Uagtet det i den kongelige approberede plan for fattigvæsenet her i byen nok så meget er gjort klart hvad forsørgelsesforstanderens embede består i, og hvad de forestiller samt hvilke pligter de har, sker det alligevel oftere end man skulle tro, at endog mænd hvis stillinger i staten er af den slags at de måtte formodes at vide hvad disse forsørgelsesforstandere er, har urigtige forestillinger om dem. Således er der fx engang sendt bud til en forsørgelsesforstander om straks at indfinde sig hos en sådan mand, for at arrestere en omløbede tiggerkone, som dagligt overrendte hans bopæl og tryglede. Hvorved han øjensynligt forvekslede forsørgelsesforstandere med fattigfogeder, hvis embede det egentligt er at opdage og anholde tiggere på gader og stræder.
Adskillige indbyggere har ligeledes spurgt forstandere der indfinder sig for at indsamle kollekten, om hvor meget de får i årlig løn? Og lod til at blive meget forundrede når de fik at vide, at man påtog sig denne umage gratis, ligesom de troede at man ikke kunne gøre noget kun af kristen medlidenhed, uden hensyn til egen fordel. Men det anstødeligste og værd at opholde sig ved, er følgende: At en forstander der gik omkring i sit distrikt for at indkassere den sædvanlige kollekt, efter at være blevet spurgt et sted om både det ene og det andet, dels fattigvæsenet uvedkommende, dels uvedkommende ting, i det han var i færd med at forlade det værelse hvor man havde været, overhørte manden i huset inderligt sagde til nogle omstående personer: Ja dette er også et embede!
Måske var det derfor til publikums nytte, at forklare hvad en fattigforstander er: En fattigforstander ofrer en betydelig del af sin tid for at kende, vejlede, råde de fattige i hans distrikt, for at indsamle frivillige gaver til dem. En mand, der ufortrøden går til armoden i dens små, mørke tilrøgede, usunde, ofte til ækelhed urene vråer. Der tålmodig bærer de fattiges overhæng, og hører på deres alt for ofte usande og ufornuftige klage. En mand der lige så ofte behandles uartigt af givere, som anklages for partiskhed og hårdhed af tagere. Og som tåler alt dette, blot for at gavne det almindelige og fortjene de skønsomme medborgeres agt.
(Politivennen. Hefte 20. Nr. 252, 19. februar 1803, s. 4025-4027)
Fattigvæsenet blev ledet af en direktion (undtaget var mosaisk trossamfund og den fransk reformerte kirke) med 24 medlemmer. Den var delt i 5 kommissioner (for forsørgelse, industri, skolevæsen, sygepleje og Fattigvæsenets politi).
København var inddelt i 12 hoveddistrikter, som igen var underdelt i forstanderdistrikter i forhold til antallet af fattige. Forstanderne førte personligt tilsyn med de fattige og skulle holde sig ajour med samtlige trængende i distriktet.
I år 1800 var der 130 forstandere og ca. 230 over- og underbetjente. Hurtigt fandt man dog ud af at systemet var for ufleksibelt og forsøgte i 1815 at forenkle det til en administrerende direktion på 3 medlemmer.
En stor mangel ved ordningen var at medarbejderne var ulønnede, og for at tvinge folk til at melde sig lev der i 1810 udstedt respkript om at hvis man vægrede sig ved at være fattigforstander ville man være uberettiget til at fortsætte den borgerlige ernæring og risikere tab af borgerskabet og mulkt.
Fattigvæsenet stod bl.a. for Almindeligt Hospital, Skt. Hans Hospital (fra 1816 ved Roskilde), Søbadeanstalt (1811) til folk med hudsygdome, Ladegården mm.
Fattigvæsenet håndterede på denne måde mindst 8.000 personer, i 1807 9.000 personer og i 1808 10.000 personer.
Finansieringen haltede efter behovet. Forskellige tiltag skulle råde bnod på det, bl.a. fattigskatten af 1812. Men fattigvæsenet skyldte helt indtil 1870 penge til staten. I 1857 overgik Fattigvæsenet så til Magaistraten. men da var Politivennen forlængst gået ind.
Adskillige indbyggere har ligeledes spurgt forstandere der indfinder sig for at indsamle kollekten, om hvor meget de får i årlig løn? Og lod til at blive meget forundrede når de fik at vide, at man påtog sig denne umage gratis, ligesom de troede at man ikke kunne gøre noget kun af kristen medlidenhed, uden hensyn til egen fordel. Men det anstødeligste og værd at opholde sig ved, er følgende: At en forstander der gik omkring i sit distrikt for at indkassere den sædvanlige kollekt, efter at være blevet spurgt et sted om både det ene og det andet, dels fattigvæsenet uvedkommende, dels uvedkommende ting, i det han var i færd med at forlade det værelse hvor man havde været, overhørte manden i huset inderligt sagde til nogle omstående personer: Ja dette er også et embede!
Måske var det derfor til publikums nytte, at forklare hvad en fattigforstander er: En fattigforstander ofrer en betydelig del af sin tid for at kende, vejlede, råde de fattige i hans distrikt, for at indsamle frivillige gaver til dem. En mand, der ufortrøden går til armoden i dens små, mørke tilrøgede, usunde, ofte til ækelhed urene vråer. Der tålmodig bærer de fattiges overhæng, og hører på deres alt for ofte usande og ufornuftige klage. En mand der lige så ofte behandles uartigt af givere, som anklages for partiskhed og hårdhed af tagere. Og som tåler alt dette, blot for at gavne det almindelige og fortjene de skønsomme medborgeres agt.
(Politivennen. Hefte 20. Nr. 252, 19. februar 1803, s. 4025-4027)
Redacteurens Anmærkning
Københavns fattigforsørgelse 1799-1857 var Fattigvæsenets ansvar. Formålet var at forhindre at nogen skulle lide nød, man skulle opsøge de trængende hvor de ikke selv gjorde opmærksom på sig selv, afhjælpe arbejdsløshed og yde hjælp i forhold til hvad man trængte til.Fattigvæsenet blev ledet af en direktion (undtaget var mosaisk trossamfund og den fransk reformerte kirke) med 24 medlemmer. Den var delt i 5 kommissioner (for forsørgelse, industri, skolevæsen, sygepleje og Fattigvæsenets politi).
København var inddelt i 12 hoveddistrikter, som igen var underdelt i forstanderdistrikter i forhold til antallet af fattige. Forstanderne førte personligt tilsyn med de fattige og skulle holde sig ajour med samtlige trængende i distriktet.
I år 1800 var der 130 forstandere og ca. 230 over- og underbetjente. Hurtigt fandt man dog ud af at systemet var for ufleksibelt og forsøgte i 1815 at forenkle det til en administrerende direktion på 3 medlemmer.
En stor mangel ved ordningen var at medarbejderne var ulønnede, og for at tvinge folk til at melde sig lev der i 1810 udstedt respkript om at hvis man vægrede sig ved at være fattigforstander ville man være uberettiget til at fortsætte den borgerlige ernæring og risikere tab af borgerskabet og mulkt.
Fattigvæsenet stod bl.a. for Almindeligt Hospital, Skt. Hans Hospital (fra 1816 ved Roskilde), Søbadeanstalt (1811) til folk med hudsygdome, Ladegården mm.
Fattigvæsenet håndterede på denne måde mindst 8.000 personer, i 1807 9.000 personer og i 1808 10.000 personer.
Finansieringen haltede efter behovet. Forskellige tiltag skulle råde bnod på det, bl.a. fattigskatten af 1812. Men fattigvæsenet skyldte helt indtil 1870 penge til staten. I 1857 overgik Fattigvæsenet så til Magaistraten. men da var Politivennen forlængst gået ind.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar