Omtale

Kronologisk liste over omtaler af Politivennen


Samleren. Oktober 1797. s. 248-256. (Klik for at se hele artiklen)


Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende. 29. august 1804.

Endelig er den sande Sammenhæng med det hos Kapt. Tranberg begaaede store Tyveri opdaget. Gierningsmændene vare en for endeel Tid siden af sin Lære hos Bogtrykker K. H. Seidelin bortløben Dreng, Peter Nørregaard og en anden af ham forført Medlærling. For det første ere 900 Rd. omtrent i Penge komne tilstede.

Paul G. Lange:  Et latinskoleforsøg for 200 år siden

I kapitlet "Klager over lærere og disciple", side 85-89 er omtalt en klage fra K. H. Seidelin over at hans stedsønner på hhv. 13 og 16 år var blevet mishandlet af skolens fransklærer J. C. Steinmann. 

Fra Himmerland og Kjær Herred, 1947-48, bind XV, side 153-207

I denne artikel omtales Politivennens redaktør Seidelin som angiver af agent Johan Georg Galster. Galster kom til Danmark for at af isenkræmmerne at indkræve hvad de skyldte han firma - et handelshus i Jern- og Stålvarer. Forretningsrejsen fortsatte, men pga. fastlandsspærringen besluttede han at ansøge om dansk statsborgerskab i juli 1807. Uheldigvis på samme tidspunkt som englænderne forberedte bombardementet. Han afviste at tiltræde Borgerbevæbningen pga dårlige øjne, men grunden var formentlig snarere hans tætte tilknytning til englænderne. Mod at betale 100 Rd. fik han Borgerret 16. oktober 1807.
Han rejste herefter rundt i Sverige, og kom tilbage til Danmark just som der udbrød krig mellem de to lande 12. marts 1808. Nu blev han imidlertid angivet til Politivennen af isenkræmmerne som igen angav ham til politimester Haagen. Isenkræmmer O. C. Lassen anmodede herefter Seidelin om at indrykke en artikel om at holde øje med udenlandske personer. Politiet skred ind 29. marts 1808 og arresterede Galster. I april 1808 rejste han til Aalborg hvor han siden drev sin virksomhed.
 

Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 23. maj 1809.

Præmien for Opdagelsen af Steenkul i Sjellands Stift, Møen undtagen, er atter fornyet for Aaret 1809, og til den 13 d. M. var i denne henseende alt tegnet 3797 Rd. hos Hr. Litteratus og Lieutenant Seidelin.

Allgemeine Literatur-Zeitung. (Klik her for fulde artikel)

 

Lollands Falsters Stifts Kongelig priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, som forsendes med Ride-Posten. 12. april 1811.

Dagens og Politivennens Udgiver, borgerlig Artillerielieutenant Litteratus K. H. Seidelin, hvis Hjerte slog saa varmt for sit Fædeland ialmindelighed, og for sin Fædreneprovinds Lolland isærdeleshed er ikke mere. Fredagen den 5 April endte han næsten i en alder af 50 Aar sit Daadfulde Live. Hvad han har gjort og virket for sit efterladte Barn, vor Provindsialbogsamling, er noksom bekjendt. I Aaret 1795 udgav han i Trykken: Plan til en offentlig dansk Provindsialbogsamling i Mariboe, samt Liste paa de allerede skjænkede Bøger og Penge; hvorved den fik sit tilværelses første Fremstød og paa Grund heraf kan han med Rette kaldes dens egentlige Stifter. Efter hans allerunderdanigste Ansøgning er den i den senere Tid af Hs. Majestæt allernaadigst bleven beriget med et illumineret exemplar af Flora Danica. Ogsaa hans utrættelige Omhue og Bestræbelser har Stiftelsen at takke for anselige Gaver af Bøger og Landkort fra Selskabet til de skjønne Videnskabers Forfremmelse og fra Landhusholdningsselskabet. - Ved hans alt for tidlige Død taber den et aarlig Bidrag af 23 Rd. Kort før Døden kaldte ham, lagde han Grunden til en Modelsamling for Lollands Falsters Stift, som opbevares til eftersyn paa Raadstuen her. - Med Hensyn til Tid og Omstændigheder lod han for nogle Aar siden igjennem Stiftets høje Øvrighed uddele blandt Almueen trykte Anviisninger til Salpeters Tillavning. For at ophjelpe og bringe den saa saare nødvendige og nyttige Svømmekunst i Nakskov til den høist muelige Fuldkommendhed, udsate han aarlige Priisbelønninger. Endeel gode Frugttræer har han her i Stiftet ladet uddele iblandt Bondestanden. Selskabet for oplysningens og Vindskibelighedens Fremme har han ædelmodigen rakt Haanden, ved i Forbindelse med det at vække Almeenaand og befordre Huus- og Kunstflid. Saaledes levede og virkede denne vor Hedenfarne for Lollands Vel. Hæld og Hæder følge hver den, der besjæles af hans Aand og efterligner hans Daad! Stedse skal hans Minde leve iblandt os, evig hans Navn være os velsignet og uforglemmelig hans Daad. Alsalighed vorde hans Lod! Fred, Herrens Fred evindelig med hans Støv!!!

Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 16. november 1811.

Politivennen No. 689, udgivet af Hr. Bogholder F. Amberg, er Udkommen og indeholder: Hvor højt skal Ølpriserne stige? Politiplacater, Bekjendtgørelse, Torvepriser, Titel og Register til det nu sluttede Blad - Dette, saavelsom de fleste af de foregaaende Nummere faaes for 8 sk. hos F. W. sal. Seidelin i Pilestræde 119, hvor Bidrag modtages og Subskription paa dette blot til Almeennytte sigtende Ugeblad. 


I 1807 skal Seidelin have foranlediget et forsøg med en vibrationsmaskine. Der findes en tegning af denne maskine som bilag til nedenstående tidsskrift. Her får man et godt indtryk af maskinen, omend den synes at være gået i glemmebogen.

Jahrbücher der teutschen Medizin und Chirurgie. 1813, s. 140-143.

Under rubrikken "Kürzere Notizen und Korrrespondenz-Nachrichten" blev beskrevet en vibrationsmaskine til medicinsk brug fremstillet af en von Rieffelsen i København som den "yderst kyndige og meget berømte nu afdøde lærde K. H. Seidelin som den første bragte denne ide til udførelse". Nemlig i sommeren 1807. Maskinen skulle have fjernet en kvindes hovedpine. Skribenten anførte at han ikke præcis kunne se hvorfor maskinen virkede, men mente at det måtte være som følge af friktion og elektricitet. Mig bekendt har ingen senere forsøgt sig med noget lignende.
  


Ergänzungsblätter der Jenaischen Allgemeinen Literatur-Zeittung. Num. 21. 1821. 

Spalte 161-168. Om bladet, se ovenfor.

Übersicht
der Literatur der Dänen
Seit dem Anfange des neunzehnten Jahrhunderts
(fortsetzung der im vorrigen Stück abgebrochenen Recenstion)
SCÖNE WISSENSCHAFTEN UND KÜNSTE

So wiel Wahres auch in der Behauptung eines zu seiner Zeit beliebten dänischen Schriftstellers, K. H. Seidelin (+1811), enthalten seyn mag, der in einem Trauergemälde von dem Zustande des literarischen Wesens in Dänemark am Ende des 18 Jahrhunders, welches sich in seinem Jahrbuche für Lesende (3 Jahrgänge, Kopenh. 1799-1801) befindet, under Anderen sagt: "Die Poesi findet nur Beifall in dem Grade, in welchem sie sich der Prosa nähert:" So übertrieben und unbillig würde es doch seyn, die Ursache hievon allein auf Rechnung der damaligen Dichter, und nicht zugleich oder hauptsächlig, auf Rechnung des verdorbenen Geschmacks der meisten ihrer Leser zu setzen - obgleich auch in diester Hinsicht eine gewisse Wechselwirkung, nach welcher die Beschaffenheit der Dichter auf dem geschmack es lesenden Publicums, und dieser auf jene, einen unverkennbaren Einfluss hat, nicht zu leugnen seyn möchte; wie denn auch der durch die bekannte Pressverordnung vom 27 Sept. 1799 den Schriftstellern auserlegte Zwang gewiss Vieles dazu beytrug, dass manche der genialsten und freymüthigsten Dichter Schwiegen, und dass, wie Seidelin gleichfalls bemerkt, "die Satire exspirirte, die Heuchelschriften florirten, und die soilen Lobgesänge sich multiplicirten." Seidelin selbst hatte es jener Verordnung zu verdanken, dass er wegen seines freymüthigen Tagesblattes Dagen sein Buchdruckerprivilegium verlor, mehreren fiscalischen Underteruchung unterworfen wurde, und noch um J. 1807, nach einem von dem höchsten Gerichte gefällten Urtheile, 14 tage bey wasser und Brod im Gefängnisse zubingen sollt. - Übrigens fehlte es beym Eintritte des 19 Jahrhunderts keinesweges an Dichtern, die ihrem Vaterlande grosse Ehre machte, und deres verdienter Ruhm über die engen Grenzen Dänemarks weit hinaus, nach Schwedem Russland, Deutschland, zum Theil auch nach Frankreich, England, Holland und Italien sich verbreitete. Man braucht nur die namen eines Thaarup, Rahbek, Baggesen, Pram, Tode, Abrahamson under den älteren, und die eines Oehlenschlägers, Hertz, Ingemann, Sander, Hjorth, Falsen, Pavels, Nordal, Brun u. A. unter den neueren, nebst denen einer Friedericke Brun geb. Münter, Magdalene Sophie Buchholm geb. Bentzen, und des Fräuleins Juliane Marie Jessen (der Siegerin über fast ein halbes Hundert Mitbewerber um den 1819 ausgesetzten Preis für den besten dåanischen Nationalgesang) zu nennen, um zu beweisen, dass die Poesi so wenig, wie irgend ein anderer Zweig der Literatur, am Schluse des 18ten und im Anfange des 19ten Jahrhunders in Dänemark vernachlässigt oder sorglos geplegt wordeen sey.  

(Herefter fortsætter artiklen over nogle spalter med at gennem dansk litteratur i perioden.)
 
 



Juridisk Tidskrift, 1823, Nr. 31, side 156-168 

I dette nummer er aftrykt ovenstående "Gjensidigt Søgsmaal for ærefornærmende Udladelser størstedeels fremsatte i trykte Blade I Sagen Forrige Rode- og Justeer-Mester J. Thomsen contra Bogholder Engelhardt og Commissionær A. Møller. (Afsagt den 16de April 1821). Artiklerne kan findes i Politivennen Live Blogging fra 6. marts 1819 til 3. februar 1821. I alt korthed drejede sagen sig om at Thomsen den 9. januar 1819 havde gået i rette med Politivennens artikel i 153, 1818. Ovennævnte artikelserie starter med at en lejer påstod han betalte for meget i husleje fordi ejeren har opkrævet penge for skatter som ejeren aldrig har betalt. 6. marts 1819. Da intet sker, gentages den 3. april 1819. Klagen blev bakket op af hovedvagtskriver C. J. Schelund. Han forklarede 24. april 1819 at Thomsen uberettiget havde opkrævet skatter som var blevet ophævet nogle år forinden.
Thomsen svarede igen i  Dagen med at Schelund ikke burde have rejst det i pressen, men i stedet rejst sagen via domstolen og at han pga det er blevet æreskrænket for fornærmet.(1. maj 1819). Ugen efter erklærede Schelund at han ikke ville ikke lade sig true af Thomsen og forsvarede hvorfor han havde fremlagt sagen offentligt selv om Thomsen i Dagen erklærer det som brud på trykkefrihedsordningen at beklikke hans ære (8. maj 1819). Nu indkaldte Politivennens udgiver Kristen Kristensen Thomsen for Forligelseskommisionen, hvor Thomsen dog udeblev (19. juni 1819). Thomsen forsvarede sig den 25. juni i Dagen, hvor han henholder sig som før til at han ikke er den eneste som har beregnet lejen ud fra den metode han havde brugt. Dette tilbageviste Kristensen vredt dette den 3. juli 1819. Herefter dør sagen lidt ud. Men knap et år efter skrev Schelund om et møde i Forligelseskommission i marts 1820. (18. marts 1820). Den endelige dom faldt først 16. april 1821. Af denne fremgår at det ikke længere drejede sig om substansen af sagen, men om der i artiklerne i Politivennen og Dagen skulle være injurier. Domstolen både frifandt og dømte parterne til at betale bøder som tilfaldt fattigkassen og advokaterne. Som skik var dengang. Dette var i øvrigt almindeligt i den tids forståelse af hvad ytringsfrihed gik ud på.

Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende. 20. marts 1826 



K. Kristensen var også major i det borgerlige artilleri og havde forpligtelser her.


Dagen 31. juli 1827.

(Indsendt)
Af Politievennen No. 604 erfares at "fra Hr. Krigsassessor Aabye har Udgiveren ikke modtaget det bebudede Svar"; Og det var virkelig at ønske, at dersom, som jo kan formodes, det bebudede Svar skulde blive af samme Suurdeig, som Hr. Krigsassessorens Avertissement i Adresseavisen No. 160, 4de Spalte, Publikum da ganske maatte forskaanes for det, saameget mere som det jo var muligt at Vedkommende, i Anledning af saadant Svar, blev nødtvungen, til videre Oplysning i Sagen, at nævne Personer i en agtet Familie, hvem det ikke kunde være ligegyldigt eller behageligt at staae end i den allerfjerneste Berørelse med, eller at nævnes i samme Aandedræt med, ethvert Menneske. 


Kjøbenhavns Flyvende Post

Nr. 85, 1827. Mandagen den 22de Oktober. (Redigeret af J. L. Heiberg). I Anledning af nogle smaa Udfald i Kjøbenhavnsposten.

Det har noget comisk at see literaire Artikler i Politivennen eller Kjøbenhavnsposten. Disse, forresten meget respectable Blade, have nemlig en ganske anden Tendens end den literaire. Ikke desmindre har Kjøbenhavnsposten, der for en Tidlang var traadt tlbage i sin rette Virkekreds, paany begyndt at tiltage sig en Stemme i Literaturen; men jo mere høirøstet den bliver, desmeer maa man tænke paa et vist Ordsprog, som siger at Hoste ikke klinger lige fælt hos alle.

Dagen, 27. februar 1829

"Politivennen. Et ugentligt Almuesblad." Under saadan Titel begyndte den virksomme, oplyste, djerve K. H. Seidelin 1798 et Tidsskrift, hvoraf et Ark ugentligen i Octav skulde udkomme, og betales med 4 sk. Arket. I en Anmeldelse i første No. hedder det: "at et Selskab af Borgere, der forene Agt for de staaende Indretninger med Nidkjærhed for disses Overholdelse, Drøvtelse, Forbedring, Fuldkommelse, troer at gavne ved at udgive et saadant Ugeblad, hvori Undersøgelser af det Rette og Sande i almindelige og enkelte Politianliggender, Underretninger om Fremmedes Indretnings, Forslag til Forbedringer, Angivelse af Politisynder m. m. (af Politiets Mænd og imod Politiet) her i Kjøbenhavn forenes med efterretninger om Politiets Forbedringer og Mangler i Provindserne." - "Vi tro, hedder det, at give Mæle til mangen krænket Ret, til mangen saaret Følelse at skjæne vore Medborgere mange gavnlige Forslag. Anstændighed, Korthed og Tydelighed ere de egenskaber vi i Henseende til Sproget fordre hos slige Bidrag. Ligesom vi af Politiets Mænd vente os tak for, paa saa borgerlig en Maade, at forskaffe dem Efterretninger, som enten vilde koste dem megen Møje selv at indhente, eller kun ved de for frie Borgere saa hadeværdige hemmelige Angivelser erholdes - for Vink og Forslag som de enten uforandrede kunne bruge, eller ved egentænksomhed forbedre; saa haabe vi på paa den anden Side, at selv de Borgere, hvis Overtrædelser Bladet lægger for Dagen, ville lade vore Hensigter vederfares Ret, og finde, at den Mand, der standser sin Medborrger paa en uret Vei, der hindrer ham fra at skade, skeer det endog ved føleligt tag, er hans sande Ven." - Bladet gik i en fortsat Nummering til No. 673 i Maj 1811; da, efter Seidelins Død, blev det fortsat af H. C. Amberg, fra No. 674 til 6933 i aaret 1812. Begyndelsen af Politivennen blev recenseret i Lærde efterretninger 1799, No. 415; I Iris 1798 II. 368; Af Riemann i Blätter für Policey 1799 S. 335; som og i Lærde efterretninger 1800 S. 25-28. Siden blev den ogsaa bedømt i Hallische Lit. Zeit. 1810. Oct. S. 673. Seidelin skrev undertiden i dette Blad under Navnet "Knud Hansen Literatus"; F. ex. i Forsvaret for Gadeviser i No 240-243. (Lit. Lex.)  Fra 1812 standsede Bladet indtil det 20de Januar 1816, da No. 1 udkom af en ny Række af aargange. Til 1828 Aars Udgang ere saaledes 6228 Nummere udkomne, et Ark ugentlig. I det første Nummer af denne ny Række, udgivet af K. Kristensen, Literatus og Lieutenant (nu Major) ved det borgerlige Artillerie, hedder det "et lille Selskab har paataget sig at udgive det. Det agter i et og alt at følge den Plan, hvorefter Bladet forhen er udgivet. Afvigelser fra Politilovene, Syder imod Smagen, Modersmaalet m. m. vil blive Hovedæmnet for dette Blad, ligesom det og vil optage Forslage til ny gavnlige Indretninger eller Forbedringer ved de allerede tilværende."

Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger. 5. januar 1831

Bombebøssen vedkommende.
Udgiveren af Politivennen, Hr. Major Christensen, har atter ved Juletid tilstillet Bombebøssen 4 lpd. 12 Pd. Flesk og 2 Skpr. gule Ærter....


(Bombebøssen blev stiftet 1819 som støtter ældre enlige sømænd med bolig. Den eksisterer stadig. Det gør også stiftelsen første bolig til 50 mand på hjørnet af Dybensgade og Skvaldergade, omtrent lige bag ved Nikolaj Kirke.)

Adresseavisen 8. august 1831:

Forfatteren til den i Politivennen for i Løverdags indførte Anonce med Overskrivt: "Venligst Anmodning til Hr. Porcelainshandler M....." opfordres herved til, uopholdeligen at navngive hvem han sigter til, for at ei agtede Mænd ved en Navnforvexling, uskyldigen skulle blive mistænkte. Efterkommes Opfordringen ikke, maa Forfatteren vente at blive sagsøgt.


Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling, 21. januar 1832.

Udgiveren af Politivennen, Major Kristensen, har tilegnet Hædersmanden, Geheime-Conferenceraad Constantin Brun, den sidste Aargang af dette almeennyttige Blad, med de Ord: "Uden nogensinde at have seet Ds. Excell., eller havt den Ære at være kjendt af Dem, har dog endeel af Deres Livs Vandel ikke været skjult for mig. Jeg vil ikke omtale de Forbedringer i Landbruget, som De i sin tid indførte paa Deres vidtløftige Gods Antvorskov, hvilke have baaret og endnu yde velgjørende Frugter for hele Landet; heller ikke vil jeg nævnte Deres Velgjørende mod Bombebøssen og det almindelig Hospital, hvorved De har reist Dem et varigt mInde; men at De i Løndom har afhjulpet mangen uforskyldt Fattigs Trang, deels ved at forunde ham Arbeide, deels ved gavmild Understøttelse: det bør jeg ikke fortie; men tillader med derfor, ved at tilegne Dem dette Bind af et Blad, der ofte var den Fattiges talsmand, offentligen at bevidne Dem min dybe Høiagtelse, hvormed jeg forener mmit og Manges oprigtige Ønske: at Forsynet vil gjenskjænke Dem Deres tabte Helbred og forlænge Deres daadrige Liv, saa at De først seent maa vandre didhen, hvor al Misundelse og miskjendelse ophører."

Kristensens sympati for Constantin Brun er interessant, fordi den måske kan ses som en opposition til tidens guldalderkunstnere. Ifølge Den Store Danske: "Gennem ægteskab med Friederike Münter fik han en omgangskreds af litterater og skønånder han ikke havde meget tilfælles med. Selv var han jævn og fordringsløs i sin livsførelse med "et vist naivt plattysk lune" (Oehlenschläger), men ved købet af sommerboligen Sophienholm og palæet i Bredgade (senere Det Moltkeske) skabte han rammen om det forfinede selskabsliv som ægtefællen, senere også datteren, Ida de Bombelles, var centrum i. Han følte sig næppe hjemme, brød sig ikke om at deltage i konversationen, og en offentlig hemmelighed var hustruens forkærlighed for digteren Karl Victor v. Bonstetten med hvem hun i lange perioder levede i udlandet. Det er næppe muligt at fordele sol og vind lige på dette umage par. Oehlenschläger beskriver ham fra et ophold på Sophienholm som en mand uden ånd, "spottende Poesien som Barnestreger, der kun betragtede Maanen som en Tidsmaaler og som en god stor Lygte, hvis Lys ingen Penge kostede". Men han tilføjer "den evige Hakken og Skænden på hans Kone, når hun ikke var til stede ... havde noget morsomt, netop fordi den komiske Overdrivelse beviste, at det kun var halvment."

Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende. 24. januar 1832

Til Lindbergiano hører denne Gang en i Statstidenden indrykket

"Gjentagen Advarsel.
"Da Redacteuren af "Politievennen," Major K. Kristensen, uagtet min offentlig givne alvolige Advarsel, har tilladt sig fornærmelige udladelser mod mig, i No. 837 af hans Blad, har jeg under Dags Datum saggivet ham, for at drage ham til Ansvar efter Lovens Strenghed. - Løgn og Fornærmelser mod mig og den sag, jeg forsvarer, taller jeg ikke længer, men skal vise hver Mand, at den Trykkefrihed, Loven hjemler, ikke er for Trang for Sandheds Tale, og ikke for viid for Løgnen og Usandheden, som ikke skal raade eller taales.
Kjøbenhavn den 17 januar 1832, Jac. Chr. Lindberg
Magister artium.


Vil man kjende den nye Brøde af Major Kristensen, da er det en Anmeldelse i Politivennen om Forbuddet imod St. Simonisternes Konventicleprædikener i Paris, som slutter med disse Ord:
"Her holder Magister Lindberg, uforstyrret, hver Søndag, offentlige Andagtsøvelser i privat Huus udenfor Byen, og truer Enhver, der offentligt vil tale om ham eller hans Virksomhed.
(See Adresseavisen No. 8, Tirsdagen d. 10. Jan. d. A!,"
Nu! det kan Man kalde en ægte martialsk Mand, eller Processyge, der som en ulægelig Kildenhed paa engang er faret i Hr. Magisteren, og hvortil Magen neppe er seet siden Jacob v. Thyboe, berømmelig Ihukommelse. Han faaer vel Lysten styret. Iøvrigt kunde han lige saa godt paa eengang nævne alle danske Avis-Redacteurer og Blade-Udgivere. Det var da en Umage, der alligevel, naar han (som ikke omtvivles) vil være upartiske, ikke kan udgaaes.
 


Artiklen i Politivennen findes her på bloggen. I den artikel findes også en afskrift af artiklen i Adresseavisen. Jacob Christian Lindberg (1797-1857) var en af de helt store profiler i kirkehistorisk henseende. Kendt præst og af nogle anset for at være en kværulant. Det sidste betød måske at han i dag ikke er så kendt som Kierkegaard, Martensen eller Grundtvig. Men i Dansk Biografisk Leksikon antyder man at det var  Lindberg som gjorde arbejdet, mens Grundtvig høstede frugterne.

Lollands Falsters Stifts Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger. 7. februar 1832

"Politivennens" Udgiver, Hr. Major Kristensen har i Anledning af Hr. Magister Lindbergs bekjendte Advertissement oplyst, at det paaankede Stykke i "Politivennen" intet fornærmeligt imod hr. Magisteren indeholder, og slutter med følgende Erklæring: "At jeg med Rolighed og aldeles uden Frygt oppebier ethvert Foretagende af Hr. Magister Lindberg imod mig, og skal ingen skrivtlig eller mundtlig Trudsel bevæge mig til at ansee Nogensomhelst for et Noli me tangere, eller afholde mig fra, med Frimodighed, som hidtil, lovligen at omtale, hvor og hos hvem jeg maatte finde noget Urigtigt eller Ulovligt, saalænge jeg staaer under vore gode Loves Beskyttelse, og ikke under en Pave, der med sin Banstråle kan tilintetgjøre Trykkefrihedsforordningen af af 27de September 1799."


Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende. 21. februar 1832

I Politievennen No. 841 læses et besynderligt Brev med Lindbergs Navn under, hvis Indhold er nye Advarseler til Avisskriverne og en Trudsel om, atter at lade Udgiveren (Hr. Major Kristensen) indkalde for Forligelses-Kommissionen. Det egnede sig saaledes til at blive det femte Avis-Manifest; men da Politivennens Udgiver anfører grunde imod Brevets Ægthed, og snarere anser det for at forfattet af en Spøgefugl eller maaske endog et ondskabsfuldt Menneske, og i saa Fald har udlovet 50 Rbd. r. Sølv til Den eller Dem, der opdager og beviisligen angiver Falskneren, vil Man saalænge lade det staae ved sit Værd, og det saa meget mere, da der, som Major Kristensen tillige bemærker, med Henviisning til Magisterens Proces med Bogtrykker Jørgensen, "gives Folk, som ikke engang kunne gjenkjende deres egen Haandskrift efter et halvt Aars Forløb." 


Kongelig allernaadigst privilegerte Riber Stifts Adresse-Avis. 9. april 1833

I Overeensstemmelse med den 20de § i Forordningen af 27d September 1799 om Trykkefrihedens Grændser bringes herved til offetlig Kundskab Domslutningen af den under 4de d. M. i den Kongelige Lands- Over- samt Hof- og Stadsret i Kjøbnehavn afsagt Dom i Sagen:
Stabschirurg Tønder, Ridder af Dannebroge og Dannebrogsmand
contra
afskediget Esqvadronschirurg Mathias Winther
hvorved er
kjendt for Ret

 

 Aalborg Stiftstidende, 11. januar 1834.

 

Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling. 26. marts 1834

Hr. Krigsassessor H. J. Hald, der som Bladredacteur er Almeenheden bekjendt fra hans Redaction af Ugeskriftet "Politivennen", som han en Tidlang førte for dette Blads Udgiver, Hr. Major Kristensen, agter fra 1ste April d. A. at udgive et Blad paa sit eget Forlag. Annoncen derom lyder som følger: "I det Haab, at Almeenheden velvilligen vil understøtte mit Forehavende, agter jeg, fra føstkommende 1ste April, paa mit eget Forlag at udgive et lad efter samme Plan og af samme Indhold som "Politivennen" og "Raketten", saaledes som sidstnævnte Blad (med visse Modificationer) i sin Tid var. ..

(Hans Jacob Hald (1796-1841). Dansk-juridisk eksamen 1815, sproglærer, kopiist ved artillerikorpset, krigsassessor. Der er tale om tidsskriftet Sandhedsfaklen. Det udkom 1.4.1834-2.12.1835. K. Kristensen ragede yderligere uklar med H. J. Hald de følgende år. I en sag fra 1837 optræder Hald igen som hans direkte modpart i en retssag).

Fædrelandet, 15. januar 1836:

Politivennen nr. 1040.


Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger. 30. december 1836.

Major Kristensen, der saa villig optog Angrebet mod mig i "Politivennen" Nr. 1093, har derimod, mod hans gjentagen Løvte og efterat han havde havt mit Svar i 4 Dage, behaget at nægte Optagelsen af min Retfærdiggjørelse. Dette lader jeg blot vidne om hvad "Politivennen" og dens udgiver, egentligen ere, idet jeg herhos underretter om, at mit Svar nu allene er at læse i "Sandhedsfaklen" nr. 142 og 143.
R. v. Fogh 

Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling. 27. juli 1837

Som Aspiranter til "maa trykkes" staae endvidere: ..."Politivennens" Redacteur,Major Christensen, sagsøgt af Grosserer J. A. Eibeschütz.

(Af notitsen fremgår ikke hvad sagen drejer sig om, ej heller har jeg kunnet finde nogen domsafgørelse i sagen. Jeg formoder at der er tale om artiklen "Scener ved en mosaisk Ligfærd" fra 3. juni 1837)

 

Søren Kierkegaard: Samlede Værker (Udgivet af Drachmann), bind 1, s. 380.  

Enten-Eller. Om tjenestepigernes klædedragt. (henviser til artikler i Politivennen 1837, 86. hefte, s. 219ff og 235 ff: Tjenestepigerne Før og Nu. Skizze af Casstelli.):
En Tjenestepige skal ikke see ud som en Dame, deri har Politivennen Ret, men de Grunde dette agtede Blad angiver, ere aldeles feilagtige.





J. L. Heiberg: Prosaiske Skrifter. Første Bind. (Om Vaudevillen, s. 240-241, 1841)

I det samme Stykke forekommer, som en modsætning til vort naragtige Kunstcritiksvæsen, Fremstillingen af et andet Slags Forfattere, som, idet de skrive om det umiddelbart Nyttige, troe, at de derved ere at ansee som litterær Personer. Dette har man udlagt, som om det var stilet mod Politivennen; dog er man, saavidt jeg veed, ikke gaaet til den Yderlighed at indbilde sig, at nogen personlig Satire var forbunden dermed. Men hvad den upersonlige Allusion paa Bladet selv angaar, saa maa jeg erklære, at jeg anseer Politivennen for at være af alle vore litterære og ulitterære Blade noget nær det, som stifter den reelleste Nytte; thi den Nytte, som de andre tilsigte, er maaske vel af en høiere Art, men derimod saare problematisk, da Politivennens derimod er sikker. Alt er godt paa sin Maade, naar det kun svarer til sin Bestemmelse. Men hvis ikke desmindre Politivennens Forfattere, idet de afhandle nyttige, men ulitterære Gjenstande, troe at maatte give disse et litterært Anstrøg, saa gaae de udenfor deres Formaal, og komme dog ligesaa lidt under Litteraturens Forum, som et trykt Visitkort eller en trykt Priis-Courant; og da træffer min Satire dem unægtelig. Gjøre de det derimod ikke, saa angaar den dem ingenlunde. Dette skal ikke ansees som sagt til Politivennen selv, der ikke har angrebet mig; men det er sagt til Publicum, som jeg ønsker at oplyse om det Ugrundede i visse Rygter.

Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling. 11. februar 1842

Paa Grund af de høie Brændepriser have nogle Borgere, ifølge "Politivennen" besluttet at oprette en Forening, hvis Bestemmelse skulde være, ved Sammenskud at tilveiebringe en Capital til Indkjøb af Brænde hos Skoveiere, hvilken da skulde sælges for samme priis til uformuende Haandværkere, enker osv. Indbyderne have selv tegnet sig hver for 50 Rbd., for hvilke de hverken ville tage Brænde eller have Renter af Capitalen og de opfordre nu Medborgere til Deeltagelse i Foretagendet. "Politivennens" Udgiver, Major Christensen, modtager Subscription til dette almennyttige Foretagende.

Dannevirke. 19. marts 1842

- "Dagen" melder, at den gamle, ærlige "Politiven" (et Blad), der i sin Tid var Landets eneste Oppositionsblad, men allerede for flere Aar siden er blegnet for sine yngre Kolleger, nu vil gaae ind, saafremt Udgiveren Major Kristensen, ikke kan erholde en Kjøber af (til) samme. 


Dannevirke. 30. marts 1842

- [C] Det gamle Blad "Politivennen", som i sin Tid var det eneste Oppositionsblad, men rigtignok af en meget tam Natur, er nu af dets Udgiver, Major Kristensen, solgt til Bogtrykker Jacobsen for 150 Rbd.

Kiøbenhavnsposten. 31. december 1842.

(Tillægsbladet rummer en 6-siders redegørelse for arbejdshuset på Frederiksberg, her i uddrag de afsnit som nævner Kristen Kristensen og en artikel i Politivennen, nr. 988, 6. december 1834:)
 
Fabrikeier, Capitain Plockross's 9de Brev til Frederiksberg og Hvidoure Sogns Forstanderskab
eller
hans 10½ aarige Forhold til disse Sognes Fattigvæsen

[---]
Hofpræsten, som sikkert angrende maa have følt hvor dybt han havde krænket sin hæderlige Ven, der uden hensyn til Opofrelse af Tid, Flid og egen Penge, ikkun i hans Interesse og til hans Tarv stiftede og ordnede Arbejdshuset (thi første Gang foreslået af mig var det i Sognenes, men sidste Gang i Hofpræstens Interesse og Sognenes denne ikkun sideordnet) og som saaledes maatte forudsætte ikkun hos mig at finde Uvillie, havde dog Tillig nok endnu til mit Venskab for ham, saa at han, den viste Fornærmelse og Krænkelse uagtet, henvendte sig personlig til mig om en offentlig Erklæring i hans Faveur framin Side og contra det omnævnte Referat af Politivennen i Decbr. 1834, det nye oprettede Arbeidshuus vedkommende.
Til opfyldelse af dette Ønske erklærede jeg mig og - efterat have gjort ham den ikkun milde Bebreidelse, at han jo først og fornemmelig burde have henvendt sig til mig i denne Sag - som aldeles villig og tilbød ham endog at ville underskrive en af ham selv i den anledning forfattet Erklæring - han ønskede dog helelre at jeg vilde concippere en saadan, og vi enedes da om Tiden til sammes Oplæsning hos mig.

Denne kom og han fandt sig i høieste Maade dermed tilfreds og imod mig meget taknemmelig, men anmodede mig om ikkun at lade denne gjennemsee af en god Stilist. Jeg bad ham selv at udføre dette, hvilket han og paatog sig og lovede næste Dag at ville sende mig Concepten tilbage.
Til min store Forundring hørte jeg derimod Intet fra ham i 8 Dage, hvorimod han under 9de Januar 1835 tilskrev mig følgende brev:

"Høistærede!
Herved sender jeg Dem Deres Concept tilbage. Efter vor første Aftale lader jeg følge en Concept til Major Christensen, hvilken jeg, var jeg Dem, vilde bede ham indrykke i sit Blad".
Frederiksberg den 9de Januar 1835.
Hengivenst
S. Schiødte.
E. Skr. "Fra Hr. Inspecteur Plockross har jeg idag modtaget 9 Rbd. 4 Mk. 11 Sk.
bevidnes
Frederiksberg den 9de Januar
S. Schiødte.
Kopi af Concepten
S. T. Hr. Major Christensen.
"De har i Deres Blad Politivennen Nr. 989 i en Annonce angaaende det i Frederiksberg By nylig oprettede Arbeidshuus tillagt mine Bestræbelser for at erholde bemeldte Huus, en fortrinlig Roes, som jeg vistnok med glad bevidsthed kan modtage, men jeg skylder Sandheden at erklære, at Sognepræsten, Hr. Schiødte, formedelst sin Medvirken bør dele med mig denne Roes. Jeg beder derfor Hr. Majoren at give denne min Erklæring Plads i Deres Blad."
I Melemtiden mødte mig derimod en Omstændighed, som nødvendigen bød mig at maatte erklære for Hofpræsten, at jeg  nu ikke længere kunde give ham den attraaede erklæring, eftersom det var blevet mig betydet, at jeg maatte vente at see mig compromitteret paa mit For om dette offenlig kom frem, og bad ham derfor at ville henvende sig til Commissionen om den attraaede erklæring. Om Hofpræsten derefter henvendte sig til denne om en saadan eller ikke, er mig aldeles ubekjendt, men i den ligeledes porotocollerede Samling, som afholdtes den 20de Januar 1835, citeret i Forhandlings-Protocollen Fol. 124, og i hvilken efterskrevne Herrer vare tilsted, nemlig: afdøde Hofpræsten, ligeledes afdøde Generalkrigscommissair Uldall, Capellan Schiødte, Districtscommissair Hansen, 2de Forstandere fra Bønderbyerne og ærbødigst Undertegnede, passerede følgende:
(Her følger en detaljeret redegørelse med citater fra protokollerne mm.)

Fædrelandet, 15. september 1842:


Juridisk Ugeskrivt. 9. august 1843. (Klik for hele dommen)


Sagen oboist Conrad Ludvid Keck mod Major K. Kristensen og Literatus Blok Tøxen. Paadømt den 26de Juni 1843.


Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende. 16. august 1845

- I Berl. Tid. af 9 ds læses følgende Annonce: "Idag udgaar "Corvetten Politivennen", redigeret og udgivet af Michael Leonard Nathanson. Den er større end "Corsaren"; om den ei vil styre samme cours, da vil den med Tiden tage samme Priser, som "Corsaren". De, som ønske at "Corvetten", seirende i Kampen, maatte bestaae, behage at tage Actie. Den er i alle Boghandlinger, som og hos Bogtrykker Jacobsen, gl. Amagertorv No. 2, for samme Priis som "Corsaren" at erholde." 

(Annoncen stod også i Flyveposten, 12. august 1845.)

Fædrelandet, 25. august 1845.

Den periodiske Presse er i denne Tid bleven "beriget" med et nyt Ugeblad, der kalder sig "Corvetten Politivennen" og redigeres af den bekjendte hippolog Nathanson. Enhver, der tilfældigvis har kastet et Blik i et af de udkomne numere af dette quasi Blad, vil naturligvis strax indsee, at det ikke er for Bladets egen eller dets Indholds Skyld, at nogen finder det Umagen værdt at omtale det med et Par Ord; det er kun for at henvende Opmærksomheden paa det sørgelige Tidens Tegn, der gjør det muligt, at en saadan Entreprise kan bestaa. Men, vil man billigen spørge: kan da denne Entreprise virkelig ventes at kunne bestaa? - eller med andre Ord: har da "Corvetten Politivennen" virkelig Abonnenter? - Ja! den ikke alene har Abonnemter, men den tæller endogsaa blandt disse flere ansete og betydelige Navne. Indsenderen heraf er kommen til Kundskab herom derved, at han ogsaa var en af dem, deer blev beæret med et Besøg af Hr. Nathanson, og anmodet om at tegne sig paa den medbragte Abonnentliste. Efter Indsenderens Forsikring, at han aldrig subskriberede paa Noget, som han ikke vidste hvad var, udbrød N. i Forundriing over, at man kunde betænke sig paa at understøtte et Blad, der vilde ødelægge "Corsaren". Da Indsenderen nu paa ingen Maade vil have nogen Deel i at ødelægge "Corsaren", skjønt han just heller ikke er bange for, at "Corvetten Politivennnens" moderiske Planer ville lykkes den, erklærede han endnu engang, at han ikke vilde abonnere, hvorpaa hr. Nathanson forlod ham. Men den fremlagte Abonnentliste, hvori Indsenderen imidlertid havde kastet et Blik, indeholdt virkelig flere ansere Navne, som man mindst skulde vente at findepaa et saadant Sted. Vel er det ikke rimeligt, at disse Mænd have tegnet deres Navne, for i Virkeligheden at understøtte Entreprisen, eller fordi de troe, at hr. Nathansons Planer med Hensyn til "Corsarens" Ødelæggelse i mindste Maade ville lykkes ham; sandsynligvis er det kun Medlidenhed, der har bevæget dem til at yde deres Skjærv paa denne Maade, eller maaske blot Ønsket om at blive den qvit, der præsenterede dem Listen. Det er mod denne paa urette Maade anvendte Medlidenhed at Inds. føler sig opfordret til at udtale sig. Trænger en Mand virkelig til Understøttelse, da er det vistnok meget smukt, at de der kunne det, hjælpe ham efter Evne, især hvvis han fortjener en saadan Hjælp. Men dette kan skee paa tusinde andre, mere passende Maader, end ved at ophjælpe en Entreprise, der dog aldrig kan medføre nogen Gavn, men derimod megen Skade. Exemplet har allerede smittet tilstrækkeligt, og det vil ikke vare længe, inden Enhver der ikke paa anden Maade kan erhverve sig sit Udkomme, træder op som Bladredacteur. Vor periodiske Literatur - hvis man ellers kan henregne slige Produkter til Literaturen - besidder allerede flere saadanne Blade, der ene bestaae ved Folks Lettroenhed og deres Udgivers uforskammethed; og da de gjorte Forsøg i denne Retning ere lykkedes fortræffeligt, er der al Grund til at formode at deres Maal dagligen vil forøges.

Morgenposten. 31. januar 1846.

Kiøbenhavn den 31te Januar 1846.
- En bekiendt Personlighed, som i sin Tid var meget anseet, men paa sine sidste Dage kæmpede med Kummer og Modgang, er for nylig ved Døden afgaaet i den efter Stillingen og Forholdnes Natur ualmindelig høie Alder af 50 Aar. Man traf ham i sin Tid næsten paa alle offentlige Steder, hvor han regelmæssig indfandt sig og med længsel ventedes af den, som fandt Adspredelse og Underholdning i hans Omgang. Ogsaa i mange private Kredse var han en velkommen Giæst. Den Personlighed, vi her sigter til er - "Politivennen". Mæt af Dage og træt af Livets Besværligheder hensov Vedkommende for en 14 Dages tid siden rolig og ubemærket, efter flere Aars tiltagende Svagelighed og paa den sidste Tid lidende af en stærk Tæring, savnet og begrrædt af - Ingen. Hr. Michael Leonard Nathanson skal fornemmeligen have fremskyndet den Gamles Død, ved at unddrage Vedkommende den Hielp, han i længere Tid havde ladet Samme tilflyde og som bestod i 3 Mk. om Ugen, der var den eneste "offentlige" Hielp som "Politivennen" nød. Unddragelsen af denne Hielp var et Stød, som gik til Hiertet - durch und durch - og som den Gamle ikke kunde taale. Han udaandede sit Liv i Bogtrykkerens Arme. "Politivennen" talte paaa sine sidste Dage kun 8 abonnenter, af hvilke de 3 betalte med rede Penge og de 5 betalte paa en ganske egen Maade, idet de, i Stedet for at erlægge Betaling i Penge, paa Æresord havde indgaaet den Forpligtelse at - læse Bladet. 


Flyveposten, 5. februar 1846.

"Politivennen og dens Endeligt." I. Naar en berømt, anseet eller velstaaende Mand betaler Naturen sin Gjæld og bortrives af den ubønhørlige Død, saa er det en almindelig Skik at Præsten over hans Kiste giver en lille Skizze af hans Biographi, hvori hans gode Sider fremhæves med glimrende Farver - de mortuis nil nisi bene -  og hvis Moral fordetmeste bestaae i: "Gak hen og gjør ligesaa". Nogle af disse Afdøde have endnu et Fortrin. Ere de meget berømte, saa omtales de i Aviserne, der fældes Taarer paa Papiret, og deres store og ædle Gjerrninger fremstilles med glædende Farver. Vi mindes saaledes, at salig afdøde Boghandler Beeken havde til denne Hensigt etableret et eget Tidsskrift, der kaldtes "Gravblomster". Heri sattes Gravvers over "ædle Dannemænd og Danneqvinder", heri bleve deres Dyder og Fortjenester fremhævede, og skal man rette sig efter disse talrige poetiske udgydelser, saa mae alle Dydige være bortgaaet fra Jorden og kun Bærmen være bleven tilbage. Men det var og er endnu, som sagt, kun berømte og velstaaende Mænd, der komme til denne Ære, Almuefolk, de saakaldte "Simple", de tildeles nepppe ved deres Død en Parentation, især naar efterladenskabet er saa knapt, at de maae begraves med den 2 Rbd. Litgvogn og naar der ikke er Raad til Bedemand. Deres Biographi fremstiles da i den syndige religiøse Sætning: "Af Jord er du kommen o.s.v.", og have de været nok saa gode Borgere, nok saa fortræffelige Ægtemænd og Fædre, saa indskrænker sig dog kun deres Roes til et medledende Skuldertræk, eller En blandt Følget finder sig foranlediget til med et Glas Viin i den ene Haand og et Stykke Kage i den anden, at udbrede sig over den Dødes Fortjenester. I saa Fald træder han i Præstens Sted, men med den Forskjæl, at han ikke betales for sin tale.
Vi finde, at denne Skik, hvorved man saa at sige bringer den Døde den sidste Hylding, ikke alene burde anvendes på Personer. Herpå komme vi nærmest til at tænke, ved at erfare, at Bladet "Politivennen", hvis Bestaaen indbefatter over et halvt Aarhundrede, er indgaaet til den evige Hvile med dets aandelige Bastard "Corvetten". "Politivennen" er himlet, uden at en Hund har gjøet, uden at en Stemme har reist sig for at beklage dens Hedengang. Vel er den ikke død i sin fagreste Vaar, den var enfirm, blind og gik på Krykker; men desuagtet var dens Fortid saa glimrende, saa riig paa Begivenheder, saa belærende, og givet saameget Stof til Betragtning, at er der Nogen der fortjener en Liigtale, saa er det sikkert den. Desværre ere vi ikke af Naturen kaldede til at være Talere, vi mangle hine rethoveriske Blomster, der give en Parentation dens rette Betydning; men kunde vi ønske at være i Besiddelse af disse egenskaber, saa skulde det alene være for at bevise "Politivennen" den sidste Ære, for at vise at vi ikke ere blandt dem, der ligegyldige kunne see en Heros sporløst forsvinde fra Jorden. Dog Noget kunne vi gøre, vi kunne give en Skizze af dens Virken og Fortjenester, hvorhos vi dog ikke ville glemme dens svage Sider, og bliver denne Skizze ufuldkommen, saa maa Skylden ikke søges i selve Stoffet, men i vor ufuldkomne evne til at benytte det.

 

Flyveposten, 7. februar 1846.

"Politivennen" og dens endeligt. Il. "Politivennen" blev i Aaret 1798 paabegyndt af "Dagens" daværende Udgiver og Redacteur, K. H. Seidelin. I en Indledning, der maa betragtes som et Program for hele Bladets Virksomhed, gjorde Udgiveren rede for dets Tendents. I Bladet skulde Undersøgelser af det Rette og Sande i almindelige og enkelte Politianliggender, Underretninger om Fremmedes Indretninger, Forslag til Forbedringer, Angivelse af Politisynder m. m. (af Politieits Mænd og imod Politi) i Kbhavn forenes med efterretnigner om Politiets Forbedringer og Mangler i Provindserne. Man vil heraf see, at "Politivennen" egentlig var et Oppositionsblad, skjøndt af en anden natur end vore nærværende, der ikke bryde sig om manglende Rendesteensbrædter, om "Urin og Dræk paa Gaderne", men desto mere havde stillet sig til Opgave at see Politiet i Sømmene og lappe paa Regjeringen. Ogsaa Seidelin beraabte sig i sit Program til det nye Blad paa en "voxende Almeenaand", en Floskel, som vi gjenfinde hos alle Oppositionsmænd, og som Enhver anvender paa en Maade der passer i hans eget Kram. Var nogen istand til at redigere et Blad af den antydede Tendents, saa var det K. H. Seidelin. Han førte en meget hvas Pen, var i Besiddelse af en vis kaustisk Satyre, som gjorde ham frygtet, og manglede desuden ikke Kundskaber. Som Udgiver af "Dagen" hævede han dette Blad til en temmelig betydelig Høide, der neppe er blevet naaet af nogen af hans Efterfølgere. Hans hvasse Pen gjorde, at han flere Gange kom i strid med Trykkefrihedsanordningen af 27de Sept. 1799 og som tilsidst paaførte ham Mulct og Censur. Han var egentlig Bogtrykker, men også Commandeersergeant i det borgl. Infanteri, da han begyndte sin literaire Carriere, og dette manquerede han ikke at anføre paa Titlen til de nævnte Blade og paa de Bøger, han trykkede. Desuden udmærkede han sig ved nogle Særheder, som jo rigtignok vare af en højst uskyldig Natur. Qvartalsregistret til Politivennen lod han sætte med lutter smaa Bogstaver, baade Substantiver og Nomina propria, uden at han imidlertid anvendte dette i selve Texten. De første Nre af "Politivennen" gjorde strax megen Opsigt og forskaffede det et forholdsviis ikke ringe Abonnement. Dengang vare Folk ikke saa haardhudede som de nu ere, Frygten for at "komme i Bladet" var dengang grændseløs stor og ligesom bleven til en sjette Sands: hvad var da rimeligere end at man nærede Angst for et Blad, hvori man kunde slumpe til at komme fordi Ens ringetøi ikke var i Orden, fordi Ens Rendesteensbrædt, maaske af Fjendehaand, var lagt i Ulave. Derhos var dengang, ligesom nu, ikke fri for Lysten til at see sine Medborrgere dragne frem for Lyset og stillet i en offentlig literair Gabestok - et andet dengang almindelig anvendt Udtryk for at komme i Bladet. Denne Frygt og denne Skadefryd tilhører imidlertid ikke en ældre Periode, den har bevaret sig lige til den sidste Tid og ideen, der ligger til Grund for Hertz fortræffelige Vaudeville "Debatten i Politievennen" er i Sandhed ikke greben af Luften. At komme i Politivennen var vel Noget af det Skrækkeligste der kunde arrivere en Mand og Borger, og man skal have havt Exempler paa at Folk herover gik hen og toge Livet af sig eller gik fra Sands og Samling. Der skal saaledes for nogle Aar siden være død et Lem paa Bidstrup, hvis Sindssvaghed nærmest var foranlediget af en Politivensartikel. Nu behøve vi Gudskeelov ikke at frygte for silgt mere. "Corsaren" har siden sin første Bestaaen bidraget saa temmeligt til at curere Folk for denne Svaghed, nu kunne de med Rolighed see sig trukne ved Haarene frem for Offentligheden, og det Hele, de muligen gjøre, er at udbryde med Mad. La Flêche hos "Jean de Francce": "C'est un Uebergang!" At Seidelin, der godt kjendte sin Tid, vidste at hans Foretagende hos Mange vilde vække Angst og Frygt, derom vidner omtalte indledning. Han haaber nemlig deri, at de Borgere, hvis Overtrædelser Bladet lægger for Dagen, ville lade Udg.'s Hensigter vederfares Ret, og finde , at den Mand, der standser sin Medborger paa en uret Vei, der hindrer ham fra at Skade, skeer det endog ved et føleligt Tag, er hans sande Ven. Vi have imidlertid seet, at Frygten ikke lod sig betvinge og at det borgerlige Mod i saa Henseende stod paa svage Fødder. - Allerede i det første Qvartal viste Seidelin, at han var sin Opgave voxen og havde det rette greb paa Tingene. De mange dengang i Kjøbenhavn stedfindende Uordener aabnede hans Virksimhed en viid Mark, og han vidste at udbytte dem. Men han var ogsaa stolt af denne sin Virksomhed, og da han endte det første Qvartal, paapegede han hoverende de Forbedringer han havde tileveieebragt, og som fornemmelig bestode i: 1) Knippelsbroes Rækværk forbedret ved nye Kroge; 2) et nyt rendebræt udenfor Indgangen til Rundekirke; 3) Tvende dito udenfor Hjørnehuset af store Kanninestræde og store Kjøbmagergade; 4) Fortougets Forbeedring udenfor samme Huus ved en Trærendes Sløifning. 5) Et Rendebræt slikket udenfor Salomens Apothek; 6) Et dito forbdret udenfor Jacobs Urtebod i lille Torvegade; 7) Broen fra Østerport til de elysæiske Marker istandsat; 8) Et farligen hængende Skildt i Landemærket forbedret; 10) Paa Hjørnehuset af St. Annegaden og store Kongensgade paa Christianshavn en brøstfældig truende Tagrende nedtaget; 12) Paa det næstliggende Huus i St. Annegaden en raaden Tagrende sat istand; og 12) De paa Ridebanen i Solen staaendee Karrer tildeels bragte i Skygge. - Ingen Felltherre kunde med mere Stolthed see tilbage paa et vundet Feltslag.

Flyveposten 10. februar 1846.

"Politivennen" og dens Endeligt. III. Dog indskrænkede sig den Opposition, som "Politivennen" udøvede, ikke alene til de i forrige Afsnit af Seidelin selv særrligt udhævede Uordeneer, men den gik ikke sjeldent langt videre. Den udpegede Feil ved det Bestaaende, Mangler ved Lovenen, og skjøndt den udgav sig for en Ven af Politiet, var den ikke sjeldent Politiet selv paa Nakken, hvor dette syntes at have gjort sig skyldigt i Misbrug af sin Myndighed. Allerde de første Nre. indeholde en Artikel: "Om Politiets rettighed til Uddeling af Stokkeprygl i Tilfælde af Opløb", der, ved Siden af at den nægter Politiet ret til at benytte sig af slige argumenta ad hominem, tillige udmærker sig ved sine philosophemer og citerer Kant og Fichte som Hjemmel for sine Paastande - Kant og Fichte i "Politivennen"!
Skjøndt der mangler os Noticer med Hensyn til Abonnementantallet under Seidelin, saa lader dog Alt slutte til at dette ikke var ringe og i stadigt Tiltagen. "Politivennen" blev læst med megen Begjærlighed, og da Betalingen var forholdsviis høi, gav Bladet sin Udgiver et rigeligt Udbytte, ligesom det forskaffede ham en ikke ringe grad af Respekt hos sine Medborgere. Seidelins Virksomhed som udgiver af Politivennen omfatter imidlertid kun en Periode af 7 Aar, da kom den ubønhørlige Død og selv "Politivennens" frygtede Behersker maatte yde Naturen sin Tribut. Hvo skulde nu indtage den ledige Throne, hvo var den Udkaarne, som havde Evne nok til med dristig Haand at gribe et Scepter, som havde bragt saa Mange til at skjælve? Man søgte, men forgjæves. Vel udgav Rostocks Enke, som efter Seidelin havde arvet "Dagen" og "Politivennen", ved hjælp af en Unævnt nogle Nre., men disse bare ikke Vand mod Seidelins, og Mad. Rostock saae sig nødt til at ophøre med Bladet. Nu heengik der et langt tidsrum, et slags Interregnum, indtil daværende Boghandler og Lieutenant ved det borgl. Artilleri K. Kristensen tilkjøbte sig af Mad. Rostock Arving, nuværende assessor rostock, Retten til at udgive "Politivennen". Det var, saavidt vi mindes, i Aaret 1815. Hr. Kristensen havde Meget af Seidelins talent for Bladets Udgivelse. Han skrev godt for sig og havde et skarpt Blik for de bestaaende Forholde. Skjøndt han i de fleste henseender fulgte Seidelins Mønster, saa afveg han dog fra denne deri, at han lod Bladet mere end førhen beskjæftige sig med saadanne offentlige Foranstaltninger, der just ikke ganske kunde siges at høre under Politiets ressort. Ogsaa for videnskabelige ting aabnede Bladet sine Sider. Vi mindes saaledes, at Prof. Svitzer heri førte en videnskabelig Strid med Regimentschirurg Djørup om en Trepan. Under Kristensen naaede Bladet sin meest glimrende Høide. Det var ved Siden af de politiske Blade det meest læste i heele Danmark, maaske ogsaa i Norge, og naar man betænker, at det kostede 9 Mk. qvartaliter og kun udkom een Gang om Ugen i et lille Octavark, saa kan man let gjøre sig een Forestilling om, hvor lucrativt dets Udgivelse var, især naar man sammenligner Abonnementsprisen paa de nuværende Dagblade med hiin. Men i Aarene 330 begyndte det at gaa tilagters med "Politivennen", hvortil forskjellige Omstændigheder bidroge. Den erholdt nogle farlige Concurrenter, deels i "Sandhedsfakleen", som udgaves af Krigsassessor Hald, der forhen havde været Medarbeider ved "Politivennen", men især i den bekjendte Wintherske "Raket", som rev endeel af "Politivennens" Stof til sig, og paa Grund af sine skaanselsløse, bittre Angreb paa forskjellige embedsmænd blev et særdeles læst Blad. Men hvad der især skadede "Politivennen" var den store Forandring, der i Aarene 1833-1834 begyndte at foregaae i det offentlige Liv her i Landet. "Kjøbenhavnsposten" begyndte at florere, den bemægtigede sig med kraftig Haand den indenlandske Politik, og "Politivennen" som dog egentlig kan siges at have givet Impulsen til al Opposition her i Danmark, hensygnede som en Blomst uden Næring. Abonnent paa Abonnent gik af, indtil dens Udgiver fandt sig foranlediget til at afhænde den til Bogtrykker Jacobsen, under hvem den hvert Øieblik skiftede Redacteur. Tilsidst fik den som Gal ansete Hestehandler Michael Leonhard Nathanson fat i den, og ligesom han selv var bleven døbt, lod han ogsaa den undergaae en Daab ved at kalde den "Corvetten". Men han forstod sig ikke paa at trainere Bladet; Skjøndt øvet i at ride, var han en meget ubehændig rytter, og tilsidst creperede Bladet under hans voldsomme Schenklen. Dette var "Politivennens" endeligt - requiescat in pace!

Juridisk Ugeskrivt. 29. October 1846. (Klik for fulde ordlyd).

Sag fæstemand Johan J. Malthe mod Redacteuren af Bladet "Corvetten-Politivennen" M. L. Nathanson. En Indstevnt dømt til at bøde sine tre Mark samt samt anseet med livsvarig Censur for forskjellige i et af ham redigeret Blad fremførte og for Citanten ærekrænkende Udladelser. Paadømt den 21de September 1846.

Flyveposten, 10. januar 1848

De upriviligerede Blade lede ogsaa stundom af et Tryk, der, om det ikke kunde qvalificeres som Censur, dog bestod i et ligefremt Politiopsyn. Saaledes maatte Udgiveren af "Politivennen", Major K. Kristensen, i det Aftryk, som blev tilstillet Opsynet, skriftlig forsyne hver enkelt Artikel i sit Blad med Forfatterens Navn, hvilket havde tilfølge , at denne stundom blev draget til Ansvar tilligemed Udgiveren. Saavidt vi vide bortfaldt denne Navnecensur, da Ussing i sine bekjendte Artikler i "Dagen" havde oplyst om de Rettigheder, som vor Trykkefriheds-Lovgivning hjemlede. 

Frederik Paludan-Müller: Ivar Lykkes Historie, Første deel, s. 347. (1866). 

"Da han ikke personlig kunne komme ham tillivs, gjorde han i Bladet "Politivennen" de fornærmeligste Angreb paa ham, baade som Konstner og Menneske. Hver Uge indeholdt Bladet slige skandaløse Artikler, som gjerne strax bragtes min Man af deeltagende Venner og som virkelig forgiftede vort liv."

“At komme i “Politivennen” var vel noget af det Skrækkeligste, der kunde hænde en Mand og Borger, og man skal have havt Exempler paa, at Folk herover gik fra Sands og Samling” 


Ulrik Langen: En fransk skibskonstruktør i Danmark - en beretning om emigranten Charles Louis Ducrest og skibet SVAR TIL ALT. Museet for Søfart. 2002


J. Davidsen: “Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn”, 1910 (Klik for den fulde artikel)


Juliane Engelhardt: Borgerskab og fællesskab : de patriotiske selskaber i den danske helstat 1769-1814. 2010. Side 309.


Nina Søndergaard: Mephiske dunster og møddinger. Om lugten i København, set gennem bladet Politivennen 1798-1845. Speciale. 2008. 154 sider.

Artiklen beskriver indgående Seidelins retssager i 1800-1806 som havde afgørende betydning for Politivennen og for Seidelin selv.

Preben Harris: Det største politiske mord. Gyldendal 2008


Biografisk roman. September 1819, Østergade. Mor Anna Gertrud Dampe. Helligåndskirken: Annonce med foredraget "Hvorvidt Frihed i Ord og Handling er overensstemmende med Kristendommens Aans. Oplev Doktor J. J. Dampes Foredrag i Aften kl. 7.00". Kirken er helt fuld. Dampe er pludselig blevet enevældens mest kompromisløse modstander.  Fattigdommen er åbenbart. Statsbankerotten. Kritiserer Kongeloven af 1665. Publikum er begejstret, undtagen præsterne som anser ham for en farlig mand og samfundsomvælter der må stoppes. Biskop Münter underrettes. Byen bærer stadig præg af Jødefejden.

"I Politivennen, kongens yndlingsavis, klages der over, at de asociale og kriminelle rædsler kan ses af folk på ej hjem fra en koncert. Så det rådes der bod på: Gadefejerne bliver, efter ordre fra kongen, først lukket ud efter midnat!"

"Problemet Dampe" begynder også at irritere Frederik 6. Selv i Politivennen omtales denne rebel. Bl.a. en tilsyneladende harmløs tale i Lille Kongensgade i april 1820 vækker forargelse. Ja, man påstår, at taleren er en begavet og talentfuld mand, der er kommet på afveje. Hans taler og skriverier kan i værste fald opmuntre uoplyste tilhørere til foragt for religionen, mener samfundets støtter."