01 februar 2017

1845-1846 Michael Leonard Nathanson

Med Politivennens sidste redaktør fra 8. august 1845 til januar 1846, hestehandler Michael Leonard Nathanson skiftede bladet karakter. Fra at redaktørerne videreførte en redaktionel linje med bladet som det overordnede, blev bladet et personligt talerør for redaktøren. Københavns Biblioteker har ikke de 22 numre han nåede at udgive. Hvilket måske heller ikke gør så meget hvis man skal tage for pålydende hvad der står i Nis Petersens bog om Nathanson. Her omtales de som "et miskmask af åbenlyst injurierende artikler, moralske betragtninger og uhyrlige tyske poemer - alt sammen spædet op med brokker af hans tidligere pjecer og ansøgninger." 

Jeg har ikke desto mindre samlet et fyldigt materiale om Nathanson. Jeg blev som praktiserende bibliotekar grebet af hans historie - og det fantastiske søgeapparat som avisdatabasen Mediestream er. Materialet er samlet på to sider:


Det første er inddelt i en håndfuld kapitler hvor jeg har skrevet nogle indlæg med kursiv. Hvis man ikke kan overskue at læse alle artiklerne, kan man starte med at læse disse afsnit.

Der er flere grunde til at jeg synes Nathanson er interessant. Den mest åbenlyse er at hans navn og tilnavn - "Gale Nathanson" - til stadighed vil blive husket fra den famøse fejde mellem Corsaren og Søren Kierkegaard. For at forstå dybden i Corsarens satire over Kierkegaard, er det nødvendigt at have et indtryk af hvem Nathanson egentlig var og hvad man forbandt hans navn med dengang. 

Men derudover er det iøjnefaldende at hele 3 enevoldskonger - Frederik 6., Christian 8. og Frederik 7 - støttede ham! På trods af at samtidens eksperter indenfor psykiatri, hesteavl og retsvæsen mm. erklærede ham for gal, fusker, svindler osv. Nathansons historie rummer alle ingredienser til en god historie: Om Nathanson var gal eller ej, om han kendte noget til hestehandel og hvorfor han konverterede han fra jøde til kristen.

Alt dette kan man læse om på de to omtalte sider. I dette blogindlæg vil jeg indskrænke mig til at beskæftige mig med hans tid som redaktør på Politivennen. 


Corvetten Politivennen

Nathanson havde fået råd til at opkøbe Politivennen gennem støtte fra Christian 8. Angiveligt for at være et modstykke til det for enevælden irriterende satiretidsskrift CorsarenNathanson erklærede i pressen at han ville bekæmpe denne "korsar", og omdøbte følgeligt bladet til Korvetten Politivennen - krigsskib mod pirat! Corsaren havde siden 1841 satiriseret over Nathanson i en håndfuld artikler, så motivet var der. Men megen kritik af Corsaren blev det ikke til. Det erklærede mål var formentlig blot Nathansons skalkeskjul for at få kongens gunst og penge. I stedet fremgår det af annoncer mm. at indholdet i bladet fortrinsvis drejede sig om få sin personsag genoptaget i Højesteret. Hvilket faktisk også lykkedes for ham. 

Det skete allerede da fejden mellem Kierkegaard og Corsaren blussede op i januar 1846. Politivennen havde derved opfyldt hans formål, og var desuden hvad han selv kalder for afslutningen på sin litterære karriere. Han nævnte ikke Kierkegaard og artiklerne i Corsaren. Hans forfatterskab blev beskevet i Bibliothek for Læger i 1848 (s. 316-317) - altså efter Corsaren-affæren - som "kvasilitteratur", "pamfletuvæsen" og "bladsmørerier". Og tidsskriftet fortsatte:
De ere et Sammensurium af den forfængeligste Selvbehagelighed, de barnagtigste Indbildninger, den latterligste Vigtighed, de mest uforskammede Skryderier, den paastaaeligste Pukken paa hans Ret, de udelikateste Vink om hans foregivne eller virkelige Forhold til höjtstaaende Personer, krydret med enkelte Stænk af virkeligt Lune og nu og da med ret træffende Bemærkninger, men under en idelig Parforcejagt efter trivielle Vittigheder og flaue Ordspil, og gjennemvævet med hensynsløse, drillende og ondskabsfulde Sidehug og ofte yderst ublu Personligheder mod hans Uvenner, Udfald, der i en senere Periode noget nær overskrev selv den gemeneste Pøbelagtigsheds Grændser. Mange af disse Pamphleter ere nedskrevne i kjendelig Hast, uorthographisk, slet stiliserede, i et vaasevorrent, udtværet Sprog, fuldt af meningsløse og lemlæstede Sætninger, og meget ofte finder man lange Tirader, ja hele Sider af den ene Pjece ordret aftrykt i den næste.  
Denne beskrivelse er ikke uvæsentlig, i det tilfælde at det var hvad de fleste mente om hans forfatterskab, og hvis Kierkegaard var klar over dette i 1846, må det have været krænkende for Kierkegaard at blive sammenlignet med Nathanson. Sandsynligvis mere end de i eftertiden meget omtalte tegninger af Klæstrup (for korte bukseben, osv.). For Corsaren var det at slå to fluer med et smæk: På den ene side at satirisere over Korvetten Politivennens angreb, på den anden side at besvare den fornærmende udfordring som Kierkegaard under pseudonym havde affyret mod Corsaren i Fædrelandet.

Kierkegaard og Corsaren var af sekundær betydning for Nathanson. Efter at hans personsag var blevet genoptaget, havde Politivennen opfyldt sit formål for ham og fik lov til at sejle sin egen sø, dvs. definitivt lukke. Dette er i det store hele Nathansons betydning for Politivennen. En trist afslutning på det arbejde som især Seidelin og Kristensen gennem næsten et halvt århundrede havde præsteret. Formentlig betød denne afslutning at Politivennens sidste halve årti fik et dårligere ry end bladet havde fortjent. De sidste redaktører var slet ikke på højde med Seidelin og Kristensen. Men så dårlige var de altså heller ikke. Nathanson var derimod en katastrofe for bladet, og efterlod det med et ry som jeg ikke mener at det har fortjent. Historien kan ikke skrives om. Politivennen endte som den endte.



M. L. Nathanson. Med en håndskreven tekst underskrevet M. L. Nathanson. Fra Nis Petersens bog om Nathanson og Henning Hall.

22 januar 2017

Revolutionen i Tivoliet.

(Indsendt)

Lørdag den 31. august var en mærkværdig, men tillige omineus dag for det skønne Tivoli og dets entreprenør. Man kunne her anvende det gamle ordsprog: aftenen er ikke morgenen lig. Inden solen kastede sine stråler over Tivoli blev agenten forgudet af sit tro folk. Man bragte  ham kl. 2 formiddag en matinette (det modsatte af en serenade). Det var hans fødselsdag og hyldesten var storartet. Det lumbyeske og det braunsteinske musikkorps vækkede ham af den slummer hvori han nylig var faldet, træt af den foregående dags møje. Men overraskelsen var behagelig, agenten følte at man erkendte hans værd, hans fortjeneste. Han følte sig stolt som en konge. "Og er du ikke Tivolis fyrste og regent!" råbte han, men glemte at Kyhl forrige år havde vist ham at det var under konstitutionel regeringsform. 

På dagens horisont viste sig allerede skæbnesvangre skyer. Politiforbuddet mod at spille længere end til kl. 11 ankom. Tivolis presse kom i bevægelse, om aftenen sås de betydningsfulde brandgule plakater opslået. Folket strømmende ind, Tivoli var et ildhav, tilfredshed og glæde herskede overalt, djævelens kastel afbrændtes. Teatrets præstationer var endt, alle ilede til koncertsalen. Hvad betyder det! Programmets musiknumre er ikke udspillede, og de herrer musici stikker piben i sæk og begiver sig bort? Tydelige tegn på oprørs sind viser sig blandt det folk der ellers er tivolifyrsten så hengiven. Et bulder, som når havet bruser stiger op til koncertsalens af våbenskjolde omgivne loft. 

Agenten iler hid for at berolige det opbragte folk. Det vil ikke høre ham! Ham, hvis higen og tragten går ud på at more det! Han vil trænge sig frem for at tiltale det. Men massen vil ikke åbne sine rækker for at tilstede ham gennemgang. En af hans venner vil stå ham bi, han rækker sin krykkestok over mod ham, og vil venskabelig banke lidt på hans hat, for at gøre ham opmærksom på det. Oh, salige ven, du vidste ikke hvad du gjorde! Flere af det oprørske folk griber om stokken. Agentens hoved, det hoved som har udklækket ideen om Tivoli, bearbejdes af vanhellige hænder. Utaknemmelige folk, I er blinde i eders vrede! Politiet bemægtiger sig den som fastholder enden af stokken. Han falder som et offer for sit venskab. Tunge skæbne! 

Agenten må trække sig tilbage. To krigere hvis navne burde optegnes af saga i gardens årbøger, tiltalte det opbragte folk: "Vis nu den nordiske kraft, kække skandinaver, ryk frem!" Folket omringer Tivolis regent. Hans ytringer at en af hans ansvarlige ministre, kammerråd Friis, mod hans vilje har givet ordre til musikkens ophør, kan ikke høres under larmen og våbenbulderet. Agenten søger nu at trække sig tilbage bag kontorets hellige dør. Fama fortæller at her forefaldt atter en kamp. Agenten nåede det hellige Palladium, Bazaren. Hans venner slår en standse om det. Folket vil gerne erklære det i belejringstilstand, men det må ophæve blokaden, for Tivolis klokke har lydt tre gange. Lukkedes Tivolis porte, kunne dets blodhunde rykke frem som reserve og ve da heltene fra koncertsalen. Tavse sniger oprørerne sig bort og klokken slår tolv.

Politivennen nr. 1497. Fredagen, den 6 September 1844. Side 561-564).

Redacteurens Anmærkning


Trods den sarkastiske tone får Tivoli året efter en omtale hvor man kan læse om hvad Tivoli tilbyder, i artiklen "Tivoliet i Aar." i Politivennen nr. 1549, onsdag den 21 juni 1845, side 377-380. 

Der er tale om Georg Carstensens fødselsdag, d. 31. august, hvor han fyldte 32 år. Tumulter ved offentligt afholdte fødselsdage var ikke noget usædvanlige. Fx var der ofte tumult ved Frederik 6.s fødselsdag. Det første nummer af Politivennen 1798 handlede om politivold ved den lejlighed. Forposten den 1.september 1844 berettede om episoden:
- Det er igaar Aftes kommet til Scener i Tivoli, hvorved i det mindste Glarmesterne om ikke Saarlægerne have faaet Fortjeneste. Det er første Gang, at det tivolistiske Publikum har viist en afgjort Misfornøielse med Hr. Agent Carstensen, som ikke engang ved sin egen personlige Fremtrædelse, understøttet af Politiets Stokke, var i Stand til at dæmpe den, man han endog maatte søge sin Sikkerhed i et hurtigt Tilbagetog. Og anledningen dertil skal dog ikke have været hans Skyld. Hr. Carstensen havde i Adresseavisen ladet annoncere, at Forlystelserne, og navnlig Musikken i Consertsalen, iaftes skulde vare til Midnat; men om Aftenen blev det ved Contraplacater bekjendtgjort, at Politiet havde forbudt denne Forlængelse og at Musikken derfor vilde ophøre Kl. 11. - Da nu denne Tid kom og der af de averterede 36 Musiknummere endnu resterede nogle, hvoriblandt en Telegraph-Gallopade, som man nu slet ikke syntes at kunne undvære, fordrede Publicum Fortsættelsen, medens Musikanterne stak Piben ind for Politiet. Da Tumulten tiltag, da man med Trusler kaldte paa Hr. Agenten, da var det, at han ilede til for at berolige Gemytterne. Men man lod ham ikke komme til orde; og medens Concertsalens Ruder klirrede, maatte Entrepreneuren og de ham ledsagende Politibetjente trække sig tilbage. Rørende skal det have været at høre, hvorledes Hr. Carstensen, da Politiet vilde bruge Stokkende, med selvopofrende Mod raabte: Holder inde! Holder inde! Før vil jeg selv undgjelde, end see den danske Nation faae Prygl paa mit Tivoli! - Og Politiet, holdt det da virkelig inde? - Vi vide det ikke bestemt. - Men naar vi sige, at Agent Carstensen var uskyldig, saa mene vi, at Forbudet, der opbragte Publikum, ene maa hidrøre fra at Politiet allerede har antaget at burde handle i Overensstemmelse med det nye Udkast til en Anordning om Søn- og Heligdages Overholdelse ifølge hvilket det tilsigtes strengt at forhindre allehaande Forlystelser at gaae over fra Løverdag Aften til Søndag Morgen. Politiet har saaledes baaret sig ad paa samme Maade som Gjennemsynet, der beslaglægger i den Forestilling, at Udkastet til den nye Trykke-Anordning allerede er blevet Lov. - Det er Følgen af at Politiet læser Standertidenden - men at Politiets religiøse Strenghed derved er tiltagen - det kunde Hr. Carstensen jo ikke vide. - Iøvrigt viste der sig iaftes ogsaa udenfor Tivoli en meget urolig Aand, især paa Volden og ved Vesterport, hvilket foranledigede endeel Arrestationer.
I Fædrelandet den 11. september 1844 blev affæren kaldet "Tivoli-Tumulten". Til forklaring af politiets handlemåde hører at Tivolis fødselsdag kun 2 uger forinden, den 17. august var blevet fejret behørigt med et imponerende fyrværkeri ved midnat, hvorunder en raket skal være faldet ned gennem en skorsten på Amalienborg. Politiet blev i den anledning beskyldt for at sove. Se Dannevirke 24. august 1844. Som et foreløbigt punktum for Politivennen Live Blogging bringes her en artikel fra Forposten 8. september 1844 som må stå som et eksempel på hvor langt den trykte presse vovede at omgå censuren på dette tidspunkt: 
I den Erklæring, Hr. Carstensen har udstedt i Anledning af "Tivoli-Oprøret" næstsidste Løverdag, hedder det, at det maa beklages, at man eet Øieblik har kunnet antage, at der er foretaget noget vilkaarligt Skridt fra Politiets Side. Hr. Carstensen vindicerer her paa en ligesaa smuk som veltalende Maade de kjøbenhavnske Polities velbekjendte humane Fremgangsmaade, der ikke tillader det at gaae vilkaarligt tilværks ved nogensomhelst Leilighed. Det maa kun bemærkes, at Ordet vilkaarligt maa ene og alene tages og opfattes fra et reent dansk Standpunkt, altsaa noget forskjelligt fra den Maade hvorpaa det til exempel forstaaes i England og Frankrig; det gaaer nemlig med bemeldte Ords Betydning ligesom med Varmelinien, der synker betydeligt jo længere den kommer fra Vest til Øst. Vi kunne forøvrigt vel forstaae, at Hr. Carstensen har havt de tidligere offentliggjorte tilfælde for Øie, hvor det kunde synes at være paalagt Politiet, med Grund, at det havde handlet vilkaarligt; men det er altid senere tilfulde oplyst, at der ingen Grund har været til saadan Beskyldning, og at Politiet med Etatsraad Bræstrup i Spidsen stedse har viist den Humanitet, som det er bekjendt for. Hvis Politiet nogensinde imod Formodning skulde handle vilkaarligt, stod det jo desuden til Vedkommende at klage til Cancelliet, der vel vilde vide at hævde dets Rettigheder og Værdighed; thi fordi Stænderne have sagt, at Collegiet handler vilkaarligt, derfor er jo intet Beviis tilveiebragt for, at det vil tillade Politiet at handle saaledes, tilmed da den kgl. Commisssarius har tilstrækkeligt godtgjort, at en saadan Beskyldning er hentet lige ud af Oppositionsbladene eller fra en aldeles upaalidelig Kilde. Disse Bemærkninger have vi ikke troet at være overflødige med Hensyn til, at vi kunde blive mistænkte for ikke at dele Hr. Carstensen Anskuelser om politiet, naar vi ikke erklærede os beredvillige til at istemme hans indirecte Lovtale, som der staaer i Vægterverset, "men Haand og Mund, af Hjertens grund" - et Citat, vi uvilkaarligt mindedes derved, at Tanken henlededes paa Tivoli-Avisen, Vægteren for Tivolis Hæder.
Denne artikel er ment som det foreløbige punktum for udvalget af artikler fra Politivennen.