Når de respektive regimenter af Københavns Garnison øves i felttjeneste, sædvanligvis i nærheden af Charlottenlund Skov, sker der tit uordener som indsenderen der ejer nogle huse tæt ved skoven, her vil anføre et eksempel på i det håb at bidrage til at hæmme sådant.
Lørdag den 11. februar øvedes hans kongelige højhed Christians regiment i en sådan felttjeneste på nævnte sted. Henimod middag måtte min hustru retirere ind i huset da hun i gården blev angrebet af 3 soldaters usømmelige kærlighedstaler. Men mon hun selv i sit eget hus kunne undgå heltene? Nej! Hver mand for til sit vinduesfag for der udefra at præsentere deres yndigheder efter fattig lejlighed.
Indsenderen som arbejdede i et nærved liggende hus, kom netop ud derfra. Så disse 3 væbnede folk glo gennem sine vinduer og spurgte da den ene: Hvad ser du efter, hvorpå genspurgtes: Er det mig du taler til. Og da svaret blev ja, for den adspurgte tillige med de to andre bistert imod mig og med den kraftigste ed bebrejdede mig at have brugt ordet du idet de sagde at hvis han ville gøre det ret, burde han slå mig til jorden med sit gevær som et æsel.
I stedet for at krybe til korset som denne fugl der var et helt hoved højere end jeg og blev assisteret af de andre vel havde ventet, svarede jeg kun: Slå! Hvis det behager dig. Ellers er der dør på huset og den står åben for dig og enhver militær som har noget der at udrette i tjenestesager. Men denne gloen igennem min vinduer tåler jeg ikke. Ved denne gentagelse af det for personen så forargelige du, forbitredes han således at han råbte efter sin løjtnant der skulle hentes for at jeg kunne få den fortjente straf. For at værge mig lidt mod en så overlegen magt, gik jeg hen i min port forfulgt af alle de 3 slemme gaster, og greb en brændeøkse som jeg betydede de gode folk at jeg ville forsvare mig med hvis der blev øvet vold i mit hus. Men da gav den person som var blevet fornærmet ved mit du, med sit gevær et drøjt stød for brystet, hvilket dog ikke bragte mig til at falde, og de andre fældede gevær mod mig, så at jeg nu med 2 bajonetter for brystet stod indespærret i mit eget portrum med mit ubetydelige våben i hånden.
Dette varede et godt kvarters tid. Men der kom ingen officer. Der blev heller ikke sendt efter nogen. Måske anså befalingsmanden det heller ikke for rådeligt at svække sin magt ved at detachere en mand med rapport om det passerede. Af angst over at se 2 bajonetspidser true mit bryst og bevæget ved børnenes gråd, vovede min kone sig nu ud af huset for at tale et ord til min frelse, og spurgte derfor hvad jeg havde forbrudt. Og lød da svaret af nævnte høvedsmand, en underofficer, Deres mand er yderlig grov, han siger du til mig. På hendes gensvar at vi jo sagde du til den der var mere end vi alle, og at dette ord altså vel kunne bruges til en soldat som vi var vant til at kalde den der har gevær, enten han havde kjole eller trøje på, i stedet for at man måske havde ventet en bøn om nådig tilgivelse, syntes der at komme lidt vand i heltens blod. De to soldater vendte sig fra mig, affyrede deres geværer og ved nogle udtryk som bondefæ og andre lignende soldatervittigheder forlod dette smukke kløverblad os.
Ved at bekendtgøre ovenstående vil jeg råde de mænd i egnen som ofte må forlade deres huse for at tjene brødet og lade deres kvinder alene hjemme, at bede disse at hænge for vinduerne i deres huse når krigsfolk spores i nærheden da dette vel er den eneste råd for at undgå at blive overbegloet ved deres huslige sysler af uforskammede karle der som oftest fører et højst uterligt sprog. Men især advare dem for at sige du til en underofficer. For hvem ved hvad følgen af sådant kan have når blodet kommer i kog såvel på den ene som den anden. At en højere og højeste befalingsmænd ikke billiger en opførsel som den her påankede, ved vi jo ikke.
Eigaard.
(Politivennen nr. 843, Løverdagen den 25de Februar 1832, s. 128-132)
Lørdag den 11. februar øvedes hans kongelige højhed Christians regiment i en sådan felttjeneste på nævnte sted. Henimod middag måtte min hustru retirere ind i huset da hun i gården blev angrebet af 3 soldaters usømmelige kærlighedstaler. Men mon hun selv i sit eget hus kunne undgå heltene? Nej! Hver mand for til sit vinduesfag for der udefra at præsentere deres yndigheder efter fattig lejlighed.
Indsenderen som arbejdede i et nærved liggende hus, kom netop ud derfra. Så disse 3 væbnede folk glo gennem sine vinduer og spurgte da den ene: Hvad ser du efter, hvorpå genspurgtes: Er det mig du taler til. Og da svaret blev ja, for den adspurgte tillige med de to andre bistert imod mig og med den kraftigste ed bebrejdede mig at have brugt ordet du idet de sagde at hvis han ville gøre det ret, burde han slå mig til jorden med sit gevær som et æsel.
I stedet for at krybe til korset som denne fugl der var et helt hoved højere end jeg og blev assisteret af de andre vel havde ventet, svarede jeg kun: Slå! Hvis det behager dig. Ellers er der dør på huset og den står åben for dig og enhver militær som har noget der at udrette i tjenestesager. Men denne gloen igennem min vinduer tåler jeg ikke. Ved denne gentagelse af det for personen så forargelige du, forbitredes han således at han råbte efter sin løjtnant der skulle hentes for at jeg kunne få den fortjente straf. For at værge mig lidt mod en så overlegen magt, gik jeg hen i min port forfulgt af alle de 3 slemme gaster, og greb en brændeøkse som jeg betydede de gode folk at jeg ville forsvare mig med hvis der blev øvet vold i mit hus. Men da gav den person som var blevet fornærmet ved mit du, med sit gevær et drøjt stød for brystet, hvilket dog ikke bragte mig til at falde, og de andre fældede gevær mod mig, så at jeg nu med 2 bajonetter for brystet stod indespærret i mit eget portrum med mit ubetydelige våben i hånden.
Dette varede et godt kvarters tid. Men der kom ingen officer. Der blev heller ikke sendt efter nogen. Måske anså befalingsmanden det heller ikke for rådeligt at svække sin magt ved at detachere en mand med rapport om det passerede. Af angst over at se 2 bajonetspidser true mit bryst og bevæget ved børnenes gråd, vovede min kone sig nu ud af huset for at tale et ord til min frelse, og spurgte derfor hvad jeg havde forbrudt. Og lød da svaret af nævnte høvedsmand, en underofficer, Deres mand er yderlig grov, han siger du til mig. På hendes gensvar at vi jo sagde du til den der var mere end vi alle, og at dette ord altså vel kunne bruges til en soldat som vi var vant til at kalde den der har gevær, enten han havde kjole eller trøje på, i stedet for at man måske havde ventet en bøn om nådig tilgivelse, syntes der at komme lidt vand i heltens blod. De to soldater vendte sig fra mig, affyrede deres geværer og ved nogle udtryk som bondefæ og andre lignende soldatervittigheder forlod dette smukke kløverblad os.
Ved at bekendtgøre ovenstående vil jeg råde de mænd i egnen som ofte må forlade deres huse for at tjene brødet og lade deres kvinder alene hjemme, at bede disse at hænge for vinduerne i deres huse når krigsfolk spores i nærheden da dette vel er den eneste råd for at undgå at blive overbegloet ved deres huslige sysler af uforskammede karle der som oftest fører et højst uterligt sprog. Men især advare dem for at sige du til en underofficer. For hvem ved hvad følgen af sådant kan have når blodet kommer i kog såvel på den ene som den anden. At en højere og højeste befalingsmænd ikke billiger en opførsel som den her påankede, ved vi jo ikke.
Eigaard.
(Politivennen nr. 843, Løverdagen den 25de Februar 1832, s. 128-132)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar