(Efter indsendt)
Mange koner og amagerpiger dovner nu til dags på gader og sælger alskens frugter. Med kurven trygler eller tilskynder de for at tjene nogle skillinger som de så bruger til lediggang. Man kunne forledes til at tro at frugterne voksede på Amagerland, og at der var anlagt frugthaver med alskens finere og ringere frugter, ligesom kål og grønt. Og at de amagerklædte dagdriversker gik rundt med i huse og gader og solgte frugterne af deres eget arbejde. Når man ser de går omkring med appelsiner, citroner, fordærvede figner osv., står det klart at det ikke er produkter fra Amager. Men det er også velkendt at de stikkelsbær, æbler, pærer og kirsebær osv. ja endog det grønne som de går rundt med, ikke er fra Amager. Tværtimod stammer de fra haverne uden for byens porte, bøndervognene på torvene og ofte inden de er nået inden for portene, samt skibene med frugt fra provinsen. Her køber de sig en kurvfuld og driver omkring med den.
Indsenderen mener ikke at have set denne sag interesserer nogen offentlig skribent. Men synes at den fortjener ikke alene at disses, men især politiets og fattigvæsenets bestyrelse, selv den høje og velvise magistrats opmærksomhed, som beskytter Københavns bosatte borgere af de lavere klasser i deres lovlige næringsveje.
Det drejer sig ikke om de ærværdige torve-amagermatroner som sælger det som de har høstet ved deres flid og arbejde. Intet er mere agtværdigt end at de selv tager til byen for at afsætte deres egne produkter. Intet er bedre for byen selv. De tager også kun den fortjeneste, som de som førstehåndssælgere må tage. Men når man ser voksne, stærke og arbejdsføre unge fruentimmer drive rundt som nævnt ovenfor, så er det indlysende at dette håndværk (undskyld, man burde ikke kalde det således, udtrykket håndværk er for ædelt dertil), kun medfører lediggang, dovenskab og udsvævelser.
Et løst og ledigt kvindemenneske, som tager fra Amager til byen for på den og de dermed forbundne måder at tjene penge, går hverken hjem til familien eller en madmoder på Amager med deres fortjeneste. Nej, om aftenen eller når de har fortjent noget, opsøger de knejper, kroer og andre opholdssteder, og bruger det uden at tænke på dagen i morgen.
Dette dagdriveri afholder dem fra at føre en ordentlig levevis, og udsvævelser og liderlighed er en meget naturlig følge. Og hele flokkens elendighed er ikke alene en byrde for staden. De fordærver også de øvrige unge kvindfolk på Amagerland og bidrager til at vi madmødre på Amager ikke kan få tjenestetyende. For når et antal går fra landet, mindsker det antallet af tjenende, som kræver højere løn og gør dem vanskelige at få. Desuden påvirker og fordærver de de andre som ellers ville tjene på en ordentlig og skikkelig måde. De forfører dem og ved eksemplets magt giver dem smag for en udsvævende og i deres forestilling fri og let måde at leve på, som ellers i den fremskreden alder vil få slette følger for dem. Vi amagermadmødre henstiller derfor til den høje og velvise øvrighed om gode midler at hæmme arbejdsføre amager-kvindfolks dagdriveri.
Som københavnske sælgerkoner beder vi vores Magistrat samt fattigvæsens bestyrere at beskytte os mod det overgreb på vores lovlige næringsvej. Mange af os har ingen anden mulighed end at gå med kurven. Vi skal endog have tilladelse og tegn fra vores gode politimester, som sørger for at ingen anden københavnerinde får lov at bære kurven. Så vi mener at kunne bede om at han forbyder uvedkommende det, uagtet de ikke bærer samme dragt som vi. Ja selv denne dragt er af og til bedrageri. Ikke alle som bærer den, er født på amager.
En fattig håndlangere, en matros eller soldaterkone, en enke. Hvad skal de gribe til, måske endog med børn? Et lille barn kan man dog tage med sig sammen med kurven eller sidde med på hjørnet af en gade eller i en port og drive tiden bort, imens man sælger så meget at man får nogle skillinger at mætte det med. Gamle og skrøbelige mennesker kunne ernære sig med kurven. Og så længe de har den, er københavnske sælgerkoner ikke til byrde for fattigvæsenet, som har flere at sørge for end det kan overkomme. Det vi på denne måde tjener, tager vi med hjem til vore boliger og vederkvæger os selv, vores mænd og små med en liden læskende tår kaffe eller af det klare og [Skotste] til. Delvis underholder vi vores mænd som kommer fra vagt og i 2 gange 24 timer ikke kan tjene noget, eller vi samler lidt til husleje og brænde osv som de løse fruentimmer fra Amager ikke behøver.
Vi beder derfor de, som våger over at Københavns almue ikke bliver fattigere end den er og føde andre dagdrivere på deres regning, vil finde på midler til at forebygge dette overgreb mod vores lovlige næringsveje. Da vi ikke har laug, og derfor må tåle mange fuskere, har vi ingen anden mulighed for at påtale det.
(Politivennen. Hefte 21. Nr. 284, 1. oktober 1803, s. 4515-4521)
Mange koner og amagerpiger dovner nu til dags på gader og sælger alskens frugter. Med kurven trygler eller tilskynder de for at tjene nogle skillinger som de så bruger til lediggang. Man kunne forledes til at tro at frugterne voksede på Amagerland, og at der var anlagt frugthaver med alskens finere og ringere frugter, ligesom kål og grønt. Og at de amagerklædte dagdriversker gik rundt med i huse og gader og solgte frugterne af deres eget arbejde. Når man ser de går omkring med appelsiner, citroner, fordærvede figner osv., står det klart at det ikke er produkter fra Amager. Men det er også velkendt at de stikkelsbær, æbler, pærer og kirsebær osv. ja endog det grønne som de går rundt med, ikke er fra Amager. Tværtimod stammer de fra haverne uden for byens porte, bøndervognene på torvene og ofte inden de er nået inden for portene, samt skibene med frugt fra provinsen. Her køber de sig en kurvfuld og driver omkring med den.
Indsenderen mener ikke at have set denne sag interesserer nogen offentlig skribent. Men synes at den fortjener ikke alene at disses, men især politiets og fattigvæsenets bestyrelse, selv den høje og velvise magistrats opmærksomhed, som beskytter Københavns bosatte borgere af de lavere klasser i deres lovlige næringsveje.
Det drejer sig ikke om de ærværdige torve-amagermatroner som sælger det som de har høstet ved deres flid og arbejde. Intet er mere agtværdigt end at de selv tager til byen for at afsætte deres egne produkter. Intet er bedre for byen selv. De tager også kun den fortjeneste, som de som førstehåndssælgere må tage. Men når man ser voksne, stærke og arbejdsføre unge fruentimmer drive rundt som nævnt ovenfor, så er det indlysende at dette håndværk (undskyld, man burde ikke kalde det således, udtrykket håndværk er for ædelt dertil), kun medfører lediggang, dovenskab og udsvævelser.
Et løst og ledigt kvindemenneske, som tager fra Amager til byen for på den og de dermed forbundne måder at tjene penge, går hverken hjem til familien eller en madmoder på Amager med deres fortjeneste. Nej, om aftenen eller når de har fortjent noget, opsøger de knejper, kroer og andre opholdssteder, og bruger det uden at tænke på dagen i morgen.
Dette dagdriveri afholder dem fra at føre en ordentlig levevis, og udsvævelser og liderlighed er en meget naturlig følge. Og hele flokkens elendighed er ikke alene en byrde for staden. De fordærver også de øvrige unge kvindfolk på Amagerland og bidrager til at vi madmødre på Amager ikke kan få tjenestetyende. For når et antal går fra landet, mindsker det antallet af tjenende, som kræver højere løn og gør dem vanskelige at få. Desuden påvirker og fordærver de de andre som ellers ville tjene på en ordentlig og skikkelig måde. De forfører dem og ved eksemplets magt giver dem smag for en udsvævende og i deres forestilling fri og let måde at leve på, som ellers i den fremskreden alder vil få slette følger for dem. Vi amagermadmødre henstiller derfor til den høje og velvise øvrighed om gode midler at hæmme arbejdsføre amager-kvindfolks dagdriveri.
Som københavnske sælgerkoner beder vi vores Magistrat samt fattigvæsens bestyrere at beskytte os mod det overgreb på vores lovlige næringsvej. Mange af os har ingen anden mulighed end at gå med kurven. Vi skal endog have tilladelse og tegn fra vores gode politimester, som sørger for at ingen anden københavnerinde får lov at bære kurven. Så vi mener at kunne bede om at han forbyder uvedkommende det, uagtet de ikke bærer samme dragt som vi. Ja selv denne dragt er af og til bedrageri. Ikke alle som bærer den, er født på amager.
En fattig håndlangere, en matros eller soldaterkone, en enke. Hvad skal de gribe til, måske endog med børn? Et lille barn kan man dog tage med sig sammen med kurven eller sidde med på hjørnet af en gade eller i en port og drive tiden bort, imens man sælger så meget at man får nogle skillinger at mætte det med. Gamle og skrøbelige mennesker kunne ernære sig med kurven. Og så længe de har den, er københavnske sælgerkoner ikke til byrde for fattigvæsenet, som har flere at sørge for end det kan overkomme. Det vi på denne måde tjener, tager vi med hjem til vore boliger og vederkvæger os selv, vores mænd og små med en liden læskende tår kaffe eller af det klare og [Skotste] til. Delvis underholder vi vores mænd som kommer fra vagt og i 2 gange 24 timer ikke kan tjene noget, eller vi samler lidt til husleje og brænde osv som de løse fruentimmer fra Amager ikke behøver.
Vi beder derfor de, som våger over at Københavns almue ikke bliver fattigere end den er og føde andre dagdrivere på deres regning, vil finde på midler til at forebygge dette overgreb mod vores lovlige næringsveje. Da vi ikke har laug, og derfor må tåle mange fuskere, har vi ingen anden mulighed for at påtale det.
(Politivennen. Hefte 21. Nr. 284, 1. oktober 1803, s. 4515-4521)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar