Det har allerede i lang tid været kendt, at der i de danske lande mange steder findes det så nyttige og nødvendige mineral stenkul, der hidtil koster de danske stater store summer til England. Allerede i begyndelsen af det sidst forløbne århundrede holdt man det for ganske vist at der på Fur, en ø i Limfjorden, var brugelige stenkul. Men man har ikke hørt om det siden. For en 40 år siden fandt man at øen Nølsø mellem Færøerne næsten ikke bestod af andet, end af fortræffelige stenkul. Man sendte folk op for at efterse dem. Man skrev om dem. Man udregnede endog kulindholdet og værdien i millioner rigsdaler. Men derved blev det, og ikke et eneste kul blev brugt af det. Bornholm så nær ved hovedstaden gav større håb. Det var almindeligt kendt at der var kul. Der blev også skrevet en del derom. Men vi blev alligevel ved at købe vores kul fra de fremmede.
I de sidste år er gjort noget mere for at fremme de bornholmske kulbedrifter. Ifølge beretninger bruges de stadig mere på øen selv. Hertil kommer at mig bekendt har der ikke været annonceret med bornholmske stenkul nu i over et år.
Regeringen besluttede endelig at lade stenkul bryde for sin egen regning på Suderø mellem Færøerne, i egnen ved Qvalbo [Hvalba?]. Men da en betydelig mængde var brudt og de skulle transporteres herned, var det ikke rentekammeret muligt at få skibsfragt til en acceptabel pris. Kullene blev altså liggende.
Endelig begyndte et patriotisk selskab (Det Økonomiske Velfærdsselskab) som stiftedes for nogle år siden, også at gøre det til sin opgave, at få den færøske kuludskibning i drift. Det opmuntredes hertil ikke alene ved at få enetilladelse på at kunne købe de for kongelig regning på Suderø brudte kul for 6 rigsdaler læsten, men endog ved at få en præmie på 8 rigsdaler for hver fra Færø udskibet læst kul, for den mængde af 200 læster. Senere er denne kongelige præmie atter bevilliget for 200 læster. Selskabet har både ved fragtede og ved egne skibe indtil dato medbragt omtrent 300 læster eller 5.400 tønder stenkul.
Disse kulladninger var godt nok i de første år ikke så gode som de skotske (det må mærkes at disse kul er kakkelovnskul men ikke smedekul). Men efterhånden som arbejderne (der nu er 13 under en kongelig inspektør) kommer dybere ind i bjerget, bliver disse også bedre, og ligger nu ikke de skotske efter hvad angår kvalitet
Selskabet har i alle disse år kæmpet mod mange vanskeligheder mod kultransporten. I begyndelsen før selskabet havde selv skib, måtte man betale en ublu fragt. Da selskabet selv købte skibe, gik et ganske forlorent med ladningen på Skagen, og til stadighed er afsejlingen herfra blevet så forsinket ved hindringer af alle slags, i år ved krigen, at kun en rejse er blevet gjort om året. Alt dette gør det klart at selskabet ikke uden noget tab har kunnet gøre så prisværdig en begyndelse med kultilførslen.
Selskabet venter nu at fragterne skulle blive lavere og skibskøbet lettere. Det har for ganske nyligt taget den beslutning at drive kultilførslen med forøget iver.
Dette så nyttige selskab består allerede af henved 800 patriotisk sindede medborgere, og man bør håbe at mange hundrede flere ville tiltræde det, for at forøge dets så vel brugte virkekraft!
(Politivennen. Hefte 15. Nr. 189, 5. december 1801, s. 3018-3022)
I de sidste år er gjort noget mere for at fremme de bornholmske kulbedrifter. Ifølge beretninger bruges de stadig mere på øen selv. Hertil kommer at mig bekendt har der ikke været annonceret med bornholmske stenkul nu i over et år.
Regeringen besluttede endelig at lade stenkul bryde for sin egen regning på Suderø mellem Færøerne, i egnen ved Qvalbo [Hvalba?]. Men da en betydelig mængde var brudt og de skulle transporteres herned, var det ikke rentekammeret muligt at få skibsfragt til en acceptabel pris. Kullene blev altså liggende.
Endelig begyndte et patriotisk selskab (Det Økonomiske Velfærdsselskab) som stiftedes for nogle år siden, også at gøre det til sin opgave, at få den færøske kuludskibning i drift. Det opmuntredes hertil ikke alene ved at få enetilladelse på at kunne købe de for kongelig regning på Suderø brudte kul for 6 rigsdaler læsten, men endog ved at få en præmie på 8 rigsdaler for hver fra Færø udskibet læst kul, for den mængde af 200 læster. Senere er denne kongelige præmie atter bevilliget for 200 læster. Selskabet har både ved fragtede og ved egne skibe indtil dato medbragt omtrent 300 læster eller 5.400 tønder stenkul.
Disse kulladninger var godt nok i de første år ikke så gode som de skotske (det må mærkes at disse kul er kakkelovnskul men ikke smedekul). Men efterhånden som arbejderne (der nu er 13 under en kongelig inspektør) kommer dybere ind i bjerget, bliver disse også bedre, og ligger nu ikke de skotske efter hvad angår kvalitet
Selskabet har i alle disse år kæmpet mod mange vanskeligheder mod kultransporten. I begyndelsen før selskabet havde selv skib, måtte man betale en ublu fragt. Da selskabet selv købte skibe, gik et ganske forlorent med ladningen på Skagen, og til stadighed er afsejlingen herfra blevet så forsinket ved hindringer af alle slags, i år ved krigen, at kun en rejse er blevet gjort om året. Alt dette gør det klart at selskabet ikke uden noget tab har kunnet gøre så prisværdig en begyndelse med kultilførslen.
Selskabet venter nu at fragterne skulle blive lavere og skibskøbet lettere. Det har for ganske nyligt taget den beslutning at drive kultilførslen med forøget iver.
Dette så nyttige selskab består allerede af henved 800 patriotisk sindede medborgere, og man bør håbe at mange hundrede flere ville tiltræde det, for at forøge dets så vel brugte virkekraft!
(Politivennen. Hefte 15. Nr. 189, 5. december 1801, s. 3018-3022)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar