01 august 2014

Kanefart på Kongens Nytorv

Mellem hesten og Thotts Palæ ses dagligt og især om aftenen en stor flok mennesker forsamlet. Går man derhen vil man opdage at sammenløbet skyldes en del kaner som holder der for at blive udlejet til ture omkring hesten og i gaderne. Størstedelen af dem som bruger kanerne, er drenge der her for en kort glæde i ungdommeligt letsind spenderer deres lommeskillinger.

Ingen misunder mindre ungdommen dens uskyldige glæder end anmelderen. Men de må også være uskyldige. Det er kanefarten i sig selv for den som for ærlige penge skaffer sig den. Men den er således som den her foregår, anledning til anstød både mod politi og sæder. Og den er det desværre alt for tit. Ikke alene er det ynkværdigt at se hvor mishandlede de stakkels kaneheste bliver. Snart af de drenge der sidder indeni, og snart af den der står bag på kanen. Men den hujen og skrigen hvormed ørkesløse drenge (dem København til uheld er rigeligere forsynet med, end måske noget andet sted) kan endda gøre hestene sky og forårsage megen ulykke. Ligeledes er den fart hvormed disse kaner jager afsted, slet ikke tilladelig i den ordenselskende stad. Endelig fristes måske mange i ærinde udsendt dreng til at anvende et par af de ham betroede skillinger på den frydefulde glideflugt.


"sammenløbet skyldes en del kaner, som holder der for at blive udlejet til ture omkring hesten og i gaderne. Den største del af dem, som bruger kanerne, er drenge, der her for en kort glæde i ungdommeligt letsind spenderer deres lommeskillinger". (Kongens Nytorv, H. G. F. Holm, 1830. Københavns Museum)

Disse ulemper kunne for størstedelen afhjælpes og endnu en anden nytte opnås ved at indrømme en egen plads til disse farter. Og dertil kunne ingen være bedre skikket end Kongens Have. En vagt for porten kunne holde alle læredrenge, og alt hvad man så egentlig kalder gadedrenge ude. Et par vagter hist og her i haven selv kunne bidrage til orden og menneskelighed hos de farende. Et traktørpavillon kunne yde dem forfriskninger. Enhver kusk, som jog ind i haven, måtte betale en entre. Og enhver person, som gik derind for at age eller spadsere, måtte også betale. De penge der kom ud af det, såvel som hvad traktøren afgav, kunne fraregnet en dusør til vagten, komme fattigvæsenet til gode. Vægterne måtte påse, at ingen kusk var der længere end to timer ad gangen med de samme heste, for ikke at ødelægge dem. Og når denne indretning var truffet, måtte alle disse kanefarter på Kongens Nytorv, som ovenfor er talt om, høre op.

(Politivennen. Hæfte 7, nr. 90, den 11. januar 1800, s. 1430-1432)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar