12 december 2014

Gendrivelse af en urigtig Anekdote

I bladet Københavns Skilderier nr. 49 er skrevet en anekdote om åreladning ved en fribarber, som er helt usand. Denne åreladning kan ikke anses som misbrug, da den såkaldte fribarber ikke fandt patientinden i nogen tilstand som kunne røbe koldfeber, på det tidspunkt hvor han blev kaldt derhen for at betjene hende med åreladning. Det kan jeg (hendes mand) og hun selv bevidne. Men da vor husdoktor siden kom for at se til hende, sagde vi begge til ham, at vi dagen igennem vel havde sendt bud 3 til 4 gange efter ham. Da det var forgæves, var vi nødsagede til at søge råd og hjælp hos nogen anden mand, det være sig enten hos embeds- eller fribarber. Vi kendte til en fribarber, som da han kom, for at årelade min kone, spurgte hende: Hvorfor? Hvorpå hun gav til svar, at det meste hun klagede over den gang var svimmelhed, hold i ryggen osv. Dengang sporedes endnu ingen feber, og det er en sandhed, at min kone efter hans senere besøg hos hende i henseende til hans opvartning og betjening efter åreladningen, befandt sig både frisk og vel

Georg Poeschmann

Buntmagermester

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 318, 26. maj 1804, s. 5061-5062)



Julius Exner: Bedstemoder bringer den første hilsen til den lille pige, der er kommet op fra sygelejet (1867). Gode mennesker der er glade for hinanden. Det taler nok mere ind i forestillinger tilskuerne gerne vil have findes. Avisartikler og andre kilder tegner ofte en anderledes rå og barsk verden.. Statens Museum for Kunst.


Redacteurens Anmærkning

Koldfeber er malaria. I dag betragtes den mest som en tropesygdom, men på Politivennens tid var den en meget udbredt sygdom i Danmark. At den var meget udbredt langt op i 1800-tallet, fremgår af at lægen Carl Adam Hansen mente at kunne registrere 163.736 malariatilfælde i perioden 1862-90 i hele Danmark. Så ikke uden grund havde Aalborg Stiftstidende ... 12. maj 1832 helliget en meget lang og detaljeret artikel til sygdommen forfattet af stiftsfysikus Hansen. Den indledtes således:
Om Koldfeber.
Da Koldfeber atter i dette Foraar har viist sig herskende her i Egnen ligesom i flere Landets egne og denne Sygdom, fornemmelig blandt Landalmuen, hyppigen deels overlades ganske til sig selv, deels paa en urigtig og skadelig Maade behandles ved forskjellige Huusraad, hvorved denne ialmindelighed fareløse Sygdom ofte bliver farlig, ja endog dødelig, og, hvad som for den arbeidende Classe næsten værre er, i meget lang Tid betager Evnen til Arbeide, og efterlader en, ei sjelden langvarig, ja undertiden hele Livet igjennem vedvarende Sygelighed, lægger Grund til andre besværlige og farlige Sygdomme, har jeg troet det hensigtsmæssigt og nyttigt, nærmest til Underreetning og Veiledning for Landbeboere, der ere længere fjernede fra Læge, i det mig allernaadigst anfortroede Physicat, at meddele adskillige Forholdsreglerr, om hvad der i henseende til benævnte Sygdom fornemmelig er at iagttage. 
Artiklen opremser herefter hvad man skal gøre for at afværge sygdommen: klæde sig varmt, spise morgenmad, ikke stå stille i aftenkulden eller i det hele taget afkøle sig. Den beskriver sygdomsforløbet. Hvordan man kan forsøge at helbrede: rigtig mad og drikke, dog ikke mælk og mælkemad,æg,fedeting, vin eller brændevin. Desuden må man ikke afkøles. Man skal opsøge apoteket for at få medicin: feberpulver, brækpulver og febernedsættende pulver. Tilbagefald skal overvåges. Forfatteren anfører at det hele koster 1 Rbd og burde være til at betale for bonden. Til slut frarådes på det kraftigste husrådet med peber og brændevin. Det sidste blev fx beskrevet i Aalborg Stiftstidende den 1. juni 1831: 
Paa Farligheden af den blandt Landalmuen saa gængse Skik, at standse Koldfeberen med Peber og Brændeviin, er atter i disse Dage paa Morsø givet tvende utvetydige Beviser, idet en Kone i Vester Jøldby og en Karl fra Veierslev øieblikkeligen, efterat have indtaget en Dosis heraf, tabte Mælet og kort efter døde.
Set i bagklogskabens lys, kan man nærmest opfatte det som man skød i blinde hvad angik medicin: åreladning, igler, brækmidler mm. Som stadsfysikus beskriver. Men selv blind høne kunne finde korn. Nemlig når nogen brugte kinabark. Det indeholder kinin, som hvis man fik patienterne under behandling med det straks, rent faktisk også hjælper. Og det skortede ikke på "virksomme" forslag til kure. Kongelig allernaadigst privilegeret Skanderborg Amtsavis og Avertissements-Tidende angav den 15. december 1829 et middel man havde fundet i udlandet mod malaria:
Man lægger, naar Febergyset er forbi, et Æg med Skallen i et Viinglas og overgyder det med rødviin, indtil det er bedækket. Denne Viin taber sin Farve efter 6 til 8 Timers Forløb og bliver ganske blaa, sandsynligviis af den af Æggeskallen indsugede Kalk og andre Stoffer, der synes at udgjøre det specifikke Lægemiddel. Indtil Feberens Tilbagekomst lader man Glasset være tildækket, tager det første man mærker Febergyset, Ægget af Vinen og drikker denne. Sædvanligt bliver Feberen efter den første Nydelse heftigere, efter den anden er Feberen ganske borte. Men det er raadeligt, selv naar Sygdommen er hævet, at tage Midlet endnu nogle Gange paa Feberdagen, for at forebygge et Tilbagefald. Derved især udmærker dette Middel sig fremfor andre, at der efter dets Brug sjeldent indtræffer Tilbagefald. - Som det overhovedet er raadeligt ved Vexelfeber at lade nogle Paraxysmer gaae forrbi, inden man søger at standse Sygdommen, saaledes er dette ogsaa at anbefale ved ovenanførte Middel. (Det i gamle Lærebøger brugelige Mærke: Probatum est, tilføies af en Dame, hvis Datter blev helbredet ved Midlet).
Jeg skal ikke kunne sige om midlet virkede. Sygdommen var international. Det fremgår fx efter Københavns bombardement, hvor en artikel i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. No. 103, 7. Oktober 1807 skrev:
Hr. Simonsen, Chirurg ved Marineregimentet, har paa en hædervardig Maade benyttet den Adgang til de Engelske Feldthospitaler i Omegnen af Kjøbenhavn, som er enhver Lægekonstens Dyrker aaben. Han har i videnskabelig Henseende beseet Feldthospitalet i Ordrup, som er det betydeligste og største; Lazarettet i Lundehuset, hvor han var overværende imedens en vigtig Operation blev foretaget; et Sygehuus paa en af Blegdammene, hvilket omtrent havde 40 Syge, meest af Koldfeber. Som epidemiske Sygdomme iblandt de Engelske Tropper bemærkede han Blodgang i Husum og Omegnen af Brønshøi, og Øienbetændelse i Ordrup. De Engelske Læger have overalt vist Hr. Simonsen megen Beredvillighed og Høflighed.
Selv om den især var udbredt på landet, var malaria i allerhøjeste grad også til stede i hovedstaden, se Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede ... 23. maj 1809:
Koldfeberen grasserer i denne Tid ualmindelige i Hovedstaden Henimod 6000 Personer skulle ligge syge deraf. Lykkeligviis lader den nærværende blide Aarstid haabe, at Sygdommen snart vil standses.
I en by med 100.000 indbyggere ganske meget. Antallet af tilfælde svingende. Ifølge Aarhus Stifts-Tidende 20. juli 1826 klingende malariaen på daværende tidspunkt af i hovedstaden:
Koldfeberen, der i de sidste Aaringer havde begyndt at være sielden, har i Aar i de tvende sidste Maaneder været temmelig hyppig.
Men få år efter kunne omvendt Aarhuus Stifts-Tidende 3. juni 1831 melde fra hovedstaden:
Koldfeberen grasserer temmelig stærkt her i denne Tid. Tre unge svenske Læger ere passerede herigjennem til Polen, og en af vore Landsmænd, Hr. R., en ung chirirgisk Candidat, agter ogsaa i disse Dage at reise dertil, for at blive ansat ved Lazaretherne.
På landet var den meget udbredt, og avisartiklerne giver indtryk af at noget der om igen år efter år. Her er nogle eksempler fra avisnotitser, fx Den Kongelige Privilegerede Viborger Samler, 11. maj 1812 i forbindelse med Nykøbing Mors:
Koldfeberen raser og paa Morsøe i fuld Maade. Mange Gamle døe deraf.
Også på Langeland, Kongelig allernaadigst privilegeret Skanderborg Amtsavis og Avertissements-Tidende, 24. april 1829:
Rudkjøbing. Koldfeberen her paa Langeland er i enhver Henseende som før, det vil sige: den er mere almindelig blandt de Uformuende end de Velhavende, mere udbredt midt paa Øen end Sønder paa, hvor den er i Aftagende, medens den tiltager Nord paa. Iblandt Aarsagerrne til dens Vedvarenhed bør ogsaa bemærkes Vanen med paa egen Haand at bruge hvilkesomhelst Midler, der anprises for Feberen, og den store Modbydelighed hos Almuen for at søge fornuftig Hjelp. Men hvor meget Sygdommen end huserer her paa Landet, kan den dog, i Sammenligning med Fehmern, endnu kaldes taalelig, da Dødeligheden paa hiin Øe er meget større end her.
I en almen beretning om Vendsyssel skrev Aalborg Stiftstidende, den 28. juni 1830:
Koldfeberen er den nylig herskende Sygdom: den er langvarig, stræng og affærdiger ikke faa Offere til Graven.
At den ramte høj som lav fremgik af at biskop Mønster den 3. august 1830 døde efter at være blevet angrebet af koldfeber. Videre til Bornholm, Bornholms kongelig allernaadigst ene privilegeret Avertissements-Tidende, 24. marts 1830, hvor lægen Jensen fra Hasle den 23. marts 1830 bl.a. skrev i forbindelse med at en anden smitsom sygdom nu var i aftagende:
Endskjønt Rygtet gaaer, at den grasserende typhose Sygdom nu skal være kommen (vel ikke fra Hasle) til Nyeker og Knudsker Sogn, saa tør jeg dog sige at den vist ikke vil blive saa farlig eller langvarig, da Koldfeberen nok vil, som i nogle Aar, spille sin sædvanlige Rolle. 
Her fremgår at malariaen er gængs. Selvom malaria altså krævede langt flere ofre end fx kolera, fik den sjældent store overskrifter i aviser. Måske fordi den i modsætning til kolera (der fortrinsvis ramte byerne), var mest udbredt på landet. At malaria internationalt var en frygtet og meget udbredt sygdom fremgår af at lægen Ronald Ross i 1902 fik Nobelprisen for at opdage at sygdommen smittede via myg. Men det vidste man altså ikke noget om dengang.

Og allerede flere årtier før forsvandt malaria af sig selv: Da hertugdømmerne efter 1864 blev en del af Tyskland, intensiverede man på landet dræning, og lavede mergelgrave. Det betød et voldsomt indhug i myggenes tilholdssteder: moser og vådområder. Og dermed også malariaen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar