Det såkaldte tyendeselskab eller det forhold hvori tjeneren står til sin herre, er grundlagt på en kontrakt, hvorved den første overlader den sidste et større eller mindre brug af sine kræfter for en vis betaling. Af denne kontrakt er tjeneren forpligtet til at forrette den fastsatte tjeneste, og herren til at betale den betingede løn i rette tid. Og enhver af parterne har så store rettigheder som behøves for at tvinge hinanden til at efterkomme enhver sin forpligtelse. Herren får altså ved kontrakten selv ingen myndighed over tjeneren som ikke er begrundet, eller er en følge af den forpligtelse tjeneren frivilligt har pådraget sig. Følgelig heller ikke ret til at ytre sin mening om tjenerens forhold efter forgodtbefindende. Ligesom tjeneren heller ikke er forpligtet til at tåle at herren ytrer hvad mening om hans forhold han lyster. Ja sådan rettighed for herren og forpligtelse for tjeneren kan så meget desto mindre tænkes som følge af den mellem dem oprettede kontrakt som det ligefrem er moralsk umuligt for den sidste at pådrage sig en sådan forpligtelse. Giver altså herren et usandfærdigt vidnesbyrd om tjenerens forhold, så fornærmer han tjeneren. Og denne får derved alle de lovlige rettigheder mod herren som kommer af fornærmelse. Efter almindelig retslæres grundsætninger er altså tjenerne beføjet til at søge stadens erstatning af sin herre, når denne giver et vidnesbyrd om hans forhold der er ham til skade og som herren ikke er i stand til at bevise.
Betragter man derimod herrens og tjenerens forhold til hinanden efter vores love, så er spørgsmålet ikke så let afgjort. Herren har her som familiens hoved en myndighed som den strenge retslære ikke indrømmer ham. Tjeneren underordnes her i flere henseender herrens vilje og som stående under denne betænker man sig ikke på at tillægge herren eller husbonden troværdighed frem for tyendet. Jeg tilstår at dette vel i flere tilfælde kan være rigtigt, ligesom det også synes som lovene selv giver denne mening medhold. 6 B. 5. k. 5 Art tillægger husbonden ret til at revse sit tyende med kæp eller stok. Altså ret til at fælde og eksekvere en dom han har bygget på sin egen individuelle mening om tyendet uden hensigt til om denne er rigtig eller ikke, og uden hensigt til om tyendets forhold virkelig er strafbart eller ikke. Har altså husbonden så stor ret over sit tyende, så synes det også som herren er beføjet til at karakterisere tyendets forhold efter sit tykke, uden hensyn til om det kan bevises eller ikke. Følgende omstændighed formener jeg imidlertid bør tages i betragtning ved besvarelsen af det spørgsmål.
Begrebet om fornøjelse og misfornøjelse er aldeles relativt. Det forhold som en finder sig misfornøjet med kan en anden være fornøjet med. Ja det kan endog virkelig i sig selv være ulasteligt. Nu vredes en herre fordi hans tjener ikke har gjort hans støvler så blanke som han ønskede, en anden fordi hans tøfler ikke bringes ham hurtigt nok. Madmoderen klager på pigen fordi hendes lænestol ikke står i dag som i går, eller fordi hun finder støv i et vindue. Ja det sker vel endog undertiden at den gudhengivne enke dømmer den 18 års pige letfærdig fordi hun foretrækker Holger Danske og Helena for Brokmann og sin visebog for salig Kingo. Skal nu tyendet der forlader sin tjeneste være fornøjet med at husbonden eller madmoderen fortæller i dets skudsmål: At sammes opførsel har været utilbørlig? Og har dette skudsmål ubetinget troværdighed uden at tjeneren der desårsag ingen tjeneste kan få, må kræve det utilbørlige forhold bevist?
Loven bestemmer intet udtrykkeligt. Følgende fortjener uden tvivl overvejelse. 3 B. 19. k. 12, art. og af 3. december 1755 s. 11 byder: At enhver skal give sine tjenestefolk når de forlader tjenesten pasbord, dvs. skudsmål således som de har fortjent. Loven siger fortjent, dvs. efter fortjeneste. Her går det næppe an at tillægge skudsmålet blottet for bevis, troværdighed uden videre. For ved at bevises (ifald det kræves) er det først at man får vished om at det er givet efter fortjeneste som loven udtrykkelig befaler og derved sættes første andre (for hvis skyld skudsmål gives) i stand til at bedømme og tyendets forhold i og for sig har været utilbørligt. Plakaten af 3. december 1755 på lægger i den 5. § husbonden at bevise de gyldige årsager han har til at forvise tyender af sin tjeneste. Den påfølgende § 9 taler ligeledes om gyldige årsager og kræver altså bevis. Måske man i analogi heraf kunne slutte til det her omhandlede tilfælde, når tyendet der led skade ved et ufordelagtigt skudsmål, benægtede samme og krævede bevis for dets rigtighed. Sagen er tvivlsom så meget er imidlertid vist at man intet argument kan drage af omtalte 6-5-5. For når tyendet forlader sin husbonds tjeneste ophører det forhold de tidligere stod i til hinanden. Ligesom også at når herren giver tyendet et skudsmål hvorved dette sigtes for et kriminelt faktum, da er han altid forbundet til at bevise samme.
(Politivennen, Hæfte 7, nr. 80, den 2. november 1799, s. 1265-1270:
Betragter man derimod herrens og tjenerens forhold til hinanden efter vores love, så er spørgsmålet ikke så let afgjort. Herren har her som familiens hoved en myndighed som den strenge retslære ikke indrømmer ham. Tjeneren underordnes her i flere henseender herrens vilje og som stående under denne betænker man sig ikke på at tillægge herren eller husbonden troværdighed frem for tyendet. Jeg tilstår at dette vel i flere tilfælde kan være rigtigt, ligesom det også synes som lovene selv giver denne mening medhold. 6 B. 5. k. 5 Art tillægger husbonden ret til at revse sit tyende med kæp eller stok. Altså ret til at fælde og eksekvere en dom han har bygget på sin egen individuelle mening om tyendet uden hensigt til om denne er rigtig eller ikke, og uden hensigt til om tyendets forhold virkelig er strafbart eller ikke. Har altså husbonden så stor ret over sit tyende, så synes det også som herren er beføjet til at karakterisere tyendets forhold efter sit tykke, uden hensyn til om det kan bevises eller ikke. Følgende omstændighed formener jeg imidlertid bør tages i betragtning ved besvarelsen af det spørgsmål.
Begrebet om fornøjelse og misfornøjelse er aldeles relativt. Det forhold som en finder sig misfornøjet med kan en anden være fornøjet med. Ja det kan endog virkelig i sig selv være ulasteligt. Nu vredes en herre fordi hans tjener ikke har gjort hans støvler så blanke som han ønskede, en anden fordi hans tøfler ikke bringes ham hurtigt nok. Madmoderen klager på pigen fordi hendes lænestol ikke står i dag som i går, eller fordi hun finder støv i et vindue. Ja det sker vel endog undertiden at den gudhengivne enke dømmer den 18 års pige letfærdig fordi hun foretrækker Holger Danske og Helena for Brokmann og sin visebog for salig Kingo. Skal nu tyendet der forlader sin tjeneste være fornøjet med at husbonden eller madmoderen fortæller i dets skudsmål: At sammes opførsel har været utilbørlig? Og har dette skudsmål ubetinget troværdighed uden at tjeneren der desårsag ingen tjeneste kan få, må kræve det utilbørlige forhold bevist?
Loven bestemmer intet udtrykkeligt. Følgende fortjener uden tvivl overvejelse. 3 B. 19. k. 12, art. og af 3. december 1755 s. 11 byder: At enhver skal give sine tjenestefolk når de forlader tjenesten pasbord, dvs. skudsmål således som de har fortjent. Loven siger fortjent, dvs. efter fortjeneste. Her går det næppe an at tillægge skudsmålet blottet for bevis, troværdighed uden videre. For ved at bevises (ifald det kræves) er det først at man får vished om at det er givet efter fortjeneste som loven udtrykkelig befaler og derved sættes første andre (for hvis skyld skudsmål gives) i stand til at bedømme og tyendets forhold i og for sig har været utilbørligt. Plakaten af 3. december 1755 på lægger i den 5. § husbonden at bevise de gyldige årsager han har til at forvise tyender af sin tjeneste. Den påfølgende § 9 taler ligeledes om gyldige årsager og kræver altså bevis. Måske man i analogi heraf kunne slutte til det her omhandlede tilfælde, når tyendet der led skade ved et ufordelagtigt skudsmål, benægtede samme og krævede bevis for dets rigtighed. Sagen er tvivlsom så meget er imidlertid vist at man intet argument kan drage af omtalte 6-5-5. For når tyendet forlader sin husbonds tjeneste ophører det forhold de tidligere stod i til hinanden. Ligesom også at når herren giver tyendet et skudsmål hvorved dette sigtes for et kriminelt faktum, da er han altid forbundet til at bevise samme.
(Politivennen, Hæfte 7, nr. 80, den 2. november 1799, s. 1265-1270:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar