Frederik 6.s Død og Begravelse

Ved Redacteuren


Frederik 6.s død må have betydet meget for Politivennens redaktør Kristen Kristensen til at opgive bladet. Det er antydet at kongen læste bladet og også fulgte nogle af anvisningerne i det. En motiverende faktor for Kristen Kristensen til at udgive bladet på trods af konkurrence fra en række andre "tidsblade". Dødsfaldet nævnes flygtigt i Kristen Kristensens nytårsbetragtninger i januar 1840. Ligesom antydninger i et forslag af de uroligheder der foregik på Vesterbro.

Begivenheden er imidlertid så skelsættende, at jeg har udvalgt nogle artikler fra nogle af de nævnte konkurrenter, københavneraviserne Dagen, Fædrelandet, Berlingske og Kjøbenhavnsposten. I modsætning til Politivennen dækkede disse aviser nemlig forløbet næsten dagligt. Interesserede vil også kunne finde notitser i Adresseavisen, fx fra 4. december 1839. For at se eventuelle reaktioner i provinsen, har jeg endvidere skimmet en håndfuld stiftstidender for Aalborg, Viborg, Ribe og Lolland-Falster. Som for det meste blot viderebragte nyheder fra københavneraviserne. Men dog også enkelte gange bragte lokale nyheder. 

Alle disse blade var godkendt af enevælden, så deres loyalitet mod enevælden kan der næppe være tvivl om. Selv det mest "oppositionelle" Fædrelandet. Det er derfor al mulig grund til at de alle nedtonede indtrykket af modvilje mod enevælden, og fremhævet myten om at kongen skulle have været elsket af befolkningen, eller "folket".

Typisk forside om dødsfaldet: Sorte rande, kors og store overskrifter.

Meddelelser om dødsfaldet

Dagen meddelte om dødsfaldet på forsiden den 4. december 1839 med sorte rande:
Kiøbenhavn, 4. December.
I Gaar Morges lød det sørgelige Budskab, at Kong Frederik den Siette ikke var mere: Enhver ilede for at erfare, om Danmarks elskede Konge var hensovet, og man læste Stadfæstelsen i den Bedrøvelse, der stod præget i Alles Aasyn, der vendte tilbage fra det sted, hvor enhver Undersaat før søgte Landets Fader den Konge der alt i levende Live bar det skiønne tilnavn: den Eiegode, hvis Velgierninger de nulevende og de kommende Slægter ville erindre med Taknemmelighed, og hvis Navn i Europa nævnes af Konger og Fyrster med Ærbødighed, fordi han elskede sit Folk, og var elsket af alle, fordi han i Tidernes Storme ikke svigtede, og endnu i sin høie Alderdom og i sine sidste Dage kun tænkte paa Folkets Vel. Man vidste vel, at han i den sidste Tid havde været upasselig, men da der ikke var udstedt nogen Bulletin, troede man, at hans stærke Konstitution vilde beseire saadanne Anfald, og Budskabet om hans Bortgang kom derfor uventet. Hans Død var blid og rolig. Allerhøistsamme døde Kl. 8½ i Gaar Morges i sit 72 Aar og sit 332te Regieringsaar. - Kl. 11 gik Generalmarschen og Tropperne samledes paa deres respective Alarmpladse. Imidlertid proclameredes Kl. 12 Hans Kongelige Høihed Prinds Christian Frederik til Konge under Navn af Christian den Ottende. Byens Porte lukkedes og Stadens Guverneur modtog Troskabseden af de i Byen garnisonerende Tropper og af Borgercorpserne. Paa samme Tid, kl. 4, som ringningen med alle Stadens Kirkeklookker begyndte, blev der skudt fra Voldene. Ringningen vedvarer indtil videre hver Dag fra kl. 10 til 12 Formiddag og fra Kl. 4 til 6 Eftermiddag. Paa det Kongelige Theater ere Skuespillene ophørte indtil videre.
Kjøbenhavnsposten bragte en lidt længere meddelelse hvori man antydede at Frederik 6. havde arbejdet på reformer, men forholdene var endnu ikke sådan at han havde kunnet udføre dem, det skulle så være den nye konge Christian 8.s arbejde. Kjøbenhavnsposten tirsdag den 3. december 1839:
Frederik den Sjettes Død og Christian den Ottendes Thronbestigelse.
Frederik den Sjettes Herredømme er endt! - Allerede i længere Tid har man kunnet vente dette Dødsfald, og dog overrasker det mange, som enhver vigtig Forandring stedse kommer uventet for den, der ikke var forberedt paa dens Komme. Nu er Øieblikket kommet, da Aandsnærværelse, rigtig Bedømmelse af sine Forhold, bliver lige nødvendig for Folket og dets Regering. Nu er Tiden kommen, en ny tid for Danmark! - nu eller aldrig er Tiden moden og vil føde vigtige Forandringer i vort Fædreland. Vishedens Tid har afløst Forhaabningernes og Forventningernes Prøvetid. Den Dag, da Frøkornet sprænger sin Skal og udfolder sin Blomst, er kommen. Mangt et Sædekorn nedlagde den salig hensovede Monark, og Ingen skal ville miskjende hans ædle Villie, den Villie, der, for at fremkalde Almeenaanden, gjengav Folket de første repræsentative Stænder, efter at Landets og Folkets Stemme havde været udelukket i meer end halvandet Aarhundrede fra Regeringens Raadslagning; Ingen skal uden inderlig Taknemlighed nævne hans Navn i Danmark og vor Historie skal vidne til de sildigste Slægter om Kong Frederik den Sjettes ædle Færd, der gjorde det første Skridt til at hæve den Dødsslummer, hvori Folkets Selvbevidsthed var nedsunken siden hiin Tid, da Fædrene bortgave eller lode bortgive alle deres og deres Efterkommeres naturlige rettigheder til en Eneste. Spiren af disse Sædekorn, Frederik den Sjette nedlagde, var hidtil kun ringe; Ageren var god, men det gamle Ukruds Mængde endnu alt for stor; vor nu afdøde konge oplevede ikke at see nogen stor Grøde af sit Arbeide. Den løn blev forbeholden hans Efterfølger, Christian den Ottende vil fuldende, han vil udvikle og fremskynde, han vil fuldstændiggjøre hvad Frederik den Sjette begyndte. Vishedens Tid skal afløse forhaabningernes of Forventningernes Prøvetid. Det er Christian den Ottende, der gav det norske Broderfolk en fri, selvstændig og urokkelig Constitution. Lader os aldrig glemme det! Lader os mindes det til enhver Tid, som han sikkerlig selv mindes det til enhver Tid med Glæde og Stolthed; this han har oplevet det, som Frederik den Sjette ikke oplevede, han har seet og vil endnu længe see Frugterne af sit høihjertede Værk, Norges Lykke og Opkomst. En Sammenligning mellem dette af Naturen saa stedmoderligt udstyrede Lands nuværende Forfatning og den indre og ydre Forfaatning i det af Naturen saa rige Land, hans Fødeland, hvis regering han idag har tiltraadt, vil bedre end alt Andet vise ham Veien og Midlet til den Lykke, han ogsaa er istand til at udbrede over Danark, og hvortil Forsynet saa umiskejendeligt har udseet og udrustet ham. Frederik den Sjettes ædleste Tanke var at føre sit Folk Tidens Oplysning imøde; ved Stænderinsitutionen har han gjort det; det første, det vigtige, det sværeste Skridt er skeet ved ham, og Folket har forstaaet ham og dets egen Stilling. Selvbevidstheden er gjenopvaagnet og den Oplysning, der umuliggjør den blinde ledelse, har allerede kastet sit lyse Skjær hen over Danmark, som Morgenrøden for den kommende Dag. Det danske Folk er saa modent til at stilles i de mest oplyste Nationers Række som noget, ja vel endog modnere end det norske Folk var i Aaret 1814.
Velsignet være Frederik den Sjettes Minde! og høit Leve Kong Christian den Ottende og alle de Forhaabninger, der nu skulle blive til Vished, til held for Danmark!
Dagen fulgte dødsmeddelelsen op den 5. December 1839 med en to-spaltet gennnemgang af Frederik 6. s liv. Fædrelandet bragte nyheden om Frederik 6.s død den 6. december med de afsluttende ord: "Men det er ikke blot Sorgens - det er ogsaa Haabets Time." Provinsen var lidt længere tid om at få nyheden. Først den 6. december meddelte Aalborg Stiftstidende om dødsfaldet.

Fra dødsfald til begravelse

Forberedelserne til begravelsen tog næsten 1½ måned. Liget nåede da også at gå en del i opløsning. Der berettes bl.a. om at soldaterne der stod vagt til sidst var ved at besvime af stanken. Dette fremgår dog ikke af bladene. De koncentrerede sig i stedet om alle de mange forberedelser der skulle ske:

Enkedronningens tilstand blev fx beskrevet i Kjøbenhavnsposten mandag den 9. december 1839:
Kjøbenhavn den 9de December 1839
  - Det vil glæde Publikum at erfare, at Hds. Maj. Enke-Dronningen, der i de første Dage efter hendes kongelige Gemals dødelige Bortgang, havde følt sig stærkt angrevet, og som en Følge deraf været saa upasselig, at hun ikke kunde forlade sine Gemakker, nu er i betydelig Bedring. - Hds. Kgl. Høihed, Hertuginde Wilhelmine Marie til Glücksburg, er i Formiddags ankommen hertil Hovedstaden.
Dønningerne i provinsen var hvis man skal tro Aalborg Stiftidende begrænsede. Meget af stoffet var hentet fra de københavnske blade. Men der var dog også lokalt stof, omend det skulle konkurrere med andre lokale nyheder, som fx fundet af en flaskepost. Det fik mere spalteplads end den afdøde konge, hvorom der ganske lakonisk den 12. december 1839 stod følgende lille notits:
Aalborg, den 12te December. Idag tog Sørgeringningen med alle Stadens Klokker, i Anledning af Hs. Majestæt kong Frederik den Sjettes Død, sin Begyndelse. Alle Skibe i Havnen heisede Sørgeflag i samme Anledning. Et Vemodsstille Præg synes at hvile over Alle. 
Ellers var der ingen beretninger lokalt fra Aalborg om reaktioner på dødsfaldet, bortset fra stiftamtmand Bluhmes lykønskningsadresse til Christian 8 fra 28. december 1839. Han udtaler sig på vegne af egne og øvrige embedsmænds og beboeres vegne i Aalborg Amt. Christian 8.s svar er der også. En lignende lykønskningsadresse stod den 2. januar 1840 for Hjørring.

I dagene umiddelbart efter dødsfaldet var de fleste blade fulde af optimisme over at trykkefriheden nu ville blive lempet under den nye konge. Men allerede den 7. december 1839 kunne Fædrelandet melde at Kjøbenhavnspostens udgave fra 6. december var blevet beslaglagt. Og dette var ikke et undtagelsestilfælde, men blot indledningen på en eksplosion i antallet af retssager mod bladene.

Den lille notits i Fædrelandet  den 7. december 1839 ser ikke ud af meget. Men står som en overskrift over hvordan enevoldskongen Christian 8. havde tænkt sig at administere ytringsfriheden: 

"Kjøbenhavnsposten for igaar er bleven lagt under Beslag. Vi kjende ikke dens Indhold, og kunne derfor ikke have nogen Mening om en Foranstaltning, som vistnok er et meget sørgeligt Varsel, dersom den ikke har været aldeles uundgåelig".  

Nummeret findes dog på Mediestream, og i artiklen "Danmarks politiske Standpunkt" kunne censuren sikkert finde adskillige grunde til ikke lade bladet udkomme. Herefter var der ngen blade som forsøgte at lægge ord i munden på den nye konge og regeringen.

Dagen berettede 13. december 1839 at der nu var udpeget kurerer som kunne informere udlandet om Frederik 6.s død. Desuden var der mange hyldestdigte til kongen som ikke lader tvivl om at digterne var enevældens tro skødehunde. Dagen bragte 14. december 1839 således B. S. Ingemanns hyldestdigt til Frederik 6, og den 21. december 1839 Adam Oehlenschlägers hyldestdigt til Frederik 6. Men der er mange flere, såsom Grundtvig, Heiberg og Kaalund.

Grundtvigs hyldest til Frederik 6. stod at læse i Aalborg Stiftstidende, 4. januar 1840. Dronning Caroline Amalie var imidlertid ikke tilfreds med linjen "Han gjorde end ikke en Kat fortræd", og som tilhænger af enevældens kongefamilie ændrede Grundtvig det til "Og alle Smaafugle sang dermed." I senere versioner dukkede katten dog op igen.

I slutningen af december havde man udformet en omfattende drejebog for hvordan begravelsen skulle foregå. Dagen 14. januar 1840 beskrev den rute som ligprocessionen ville tage: Amalienborg, Frederiksgade, Bredgade, Kongens Nytorv, Østergade, Amagertorv, Vimmelskaftet, Nygade, Gammeltorv, Frederiksborggade, Halmtorvet, Vesterport, Vesterbro, Jernporten til Frederiksberg Alle. Jernporten stod ved starten af Frederiksberg Alle, ved Værnedamsvej. Udover ruten var der ned til mindste detalje beskrevet hvem der skulle stå hvor på denne rute og hvad de skulle foretage sig. Denne drejebog blev bragt i Kjøbenhavnsposten torsdag den 26. december 1839. Drejebogen er pga. detaljeringsgraden sigende for hvor rangsopdelt det enevældige samfund var, set med nutidens øjne nærmest grænsende til det komiske. 

Af de sparsomme beretninger om provinsen berettede Aalborg Stiftstidende den 2. januar 1840 om Randers:
Randers, den 31te December 1839. Ogsaa her i Byen er Sognekirken, uagtet Sørgedecoreringen egentlig kun er befalet for Kirkerne i Stifternes Hovedstæder og nogle faa andre Byer, betrukken og smukt decoreret med sort Klæde og Fløiel. Det samme er tilfældet i den herværende jødiske Synagoge, i hvilken tillige den 16de Januar vil finde en Sørgehøitid Sted og af Religionslæreren, Hr. Cand. phil Syskind, blive holdt en Sørgetale i Anledning af høisalig Kong Frederik den Sjettes Liigfærd. 
Men ikke alle steder blev lykønskningerne modtaget venligt af myndighederne. Den 3. januar 1840 kunne man i Aalborg Stifstidende læse at politiet havde grebet ind mod lignende lykønskninger ved at henholde sig til forsamlingsforbudet:
Fra Haderslev berettes under 21de December, at Stadens Borgerrepræsentanter havde affattet en loyal Adresse til Hs. Majestæt Kongen og i Ugebladet "Lyna" opfordret til næste Dag at underskrive Adressen hos Gjæstgiver Petersen. Politiet lagde imidlertid strax Beslag paa Ugebladet og bekjendtgjorde, at saadanne Forsamlinger under Vilkaarlig Straf ikke burde afholdes uden førhen indhentet Polititilladelse. Men da Ingen vilde lade sig byde den Fornedrelse, først at bede Politimesteren om Noget, som han ikke var berettiget til at forbyde, og da man forudsaa, at han ogsaa paa samme Maade vilde gaae tilværks mod en muligt til Kongen indgivende Klage over hans Fremfærd, saa har man foreløbig ladet alle videre Skridt i den Anledning beroe. (Fædrelandet). Ifølge senere Beretning i Kiel. Correspbl. er den 26. Decbr. fra Haderslev afsendt en Adresse til Hs. M. Kongen fra Stadens 16 Deputeretborgere, samt en Besværelse over Politimesteren, fordi han havde forhindret en almindelig Borgerforsamling. 
I Køge udviklede situationen med at overbringe lykønskninger til Christian 8. sig til en skandale, ifølge Aalborg Stiftstidende 14. januar 1840:
Byen Kjøge udtaler igjennem "Sjællandsposten" sin Harme over at dens Byfoged, Justitsraad Brodersen, ganske alene var reist ind til Kjøbenhavn for at lykønske Kong Christian den Ottende, og tillige ved samme Leilighed havde taget sig den Frihed at aflægge en Lykønskning paa Byens Vegne, og saaledes handlet i dens Navn "ret som om den var et umyndigt Barn". Den gode Stad Kjøge er derved berøvet Leiligheden til ogsaa at fremkomme med sin Adresse. 
Køge var ikke det eneste sted den var gal. Også i Rendsborg var der skandale, ifølge Aalborg Stiftstidende, 17. januar 1940:
Endeel Borgere og Indvaanere i Rendsborg have i "Kjøbenhavnsposten" protesteret imod deres Borgerrepræsentanters Fremgangsmaade, at de, i Forbindelse med den dem af Amtet givne Fuldmagt, have affattet en Lykønsknings-Adresse til Hs. M. Kongen og Hertugen, i Anledning af hans Thronbestigelse, og overdraget Overbringelsen deraf til en Toldbetjent, som den 29. Decbr. afreiste fra rendsborg til Kjøbenhavn, uden at Borgerskabet i det mindste Maade var bleven underrettet om dette høist paafaldende Skridt før dets Udførelse.
Den lovbefalede klokkeringning skabte problemer flere steder da materiellet åbenbart ikke var gearet til at holde til den slags, ifølge Aalborg Stiftstidende, 4. januar 1840:
Ogsaa "Jyllandsposten" omtaler det Skadelige ved den nærværende vedholdende Klokkeringning, ikke blot for Kirkeklokkerne, men endogsaa for selve Taarnene og Kirkebygningerne. "Man erfarer saaledes - hedder det - , at mange Klokker alt ere deels itusprungne og deels revnede i Landsbykirkerne siden den befalede Klokkeringning begyndte i forrige Maaned. I Hovelbergtaarn skeete det i forrige Uge, at Knebelen faldt ud af Klokken under ringningen, dog uden at ihjelslaae de Tilstedeværende, ligesom Kirkeklokken i Liisberg er sprungen. I Sjelland nedstyrtede først i Maaneden Hyllinge Kirketaarn under Ringningen af Kirkens tvende store Klokker og ihjelslog 3de Mennesker, hvilket er saameget mærkeligere som Taarnet der ligeledes for 50 Aar siden skal være nedstyrtet, hvorved også et Par Mennesker bleve dræbte. Under det Iisslag, hvormed Klokkerne vare belagte midt i Maaneden skulle flere Klokker strax ved de første Trækninger være revnede. Det skal derfor være aldeles nødvendigt for at undgaae Klokkernes Springning naar de ere belagte med Iisslag, at begynde Ringningen ganske langsomt og da successiv forstærke den, ligesom den uøvede Haand maa vogte sig for at foretage denne med afbrudt og stødende Voldsomhed. Ved Christian den Sjettes Død sprang under Ringningen Stormklokken i Aarhus Domkirke, som vog circa 9 Skippund, hvorfor den ny ophængte i Støbningen erholdt følgende Inscription:
For Christian jeg sprak af Sorg og glemte,
At klinge vel som før - ved Frederik den Fremte.
Jeg frydes og fik Klang; Nu skal jeg holde ud
Med alle Verdens Tid. Det giv o store Gud!- 

En anden Klokke i Domkirken sprang under Ringningen ved Christian den Syvendes Død, uden at den senere er blevet omstøbt ... Med Frue Kirkes Klokker i Aarhuus tør man ei ringe mere af frygt for Taarnets stærkee og synlige Bevægelse, ifølge Taarnets uproportionelle Høide og Taarnebygningens Skrøbelighed, man må derfor her nøies med Knebelens anslag på Klokken, ligesom brugeligt er ved Ringningen af Klokkerne i Fruekirke i Kjøbenhavn. ... 
Og hertugdømmerne gik heller ikke fri for klokkeproblemer, ifølge Aalborg Stiftstidende, 17. januar 1840:
Ifølge Itzeh. Wochhl. ere flere Kirkeklokker sprungne i Hertugdømmerne, saasom i Wewelfleth, Meldorph og Uetersen.
Tronfølgeren, den kommende Frederik den 7. var forsinket, ifølge Kjøbenhavnsposten søndag den 12. Januar 1840.
Kjøbenhavn den 12te Januar 1840.
   - Thronfølgeren, Prinds Frederik, der, som meldt ventedes hertil Staden forinden den kongl Liigbegjængelse finder Sted, er allerede lykkelig passeret Beltet og ankommen til Roeskilde, hvorhen en af Hs. M. Kongens Adjudanter i Morges er afreist, for at møde Hs. Kgl. Høihed. Kl. 3 i eftermidd. ankom Kronprindsen hertil Staden.
   - H. M. har resolveret: at den ved Parolbefalingen af 6te dennes befalede Opstilling af Tropperne, som skulle paradere en haye ved den forestaaende høie Liigprocession d. 15de dennes, skal forandres til at skee saaledes, at Søcadetcorpset staar nærmest Amalienborg, dernæst Landcadetcorpset, kongens Livjægercorps, Kongens Livcorps, Søetaten, Artilleriecorpset, 1st Livregiment, Kbhns borgl. Infanterie, 2det Livregiiment, Kongens Livregiment, Kbhvns borgl. Artillerie, 1 ste jydske Inf. Regiment, 2det jydske Inf. Regiment, Kbhvns Brandcorps, sjellandske og jydske Jægercorps.
Herefter kunne Kjøbenhavnsposten mandag den 13. Januar 1840 meddele følgende:  
Kjøbenhavn den 13de Januar 1840.
  - I det foreskrevne Sørge-Ceremoniel vil nu foregaae den Forandring, at Hs. Kgl. H. Kronprinds Frederik personlig vil følge med i Processionen; Ligeledes er det bestemt, at, saafremt Veirliget tillader det, vil, efterat Ligkisten er overgivet til Bønderne ved Roeskilde-Hvile, Baldachinen blive baaren over samme indtil Domkirken. Skulde Veirliget fordre det, vil Kisten under Transporten blive bedækket med et dertil forfærdiget Overtræk af Cautschuk.
Interessen for ligprocession fremgik af Aalborg Stiftstidende den 14. Januar 1840:
- Et Beviis paa den Begjærlighed, Folk føle efter at faae Liigprocessionen at see, er den høie Priis (7 til 15 Rbd. for Faget), som betales for Leie af de Vinduer, hvorfra den kan sees. En Huuseier kunde ikke faae een af sine Etager leiet bort ved sidste Flyttedag. Nu har han faaet det derved lidte Tab fuldkommen erstattet ved at leie den bort for een eneste Aften

Aalborg Stiftstidendes forside, den 16. januar 1840.

Begravelsen

Bladenes gennemgang af ligprocessionen er meget loyale overfor enevælden, men der anes også en del irritation over at tingene ikke kom til at foregå som de skulle. Alle bladene er enige om at tempoet var alt for højt allerede fra starten. Så højt at en højtstående ældre officer fik et hjerteslag og døde. Der er også enighed om at der var optøjer efter ligprocessionen havde bevæget sig uden for Vesterport. Ligtoget startede fra Amalienborg kl 9:30. Ca. 10:45 var det ved Vesterport. Ca. 11:30 var det ved Jernporten ved Frederiksberg Alle. Denne strækning er over 3 km lang. I Dagen stod der 17. januar 1840 til slut i gennemgangen denne bemærkning:
Processionen i Onsdags begunstigedes af et i Forhold til Aarrstiden smukt Veir og var i det Hele vel ordnet; kun maa man beklage, at Toget bevægede sig i en for Anledningen mindre passende Hurtighed, der baade borttog en Deel af det Høitidelige og Imposante, der ellers vilde have været forbundet med dets Beskuelse, og i høieste Grad var besværende for de Mange, der ledsagede det tilfods. Men hvad der var det Værste ved denne Omstændighed, er, at den uden Tvivl har været en medvirkende Aarsag til, at Commandeur Svensen af søetaten, der var tilsagt til at bære Liget og tilfods at følge med Ligvognen, ved denne Leilighed tilsatte Livet. Allerede den pludselige Overgang i Temperaturen, da den Afdøde forlod Sørgegemakket, gjorde, at han følte sit Aandedræt besværet. Ikke destomindre fulgte han med Liigvogneen, men udenfor Porten paakom ham en stærk Hoste, og strax foran paa Vesterbro, maatte han forlade Processionen. Faa Øieblik, efterat han var kommen under Tag, opgav han Aanden, efterat Lægehjælp forgjæves var anvendt. 
Berlingske Tidendes beretning om ligprocessionen den 17. januar 1840 blev citeret i flre provinsaviser: I Aalborg Stiftstidendes mere lakoniske version hedder det: "Liigprocessionen har forladt Amalienborg til den bestemte Tid, men har bevæget sig meget hurtigere end man almindeligt havde ventet." Samme version findes næsten ordret i Viborg Stiftstidende 21. januar 1840, Ribe Stifts Adresseavis 21. januar 1840 og Dannevirke 22. januar 1840, som her angiver at kilden er Berlingske. I Lolland-Falster Stiftstidende 17. januar 1840 er man mere optaget af at samme dag som kongen blev ført ud af København, var det årsdagen for H. H. Hr. Konsistorieråd Boecks 50-årige embedsjubilæum. Maribos befolkning overbragte ham lykønskninger, en blomsterskål mm. I København fortsætter Dagen således:
Uagtet den talrige Menneskemasse, der var samlet i Byens Gader, gik dog Alt der til med den største Orden og Rolighet. Man maa imidlertid beklage, at ikke det Samme var Tilfældet udenfor Porten; thi da Toget naaede Jernporten, bleve Flere af Følget insulterede af den der forsamlede Pøbel. En Talrig Skare ledsagede derpaa Hans Majestæt Kongens og Prindsernes Vogne, da de efter Processionen igjennem Alleen kjørte op til Frederiksberg Slot. Her trængte Pøbelen ind i Slotsgaarden og gave ved upassende Hujen og Skrigen og Kasten med Sneebolte dees Nærrværelse tilkjende. Da hverken Militaire eller Politi der var tilstede, maatte man med det Gode søge at holde dem i tømme; og det lykkedes ogsaa een af H. M. Kongens Følge, ved at appellere til de Bedres Æresfølelse, af skaffe Rolighed og Orden tilveie. 
Fædrelandet skrev den 17. januar 1840 om de forhåbninger som bladet havde omkring forandringer og til den nye konge og omtalte kun forløbet af processionen ganske flygtigt:
Frederik den Sjettes Liigtog begyndte tidligere, end man i Almindelighed havde ventet, og gik for sig med en saadan Illfærdighed, at Indtrykket af den forøvrigt smukt arrangerede Procession derved i høi Grad blev forstyrrret. Publicums Holdning var beundringsværdig, naar undtages at der paa Vesterbro og senere ved Frederiksberg Slot skulle have fundet enkelte excesser Sted. Men heri Staden iagttoge alle Tilskuerne den høieste Grad af Rolighed og Anstand. Det Meste passerede forøvrigt saaledes, som vi tidligere have meldt, og hvortil ved nærmest kun have at tilføie, at tæt udenfor Vesterport en Deel Amagere vare opstillede i deres nationale Dragt og med Fakler.   
Mens disse aviser nok lå nærmest på en "officiel" version hvor man prøvede at fremstille ligtoget som det burde være foregået, antyder Kjøbenhavnspostens beretning noget andet,  fredag den 17. januar 1840:
Kjøbenhavn den 17de Januar 1840.
- De mange forberedelser til de nu forsaavidt lykkeligt tilendebragte Sørge-Ceremonier ved den afdøde Konges Liigbegængelse, og den megen forudgaaende Talen derom, havde, som hvermand veed, vakt store Forventninger; men at disse, i det Hele taget, kunne ansees for at være blevne tilfredsstillede, eller at den kongelige Liigbegængelses Act kan siges i sin Heelhed at have været høitidelig og frembragt det Indtryk, som man dermed tilsigtede, betvivle vistnok med os endnu Flere end de Mange, der sikkert ere enige med os i, at nutiden ikke længer har hverken den til saadan foreskreven høitidelig Pomp fornødne Sands eller takt. At dette i det mindste tilfulde har viist sig ved den iforgaars Aftes stedfundne Procession med det kgl. Liig gjennem hovedstaden og Vesterbro, behøve vi ikke at fremskaffe Vidner paa, thi det ere alle, baade Deeltagere og Tilskuere, enige om, at den Maade hvorpaa det hele med saa megen Besværlighed samlede og arrangerede Tog gik for sig, kun lidet egnede sig til at afgive det sidste bekræftende Beviis paa den Veneration og Pietet, man i Vers og Prosa har været saa rundhaandet med at beraabe sig paa. Vi tvivle imidlertid ingenlunde om, at det Hele overhovedet har været arrangeret paa det Bedste, med megen Omhu, paa den ene Undtagelse nær, at man formodenlig har forglemt, at gjøre Deeltagerne i Proceessionen og navnligen de forreste af dem, opmærksomme paa den art af Gang og Skridt, man nødvendigvis maa iagttage ved en Leilighed som denne, noget, som ved at det tilsidesattes, gav den hele Procession Skin af en Iilfærdighed, som bedre sømmede sig til en Glædes- end til en Sørge-Fest, hvilket forresten mange blandt de Medfølgendes nonchalante holdning og Miner slet ikke heller modsagde. Den hele Procession fra Amalienborg til Jernporten ved Frederiksberg Allee blev som en Følge heraf ogsaa tilendebragt i en overraskende kort Tid. Efterat Følget havde samlet sig paa Enkedronningens Palais, hvor i et Sideværelse til Sørgegemakket et Sangerpersonale og musici vare placerede, begyndte Høitideligheden, efter Majestætens Ankomst, med Afsyngelsen af et af Slotspræsts Pauli forfattet Sørgevers, hvorpaa Sjællands Biskop holdt den forordnede Sørgetale, der isærdeleshed udmærkede sig ved sin Korthed; efter endt Tale blev et Slutningsvers afsunget, og nu indtraadte de 24 Tømmersvende, som fungerende for de til at bære Liigkisten beordrede Commandeurer og Oberster, bare Kisten ned og løftede den ind i Liigvognen. Toget satte sig derpaa, efter den af den fungerende Over-Hofmarschal skete Opfordring, i Bevægelse i den ved Ceremoniellet foreskrevne Orden. Ved Omgangen omkring Statuen paa Amalienborg Plads afgav Processionen et skjønt og imponerende Skue, hvilket imidlertid snart tabte sig ved den før omtalte Iilfærdighed, som derefter indtraadte i de andre Gader, og som foranledigede, at saavel det opstillede Militair tildeels endnu ikke havde ordnet sig tilstrækkeligt, som ogsaa at adskillige af de øvrige Forberedelser kom temmeligt sildigt til Udførelse. Ved Vesterport, ovenover hvilken, som bekjendt, et Sangerchor af alle Classer og af egen Tilskyndelse havde forenet sig, for at bringe den Afdøde Folkets sidste Farvel, i nedenstaaende Afskedsqvad af G. P. Holst, standsede Toget neppe, og var allerede borte, da de sidste Toner Løde. Et andet af Folkets egen Inspiration frembragt smukt Skue afgave de paa begge Sider af de ophøjiede Raveliner opstillede Amagere af begge Kjøn i deres Nationaldragt og med brændende Fakler. Efterat Liigvognen havde naaet den med en større spiralformet Guirlande og nogle mindre Krandse omkring den ene Medaillon og Figurernes Hoveder, som ogsaa med Blus-Pander prøvede frihedsstøtte, standsede Toget, medens nedenstaaende af Prof. Heiberg forfattede Vers blev afsungne af på en, ved Siden anbragt Forhøining placerede Bønder, medens andre Bønder stode i Sidealleerne med Fakler. Her frembød processionen unegtelig den største Høitidelighed, som imidlertid atter snart forsvandt efterat Toget igjen havde sat sig i bevægelse, og heller ingenlunde paa ny tilveiebragtes paa det øvrige Stykke af Veien indtil Jernporten, hvor det paa den foreskrevne Maade opløste sig. Tvertimod gik her endog næsten den sidste Levning af høitidelighed tabt, idet den tiltrængende Folkemasse, der nu var forøget af de fra Staden, gjennem Porten og over Voldene tilstrømmende Hobe, her ikke længere kunde tilbageholdes, og hvortil det allerede fra Begyndelsen af opløste Brandcorps, der her skulde danne espalier i Forening med Castelsjægerne, heller ikke kunde bidrage. Iøvrigt havde Folket næsten uden Undtagelse overalt inde i Staden medens Processionen drog forbi, iagttaget den ved en saadan Leilighed ene passende høitidelige og ærbødige Stilhed, hvorved det endog med Føie kan siges at have viist mere Takt end Flere blandt Følget, der ugenerede bekjæftigede sig med deres Omgivelser og med at sende Hilsener til deres Bekjendte. Efterat Processionen ved Jernporrten havde opløst sig, fortsatte Liigvognen, ledsaget af den i Ceremoniellet betegnede Escorte, Veien til Roeskilde, hvorved den passerede den af os tidligere omtalte Æresport, opreist ved Damhuset af Bønderne, og hvorved foruden de tvende omtalte, ogsaa et tredie transparent var anbragt, der hentydede paa Bondestandens fremtidige Haab under Christian VIII. I Roeskilde Kro bedede man, og til Roeskilde-Hvile ankom man, som en følge af den skyndsomhed, hvormed Toget baade var begyndt og fortsat, saa tidligt om Morgenen, at Liigvognen her maatte blive holdende en lang Tid, hvorhos dog de tildeels allerede tilstedeværende Bønder sluttede sig omkring samme og dannede Kong Frederiks sidste Liigvagt under aaben Himmel i den kolde, mørke Morgenstund. Efterat Dagen var frembrudt og Tiden kommen til det kongelige Liigs bisættelse, løftedes Kisten ned paa Baaren og Bøderne bare Ham iHænderne og ved Hjelp af Seler om Skuldrene til Roeskilde By og Domkirke, hvori ogsaa enkelte Andre deeltoge. Ved Indgangen til Domkirken modtages han af Commandeurerne etc. der understøttede af de tidligere omtale Haandværkere, bare Kisten under Baldachinen ind paa dens Plads. Sørgehøitiden i Kirken, som langtfra ikke var opfyldt af Mennesker, bestod især i en Tale af Sjællands Biskop og Afsyngelsen af en af Oehlenschläger forfattet Cantate og varede indtil omtrent Kl. 1. Som Liigfølge i Kirken selv var, foruden Hs. Maj. Kongen og de kong. Prindser, nogle og tyve af Rigets Dignitarier tilstede. Hs. Majestæt, som den foregaaende Aften efter Processionens Opløsning først havde begivet sig til Frederiksberg, for at indtage en Forfriskning, og derfra var tagen til Roeskilde, ankom igjen her til Hovedstaden igaar Aftes.

- Commandeur i Søetaten, Suenson, som ved Processionen i Onsdags Aftes ledsagede det kgl Lig til fods, blev, efterat han med den synligste Anstrængelse var fulgt med indtil Vesterbro, angreben af et Anfald af Apoplexi og døde, efterat være bleven bragt ind i et Huus paa Broen, en Timestid derefter. Han havde, af oprigtig Hengivenhed for den Afdøde, endskjønthans Helbred i længere Tid havde været meget svag, og uagtet sin Families Bønner og Forestillinger, ikke villet ladet sig afholde fra at vise Kong Frederik den sidste Ære.
Adresseavisens forside referede sørgehøjtideligheden i enkedronningens gemak den 17. januar 1840. Kjøbenhavnsposten berettede dernæst udførligt om højtideligheden i Roskilde Domkirke, Kjøbenhavnsposten lørdag den 18. januar 1840. Heri beklager man sig også over at tilslutningen ikke var hvad den burde være.
Kjøbenhavn den 18de Januar 1840. 
- Alle Beretninger stemme overeens i at Sørgehøitiden i Roeskilde, i Anledning af, at den afdøde Konges Bisættelse, har, fra det Øieblik af, at den ved Roeskilde-Hvile af det fra Staden medfølgende Personale forladte kgl. Liigvogn blev omgiven af Bønderne og det kgl. Liig var blevet overantvordet til disse og indtil Sørge-Actens Slutning i Domkirken, fuldkomment havt det Præg af Høitidelighed, som ved Processionen paa flere Steder, og navnlig på Vesterbro, gik tabt. At Landalmuen med sin mønsterværdige Takt og Holdning har bidraget betydeligt hertil, vil det være enhver Folkeven særdeles kjært at erfare, saameget mere som derved den bedrøvelige Kjendsgerning om enkelte paa Vesterbro og ved Frederiksberg Slot af nogle raae, uvorne Individer forøvede Excesser derved finder det bedste Modbevis for, at den danske Almue i det Hele vel har vidst baade at vurdere den foregaaende Handling og Kong Frederiks Minde. Et af de derhen hørende Beviser er, at da Liigtoget paa Roeskildeveien ankom til Glostrup Sogn, modtoges samme af Præsten i forening med Sognets Beboere, der under Afsyngelsen af en Psalme fulgt Liigtoget til ud over sognets Markeskjel. Fra flere andre Sogne kom ligeledes Bønder til underveis og ligesom overhovedet alle Deeltagere i denne Sørgehøitid, der henhørte til Almuen, med den mest uskrømtede Oprigtighed for den Afdøde, saaledes hørte ogsaa overhovedet det folkelige Element overalt, hvor det blev tilstedet Adgang til at yttre sig ved denne leilighed, unegtelig til den skjønneste Deel af den hele Høitidelighed, og afgav derved tilstrækkelige Beviser for, hvorledes det ingenlunde mangler vor Tid paa sand Erkjendtlighed, men at derimod dens mere rensede Smag ikke længer har Sands for de foreskrevne stive Ceremonier, der skulle gjelde for Tegn derpaa. At forresten nogen saadan erkjendelse skulde have været medvirkende til, at saamange Dignitarier og Statsembedsmænd ikke efter Opfordring deeltoge i den anordnede Procession og øvrige Sørgeceremonier, kunne vi ingenlunde antage, da da det sikkert ikke har manglet dem paa bedre undskyldende Grunde for deres Udeblivelse fra at bevise den afdøde Konge den sidste Ære; men hvorvidt iøvrigt disse Grunde hos mange af dem vilde have været overveiende, dersom Kong Frederik havde, saaledes som Keiser Carl V., i levende Live ladet anstille sin Liigbegængelse, det er jo rigtignok et andet spørgsmål. - Den hele Act fik iøvrigt først sin rette Betydning ved og i Roeskilde, hvor i selve Domkirken de høitidelige Toner af den af Weyse componerede Cantate og Biskop Mynsters Tale stemmede og opbygede Gemytterne.
  - Som bekjendt blev det ved kgl. Resol. befalet at høitideligholde den afdøde Konges Begravelsesdag ved at afholde Gudstjeneste med Sørgetaler overalt i kirkerne i Danmark. Nogle Præster i Omegnen af Roeskilde indgik i denne Anledning med et Andragende til Sjællands Biskop om at Sørgefesten i deres Kirker maatte udsættes til Søndagen den 19de dennes paa Grund af, at ingen af deres Sognefolk ville kunne møde i Kirken den fastsatte Dag, da de af Bønderne, som ikke mødte ved Roeskildehvile for at bære den afdøde Landsfaders Liig, vare tilsagte til at møde paa landeveien for at kaste Snee, hvis at Sneefog skulde indtræffe. Dette, paa saa rimelige grunde støttede, Andragende blev, som sagt indsendt til Biskoppen, forsynet med en varm Anbefaling af Domprovsten i Roeskilde, og af Biskoppen atter med en Anbefaling sendt til det kongelige danske Cancell; Cancelliet lod sig nøie med at give sit bekjendte laconiske Svar: "Kan ikke bevilges", og hermed var da Sagen afgjort. Hvad man kunde forudsee, indtraf; os er det bekjendt at i det mindste i een af Kirkerne i Omegnen af Roeskilde ikke et eneste Menneske mødte, og det er sandsynligt, at dette Tilfælde er indtruffet paa flere Steder. Dette lille Factum bringer os tilbage til et Ønske, som ved mange leiligheder er blevet yttret, at Afgjørelsen af Sager, der ere af en reen kirkelig Natur, maatte blive henlagte under Biskoppen, der vistnok i ethvert Tilfælde er langt mere competent til at afgjøre slige Spørgsmaal end et aldeles verdsligt Collegium som Cancelliet. 
Adresseavisen havde et resume af begivenhederne i Roskilde i udgaven 18. januar 1840. Kjøbenhavnsposten så "bønderne" som det sande folk fordi de havde støttet op om ligprocessionen fra Roskilde. Spørgsmålet er om deres ringe forståelse for landets tilstand og ønske om hvordan tingene burde være, ikke også her spillede dem et puds: En del af de rigeste bønder var ganske vist blevet begunstiget af landboreformerne under Frederik 6. De øvrige ikke. Og at bønderne selv skulle have været til stede, er ligeledes usandsynligt. Sognefogederne havde befalet at de skulle møde i hundredvis. Men bønderne havde karle eller husmænd til at klare det hårde fysiske arbejde, og det er formentlig dem der er blevet udkommanderet til at være til stede. Og til at skovle sne. Ovenfor fremgår også at der var beordret officerer til at bære kisten, men at 24 tømrersvende bar kisten for dem! Når Kjøbenhavnsposten således skrev "bønderne", skal det formentlig tages med et overordentligt stort gran salt. Der er snarere tale om udkommanderede karle - eller husmænd.

Frederik 6.s kiste i Roskilde Domkirke. Kisten bærer to bibelcitater: "Hans ihukommelse er i velsignelser" og "Miskundhed og sandhed skal bevare en konge". Det sidste var teskten som biskop Mynster talte over ved ligprædikenen, og som tro tilhænger af enevælden sagde han bl.a. "Miskundhed og sandhed bevarede ham alle hans dage, de skal bevare hans navn og de skal bevare hans sjæl evindelig."

Når man læser provinsavisernes artikler, så er det slående at der ikke er en eneste henvisning, ikke engang en antydning af lokale bønder som hylder kongen. Nu skal man selvfølgelig være forsigtig med at drage konklusioner ud fra nogle blade. Men det er slående at omtalen af bønders hengivenhed overfor kongen udelukkende er omtalt i københavnske aviser. Til gengæld er det omtalt at klokkeringningen truede kirkerne og der endog blev 3 personer slået ihjel ved den lejlighed. Så varndernes påståede hengivenhed for kongen i virkeligheden blot noget det københavnske borgerskab forestillede sig?

Den videre historie ligger uden for denne weblogs rammer. Men forhåbningerne til en reform af enevælden under Christian 8. blev skuffende. I stedet blev det bl.a. den 1. slesvigske krig og Frederik 7. som satte gang i et systemskifte i 1849. Men det er en helt anden historie.