 2545-2548)
Natten mellem lørdag og søndag overraskedes hun uventet af fødselsveer. Hendes bror fik en her på gården temmelig fremmed pige vækket, og disse to kørte så med hende til Vesterport. Men da de kom der, var klokken mellem to og halv tre, og porten lukket. Skildvagten, hvis medlidenhed de appellerede til, henvendte sig til sin overordnede, med forespørgsel om det stakkels menneske ikke måtte lukkes ind. Men kom tilbage med det svar at hvis hun havde tegn, kunne hun blive lukket ind, eller kunne det ikke ske. At et fjernt udenbys bondemenneske ikke enten havde tænkt på eller vidst vej til at få et sådant tegn, behøver jeg vel ikke at nævne. Hun måtte da i den mest skærende morgenkulde blive holdende i sluget af Københavns indkørsel. Fødte der uden hjælp et barn, som naturligvis omkom. Og først efter to lange timer, klokken efter fire, blev så porten åbnet. Hun, som ikke kunne tåle at føres til Fødselsstiftelsen, hvor hun desuden da barnet var dødt, ikke troede at blive modtaget, blev så bragt til nogle fattige folk af sine bekendte.
At vedkommende civil myndighed, der med sædvanlig menneskelighed har behandlet denne hele sag, uden tvivl fra sin side vil gøre de fornødne bevægelser for om muligt at udvirke, at den vagthavende i sådant tilfælde måtte have frie hænder til at følge sit hjerte og menneskekærlighedens bud, derom er jeg ikke mindste i tvivl. Imidlertid mener jeg, at det var godt tillige at give sagen publicitet, så den måske så meget des snarere og bedre kan komme for Københavns hæderværdige guvernør, der fra det første øjeblik han under nationens jubel tiltrådte sin hæderspost, har givet bevis på bevis, at han ved at sætte pris på menneskeliv. Jeg har fremstillet faktum så ligefrem som muligt, uden deklamation og uden sarkasme, da jeg troede sagen ville tale for sig selv, og ethvert menneskehjerte føler alt, hvad der i denne anledning er at sige.
Bakkehuset d. 15. maj 1801
K. L. Rahbek
(Politivennen. Hefte 13. Nr. 160, 16. maj 1801, s. 2545-2548)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar