Asminderød Kro.

Med kromanden Hammers enkes død ophørte privilegiet til at holde kro i Asminderød. Men siden dette dødsfald som indtraf første påskedag, er der bestandig krohold på stedet. Er forordningen om landsbykroers nedlæggelse ikke ophævet, så ville det være meget passende om denne kro straks efter dødsfaldet var blevet nedlagt da ingen ville tabe, men manges moral og arbejdsomhed vinde ved det. Hvor overflødig denne kro er, vil ses deraf at den er den 13. i en omkreds af 2 mil, og næppe findes der i Danmark en egn der er således forsynet eller rettere overfyldt med kroer. Den omhandlede kro ligger således kun 1/4 mil fra Fredensborg hvor der er to kroer, en halv mil fra Tikøb, en mil fra Esrum som hver har sin kro. Desuden er der i en afstand af omtrent 2 mil fra samme kroer i Harrebæk, Gilleleje, Snekkersten, Humlebæk, Nivå, Sletten, Nøddebo samt på landevejen Nye Kro og Amsterdam. At kroer i landsbyer hvorigennem ingen landeveje går, er skadelige idet de giver lejlighed til lediggang og svir, er en gammel erfaring der også har foranlediget emanation af forordningen af 30. april 1734. Men da der i disse kroer også konstant sælges alle slags fornødenheder, skader de tillige købstadsindbyggernes handel, hvorfor det er ønskeligt at de overflødige kroer nedlægges ved ejerens død og in specie at den her omhandlede straks må nedlægges i overensstemmelse med nys nævnte forordning.

(Politivennen nr. 1173, Løverdagen, den 23de Juni 1838. Side 401-402)

Asminderød Kro som den ser ud i i nutiden. (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020).

Redacteurens Anmærkning

Skribentens klage var forgæves. Asminderød Kro blev ikke lukket, den lever tilmed stadig. Kroen kan føre sin historie tilbage til 1678-79 hvor den også drev landbrug og købmandshandel. På Politivennens tid blev den drevet af Johannes Chr. Hammer. Hans søn, Fritz Hammer var kendt fra Københavns Bombardement 1807, hvor det lykkedes ham at ramme den engelske general Baird. Imponeret af dette hilste generalen på ham efter slaget. Som belønning fik han en pung med guldstykker og to meget smukke, sølvindlagte pistoler. De findes stadig, og Steen Steensen Blicher skrev et digt om begivenheden. Fritz arvede kroen i 1839.