17 juli 2014

Bøn til Vedkommende om nogle Kroers Forbedring i Jylland

De rejsende fra Jyllands vestre kant som agter sig til Vejle, Kolding eller vil gå over et af færgestederne Snoghøj og Strib, skal passere en moxen ubeboet hede af en dagsrejse, men hvor aldeles intet er sørget for de rejsendes bekvemmeligheder. For ikke at tale om at der på en så lang vej som mellem købstæderne Vejle og Holstebro ikke er noget vognmandslaug, men de samme heste skal befordre 13 mil. Så er Nørrehede, Hampensø og Slethuset kroer som den rejsende ikke er kommet så snart ind i for han ønsker igen at kunne forlade dem. Hvor intet er at få uden højt harsk stegt flæsk, kogte æg og et glas vand. Hvor nattelejet er så dårligt at man især på de to sidste ensomt liggende steder, ugerne ligger over. Af amtmændenes Hansens og Morgenstjernes virksomhed venter man heri en forandring til det bedre.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 67, den 3 August 1799, s 1064-1065)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar