30 november 2016

Tak til Vedkommende.

Hr. Udgiver!

Da man er sikker på at De deler den anskuelse der såvel i "Søndagen" som i "Kjøbenhavnsposten" er udtalt i henseende til de ophævelser der gøres om Worm, håber man at De ikke vil nægte nedenstående plads i Deres meget læste blad.

* * *

Ved at betænke den deltagelse der fra publikums side er ydet morderen Worm, kan man rigtig nok ikke sige andet end at den danske godhjertethed har åbenbaret sig til gavn. Men ligesom alle gode ting kan misbruges, så har dette også her i en høj grad været tilfældet. Og da der såvel fra hans forsvarer som fra andres side var gjort alt muligt for at fri ham fra den velfortjente straf han fik, så synes der at være gjort så meget at man med en god samvittighed havde kunnet overlade stymperen til en lige så velfortjent forglemmelse. Men næppe er han borte, før man fra flere sider kappes om at forevige hans minde og opløfte hans rygte til skyerne. Ja et vist blad der af nogle kaldes den ildesindede, søger ikke alene at indbilde folk at Worm var ingen simpel morder, hvis forbrydelse var kvalificeret til den straf som overgik ham. Man går i sin fromme iver endog så vidt at det slet ikke vil erkende det for nogen overtro da ved hans henrettelse en person indfandt sig ikke som ved Ludvig den 16. s henrettelse for at dyppe sit lommetørklæde i blod, men for virkelig at drikke det som et helbredende middel. Der manglede nu i det hele kun en opfordring til Thorvaldsen at han ved sin kunstnerhånd ville forevige denne nationalhelt der ikke alene har givet folk emne til at tale om, men også forfattere stof til at skrive om, så at han som Tysklands Andreas Hoser, omgivet af en hellig gloria kan overleveres efterverdenen som en virkelig heltekarakter. 

Det var vel ikke umuligt at dette var sket, dersom ikke en stemme havde hævet sig kraftigt såvel i søndags som i Kjøbenhavnsposten, og derved ikke alene råbte stop til den tankeløse hob, men også fremstillet den ubetydelige Worm såvel som hr. Pastor Visbyes færd i det rette lys. Uagtet en røst har ladet sig høre i Dagen fra i torsdags, med et forsvar for hr. pastoren, lige så jammerligt som den sag han forsvarer, så kan dete dog ikke forandre tænkende mænds mening om denne sag. Hvad Worms digte og øvrige smørerier angår, så kan indsenderen slet ikke få i sit hoved at der just skulle nogen Oehlenschläger eller Grundtvig til at skrive noget bedre. Man formener at enhver stymper med en smule hjerne især når han har fået en del af Wildts og Lafontaines romaner til livs, må kunne gøre det lige så godt, så at de der i den ædle hensigt at tilvejebringe en understøttelse for den værdige moder, har tilbudt at udgive hvad han har sammenflikket, ville have opnået hensigten bedre ved at indbyde til almindelig understøttelse, da der vist ville findes mange som ville yde deres skærv, og hvortil indsenderen ikke skal være med de sidste, uden derfor at ønske at eje en eneste pjalt af Worms lapperier. 

Idet indsenderen priser at den konge der altid har vist at det har været hans lyst at løse frem for at binde, at benåde frem for at dømme, her har ladet loven gå sin jerngang, uden at lade sig bevæge til nogen utidig medlidenhed, kan han heller ikke undlade på eget og fleres vegne at aflægge sin tak til de brave der såvel i søndags som i Kjøbenhavnsposten har søgt at standse hoben, da den tankeløs lod sig henrive af strømmen ligesom franskmændene da morderne Fieschi tilligemed den afskyelige Nina Lassave gjorde opsigt i Paris, til at beundre en usling hvis feje og karakterløse væsen vel kunne egne sig til medynk, men ingenlunde til agtelse og således ikke alene har givet publikum et anskueligt billede af hr. pastor V. færd, men også berøvet stymperen Worm et eftermæle blandt publikum som han ikke på ringeste måde har fortjent

J. C.

(Politivennen nr. 1198, Løverdagen, den 15de December 1838. Side 797-800)


Redacteurens Anmærkning.

Baggrunden for mordet var opsigtvækkende ifølge et kort resume i Wikipedia. I 2005 blev der udgivet en roman af Carl Jørgen Carlsen over historien. Worm er tidligere nævnt i Politivennen, 25. november 1838 i forbindelse med at nogen forsøgte at drikke hans blod da han blev henrettet. Det er formentlig nedennævnte artikel som der hentydes til, nemlig Kjøbenhavnsposten, 27. november 1838:
Nyheds-Post.
Kjøbenhavn, den 27de November 1838 - Pastor Visby har udgivet et lille Skrift "Dagbog over mine Besøg hos P. C. F. E. Worm fra den 3die Nov. af, da den kongl. Resolution om hans henrettelse blev ham meddeelt, til den 20de f. M. da den exsequeredes" (77 S. 8. 32. s hos Høst) der, skjønt paa et Par Steder maaske ikke aldeles frit for katholicisme, heelt igjennem maa læses med Interesse. Forfatteren, der selv siger, at det vilde være unyttigt at negte, at han har følt inderlig Deeltagelse for Worm, har vidst at vinde sine læseres Medfølelse, at et så let modtageligt og svagt Gemyt som Worm maatte, efter i den sidste Tid kun at have været paavirket af gode Indtryk, udgaae af Fængslet som et ganske andet og bedre Menneske, end det vi kjende af Acterne; derfor er selv Worm et stærkt Argument for Ønskeligheden af Dødsstraffes Afskaffelse.

Artiklen blev fulgt op i Kjøbenhavnsposten, 9. december 1838, s. 1365-1366. Her udtrykte bladet betænkelighed ved at pastor Visby utilsigtet kom til at gøre for meget ud af Worm. Visbye fungerende præst ved det civile arresthus. Han er også en af hovedpersonerne i en artikelserie i Politivennen, 14. juni 1834.

Under fængselsopholdet skrev han digte som blev udgivet. Åbenbart forstod Worm ikke bare at vække sympati udenfor fængslet, især blandt kvinder, men også fra en præst: I Theologisk Tidsskrift 1844, s. 179- 183 bebrejdes det pastor Visby at han har forvansket salmer af bl.a. Ingemann og Brorson specielt for fangernes skyld. Pastor Visbys pjece får en grundig gennemgang i Tidsskrift for Litteratur og Kritik, 1839, s. 65-79.

Henrettelsesstedet (1806-1845) lå ved Svenske Skanse (nu Dalslandsgade 7, deraf gadenavnet Ved Skansen).

Han blev begravet på "Slavekirkegården" (Tugt- og Forbedringshusets begravelsesplads på Amager). Den 7. december 1838 var hans hovede fjernet. Mere end 40 år senere skrev den ansete professor og etatsråd Carl Otto i sin bog "Af mit liv, min tid og min kreds" side 204-208 (1879 - se netdokument) at han havde aftalt med skarpretteren Nicolai Raunholdt at få udleveret hovedet. Men at Worm selv havde mistanke om at det ville ske og fik løfte fra fængselspersonalet om at det ikke ville ske. Otto måtte derfor betale for i ly af mørket at få opgravet hovedet, hvilket blev opdaget. Men man slap væk med hovedet som Otto (ikke uden stolthed) beretter at han således reddede til sit Frenologisk Museum. Her uddraget af netdokumentet:
Da nu Worm, en ung Mand af god Familie, i 1838 (?) havde dræbt eller kvalt den bekjendte originale Udgiver af „Gammelt og Nyt," Tønder, var det mig særligen om at gjøre at erholde hans afhuggede Hoved. Kort for Henrettelsen henvendte jeg mig derfor til min gode Ven Ravnholdt og lovede en større Pengesum end sædvanlig, hvis han, naar Liget lagdes i Kisten, kunde tilvende sig Hovedet og bringe mig det. Han lovede det naturligvis. Worm imidlertid, der vel maa have hørt om min Gridskhed efter at faa alle Henrettedes Hoveder, tog forinden i Fængselet det høitidelige Løfte af Underfogden og Politibetjentene ved Halshugningen at drage Omsorg for, at hans Hoved kom med i Kisten, og disse paasaa dette ogsaa, da Skarpretteren bestræbte sig for at tage det tilside. Denne kom derfor samme Dag til mig med stor Beklagelse over, at han havde maattet opgive Hovedet. Da det nævnte Mord havde været i Alles Munde, og Morderens Livstildragelser vare blevne saa almindelig bekjendte, blev Besiddelsen af netop dette Hoved mig dobbelt vigtig, og jeg besluttede derfor ikke at opgive mine Bestræbelser for dog at erholde det. Dette blev imidlertid saa meget vanskeligere, som Worm paa Grund af sine Bekjendelser, sin naturlige, i Modstrid med hans Handling staaende Godmodighed og sit formentlige poetiske Talent af den lavere Befolkning i Staden blev anseet for et Slags Martyr, hvortil navnlig en Piece af hans Skriftefader, Pastor Visby, meget bidrog, saa at der dagligen foretoges Valfarter ud paa Amager til hans Grav, der endog ved disse Leiligheder smykkedes med Blomster! Vanskelighederne ansporede kun mine Bestræbelser. For god Betaling overdrog jeg derfor min Assistent, Bataillonskirurg Kruse og min Syge-opvarter i Straffeanstalten, Medscher at forskaffe mig Worms Hoved. Fjorten Dage efter begav de sig derfor en Nat, forsynede med Spade, Reb osv, ud til Graven og begyndte at opgrave Kisten. Medens de vare midt i dette Arbejde, hørte de Folk, der maaske havde hørt Opgravningen, nærme sig; de skyndte sig da i al Hast at aabne Kisten og udtage Hovedet, men da Fodtrinene stedse kom nærmere, kunde de ikke give sig Tid til ogsaa at tilkaste Graven og ilede da kun bort med Byttet.
Den næste Dag havde jeg da Hovedet, men tillige gik det som en Løbeild gjennem hele Byen , at „Worm s Lig var blevet opgravet og bortført", som det tilføiedes: „for at nedgraves i hellig Jord paa AssistentKirkegaard." Politiet kom strax i Bevægelse, fandt vel Liget paa sit rette Sted, — men intet Hoved! Melding derom skete strax til Politidirektør Kieruls. Denne, som kjendte min frenologiske Iver, anede strax Sammenhængen, og da han som min gamle Velynder vilde forskaane mig for at komme i Forlegenhed, yttrede han for Betjentene, at da Liget var blevet paa sit Sted , var det ikke værd at foretage Videre i denne Sag . „ Jeg kan nok tænke, hvor Hovedet er blevet af!" Dermed var Historien forbi, der maaske ellers nok kunde være bleven mig ube­hagelig. Begivenheden var imidlertid længe endnu Gjenstanden for Publikums Omtale og Betragtninger, og jeg maatte høre mange Yttringer om den Mistanke, man havde. Hovedet er nu i mit frenologiske Museum, og i Kataloget over dette har jeg givet en fuldstændig Beskrivelse af dets frenologiske Organisation og Overensstemmelse med Hjerne-Organlæren, saaledes som den viser sig, sammenholdt med Morderens af Visbys Bog bekjendte Karakter og Handlinger.
Man har, som sees af Ovenstaaende, vel Grund til at kalde mig „Frenologen", men fortrinsvis at benævne mig saaledes, hver Gang Bladene ere saa gode at offenliggjøre min Fødselsdag, forekommer mig dog mindre passende, naar Hensyn tages til min øvrige og større Virksomhed i den almindelige Lægevidenskabs og navnlig i mit Fags, Farmakologiens Tjeneste.