10 november 2014

Spørgsmål om en vis Uordens Afskaffelse på Skibsbroen i Helsingør.

(Efter indsendt) 

Det må vist være faldet uvedkommende fremmede i øjnene at se at næppe har en ilandkommen fremmed skipper sat fod på land, før han omringes af en menneskevrimmel, som man har tillagt navnet brokaprere, trækkes hid og did i ærmerne af disse, og overvældes af spørgsmål, som han ofte ikke kan, ofte ikke vil og af forbavselse ofte ikke ved at svare. Men endnu ubehageligere og stødende må det være for de ubekendte ankomne skippere, selv at se sig som et bytte, efter hvilket man griber heftigt og på engang. Undertiden gives også morsomme svar, således svarede i fjor en englænder på spørgsmålet: Hvor kommer De fra? Fra Helvede. Hos hvem klarerer de? Hos Satan. Men kunne denne uskik ikke ophøre, hvis alle de værdige handlende blev enige om at fjerne den? Når de gjorde det til en lov ikke selv eller ved deres betjente, under en vis mulkt, at tale nogen skipper til, men lade enhver frit passere, og kun på spørgsmål, at give den forlangte oplysning. Eller og om de kunne forenes alle, til at lønne 1 eller 2 agtværdige og sprogkyndige mænd til at modtage og henvise enhver ankommen skipper til det kontor eller den købmand han var adresseret til. Uredelig omgang eller bestikkelse måtte pålægges en ærefølende straf. O. I værdige og respektable handelsmænd. Foren jer i denne hensigt på den værdigste måde til et øjemed. Det er jeres egen ære, som vil forøges ved fremmedes og medborgeres agt, beundring og velfortjent ros!

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 262, 30. april 1803, s. 4173-4174)

Strandgade indikerer at standkanten lå tæt på denne gade. Nu ligger gaden et pænt stykke fra havkanten med omfartsvej, station og færgeanlæg imellem. Og af den gamle havn fra Politivennens tid er der intet tilbage. Men det kan så udmærket have været heromkring man blev overfaldet af tiggere. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar