Opfordring til Stiftelse af et patriotisk Selskab

(Efter indsendt)

Har verden nogensinde set mage til skændigt, lumsk-nedrigt og røverisk overfald mod et uskyldigt og fredeligt folk, således som englænderne begik mod os og vores land? Har noget folk, nogen nation nogensinde haft en mere retfærdig anledning, en større pligt til at søge hævn over barbaren, for den mod det viste skændselsdåd, end vi har?

Det var her englænderne udførte deres "skændselsdåd" for over 207 år siden: Afsejlingen med danske flåde fra Nyholm og ødelæggelser. Men mastekranen og bygningerne på begge sider står der stadig. Dg nu også med B&W's gamle kæmpehal som baggrundskulisse. Tænk Melodi Grandprix 2014. Samt fregatten Peder Skram der nu er museum. 

Så uimodsigeligt det er, at disse spørgsmål alene kunne besvares med nej! lige så sikkert ville det være at vi ikke fortjente fremmedes eller vores egen agtelse hvis vi ikke af denne begivenhed blev opvakt til at tage al den hævn vi formår over sådan en fjende.

Foruden den hævn vi som nation, ved våbens magt skulle søge, og hvortil det er hver mands pligt at understøtte regeringen af alle kræfter, findes der en anden som er uden regeringens bydende: En hævn som ethvert individ blandt os, kvinder såvel som mænd, kunne deltage i, som ikke koster blodsudgydelse, som er let at tage, men som derfor ikke ville være mindre smertelig for vores fjende, og som endelig, fordi den skader ham, ville gavne os selv i samme forhold og på mangfoldige måder. Den nemlig: At vi fra vores huse og boliger bandlyste alle engelske fabriks- og manufakturvarer, samt alle engelsk-østindiske luksusvarer.

Det kan ikke tvivles om at denne ide, skønt gammel, jo vil finde mange tilhængere hos os for nærværende, når den for alvor kunne søges udført i praksis.

Det tilkommer os, hovedstadens beboere som har været lidende tilskuere til vores fjenders skændselsdåd, at gøre begyndelse, at give eksemplet for rigernes øvrige indbyggere. Lad nogle agtede mænd træde sammen for at lægge en plan for et selskab, hvis formål skulle være at udelukke alle engelske fabriks-, manufaktur- og luksusvarer, samt at opmuntre fremstillingen og forbruget af alle indenlandske varer. Mange af vores medborgere ville helt sikkert forene sig med dette selskab. Det ville afføde flere sådanne selskaber af sig omkring i rigets provinser, og måske virke som et eksempel i andre nordlige riger af Europa, som kunne blive frygteligere for vore fjender end selve krigen.

Vor regerings bistand til jeg formålet må vi virkelig kunne regne med.

(Politivennen nr. 496, 31. oktober 1807, s. 7977-7979)

Redakteurens Anmærkning

Denne opfordringen til boycot af engelske produkter er formentlig udtryk for samme tankegang som især blev fremsat af justitsråd Carl Gottlob Rafn, som i november 1807 opfordrede til at understøtte indenlandsk manufaktur og sværge ikke at købe engelske produkter. Regeringen støttede denne plan og Selskabet for Indenlandsk Kunstflid (8. febuar 1808-1821). Rafn døde imidlertid 17. maj 1808, og der fandtes ingen konkret plan for selskabets virke. I juni forsøgte stiftamtmand Carl Frederik von Hellfried at genoplive planen. 

Det danske marked bestod af en betydelig import af engelske varer. Og da industrialiseringen allerede var godt i gang her med fremstillingen af finere varer end de danske, var engelske produkter attraktive for de borgere, som skrev i Politivennen. (Her et kaffe- og testel af udenlandsk oprindelse. Eget foto, Nationalmuseet). 

Befolkningen var splittet, selv om den proengelske del var et mindretal. Hadet til England holdt sig længe. Efter Napoleons nederlag ved Waterloo i 1815 blev der demonstreret foran den engelske gesandts hus i København og råbt "Napoleon Leve". I praksis kopierede Danmark dog mange af de engelske liberale ideer: Afskaffelsen af laugs og købstadsprivilegierne til fordel for en liberal markedsøkonomi, enevælden blev afløst af grundloven. Derimod lærte man også af slagsiderne: Opløsningen af bondesamfundet, industrialismens sociale kløft mellem rig og fattig. 

Patriotismen var borgernes ideologi: Ideer om borgerdyd, almenvellets bedste og offervilje. Patrioten, borgeren der tilsidesatte egne interesser for fædrelandets. Arbejdsomt, flittig og redelig. Artiklens patriotisme afspejler en begyndende nationalpatriotisme som ikke handlede om den stats- og samfundsorienterede almenpatriotisme, men nationens interesser. Mens den første troede på et fælles mål for hele menneskeheden, så fokuserede den sidste på Danmark (og Norge).

Artiklerne om andre klasser, "de lavere klasser", de "ringere klasser", almuen mv. i Politivennen fortæller så på sin side om hvor langt borgeren havde tænkt sig at tilside sine interesser for "fædrelandets". Altså bønderne, tyendet, amagerkonerne, matroserne, tiggerne, stort set alle andre grupper nævnt i tag-clouden i højremenuen. Kort sagt, ikke ret meget længere end borgerklassens egne grænser. Dvs. inden for grænserne af de 5-10% af den mest velstående del af (Københavns) befolkning.