Om Nye Toldbodgade

Denne gade hvorigennem man i lige linje for en snes år siden kunne gå fra Toldboden til Nyhavn, har undergået en stor forandring. Vel står den i protokollerne endnu lige så stolt som enhver anden gade i byen, men den er fra St. Annæ Plads til Toldboden intet andet end en tømmerplads og et skibsværft, afskødet med plankeværker og mure. Ja det er endog et rygte at hele gaden er afhændet og skødet til det forrige østersøiske kompagni, hvilket dog vel ikke kan forholde sig således da der endnu betales skatter til byen af samme. Til efterretning for efterverdenen må det dog anføres at ifald den finder engang for godt at brolægge gaden, kan de dertil brugende brosten findes henved 1 alen under den opfyldning man nu går på. I vore tider takserer man beløbet af disse sten til 2 til 3.000 rigsdaler. Og der kan komme den dag at de kan være mere værd. Derfor er det godt at gemme dem sikkert, at man kan finde dem, når man engang vil have dem. 

Det er virkelig en uorden at gadens navn ikke, -- når man undtager den stump af samme der støder til Nyhavn -- findes noget steds malet på dens hjørner. Det var så meget mere nødvendigt her som fremmede og ubevandrede i byen kunne have besvær med at tro at dette virkelig var en gade i København. At havnekommissionens oplagshus står på gadens grund vil vel ikke betyde andet end at anden indhegning for gaden derved spares.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 69, den 17 August 1799, s 1091-1093)

C. W. Eckersberg: Skibsankre på Larsens Plads (1838). Statens Museum for Kunst.

Redacteurens Anmærkning.

Politivennen skrev ikke meget om Toldbodgade. I en artikel i Dagen, 29 maj 1834 stod der følgende om Toldbodgades historie:

Toldbodgaden gik i forrige Tider fra Nyhavn i en snorret Linie forbi alle da værende Tømmerpladser ud til Stadens Toldbod, saa at de anlagte Tømmerpladser laae paa den østlige Side ud til Strømmen eller Havnens Bassin, og Amalienborg paa den vestlige Side. Veien til og fra Toldboden, som og til og fra Tømmerpladserne, faldt saaledes meget beleiligt fra Nyhavn, men nuomstunder gaaer Toldbodgaden kun det korte Stykke til St. Annægade, da en Brandmuur nu aflukket og indhegner de siden der anlagte Skibsbyggerværfter og Havne.

Ligeledes en en beretning fra "Kiøbenhavnsbladet eller Borgeren og Politiet", No. 4, torsdag den 27. juni 1799 , side 59-60:

Atter Spectakler i Tolbodgaden

Til Udgiveren af Kiøbenhavnsbladet!

Skulde De troe, at det ene Menneske kunde være saa ondskabdsfuld nok til at haane det andet, paa en offentlig Gade, endog uden den allermindste Grad af Aarsag; og dette kan Insenderen dog forsikre er skeet i Tolbodgaden den 11. Juni sidstledende.Nogle adskillige Gange efter hinanden paafulgte Skraal, samlede mange af Gadens Beboere, blant hvilke første Indsenderen var. Anledningen til de igientagne Raab var denne. En Person i Matrosklæder fandt Fornøielse i at gribe en forbigaaende polsk Jøde i Skiægget, og ruske ham saaledes, at den stakkels Mand nær var falden Omkuld. Da Matrosen endelig slap ham, og han endnu raabte om Hielp til at gribe Voldsmanden, løb denne bort, uden at nogen af Tilskuerne paa Gaden gjorde sig Umage for at gribe ham, hvilket dog havde været megget let. Men det som endnu var det allerværgerligste Syn ved denne Tildragelse - og som Indsenderen neppe vilde have troet, naar han ikke havde været Øienvidne dertil - var endeel af Tilskuernes Bifald i Ord og Latter, over Matrosens udførte afskyelige Handling.

At Matrosmoraliteten staaer, som oftest, paa svage Fødder, er bekiendt; men naar Folk, om hvem man skulde troe det modsatte, ikke alleneste ei afværge slig en Behandling, naar de ka; men endog lydeligen yttre deres Tilfredshed og Velbehag deri, saa synes det sandeligen ikke at være et Haar bedre med deres.