Et par Ord til Fordel for den offentlige Sikkerhed

Aviserne skriver hele tiden om bortløbne slaver. Tager man i betragtning at slave her er det samme som en overbevist og dømt forbryder, forstår man at politi i egentlig forstand ikke findes uden for vores købstæder (Københavns Amt undtaget). Enhver landboer må gyse ved tanken om at den forbryder der er sluppet løs ikke frygter for at begå de skrækkeligste handlinger, fordi han tror at han kan undgå at blive pågrebet igen, helst når han ved at han straffes, endog for blot undvigelse. Han må naturligt stille sig disse spørgsmål: Hvad er årsagen til at disse mennesker flygter? Frygt kan det ikke være, for de forventer ikke større eller anden straf. Deres utålelige tilstand? Nej, det er det ikke. De arbejder hellere for lidt end for meget, og de har nok muligheder for at forbedre deres kår ved tiggeri og eget arbejde. Den åbne mulighed for at undvige må altså være det som frister. Så kommer andre spørgsmål: Hvorfor får de sådanne muligheder? Hvordan kunne de fratages den? hvor svært kan det være. I lang tid har man glædet sig i håbet om den gode gerning, at slaveri kunne omdannes til tugthus, og forbedringshus til tvangshus. Men stadig ser man rækker af disse mennesker gå på fæstningsarbejde, under ledsagelse af enkelte ældre vogtere som ikke ser ud til at være deres post alt for voksne. I Kronborg fæstning er også et slaveri hvorfra undvigelser ikke er så sjældne som de burde være. Man hører om indbrud på landet. Man hører om mord på landet. Hvad kan landmanden ikke ønske mere end at forbrydere blev holdt på deres straffesteder. Hertil skal lægges de hyppige undvigelser fra arresthuse omkring i de små købstæder! Det var vel ikke for højt sat at der af sådanne undvegne dømte og ikke dømte forbrydere sværmede et hundrede stykker omkring i Danmark, som således takket være vores påpasselige slavefogeder, rådhustjenere og byfogeder, ikke for meget skal bryste sig af det fortrin for de fleste andre lande, at være fri for glubende dyr. Man forgriber sig vel ikke på nogen ved at fremsætte nogle råd mod et onde, som er så reelt og så stort. Kunne en rådhustjener eller arrestforsvarer i en købstad ikke få bøde på 1 rigsdaler for den første undvegne arrestant, 10 rigsdaler for den anden, og for den tredje miste sit embede? Her taler man ikke om at hjælpe arrestanten til at undvige. For dette bør uden nåde straffes med at miste levebrødet. Kunne ikke stedets byfoged for samme undvigelse få en bøde på 10 rigsdaler indtil tallet steg til fx 12. og derefter miste embedet? Kunne en slavefoged ikke straffes for hver undvegen slave med et vist antal stokkeprygl, og efter et vist antal undvigelser med at miste embedet eller et års slaveri? Er disse straffe for hårde? Måske, måske ikke. At undvigelserne ville blive sjældnere, må dog være en naturlig følge. Gid dette måtte opnås, uanset hvordan. Det er bedre at de skyldige straffes, end at uskyldige lider for at skåne dem.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 267, 4. juni 1803, s.4259-4262)