22 december 2014

Om Mængden af Skænkere i København og Ønske om at deres Antal indskrænkes

De der har det som borgerligt eller frit erhverv at sælge stærke drikke til deres medborgere, og altså - rent ud sagt - holder kro: Vintappere, konditortraktører, egentlige traktører, destillatører, billardholdere, horeværter, dansebodsværter, øltappere, brændevinsbrændere, kaffeværter og teskænkere, spækhøkere og marketendere osv. osv. Når man i København tæller dem, bliver deres antal mellem 2 og 3.000 inden for voldene (uden for dem i forstæderne er næsten hvert hus en kro). Dette er i sandheden en alt for stor mængde udskænkere for en folkemængde som Københavns som man regner til 90.000. Når halvdelen trækkes fra for det køn der ikke går på kro, og atter halvdelen for børn, syge, skikkelige mænd der hellere drikker af det huslige bæger, og nogle få unge mennesker som enten af mangel eller sædelighed holder sig fra kroen - så bliver der kun 22.500 krogængere tilbage. Sikkert alt for mange, og kun en meget lille del kan af domstolen for sædelighed, huslighed, tarvelighed og borgerflid frikendes for at gå på kro. Men alligevel en meget lille mængde gæster i forhold til den uhyre hær af værter. Der er knap 9 gæster for hver vært.

 "Hvorfor skal København netop have 320 brændevinsbrændere, og er dette antal ikke alt for højt! 150 brændevinbrændere, ja færre, ville levere det samme fabrikat for billigere pris." (Billede af destillateur og brændevinsbrænder Peter Matthias Spendrup 1747-1828, Bakkehusmuseet. Eget foto, 2015).

Hvad sjældent sker, at alle disse gæster skulle beværtes på en gang, så kunne dette klares af et langt ringere antal mennesker end nu, til fornøjelse for gæster og rigeligt såvel som ærligt udkomne for værter. For en ussel kro - hvad slags den end måtte være - er en sådan som ikke kan pleje 40 gæster på en gang. Deler man nu krogængernes tal med 40, finder man frem til at 563 eller afrundet 600 er et passende antal værter. Stadens magistrat kan fordele dette tal på de ovennævnte arter af kroer bedre end jeg kan, ud fra det nuværende tals fordeling som rettesnor.

Når 3.000 husfædre og 3.000 husmødre ikke gør staten andet gavn end hvad 600 husfædre og 600 husmødre kunne klare, så er det sandelig stor skade for staden og staten. Beværtningen må nødvendigvis blive dårligere, da der må skæres mere på varerne. Dåren råber at folkemængden vinder. Javel, men den vinder det dårligste der kan vindes: Dovne, usædelige, dumme borgere!

Men dette er dog ikke den værste følge af et overdrevent antal kroer. Den sande ulykke ved dem er den, at de fordærver en stor mængde mennesker på sjæl og legeme.

Man behøver bare at have været en gang på disse skænkesteder for at se den skadeligste indflydelse af deres store antal. Hvilken vintapper, traktør, billardholder og overalt hvilken skænkevært, der altid havde fuldt hus, ville nedlade sig til at være ungdommens forfører. Og er man ikke det, når man skænker for en dreng, uanset stand, når han ikke er i et voksent menneskes selskab.

I dag ser man på billardhusene bordet besat af halvvoksne lediggængere, som her lærer at forøde, bande, ryge og skrå tobak og være fræk mod tøser. Vores traktører skænker op for drenge som for voksne. Og vores værtshusmænd og spækhøkere (især de sidste) mener at for at kunne overleve, er de berettigede til at forføre læredrenge, som man her kan se, bænkede, i færd med at vise kort eller terning i hånden, hvor nemt de har tilegnet sig den visdom de lærer af de voksne gæster, ja værten selv.

Anmelderen er overbevist om skaden af dette uforholdsmæssige antal værter, og beder derfor Københavns magistrat, hvis pligt det er at afværge alt det onde der af mangelagtige indretninger kan forekomme i staden, om at vælge og til kongeligt bifald foreslå bedre. Det er vel ikke muligt, på engang at fratage disse mange mennesker deres nuværende erhverv. Men efterhånden som de nedlægges eller ved døden forlod samme, burde det være en ufravigelig grundregel ikke at uddele borgerskab på sådanne næringsveje, før deres antal var svundet ind til det engang fastsatte.

Al ære til den magistrat, der ved at formindske kilden til lediggang, forførelse, drik, liderlighed og spillesyge, fremmer borgernes moral, sundhed og velstand. Ingen usle grunde hentede fra folkeforøgelsen (for derved forstår statshusholderen kun forøgelse af nyttige folk). Ingen påberåbelse på den i teorien så smukt lydende, men i virkeligheden så urigtige regel at enhver borger bør have lov til at ernære sig ved hvilken som helst lovlig næringsvej han lyster. Intet hensyn til stadens kasses fordel, ved mængde af borgerbreve, bør bevæge den retskafne og for sine borgeres velfærd nidkære øvrighed fra det engang fastsatte mål.

Hvad denne sidste fristelse angår, så er det netop en langt større fordel at hente for stadskassen af den her foreslåede indskrænkning af værternes antal, end der nogensinde kan fås af den uforholdsmæssige antal bevirkede forøgelse i borgerskabsbrevpenge. For når det ved indskrænkningen sikrede antal fik godt udkomme, var det blot rimeligt at tage, hvad heller ikke nogen vært synes hårdt at give, en årlig kendelse til stadskassen. Denne kendelse kunne være fra 100 til 200 rigsdaler om året, og ville indbringe hen imod 100.000 rigsdaler.

Måske var det allerbedste, at enhver der holdt egentligt værtskab, hvert år måtte med oven meldte kendelse skulle forny sit privilegium, og for at få det, skulle forevise politimesterens erklæring, således at den som politiet havde grebet i ungdomsforførelse, skænkeri efter de befalede tider o. lign. ville blive nægtet en anbefaling.

To næringer der nu tillige bruger udskænkning, burde ganske fratages den. Den første er brændevinsbrænderiet, det andet spækhøkeriet. Især er foreningen af spækhøkeri og krohold skadelig, fordi netop unge uerfarne mennesker har mange ærinder hos høkeren og falder således desto lettere i kroholderen klør. Hverken brændevinsbrænderen eller spækhøkeren vil savne denne fortjeneste, når deres medbrødres tal formindskedes efterhånden. Hvorfor skal København netop have 320 brændevinsbrændere, og er dette antal ikke alt for højt! 150 brændevinbrændere, ja færre, ville levere det samme fabrikat for billigere pris. Også spækhøkernes tal kunne og burde formindskes til det halve, til deres egen og hele stadens store fordel.


(Politivennen. Hefte 26, Nr. 336, 29. september 1804, 5346-5353)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar