Efter
mange overvundne fordomme har man endelig besluttet at begrave sine
venner uden for porten. På den såkaldte Assistens Kirkegård er mange
skønne monumenter. Og uden filosofisk at undersøge, hvorfor de er blevet
opsat, eller hvad de frugter, så må vi vel antage, at den skik at hædre
sine venners minde, endnu fandtes og findes blandt alverdens beboere,
enten poliserede eller barbariske. Et kærlighedsbånd er spundet mellem
de levende og deres afdøde venner. For så vidt er da denne skik hos os
hvad den er hos andre. Men den sløvhed, hvormed alt hvad offentligt hos
os bliver behandlet, den ligegyldighed vi viser for alt hvad det kære
jeg ikke umiddelbart er interesseret i, har også sat præg på dette sted.
På mange steder i Tyskland, særdeles hos de tænkende beboere i Dessau,
er hvilepladsen for de døde en skøn velholdt have. Høje træer, tavshed,
og sømmelig adfærd hos de besøgende. Stedet er viet til de følelser,
hvormed man nærmer sig sine venners grav, og opsyn og orden hos de der
ansatte folk forener sig dermed til et harmonisk hele. Hos os kunne og
burde det være det samme. En mur omgiver steder, alle porte kan holdes
lukket, burde lukkes, efter brug er gjort deraf. Og indgangen burde kun
være forbi overgraverens bolig. De karle der af og til slæber spader med
sig i hånden i begær efter drikkepenge kunne holde gangene rene. Men
hvad ses i stedet! Drengestøj, og beviser på det pøbelagtigste sindelag.
Fodaftryk på gravhøje. For nogle uger siden en død gris, puttet ind
gennem et jerngitter på et monument. Et jerngitter revet af et andet,
som dog var indskruet i en stenkarm. Således hædres vores afdøde venner,
og vi københavnere må vide, at enten nedrig egennytte, dovenskab eller
andre fejl hos de der er ansatte til opsyn, forvandler denne helligdom
til en kloak og et teater for pøbelagtighed og usømmelighed.
(Hefte 13. Nr. 167, 4. juli 1801, s.2657-2659)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar