Om Tjenestefolk

I den kongelige forordning af 25. marts 1791 under titlen: Forordning om adskilligt, der vedkommer politivæsenet på landet i Danmark, især med hensigt til tjenestefolk, hvis rettigheder og pligter befremmes nøjagtigen [] søger jeg forgæves i den 12 § om hvad straf tjenestefolk er underkastet når de imod deres husbonds vilje udebliver af hans gård om natten, samt hver søndag og festdag går deres egen gang så de ikke ses fra om morgenen de har fået frokost til de skal have middagsmad, og fra de har fået den til de skal have aftensmad, og så bliver borte hele natten. Men jeg fandt tværtimod ligesom medhold for tjenestetyende i disse ord: Men vi befaler endvidere på det alvorligste at ingen tjener uden sin husbonds tilladelse må udeblive fra sin tjeneste, og forsømme sit arbejde nogen søgnedag [] uden at der meldes noget om det foranførte, da tjenestetyendet tager heraf anledning til at svare sin husbond, når han tiltaler ham på en søndag for hans udeblivelse, at det er helligdag, ligesom det skulle være blot godhed af ham, om han på den dag ville gøre sin husbond nogen tjeneste. Meningen kan dog vist ikke være med søndagens og festdagens [afholdelse?] af forordningen, at på søndage kan tjenestetyende gøre hvad de vil. Husmoderen må selv at gå ud og malke, flytte og vande sine køer, når pigen ikke vil, og hun må opvarte sine karle og piger med mad og drikke. Husbonden må ligeledes flytte og vande sine heste, hugge brænde til at koge mad ved, og forrette slige karlepligter, når karlen spadserer, og de ikke vil have deres kreaturer forsømte. Og at det alt sammen er blot godhed og ædelmodighed af tjenestefolkene når de ikke lader det komme dertil. Jeg ønskede i Politivennen af en kyndig at blive underrettet, om ikke andetsteds findes anført noget, som et kraftigt og højst nødvendigt antivotum mod ovenmeldte onde.

P. F. Hansen

(Politivennen, Hæfte 6, nr. 78, den 19. oktober 1799, s. 1246-1247)