Efter sædvane besøgte jeg onsdag den 15. dennes Assistens Kirkegård uden for porten et sted som bevarer støvet af nogle mig dyrebare afdøde venner, og som derfor er mig højtideligt og helligt, og imod hvilket altså enhver overtrædelse af den orden, fred og ærbødige tavshed, som bør dvæle over de dødes boliger, er mig forhadt og ufordragelig. Derfor kan jeg ikke ligegyldigt være vidne til, at graveren, som bor ved kirkegården, og er den mand, som er betroet opsynet med stedet, ikke forhindrer fremmede fra at slippe deres køer derind. For det er vel umuligt ham der lukker sine egne derind.
Denne højst urimelige uskik må uvægerligt vække mistillid og harme hos enhver. Men især må det støde alle dem, der årligt betaler graveren 2 rd. for deres graves vedligeholdelse, og dog alligevel må se dem ødelagt igen af disse kreaturer, der uden forskel nedtræder og afbider såvel de på de vedligeholdte grave plantede blomsterbuske, som det vilde græs af de til glemsel overladte dødeboliger. Desuden gnaver de barken af på de hist og her anbragte unge træer, hvorved disse - gravenes pryd - aldeles ødelægges, uagtet de dog er plantet med bekostning i håb om at tjene som tegn til at kunne kende den gravhøj som gemmer de kære savnede.
For at forebygge at denne ødelæggelse ikke for fremtiden skal finde sted, hvorved så mange fornærmes og hr. graverens agtelse tabes, var det at ønske, at han i stedet for disse køer ansatte et par mand, eller endnu bedre, nogle fattige børn til at afskære græsset, som det nu engang er blevet vane skal gro på de grave hvis ejere ikke har råd til at kunne betale den alt for dyre vedligeholdelse. Den udgift dette ville medføre for ham, især når man vil regne at den betaler sig selv, vil vel næppe holde ham fra, hellere at vælge denne måde til at benytte sig af kirkegårdens græs, som han muligt har rettighed til, end just at benytte det på en måde, der er så ubehagelig for gravenes ejere, og derfor en utilladelighed, som ikke kan tåles.
(Politivennen. Hefte 13. Nr. 169, 18. juli 1801, s. 2689-2691)
Denne højst urimelige uskik må uvægerligt vække mistillid og harme hos enhver. Men især må det støde alle dem, der årligt betaler graveren 2 rd. for deres graves vedligeholdelse, og dog alligevel må se dem ødelagt igen af disse kreaturer, der uden forskel nedtræder og afbider såvel de på de vedligeholdte grave plantede blomsterbuske, som det vilde græs af de til glemsel overladte dødeboliger. Desuden gnaver de barken af på de hist og her anbragte unge træer, hvorved disse - gravenes pryd - aldeles ødelægges, uagtet de dog er plantet med bekostning i håb om at tjene som tegn til at kunne kende den gravhøj som gemmer de kære savnede.
For at forebygge at denne ødelæggelse ikke for fremtiden skal finde sted, hvorved så mange fornærmes og hr. graverens agtelse tabes, var det at ønske, at han i stedet for disse køer ansatte et par mand, eller endnu bedre, nogle fattige børn til at afskære græsset, som det nu engang er blevet vane skal gro på de grave hvis ejere ikke har råd til at kunne betale den alt for dyre vedligeholdelse. Den udgift dette ville medføre for ham, især når man vil regne at den betaler sig selv, vil vel næppe holde ham fra, hellere at vælge denne måde til at benytte sig af kirkegårdens græs, som han muligt har rettighed til, end just at benytte det på en måde, der er så ubehagelig for gravenes ejere, og derfor en utilladelighed, som ikke kan tåles.
(Politivennen. Hefte 13. Nr. 169, 18. juli 1801, s. 2689-2691)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar