En velment Bøn til Fattigvæsenets Direktion

Uagtet der er gjort de hæderligste anstalter af Fattigvæsensdirektionen for at afskaffe tiggeriet på gaderne, så har indsenderen dog heraf bemærket på adskillige steder, fx ved Børsen, Nikolaj Kirke og slottet tæt ved den store port, at tiggerkællinger af den sande [æt], den ene endog forsynet med et stakkels sygeligt barn, har taget ordentlig sæde, ja været så dristige, at være på stedet 4 timer efter. Uagtet der blev truet med at det skulle blive anmeldt på vedkommende steder. Rigtig nok blev det ved truslen. For anmelderen heraf er ikke husejer og følgelig har han ikke fået den omtalte anordning, fattigvæsnet betræffende. Hans bøn er altså,  at om deri skulle være en artikel, som opfordrede den veltænkende at anmelde sådanne uordener, man da offentlig i aviserne eller og ved en plakat på hjørnerne ville bekendtgøre, hvor sligt kunne ske. De betjente, som er ansatte til tiggeres opbringelse bliver del bekendte og dels kan de umulig være så mange, at de alene skulle kunne hindre anordningens overtrædelse.

Det ville altså være til megen lettelse når den rettænkende, som indså nytten af anordningen, ved ufortøvet at opgive uordenen på behørige steder. Anmelderen ville ufortrøden gå fra Vester- til Østerport og længere, når han så at en nyttig plan derved kunne fremmes. Men en ubehagelig anmærkning må han gøre ved denne lejlighed: Han så nemlig en aldrende mand, efter det ydre og klædedragten endog over middelstanden at give almisse til denne tiggerkælling, som var sund og stærk og i den alder, at hun burde fortjene sit brød på en anstændigere måde. Det er et højst misforstået begreb at tro man således viser gode gerninger. Tværtimod gør man ondt ved denne medlidenhed. For man opmuntrer den dovne og meget ofte liderlige i stedet for at henvise til at leve af deres hænders arbejde og derved blive nyttige lemmer i staten.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 68, den 10. august 1799, s. 1086-1088)