29 juni 2015

En Skjærv til Hjelp for udlærte Haandværksdrenge

(Indsendt)

Det er glædeligt for patrioten at se hvordan mange gode indretninger der altid sker i staten når høje vedkommende af oldermænd eller af en og anden bliver gjort opmærksom på samme, og hvor redebon regeringen er til altid at fremme undersåtters vel. Det er derfor enhver tro og redelig borgers pligt at vække opmærksomhed på alt hvad der synes at kunne være til almindelig nytte. I den tanke altså at stifte nytte og med tryg tillid at det af vedkommende vel optages, vover anmelderen at fremsætte følgende.

Det er en bevislig sandhed at de fleste mestre af alle professioner holder 2 til 3 ja ofte flere drenge og derimod slet ingen svende. For så snart en dreng er udlært, har mesteren gerne en anden i beredskab og udlærlingen må vandre med de ord: Nu behøver mesteren ham ikke. At mesteren kan have fordel af at holde drenge i stedet for svende, eftersom ugelønnen derved spares, kan være meget muligt. Men denne skik er vist til stor skade for professionerne og de svende som har lært samme. Er det en sandhed at en skomagersvend syr bedre sko efter at han har været svend i 2 til 3 år end den dag da han kommer ud af læren, så gælder det nok om alle håndværkere. Især i de små købstæder hvor en dreng ofte lærer lidt nok, da han må gøre så mange ekstraarbejde uden for professionen. Desuden kan man vel også antage at selvom en lærling er blevet gjort til svend, kan han dog endnu trænge til at lære meget inden han kan kaldes udlært i professionen. Det værksted hvor flere ældre svende arbejder, leverer vist bedre arbejde end det som bestyres alene af drenge.

Der kan vel ikke være to meninger om at den uskik som især finder sted i købstæderne, nemlig at håndværkere antager drenge i lære på kortere tid end den sædvanlige, imod at der erlægges en vis betaling for dem er meget skadelig
. De fleste af sådanne drenge er bønderbørn. Disse sættes sjældent i lære så tidligt som købstadsbørn, og så snart de endog efter den kortere læretid er udlært, bliver de indkaldt til soldatertjeneste når de er tjenstdygtige. Og når nu sådan en bondekarl er udtjent til regimentet, drager han for det meste tilbage på landet igen og får sig der et hus eller en stue og driver da det håndværk som han har lært dårligt, ikke øvet i 6 år og altså næsten glemt. At hans arbejde kan kaldes fuskeri er der vel ingen tvivl om. Vel bruger mestrene den såkaldte måde at jage efter dem. Men denne har også sine vanskeligheder. For da den kun må foretages med rettens betjente, så vil der nok altid vindes så megen tid, at vedkommende kan få det pågældende bragt til side så at hverken omkostningerne eller ulejligheden kan betale sig. Anmelderen uforgribelige mening er derfor.
  1. At det aldrig burde tillades nogen bondedreng at lære noget håndværk hos nogen købstadsmestre når ikke en eller anden legemsfejl eller bræk gør ham udygtig til bondearbejde. Agerdyrkningen, rigets guldmine, trænger vist til alle de hænder der kunne være duelig til at beskæftige sig dermed.
  2. At når en mester holdt 2 drenge, han da også måtte forpligtes til at holde en svend, og hvis han holdt 3 til 4 drenge, da 2 svende, og at der fra oldermandens og politiets side måtte haves strengt tilsyn dermed, hvilket let kunne ske hvert kvartal da de fleste lav holder et såkaldt kvartalsmøde. Anmelderen er temmelig overbevist om at når dette gik i opfyldelse, ville man for størstedelen blive befriet for de mangfoldige, halvnøgne håndværkersvende, som 2, 3, 4 ad gangen kommer betlende og klagende over at de intet arbejde han få. Og hvorledes er dette også muligt når ingen svende holdes mod det store antal lærlinge, så år for år udlæres og således selv må udvandre. Ja det er ikke for meget sagt når man påstår at i de små købstæder hvor der er et antal svende af de såkaldte geschengte professioner, at disse næppe selv kan tjene så meget i ugeløn som de må give til deres medbrødre. Vel er det bekendt at en håndværkersvend ikke må betle, men når han dog så uformærket, halvnøgen og med elendigt fodtøj anmoder om lidt hjælp til rejsen efter at have løbet så længe uden at kunne få arbejde, så ynkes man dog over ham og giver ham en almisse. Dette fremsættes i bedste hensigt til højere vedkommende og kyndigere medborgeres nøjere eftertanke

***

Udgiveren som for en stor del er enig med forfatteren af ovenstående, tror at burde tilføje at han anser en urtekræmmers, isenkræmmers og klædekræmmers, kort sagt enhver detailhandlers lærling der bliver tjenesteløs for langt ulykkeligere end enhver håndværkers lærling. For denne sidste har dog lært noget som hvor lidt det end er kan til nød brødføde ham på et eller andet sted. Men hvad har en af de første egentlig lært efter 7 års tjeneste og kan det han har lært beskytte ham for mangel eller sætte ham i stand til at erhverve sig livets ophold? Har en sådan person egen formue eller venner som kunne og ville sætte ham i stand til at etablere en egen handel, har han da i så ung en alder kunnet samle sig den erfaring, menneskekundskab, sindighed og klogskab der udfordres for at være en sådan husfader og borger som staten kan have gavn af eller være tjent med? Og nu den der ikke er så heldig at eje disse lykkens goder, hvordan går det ham? Hvordan skal han kunne leve? 

Ville man adspørge en del af vores talrige handelskommissærer om deres levnedsløb, så ville man vist komme til det resultat: At de var forulykkede svende der ikke have kunne få tjeneste og altså måtte skabe sig en næringsvej som de kunne leve af. Om denne næringsdrift er gavnlig for handelen eller det almindelige hører ikke til her. Imidlertid tror udgiveren at om den ypperlige forandring der for nyligt er sket med bagerlavet i henseende til svendenes skiftetid, som nu er sat i lighed med andre tjenestetyendes også blev udvidet til flere lavssvende ville dette allerede bidrage meget til at afhjælpe de mangler som anmelderen af forestående påanker.

(Politivennen nr. 102, Løverdagen den 13de December 1817, s. 1685-1692)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar