20 januar 2017

Tivoliet og dets Rivaler.

Da Tivoli blev åbnet forrige år, hørte man en almindelig klage over de store rettigheder der er blevet tilstået denne forlystelsesanstalt og som gjorde dybe skår i manges hidtidige levevej, både udenfor porten og i byen. Frederiksberg, Kehlets Alleenberg og pricernes Morskabsteater havde de foregående somre ligesom denne været de steder hvorhen Københavns indbyggere begav sig når de ikke valgte en skovtur. Nu da Tivoli blev åbnet, strømmede alle herind. Der siges endog i det forbavsende antal af 14 til 15.000 mennesker. Vejen til det elskelige Frederiksberg, hidtil københavnernes yndlingsspadseretur, blev tom den øvrige del af sommeren. Alleenberg stod forladt, den larmende karusselbane stod stille. De øvrige beværtningssteder udenfor Vesterport kunne gerne have lukket til med undtagelse af Rosenlund, hvis ejer, det gamle kløgtige hoved som han selv har kaldt sig, foranstaltede vauxhaller, fyrværkeri der var sidestykker til hans smagfulde karusselkørsel, men som dog tiltrak sit publikum der her kunne få en svingom med en smuk pige og lidt konversation i havens mystiske lysthuse. Tivoli blev endelig lukket efter at have afgivet et yderst glimrende resultat. 

Da denne sommers nærmede sig, begyndte Alleenbergs ejer, C. Kehlet at ruste sig mod sin dødsfjende, Tivoli af alle kræfter. Hans bestræbelser blev kronet med et heldigt udfald. Skønt Tivoli blev godt besøgt, så man dog et langt større antal spadserende endnu vandre ad det gamle Frederiksberg og undervejs besøge Kehlet hvor man nu om søndagen finder alle lysthuse besatte, uagtet der er indrettet et langt større antal i år end tidligere. Kehlet, som ved at mangel på fremgang er tilbagegang, har ikke alene anskaffet sig et kostbart fortepiano (det skal koste 700 rigsdaler) der spilles midt i haven. I hans smukke kinesiske lysthus er oprejst en række smukke panoramaer der forevises for en yderst lav pris. Og han har endog i denne tid foretaget sig en rejse til Hamborg og Berlin for at bese de derværende taffelhuse og forlystelsessteder og muligvis derefter indrette sit beværtningssted udenfor og i staden. En sådan dristighed forenet med den grundsætning at en lille fortjeneste der kommer ofte, er bedre end en stor, må have til følge at hr. Kehlet kan konkurrere med den ellers altopslugende forlystelsesanstalt, Tivoli.

Fra en anden side søgtes også et agtet kunstnerselskab at sætte en skranke for tivolis indgreb i anden mands rettigheder. Da Tivoli nemlig blev åbnet i år, gav man her pantomimer uagtet dets privilegium forbyder det opførelsen af sceniske fremstillinger, hvortil pantomimer i alle henseender hører. Pricerne hvis mest vægtige præstationer er mimiske forestillinger og som ellers led nok ved Tivolis oprettelse, indgav protest, grundet på monopol til kancelliet som også med hensyn hertil forbød pantomimers opførelser på Tivoliteatret. Handlede de urigtigt heri? Eller kan man fortænke danske borgere at de værner om deres rettigheder mod et alt opslugende uhyre som Tivoli der med sine daglige mimiske fremstillinger til sidst ville overmætte publikum med dem som det allerede har gjort med sine atletiske, herkuliske, arabiske, malibariske, kinesiske og Gud ved hvad kunster? 

Desuagtet synes dog at Tivolis privilegiehaver er forbitret på Morskabsteaterets ejere fordi det formenes ham at tilintetgøre deres levevej. For efter at Pjerrot i søndags var blevet skrinlagt, går han nu igen og spøger hver aften. Herimod kan nu intet indvendes, men derimod syntes udtryk som hr. Mancinis til gengangeren Pjerrot: Har de derovre (Morskabsteatret)? knækket halsen på dig, så skal vi nok knække halsen på dem igen, at tilkendegive en så hadsk og hævngerrig stemning at vi mere vil anse disse ord for ubetænksomme og overilede end virkelig tage dem i deres betydning eller sigtende til at vække publikums misfornøjelse mod det i publikums agtelse højt stående priceske selskab. Enhver af Københavns kunstelskende publikum ved også at dette selskab der har kunstnere og kunstnerinder at opvise som Adolph Price, Rosa og Flora Price, ikke behøver at frygte for at nedsættes i publikum ved ovenstående og lignende ubeskedne udtryk.

Ville enhver anden i hvis næringsvej Tivoli gør skade ligesom de her nævnte, opbyde alt hvad der står i deres magt for at tiltrække publikum eller værne om deres rettigheder, så ville en stor mængde borgere ikke se deres næringsvej formindsket eller aldeles tilintetgjort.

Politivennen nr. 1492. Fredagen, den 2 august 1844. Side 488-492).

Redacteurens Tilføjelse

Nogenlunde på samme tid foregik denne scene med udspring i Tivolis billetluge, fortalt i Fædrelandet, 28. august 1844:
- I Løverdags Aftes vilde en Embedsmand heraf Byen begive sig ud i Tivoli, og havde til den Ende medbragt en Specie. Da han med den vilde betale sin Entrebillet, erklærede Billetsælgeren den for falsk og hidkaldte en ved Indgangen posteret Politibetjent. Da denne paa Forespørgsel havde faaet Mandens Navn, Stand og Bolig at vide, spurgte han videre, om han kjendte nogen Tilstedeværende. Da han dertil havde svaret Nei og vilde gaae sin Vei, anmodede Betjenten ham om at følge sig til Politikammeret, hvilket han ikke troede at burde undslaae sig for. Derhen kom de imidlertid ikke, da de paa Veien erfarede, at Politidirecteuren ikke var der, men begav sig i det Sted til dennes Bolig i Gothersgaden. Etatsraad Bræstrup var heller ikke hjemme, og nu maatte Manden tage Plads i det uhyggelige, smudsige Hul, som fører Navn af Politikjelderen, bladt de sig der opholdende Betjente. Da han af disse havde udholdt et Slags Forhør, der naturligvis ikke førte til andet, end at han havde været i Besiddelse af en Specie, som han havde modtaget for rigtig, og hvis tidligere Historie var ham ubekjendt, men som Billetsælgeren i Tivoli ansaae for falsk; og da han havde befundet sig der en Timestid, uden at Politidirecteuren var kommen tilstede, saa erklærede han paa det bestemteste, at han ikke vilde tilbringe Natten der, hvorpaa han ogsaa fik Lov til at gaae hjem, imod at indrømme, at en Betjent fulgte med og eftersaae hans Pengebeholdning. Vi bør endnu tilføie, at han Dagen efter beklagede sig over det Forefaldne for Politidirecteuren, og at denne undskyldte Betjentens Forhold dermed, at denne var ny i Tjenesten. Men vi troe ikke at denne Sag bør være faldet bort med denne Undskyldning, som altid kan haves paa rede Haand. vi troe at den nok fortjener at blive fortalt offentlig, dels for at Politiets Betjente en anden Gang i deres Tjenstiver kunne vogte sig for at tilfie aldeles sagesløse Folk ikke ubetydelige Ubehageligheder, dels for at borgerne kunne lære at indsee, hvor maadeligt der er sørget for den personlige Frihed og Ret, idet en væsentlig Deel af Politimyndighedens Udøvelse ofte er betroet raae og brutale, i alt Fald udannede Personer. 

19 januar 2017

Tobaksrygning i Tivoli.

Står det ikke i Tivolibestyrelsens magt at vise den opmærksomhed mod damerne at det indskærpes de mandlige tilskuere når der spilles på teateret, ikke at ryge cigarer i den tætsluttede tilskuermasse. Det er ikke alene den overordentlige mangel på galanteri mod damerne at ryge således at de nærmest stående absolut må nedsynke denne afskyelige røg der bør omtales, men det er også tillige den beskadigelse der tilføjes de personers klæder som står ved et sådant rygende individ. Det synes at være en pligt for Tivolis bestyrelse hvis det ønsker at damer skal betragte de fine forestillinger på teatret, at påse at der lige så lidt ryges cigarer der som i koncertsalen. En opslået anmodning om det og en betjents ansættelse i dette øjemed ville vist ophæve noget af dette onde der hindrer mange damer der ikke kan tåle den nu så gængse cigarrygning fra at overvære forestillingerne. Man håber at Tivolibestyrelsen ikke vil afslå at vise det smukke køn en sådan opmærksomhed.

(Indsendt efter flere damers anmodning.) 


Politivennen nr. 1489. Fredagen, den 12 Juli 1844. Side 438-439).

Redacteurens Anmærkning

Der klages endvidere over maden i restaurationen i artiklen "Restaurationen i Tivoli." Politivennen nr. 1490, fredag den 19 juli 1844, side 449-450.

18 januar 2017

Tivoliets Blodhunde.

Da den sørgelige begivenhed på Toldbodvinhus indtraf, nemlig at opvartningspigen blev sønderslidt af 2 glubende, såkaldte spanske blodhunde som havde banet sig en vej under plankeværket omkring toldkontorets plads, troede man almindelig at det ikke mere måtte tillades nogen i København og den nærmeste omegn at have sådanne dyr. Nu hører man at Tivolis bestyrelse har anskaffet sig to sådanne blodtørstige hunde der endog allerede har anrettet ulykker. Otte dage før Tivoli åbnede, ville nemlig en person, en kunstner der havde arbejde derinde, forlade pladsen kl. 9 om aftenen. Men blev lige ved udgangsporten angrebet af en af disse glubende dyr der forbed hans ben således at han måtte ligge i næsten 8 uger af smertelige og farlige sår på hospitalet. Hvad der reddede dette menneske fra at blive aldeles lemlæstet, var den omstændighed at han havde en lille hund der blev en genstand for de nævnte glubende dyrs første overfald, med sig og derved fik tid til retirade og til at redde sit liv. 

I den seneste tid har man om morgenen fundet en lille hund aldeles iturevet med tarmene ud af maven på karusselbanen og det mest besynderlige herved er at de ansætte vægtere ikke engang har hørt den larm som herved er opstået. At det tillades Tivoli at have sådanne glubske dyr der lever hele dagen i et mørkt indesluttet rum, fodres med råt kød og derpå lukkes ud om natten, synes at være højst urigtigt og farligt. Indsenderen vil give flere beviser på det. 


Da Tivoli forrige år åbnede, havde en skoledreng sneget sig ind, opholdt sig der omtrent 8 dage, skjulte sig om natten hvor han bedst kunne og ville altså hvis sådanne dyr dengang havde været anskaffet, sikkert blevet et offer for deres blodtørst. Hvor let kan det ikke hænde at et menneske i de tilkommende mørke aftner som har fået sig en lille rus, lægger sig til at sove på et eller andet skjult sted under et buskads og således ikke kan bemærkes af den omkring gående patrulje før hunden løslades. Kan Tivoli indestå for at disse dyr ikke lige så godt som på toldkontorets plads kan grave sig ud et eller andet sted og overfalde og sønderslide dem som de træffer på. Det er afskyeligt at tænke sig at man i vore dage vil bruge sådanne beskyttelsesmidler mod tyve. Ville det ikke være nok når de dertil ansatte vægtere forholdt sig således som vægterne på Vesterbro, nemlig have hver en hund, ved et bånd, med sig hvilke de når de bemærker tyve, løslader hvis de ikke selv kan bemægtige sig dem. Tivoli indeholder ikke sådanne skatte at de behøver at bevogtes af vilde dyr, var det tilfældet da ville indsenderen foreslå bestyrelsen at købe v Dinter hans hyæne og tiger. Der var da en dobbelt fordel forbundet med det. Disse dyr kan nemlig forevises publikum om dagen, og løslades til skattenes bevarelse om natten. Indsenderen har imidlertid gjort opmærksom på de farer der er forbundet med at have sådanne glubske dyr til at bevogte et etablissement som Tivoli, og vasker sine hænder hvis man beholder dem og ulykker sker som næppe i længere tidsrum kan forebygges. 


Politivennen nr. 1489. Fredagen, den 12 Juli 1844. Side 433-436).

Redacteurens Anmærkning

Vedr. affæren med de glubske hunde ved Toldboden, se artikel og Redacteurens Anmærkning fra Politivennen februar 1837. Den endte med at hundene blev aflivet. 

17 januar 2017

Tivoliet og Dyrehaven.

Gamle Danmark går under, det er fatalt, det går under af kedsomhed, det er allerfatalest. Enten - Eller.
 
Du forlangte, kære ven, at jeg skulle give dig et råd mod kedsomheden som du i længere tid har været plaget af. Og skønt som man siger, gode råd er dyre, rådede jeg dig straks til at besøge Tivoli. Otte dage efter taler jeg med dig igen. Det første jeg spørger dig om er: "Har du fulgt mit råd? Har du været i Tivoli?" - "Jo" svarer du "men der er så kedeligt!" - "Stakkels ven", siger jeg "gentager du også dette ekko der lyder fra så mange løber, hvad finder du da kedeligt?" - "Alt" siger du "først disse kedelige kraftkunster, der evindelig er de samme, så disse legemsbøjninger som man kalder gymnastiske, hvor man vender op og ned på naturens orden. Hvor man går på hænderne med benene opad og hovedet nedad. Derpå disse rustiker hvis spillende personale er ret godt, men hvis indhold kun kan være at more almuen og børn" - "Men den herlige lumbyeske musik i koncertsalen?" - "Ja, den kan nu være ret god", svarer du "når man bare havde et musikalsk øre. En times tid kan man vel nok fordrive der, men så keder man sig atter." - "Kære kedende ven, betragt da fuglemenageriet og bazaren." - "Det er snart beset, så keder man sig igen." - "Har du da spadseret på øen, kørt på karusselbanen, rutsjet, sejlet i gondolerne?" - "På øen har jeg ikke været, da jeg ikke vil lade mig fiffes som et andet kreatur. I karusselbanen bliver jeg svimmel, i rutsjebanen benovet, i gondolen får jeg søsyge." - "Ja, så, gode ven," sluttede jeg min tiltale "så ved jeg virkelig intet råd for din kedsomhed." 


Da jeg kom hjem, tænkte jeg på din evindelige kedelige tilstand, så jeg blev ganske ked og led af det. Hvad skal du gøre? tænkte jeg, ud i naturen. Jeg driver ud af Østerport, en hel klynge kuske omringer mig. Kører herren med til Dyrehaven, råber de i kompagni. I Dyrehaven om søndagen, der er vist også kedsommeligt. Men en fin, lad gå. Jeg når Dyrehavsbakken. Den vrimler med folk. Er det muligt, tænkte jeg, har Tivoli ikke ødelagt folkets gamle tilbøjelighed for den gamle Dyrehave, mens dens ærværdige træer og helbredende kilde, dens lirekassemusik og bajadser. 

Hvorledes skal du more dig, tænkte jeg, sammenligner Dyrehaven med Tivoli. Her er også en karusselbane med et musikkorps. Der blæser et andet musikkorps udenfor en bod med et verdensteater. I Tivoli går hr. Dahl Ascension over stadsgraven, voltigerer på slap line. Her voltigerer Det Hofmannske Selskabs medlemmer også på slap line og går op ad en line der er fastgjort ved toppen af et himmelhøjt træ. Faldt Dahl ned, faldt han i vandet hvor han rigtig nok kunne blive siddende fast i mudderet, men akrobaten ville ikke (...)de et ben helt, faldt han ned her. Rappo og selskab går arabiske osv. kunster i Tivoli. Velk, bekendt fra forrige år i Tivoli, spiller ligeledes her med det indianske Stokkespil, med kuglerne, med den store jernkugle etc. Entreen betales efter behag, de fleste lader som om de har fribilletter og giver intet. 

Hvilke kunster skal du først se, tænkte jeg. Levende væsner går frem for de døde, tænkte jeg, og gik ind hos Liphardt og Mancini hos hvem jeg så tit havde moret mig i vinters. Var min kedsommelige ven her, tænkte jeg, så ville Mancinis bajadser og Lazzis bringe hans lunger lidt i rystelse og forjage hans kedsomhed. I Tivoli havde han ingen anledning at kede sig over beriderne, for skønt et sådant selskab ikke burde savnes der, så findes det der dog ikke. 

Efter menneskene kommer dyrene, og jeg gik ind i Dinters Menageri. Kedede du dig der, gode ven, så måtte jeg beklage dig. Hvilken kraftfuld dyrenatur. Den kongelige panter med sit faste blik. Den lumske hyæne som hyler og rejser sin store manke, når man tirrer den. Afguds- og klapperslangen, den rædsomme boa constrictor, de mange forskellige dyrearter blandt hvilke de pudserlige aber fra alle verdensdele, de mange yndige fugle, henrev mig og lod mig her tilbringe en behagelig time. 

Jeg gik ud igen. "Behag at træde ind, nu begynder det", råbte en uniformeret mosaist uden for en stor bod på hvis altan flere musici musicerede. Jeg trådte ind og sad i et fuldkomment egyptisk mørke. Et dække gik op, havnen ved Amsterdam lå for mig. Solen stod op, skibe sejlede, både roede omkring. Et jægerselskab i en båd skød en fugl, en hund svømmede ud og hentede fuglen. Svaner, skuffende efterlignet naturen, plukkede deres fjer, slog deres vinger ned og strakte deres halse i alle retninger. Et vinterlandskab i Holland fulgte efter dette. En gammel gravitetisk hollænder bliver tildænget med snebolde. Folk glider på skøjter. Hele kanetog og ekvipager glider og kører forbi. Alt var smukt her.

Jeg trådte igen ud i dagens lys. I det tilstødende vokskabinet ringede en bonde med en klokke. Her forevises Kristus med de 12 apostle. Jeg vendte hovedet bort fra forræderen Judas, men betragtede det skønne kristushoved og ynglingen Johannes. Rystende er denne forestilling af den hellige nadvers indstiftelse. 

Jeg ønskede nu ikke at se flere kunster og stødte på en familie som jeg kendte. Man var i begreb med at pakke madkurven ud. Jeg blev indbudt til at være gæst. "Jeg foretrækker dog en skovtur for at gå i Tivoli," sagde min vært, "her behøver jeg ikke at genere mig for at dække min madkurvs indhold op på et bord. I Tivoli passer det sig ikke. Jeg ville blev en genstand for latter når min pige kom gående med kurven bagefter mig. Her under træernes høje kroner smager også maden mig langt bedre end i det nøgne og skyggemanglende Tivoli. Og Gud bevare mig og andre jævne borgerfolk fra at gå ind i restaurationssalen i Tivoli hvor man betaler hver portion i dyre domme. Når efteråret kommer, aftenerne er lange og Carstensen begynder med sin vauxhaller, så gider jeg gerne gå derind med min familie. For jeg spiser da til aften før jeg går derind. Men nu på denne årstid, foretrækker jeg at køre ad den skønne Strandvej som nu ikke mere støver da den hele tiden vandes, vælge mig også en fjedervogn og når da skoven med en herlig appetit, forårsaget af den behagelige luft og af den lette rystelse en fjedervogn forårsager."

Jeg tænkte på dig, min gode ven. Følg denne mands eksempel, og måske dit hang til at kede dig vil blive jaget på døren.


Valet.


Politivennen nr. 1487. Fredagen, den 28 Juni 1844. Side 412-416).

Ugen forinden, den 22. juni 1844 havde Tivoli ovenstående annonce i Adresseavisen. Den giver et indtryk af repertoiret: Der var musik i Koncertsalen, på øen og i salonen, med Det Lumbyeske Selskab og Harmoni-Orkestret. På teatret spillede Carl Rappo og hans Selskab. Desuden var der rutschebanen og udstilling af daguerrotyper (fotoer).