11 december 2016

En Kirke forvandlet til Dandsesal

I Helsingørsavisen af 16. september bekendtgør en danselærer at han til 1. december åbner sin danseskole, og at øvelserne "foretages i den forhenværende engelske kirke". Man ved at efter øvelserne følger et lille bal, og når begyndelsen først er sket med et bal, så kommer der almindeligvis flere.

Man behøver hverken at anse dans for noget ugudeligt eller letfærdigt, eller betragte et forhenværende bedehus som et sted hvor aldeles intet verdsligt bør foretages, for at erkende at der ligger noget højst anstødeligt i at et lokale som har været indviet til et så helligt brug som en kirke og der som sådan for ikke ret mange måneder siden endnu er blevet benyttet, skal overgives så ganske til lystighed, og det måske ikke altid den mest uskyldige. Har nu endog ejeren af det nævnte lokale ikke selv så megen takt for det sømmelige, så må man dog meget undres over at de ikke få engelske familier i Helsingør om hvis agtelse for det hellige der sikkert lige så lidt kan være spørgsmål som om deres kendelige gudsfrygt, ikke har været betænkelige på i det mindste for den første tid, at forebygge en sådan vanhelligelse der ligger noget vel nær skandalen.

(Politivennen nr. 1238, Løverdagen, den 21de September 1839. Side 601-602)  

Redacteurens Anmærkning

Der er tale om en ejendommen i Søstræde 2 og 4 som blev indrettet til danseboden med det bibelsk klingende navn "Babylon" i 1839 efter at være blevet solgt 1837. Babylon bliver i Bibelen brugt som symbol på synd og forfald, skøge mm. 1889/1904 blev ejendommen til "Arbejdernes forsamlingsbygning" (fra 1951 Folkets Hus), som blandt andet brugte kirkerummet til sommerteater. 

Lukningen af kirken var enden på en stribe forgæves forsøg på at etablere en engelsk menighed i Helsingør. Den britiske menighed var siden 1761 henlagt til Olai sogn. Første gang var 1781-84 hvor der var en engelsk præst til byen og der blev indrettet et kapel med prædikestol i en sal i en lejet ejendom i Stengade. 

Anden gang var med den anden præst 1791-98. En præstebolig blev indrettet i Søstræde 1792-93. Det var her man indrettede kirken for "den engelske nation". Den havde 25 lukkede stole, orgel og opvarmning. Kirken var blevet solgt 1796. 

Den tredje præst fra 1805 fik ingen varig ordning. I 1807 kom så Københavns Bombardement, og kirkens ejer John Good udlejede fra 1809 kirken til indkvartering af kanonbådenes søfolk. Det må have været en underlig situation da kanonbådene blev brugt til at angribe engelske flådefartøjer. Kirken forfaldt og blev herefter tilsyneladende opgivet. 

Efter flere forgæves forsøg lykkedes det i 1833 for en præst at få kongelig anerkendelse, men han virkede kun til 1838. Efter endnu et forgæves genoplivningsforsøg i 1854 ophørte forsøgene. (Kilde: Danmarks Kirker og Helsingør Leksikon.)

Bør Skolelærere være Prangere?

I Fanefjord Sogn på Møn har det i mange år fundet sted at flere af de skolelærere der er ansat der, påtager sig den kommission at opkøbe kornvarer for købmændene. Selvom man nu kunne ønske at sådanne i almindelighed knapt aflønnede embedsmænd kunne finde lejlighed til på en passende måde at anvende deres fritid til nogen bifortjeneste, bør der dog på ingen måde tillades dem at være handelsmænd og allermindst at agere prangere hos de forældre hvem deres ungdom er betroet. Det samme der taler for at præsten ikke bør befatte sig med handel, gælder i sandhed også med hensyn til skolelærerne. Ingen kan tjene Gud og Mammon. Men når pludselig der indtræffer en ordre til opkøb, må bevægelsen i en aldeles uvant sfære og tanken om den dermed følgende vinding uden tvivl have en skadelig indflydelse på selve skoleundervisningen. Ja, utilbørlig forsømmelse kan vel endog fra tid til anden være følgen. 

Finder den omtalte prangen eller handlen endog sted med skolebørnenes forældre, bliver sagen dobbelt betænkelig da bonden vel ofte for sine skolesøgende børns skyld entrerer med skolelæreren i en handel som han ikke indgik med nogen anden. Da i øvrigt de her omtalte skolelærere sidder i mere end almindelig gode embeder, håber man så meget mere at deres foresatte som ikke kan være uvidende om det her påankede forhold, vil sørge for at få det fjernet, hvilket burde være sket for længe. siden.

(Politivennen nr. 1237, Løverdagen, den 14de September 1839. Side 585-586)


Noget mere om Skolelærere.

i Politivennen læste vi for nylig et stykke om skolelærerne i Fanefjord sogn som kritiserede som for "kornprangere". Indsenderen af dette kan og vil ikke nægte at et par af dette sogns skolelærere og vel flere lader sig bruge af købmændene i Stege og Stubbekøbing til for disse regning at købe korn hos bønderne. Men man indser dog ikke at dette kan fortjene offentlig dadel eller engang forbydes dem når de gør det i deres fritimer og ikke derved lader sig forlede til drikken og spil i bondens hus eller gård. Derimod burde det efter min og flere mening ved lov forbydes enhver skolelærer at have jord til leje eller til eje udenfor den skolelod og have de er tillagt. De er i skoletiden med deres hele sjæl på ageren og ved avlingen. Ja, vi kunne vel antage at de ikke sjældent selv i skoletiden er der både med legeme og sjæl, især på de steder hvor præsten er for gammel eller for svag og overbærende. Disse skolemænd bør ikke have for mange beskæftigelser eller bekymringer for dette livs næring. Alt hvad de efter deres stilling behøver til eget og families underhold bør gives og tilbringes dem. Og i den henseende har skolelærerne på Møn vist ingen grund til at klage, især når afdraget for offer og biindtægter nu efter stændernes indstilling og kongens befaling ophører hvor kommunerne kan bære dette tillæg.

(Politivennen nr. 1247, Løverdagen, den 23de November 1839. Side 744-745

10 december 2016

Anmodning til Kjøbenhavns Politie samt Politiet i Kjøbenhavns Amts søndre Birk.

Anmelderen som ofte i indeværende sommer har passeret Falkoner Alle, tillader sig at henlede det ansvarlige politis opmærksomhed på at der i nævnte alle især i den del af samme som hører under Københavns politi, nemlig fra Assistenskirkegården til Ladegårdsåen, næsten altid fra om formiddagen til om aftenen såvel i selve alleen som indenfor grøfterne opholder sig adskillige af den laveste art offentlige fruentimmer som der driver deres uvæsen, dels betler, dels tilbyder lysthavende deres tjeneste, fornærmer og forskrækker forbigående anstændige kvinder mm. At disse væsner der ofte ses i selskab med ladegårdslemmer og deslige folk, når lejlighed gives til det, bestjæler de omkringboende er vel mere end rimeligt. I hvert fald er de en vederstyggelighed for enhver rolig og anstændig promenerende, ligesom de aldeles henhører under klassen af betlere og løsgængere, og der vil derfor næppe behøves mere end at gøre politiet opmærksom på det for at vejen omsider kan blive renset for dette utøj. Hilket vil være så meget mere ønskeligt som de tilstundende mørkere aftener gør sådanne selskabers nærværelse endnu mere ubehageligt.

(Politivennen nr. 1237, Løverdagen, den 14de September 1839. Side 580-581

Til Sundhedspolitiet.

Den ifølge sin farve såkaldte "Blå Vogn" hvori der almindeligvis føres aldeles fattige afdøde til det sidste hvilested, udbreder ikke sjældent ved sin passage gennem gaderne en forpestende stank, der ganske opfylder værelserne i de nærliggende bygninger når man ikke er så heldig at blive opmærksom på den i en sådan afstand at man har tid til at befri sig for den værste del af den ved at lukke vinduerne. En stank så væmmelig at den natterenovationsvognene udbreder i sammenligning er for intet at regne, og så vedhængende at man ikke kan passere vognen endog når den vender tilbage og har udtømt sit indhold uden at lugteorganerne afficeres på det mest ømtfindtlige. 

Man vil også have bemærket at de sager der er indeholdt i denne vogn, er i en så opløst tilstand at flydende dele deraf jævnligt baner sig vej gennem vognens sammenføjninger. Og hvad virkning et sådant fluidum må have på luften i vores gader, behøver ingen omtale.

