30 september 2016

En skammelig Lapsestreg af tre velklædte Personer.

En aldrende enke der bor her i byen, havde af sin familie fået en billet til forestillingen på Det Kongelige Teater fredag den 19. december. Hun blev ledsaget derhen af sin voksne søn, der lovede at afhente hende, når forestillingen var forbi. Men da han rettede sig efter det klokkeslæt der var anført på plakaten, og stykket var fordi længe før den angivne tid, kom han for sent, hvorfor moderen måtte gå ene hjem. På Østergade blev hun opmærksom på at tre velklædte mandspersoner omringede et fruentimmer som de brødes med og fratog en paraply. Men hun fortsatte roligt sin vej op gennem Købmagergade. Men på hjørnet af denne gade og Silkegade kom disse tre personer hen til hende og uden at tale et ord slog den ene, en meget høj person, sin arm om halsen på hende således at hans hånd holdt for hendes mund så hun hverken kunne tale eller råbe om hjælp, og i denne stilling trak han hende langs gaden til henimod Kronprinsensgade hvor han, ked af denne fortræffelige spas, slap hende og gav hende et skub så hun faldt i rendestenen. 

Da man ikke kender disse tre personer, vil man dog gennem dette blad lade dem, og især angriberne, vide at følgen af denne smukke handling har været at nævnte gamle enke i 4 dage har måttet holde sengen og endnu ikke helt har forvundet den skræk hun blev indjaget eller de læsioner som blev tilføjet hende ved faldet. Den dag da nævnte ugerning blev begået, har i almanakken navnet "Nemesis". Man vil ikke ønske at denne gudinde efter sin bekendte retfærdighed vil hjemsøge disse herrer efter fortjeneste, men ved denne bemærkning bringe dem til eftertanke at de for eftertiden lader sådanne utidige lapsestreger fare, der ofte kan have de sørgeligste følger især når de i deres letsindighed traf på et frugtsommeligt fruentimmer.

(Politivennen nr. 991, Løverdagen den 27de December 1834, s. 900-902)  


"På hjørnet af Købmagergade og Silkegade kom tre personer hen til hende og uden at tale et ord slog den ene sin arm om halsen på hende." (Købmagergade. Silkegade går ind til venstre under det nærmeste røde hjerte, mens Kronprinsensgade går ind til venstre foran det røde hus i venstre side. Eget foto, 2015.)

29 september 2016

Nogle Anker fra Christianshavns Beboere.

Da der ved Børsen er en meget betydelig færdsel både vinter og sommer og man til nogle tider af dagen, fx når Knippelsbro har været oppe, og en mængde mennesker er blevet samlet der, eller om morgenen når fiskerkonerne kommer fra kvaserne med 2 til 3 kurve på armene, har stor møje med at komme frem på det ene stakkels fortorv, var det vist nok at ønske om der fra høje ansvarliges side blev truffet nogen foranstaltning hvorved passagen der blev noget mere fremkommelig.

Indsenderen mener blandt andet det ville hjælpe betydeligt dersom de handlende der havde udsalgssteder under Børsen, ville lade de vareartikler der optager en større plads som kaffe- og sukkerfade, jern, tjære, hamp, salt etc. modtages eller udleveres fra den anden side (Bag Børsen, den gade hvori indgangen til banken er) hvilket gerne med en lille ulejlighed kunne iværksættes til det offentliges bekvemmelighed.

Så vidt det er indsenderen bekendt skal der være en politi- eller anden øvrighedsforordning som forbyder at bære kurve eller byrder på fortorvene. Forholder det sig således, da var det sandelig at ønske at den måtte blive indskærpet på ny og strengt overholdes.

Indsenderen må herved gøre politiet opmærksom på at der ved Børsens opgang som vender ud mod slotspladsen, om aftenen samles en mængde skøger etc. som på den skændigste måde driver deres uvæsen der, hvilket det var at ønske vægteren måtte indskærpes at forhindre.

Siden vi nu engang har begyndt at omtale passagen til og fra Christianshavn, så vil det ikke være af vejen at påtale flere ulemper som Christianshavns beboere hidtil tålmodigt har fundet sig i og der i blandt kan vist nok regnes den forpestede lugt som hyppigt udbredes der ved trankogningen på nogle skibsværfter. Sådant burde efter indsenderen mening aldrig tillades i byen, men foretages langt ude på et ubeboet sted fx på Amager Fælled. Når vinden bærer på fra natterenovationspladsen, har beboerne på Christianshavn plage nok af stanken derfra. Følgelig må trankogningen foretages så langt borte fra byen som muligt.

Brolægningen på Christianshavn er højst mådelig i de fleste gader og kunne sandelig trænge til også engang at forbedres.

Vejen langs med volden fra Weyses forrige jernstøberi til Amagerpost og fremdeles til reberbanen ligner en svinesti. Den er opfyldt med ækle, uartige  skidne børn, alskens uhumskhed, stinkende grøfter, kort sat alt for meget snavs til at burde tilstedes i en hoved- og residensstad.

Ved Knippelsbro må endnu erindres at klapperne (eller lemmene) burde nedlades før spærringskæderne tages bort. For når folk trænger på fra modsatte sider, kan der let afstedkommes ulykker.

Indsenderen nærer det håb at hans stemme ikke vil være en røst i ørkenen, men at ovennævnte ulemper snarest måtte blive afhjulpet.

(Politivennen nr. 991, Løverdagen den 27de December 1834, s. 895-898)  

28 september 2016

Skammelig Drenge Kaadhed paa Kongens Nytorv, under Liigprocessionen.

Det forekommer indsenderen underligt at han ikke i Deres blad har set anker og en styg uorden som foregik på Kongens Nytorv torsdag den 11 december, uagtet flere tusinde mennesker var til stede der og hvoraf vist mange harmede sig. Da sådant imidlertid bør komme til vedkommendes kundskab for at det for eftertiden ved lignende lejligheder kan blive forebygget, vil indsenderen af dette underrette Dem om at ligesom processionen nærmede sig torvet, steg henved 40 af vores kåde drenge over jerngitteret om statuen. Nogle krøb op og satte sig på hesten, andre tog plads på de figurer der sidder ved piedestalen. En dreng drev endog sin kådhed så vidt at han brød palmegrenen af hånden på den ene figur og paraderede længe med den, ligesom med et scepter samt nu og da slog figuren hoved og arme med dem, til megen morskab for hans vandalske kammerater. At de øvrige drenge mere eller mindre stræbte at molestrere figurerne som de kun fandt alt for stærke, det tvivler vist ingen på som kender vores gadedrenge for hvilke intet er helligt.

Det er vist nok økonomisk rigtigt at man i den senere tid har indskrænket de mindre nødvendige skildvagtposter hvor i blandt man også har regnet den ved statuen. For for det første ville en soldat på denne post ikke kunne beskytte den for overlast af kåde drenge, der vel ville forstå at retirere til en anden side når han nærmede sig den, hvorfra de stilede deres angreb. Dernæst kunne de ved Hovedvagten udstillede poster have et øje med om kåde drenge forgreb sig på statuen og melde sådant til den vagthavende kaptajn der da kan udsende et par mand for at fordrive dem. Men ved sådanne lejligheder hvor torvet er opfyldt med mennesker, burde der ved statuen stilles 4 mand til dens beskyttelse. Dette mener man kan ske uden nogen bekostning eftersom vagten ved sådanne lejligheder gerne er forstærket eller også flere militære er tilsagt at holde sig klar til at møde på nærmere ordre. Men selv om sådanne posters hensættelse skulle medføre en lille udgift da ville denne ikke komme i betragtning mod en større som istandsættelsen efter en tilføjet beskadigelse vil kræve, for ikke at tale om den harme enhver dansk mand må føle ved at se kåde drenge besudle og mishandle et værk der er oprejst til minde om en af vores gode konger og som vel vedligeholdt tjener til en pryd for torvet.

(Politivennen nr. 991, Løverdagen den 27de December 1834, s. 893-895)  

"De ved Hovedvagten udstillede poster have et øje med om kåde drenge forgreb sig på statuen og melde sådant til den vagthavende kaptajn der da kan udsende et par mand for at fordrive dem." (Kongens Nytorv. Yderst til venstre går Østergade ind, dernæst mod højre: Hotel d'Angelterre, rytterstatuen og Hovedvagten med de tre fag. Becker)


Redacteurens Anmærkning.

Kiøbenhavnsposten 11. december 1834 angiver under rubrikken Nyheds-Post fra Kjøbenhavn den 8de. December 1834 at prins Friederich Wilhelm Carl Ludwig af Hessen-Philippsthal Barchfeldt blev fulgt til graven. Han blev i 1812 gift med arveprins Frederiks datter prinsesse Juliane Sophie. Han var den 30. november død af tyfus. Allerede i Kiøbenhavnsposten den 9. december 1834 havde man advaret om mulige optøjer ved begravelsen, bl.a. med henvisning til Politivennens beskrivelse af Rahbeks begravelse:
Det er en Kjendsgerning, at ved offentlige Høitideligheder, hvor megen Pragt udfoldes, Publikum trænger sig til, med en Iver og Interesse, som man oftest maa troe, Anledningen alene ikke vækker. Folk af alle Stænder og Klasser udsætte sig ved saadanne Leiligheder for de største ubehageligheder, for gratis at kunne bivaane et glimrende Optog af Soldater, forskellige Personer, eller Hvadsomhelst, der falder i Øinene, og ikke blot Almuesmænd, men ogsaa tidt Personer, som ere vante til mere værdiefulde Skuespil, trodse gjensidige Skup og Tryk for at opnaae en saa ringe Øienslyst, som en paradering, en Procession, en glimrende Vielse, eller en eller anden Persons Begravelse, der ledsages af anndre end sortklædte Sørgende  ... Her anfører Kiøbenhavnsposten så to eksempler: ... tvende Mænds Begravelse ... bleve betegnede ved Optrin som maatte virke høist forargeligt paa Enhver, som fulgte de paagjældende Hedenfarne til Jorden. Den første var nemlig vor forevigede Rahbeks jordefærd, hvorom en af Sørgefølget i "Politevennen" No. 749, 1830, i en Artikkel, betitlet "Justits á la Turque" gjør Anmeldelse... Den anden var General Gruners, hvor det paapegede Tilfælde fandt Sted, at Toget blev generet ved den store Menneskemasse, som, tæt sammenpakket og saa at sige klisteret op til Husene, af og til bølgede frem.
Kiøbenhavnspostens råd er ganske enkelt helt at udelukke mængden ved at lave afspærringer. Politiet var på daværende tidspunkt helt utilstrækkeligt bemandet, betjentene gennemgik ikke nogen uddannelse, lønnen var elendig og tiltrak som oftest kun personer der var meget lidt egnet til andet end at uddele tæsk med deres stokke.

Optøjerne burde have givet et forvarsel om begivenhederne ved Frederik 6.s begravelse, januar 1840. Men samtidig synes artiklen dog at antyde at man i hoffet og blandt bedsteborgerne havde en forestilling om at Frederik 6. og kongehuset var afholdt og elsket af Københavns brede befolkning. Heri tog man grueligt fejl, hvilket begivenhederne omkring Frederik 6.s begravelse synes at give al mulig vidnesbyrd om. (Jeg har forberedt indslagene om denne begivenhed til december) 

Til Hr. Liebe.

Ved fredag aften den 12. i denne måned henimod kl 10 at passere Halmstræde, hørte indsenderen heraf fra forstuen i huset nr. 55 i Lille Kongensgade en kvinde råbe i en jamrende tone: "red mig, de vil myrde mig!" og flere mandfolk som udførte eder og trusler mod hende. Indsenderen tillige med flere nærmede sig stedet for at komme den lidende til hjælp, men fandt gadedøren lukket. Omtrent en halv snes minutter senere kom en grædende pige ud af huset som sagde det var den ældre hr. Liebe der slog hende, mens sønnerne bandede og truede hende. Da det vist nok interesserer flere at vide dette stakkels fruentimmers brøde, anmoder man Dem, hr. Liebe at publicere den, samt indprente Deres sønner at det ikke klæder sig godt for kavalerer enten at ophidse andre mod eller selv at slå et fruentimmer som man i almindelighed når man besidder humanitet, bærer agtelse for. 

(Politivennen nr. 990, Løverdagen den 20de December 1834, s. 885-886)  

Redacteurens Anmærkning

I Krak 1834 er optegnet hofbogbindermester J. Liebe, Lille Kongensgade 54, i 1806 ejet af bogbinder Liebe. 1859 Lille Kongensgade 36 og fra 1917 hed adressen Nikolaj Plads 6-8. Huset eksisterer ikke længere. Halmstræde er nuværende Nikolajgade.

27 september 2016

Om Oprettelsen af en Arbeidsanstalt for de Fattige i Frederiksberg Sogn.

Det glæder udgiveren meget når han blandt de mange anker over mangler og ufuldkommenheder som fremsættes i hans blad, nu og da kan bekendtgøre noget om et eller andet foretagende hvad enten det er bevirket ved en autoritet eller ved privatmand, og da han håber at det interessere den største del af hans læsere, meddeler han med fornøjelse en kort efterretning om en i dette år oprettet arbejdsanstalt i Frederiksberg By.

I de senere år tiltog de fattiges antal i Frederiksberg Sogn mere og mere, hvortil hører byerne Valby, Vigerslev og Hvidovre. Sognets Fattigkommission havde vel for længere tid siden tænkt på hvor nyttigt det ville være at få oprettet en arbejdsanstalt for at kunne beskæftige de fattige og give dem lejlighed til at  fortjene en del af de omkostninger som medgår til deres understøttelse. Men der manglede midler til at forskaffe et passende lokale, og sognets beboere der besværedes ved en stadig stigende udgift, såvel i naturalier som i penge, til de fattiges underhold, unddrog sig for at komme kommissionen til hjælp med lån for at fremme hensigtens opnåelse. Desuagtet lykkedes det i forrige år kommissionen, især ved dens driftige medlem hr. fabriksejer Plukroses bestræbelser, at på særdeles rimelige vilkår få købt en gård i Frederiksberg bys Allegade. Denne gård blev indrettet til en arbejdsanstalt hvis bestyrelse blev overdraget til hr. Plukrose af de øvrige kommisionsmedlemmer.

Arbejds-, spise- og soveværelserne er lyse og luftige, og der holdes strengt over renlighed i alle måder. Ved optagelse i arbejdshuset må den fattige rense sig ved bad, og få klæder af stiftelsen mens hans egne rengøres og udbedres. Lemmerne beskæftiges med at spinde hør, blår og fæhår af hvilke sidste udvirkes sengeklæder, strikkes nathuer, trøjer og strømper til eget brug, endvidere forfærdiges trætøfler, udføres murer-, tømrer-, snedker- og havearbejde osv. 


Fattighuset (med arrester i kælderen) bag ved Bagergården ved Allegade, set fra hjørnet af Allegade og Hollændervej. Akvarel af J. L. Ridter, 1898. Fra Eiler Nystrøm: Frederiksbergs historie, bind 2

Man har ikke tænkt på at udvide stiftelsen til et fabriksanlæg, dels fordi der ville kræves en større sum til anskaffelse af maskiner og inventar, ligesom også større kundskaber hos bestyrelsen, dels også fordi erfaring har vist at sådanne fabrikker som drives ved fattige, skader den næringsdrivende borger i dennes levevej. I stiftelsen nyder de fattige tilstrækkelig god og sund føde, samt i øvrigt alle fornødenheder. Og det de ved flid kunne tjene over hvad der er dem pålagt at præstere, vil i sin tid når et arbejdsreglement sættes i kraft, blive udbetalt til dem om søndagen da de får tilladelse til at gå ud. Men kommissionen har her som i alt ikke utidigt villet overile sig med at fremsætte bestemmelser. Hvilke den derimod først ved praktisk erfaring har villet lære at kende som hensigtsmæssige og tjenlige. Befindes nogen at have begået uorden eller at komme beskænket hjem, får han ikke tilladelse til at komme ud i 1-2 søndage. Denne straf er i almindelighed fundet tilstrækkelig til ordens overholdelse i så henseende, og kachotstraf har kun i 2 tilfælde været anvendt, ligesom kommissionen i øvrigt har haft årsag til at være tilfreds med lemmernes flid og opførsel.

Hvad der vist nok er tilfældet på flere steder og som den mest driftige Fattigkommission næppe formår at forebygge (da al grundig undersøgelse omsider strander på den fattiges erklæring: "jeg kan intet arbejde få"), nemlig at mange søger at tilvende sig understøttelse uden at trænge til det, fandt også før sted i dette sogn. Et bevis på det finder man deri at da arbejdshuset var indrettet og kommissionen lod bekendtgøre at ingen som ikke ville være lem i arbejdsanstalten, kunne vente nogen som helst understøttelse, fandtes af 170 personer der nød understøttelse, kun 42 der underkastede sig denne betingelse, mens de øvrige frasagde sig al understøttelse på dette vilkår. Det er heraf klart som også bestyrket ved erfaring, at arbejdsanstalter ved et fattigvæsen formindsker antallet på de fattige, da disse som oftest foretrækker frihed og den kære lediggang for arbejde under opsigt, og undværer hellere understøttelse end de underkaster sig tvang. 

Men en velindrettet arbejdsanstalt fører endnu det gode med sig at de fattige bliver vænnet til orden og renlighed, hvorved mange sygdommes fremkomst og udbredelse bliver forebygget. Og lad endog de fattiges virke eller arbejde ikke fuldkommen erstatte den bekostning dens underhold kræver, ja lad denne kun halvt erstattes, så er dog derved allerede vundet stor lettelse i ydernes udgifter. 

Den her omhandlede anstalt har kun været i virksomhed siden 1. april dette år. Og skønt lemmerne i den første tid ene var beskæftiget med at afhjælpe stiftelsens mangler og fremskaffe fornødenheder til eget brug, har arbejdshusets oprettelse i den følgende tid dog bevirket så meget at sognets ydere fra 15. april har været fritaget for at lægge den hjælp i naturalier som kommissionen før så sig nødsaget til at afkræve dem og som for Frederiksberg by alene, evalueret til penge, for året 1833 udgør cirka 700 rigsbankdaler, samt at hovedkassen i 1834 har kunnet undvære 1.000 rigsbankdaler sedler til afdrag på de til arbejdsanstaltens indretning medgåede udgifter. Enhver god borger må af hjertet ønske denne stiftelse alt muligt held, og at dens gode fremgang og bestyrelse må tjene til eksempel og efterligning på andre steder.

(Politivennen nr. 988, Løverdagen den 6te December 1834, s. 855-860) 



Redacteurens Anmærkning

Arbedsanstalten lå på nuværende Allegade 14 (ved Tottenbergs bagergård). I 1858 blev det adskilt i Frederiksberg og Hvidovre som to selvstændige kommuner  (med virkning fra 1861). Fattighuset blev i 1860 solgt til bager H. L. Tottenberg som drev bageri i forhuset. (Henning Bro og Helga Mohr: Frederiksberg Kommune 1858-2008. 2008).

Vedrørende Plukroses rolle, så indeholdt Kiøbenhavnsposten 31. december 1842 en meget lang redegørelse fra ham om hvordan bl.a.hofpræsten havde villet presse ham til at nedtone sin rolle for at fremme hofpræstens m.fl.s roller.

26 september 2016

Vægterhuset i Amaliegaden.

Dette vægterhus som ligger mellem Toldbodvej og det Classenske Bibliotek, har før været omtalt i Politivennen og fortjener det fremdeles. Det frembyder allerede ved sit forsømte udvortes et yderst ækelt skue som vansirer gaden. Men endnu mere bliver dette forøget ved den smudsige brug som gøres af det. To strømme af uhumskheder flyder fra vægterhuset ned i rendestenen så at de forbigående og især damer er nødt til at hoppe over dem for ikke at blive tilsølet. For de lige som bor overfor, er dette og måden hvorpå disse strømme altid tiltager særdeles stødende, og det synes ubegribeligt at et sådant sted bliver tålt i byens hovedgade mellem Amalienborg og Esplanaden. Idet mindste burde vægterhuset flyttes fra tid til anden for at fordele det onde.

Indsenderen smigrer sig med at det nu for sidste gang må være nødvendigt gennem dette blad at påanke denne mangel på orden og sømmelighed.


Ved denne lejlighed tillader man sig endvidere at gøre opmærksom på at de
soldater og sjovere som opholder sig på hjørnet af Kongens Nytorv og Bredgade, har anlagt og vedligeholder en lignende strøm i Bredgade, og det uden beskyttelse af et vægterhus, til besvær og ækelhed for alle forbigående. Der spørges, strider sådan uanstændighed ikke imod politianordningerne? 

(Politivennen nr. 988, Løverdagen den 6te December 1834, s. 844-845)  


"Vægterhuset som ligger mellem Toldbodvej og det Classenske Bibliotek frembyder allerede ved sit forsømte udvortes et yderst ækelt skue som vansirer gaden, men endnu mere bliver dette forøget ved den smudsige brug som deraf gøres." (Det Classenske Bibliotek lå i bygningen med søjlerne midt i billedet, Toldbodvej længst væk. Eget foto, 2016)


Redacteurens Anmærkning

Det Classenske Bibliotek lå i bygningen på Amaliegade 38. Den artikel som der henvises til, blev bragt i Politivennen 11. maj 1833.

25 september 2016

Moderniserede Dandseboder i Helsingør.

Indsenderen af dette hører ikke til de strenge moralister som fordi de selv ikke mere kan deltage i ungdomslivets glæder, misunder de yngre disses nydelse og ivrer imod enhver offentlig forlystelse. Han finder heller ikke noget særdeles at indvende mod at den som stand og stilling udelukker fra klub- og familieballer, nu og da får lejlighed til at more sig ved dans der nydt med måde vel også har sine gode sider. Men som alt kan overdrives, således er indsenderen forvisset om at flere med ham vil erkende at man i den senere tid har været alt for føjelig i at tillade dans på offentlige steder i Helsingør. Fordum blev sådan tilladelse kun givet  til enkelte værtshusholdere og ved enkelte lejligheder. Men nu indrømmer man den til flere og regelmæssigt hver søndag. Man bygger eller indretter offentlige danseboder som man giver navn af dansesale, indbyder i Helsingørsavisen de danselystne og anskaffer entrebilletter som man først lod sig betales med 16 skilling Men formodentlig for at få større søgning, nu har nedsat til det halve. 

Fra et udenbys sted, en fjerdingvej fra Helsingør fortæller man os i avisen at der bliver dans til kl. 12. Fra et andet forsikrer man ligeledes at unge mennesker under 18 år og uanstændige kvinder ikke bliver ladt ind. Hvad skal man tænke om alt sådant? Er den tjener eller pige, den håndværkssvend eller underofficer som efter midnat kommer hjem fra svir og dans, skikket til sit arbejde eller tjeneste den næste dag? Kan et indskrænket politipersonale overkomme at påse orden ved nattetid endog udenfor byen og på vejen til samme? Tror man for alvor at kunne bilde os ind at kun anstændige kvinder søger sådanne steder, eller at man nøje undersøger gæsternes alder? Flere er de spørgsmål og bemærkninger som sådant uvæsen fremkalder. Men de ligger for det meste sagen så nær at indsenderen ikke vil trætte læserne med almenbekendte erfaringer. Kun til slut vil han, idet han indstiller til de ansvarlige at sætte en skranke for det om sig gribende onde, tillade sig endnu at fremsætte til overvejelse om fristelserne og de moralske afveje i en søstad som Helsingør ikke allerede er betydelig nok, så man ikke behøver at anspore sanseligheden og at makademisere disse veje? 

(Politivennen nr. 985, Løverdagen den 15de November 1834, s. 787-789)

"Man har i den senere tid været alt for føjelig i at tillade dans på offentlige steder i Helsingør." (Her dog i København i Klæstrups streg).

Redacteurens Anmærkning

Makadamisering var en stor forbedring af vejene fordi den betød bedre vejbelægning. Den var opkaldt efter MacAdam, som i 1824 havde udgivet en bog om engelske veje og som i 1828 blev udgivet på dansk. Bogen kan læses online på Google Books.

Correction paa offentlig Gade, og Bøn om Fritagelse for Skuer af samme.

Mandag den 6. i denne måned om morgenen kl. omtrent 6 da det 2. livregiment samledes i Sølvgade, sås en sekondløjtnant såvidt skønnedes af regimentets første kompagni eller det der stilledes ved siden af grenader-kompagniet, med egen hånd at tildele nogle af mandskabet en portion fugtel. Det syntes som eksemplet smittede. For da denne var færdig, begyndte en løjtnant af grenader-kompagniet på lignende eksekution. En grenader blev nemlig trukket frem, hans lædertøj bragt til side og kommandersergenten beordret at fugtle ham.

Der er vist lige så lidt tvivl om at karlene ved en eller anden forseelse havde gjort sig fortjent til straf, som om de herrer officerers retfærdighedsfølelse og kompetence til at eksekvere straffen. Men desuagtet kan man dog ikke undlade det ønske at eksekutionen ikke skete offentligt. Den mest simple soldat har dog en grad af æresfølelse som bør næres. Men han føler sig krænket og nedværdiget når han straffes i påsyn af andre end kammerater. Også for uvedkommende, enten nærboende eller forbipasserende er det højst ubehageligt at se straf tildeles på offentlig gade. Det ville derfor være ønskeligt om højere ansvarlige for fremtiden forebyggede at sådan korrektion eller afstraffelse fandt sted offentlig, men derimod anviste de respektive eksercerpladser eller kaserner til eksekutionsplads. 

(Politivennen nr. 980, Løverdagen den 11te October 1834, s. 706-707) 

24 september 2016

Noget til Overveielse for Forstanderne ved den jødiske Synagoge i Kjøbenhavn.

Efter den tid at det højkongelige danske Kancelli ved resolution har tilkendegivet at det "for dets vedkommende" intet har at erindre mod at den af hr. dr. Wolff udarbejdede agenda, benyttes ved gudstjenesten "i" den nye synagoge, eftersom det må antages at være efter den største del af menighedens ønske, har man ikke alene benyttet dens forskrifter "udenfor samme", men tillige af egen drift formentlig uberettiget suppleret den og ligeledes bragt dette supplement i anvendelse uden for samme.

Hvad det iværksatte supplement uden for samme angår, anføres her kun at to synagogeforstandere samt graveren ved den mosaiske kirkegård indfinder sig ved begravelser og befatter sig med der temmelig ivrigt at påse agendes forskrifter overholdt. I særdeleshed i denne anledning tillader man sig at gøre de ærede synagogeforstandere opmærksomme på at - med mindre man aldeles skulle misforstå agenden; og samme end skulle antages at kunne anvendes udenfor synagogen, hvilket er underkastet tvivl - ingen § i samme bestemmer at de ovennævnte forstandere skal overtage sig inspektionen ved de jødiske begravelser, hvilken formentlig kun tilkommer begravelsesselskabernes forstandere der i det 4. afsnits § 47 under 3 c udtrykkeligt nævnes at skulle følge liget mens synagogeforstandere aldeles ikke omtales. Endsige at gravere der skal opholde sig på kirkegården ved begravelserne, skal fremtræde i funktion som bedemand da begravelsesselskaberne har deres egne bedemænd der muligvis herved lider skår i deres indtægter.


Til slut bemærkes til overflod at agendens anden afdelings femte afsnit § 50 kun omhandler tilsynet med ligkistens og gravens forfærdigelse - men ikke med ligets transport og at tilsynet med disses forfærdigelse end ikke deri udtrykkeligt bestemmes at skulle ske af "synagogeforstandere."


Dette er fremsat til overvejelse for forstanderne for den jødiske synagoge i København, og man håber at komme til at erkende deres liberalitet ved at se det forandret der kan antages at være her med grund gjort opmærksom på.


L. Baruch 


(Politivennen nr. 970, Løverdagen den 2den August 1834, s. 547-549) 


Redacteurens Anmærkning

L. Baruch optrådte flere gange i Politivennen. Han er muligvis identisk med L. David Baruch som også skrev i Kiøbenhavnsposten. I Adresseavisen 3. juli 1856 findes en annonce for kosher birkes (causcher):



Om det er den samme, kan ikke verificeres. Matriklen Østergade 61 er nedlagt. I 1856 blev den til Østergade 36.