07 august 2015

Spørgsmaal angaaende en egennyttig Huuseier

(Indsendt)

Fra maj flyttetid 1817 til maj 1818 har jeg lejet og beboet en kælder i Prinsensgade på Christianshavn. For samme har jeg betalt i halvårlig leje 100 rigsbankdaler R. R. efter aftale. Men da jeg af nogle venner siden blev gjort opmærksom på at skatterne syntes alt for højt beregnede i forhold til det lejede lokale, henvendte jeg mig til hr. guvernementsskriver Schelund for at få samme nøjagtigt beregnet. Han fandt da ud af at jeg i ovennævnte år har betalt 57 rigsbankdaler 5 mark 6 skilling for meget og forsynede sin balanceberegning med følgende erklæring:


"Da ejeren af garden nr. __ i Prinsensgade på Christianshavn indtil dato ikke har været pålagt, eller har svaret nogen bygningsafgift, vandskat eller fattigskat af kælderen, så vil lejeren heller ikke kunne blive pligtig til at betale disse 3 afgifter. Hvad vægterpenge, lygtekat og gaderenovationsskat angår, så mener beregneren heraf ikke at være kompetent til at påligne lejeren disse nævnte små skatter på grund af forordningen af 21. april 1812 og senere det Kongelige Danske Kancellis skrivelse af 2. september 1817 da i lejerens kontrakt ingen særoverenskomst om disse skatter finder sted. Men skulle lejeren endog findes pligtig at svare de der nævnte vægterpene, lygte- og gaderenovationsskat, da kunne det langt fra ikke blive det som er anført på kvitteringerne.


Således er forestående opgjort og at Hans Majestæt Kongens kasse ikke er beregnet noget til indtægt af bemeldte kælder siden forordningen af 1. oktober 1802 udkom, bevises ved S. T. hr. stadskonduktørens attest af 20. februar 1819."


Forsynet med beregningen, ovenstående erklæring samt den deri nævnte attest begav jeg mig til ejeren og forlangte godtgørelse for de for meget betalte penge, hvad han aldeles afslog. Der er altså intet andet for mig at gøre end at søge lands lov og ret. Men skønt den for meget betalte sum er betydelig for mig som en fattig mand der med sin sure sved må erhverve brødet til sig og sine, så har frygt for omkostningerne ved en proces der endog muligvis kunne falde ud til min bedreparts fordel, hidtil holdt mig tilbage. Dog tabe uden slag vil jeg ikke. Men forinden jeg begynder mit søgsmål, vover jeg at fremsætte det spørgsmål: Kan jeg ikke med rimelighed forlange og med lovene i ryggen tvinge ejeren til at tilbagebetale mig de for meget betalte penge, selv om han endog siden nødes til at erstatte kongens og statens kasse hvad han har forholdt samme?


Jeg tvivler ikke på at jo en eller anden af vores retsindede jurister vil ofre et øjeblik for at besvare dette spørgsmål, da hans svar skal være mig en rettesnor. Han vil derved ikke alene gøre mig en vigtig tjeneste, men gavne mange andre der vist er i samme stilling som jeg og må lide under egennyttige og grådige husejeres egenmægtige behandling.


(Politivennen nr. 166, Løverdagen den 6de Marts 1819, s. 2682-2685)


Svar paa det i Politievennen No. 156 omspurgte, betræffende 3de navngivne Skatter

Endnu er spørgsmålene som er fremsat i nævnte nummer ikke besvaret af nogen 3. mand skønt forlangt gentagne gange: "Om en lejer er pligtig når hans lejekontrakt fastsætter at han skal betale alle af lejligheden gående skatter såvel som også skorstensfejer- og gårdrenovationspenge, at betale vægterpenge, lygte- og gaderenovationsskat, eller om samme indeholder en særroverenskomst til disse 3 skatters betaling". Underligt nok at af hele hovedstadens utallige og duelige jurister har ikke en villet værdige spørgeren og med ham en mængde andre lejere nogen vejledning heri. 

Indsenderen, der også er jurist, uden just for øjeblikket at praktisere, tror ikke det er overflødigt at give sin individuelle mening til kende i denne sag. Og det således: At en lejer skal betale alle af det lejede lokale gående skatter er en sædvanlig klausul i alle lejekontrakter, når ikke som ofte sker skatterne indbefattes under den aftale leje, men at sådan indgået aftale skulle indeholde større eller andre forpligtelser end at lejeren alene skal betale de skatter som retmæssigt og specielt fordeles på det lejede rum eller lokale, og blot er relative til den nytte og brug beboerne har, var at give den nævnte klausul en udvidelse der strider både mod logiske og grammatiske grundsætninger: 

Selv ordene "såvel som også skorstensfejer- og gårdrenovationspenge" i kontrakten qvæstionis bestyrker desuden at begge kontrahenter har haft samme mening, da de indgik kontrakten, og kan anses som en nærmere forklaring på det foregående. Overalt må der gøres forskel på de skatter der som nævnt har hensyn på nytten og brugen af et lokale, og på dem som alene er pålignede grunden, hvilke ejeren fordi han er ejer selv skal betale, med mindre en særoverenskomst finder sted. Denne særoverenskomst må som en almindelig regel tydeligt og klart udtrykkes i hoveddokumentet. Vil fx ejeren have andre og på grunden og ejendommen hæftende skatter end de lejerne almindeligvis udreder af deres lejligheder, må han i kontrakten udtrykkeligt betinge sig også at nævne dem, hvilket når hans medkontrahent har agnosceret forpligtelsen, bliver en ufravigelig regel og en særoverenskomst.

Antog man det modsatte kunne jo en ublu ejer på samme grund opkræve sin lejere renterne af sølvskatten, assurance- og indkvarteringsskatter osv. Ja sågar renterne af prioriteterne når kontrakterne bandt lejerne til at betale skatter af det lejere. Hvilken absurditet. Heraf følger altså at svaret på det fremsatte spørgsmål under alle omstændigheder må blive benægtende. Vel kunne man gøre den indvending at uagtet forordningen af 21. april byder at nævnte 3 skatter skal lignes på grundtaksten, er de dog fra den tid vedblivende og lige indtil det kongelige danske kancellis skrivelse af 2. september 1817 vakte opmærksomheden, indførte i de blanketter til kvittering for lejere som er udfærdigede fra stadens rådstue, og at man følgelig må antage lejerne pligtige at udrede disse fordi en offentlig autoritet ligesom gav et bydende vink til det. Tilstås må det at denne ikke på den nævnte forordning grundede anførsel kunne vildlede såvel den redelige ejer, der ikke ville putte mere i lommen end hvad han virkelig havde ret til, som enhver lejer tilligemed den der beregnede skatterne. Men at hr. Thomsen, hvem man i flere år har tiltroet autoritet og monopol til at beregne skatterne for ejere, alligevel har siden 2. september 1817 uafbrudt vedblevet at lige vægterpenge, lygte- og gaderenovationsskat på lejerne, er utilgiveligt. Dog hvad andet kan man vente af denne mand, om hvem man med sandhed kan sige: Han hjælper andre for selv at hjælpes. Med andre ord: I fuld galop fabrikerer han en skattekvitttering. Herved får han jo penge og herfor giver han ejeren fuldkommen ækvivalent ved at skrive og anføre lejere sådanne skatter til udgift som de ikke er pligtige at udrede. 


Nyligt har indsenderen set en af bemeldte hr. Thomsen forfattet skattekvittering hvori han har ladet en lejer betale bygningsafgift af 57 kvadratalen, skønt forordningen af 1. oktober 18022 fritager et så lille rum der som her var tilfældet, bebos af en familie, fra denne afgift. Og en sådant kan man kalde uefterrettighed i højeste grad. Men hvorledes har ham også forsvaret sig mod det angreb hans rival, hr. Schelund offentligt og gentagende har gjort mod ham? Så meget er vist at mængdens tillid til ham er svækket, om ikke ganske tilintetgjort, så længe indtil han lige så offentligt retfærdiggør sig. Indsenderen har intet personligt bekendtskab til nogen af disse to herrer, men så meget kan han skønne at så mange af hr. Schelunds skattekvitteringer han har set og disse er ikke få, er forfattede med yderste nøjagtighed. Det eneste man muligvis kunne bebrejde hr. Schelund skulle være at han vel ængstelig og samvittighedsfuld forfatter sine beregninger. Her vil det sluttelig ikke være upassende at opfordre ham til at opgive hvilke de ufuldkommenheder er han i sine par til Thomsen i et foregående nr. af Politivennen siger sig at have opdaget og hvori han gør mine til at vedkommende høje autoriteter taber i sine indtægter. Som god borger vil han vist erkende det for sin pligt ikke at lægge skjul på lovstridige handlinger og sig selv og publikum skylder han at gøre rede for sine offentligt frembragte udtrykker og tillige vise enhver, ven som uven, at han ikke træder pligt og sandhed under fode, skulle endog hans personlige stilling eller vigtigere også embedelige forretninger gøre ham det vanskeligt.

(Politivennen nr. 170, Løverdagen den 3die April 1819, s. 2737-2742) 


Aftvunget Svar til Hr. Thomsen og Forfatteren af Svaret i Politievennen no. 170, angaaende 3de forhen omspurgte Skatter


I Politivennen nr. 170 er jeg på ny opfordret af den mig ubekendte forfatter til svaret på et foregående spørgsmål angående 3 byskatter mv. Selvom jeg ikke finder mig beføjet til ligefrem at fyldestgøre forfatterens forlangende, vil jeg dog ikke ved aldeles tavshed fra min side i publikums øjne stå som den der havde begyndt hvad han ikke kunne fuldende, så meget desto mindre som jeg har fået vink om at adskillige står i den formening at her Thomsen ved sin såkaldte erklæring i Bladet nr. 8 for indeværende år tilfredsstillende har gjort sig ren. Jeg tilstår at den uindviede af hans indviklede beregninger let kunne ledes til at tro at han var fejlfri. Så meget desto mere som også den ham særegne skryden i hans avertissements og hans mange, dog aldrig udførte trusler mod mig i særdeleshed let kunne bringe flere på denne tanke. Imidlertid håber jeg ved at fortælle nogle af hans mildest talt begåede fejl i de af ham forfattede beregninger at vise ham og hver den som fordomsfrie betragter sagen, hvem af os begge der har ret. 


Thomsens artikel i Dagen nr. 8, 9. januar 1819 fyldte hele forsiden, samt et par linjer på side 2. Artiklen henviser til en artikel i Politivennen nr. 153 fra 1818 som desværre ikke findes i Københavns Bibliotekers samling. Den handler om beregning af fattigskat og ildsvåde.

Ildstedsskatten ophørte helt fra 1. oktober 1815 efter forordning af 17. april 1816 om ildstedsskattens ophævelse og dens sammenlægning med bygningsafgiften. Var det da ret til flyttedagen i maj 1816 separat at beregne på lejerne denne således ½ år i forvejen ophævede skat? Og dog gjorde hr. Thomsen dette hvorved han muligvis skilte mange lejere ved sine surt erhvervede, måske sidste skilling. Den citerede forordning vil så at sige præmisserne: "At større simpelhed i skattevæsenet skal indføres til lettelse for beboere af små lejligheder etc." Forordningen udkom jo ikke alene betids nok, men blev også ved publikationen i retten før den påfølgende flyttedag i maj 1816 i tide gjort almenheden bekendt, så at den der beregnede skatterne på lejere, måtte og burde have tilstrækkelig kundskab om forordningens både tilværelse og pligtige efterlevelse. Heraf fulgte tillige at de beboere hvis lejlighed ikke indeholdt over 64 kvadratalen, altså ifølge forordningen af 1. oktober 1802 § 31 var fritaget for at svare bygnings afgift siden efter på samme grund vand- og fattigskat, alligevel måtte svare ildstedsskat, og hvem anden var vel skyld i denne urigtige adfærd mod lejeren end beregneren. 

At der imidlertid siden ildstedsskattens omtalte ophævelse er indført mere ligelighed og simpelhed i skatterne vil, som jeg håber blive klart for den uindviede, når jeg siger ham, at førhen måtte fx en lejer som beboede en 1. sal i et hus, der havde flere kakkelovne, eller ildsteder, ikke alene svare bygningsafgiften af kvadratindholdet, men også ildstedsskatten af hvert af hans ildsteder. Mens den derimod som boede i anden sal lige over ham, og vel havde samme kvadratindhold, men færre ildsteder, rigtignok betale samme bygningsafgift, men ulige mindre i ildstedsskat. Nu derimod er denne oftest byrdefulde ulighed hævet, da enhver beboer skal betale bygningsafgift blot af sit kvadratindhold, uanset hvor mange ildsteder eller kakkelovne han har i sine lejligheder. Roligt overlader jeg nu til publikums dom hvorvidt hr. Thomsen kan kaldes, eller er den samvittighedsfulde beregner eller ikke. 

Desuden, siden jeg nu på ny er opfordret, må jeg også anføre en særdeles påfaldende urimelighed som nogle af hans skatteberegninger indeholder. Jeg mener denne: at han ofte beregner byskatterne efter lejesummens størrelse. Det er bekendt at i den senere tid har kælder og stueetager især i de gader hvor der er idelig og uafbrudt passage, såsom Østergade, Gothersgade og flere andre gader, været de mest kostbare at leje, men hensyn til enhvers næringsgren og den indbringnæring lejeren ventede sig. Når nu en sådan dobbelt kostbar lejlighed kun fx indeholder 200 kvadratalen, og deraf svares i leje 500 rigsbankdaler. En anden lejlighed derimod i samme hus indeholder 230 eller flere kvadratalen, hvoraf kun gives 150 rigsbankdaler i leje, så er det jo højst urimeligt at den første der svarer den svære leje og har det mindste indhold, skal betynges med flere og større skatter end den der har større kvadratindhold, hvoraf skatterne egentligt vel kunne erlægges uden at lejesummens størrelse burde tages i betragtning når ikke kontrakten udtrykkelig bestemmer sådant.  

I det hele taget bliver lejesummens størrelse altid en højst urigtig og uforholdsmæssig målestok for skatternes fordeling. Og for denne min sætning er der overflødige grunde som rummet ikke tillader her at detaljere, men som hver tænkende selv bedst kan indse. Dog tillader jeg mig her at gøre opmærksom på at vores vise regering i ethvert tilfælde vil skatternes simple og ligelige fordeling (se præmisserne i forordningen af 21. april 1812) og derfor har indført den forholdsmæssige målestok hvorefter den ene undersåt, han være ejer eller lejer, ikke bebyrdes mere med at yde til statens og stadens fornødenheder end den anden. 

Endnu et apropos! Hvorledes har De, højtærede hr. Thomsen lignet vandskatten på lejerne for det halve år fra maj til november 1818. Denne skat opkrævedes og betaltes af ejerne fra 26.maj forrige år til påfølgende 30. juni inklusive i alt 35 dage efter en kurs af 375 og fra 1. juli til 26. november efter en kurs af 250. Nu var det jo helt naturligt at også lejerne skulle betale skatten efter samme omvekslede forhold. Men det behagede Dem jo dog alligevel at lade lejerne betale det første 1/4 år fra maj flyttedag efter 375 og det andet efter 250. Jeg tilstår denne beregningsmåde var en nemhed for Dem. Men måtte lejerne ikke også her bøde for Deres afvigelse fra hvad der var påbudt!!! Nu dømmer man mellem denne hr. Thomsen og mig. Ikke lader man sig vildlede af hans påberåbte autorisation af den høje øvrighed til ildstadsskattens (en for 3 år siden ophævet skats) beregning. Underligt nok at han ikke også henviser til at han tidligere havde autorisation som rodemester, men at denne nu er tilintetgjort og offentliggjort i Adresse-Avisen. Også vil han indbilde os at have gavnet andre ved sine skatteberegninger. Det nægter jeg ham heller ikke, for en mængde ejere er derved blevet vildledt, og jeg tilstår at de fleste var uvidende om at tage mod mere end de enten selv har udgivet eller skulle have. Han har vel i det hele taget mest gavnet sig selv, da han uden synderlig hovedbrud og uafbrudt kunne dagligt ekspedere og sammensmøre en hel del kvitteringer som stemplede med de 3 ord "beregnet af Thomsen" skulle bære ufejlbarligheds mærke.

I anledning af at Thomsen i sin førnævnte erklæring i bladet Dagen nr. 8 har fortalt at han påtog sig på forlangende at give efterretning om den ved forordningen af 25. oktober 1813 befalede mobilieskat, vil følgende anekdote vel ikke være sat på urette sted. I begyndelsen hjalp jeg ham, efter hans anmodning, med at beregne samme skat og gjorde således beregninger for ham over ca. 100 af stadens huse og gårde. Til lettelse ved det arbejde udarbejdede jeg mig selv en tabel som på en besynderlig måde kom fra mig. Det er: den blev rent borte mod mit vidende og vilje. Straks derefter averterede Thomsen i bladet Dagen at man hos ham kunne, såvidt jeg erindrer for 2 rigsdaler D. C. få en trykt tabel over mobilieskatten. Gud bevare min mund fra at sige det var min fabrikation. Men mindes jeg nu ret, var det i samme blad og lige under Thomsens avertissement at jeg efterlyste min bortkomne tabel. Dog, den kom aldrig mere til syne. 


Siden lærte jeg at være selvstændig og at stå på egne ben som jeg fandt var det mest rette. Hr. Thomsen er så beskeden at tilstå at han ikke i det hele var autoriseret til de halvårlige skatteberegninger. Jeg derimod tror at enhver der kan og vil er berettiget dertil så meget mere som det er et, om jeg så kan kalde det, frit arbejde hvorpå der næppe gives monopol, hvilket Thomsen af egen erfaring bedst ved. Når han altså gør sig til af at han ikke har indtrængt sig i nogen embedsmands tilkommende forretninger, og derved gjort skade i nogens mands embeds indkomster, så svarer jeg ham, uden dog at kunne gætte hvilken embedsmands forretninger eller indkomster han egentlig mener, at netop det samme er tilfældet med mig. For resten er jeg aldrig gået uden for mit fag, og lige så lidt har jeg befattet mig med hvad jeg ikke forstod, eller var bevandret i. Nægte kan jeg ikke at siden jeg så at sige kom til at rivalisere med Thomsen har jeg haft flere skjulte, ikke uvigtige modstandere, og mange lagt mig hindringer i vejen at kæmpe mod, inden jeg kunne opnå det tilsigtede øjemed. Måske forklarer jeg mig nærmere til sin tid. 

Når hr. Thomsen i øvrigt påberåber sig fremlagte vidnesbyrd fra flere af stadens første embedsmænd og borgere, så gratulerer jeg ham ret af hjertet i den forudsætning han virkelig har sådanne vidnesbyrd. Men  det i erklæringen indførte smigrende brev må han tilgive, man ikke ligefrem kan fæste lid til, netop fordi det væsentligste mangler, nemlig underskrift. Og allerunderst beviser det hvad han vil have, nemlig at han rigtig har beregnet fattigskatten for det af spørgeren i Politivennen nr. 153 anmeldte tidsrum. At han godt ved i påkommende tilfælde som man siger at sno sig, derom er hans henvisning til skemaet fra rådstuen vidne. Men at sådant svar eller henvisning ikke er fyldestgørende for en spørger der vil oplyses om en skats rigtige eller urigtige beregning er indlysende. For det er anordningerne alene der skal følges. Han siger endvidere: Endnu var det mig muligt ved flere beviser at godtgøre min fremgangsmådes rigtighed, etc. Han må tilgive at jeg ikke i hele hans erklæring har fundet et eneste bevis herfor.

For hvad han selv har debiteret, er lige så lidt som det anonyme brev noget bevis. Derimod har jeg beviser i hænde for at han således som jeg hist og her har sagt, har efter en meget fejlbar metode beregnet skatterne og ve ham om den legion af lejere som derved har ydet enten hvad de ikke skulle, eller mere end de burde, derfor ville kræve ham til regnskab. Det er mig i Politivennen nr. 170 forekastet at jeg vel ængstelig og samvittighedsfuld beregner skatterne. Ikke anser jeg denne dom ufordelagtig for mig. For jeg tør håbe det er bedre i sit arbejde at være samvittighedsfuld end samvittighedsløs, da de ved i det mindste med vidende ingen fornærmes. 

Jeg er også deri opfordret til, navnlig at opgive de ufuldkommenheder jeg engang gjorde mine til at røbe der eksisterede i stadens skattevæsen. Men da dette er en sag for sig selv, og jeg derpå har for længst efter pligt gjort høje vedkommende opmærksom, så må man undskylde at jeg endnu ikke dertil finder mig forpligtet uden efter allerhøjeste eller højeste ordre som jeg da er forpligtig allerunderdanigst at adlyde. Næppe tror jeg hr Thomsen kan, som jeg endog for flere år tilbage bevise med kopier af hovedberegninger for gård og husejere, at han som han burde og hvorfor han er blevet betalt har opfyldt pligt. Vil han give mig den ære, hos mig selv at se og gennemgå mine hovedberegninger, har han at befale. Han skal da tillige erfare ikke alene at de stemmer således som de skal, men også at ejeren ikke ved min medvirken har fået mere eller mindre end deres virkelige udgifter. At udfylde en løs lejekvittering til en lejer kan den der blot skriver bogstaver og taler. Men deraf kan end ikke den største regnemester se om den er rigtig eller ikke. Derimod overbeviser en rigtig balanceberegning ejeren om at ham er gjort ret og skel, og at han hverken har fået for lidt eller for meget, samt at statens kasse er til indtægt beregnet dens ved allerhøjeste lovbud tilkommende andel, så også om de underordnede vedkommende i så henseende har påset og opfyldt allerunderdanigste pligt eller ikke. Dette være nu mit ultimatum i fejden med hr. Thomsen. Mange vil muligvis anse det hele for en bagatelsag. men for dem det interesserer er det ikke ligegyldigt at vide at de ikke betaler mere eller mindre end hvad anordninger har fastsat og netop efter den antagne simple målestok, således at de ikke henslænger deres penge i vind og vejr, eller hver enkelt beregners luner.

At fortjene publikums tilfredshed har og skal så længe jeg ånder være min kæreste bestræbelse. Bevidstheden om at jeg undertiden gavnede medborgere er min behageligste løn. Byrdefuld var stundom arbejdet. Jeg har bevisligt altid haft lige så vel statens gavn som ejers og lejers tarv for øje. At mine embedsforretninger ikke skulle forsømmes opofrede jeg ikke sjældent min søvn og rolighed for dette private arbejde. endelig blev jeg indviet deri og fandt omsider hvad der længe var mig gåder og hemmeligheder, og hvad det så bevandrede Thomsen for længe siden burde vide, men muligvis af egen interesse forbeholdt sig selv. 


Mit valgsprog er gør ret, og jeg har befundet mig vel derved. Ingen skal fremstå og med føje beskylde mig for egennytte eller urigtig handling. For den fattige arbejdede jeg som oftest omsonst, og var gladest når jeg efter opdaget uret kunne skaffe ham fyldestgørende, omend vedkommende skelede dertil. Bagtalelse frygter jeg lige så lidt som misundelse. Jeg går med rolighed min fremtids skæbne i møde, og vil hellere lide end gøre uret. Så vidt jeg kan vil jeg gavne medborgere og fremdeles med konduite og redelighed fyldestgøre enhver som henvender sig til mig. Vel kan jeg ikke tilsidesætte mine embedsmæssige forretninger og derfor ofte mod min vilje står lidt tilbage med private ekspeditioner, men hvor omstændighederne påtrænger skal ingen forgæves vente efter mig.

C. J. Schelund
Købehavns guvernements og hovedvagtskriver
Boende i Gothersgade nr. 350, 1. sal.


(Politivennen nr. 173, Løverdagen den 24die April 1819, s. 2779-2791) 


Endnu et Par Ord til forrige Justeer- og Rodemester Thomsen i Anledning af det han i Bladet Dagen no. 104 har ladet indføre.


Godt nok burde jeg måske have givet ham velfortjent besked i samme blad, men da jeg ved udarbejdelsen af mit svar fandt at det ville optage for meget plads, og jeg tror at det bedst læses i sin fulde sammenhæng, ændrede jeg min beslutning. Dette være sagt i forbigående, og til undskyldning for at min prosit kommer så sent. Han, denne Thomsen, må da vide at jeg ikke ænser eller bliver forskrækket ved hans trusler. Dem han er så rig på, ligesom jeg på endog overflødige beviser for hans fejlagtige beregningsmåde, som storpraleren fortæller han os, at han forbigår at give grunde mod de af mig berørte fejlagtige metoder.


Men hvorfor gør han det? Svaret er så naturligt: fordi han ikke kan finde den mindste grund. Hans forlegenhed er ganske soleklar og påfaldende når han ligesom vil narre publikum ved at påberåbe sig som vidner et opkrævet skattebeløb og det han kalder skemaet fra rådstuen. Men et eksempel tillader jeg mig at oplyse dette: Skatterne (bygningsafgiften undtagen som betales hvert halvår) opkræves for ethvert kvartal, og har efter kursens forandring også i den senere tid haft et forandret forhold næsten hvert kvartal. Imellem et leje- og skatteår er der altså som bekendt stor forskel, da det ene begynder enten i maj eller november og ender på årsdagen, det andet derimod regnes fra 1. januar til 31. december. 

I år er det tilfældet at fra sidste 1. januar er vandskatten 3/8 skilling pr kvadratalen af forhuse. Forrige år var den derimod ½ skilling pr. kvadratalen. Nu er der jo fra flyttedagen i november sidste år til nu forestående flyttedag et halvt lejeår, i hvilket der har været 2 forskellige pengekurser, nemlig på 250 og nu på 200. Når han nu beregner lejeren ½ skilling i vandskat pr. kvadratalen, så tager han jo 1/8 skilling mere fra 1. januar til flyttedagen for hver kvadratalen end han skulle, og beregner han derimod for det hele halvår 5/8 skilling pr. kvadratalen, sker [ejeren] ikke fyldest, ligeså er det om han kun efter en eneste af de 2 her nævnte kurser beregner be [ca. 6 ulæselige tegn] skat. 

Med hensyn til det af ham omtalte skema fra rådstuen, så er dette jo ikke andet end en blanket til den halvårlige lejes og skatters opgørelse mellem ejer og lejer. Selv udfylder han jo hele tiden disse blanketter hvori han udtrykkeligt sætter: Fra Michaelii til påske eller omvendt. Den deri anførte ekstrakt af anordningerne viser blot hvad ejeren for foregående år har og det løbende år skal betale i enhver skat og i hvilket forhold. Siden denne ekstrakt just omtales, tillader jeg mig at anføre en lille, formentlig trykfejl som i mange år er overset. I anmærkningen til bygningsafgiften står under nr. 3 at de lejligheder som bebos af en familie hvis samlede rum ikke udgør 64 kvadratalen, er fritaget for denne afgift. Når man nu kun [ulæseligt ord på 6 bogstaver og 3 bogstaver] uden at kende forordningen af 1. oktober 1802 i hvis §31 der står at af sådanne lejligheder der tilsammen ikke indeholder over 64 kvadratalen, ingen afgift svares, så vildledes man jo a la Thomsen til at lade en familie som bebor og netop har et samlet rum på 64 kvadratalen, betale bygningsafgiften og de deraf afhængige øvrige skatter, skønt værten intet betaler af det ifølge forordningen. 

Overalt er flyttetiderne forskellige. En lejer bor desuden kort, en anden længere på et sted. Altså må den retskafne beregner udregne skatterne efter lejetiden og de i samme tidsrum gældende forandringer, såvel i pengevæsen som i skatterne. Således har i det mindste jeg beregnet skatterne. Vel giver det bryderier, men jeg har dog den overbevisning at min beregningsmåde som rigtig kan og skal stå sin prøve. Overalt har man det største bryderi ved at revidere hans beregninger. Herpå vil jeg anføre et par eksempler: I 6 på hinanden følgende halvår har Thomsen beregnet skatterne for en af stadens gårdejere. Med en af lejerne har ejeren aftalt om at tage del i alle gårdens skatter og afgifter (sølvskatsrenten og brandforsikringen eksklusiv) uagtet nu hverken kontrakten nominatim omtaler nogen vis del af skatter og afgifter, lejeren heller ikke i følge den generelle opmåling har nogen 1/3 af gårdens fulde kvadratindhold, hvori mangler ca. 400 kvadratalen, fører han dog denne lejer til udgift 1/3 af hele gårdens grundskatter, hvorved han i disse 6 år har ladet samme lejer betale cirka 300 rigsbankdaler for meget. Ikke nok med det. Men da han som sagt har indprentet sig at denne lejer absolut skal give 1/3 del i benævnte skatter, så fører han ham derfor til regning for et halvt år 44 rigsbankdaler 5 mark 15 skilling og for et andet næsten det tredobbelt, nemlig 120 rigsbankdaler 5 mark 2 skilling. Og disse kvitteringer har denne Thomsen egenhændigt underskrevet. 

Til hver tid kan jeg, med hvad jeg desangående har i min værge, overbevise ham om denne hans på slump gjorte højst fejlagtige beregning at jeg strikt har fulgt lejekontrakten og at ejeren alligevel uagtet den forskel af ungefær 300 rigsbankdaler som for meget beregnet af Thomsen har fået hvad ham til kom i skat af lejeren. Af et baghus her i staden på 4 etager har ejeren ingen bygningsafgift etc svaret i flere år af den bortlejede rum. Desuagtet har Thomsen beregnet lejerne disse skatter, hvorved ejeren har fået en indtægt uden at statens kasse deraf har bekommet en skilling. Og derpå har jeg som senere kom til at beregne skatterne for et halvt år for samme ejer gjort denne vidnefast opmærksom da jeg ikke i nogen måde tager del i uretfærdigheder. 

Sagen er denne: Thomsen prøver aldrig om et steds hele indhold efter den generelle opmåling stemmer med ejerens udgifter eller ikke. Nej, han udfylder og underskriver kun kvitteringerne ligegyldig om de er rigtige eller ej, blot han kan få penge selv. Derfor var det også at en for ikke længe siden til retten indstævnet ejer måtte tilbagegive hvad Thomsen for ham havde anført for meget på en lejer der kun beboede 1/3 af forhusets kælder, men dog var ansat som den der havde hele kvadratindholdet af samme kælder. I dette øjeblik har jeg til opgørelse 5 af ham forfattede og underskrevne kvitteringer på en anden lejer som bebor en kvist. Den første har lejeren selv forlangt af ham, og deri anfører han lejligheden kun at være 61 kvadratalen, men lader ham dog tværtimod forordningen af 1. oktober 1802 betale bygningsafgift. De 4 følgende halvår opgør han også skatterne, men NB dertil forlangt af ejeren. Straks må det gå ud over lejeren der dog siden hverken har fået anden eller større lejlighed eller forandret kontrakt, og desuagtet får denne nu i de thomsenske kvitteringer først 98 og siden 129 kvadratalen. Hvorfra han kan få denne forandring og afvekslende tilvækst er en gåde som det er ham ene forbeholdt at opløse. 

Endnu et: En lejer har i flere år beboet en stueetage. Kontrakten er hvad skatterne angår klausuleret som sædvanligt, nemlig at lejeren skal betale skatterne og disse har Thomsen beregnet for årene 1817 og 1818. I hans første kvittering fra november 1816 til maj 1817 giver han lejeren, foruden gaderenovations og lygteskat samt vægterpenge tillige 1/5 del af de øvrige skatter som liver sprøjte- indkvartering- borgervæbnings og brolægningsskatterne. Nu må jeg og med mig enhver fornuftig vel spørge: Hvorfra får han denne femtedel og hvor tør han tillade sig tværtimod anordningerne og kontrakten af lade en lejer betale for et halvt år alene 22 rigsbankdaler, 8 skilling som det hele af de nævnte skatter beløber sig til, og hvortil han aldrig er forpligtet. I den anden som gælder for det straks påfølgende halvår har han uden at lejeren har forandret lejlighed eller kontrakt givet ham 1/44 af samtlige her nævnte skatter og derfor beregnet ham 19 rigsbankdaler, 2 mark 15 skilling, og næste halvår forandrer han denne uretmæssige fordring igen til 1/5. 

Her har han jo selv et soleklart bevis for hvor nødvendigt det ville være ham at forfatte en generel beregning over hvert sted især, forinden han udfylder blanketterne. Han ville da undgå så ligefrem at gribes i åbenbare modsigelser og urigtigheder. Mine beregninger kalder han vel overflødighedsværk. Men ved siden af hans sjuskeværk er jeg vis på mængden foretrækker mit arbejde. Ordsproget siger jo desuden: Opposita, juxta se posita, magis elucesscunt. Underligt nok at ham forud tør påberåbe sig på publikums dom. Endnu har han jo ikke modbevist en eneste, enten af mig eller andre, mod ham ført bevislig anke. Og han, ja han, er dristig nok til at smigre sig med en favorabel dom!!! Jeg frygter aldrig for nogen retfærdig dom. Mit arbejde er som det bør og skal være. Jeg har ikke haft min egen interesse for øje. Jeg gjorde mig derfor umage for at indvies i hemmelighederne, og om føje tid vil man muligvis bedre forstå mig. 

Trykkefrihedsforordningen kender jeg til fulde, og ved at den ikke kan anvendes på ham da jeg blot har talt bevislige sandheder og ikke talt mod uskyldig mand eller mod min øvrighed. Hans moral, som ilde anvendt, kunne han gerne have sparet, jeg svarer ham blot med Salomons ordsprog: Mund udgyder dårlighed. Han angående har jeg blot et ønske, det nemlig at han vil skynde sig med det mod mig så ofte lovede søgsmål, hvortil jeg nu har givet ham klækkelig stof. Først da får jeg lejlighed til at bevise hans af mig påberåbte synders mangfoldighed. Muligvis vil da også flere der er fornærmet af ham, afkræve ham regnskab. Ve! Ve ham på dommens dag! Og enten det nu klinger ilde eller godt i hans ører, vil jeg herved kundgøre ham at jeg så snart han begynder af gyldige grunde ansøger om en kommissions nedsættelse.

Jeg ved heller ikke om jeg skal udle eller beklage ham, når han med hensyn til hans forfærdelige vildfarelse i til maj flyttetid 1816 at have beregnet ildstedskatten på lejere, påberåber sig rådstueblanketter af 22. april 1816, det er jo naturligt at disse er konciperet og til trykken overgivet, inden den kun 5 dage ældre forordning om denne skats ophævelse fra 1. oktober 1815 af udkom, var jo en hel måned til den påfølgende flyttedag og han som beregner bør kende og følge anordningerne uden blindt hen at binde sig til gammel slendrian. I forbigående anmærkes det at den nævnte forordning var betids nok publiceret. Og at Thomsen burde kende og følge den til den nævnte flyttedag 1816. Apropos lære Thomsen hvad kalder de imagination? Imagination ved jeg hvad er. Jeg vil give Dem et råd: Når De i hvad De behager at skrive offentligt imod mig vælger fremmede ord som De ikke kender, så må De selv følge omkring med bladet for at forklare Deres mening som ellers ingen forstår. Til slut tillader jeg mig at bringe i behagelig erindring, hvorledes den nu så bekendte Thomsen i Addresseavisen af 12. november 1817 har pralet af at have sit arbejdes vigtige udførelse de behørige [rekvistter] at ham er givet (tænk engang) adgang af at indhente alle de forandringer som måtte foregå i Skattevæsnet og at han fornemmelig sigter til at gavne det almene og bidrage til at forebygge strid og mistanke mellem parter. 


Kort sagt at han der bruger så pralende og velvalgte udtryk for at lokke mængden til sig, i gerningen handler tværtimod: Jeg står derimod med hensyn til ham ene og forladt. Må med min surt erhvervede skilling tilkøbe mig de lovlige oplysninger som enhver borger med ret kan kræve for at arbejde overensstemmende med samvittighed og pligt, og for tillige at se ham på fingrene. Men hvad nytter det at tale til døve øren. Nu vil man se om han, sit i Forligskommissionen for 8 dage siden givne løfte tro, tør med tiltale angribe spørgeren i Politivennen nr. 153 og forfatteren af svaret derpå i påfølgende nr. 170 hvilke begge dette blads agtværdige udgiver hr. kaptajn Kristensen navnlig har opgivet ham, blot under den udtrykkelige betingelse at han, Thomsen, skulle sagsøge dem. 

Fejden mellem Thomsen og mig har, når undtages at enkelt mand er blevet gjort opmærksom på hvorledes han har måttet betale mere end han skulle, og at en og anden ejer har måtte tilbagebetale for meget som oftest mod vidende, oppebårne skatter mv. ingen væsentlig nytte stiftet. Så længe altså man kun lader os to kives, han med sine trusler, og jeg med mine beviser mod ham, så længe siger jeg opnås ikke min velmente hensigt, som er at enhver, såvel stat som stad, som enkelte medborger ikke fornærmes. Sagen i det hele og i og for sig selv betragtet, har ikke så lidt indflydelse på medborgeres ve og vel, som mange måske indbilder sig. Jeg indser ret vel at jeg som enkeltindivid er for ubetydelig til at alene opnå hensigten, men når flere i forening ville arbejde til målet, muligt man da omsider for eftertiden kunne udvirke at medborgere ikke dyrt kom til at betale en ublu beregners skødesløshed og uefterrettelighed. 

Flyttedagen, en dag hvis lige som flyttedag betragtet i en lang række af år vist ikke har eksisteret i København nærmer sig nu. De lejere der kan tilfredsstille værterne gør det naturligvis med en god vilje, men at betale mere end man skal, derfor krymper enhver sig, og selv den blotte mistanke om af en samvittighedsløs beregner i denne så pengetrange tid at være forurettet, leder til uvilje mod ejeren, uanset denne har sat sin tillid til en mand der med sit påskrevne navn på kvitteringerne har givet den let troende et forhøjet begreb om sin indbildte autoritet.

C. J. Schelund.


(Politivennen nr. 175, Løverdagen den 8de Maj 1819, s. 2816-2829)


Thomsens artikel i Dagen nr. 104, 1. maj 1819.


Atter et Par, naturligvis frugtesløse, Ord om, og til den saa bekiendt blevne Skatteberegner J. Thomsen

For en rum tid siden bebudede denne Thomsen i bladet Dagen at han ville instituere søgsmål mod Politivennens udgiver for et i sidstnævnte blad nr. 170 indrykket svar på et foregående spørgsmål, fremsat i nr. 156. Lidt bekendtskab til udgiveren vækkede rigtig nok en tvivl, om han også ville stå ved sit løfte, da man ofte før har hørt hans tomme skryden og bjæffen, uden at der er kommet noget videre. Men denne gang lå det i hans, ellers temmelig umodne plan at gække sit publikum, eller rettere: De få under hvis vinger han så længe fandt læ. Politivennens udgiver lod han nemlig indkalde for Forligelseskommissionen hvor forfatteren af spørgsmål og svaret blev ham opgivne, under den udtrykkelige betingelse at han skulle tage fat på disse. Det meste af et fjerdingår dvælede han, men i dag var begge indkaldte for Forligelseskommissionen, og måtte vente næsten en hel time forgæves efter Thomsen som klager der ganske udeblev, og ikke engang lod en befuldmægtiget møde for sig. Har han ringeagt for sine medborgere, så burde han dog have så meget følelse af ære og pligt at han ikke skulle lade det hæderværdrige triumvirat Forligelseskomissission opholde sig efter ham og allermindst ganske udeblive.

Indsenderen heraf, der er forfatter til det svar som Thomsen har gjort mine at ville påanke, og som han altså ikke godt kan fordøje, tror sig berettiget til at gøre publikum bekendt med denne Thomsens så uhørte, så eksempelløse fremgangsmåde, der vist ikke kan undskyldes med hans forlegenhed i at snakke sig fra sin urigtige, for ikke at sige falske beregningensmåde, hvorved han har skilt en talrig mængde af lejere ved så mange surt erhvervede rigsbankdaler og skillinger


(Politivennen nr. 181, Løverdagen den 19de Juni 1819, s. 2919-2920)

Aftvunget Svar paa forrige Rodemester Thomsens Indrykkede i Bladet Dagen No. 150

Forhenværende rodemester Thomsen har i bladet Dagen nr. 150 fået noget skrevet hvilket synes at være konciperet af en der nyligt har begyndt at kikke i Schlegels naturret og just truffet på kapitlet om udvortes agtelse, men som tillige har været enfoldig nok, for ikke at sige ondskabsfuld til at lade sin principal angribe vedkommendes ære. Indsenderen heraf der er blandt de angrebne ved vel på hvilken måde han skal skaffe sig fyldestgørelse for dette fornærmende nonsens, og har allerede desangående klaget til Forligelseskommissionen. Men da han uskyldigvis er blevet en intervenient i den med Thomsen opståede fejde, som nu er blevet så offentlig, så tillader han sig her følgende få anmærkninger mod det Thomsens formodentlig egenhændigt underskrevet vås. 

At denne Thomsen tør brovte med egen tilfredshed er meget påfaldende. Han som ved sine ravgale beregningsmetoder har forurettet så mange lejere og dagligt overløbes af disse, nu de er blevet oplyste om at navnet "Thomsen", der stod under deres kvitteringer var lig med nul. Han jo han skulle have egen tilfredshed. Se her hans påberåbte følelse og handlemåde mod sine medborgere !!! Nu hans foregivne fraværelse på Hirsholm (måske for også der at gøre sig navnkundig ved at beregne skatter) den dag han som klager skulle møde ved Forligelseskommissionen. er det en undskyldning for overtrådt pligt? Hans modstandere kalder han "eksempelløse". Ja! er det eksempelløst at vise sine medborgere at de fornærmes så, men ellers ikke er prædikatet rigtigt. 

Indsenderen tror derimod det er enhver redelig mands pligt at vise den mindre oplyste til rette når han er formærmet eller forurettet. Regeringen selv lemper sig jo med skatterne efter tiderne og de skattepligtiges kår, hvorfor skulle da enkeltmand have ret til så at sige at frarøve medborgere deres sidste skilling. Hans redelig vandet (Amici teneacis risum!) siger han vil altid sikre ham for tabet af medborgeres gode omdømme og velvilje. Beklageligt at han i så fald hvad hans beregningsmetode angår nu først må begynde med redelig vandel, og spørgsmål om det ikke med hensyn til hans pung er lidt post festum da han allerede så ofte er blevet stemplet med uefterretteligheds mærke. Apropos! Den pris tobak, kære ve! han atter fik i bladet Dagen nr. 153 synes man virkelig han bør gengælde, dog ikke med sædvanlige magtsprog. Tilstå må man ham en sær force i at undgå det væsentlige, der hvor han både burde og skulle retfærdiggøre sin handlemåde. I øvrigt tilbeder indsenderen sig publikums overbærenhed, fordi han med dette aftvungne svar muligt har kedet mange.Offentligt at angribes således som indsenderen er blevet, aftvinger virkelig den fornærmende en ligeså offentlig replik, og hvorfor skulle man ikke som Salomon siger: svare dåren efter hans dårlighed, at han ikke skal lade sig tykke at være vis.
C. Møller.


(Politivennen nr. 183, Løverdagen den 3de Juli 1819, s. 2941-2944) 



Thomsens artikel i Dagen nr. 150. 25. juni 1819.


Som man raaber i Skoven faar man Svar

Det har behaget forhenværende justermester, eksrodemester samt skatteberegner Thomsen i bladet Dagen nr. 150 at forundre sig over at jeg gider optage, eller kan overtale mig til at lade indrykke i mit blad et sådant stykke som findes i nr. 181, dateret 19. denne måned om og til ham, ikke at erindre de forudskikkede af lignende art. Skønt denne forundring er forunderlig nok, så skulle jeg dog aldeles have forbigået den med tavshed, dersom det ikke var anden gang at hr. Thomsen i bladet Dagen har gjort mine til at ville indblande mig i hans skatteberegningssag, uden at den i mindste måde vedkommer mig. Jeg må derfor erklære at jeg aldrig har haft noget uklart med hr. Thomsen. ja at jeg endog ikke har kendt hans person, før han indfandt sig hos mig for at erkyndige sig om forfatterne til de i nogle numre af Politivennen indførte stykker. Har jeg derfor ikke fundet mig beføjet til at anbefale ham som skatteberegner så har jeg heller ikke nedsat hans arbejde. Hvilket jeg hverken har haft tid eller lyst til at bedømme. 

Politivennen optager efter dens bestemmelse uden personligt hensyn klager eller anker over enhver uorden der kan medføre ulempe for det offentlige eller skade medborgeres velfærd. At hr Thomsen kunne tro den skulle gøre en undtagelse med ham, synes virkelig underligt. er de mod ham fremsatte klager begrundede, da var det jo gavnligt at de blev offentliggjort, i modsat fald ved han jo til hvem han kan holde sig, uden at trække mig med ind i sagen. Havde han villet eller kunnet gendrive disse beskyldninger med åbenbare og begrundede beviser, da skulle mit blad pligtskyldigt også optage hans forsvar, hvis han ellers ville nedlade sig til at gøre brug deraf. Efter denne erklæring vil enhver vel indse at jeg ikke i ringeste måde har fortjent de F.... og stiklerier hvorved Thomsen i sit i Dagen indførte søger at pirre mig, og som jeg derfor alvorligt vil have mig frabedt. Men skulle han derimod tro at hans ville vinde ved også at tælle mig blandt sine modstandere, da skal jeg vide at sætte mig i sådan forsvarsstand at jeg såvel skal afparere hans sidehug som ethvert angreb han måtte forsøge på at gøre på mig. 

Idet jeg i øvrigt overlader til de herrer forfattere af stykkerne mod Thomsen hvorledes de ville optage de af ham i bladet Dagen bragte æresfornærmende udladninger bemærker jeg kun for eget vedkommende en urigtighed som findes. Hr. Thomsen siger nemlig at hans modstanders navne kun ved tvang og uden nogen betingelse fra hans side er komne for lyset. Dette er usandt, for i Forligelseskommissionen opgav jeg forfatternes navne, kun under den betingelse at Thomsen skulle sagsøge dem, hvilket også således på mit forlangende blev indført i kommissionens protokol, der kan være et autentisk vidne, om man ville søge at modsige denne min bemærkning.


Til slut vil jeg ønske og vist mange med mig, at hr. Thomsen både for hans egen skyld og for deres som har anbefalet hans beregninger ville på en værdig måde og med uomstødelige beviser godtgøre: at de mod ham fremsatte klager kun er vrøvl der fortjener latter, foragt og afsky. For snak gør ikke sagen klar, og når han bestandig blot taler om sine medborgeres gode omdømme og velvilje, samt den redelige vandel der stedse vil sikre ham for tabet heraf, og ideligen henviser til nr. 8 og 104 af Dagen, hvori der findes samme ros over ham selv og hans beregningsmåde, så kan man ikke bare sig for at tænke på en vis bajads i Dyrehaven der støder i trompeten og råber: Kommen sie hier meinen Herren! hier ist das allerbeste zu sehen! Skønt de rariteter han forelægger publikum er aldeles ubetydelige.


Udgiveren

(Politivennen nr. 183, Løverdagen den 3de Juli 1819, s. 2944-2948)

Brev om en Sag der interesserer mange

Hr. Udgiver!
Nu har da endelig forhenværende juster- og rodemester Thomsen i det mindste gjort mine til at ville begynde sag mod mig fordi jeg for så rum tid siden i Deres blad Politivennen har anket over hans, jeg siger det endnu: fejlagtige og anordningsstridige beregninger over skatterne mellem ejere og lejere. Vi mødte nemlig i går, det forstår sig efter hans klage, begge for forligelseskommissionen, hvor hans væsentligste klagepunkt gik ud på at jeg i Politivennen nr. 173 af 24. april forrige år havde, tænk engang hvilken forbrydelse!! skildret ham som den der ved ikke at have fulgt forordningen af 17. april 1816 om ildstedsskattens ophævelse, muligt har skilt mange lejere ved deres surt erhvervede, måske sidste skilling, da han uagtet denne ildstedskat i følge nys citerede forordning skulle ophøre fra 1. oktober 1815, dog et halvt år derefter, nemlig til flyttedagen i maj 1816, beregnede denne således ophævede skat separat på lejerne. 


At jeg med den hjemmel jeg har såvel i anordninger som i lovgyldige dokumenter ikke kunne, og ikke burde fremstå som en synder og som den der havde forset mig, er naturligt hvorfor sagen altså ikke kunne forliges. Imidlertid skylder jeg publikum, særdeles de mange lejere som det især interesserer og mig selv, offentligt at bekendtgøre dette Thomsens tilsyneladende nødskridt uden at bekymre mig om hans egentlige hensigt muligt går ud på deraf at afbenytte sig i en anden af ham i samme anledning og mod 2 andre anhængiggjort sag, og beder derfor Deres velbhd. om De finder det passende da at indføre dette mit bred i Politivennen til almen kundskab.

København den 10. marts 1820
C. J. Schelund
Boende i Store Grønnegade nr. 254, 1. sal.


(Politivennen nr. 220. Løverdagen den 18de Marts 1820, s. 3542-3543)

København Biblioteker sidste halvår af 1820. I denne periode udkom som det fremgår af nedenstående indlæg i nr. 255 og nr 256. Disse kan denne blog således desværre ikke offentliggøre.


Svar paa Spørgsmål i Politievennen No. 255.

I Politivennen nr. 255 er opkastet det spørgsmål om der af forhenværende rodemester hr. Thosem er anlagt sag mod mig. Men da hr. Thomsen i Politivennen nr. 256 har besvaret dette bekræftende, samt forkyndt at dommen til sin tid skal blive bekendtgjort, så finder jeg mig beføjet til at erklære: At sagen fra mine aldeles ikke har lidt noget ophold, samt at ikke alene dommen, men hele sagens akter skal blev bekendtgjort i trykken.

Schelund,
Guvernements- og Hovedvagtsofficer.

(Politivennen nr. 266. Løverdagen den 3die Februari 1821, s. 4289)


Redacteurens Anmærkning

Domsafsigelsen om artiklerne i Politivennen nr. 158, 170 og 181, 1819 er udførligt gengivet i Juridisk Tidskrift, 1823. Side 156-168). Nr. 31. Gjensidigt Søgsmaal for ærefornærmende Udladelser størstedeels fremsatte i trykte Blade. I Sagen Forrige Rode- og Justeer-Mester J. Thomsen contra Bogholder Engelhardt og Commissionær A. Møller. (Afsagt den 16de April 1821).

På det tidspunkt havde sagen udviklet sig til adskillige gensidige søgsmål. Men ikke om beregning af huslejesag, derimod hvorvidt parterne var fremkommet med injurier. På intet tidspunkt kommer sagsfremstillingen ind på om hovedcitanten Thomsen har beregnet galt eller ikke. Kontracitanterne er hhv Møller og Engelhardt. Selve sagsfremstillingen er for lang til gengive her. Men dommen lyder således (lettere sprogligt redigeret):
Thi kendes for ret: Hovedsøgsmålet afvises, for så vidt samme er grundet på det i Politivennen nr. 181 for året 1819 af kontracitanten kommissionær Møller indførte stykke. Kontracitanten Bogholder Engelhardt bør for hovedcitanten forrige rode- og justermester A. Thomsens tiltale i denne sag fri at være. Hvorimod hovedcitanten for den over bemeldte kontracitant i indlæg af 15. marts forrige år nedlagde påstand at han skulle bøde sine 3 mark, samt for de i bemeldte indlæg og bladet Dagen nr. 150 for året 1819 af hovedcitanten mod kontracitanten brugte fornærmelige udladelser, bør til Københavns Fattigvæsens hovedkasse bøde 60 rigsdaler sølv.
Så bør også foranførte af hovedcitanten nedlagt påstand og brugte fornærmelige udladelser døde og magtesløse at være, og ikke komme kontracitanten bogholder Engelhardt til skade på ære, gode navn og rygte i nogen måde.
Kontracitanten kommissær A. Møller bør for de af ham mod hovedcitanten i Politivennen nr. 170 for året 1819 indførte beskyldninger bøde til ovennævnte kasse 100 rigsdaler sølv. Hvorimod hovedcitanten for denne kontracitants tiltale i nærværende sag bør fri at være.
Bemeldte af kontracitanten kommissionær Møller om og imod hovedcitanten fremført ærekrænkende beskyldninger bør døde og magtesløse at være og ikke komme hovedcitanten til skade på ære, gode navn og rygte i nogen måde.
Så betaler også hovedcitanten til kontracitanten bogholder Engelhardt, kontrasøgsmålets omkostninger med 30 rigsbankdaler sølv, og kontracitanten kommissionær A. Møller til hovedcitanten såvel hoved som kontrasøgsmålets omkostninger med 70 rigsdaler sølv hvoraf hovedcitantens befalede sagfører, prokurator Salicath, tillægges 20 rigsbankdaler sølv i salær og hvormed i øvrigt bliver at forholde efter det hovedcitanten meddelte beneficium paupertatis.
I øvrigt ophæves processens omkostninger.
At efterkommes inden 15 dage efter denne doms lovlige forkyndelse, under adfærd efter loven.

(Dommen stod i Politivennen nr. 288 Lørdag den 7 Juli 1821, s. 4636-4638).