Nogle Anmærkninger i Sønderjylland

(Efter indsendt)

Et smukt sidestykke til det i Politivennen nr. 329 omtalte skilderi af de unge studerende i Vordingborg, som 4 gange årligt må gå rundt med en slags fattigbøsse fra dør til dør, fik jeg på mit militære togt i sommer, og derfor må det nævnes her. Eksemplet fra Vordingborg er vist temmelig gammelt, men mit som hører hjemme i Husum, skriver sig sikkert fra de hertugelig-katolske tider og er næppe yngre end 400 år:

Deres nærmere karaktertræk håber jeg også viser, at omend det ikke overgår det vordingborgske, så viger det dog ikke en hårsbredde fra det. Her er det: Første søndag efter vores indrykning i Husum blev vores ører fornærmede af en ulidelig sang på gaden. Vi så ud og fik øje på en gammel, sortklædt mand, som i spidsen for 4-5 halvvoksne drenge med afmålte skridt travede op ad gaden, og anførte denne hjerteskærende. På forespørgsel gav man os denne forklaring, at et sådant optog efter god gammel skik blev foretaget hver søndag middag. At det går syngende eller rettere brægende gennem byens fornemste gader. At der ifølge umindelig hævd gøres holdt uden for storfolkenes huse, fx borgmesterens, provstens osv. Samt at der i flere minutter (hvis jeg mindes ret med blottet hoved) afsynges en hel sang til de pågældendes opbyggelse. Og endelig at det hele har til hensigt at indsamle almisse.

At nu denne procession foregår uden mindste undtagelse i alskens vejr og føre, voldte os meget anstød og forargelse behøver vel næppe at anføres. De kan fx let forestille Dem hvor latterligt det forekom os når denne procession passerede vores paradeplads, og med dybe buk gik skrålende forbi. Som en selvfølge heraf tænkte vi straks på at få det ændret. Da manøvren forekom os ganske gejstlig, mente vi det rigtigt at henvende os om den til provsten hr Marx, hos hvem vi havde nogen adgang.

Denne overmåde fornuftige og lærde mand (oplyst nævner jeg med forsæt ikke, for de ved lige så godt som jeg at oplysning og fritanke altid har været og synes endnu at være så farlig kontrabande, at man vanskelig vover endog bare at tale om det uden ved omskrivning og omsvøb, eller ligefrem i smug) - provsten altså forsikrede os at selv om den omvandrende sang indbragte såre lidt, vovede han sig dog ikke at røre ved en så indgroet gammel skik.

Dette virker så meget mærkeligere som man virkelig har drevet igennem at for den nye kirke agende indført i Husum, hvilket blev forpurret i det nærliggende Tønningen ved overrumpling af en vis Kirchspiel Vogt sammesteds, just som mange var enige om tingen og man troede den hellige grav velforvaret.

Jeg beder dette offentliggjort på det at en lige så vældig som veldædig hånd kunne formås til at løfte denne gamle husumer skilderi ned fra sin højde og hænge eller flage det hen i blandt disse Madonnabilleder, helgener, altre, røgelses- og vievandskar mm. som hørte til samme old, og nu nok bør gøre hinanden selskab.

Skulle det end anses for disjecta membra, må jeg dog endnu sige Dem, at grundtrækkene i nysnævnte egne synes langt mere hertugelig-tyske end kongelig danske. Meget, som jeg hverken havde tid eller lyst til at undersøge, forrådte dette. Her vil jeg kun nævne en ting som faldt os gamle danske overmåde kraftigt for brystet, denne nemlig at hverken i Tønningen efter den gamle, eller i Husum efter den nye agende, blev der fra prædikestolen, eller overhovedet ved gudstjenesten afsagt nogen bøn for kongen og det kongelige hus. Ja der blev end ikke et ord nævnt, hvoraf man kunne slutte at man sad i en dansk kirke.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 331, 25. august 1804, 5261-5265)