Hvis det er sandt at der ikke behøver vidtløftigt bevis for, at politi er det middel, til at opretholde på større steder især den udvortes rolighed, orden og decorum, så fremsætter man herved en klage, der virkelig fortjener de ansvarliges opmærksomhed.
Med rette kunne man vel forvente, at de mennesker der vil anses for musernes sønner, der vil anses som de, der dyrker videnskaberne, at de også burde være sædelige i deres opførsel, da selv alderdommen anså det for en af videnskabernes vigtigste virkninger, at de skulle formilde deres dyrkeres sæder, og forjage alt vildskab og råhed fra dem. Og dog ser man daglig her hos os hvor lidt de unge studerende lader dette være sig magtpåliggende. Selv på de steder, hvor de burde være lutter opmærksomhed, selv under professorernes forelæsninger, støjer og larmer de ofte således, at ikke blot den professor, hos hvilke de er, men også den, som læser nærmest ved, forstyrres.
Dette er tilfældet med dem, som læser til eksamen filosofikum og filologicum. Og hvad der er det værste: Det lader aldeles ikke til, at denne uorden og vildskab vil ophøre. Meget mere synes den at tiltage hvert år. De akademiske lærere, der har med disse forelæsninger at gøre, kan bedst bevidne rigtigheden heraf.
Da det nu naturligvis må være yderst ubehageligt for enhver lærer, at blive forstyrret i sit foredrag, da når han anstrenger sig for at vejlede og undervise de unge studerende, da visse ikke medbringer så megen anstændighed og selvfølelse til akademiet, at de af egen drift kunne afholde sig fra sådan vildskab og råhed, og da endelig denne mangel på anstændig og videnskabsdyrkere værdige opførsel lettelig kan bidrage til ringeagt med den hele studerende klasse i almindelighed, så synes det virkelig at være en genstand for konsistoriets opmærksomhed, at fastsætte sådanne tvangsmidler, der kunne hæmme denne uorden, hvilket synes så meget mere nødvendigt, som det er en sandhed, erfaringen bekræfter, at der til akademiet dimitteres stadig yngre og yngre mennesker.
(Politivennen Hæfte 7, nr. 84, den 30. november 1799, s. 1333-1335)
Med rette kunne man vel forvente, at de mennesker der vil anses for musernes sønner, der vil anses som de, der dyrker videnskaberne, at de også burde være sædelige i deres opførsel, da selv alderdommen anså det for en af videnskabernes vigtigste virkninger, at de skulle formilde deres dyrkeres sæder, og forjage alt vildskab og råhed fra dem. Og dog ser man daglig her hos os hvor lidt de unge studerende lader dette være sig magtpåliggende. Selv på de steder, hvor de burde være lutter opmærksomhed, selv under professorernes forelæsninger, støjer og larmer de ofte således, at ikke blot den professor, hos hvilke de er, men også den, som læser nærmest ved, forstyrres.
Dette er tilfældet med dem, som læser til eksamen filosofikum og filologicum. Og hvad der er det værste: Det lader aldeles ikke til, at denne uorden og vildskab vil ophøre. Meget mere synes den at tiltage hvert år. De akademiske lærere, der har med disse forelæsninger at gøre, kan bedst bevidne rigtigheden heraf.
Da det nu naturligvis må være yderst ubehageligt for enhver lærer, at blive forstyrret i sit foredrag, da når han anstrenger sig for at vejlede og undervise de unge studerende, da visse ikke medbringer så megen anstændighed og selvfølelse til akademiet, at de af egen drift kunne afholde sig fra sådan vildskab og råhed, og da endelig denne mangel på anstændig og videnskabsdyrkere værdige opførsel lettelig kan bidrage til ringeagt med den hele studerende klasse i almindelighed, så synes det virkelig at være en genstand for konsistoriets opmærksomhed, at fastsætte sådanne tvangsmidler, der kunne hæmme denne uorden, hvilket synes så meget mere nødvendigt, som det er en sandhed, erfaringen bekræfter, at der til akademiet dimitteres stadig yngre og yngre mennesker.
(Politivennen Hæfte 7, nr. 84, den 30. november 1799, s. 1333-1335)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar