Om Maskerader

(Efter indsendt)

Maskerader er en fornøjelse, om man kan kalde det sådan, som vi har fået fra hedningerne.

På mødet i Auxerre år 585 blev det forbudt kristne at have maskerader.

I de katolske lande er maskerader kun tilladt i karnevalstiden. Straks efter kommer fasten hvor denne og andre morskaber ophører, og man forbereder sig i stilhed til påsken.

Ved maskerader må man sige grovheder, som man umaskeret enten ville skamme sig ved, eller ville få en dragt prygl for.

I de seneste år, og især denne vinter, har maskerader taget overhånd hos os. Private, klubber, gæstgivere afholder maskerader. Kristne, jøder, rige og fattige, høje og ringe, stormænd og håndværksdrenge, bivåner dem med et raseri der harmer menneskevennen.

Maskerader kunne tjene forelskede til stævne. Maskerader kunne tjene forføreren med lejlighed han ellers ikke fik. Maskerader kunne give vellysten frihed til at besmitte det mest kyske øre med sin gift, osv. osv.

Maskerader kan ikke forbedre sæderne. Maskerader kan ikke udvide kundskaberne. Maskeraderne kan ikke gøre huslige, sparsommelige, blide, tænksomme osv. osv.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 255, 12. marts 1803, s. 4068-4070)

Redacteurens Anmærkning

Maskerader var forbudt i Danmark 1724-1766. De blev genindført 4. december 1766 for de kongelige, fra 1768 dog også i Komediehuset. Fra 1803 kunne bevillinger til maskerader søges gennem det danske kancelli, og de skulle være under politiets opsyn. Fx afholdt Hotel d'Angleterre et ugentlig maskebal. Det er formentlig denne forordning som satte gang i diskussionen om maskeballer. Mens Holberg beklagede forbuddet mod maskerader, udgav Grundtvig i 1808 en pjece hvor han harcellerede over at man vedblev med at afholde maskeballer efter bombardementet i 1807.