01 februar 2017

1845-1846 Michael Leonard Nathanson

Med Politivennens sidste redaktør fra 8. august 1845 til januar 1846, hestehandler Michael Leonard Nathanson skiftede bladet karakter. Fra at redaktørerne videreførte en redaktionel linje med bladet som det overordnede, blev bladet et personligt talerør for redaktøren. Københavns Biblioteker har ikke de 22 numre han nåede at udgive. Hvilket måske heller ikke gør så meget hvis man skal tage for pålydende hvad der står i Nis Petersens bog om Nathanson. Her omtales de som "et miskmask af åbenlyst injurierende artikler, moralske betragtninger og uhyrlige tyske poemer - alt sammen spædet op med brokker af hans tidligere pjecer og ansøgninger." 

Jeg har ikke desto mindre samlet et fyldigt materiale om Nathanson. Jeg blev som praktiserende bibliotekar grebet af hans historie - og det fantastiske søgeapparat som avisdatabasen Mediestream er. Materialet er samlet på to sider:


Det første er inddelt i en håndfuld kapitler hvor jeg har skrevet nogle indlæg med kursiv. Hvis man ikke kan overskue at læse alle artiklerne, kan man starte med at læse disse afsnit.

Der er flere grunde til at jeg synes Nathanson er interessant. Den mest åbenlyse er at hans navn og tilnavn - "Gale Nathanson" - til stadighed vil blive husket fra den famøse fejde mellem Corsaren og Søren Kierkegaard. For at forstå dybden i Corsarens satire over Kierkegaard, er det nødvendigt at have et indtryk af hvem Nathanson egentlig var og hvad man forbandt hans navn med dengang. 

Men derudover er det iøjnefaldende at hele 3 enevoldskonger - Frederik 6., Christian 8. og Frederik 7 - støttede ham! På trods af at samtidens eksperter indenfor psykiatri, hesteavl og retsvæsen mm. erklærede ham for gal, fusker, svindler osv. Nathansons historie rummer alle ingredienser til en god historie: Om Nathanson var gal eller ej, om han kendte noget til hestehandel og hvorfor han konverterede han fra jøde til kristen.

Alt dette kan man læse om på de to omtalte sider. I dette blogindlæg vil jeg indskrænke mig til at beskæftige mig med hans tid som redaktør på Politivennen. 


Corvetten Politivennen

Nathanson havde fået råd til at opkøbe Politivennen gennem støtte fra Christian 8. Angiveligt for at være et modstykke til det for enevælden irriterende satiretidsskrift CorsarenNathanson erklærede i pressen at han ville bekæmpe denne "korsar", og omdøbte følgeligt bladet til Korvetten Politivennen - krigsskib mod pirat! Corsaren havde siden 1841 satiriseret over Nathanson i en håndfuld artikler, så motivet var der. Men megen kritik af Corsaren blev det ikke til. Det erklærede mål var formentlig blot Nathansons skalkeskjul for at få kongens gunst og penge. I stedet fremgår det af annoncer mm. at indholdet i bladet fortrinsvis drejede sig om få sin personsag genoptaget i Højesteret. Hvilket faktisk også lykkedes for ham. 

Det skete allerede da fejden mellem Kierkegaard og Corsaren blussede op i januar 1846. Politivennen havde derved opfyldt hans formål, og var desuden hvad han selv kalder for afslutningen på sin litterære karriere. Han nævnte ikke Kierkegaard og artiklerne i Corsaren. Hans forfatterskab blev beskevet i Bibliothek for Læger i 1848 (s. 316-317) - altså efter Corsaren-affæren - som "kvasilitteratur", "pamfletuvæsen" og "bladsmørerier". Og tidsskriftet fortsatte:
De ere et Sammensurium af den forfængeligste Selvbehagelighed, de barnagtigste Indbildninger, den latterligste Vigtighed, de mest uforskammede Skryderier, den paastaaeligste Pukken paa hans Ret, de udelikateste Vink om hans foregivne eller virkelige Forhold til höjtstaaende Personer, krydret med enkelte Stænk af virkeligt Lune og nu og da med ret træffende Bemærkninger, men under en idelig Parforcejagt efter trivielle Vittigheder og flaue Ordspil, og gjennemvævet med hensynsløse, drillende og ondskabsfulde Sidehug og ofte yderst ublu Personligheder mod hans Uvenner, Udfald, der i en senere Periode noget nær overskrev selv den gemeneste Pøbelagtigsheds Grændser. Mange af disse Pamphleter ere nedskrevne i kjendelig Hast, uorthographisk, slet stiliserede, i et vaasevorrent, udtværet Sprog, fuldt af meningsløse og lemlæstede Sætninger, og meget ofte finder man lange Tirader, ja hele Sider af den ene Pjece ordret aftrykt i den næste.  
Denne beskrivelse er ikke uvæsentlig, i det tilfælde at det var hvad de fleste mente om hans forfatterskab, og hvis Kierkegaard var klar over dette i 1846, må det have været krænkende for Kierkegaard at blive sammenlignet med Nathanson. Sandsynligvis mere end de i eftertiden meget omtalte tegninger af Klæstrup (for korte bukseben, osv.). For Corsaren var det at slå to fluer med et smæk: På den ene side at satirisere over Korvetten Politivennens angreb, på den anden side at besvare den fornærmende udfordring som Kierkegaard under pseudonym havde affyret mod Corsaren i Fædrelandet.

Kierkegaard og Corsaren var af sekundær betydning for Nathanson. Efter at hans personsag var blevet genoptaget, havde Politivennen opfyldt sit formål for ham og fik lov til at sejle sin egen sø, dvs. definitivt lukke. Dette er i det store hele Nathansons betydning for Politivennen. En trist afslutning på det arbejde som især Seidelin og Kristensen gennem næsten et halvt århundrede havde præsteret. Formentlig betød denne afslutning at Politivennens sidste halve årti fik et dårligere ry end bladet havde fortjent. De sidste redaktører var slet ikke på højde med Seidelin og Kristensen. Men så dårlige var de altså heller ikke. Nathanson var derimod en katastrofe for bladet, og efterlod det med et ry som jeg ikke mener at det har fortjent. Historien kan ikke skrives om. Politivennen endte som den endte.



M. L. Nathanson. Med en håndskreven tekst underskrevet M. L. Nathanson. Fra Nis Petersens bog om Nathanson og Henning Hall.