20 juli 2014

Et Sidestykke til den liderlige Lurendrejer i Dyrehaven

 I Grønningen foran Kastellet har man hver søndag eftermiddag i sommer kunnet træffe en af sin udvortes figur genkendt mand ved navn Hans Jørgen, som midt i en klynge af mennesker har til sin violin hvorved han røber et godt gehør, sunget en del liderlige viser, der meget begærligt høres og bifaldes af det omstående publikum. Anmelderen bekendtgør dette ingenlunde for at betage den arbejdende klasse af folket sin søndagsfornøjelse af denne slags. Han tror tværtimod at der for lidt er sørget for nationens offentlige musik og dans under åben himmel. Men når han ser at sådan gift indsuges så begærlig at endog fruentimmer der er temmelig godt klædt, kan godte sig derover og er så frække at de uden at skifte farve, kan døje omstående liderlige mandfolks gebærder og anmærkninger til visen, så beklager han inderlig sædernes fordærvelse, der omsider bringer ve over dem selv og staten. Ja, han jamrer over at denne fornøjelse ikke gives et andet heldigt sving i at bibringe folket på deres søndagsspadsereture, i en sang ved et og andet instrument, fædrelandskærlighed, lyst til dyd, huslighed og orden, med personificerede eksempler, hvorledes det er gået sådanne mennesker, i nogle med et og andet vittigt passende indfald krydrede viser.

Han kan heller ikke ved denne lejlighed undlade at anmærke, at det forbud i den kongelige vedtagne plan for fattigvæsenet i København dateret 2. juli 1799 dens 126 § forekommer ham hårdt, hvorved de som på offentlige pladser synge eller spiller for at tilvende sig gaver anses for tiggere der bør arresteres. Når de ikke på nogen måde anmoder folk at give sig noget, indser jeg ikke hvorfor ikke en krøbling *) på en offentlig plads, ikke på gader og stræder hvor man er nødsaget at passere forbi, må more sig selv og andre ved sit spil og sang, forudsat at dette ikke er umoralske liderlige viser.

Lovgivere! Filosoffer! Overvej dette nøjere, hav hensyn på den, om ugen blot ved legemskræfter arbejdende klasses trang, der om søndagen med familier går ud i det grønne for at skaffe deres sjæl underholdning og fornøjelse, stræber, at lempe sig efter deres opmærksomhed og trang i denne henseende, og heller formere end formindske de offentlige fornøjelser, der sker for alles øjne. Skaffer den almindelig mand gavnende skuespil om søndag aften, hvor længe skal den hendøje dens tid og kræfter ved at drikke forstand og sundhed bort om søndagen i brændevinspøler?

*) Der ej ved kræft, flåd eller venerisk syge er defigurerede og væmmelige.

(Politivennen 7. september 1799, Hæfte 6, nr. 72, s 1148-1150)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar