26 august 2016

Vogt Benene!

De fleste af Roskilde bys gyder er i den sørgeligste forfatning. I særdeleshed er de på det såkaldte bjerg så skrækkelige at endog fodgængere kun med den yderste varsomhed kan passere dem. Fra disse kloakker må jo opstå de mest giftige dunster og at dødeligheden i den seneste tid ikke har været større på disse pestbefængte steder, må vel ene tilskrives strandens nærhed. I tilfælde af koleras ankomst da vil formodentlig hele sognet på bjerget uddø, fordi man ved at urenlighed er den bedste leder for denne sygdom. At der i den sidste tid er gjort meget til Roskilde omegns forskønnelse, er udvirket ved enkelte mænds patriotiske opofrelser. Og måske vil dette kunne lede til at de ansvarlige autoriteter henvender deres opmærksomhed på de omtalte gyder hvis nuværende forfatning virkelig behøver en radikal forbedring.

(Politivennen nr. 867, Løverdagen den 11te August 1832, s. 530-531.)

Hvad Ret har Kirkebetjenten i Slotskirkerne til Offer? eller: hvad Taxt har han derfor?

Indsenderen, en af vores Mynsters stadig tilhørere, kom søndag den 15. juli dette år i Frederiksberg Slotskirke. Klokken var ikke slået tolv. Kirken endnu ikke halvfuld. Den bageste stol med flere andre nærmest indgangen stod endnu tomme. Om indsenderen forgreb sig ved at ville åbne just denne stol, eller ved at ville på egen hånd tage en siddeplads  nok: kirkebetjenten afholdt ham med de ord: "vil De behage at stå! De må vide det er ikke her som inde i byen!" vendte sig imidlertid for at åbne en stol ved siden for nogle indtrædende og tilføjede hviskende, skønt højt nok: "jeg skulle have noget til offer, skal jeg sige Dem!"

Indsenderen tav og gik fordi stedet syntes ham for helligt til at rumme hans rimelige fortrydelse - ikke over den skæbne at måtte stå hvilket han vel ikke forrige år der havde, men gerne nu kan dele med andre - men over en fordring som, den være ved rettighed eller vedtægt gyldig eller ugyldig, alle dog må finde der i det mindste højst usømmeligt fremført. Da samme kirkebetjent efter forlydende før har tilladt sig lignende tiltale til andre, ikke blot herrer men også damer, der ellers lige så godt som anmelderen har husket på at der nutildags også i Guds hus skal ses på klædningen for at sidde her eller stå der, så tillader man sig offentligt det spørgsmål: om dette i slotskirkerne hvor kongehuset har åbnet adgangen for enhver dog tillige skal komme an på et offer til kirkebetjenten og hvilket da dette offer er.


(Politivennen nr. 864, Løverdagen den 21de Julii 1832, s. 479-481) . 

Redacteurens Anmærkning

I en længere artikel i Politivennen nr. 865, lørdag den 28. juli 1832, s. 489-493 med titlen "Et Par Ord i Anledning af det i Nr. 864 Indrykkede, om Kirkebetjenten i Slotskirken." giver en af kirkegængerne en forklaring på kirkebetjentens opførsel og beder skribenten ovenfor at tilbagekalde fornærmelserne. Artiklen er ment som et eksempel blandt efterhånden mange på ubegrundede klager.

25 august 2016

Ønske om en mere virksom Handel paa Africa.

Sidste efterår kunne man i dette blad læse det spørgsmål om årsagen til at ingen ekspedition var foretaget herfra til Østindien i flere år, da dog hvert år skibe udredes til denne verdensdel, såvel fra Sverige som fra hansestæderne og Altona. Man ventede oplysende svar på det fra en eller anden embedsmand af det høje kollegium hvorunder kolonifager sorterer, fra de handelskyndige af direktionen, revisorerne og decisorerne ved det Asiatiske Compagnie eller også fra den respektive handelsstand her i staden. Dog hidtil forgæves.

At kolonierne ikke aldeles er glemte, er bevist derved at betjente jævnligt er udsendt der med store, skønt ikke frugtbærende bekostninger. Den 5. eller 6. søofficer er siden fredsslutningen sendt ud til Trankebar som guvernør over de danske etablissementer i Østindien, uanset disse er anlagt for handelens skyld og aldrig har haft eller næppe nogensinde vil kunne få, militær vigtighed.


I henseende til handelsstanden her, da har samme formodentlig anset spørgsmålet som en byld for øm til at røre ved.


Indsenderen heraf, en gammel sømand, har så temmelig besejlet alle verdensdele, og derved erhvervet noget mere af indiansk handelskundskab end almindeligvis findes her. Men lig skroget af et skib efter mange lange og besværlige rejser anses han nok ikke mere værd end til ophugning. Ikke desto mindre indsniger dog sørgelige betragtninger sig i hans barm når han ser Frederiks den 5.s statue som minde om fortidens handelsflor og den stille øde havn med nogle gamle lastdragere som slæber sukkerfoustager fra Vestindien, for resten pærejagter fra provinserne og fremmede nationers skibe, hvilke ofte er flere i tallet end vores egne.


Det Asiatiske Compagnie med større evne end den private handlende til at føre den handel, hvorfor det fik sin tilværelse og begunstigedes af regeringen, lider af den tærende syge: påfaldende er den ligegyldighed som er kommet over interessenterne at de ikke selv kalder duelige læger til hjælp før regeringen får det i sinde for om muligt endnu at redde patienten. Fora t det er på høje tid, kan ikke længere betvivles. Man ser hen til hansestæderne, ja endog Altona hvor købmændene som før nævnt jævnligt gør handelsekspeditioner til Østindien, således også i dette forår, og kan det formodes at så bekendt dygtige købmænd handler hen i tågen uden beregninger over følgerne?


Måske kan med føje bemærkes at forandring af handelens gang gør Københavns beliggenhed mindre fordelagtig for afsættelsen af kolonialprodukter. Velan, hvorfor lader et selskab med samlede kapitaler som det Asiatiske Compagnie da ikke gøres oplag af disse varer på et eller andet dansk sted ved Elben, som skibene på returen kunne anløbe eller også dets affærer ganske flyttes derhen.

Det er beklageligt at de danske uanset deres etablissementer siden sidste fredsslutning af de engelske anses som en af de mindst begunstigede nationer i henseende til toldvæsnet osv. hvilket sysem må gøre det umuligt for de danske så længe samme vedvarer at hamle op med de engelske i fredstider. Ligesom også at statens embedsmænd såvel der som her hvilke end årsagerne monne være, ikke har forsøgt passende forestillinger derimod i sin tid. 


Da de danske etablissementer ligger inde i det engelske kompagnis besiddelser, kan der af dette kompagni selv næppe ventes forandring af dette trykkende væsen, men den måtte bevirkes hos regeringen i London hvortil de begivenheder som nærværende politiske horisont er så svanger med, tidligt eller senere kunne være behjælpelige.


Imidlertid gives der kyster og handelspladser i Østindien udenfor det engelske herredømme som indbyder til fordelagtige entrepriser for hver nations handlende der ikke er forknyttet ved konjunkturerne.


Det er meget ønskeligt at hensigtspassende foranstaltninger måtte træffes, og det snart. For at oplive Danmarks ostindiske handel og at de mænd øvede i handelsforretninger som tillige besidder lokalkundskaber måtte tages på råd med. For af militære og jurister hvor agtværdige de også måtte være i deres fag, kan dog ikke ventes de oplysninger som af den praktiske handlende. Hvorom en beretning fra guvernøren på Trankebar, orlogskaptajn Christensen indført i Handelstidenden for omtrent 1½ år siden afgiver fuldstændig bevis.


For gentages: Kolonierne såvel i Vestindien som på kysten af Afrika og i Østindien kan ikke være anlagt med nogen politisk hensigt, men blot for handelen, som altid må blive vigtig for et rige som Danmark.


(Politivennen nr. 862, Løverdagen den 7de Julii 1832, s. 441-446) .

"Kolonierne såvel i Vestindien som på kysten af Afrika og i Østindien kan ikke være anlagt med nogen politisk hensigt, men blot for handelen, som altid må blive vigtig for et rige som Danmark." (C. W. Eckersberg: En dansk korvette og dansk brig, Vestindien, 1827. Statens Museum for Kunst.)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er en af en del andre om en ulmende utilfredshed med at der ikke bliver gjort noget fra centraladministrationens side. Et andet eksempel er i Politivennen nr. 861, lørdag den 14. juli 1832, s. 457-461: "Fornødne Bemærkninger ved Grosserer Nathansons Skildring af vor Handel, Skibsfart, Penge- og Finantsvæsen i de sidste 100 aar", om handelens krise. Underskrevet af A. Poulsen.

En ung Pige efterlyses.

Efter at min datter Christine Margarethe i nogen tid havde nydt undervisning i religion af skolelærer Petersen i Søllerød og siden 1. november forrige år gået til konfirmationsforberedelse hos hr. pastor Boye, lod denne sidste hende i januar måned dette år vide at han ikke kunne antage hende til konfirmation før næste år. Hun tog derpå sin moder til København for om muligt der at blive konfirmeret til påske og henvendte sig til hr. skolelærer Sandbeck hos hvem hun i 2 til 3 år havde nydt undervisning. Denne mand henviste hende til hr. pastor Riis der efter at have overhørt hende erklærede at han fandt hende vel undervist og at han ville have antaget hende til konfirmation hvis han ikke allerede havde indleveret sin liste over konfirmander til hans højærværdighed hr. biskoppen. Men at hun kunne blive antaget til mikkelsdag. 

Hun tog derfor hjem igen med moderen, men viste sig bestandig mismodig og skamfuld over den nedvisning hun havde oplevet. Med et forlod hun hemmeligt sine forældres hus først i februar måned og har siden ikke været at opspørge. Da det formodes at hun har taget vejen til København, så bedes enhver der måtte komme på spor efter hende, opgive sådant enten for dette blads udgiver eller for mig, hendes fader. Pigen er i en alder af 14-15 år, lille af vækst og var ved bortgangen iført en mørkeblå bomuldspels.

Søllerød den 3. juni 1832
P. A. Jonstrup

(Politivennen nr. 859, Løverdagen den 16de Juni 1832, s. 409-410) .

24 august 2016

Velmeent Advarsel!

Motto: (Jeg ville hellere bo hos løver og drager end være i hus med en ond kvinde. Jesu Sir. B. B. 25, 17.)

Søndag den 3. i denne måned gik undertegnede i selskab med en skipper her i staden, ned i kælderen under huset nr. 75 bag Børsen for hos den derboende værtshusholder E. Rasmussen at tage en morgendram da vi begge endnu intet havde nydt. Da vi kom ind, skænkede manden os de forlangte 2 snapse og da vi havde drukket dem, forlod han stuen. Kort derefter kom en sømand som også havde været med mig i forretninger på et pakhus. Og da også han skulle have en dram, forlangte jeg denne 2 gange af konen som var i stuen. Men da jeg intet svar fik, tog jeg selv flasken for at skænke i det jeg sagde: "Med forlov! er det ikke denne flaske De skænker af?". Dog næppe havde jeg berørt flasken før kællingen sprang op og med det udråb: "I bornholmske røvere! hvor tør I tage min flaske," gav mig en dygtig øredask hvorefter hun skænkede den forlangte snaps. Da manden atter kom ind i stuen, bad jeg ham styre sin kvinde såsom jeg ikke gad lægge hånd på hende. Men straks greb furien mig bagfra i nakkehåret, og da den med mig følgende skipper nu også opfordrede manden til at råde bod på hendes raseri, fik han en lige så god kindhest som den jeg havde fået, hvorefter hun igen vendte sig til mig med de ord: "betal nu I røvere, hvad I har fået," og slog mig atter i ansigtet så at blodet styrtede ud af næse og mund.

Da betalingen nu var lagt, greb hun en flaske og ville slå mig i hovedet med den, hvorfor jeg hvor ugerne jeg end gjorde det, så mig nødsaget til at gribe hende om armen og idet jeg drejede djævelinden om, blev det mig muligt at slippe ud ad døren. Men hun forfulgte os, greb en spand der stod i forstuen, og overslog mig som allerede var ude på gaden, med dette så jeg blev dyndvåd. Skipperen som fulgte efter mig, behagede det derpå denne djævelindes værdige mage ligeledes at overøse en spand vand mens hun atter sprang ned og hentede en porcelænstallerken som hun kastede efter os, så at den blev slået i tusinde stykker mod stenbroen.

Jeg tror det at være min pligt at bekendtgøre det her fortalte for at det må tjene til advarsel for fredelige folk som muligvis kunne falde på at søge nogen forfriskning på dette sted. I hjertet ynker jeg den stakkels mand der må trækkes med en sådan havgasse. Men han fortjener vel ikke stort bedre, for da jeg opbragt over kvindens skammelige opførsel henvendte mig til ham med de ord: "hvad er De for en mand, at De ikke holde styr på Deres engen kvinde," gav han til svar: "jeg er den mand som du aldrig bliver," og herfra vil jeg bede Gud bevare mig. For af alt regimente er vel tøffelregimente det værste.

P. R. Heiner
Skipper.

(Politivennen nr. 858, Løverdagen den 9de Juni 1832, s. 390-392) .


Svar paa det i Politievennen Nr. 858 indførte Stykke, betitlet: "Velmeent Advarsel."


Det har altid været og skal altid blive mit inderligste ønske at vedligeholde allerede erhvervet agtelse blandt mine medborgere.

Således kan jeg da ikke være tavs til det løgnagtige andragende og uden grund angreb en vis såkaldt skipper Heiner har tilladt sig at lade indføre om min kone og mig i den nævnte Politivennen. Den nøgne sandhed som i al fald fra min side kan blive bevisliggjort, vil jeg alene holde mig til. At jeg skænkede for ham og hans medfølger 2 snapse efter at de trådte ind i mit lokale er en sandhed, og ligeså at jeg derefter forlod stuen fordi jeg havde anden beskæftigelse og således måtte overlade min kom som nærværende det øvrige. Sandt er det at han forlangte en snaps til en 3. person som stod udenfor, men min kone der kun løseligt hørte hans krav, svarede ham: "min mand kommer straks."

Imidlertid tog han selv flasken uden at spørge om det, og skænkede af den en snaps til den nævnte person og det med et højst fornærmeligt udtryk "at han var mand for at betale flasken og kærligheden med." Min kone som blev opbragt over denne højst ulovlige adfærd, gav ham - det skal jeg ikke nægte - rigtig nok en alvorlig munddask. Derpå gik han ud på gaden og gjorde en sådan larm og spektakel der forvoldte opløb, og tirrede især min kone med det at hun måtte tage sin tilflugt til en fyldt spand vand som hun med det udtryk "at gale og fulde folk afkøler man bedst med koldt vand," ville overslå ham. Han derimod kom ned igen, greb spanden som han ville have kastet over hende, hvis jeg ikke var kommet hende til hjælp og således var det mig der kastede eller overøste ham med vand. At min kone i hidsighed kaldte ham "en bornholmsk røver" er muligt. Men at han fortjente denne benævnelse som velfortjent er lige så rigtigt. For at komme ind i en mands hus, uforskyldt fornærme ham og kone er i det virkelige en ulovlighed. Imidlertid undres jeg over at han ikke gennem rettens vej har påklaget de formodentlige fornærmelser mod ham. For lavt er det i al fald gennem et offentligt blad uden grund at beklikke næstens ære. Jeg tilføjer endnu at den tallerken han taler om, blev trådt itu af ham selv i arrigskab og at min kone som var fornærmet over det, blot kastede stumperne efter ham.

Det er en almindelig regel at hvor en nidding uforskyldt stræber efter næstens ruin på ære og agtelse, der skal også den fornærmede part høres. Denne regel har jeg i dette mit forsvar nøjagtigt fulgt for at forebygge urigtigt og falsk omdømme om egne og min kones handlinger. Hvorhos jeg tillige er den nævnte anmelder uundsigelig forbundet for den forøgede søgning han ved sin infame og injurierende annonce i den senere tid har erhvervet mig.

R. Rasmussen.

(Politivennen nr. 859, Løverdagen den 16de Juni 1832, s. 401-404) .


Redacteurens Anmærkning

Der findes en halv snes værtshusholdere med navnet R. Rasmussen, men mon ikke det er ham som i Krak 1832 er opført som R. Rasmussen, værtshusholder, Bag Børsen 75. Derimod er der ingen Heiner. Adressen Bag Børsen 75 eksisterer ikke længere. Den lå på nuværende Slotholmsgade 16.