30 juli 2016

Nødvendige Bemærkninger, i Anledning af vore Instituters Uvæsen.

I mange år har det været en ikke nok så upåagtet klage at vores undervisningsinstitutter ikke er indrettede som de burde. Allerede for over 30 år siden klagede professor Rahbek offentligt over den urimelige mængde af læregenstande hvoraf kun lidt læres til gavns. I Politivennen for 1819 skrev udgiveren et eftertrykkeligt stykke om institutternes uvæsen som blev besvaret af en anonym, men dennes replik gendrevet af udgiveren. Ankeposterne var: 1) den overdrevne mængde læregenstande som ikke har fremkaldt større almenoplysning end før; 2) mange af bestyrernes og bestyrerindernes mangel på kald og duelighed; 3) alt for stort antal af elever, hvoraf følger at enhver lærer lidt eller intet; 4) alt for høje skolepenge foruden brændepenge, nytårsgaver, foræringer til læreres og lærerinders, bestyrers og bestyrerinders fødselsdage eller endog bryllupspenge osv. I henseende til skolepenge skrev udgiveren i sit gensvar til unævnte forfatter: "Det er en smuk trøst til en fattig borger eller embedsmand: giv mig din halve indtægt fordi jeg læser med dine 3 eller 4 børn og se at du kan hjælpe dig på en anden måde. I de senere år har nogle embedsmænd desværre forsøgt at hjælpe sig på andre måder. Men det er gået dem meget ilde. Forstår forfatteren ellers en kunst hvorledes man kan gøre sig selv vis, uden at gøre andre fattige, da skulle han lære den fra sig. For undervisningen heri ville betale sig endnu bedre end institutbestyrelsen"

Man har ikke mærket til at disse gentagne offentlige klager har hjulpet synderligt. Alt er endnu som før, og tillige har et uvæsen grebet videre om sig som allerede den tid begyndte at gå i svang. For at forstørre de allerede byrdefulde udgifter har man indført en evig omveksling af skolebøgerne: Næppe er en lærebog eller en håndbog bragt i gang med megen ros over samme før vedkommende lærer dør eller afskediges. Og da benytter hans efterfølger lejligheden til at gøre sig en fortjeneste på en eller flere hundrede daler i honorar af en forlægger for manuskriptet til en ny skolebog. Det hjælper ikke at forældrene siger: vi har for nyligt anskaffet en bog i samme fag som blev sagt var god. Skal vi nu igen give penge ud? Hertil kommer at skolebøger er urimeligt dyre her frem for Tyskland, uagtet de netop kan sælges billigt eftersom afsætningen er så stor. 

Man har eksempler på at erkendt gode håndbøger er anskaffet og mådelige som for længst var henlagt til makulatur, igen indført når en eller anden skolelærer trængte til penge eller til billig husleje. Man er nogen gange så grisk på forandringen at man ikke engang kan vente til den nye bog er færdig fra bogtrykkeren, men benytter den stumpvis, nogle ark ad gangen og lader forældrene betale hele værket forud. Man har eksempel på at sådanne i hast udgivne lærebøger har indeholdt betydelige fejl eller urigtigheder, hvorfor det ville være godt om manuskriptet blev gennemset af Skolekommissionen og godkendt af denne før bogen blev trykt og indført til brug i offentlige skoler. Måtte det dog behage vedkommende autoriteter at kaste et nådigt øje til sådanne skadelige og trykkende misbrug!

A. Petersen.

(Politivennen nr. 781, Løverdagen den 18de December 1830, s. 821-825) 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar