21 februar 2015

Bekendtgørelse

Det tilsendte bidrag om den glubske hund som i en bekendt gård på Østerbro skulle overfalde og virkelig bide folk, kan ikke indrykkes.

Ved den lejlighed må udgiveren, samtidig med at takke for de mange ærede medborgere, der ved at lede ham på spor efter uordener så ofte har bragt ham til at kunne udvirke en eller anden forbedring, tillige underrette en del forfattere af tilsendte bidrag, der måtte undres over at disse ikke er benyttede, om at dette er en simpel følge af at de i deres breve til mig enten helt har udeladt deres navne, og altså ikke levnet mig nogen adgang til dem, for at få den fornødne oplysning. Eller betjent sig af enkelte forbogstaver eller af et eller andet tegn, i stedet for navn, hvilket giver lige så lidt mulighed for at finde forfatteren. Eller endelig sætte et navn, men uden at nævne næringsvej, embede eller bolig. En ting som de allerfleste gange er en lige så stor gåde som nogle streger eller kryds. 


Seidelins vejledning til personer der ønskede at få offentliggjort indslag i Politivennen. Den stod sidst i hvert nummer af Politivennen. Bekendtgørelsen kan ses som en præcisering af denne. 

Udgiveren var længe i tvivl om han skulle advare herom af frygt at det kunne afholde nogle fra at indsende bidrag, der dog var brugelige, skønt anonyme. Han håber imidlertid at enhver vil forstå at hans mening er denne: "At når det tilsendte bidrag omtaler en handling eller en egenskab hos mand eller ting, som man ved at udgiveren ikke kan vide, eller i det mindste ikke bevise, er det nødvendigt at indsenderen af bidraget sætter sit navn, stand og bopæl, vedføjende at det ikke bekendtgøres, hvis sådant er ham imod. Er bidraget derimod om ting, dem udgiveren selv kan komme til bevislig kundskab om, uden at kende indsenderen, eller er emnet blot en eller anden betragtning, da siger det sig selv, at indsenderen ikke behøver at underrette udgiveren om sit navn osv.

(Politivennen nr. 448, 22. november 1806, side 7131-7132)

Redacteurens Anmærkning

Dette er en af de få notitser i Politivennen som fortæller om hvordan udgiveren Seidelin arbejdede med sit stof.