Hvorfra disse i høj grad forrådnede menneskelige levninger kommer, ved man egentlig ikke. Men det er utroligt at man i vores vist med føje roste hospitaler skulle gemme ligene så længe at de i det mindste for en del befinder sig i en sådan tilstand. Tanken falder da nærmest på vores anatomisale som man dog heller ikke kan tro at være i vores oplyste tider oplagssteder for sådanne sager. Den sidste af indsenderen bemærkede transport af denne art passerede Nørrevold sidste lørdag klokken halv otte om morgenen og for rette vedkommende må det formentlig være en let sag at finde ud af hvorfra den har haft sit udgangssted.


Af Sundhedspolitiet udbeder man sig vedbørlig opmærksomhed for denne sag, såvel med hensyn til de steder hvorfra denne transport sker, som til transporten selv. Den strenge økonomi der måske kunne tilråde opsættelse indtil man får fuldt læs, er i sandhed her ilde anvendt, og i alle tilfælde burde udførelsen af sådanne sager indskrænkes til tiden for natterenovationsudførslen og ikke finde sted på en tid af dagen da de fleste stadens beboere er i fuld virksomhed.


(Politivennen nr. 1230, Løverdagen, den 27e Juli 1839. Side 466-468

09 december 2016

En meget værdig Gjenstand for Politiets Opmærksomhed.

Det er enhver retsindig mands og god borgers pligt at henvende vores årvågne politis opmærksomhed  på uordener under dets ressort som uanset al den iver og anstrengelse hvormed det røgter sit udstrakte og byrdefulde kald dog kun lejlighedsvis kan komme til dets kundskab og forebygges. Blandt sådanne henregner indsenderen den uskik som meget jævnlig og især om søndagen foregår på Kultorvet og sandsynligvis på andre åbne pladser, idet flere dels lurvede og barfodede, dels bedre klædte drenge i en alder fra 5 til 10 til 12 år engang imellem med cigarer i munder har gjort sig det til en tidsfordriv eller næringsvej at fange fugle som søger næring der, ved på forskellige steder at henlægge havre og hakkelse, dækket af strå indsmurt i fuglelim. Denne fangst lykkes dem hyppigt og er derfor blevet en spekulation for flere korporationer som anvender hele og halve dage med denne beskæftigelse i stedet for at tilbringe deres tid i de åbne asyler og skoler med gavnlige sysler der kan betrygge dem en heldig fremtid og staten en god og brugbar ungdom.

Denne uskik fortjener så meget mere at blive standset som den ved hyppig gentagelse leder til laster og fordærvelige baner. Disse børn forsyner sig nemlig med de fornødenheder der hører til fangsten, ved at stjæle af de fodersække og krybber som bønder, droschekuske og andre udsætter for deres heste. Jævnligt bliver også de børn af bedre opdragelse der roligt går fra og til skolerne, kvinder og andre der ikke er medlemmer af sådanne korporationer, antastet med skældsord, slag og stenkast når de i uvidenhed ved at følge deres vej kommer de udsatte snarer for nær og skræmmer de fugle væk som er forsamlet om dem. Men især er det oprørende at se den mishandling som de fugle der er indviklet i fuglelimen og strået er udsat for når de ved flagren nær jorden søger at vikle sig ud og redde sig af den overhængende fare og da indhentes ved at blive ramt med træsko, sko, hatte, kasketter og sten og derpå stuves sammen i bure, æsker, krukker, hattepulde, lommer og tørklæder hvor de uden luft og sandsynligvis uden næring må tilbringe dagen indtil fangsten er tilendebragt. 

Indsenderen har endog engang været øjenvidne til at sådanne fuglefængere da fangsten gik mindre hurtig, udfyldte mellemrummene med at binde sejlgarn om foden af de fangne fugle og lod dem flyve et stykke i vejret og når de da med jubel over den genvundne frihed, havde svunget sig op i luften, blev trukket tilbage til jorden med en kraft der uundgåeligt må have sønderlemmelse til følge.

Vores virksomme politi vil sikkert finde hensigtsmæssige midler til snarligt at hæve og for fremtiden forebygge dette uvæsen.

(Politivennen nr. 1228, Løverdagen, den 13e Juli 1839. Side 434-436