30 juli 2016

Mistænkeligt Møde i Frederiksbergallee.

Ved min hjemgang fra Frederiksberg søndag den 12. december omtrent kl. halv elleve om aftenen, mødte jeg lige over for konditorboligen i Runddelen en simpelt klædt karl der spurgte mig hvad klokken var. Jeg svarede ham, at jeg vidste det ikke, hvorpå han atter sagde at jeg burde vide det, og straks derefter trådte to andre personer fulgt af en puddelhund frem og gav mine af at ville blande sig i vores samtale. Da jeg var alene, hørte nogen mumlen mellem dem og ikke kunne vide hvad de havde i sinde, skyndte jeg mig ind ad broen så hurtigt som muligt. Det var vist nok ønskeligt om dette bræddeskur blev taget bort om vinteren for ikke at blive et skjul for sådanne mistænkelige personer.

(Politivennen nr. 781, Løverdagen den 18de December 1830, s. 828-829) 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar