Så vidt vides er der allerede for nogle år siden skrevet om denne slemme og ikke sjældent højst farlige vej. Man siger at følgen heraf skal have været, at nogle træer blev plantet på den ene side af omtalte vej. Men erfaring viser at dette aldeles ikke er tilstrækkeligt, og gid det ikke vil blive bevist på sørgeligere måde end hidtil. Selv om sommeren er hele vejen fra Nørre eller Vester Farimagsgade når det blot har regnet en nat, meget ubehagelig at vandre på. Om vinteren, især forår og efterår, er den næsten ufremkommelig.
Anmelderen af dette har adskillige gange haft det uheld, at hans galocher er blevet siddende i dyndet, skønt de ellers sidder temmelig fast til støvlerne. Men det værste er dog, at der på hele vejen ikke er rækværk på nogen af siderne. Endog ved højlys dag er de mest ædru folk udsatte på denne vej for den største fare, når det blæser stærkt. Midt på vejen kan man ikke holde sig uden at synke dybt i morads. Vil man søge sidevejen, hvor let kan man da ikke risikere at falde i søen?
På denne akvarel billede fra 1850 af H. G. F. Holm kan man ane at Farimagsgade selv 45 år efter artiklen stadig er ude på landet. Dog er søerne rykket tilbage og møllerne har holdt deres indtog.
Men størst er faren om aftenen. Og der skal virkelig være eksempler på at mennesker er styrtet ud, men lykkeligvis reddet. Ikke alene hospitalets betjente som passerer denne vej, er udsat for fare, men også hospitalets lemmer som får tilladelse at gå ind til byen og skal derud igen. Mange af disse er gamle og svage. Var det ikke sørgeligt hvis et slagtilfælde eller anden sygdom anfaldt en af disse på denne vej? Eller hvis en eller anden hospitalet uvedkommende i beskænket tilstand eller forvildet af mørket faldt ud i en af søerne, hvortil også enten stærk blæst eller glat føre kunne bidrage. Man kan nemt frygte for sådant tilfælde.
Der arbejdes på hospitalets udvidelse, og derfor vil flere mennesker end hidtil komme til at passere denne vej. Det er derfor ønskeligt at de ansvarlige nu tillige vil sikre disse og enhver der skal gå den frem og tilbage for fare. Det kunne dels ske ved at foranstalte den om ikke brolagt, så dog forsvarligt opfyldt. Dels ved at opsætte et godt og forsvarligt bolværk, enten af kampesten eller træ, eller også en jordvold på begge, eller i det mindste på en af siderne. Hvad der nu var mindst bekosteligt.
Rigtig nok ville dette forslags gennemførelse koste noget, men det var dog vel ikke så ubetydeligt, som blot et menneskes liv. Af den høje og velædle Magistrat, den specielle direktion for St. Hans Hospital, Kommissionen for Brolægningen, eller hvem disse to påankede poster egentlig skulle vedkomme, håber man derfor ikke uden føje: At denne sag bliver taget i overvejelse.
(Politivennen nr. 368, 11. maj 1805, side 5854-5857)
Anmelderen af dette har adskillige gange haft det uheld, at hans galocher er blevet siddende i dyndet, skønt de ellers sidder temmelig fast til støvlerne. Men det værste er dog, at der på hele vejen ikke er rækværk på nogen af siderne. Endog ved højlys dag er de mest ædru folk udsatte på denne vej for den største fare, når det blæser stærkt. Midt på vejen kan man ikke holde sig uden at synke dybt i morads. Vil man søge sidevejen, hvor let kan man da ikke risikere at falde i søen?
Men størst er faren om aftenen. Og der skal virkelig være eksempler på at mennesker er styrtet ud, men lykkeligvis reddet. Ikke alene hospitalets betjente som passerer denne vej, er udsat for fare, men også hospitalets lemmer som får tilladelse at gå ind til byen og skal derud igen. Mange af disse er gamle og svage. Var det ikke sørgeligt hvis et slagtilfælde eller anden sygdom anfaldt en af disse på denne vej? Eller hvis en eller anden hospitalet uvedkommende i beskænket tilstand eller forvildet af mørket faldt ud i en af søerne, hvortil også enten stærk blæst eller glat føre kunne bidrage. Man kan nemt frygte for sådant tilfælde.
Der arbejdes på hospitalets udvidelse, og derfor vil flere mennesker end hidtil komme til at passere denne vej. Det er derfor ønskeligt at de ansvarlige nu tillige vil sikre disse og enhver der skal gå den frem og tilbage for fare. Det kunne dels ske ved at foranstalte den om ikke brolagt, så dog forsvarligt opfyldt. Dels ved at opsætte et godt og forsvarligt bolværk, enten af kampesten eller træ, eller også en jordvold på begge, eller i det mindste på en af siderne. Hvad der nu var mindst bekosteligt.
Rigtig nok ville dette forslags gennemførelse koste noget, men det var dog vel ikke så ubetydeligt, som blot et menneskes liv. Af den høje og velædle Magistrat, den specielle direktion for St. Hans Hospital, Kommissionen for Brolægningen, eller hvem disse to påankede poster egentlig skulle vedkomme, håber man derfor ikke uden føje: At denne sag bliver taget i overvejelse.
(Politivennen nr. 368, 11. maj 1805, side 5854-5857)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar