(Til mine medborgere)
Udgiveren ville gøre sig skyldig i en ligegyldighed lig den man så ofte har bebrejdet mange af vores landsmænd, hvis han på sin sædvanlige måde blot holdt sig til det indre borgerlige politi i et øjeblik da fædrelandets, sikkerhed, ære og selvstændighed synes at trues af overmagten.
Vores regering har selv i de offentlige tidender bekendtgjort anledningen til den uro som omringer os. En fregat udsendes for at føre nogle af vores købmandsskibe sikkert til Middelhavet. En flok engelske skib støder på den, og da fregattens kaptajn, vores kække Krabbe ifølge instruks ikke tillod dem at visitere købmandsskibene, blev han gennem en time beskudt af *) 4 af de engelske skibe, indtil han strøg flaget og opbragtes tillige med konvojen til England.
Efterretning herom kom næsten ikke til København før en engelsk eskadre på 20, for det meste dog små skibe, kom i Kattegat og Sundet, ja nogle endog på Københavns Red, formodentlig for at beskytte deres allerførste flåde, men måske og efter aviserne sikkert, tillige for at skræmme.
Men Danmarks regering lader sig ikke skræmme. Med il og raskhed blev Kronborg sat i forsvarsberedskab, med iver arbejdedes nat og dag, indtil også Københavns forsvar nu er i den stand den for tiden kan opnå. Med uafbrudt flid dreves og drives endnu en del af flådens udrustning og snart vil en dansk flåde, stærk nok til at være de danske have, løbe ud af havnen.
Stemningen var i begyndelse den uvilkårlige frygt som fredens dyrker så naturligt føler, når krigersværdet dryppende af tusinders blod og af tusindfold tusinders tårer pludselig lyner for de halvslumrende øjne. Men frygten gav plads for de følelser, som er særegne for en kæk og selvstændig nation, der ligeså lidt vil tåle som gøre overlast.
Dette er tilstanden, medborgere! Fremstillet med få ord, og sande. Og den er sådan at tillid og kærlighed til regeringen, til vores krigere, til os selv som nation, bør dæmpe enhver levning af svækkende tvivl eller vanærende frygt.
Bør Danmark frygte for at England ønsker krig med et? Intet mindre. Man behøver kun at være mådelig politiker for at indse sådan frygts ugrund.
England ved hvad danske søkrigere er. England ved at Danmark om ikke straks, så dog til næste forår, kan stille en flåde af 50 større og minde krigsskibe. England som skal holde en flåde i Middelhavet for at hindre en fransk arme i at komme til Egypten. En anden uden for de franske havne. En mængde skibe til at beskytte deres handel over det hele verdenshav. England vil næppe kunne stille en stærkere flåde mod denne, for at åbne sin skibsfarts vej til den Østersø, det ikke kan undvære.
England ville ved en krig med Danmark stille sig ved en stor mængde af sine dueligste søfolk, der er danske, og ikke kunne som forrædere stride imod deres fædreland.
England ville i sin nuværende forfatning også med en krig mod Danmark ikke have anden kommunikation med fastlandet end gennem Veseren og Elben. Den sidste kunne Danmark straks spærre. Hamborg, Englands oplagssted stod blottet for en dansk hær. Ja Hannover og med det Veseren kunne ikke vel sikres mod en dansk invasion.
Bør Danmark frygte for at blive ødelagt ved en krig med England? Sikkert ikke. Vel kan det ikke forsvare mod den sømagt sine besiddelser i andre verdensdele, ligesom heller ikke Island og Grønland. Vel ville handelen uden for Østersøen lide et stort tab. Men vores marker og enge ville frembringe ligeså godt korn og fødevarer, vores skove ligeså gode planker, vores bjergværker ligeså godt jern og kobber, og disse varer ville udføres af neutrale, mens de af vores købmandsskibe som ikke turde fare længere, forvandledes til kapere og rigeligt erstattede handelens tab.
Krigere ville vi ikke mangle, og iblandt dem ville ikke mangle helte. Danmark har frembragt troller og adlere, juler og tordenskjolder, sehsteder, tønderer, gripper, lykker, ranzover, gyldenløver, schacher og hvem opregner dens helte i hedenold eller deres efterlignere i det nærværende? Danmark frembragte Christian den Store.
Danmarks søhæder var aldrig besmittet, aldrig overgået. Sejrene på Køge Bugt, ved Femerns kyster, i Dynekilen og for Sild, ville hædre en Tromp, en Reuter, en Drake, en Duguai Trouin.
Danmark er ikke rig, og krig medtager så mange penge! Dette frygtens udråb er sandt, men det skræmmer ikke den som kender nationen og dens færd. Hellere end at trues af en overmagt til skændige vilkår, giver hver ægte dansker sin sidste skilling. Hvem har allerede glemt hvad der gaves da Christiansborg var brændt og da tillige vores selvstændighed truedes. Frivillig gaves og den ydre fare var det, som såvel gierne som modtageren mere rettede øjet på, end branden af en kongeborg.
Dette er ikke smiger. Forbandelse lammer hver hyklende tunge! Ikke heller er det tant eller ubegrundede drømme. Selv vores regerings faste skridt i det nuværende øjeblik viser at den stoler på nationen. Vores kongesøns umættelige virksomhed, der fornyer hin ættens Christians minde, borgerskabets deltagelse, koffardifarerens villighed **) til at spænde sværdet ved mandige bælte, vores købmænds borgerdåd, der har tilbudt på egen bekostning at oprette et korps på 800 til 1.000 mand. Alt dette sammenlagt er gerning der retfærdiggør mine ord. Bryder krigen ud, står flere end en stad færdige med frivillige bidrag. De øvrige ville følge eksemplet. København især hvis den ikke snarere vil ile at give det.
Ikke frygt, ikke tvivl, ikke uro, men mandig, fyrig, sindig deltagelse være da vores følelse, elskede medborgere! Det folk som er enigt, uforskrækket og retfærdigt er altid stort, rigt og stærkt nok til at slås med enhver fjende, der nægter en ærefuld fred.
Kun en klasse af jer synes i dette øjeblik at have forladt sin post. Og det er - skribenternes. Ved mindre lejligheder var det i fortiden ikke sådan. Ved taler, ved afhandlinger, ved digte, ved sange, oplyste og oplivede I tillige. Jeres forgængere, til dels jer selv, skyldes en stor del af den almenånd som hersker. Niddingen og bedrageren rystede for jeres ånde, mens den opflammede den kolde, kølede den vilde og belønnende den retskafne borger. Nu tier I! ***) Og hvorfor? Hvem har bundet jeres tunger? Skal den mattere pen opfordre de kraftfulde! Grib jeres penne, grifler, pensler, harper! Underviser, oplyser, beregner, forestiller, gendriver, pisker, snerter, opmuntrer, opflammer! Og Daniens lovgivers ord skal være jeres skjold, og Daniens held jeres løn!
***
Ovenstående var skrevet før rygtet udbredtes om et mindeligt forlig. Jeg troede at det alligevel ikke var til overs.
Glad over håbet om fred, lykønsker jeg fædrelandet og dets styrere med denne lille urolighed. Den sande vise drager gode følger selv af det onde som bien honning af den giftige blomst!
K. H. Seidelin
*) Aldrig har fire danske på engang overfaldet en enkelt fjende.
**) Ligeså villigt som koffardikaptajner indstillede sig som månedsløjtnanter, ville sikkert mange mennesker have indstillet sig til arbejde på Holmen, ja endog til at besætte befæstningen, hvis kongen i en opfordring havde bekendtgjort at det behøvedes og at en god behandling ventede dem, foruden en god dagløn eller anden belønning. Langt fra at ville dadle den skete presningsmotiv, tør jeg næsten tro, at en sådan opfordring havde givet både flere og villigere folk. Presning (denne engelske skik) er i sandhed yderst vanskelig at iværksætte med retfærdighed, som en god regering og et ordenselskende politi så gerne så iagttaget. Det er ikke let at afgøre, hvem der er lediggænger. Så meget synes i det mindste vist, at ingen håndværker burde tages, med mindre hans arbejde netop krævedes, så længe der var føre og friske tjenere at tage. Og let ville en læredreng, om han pressedes, i et par dage have set og lært så meget at hans mester ikke mere kunne bruge ham
***) Rahbek ene må undtages fra denne almindelige omtale.
(Politivennen. 1800, Hæfte 10, nr. 123. 30. august 1800, s. 1953-1962)
Udgiveren ville gøre sig skyldig i en ligegyldighed lig den man så ofte har bebrejdet mange af vores landsmænd, hvis han på sin sædvanlige måde blot holdt sig til det indre borgerlige politi i et øjeblik da fædrelandets, sikkerhed, ære og selvstændighed synes at trues af overmagten.
Vores regering har selv i de offentlige tidender bekendtgjort anledningen til den uro som omringer os. En fregat udsendes for at føre nogle af vores købmandsskibe sikkert til Middelhavet. En flok engelske skib støder på den, og da fregattens kaptajn, vores kække Krabbe ifølge instruks ikke tillod dem at visitere købmandsskibene, blev han gennem en time beskudt af *) 4 af de engelske skibe, indtil han strøg flaget og opbragtes tillige med konvojen til England.
Efterretning herom kom næsten ikke til København før en engelsk eskadre på 20, for det meste dog små skibe, kom i Kattegat og Sundet, ja nogle endog på Københavns Red, formodentlig for at beskytte deres allerførste flåde, men måske og efter aviserne sikkert, tillige for at skræmme.
Men Danmarks regering lader sig ikke skræmme. Med il og raskhed blev Kronborg sat i forsvarsberedskab, med iver arbejdedes nat og dag, indtil også Københavns forsvar nu er i den stand den for tiden kan opnå. Med uafbrudt flid dreves og drives endnu en del af flådens udrustning og snart vil en dansk flåde, stærk nok til at være de danske have, løbe ud af havnen.
Stemningen var i begyndelse den uvilkårlige frygt som fredens dyrker så naturligt føler, når krigersværdet dryppende af tusinders blod og af tusindfold tusinders tårer pludselig lyner for de halvslumrende øjne. Men frygten gav plads for de følelser, som er særegne for en kæk og selvstændig nation, der ligeså lidt vil tåle som gøre overlast.
Dette er tilstanden, medborgere! Fremstillet med få ord, og sande. Og den er sådan at tillid og kærlighed til regeringen, til vores krigere, til os selv som nation, bør dæmpe enhver levning af svækkende tvivl eller vanærende frygt.
Bør Danmark frygte for at England ønsker krig med et? Intet mindre. Man behøver kun at være mådelig politiker for at indse sådan frygts ugrund.
England ved hvad danske søkrigere er. England ved at Danmark om ikke straks, så dog til næste forår, kan stille en flåde af 50 større og minde krigsskibe. England som skal holde en flåde i Middelhavet for at hindre en fransk arme i at komme til Egypten. En anden uden for de franske havne. En mængde skibe til at beskytte deres handel over det hele verdenshav. England vil næppe kunne stille en stærkere flåde mod denne, for at åbne sin skibsfarts vej til den Østersø, det ikke kan undvære.
England ville ved en krig med Danmark stille sig ved en stor mængde af sine dueligste søfolk, der er danske, og ikke kunne som forrædere stride imod deres fædreland.
England ville i sin nuværende forfatning også med en krig mod Danmark ikke have anden kommunikation med fastlandet end gennem Veseren og Elben. Den sidste kunne Danmark straks spærre. Hamborg, Englands oplagssted stod blottet for en dansk hær. Ja Hannover og med det Veseren kunne ikke vel sikres mod en dansk invasion.
Bør Danmark frygte for at blive ødelagt ved en krig med England? Sikkert ikke. Vel kan det ikke forsvare mod den sømagt sine besiddelser i andre verdensdele, ligesom heller ikke Island og Grønland. Vel ville handelen uden for Østersøen lide et stort tab. Men vores marker og enge ville frembringe ligeså godt korn og fødevarer, vores skove ligeså gode planker, vores bjergværker ligeså godt jern og kobber, og disse varer ville udføres af neutrale, mens de af vores købmandsskibe som ikke turde fare længere, forvandledes til kapere og rigeligt erstattede handelens tab.
Krigere ville vi ikke mangle, og iblandt dem ville ikke mangle helte. Danmark har frembragt troller og adlere, juler og tordenskjolder, sehsteder, tønderer, gripper, lykker, ranzover, gyldenløver, schacher og hvem opregner dens helte i hedenold eller deres efterlignere i det nærværende? Danmark frembragte Christian den Store.
Danmarks søhæder var aldrig besmittet, aldrig overgået. Sejrene på Køge Bugt, ved Femerns kyster, i Dynekilen og for Sild, ville hædre en Tromp, en Reuter, en Drake, en Duguai Trouin.
Danmark er ikke rig, og krig medtager så mange penge! Dette frygtens udråb er sandt, men det skræmmer ikke den som kender nationen og dens færd. Hellere end at trues af en overmagt til skændige vilkår, giver hver ægte dansker sin sidste skilling. Hvem har allerede glemt hvad der gaves da Christiansborg var brændt og da tillige vores selvstændighed truedes. Frivillig gaves og den ydre fare var det, som såvel gierne som modtageren mere rettede øjet på, end branden af en kongeborg.
Dette er ikke smiger. Forbandelse lammer hver hyklende tunge! Ikke heller er det tant eller ubegrundede drømme. Selv vores regerings faste skridt i det nuværende øjeblik viser at den stoler på nationen. Vores kongesøns umættelige virksomhed, der fornyer hin ættens Christians minde, borgerskabets deltagelse, koffardifarerens villighed **) til at spænde sværdet ved mandige bælte, vores købmænds borgerdåd, der har tilbudt på egen bekostning at oprette et korps på 800 til 1.000 mand. Alt dette sammenlagt er gerning der retfærdiggør mine ord. Bryder krigen ud, står flere end en stad færdige med frivillige bidrag. De øvrige ville følge eksemplet. København især hvis den ikke snarere vil ile at give det.
Ikke frygt, ikke tvivl, ikke uro, men mandig, fyrig, sindig deltagelse være da vores følelse, elskede medborgere! Det folk som er enigt, uforskrækket og retfærdigt er altid stort, rigt og stærkt nok til at slås med enhver fjende, der nægter en ærefuld fred.
Kun en klasse af jer synes i dette øjeblik at have forladt sin post. Og det er - skribenternes. Ved mindre lejligheder var det i fortiden ikke sådan. Ved taler, ved afhandlinger, ved digte, ved sange, oplyste og oplivede I tillige. Jeres forgængere, til dels jer selv, skyldes en stor del af den almenånd som hersker. Niddingen og bedrageren rystede for jeres ånde, mens den opflammede den kolde, kølede den vilde og belønnende den retskafne borger. Nu tier I! ***) Og hvorfor? Hvem har bundet jeres tunger? Skal den mattere pen opfordre de kraftfulde! Grib jeres penne, grifler, pensler, harper! Underviser, oplyser, beregner, forestiller, gendriver, pisker, snerter, opmuntrer, opflammer! Og Daniens lovgivers ord skal være jeres skjold, og Daniens held jeres løn!
***
Ovenstående var skrevet før rygtet udbredtes om et mindeligt forlig. Jeg troede at det alligevel ikke var til overs.
Glad over håbet om fred, lykønsker jeg fædrelandet og dets styrere med denne lille urolighed. Den sande vise drager gode følger selv af det onde som bien honning af den giftige blomst!
K. H. Seidelin
*) Aldrig har fire danske på engang overfaldet en enkelt fjende.
**) Ligeså villigt som koffardikaptajner indstillede sig som månedsløjtnanter, ville sikkert mange mennesker have indstillet sig til arbejde på Holmen, ja endog til at besætte befæstningen, hvis kongen i en opfordring havde bekendtgjort at det behøvedes og at en god behandling ventede dem, foruden en god dagløn eller anden belønning. Langt fra at ville dadle den skete presningsmotiv, tør jeg næsten tro, at en sådan opfordring havde givet både flere og villigere folk. Presning (denne engelske skik) er i sandhed yderst vanskelig at iværksætte med retfærdighed, som en god regering og et ordenselskende politi så gerne så iagttaget. Det er ikke let at afgøre, hvem der er lediggænger. Så meget synes i det mindste vist, at ingen håndværker burde tages, med mindre hans arbejde netop krævedes, så længe der var føre og friske tjenere at tage. Og let ville en læredreng, om han pressedes, i et par dage have set og lært så meget at hans mester ikke mere kunne bruge ham
***) Rahbek ene må undtages fra denne almindelige omtale.
(Politivennen. 1800, Hæfte 10, nr. 123. 30. august 1800, s. 1953-1962)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar