30 november 2015

Om Lejebibliotheket paa Nørregade.

(Førhen i Krystalgade.)

Skryd og pral er avisen desværre daglig fuld af. Men næppe har man læst noget galere og mere urimeligt end bekendtgørelsen af lejebiblioteket på Nørregade som næsten dagligt gentages i Adresseavisen med store bogstaver: "at man kan få 2 bøger ad gangen for 2 mark månedligt". Man kan allerede ane at der er en hage ved det, som man siger, ved at kataloget over denne bogsamling sælges for 1 mark. Indsenderen gik af nysgerrighed hen for at se hvad der var at vente, og fandt da to små reoler hvori bøgerne løseligt var hensat, så at de ikke var nær fulde. Og dette kalder man et lejebibliotek! Har ejeren ret til sådanne bekendtgørelser da må man vel antage at de andre ejere af virkelig lejebiblioteker er uforskammet i deres fordringer når de forlanger og tager de dobbelt eller tredobbelt i leje i forhold til dette. Men har disse ret til det fordi et fuldstændigt og godt lejebibliotek koster betydeligt at anskaffe og vedligeholde, samt at forøge med de nyest udkomne bøger på forskellige sprog da er vel de nævnte avertissementer ikke andet end vind hvorved publikum let vildledes.


P. Bentzen.


(Politivennen nr. 364. Løverdagen den 21de December 1822, s. 5909-5910).



"På lejebiblioteket på Nørregade kan man få 2 bøger ad gangen for 2 mark månedligt".(Det fremgår ikke hvor på Nørregade. Nørregade 2015. Eget foto)


Svar fra Leiebibliotheket paa Nørregade.


Vistnok hører skryd og pral lige så vel til dagens orden som avind og misundelse. Når imidlertid angriberen næppe har læst noget galere og mere urimeligt skryd og pral end bekendtgørelsen at man fra ovennævnte lejebibliotek kan få 2 bøger ad gangen for 2 mark månedligt, må han helt have egne begreber om skryd og pral, galskab og urimelighed. For denne bekendtgørelse indeholder ikke en tøddel som ikke er historisk bogstavelig sandhed. Når angriberen vil have læst bekendtgørelsen næsten daglig i avisen, må han have læst et og samme nummer flere gange. For bekendtgørelsen har aldrig stået mere end 2 gange ugentlig. 

Af kataloget hvis pris angriberen ikke har trøstet sig til at føre anke over, vil enhver kunne erfare hvilke bøger biblioteket består af. Og der findes i øvrigt i dette en skreven fortegnelse over de flere bøger hvormed samlingen efterhånden forøges. Vel erkender ejeren til fulde hvor såre langt biblioteket er fra at kunne måle sig med de større som hr. J. E. Langes, af hvilke et endog skal være forsynet med bøger der endnu ikke er udkommet (fx Mimers Skjold). Men ligesom biblioteket allerede er dobbelt så talrigt som da det begyndte, så skal man også fremdeles stræbe at bringe det til endnu større fuldkommenhed. At det også allerede indeholder meget godt, tør man vel slutte af den stedse tiltagende søgning der værdiges det. 


Da angriberen selv tilstår at blot nysgerrighed førte ham til biblioteket, skulle man måske tro at han selv havde lejebibliotek. Men det rimer dog næppe med at han kalder reoler små af hvilke hver kan rumme 7-800 numre, og at han taler om løseligt hensatte bøger, som om de der er ude, endda kunne vedblive at fylde deres plads. At samlingen der består af omtrent 900 numre, kaldes et lejebibliotek, retfærdiggøres af at bøger af samme kan fås til leje. Men hvad skal man sige om angriberens forstand når han fra ejerens ret til den omhandlende bekendtgørelse slutter at ejere af andre lejebiblioteker er uforskammede når de forlanger dobbelt eller tredobbelt så høj leje? Hvem kunne vel fortænke dem heri når man hos dem fandt ikke blot 2 til 3 gange så mange alen bøger, men også 2 til 3 gange så meget brugbart som i det her nævnte lejebibliotek.


(Politivennen nr. 366. Løverdagen den 4de Januari 1823, s. 5944-5946).



"Næppe har man læst noget galere og mere urimeligt end bekendtgørelsen af lejebiblioteket på Nørregade som næsten dagligt gentages i Adresseavisen med store bogstaver." (Den omtalte bekendtgørelse.)


Endnu et Ord til Nørregades saakaldte Leiebibliothek.

Det er vel tydeligt nok for enhver som med forstand læser min anke, at denne bogsamlings ejers eller ejerindes skryden ikke ligger deri at lejen kun er 2 mark månedlig, men at man vil give 2 reoler bøger navn af lejebibliotek og derved forblænde folk. Jeg befatter mig ikke med ting som ligger uden for min virkekreds, jeg har intet lejebibliotek. Her kan altså ikke være tale om misundelse, heller ikke om den lyst at gøre indgreb i andres næringsvej som adskillige der sidder i gode levebrød har tilladt sig. Blot den misfornøjelse med denne samling som et par af mine venner ytrede for mig, gav mig anledning til at tale. Når i øvrigt indsenderen taler om lejebiblioteker som besidder bøger der endnu ikke er udkommet, og måler bøger alenvis ligesom kramvarer måtte man ønske ham lidt mere kløgt inden han giver sig af med at bedømme andres.

P. Bentzen

Fuldmægtig.

(Politivennen nr. 369. Løverdagen den 25de Januari 1823, s. 5984).



Redacteurens Anmærkning

Af klippet fra Adresseavisen fremgår at det er Nørregade 24. Et Nørregade 24 kendes først fra 1859 og adressen kan derfor ikke verfificeres i Jævnførelsesregistret. Matrikel nr. 24 er i Skindergade i modsat ende mod Købmagergade. Nørregades daværende matrikelnumre var ca. 200-240. Hvis der mangler et 3. ciffer, må lejebiblioteket have ligget på strækningen Krystalgade til Skindergade. 

I Fund og Forskningvnes et lejebibliotek af boghandler C. L. Buch i Nørregade 245 som synes at have eksisteret fra slutningen af 1700-tallet (Dette er også omtalt i Henrik Horstbøll: Menigmands medie, s. 474). Der findes en liste over lejebiblioteker 1863-1885. Det i Nørregade er ikke med, men der henvises dog til det Riiseske Abonnementbibliotek i Skindergade 21, 1835-1892 som tidligere (formentlig 1832) lå i Nørregade. Det var først ejet af  J. C. Riise, fra 1855 af G. Kjeldsen. Riise var i 1823 kongelig kopist og boede Nørregade 25. Helge Nielsens "Folkebibliotekernes forgængere : oplysning, almue- og borgerbiblioteker fra 1770'erne til 1834" lokaliserer heller ikke lejebiblioteket.

Der er nævnt en J. E. Lange i Kraks vejviser for 1823 "boghandler, Pilestræde 79". Slægtsforskere kan afgøre om han er eller ikke er en forfader til overbibliotekar ved det Kongelige Bibliotek H. O. Lange (1863-1943).  

Ikke alle var begejstrede for lejebibliotekerne. Callisen som er en af de klassiske kilder til Københavns historie i denne periode, var egentlig positiv stemt overfor lejebibliotekerne som ide, men skrev bl.a. (s. 340-341):
Når vi efterser katalogerne for de fleste lejebiblioteker, så finder vi en stor del af bøgerne hvis indhold er: overspændt lidenskabelig kærlighed med tilsidesættelse af religionens og moralens helligste pligter; røverhistorier, grusomheder, mord med gift og dolk, spøgelser, syner og varsler, underjordiske fængsler, forbrydelser, hvorved den menneskelige natur gyser mv. og disse ting ofte i et smukt tillokkende sprog fremsat. 
(Tilføjet 2. december:)  Henrik Horstbøll: Menigmands medie omtaler Venninghausens Lejebibliotek som et af de største og mest populære, og en tabel fra 1825 giver et indtryk: Ialt 2.165 danske og 596 tyske bøger. Heraf 834 komedier, 409 skønlitteratur og 443 litteratur. Af resten er biografi størst (165). Faglitteratur yderst sparsom.

Forvarsel til Hr. Stadsmusikant Frost.

Traktør Pedersen på Nørrebro gav mandag aften den 9. december 1822 en aftenkoncert med tilhørende bal, til hvilken 4, skriver fire, musikantsvende var til stede for at levere den fornødne musik til ballet. Musikken fandt vedkommende baldeltager ganske tålelig på nogen kort tid, indtil hen ad midnat da den ved samme moment fik mere tilfælles med kattemusik, end med virkelig instrumentalmusik. For vedkommende musici fandt fornøjelse i at synge og bræge til musikken så at ofte ikke kun lyden af et instrument lod sig høre, og som oftest var det bratschen alene, muligvis for at bevirke en bedre og skønner effekt. Indsenderen  bad sammen med flere andre disse musikanter om at lade sådanne narrestreger være, men forgæves. En blandt disse genier - en tyk spækket herre som ret ved sin tykke mave indbildte sig at bebude et højere væsen - forårsagede til dels den største uorden, og vedblev således at fortsætte dette afskyelige brægen en lang tid, indtil indsenderen tillige med flere på den hånligste bebrejdede dem denne usømmelige opførsel.

Ærede hr. Frost! Forinden disse subjekter af lapse, især den tykke, hvis navn er indsenderen ubekendt, da det ellers fortjente at opgives offentligt, sendes oftere til noget bal, er det højst nødvendigt at deres velædelhed giver dem en god og behørig irettesættelse, ikke for andres, men alene for de herrers egen skyld, for at de kan undgå de ubehageligheder de let kunne pådrage sig ved sådan lejlighed.

(Politivennen nr. 364. Løverdagen den 21de December 1822, s. 5907-5909).


Redacteurens Anmærkning

Stadsmusikanten havde privilegium, dvs. monopol på at levere musik sammen med sine svende. Dette begyndte først at forsvinde fra midten af 1830'erne og med Tivolis fremkomst forsvandt det helt. Se endvidere anmærkningen til nr. 662.

29 november 2015

Ægyptisk Mørke paa Christianshavn.

Sidste lørdag aften kl. 6 bad en god ven anmelderen om at gå med ud til ankersmeden på Wilders Plads. Da vi kom til enden af Strandgade, var vi nær gået ned af slæbestedet, da lemmene stod åbne. Det burde vist ikke være tilfældet når færgefolkene der herfra sætter folk over til Nyhavn forlader stedet. Broen som vi skulle passere er forsynet med en lygte på den ene side. Men der burde være to, da man så vidste at styre sin kurs mellem begge lygterne. Nu vildleder og blænder den ene lygte mere end den gør gavn. For folk som ikke er bekendt med det lokale eller ved at den står på venstre side kan let i meget mørkt veje tage fejl af broen og styrte i graven. 

"Da vi kom til enden af Strandgade, var vi nær gået ned af slæbestedet, da lemmene stod åbne." (Strandgade, 2015. Man kommer til Krøyers plads ved at fortsætte ud af billedet tl venstre. Eget foto).

Vi kom endelig over broen, men befandt os nu omgivet af et sådant kaotisk mørke at det var os umuligt med sikkerhed at gøre et skridt videre fremad. Vi gik derfor tilbage og forsynede os med en lygte, der da hjalp os til at undgå at fare vild og styrte i graven eller at falde over de mange jernankre, tønder, tømmer med mere som findes overalt på denne plads. Da vi havde nået indgangen til Krøyers Plads, traf vi en tysk skipper hvis skib på grund af havari er lagt ind ved denne plads. Denne mand fortalte os at han havde været på posthuset med et brev til hans redere og at han da han nu var kommet tilbage, havde lovet sig selv aldrig oftere i mørke at vandre denne vej, hvor man var udsat for så megen fare. Han undrede sig meget over at eftersom her var sådanne ypperlige anstalter for skibenes kølhaling, gode pakhuse og oplagssteder man da ikke sørgede for en bedre belysning på dette sted som besøges af fremmede nationers søfolk. Vi måtte billige hans forundring, og da vi nyligt havde erfaret, at vi skønt indfødte københavnere der før havde været på denne plads ikke kunne finde vej i mørket, kunne vi let forestille os hvor vanskeligt for ikke at sige umuligt det måtte være for en fremmed. Og besluttede at gøre de ansvarlige opmærksomme på det med anmodning om at de på en mørk aften ville tage stedet i øjesyn.

Finder man da at mennesker ved fulde sans og samling i mørke er udsat for farer på dette sted og man slutter sig til hvad der kunne hænde fremmede skibes søfolk, der efter en besværlig rejse tager sig en forfriskning i staden og muligvis med en halv seis ville gå til deres skibe, så håber man at der anskaffes nogle højst nødvendige lygter mellem broen og indgangen til Krøyers Plads. Nattevagten kunne passe lygterne og de medgående omkostninger kunne dækkes med en ringe afgift af de skibe der lægger til pladsen for at losse, lades eller kalfatres.

(Politivennen nr. 364. Løverdagen den 21de December 1822, s. 5905-5907).

Ønske angaaende Professor Øhlenschlægers Forelæsninger.

Da næsten halvdelen af dem som ønskede at høre professorens forelæsninger, måtte stå uden for i onsdags af mangel på plads, så ytres det ønske, at hr. professoren ville vælge et større og smukkere lokale da pladsen er meget indskrænket, lokalet meget smudsigt og uæstetisk og belysningen yderst jammerlig. Det ville vist glæde alle hr. professorens talrige tilhørere om de måtte snarest muligt se dette ønske opfyldt.

(Politivennen nr. 363. Løverdagen den 14de December 1822, s. 5891-5892).

"Det ønske ytres at hr. professoren ville vælge et større og smukkere lokale da pladsen er meget indskrænket, lokalet meget smudsigt og uæstetisk og belysningen yderst jammerlig." (Anderledes så det ud på Bakkehuset. Her statue og billeder af den berømte digter. Eget foto 2015).

28 november 2015

Kirkespørgsmaal.

Hvad var årsagen til at hr. professor Grundtvig sidste søndag (som var hans tiltrædelsesdag som præst i Vor Frelsers menighed) ilede så overmåde meget med at forlade alteret ved kommunionen. Spørgeren og mange med ham frygtede at hr. pastoren kunne være tilstødt noget ondt. For i modsat tilfælde byder skik og brug at den præst som uddeler brødet, forbliver så længe ved alteret indtil den anden præst er færdig med vinens uddeling samt ønske og bøn for kommunikanterne.
Holtz.

(Politivennen nr. 362. Løverdagen den 7de December 1822, s. 5877).

Spørgsmaal til Hr. Holtz.

Motto: Ist es vernünftig und christlich von dem herrn Holtzen,
zu schiessen auf den Gottes Mann dergliechen Bolzen?

I sidste nummer af Politivennen har en vis hr. Holtz fortalt at hr. pastor Grundtvig ved sin indsættelse i Vor Frelsers Kirke, da hans arbejde ved den hellige nadver var færdig, ilede fra alteret, inden hans medhjælpers forretning var til ende. Da det modsatte af en sådan bortilen ellers er skik og brug, formoder hr. H., at hr. pastor måske har fået ondt. Denne formodning er sikkert velbegrundet, da man ikke kan forudsætte ukendskab med embedsforretninger som grund til mandens bortilen. 


"Ved sin indsættelse i Vor Frelsers Kirke og da hans arbejde ved den hellige nadver var færdig, ilede pastor Grundtvig fra alteret, inden hans medhjælpers forretning var til ende." (Alteret og prædikestolen i Vor Frelser Kirke 2015. Eget foto).

Men hvorfor skal manden trækkes fra alteret ind i Politivennen? Var det sømmeligt at hr. Grundtvig bekendtgjorde sit onde eller lod det bekendtgøre for menigheden på stedet eller siden i de offentlige tidender? Og er det passende at hr. H. trækker den stakkels mand, nolens volens (enten han vil eller ikke) fra Guds hus ind i et offentligt blad, midt blandt hunde, gravere, bagere, murersvende og rendestensbrætter? Hvorfor har De gjort det, højtærede? Er det for lade deres vittighed spille og stille manden i et forargeligt lys? Eller er det for at give manden et godt råd og bidrage til hans bedste? Er det videbegærlighed der har frembragt Deres såkaldte kirkespørgsmål? 

Jeg vil tro at De besvarer de to sidste spørgsmål med ja, og de andre med nej. Uden at have den ære at kende Dem, vil jeg forudsætte at De har spurgt i en god hensigt. Men jeg vil igen spørge Dem om det ikke havde været klogere og høfligere af Dem at have henvendt Dem personligt til hr. Grundtvig og skriftligt eller i hans stue fremsat Deres spørgsmål til ham, eller også at politivennen spurgte i almindelighed uden at nævne manden? For selv den der kun ynder ham som digter og oldgransker, men ikke som åndelig taler, kan ikke billige denne handlemåde.

H. C. Wosemose.


(Politivennen nr. 363. Løverdagen den 14de December 1822, s. 5881-5882).

Atter Anke over Kirkebetjentene.

Sidste søndag eftermiddag var anmelderen sammen med sin kone gået hen i Helligåndskirken og havde glemt nøgle til sin stol hjemme. Ved at underrette graveren om det blev de også uden omstændigheder lukket ind i samme. Men da gudstjenesten var forbi og låsen på stolen var af den beskaffenhed at den ikke kunne åbnes uden nøgle, var det umuligt for dem at komme ud. Skønt nu graveren meget vel vidste og i forvejen var informeret om at anmelderen ingen nøgle havde med sig, kom der dog ingen for at lukke dem ud. 


"Da gudstjenesten var forbi og låsen på stolen var af den beskaffenhed at den ikke kunne åbnes uden nøgle, var det umuligt for dem at komme ud". (Helligåndskirken 2015. Modsat Frelserkirke og Trinitatis Kirke er der ikke længere lås på stolene.Jeg ved ikke hvornår de er blevet fjernet. Eget foto).

Efter nogen tids forløb traf det sig at en anden person der efter anmelderens skøn også en af kirkebetjentene, kom gående ned i kirken. Man anmodede da straks denne om at blive lukket ud. Men han foregav ikke at være i besiddelse af nøglerne og lovede at få fat på graveren. Man ventede nu syv lange og syv brede, som man siger. Men der kom hverken graver eller gravers graver, uagtet man så dem stå bag alteret og kikke ned i kirken. At slutte heraf må anmelderen formode at førnævnte person nok havde sagt til til graveren, men at denne på grund af at han ingen ekstra dusør havde fået da han lukkede dem ind, har tænkt: Det skal I nok få betalt. 

Efter lang venten var anmelderen omsider så lykkelig ved at kalde på en anden person der hentede bøger ned fra prædikestolen, sammen med sin kone at blive befriet fra det dem af graveren pålagte fangenskab. For at en sådan usømmelig og højst utilladelig adfærd ikke oftere skulle finde sted, tør man håbe at sådanne kirkebetjente må påtales bedre at iagttage deres ikke just tunge pligter.

(Politivennen nr. 358. Løverdagen den 9de November 1822, s. 5805-5806).


Svar til den anonyme Herre paa det, som er indrykket i Politievennen No. 358, Helliggeistes Kirkes Betjente angaaende.

Nævnte fremmede herre og dame kom til aftensang i Helligåndskirken søndag den 3. november i år. Han henvendte sig til mig og bad om jeg ville lukke dem ind i deres stol da de havde glemt nøglen. Jeg opfyldte straks deres ønske og lukkede dem ind efter deres anvisning, i den brede gang i stolen nr. 12 som er en lukket stol med gardiner for. Efter at tjenesten var forbi, lukkede jeg alle stolene, men glemte at se i den lukkede stol om der var nogen i det. Derpå gik overgraver Bruun op bag alteret for at lægge tavlepengene i hver sin kasse, og jeg gik på prædikestolen for at aftage fløjlstæppet der. I det samme blev det meldt mig at der var nogen lukket inde i en stol. Jeg gik straks ned fra prædikestolen og lukkede stolen op for nævnte herre og dame. Den tid de sad i stolen efter at tjenesten var forbi kunne højst være 4 minutter, hvilket kan bevises ved vidner hvis det forlanges.

Efter senere kendskab er jeg kommet efter at nævnte herre ikke er ejer af den stol og at lejeren af denne stol ikke var i kirken den dag.


København den 10. november 1822

Birch
Undergraver ved Helligåndskirken.

(Politivennen nr. 359. Løverdagen den 16de November 1822, s. 5822-5823).


Fornødent Gjenmæle til Hr. Undergraver Birch

Da hr. undergraver Birch ved Helligåndskirken i sit svar i Politivennen nr. 359 fuldkomment har tilstået og bekendt sin brøde mod mig, og angivet glemsomhed som grunden, så vil jeg ikke videre klage over det, skønt der kunne anføres meget mod sådan skødesløshed, .

Imidlertid kan jeg ingenlunde undlade at berigtige adskilligt i samme svar. Hr. Birch siger nemlig at jeg ikke er lejer af den omtalte stol nr. 12 samt at den pålagte indespærring ikke har varet længere end 4 minutter efter endt tjeneste. Hvad det første angår, da kan jeg med lovlige beviser godtgøre at jeg ikke alene er lejer af førnævnte stol, men endogså har betalt den deraf årlig svarende leje. Og hvad det andet angår, da vil jeg give hr. Birch ret, når han derved mener sin tjeneste, men ikke ifald der skal regnes efter endt gudstjeneste. For da vil tiden overstige mange gange de angivne 4 minutter.


Hagemeister
Bagermester. 


(Politivennen nr. 340. Løverdagen den 23de November 1822, s. 5842-5843). 

Svar paa hr. Bagermester Hagemeisters fornødne Gjenmæle til Undergraver Birch.

Det tilkommer ikke mig at undersøge hvad grund den for mig ukendte hr. bagermester Hagemeister har haft til at ville sætte mig i ufordelagtigt lys, ikke alene for Helligåndskirkens menighed, men også for publikum. Men at nævnte bagermester Hagemeisters påstand at han er ejer af en stol i Helligåndskirken, medfører usandhed, oplyser nedenstående mig af kirkens anden værge, hr. silke- og klædehandler Schmidt meddelte attest:
"At navnet Hagemeister ikke findes i kirkeprotokollen for Helligåndskirken bevidnes herved efter forlangende.
H. H. Schmidt
Anden værge for Helligåndskirken"
København den 25. november 1822
C. F. Birch
Undergraver ved Helligåndskirken.


(Politivennen nr. 361. Løverdagen den 30te November 1822, s. 5851-5852).  

Replik til Hr. Undergraver Birch

Ved at læse hr. Birchs sidste svar til mig i politivennen synes det som han især lægger vægt på den biomstændighed om jeg er lejer af den før omtalte stol nr. 12 i Helligåndskirken eller ikke. Skønt nu dette efter min overbevisning imidlertid hverken gør noget fra eller til, når spørgsmålet er om den påtalte handling. Jeg mener at såvel personer som hører til menigheden som uden for samme, lejere eller ikke-lejere, ikke bør behandles vilkårligt i kirken. Og derfor vil jeg dog, da hr. Birch har sigtet mig for usandhed, godtgøre min førhen anførte påstands rigtighed.

Den nævnte stol nr. 12 er blevet overdraget til mig for noget over 2 år siden af dens forrige ejer madame Christensen mod at svare den årlige leje. At mit navn ved denne lejlighed er forsømt at indtegnes hos kirkeværgen, erfarer jeg først nu af hr. klædekræmmer Schmidt attest. Men jeg
kan ikke tro at denne forsømmelse skulle have den virkning at jeg derfor efter hr. Birchs eller andres forgodtbefindende skulle udholde sådan en indelukkelsesarrest som det skete for mig. Skulle hr. Birch endnu tvivle om dette mit foregivendes rigtighed, da er jeg villig til når og hvor han måtte forlange det at bevise det samme.

Til slut skylder jeg hr. Birch den erklæring at det hverken er af had, avind eller nogen som helst sådan årsag, der har bevæget mig til offentlig at bekendtgøre den af mig påankede behandling. Men grunden hertil har alene været den at den person der påførte mig samme, indtil nu har været mig ubekendt, og det altså både ville have været latterligt og uden nytte at henvende sig til vedkommende med klage når man ikke kunne angive den skyldige.


Hagemeister


(Politivennen nr. 362. Løverdagen den 7de December 1822, s. 5870-5871).

27 november 2015

Atter lidt om upassende Opførsel af Kirkebetjente.

Der findes visse klasser som mere end andre viser en høj grad af uhøflighed og vrangvilje. Men de som driver det mest vidt og tillige er de mest fortjenstløse personer er uden tvivl nogle kirkebetjente. Ofte nok er der klaget over det, men lige meget nytter det. Måske bryder deres foresatte sig ikke synderligt om at revse dem.

Sidste konfirmationsdag i Garnisonskirken ønskede indsenderen at overvære denne handling. Ikke for at betragte og overbeglo konfirmanderne, men for at opbygges ved professor Brorsons katekisations- og talegaver. En tyk herre af graver var den første jeg anmodede om at få en plads at sidde på, da jeg ikke kan tåle at stå. Og jeg tilføjede at jeg var i slægt med en af konfirmanderne. Men en skingrende latter var hans svar da jeg af fejltagelse nævnte et urigtigt navn. 


"Sidste konfirmationsdag i Garnisonskirken ønskede indsenderen at overvære denne handling. Ikke for at betragte og overbeglo konfirmanderne, men for at opbygges ved professor Brorsons katekisations- og talegaver" (Garnisonskirke. Eget foto, 2015)

Jeg henvendte mig nu til en anden, og havde straks min gave ved hånden, skønt de herrer jo egentlig intet må tage. Men uagtet han modtog gaven, fik jeg ingen plads. I dets sted narrede han mig forgæves fra et sted til et andet, og jeg var til sidst blevet nødt til at gå bort hvis ikke en mig aldeles ubekendt mand havde været så høflig at tilbyde mig plads i sin stol. Jeg håber at vedkommende ikke vil undslippe den irettesættelse de ved en sådan adfærd tilstrækkelig har fortjent.

(Politivennen nr. 357. Løverdagen den 2den November 1822, s. 5793-5794).

Et Par Ord i Anledning af Anken over Kirkebetjenterne i Garnisons Kirke.

Det er vel sandt at kirkebetjentenes kald ikke kræver nogen særlig uddannelse og øvelsen af deres pligter er ikke forbundet med megen åndskraft, anstrengelse og opofrelse. Dog synes det tillige at man en gang imellem kræver for meget af dem. Hvem vil forsvare den egennyttige som ikke giver bevæge sig uden at få en gave? Den uopmærksomme der ikke agter på og ikke søger sindig og stille at opfylde enhver tilhørers ønske? Den uhøflige som but og myndig afviser en beskeden anmodning? Men man bør dog også have nogen hensyn til alderdom og svaghed der ikke altid straks kan efterkomme enhvers ønske. Erindre den pligt der hviler på kirkebetjente at frede om de bortlejede stole og pladser der ikke tør besættes før lejerne har vist at de ikke selv vil benytte dem. 

Man bør skelne mellem den især ved konfirmationen fremtrængende nysgerrighed, kådhed og letsind der så tit forstyrrer andagten og vanhelliger denne hellige handling, og mellem den fromme følelse der fører forældre og slægtninge nær til deres elskede med stille ønsker og bønner. Og nu kirkebetjentenes foresatte: er de altid ligegyldige fordi de ikke altid bemærker eller har tid til at agte på og læse hver anke? Er de forpligtede til at læse den? Og var det ikke bedre at vedkommende henvendte sig personligt til de foresatte med deres klager og først når de havde erfaret det var forgæves, da nedskriver deres bitre bemærkninger? Derved ville nok udrettes mere til god ordens vedligeholdelse og man ville ledes til at fælde rimeligere domme.

(Politivennen nr. 358. Løverdagen den 9de November 1822, s. 5824-5825).

Hold Hænderne hos dig selv ved Hovedvagten.

Det er før gennem en offentlig bekendtgørelse blevet forbudt at ingen uvedkommende må nærme sig jerngitteret om hovedvagten på en distance af ti skridt. Alligevel må man dog højligt beklage at dette forbud næsten aldrig bliver ænset eller overholdt. Især af den simplere klasse af mennesker som hver dag ses som en flok krager lægge sig mod nævnte jerngitter for at høre vagtparadens musik. At dette overhæng alligevel tåles, kan kun tilskrives de herrer vagthavende officerers velvillighed og overbærenhed der ugerne hindrer folk fra at nyde denne uskyldige fornøjelse. Ikke desto mindre går dette overhæng undertiden for vidt og kan have farlige følger, især for små børn når disse forgabt i soldater og musiceren glemmer at tage hænderne til sig når jerndøren på nævnte rækværk lukke op og i. 

"Især mennesker af den simplere klasse som hver dag ses som en flok krager lægge sig mod nævnte jerngitter for at høre vagtparadens musik" (Hovedvagten på Kongens Nytorv)

Et sørgeligt eksempel på det så man for 14 dage siden på en dreng der stod ved døren og som i det samme blev lukket i, fik sin finger så aldeles knust og spoleret at han måske for livstid næppe vil kunne gøre brug af den. Yderst sjældent tages der synderlig notits af disse drenge, der således klynger sig fast ved nævnte døre, med mindre det hænder sig at hr. Schelund på den tid er nærværende, der da altid advarer dem om ikke at komme for nær rækværket eller også jager dem bort. Og at der ikke er sket skade oftere, kan vist nok alene tilskrives hans humane opmærksomhed. For om muligt at forebygge lignende optrin i fremtiden ville det være ønskeligt om det pålagdes den skildvagt som står tæt ved ovennævnte dør, at have strengere opsyn med at disse små børn holdt sig i behørig afstand fra nævnte gitterværk.

Muligt var det vel også at give indgangsdøren en sådan forandring at den ikke som nu klipper fingrene af dem der kommer for tæt på hængslerne.


(Politivennen nr. 356. Løverdagen den 26de Oktober 1822, s. 5774-5776).

Den Kongelige Livgarde går stadig ruten fra Amalienborg mod Kongens Nytorv og den nu ikke længere eksisterende Hovedvagt. Dog uden musiceren, og måske også til irritation for trafikken på Store Kongensgade. Livgarden passer stadig på dronningen - og politiet på Livgarden.


Redacteurens Anmærkning

Underholdning var der ikke meget af på Politivennens tid, og slet ikke for "de lavere klasser". Men hovedvagtens vagtparade var en af de få. Den fortsatte indtil 1874 hvor Hovedvagten blev revet ned. 1874, da den blev revet ned. Vagtparaden kom på slaget 12 marcherende med fuld musik gennem Gothersgade og drejede ind på Torvet, hvor der som oftest var mange mennesker forsamlet for at høre og se den. Og hvis man skal tro Nordmanden Morten Frederiksens oplevelse af en vagtparade på Kongens Nytorv 1805, så kunne den se og lyde sådan
Den skjønne Musik og de mange smaa oppudsede Drenge igjenopflammede atter Lysten til at blive Soldat. Min Begeistrelse steg ved enhver Tone af deres velklingende Musik. Jeg skyndte mig paa staaende Fod til en af de smaa for at erkyndige mig, om der kunde være nogen Ansættelse ved Regimentet. At jeg saaledes i et Øjeblik letsindig kunde forglemme den gode Behandling og Frihed som jeg nød hos min Mester, og forbytte min Frihed med en indskrænket tvungen Soldaterstand, begriber jeg ikke, thi det var kun faa Minutter siden, da følte jeg mig ved min Slagterprofession saa vel, at en Ombytning med en anden vilde have været mig en Modbydelighed. Jeg maa tilskrive det min Ustadighed og Letsindighed.
I artiklen "Bøn i Rosenborggade" foreslog en skribent at  "oboisterne" fik et bedre sted at spille, istedet for et mudret område, (Politivennen nr. 761, lørdag den 31. juli 1830, s. 483-485) 

26 november 2015

Bøn til Theater-Direktionen.

De brædder som er slået under bænkene i parkettet, er for størstedelens vedkommende så ramponerede at man ikke med dem opnår sin hensigt når man vil gemme sin hat under sædet. Ligeledes er en del døre i lokalet så utætte at en ufordragelig træk plager dem som vender ryggen til dem under forestillingen. Denne ulempe er især mærkbar i parketlogen nr. 26. Man anmoder derfor direktionen at råde bod på det og beder den ligeledes om det var muligt at fjerne den mængde drenge som opholder sig i vestibulen ved slutningen af stykket. De betler om adgangsbilletter og spærrer vejen for dem der vil forføje sig bort.

(Politivennen nr. 356. Løverdagen den 26de Oktober 1822, s. 5768-5769).

Utidig Nattesviir og Støjen i Store Kongensgade.

Vi kan takke vores politi for at man i værelser der vender ud til gaden, er så temmelig fri for svirende natlige selskaber efter kl. 11. Men i værelser til gården tror mange at de har ret til at gøre hvad de vil, uden at nogen kan besvære sig over det. Således har en hyrekuskekarl der bor til gården i nr. 235 eller den såkaldte Grønne Støvle i Store Kongensgade, fundet på den uskik hver aften efter kl. 11 at forsamle en del kolleger sammen med nogle kvindfolk hos sig. De tilbringer så natten til henved halv tre med druk, skrål og sang. Skønt kvindernes blidere stemmer blander sig med de skurrende sange og udbrølte hurraråb, så afgiver det hele dog ingen behagelig koncert for naboerne, hvis tilstødende gårde kun er adskilte fra den nævnte ved lave plankeværker. Tværtimod er denne kommers meget ubehagelig for enhver der om dagen skal passe sin dont og ønsker at nyde nattero. Man offentliggør dette for om muligt at se denne slemme uorden hævet eller i det mindste for at få et godt råd mod det.

(Politivennen nr. 355. Løverdagen den 19de Oktober 1822, s. 5754-5755).

(Nr. 351 21. september 1822 og 352 28. september 1822 mangler i Københavns Bibliotekers samling)

25 november 2015

Sprogurigtigheder og Usands.

Følgende to gravskrifter der skal være forfattet af en skrædder og findes på Helligånds Assistenskirkegård, kan nok fortjene en plads i Politivennen.

1) Herunder hviler de jordiske Levninger af forhen Handelsmand Sørren Hansen fød Aaret 1766 den 20 Junii og død den 14 Junii 1820 efter 30 Aars kjærlig Ægteskab.

Min kjærlige Mand og ægte Ven
I Døden sov Du rolig hen
Da Almagtens Stemme til Dig lyde
Forlade skal Du dette Jordiske,
Og hisset der det Bedre nyde
I Fredens Bolig og Uforkrænkelighed
Du gik bort jeg blev tilbage
Hvo er nu som kan trøste mig!
Jeg vil ei sørge og forsage
Kuns det Haab, det nærer jeg
Naar mine Dage her er endt,
Vi hisset da, vist samles skal igen
A. C. Magdalena Hansen
fød Bondzen

2) Herunder hviler de jordiske Levninger af Anne Chatharine Magdalena Hansen fød Bontzen fod den 14 November 1764, død den 1ste October 1822 *)

Min svigerinde, haabefuld Du troede
At henleve Din Tid sorgfrie og rolig
Men snart det søde Haab forsvandt
Sygdom og Svaghed isteden indfandt,
Over Aar maatte Du den Skjæbne friste,
Indtil Døden kom, og Hjertet det briste
Da endtes ald Din Sygdom og Smerte,
Din Sjel da iilde til bedre Verden,
Dit Legem nu roe og Hvile fandt
I Graven ved din hensovede Mand,
Indtil Verdens den sidste Dag,
Da Du igjen med ham forenes skal.
Fred være med Eders Støv
Ingeborg Bøttinghuus

*) Hvorledes går det til at konen er død den 1. oktober 1822. Er det måske en profeti?


(Politivennen nr. 350. Løverdagen den 14de September 1822, s. 5670-5672).

Et utilladeligt Oplagssted for stinkende Sager

På Højbroplads ved slamkisten i krogen ved den nybyggede sandkiste findes et utilladeligt svineri, dels af alle slags rådne fisk, dels endog menneskeskarn. Enhver kan let indse hvilken pestagtig stank dette forårsager. Den første uskik ville helt sikkert kunne forebygges ved et nøjere og strengere opsyn med fiskehandlerinderne. Den anden kunne afhjælpes ved at opdele privaten under Højbro således at kvindekønnet også fik sin del af den. Og denne afdeling burde aflukkes samt forsynes med en trappe på den anden side af broen.

Da der efter indsenderens skøn kun er et bestemt antal fiskerkoner, så kunne ligeså mange nøgler blive lavet som hver kone kunne få en af mod betaling af hvad det havde kostet af lave den. Afdelingen for hankønnet kunne måske godt blive stående fra morgen til aften. Men for alt i verden ikke fra aften til morgen. For denne åbenståen om natten giver anledning til adskillige uordener som nu begås der og som meget let lod sig forebygge når den vagthavende vægter havde nøglen og hver aften til rette tid sørgede for at låse døren, samt hver morgen åbne den når han forlod sin post. Kom en anden vægter på post her, burde han hente nøglen hos sin forgænger.

(Politivennen nr. 348. Løverdagen den 31de August 1822, s. 5639-5640).

"Ved den nybyggede sandkiste findes et utilladeligt svineri, dels af alle slags rådne fisk, dels endog menneskeskarn." (Højbroplads omkring 1806. Langberg: Fra torv til torv 1943).

24 november 2015

Spørgsmaal.

Er det tilladeligt at vægterne om morgenen kl. fire halv fem og sommetider midt om natten laver støj i Laksegade ved at råbe højt god morgen, god morgen, og slå en høj skoggerlatter op med lange fortællinger og sladder, hvilken forstyrrer de omkring boendes ro og søvn. Især syges som ligger vågne det meste af natten og falder i søvn henimod morgenstunden.

(Politivennen nr. 348. Løverdagen den 31de August 1822, s. 5635).

Go' morn Go' morn! Ho ho ho. Må man forestille sig vægteren råbe op midt om natten i Laksegade. (Laksegade 2015. Eget foto).

Usømmelighed paa Christianshavn.

Det synes som man formener der at kunne foretage sig hvad man vil, i særdeleshed den ringere folkeklasse. Således ses i denne tid i Overgaden Oven Vandet ved Store Søndervoldstræde det mest uanstændige forhold da daglig en mængde af gadedrenge, heriblandt nogle næsten voksne mænd, foretager sig al slags uorden i kanalen ved deres svømmen, hvorved de nøgne løber på gaden og næppe skulle man formode at al moral i vore tider skulle være sunket så dybt at sådanne uordener kan finde sted for den anstændige folkeklasses øjne som her er beboere hvor mandens kone og voksne døtre som ikke kan komme til vinduet uden at blive tilskuer til sådanne skændigheder skulle nødsages til således at tage sådant for godt.

(Politivennen nr. 347. Løverdagen den 24de August 1822, s. 5627-5628).

"i Overgaden Oven Vandet ved Store Søndervoldstræde ses daglig en mængde af gadedrenge, som foretager sig al slags uorden i kanalen ved deres svømmen, hvorved de nøgne løber på gaden". (Overgaden Oven Vandet 2015. Lidt til højre for midten ved gadelygterne ses Brøstes Gård, og efter det næste hus går Store Søndervoldstræde ind til venstre. Så gerningsstedet er her!. Eget foto).

23 november 2015

Vogt Ild og Lys!

Selv om hr. skræddermester Mørcks hus i Store Kongensgade nr. 264 hvor ilden udbrød den 11. i denne måned om aftenen kl. kvart i elleve, muligvis er så godt forsikret at selv om nævnte bygning brændte, så kan han holde sig skadesløs, så er det dog højst urigtigt at han pr interesse propper så mange mennesker ind i sit hus.

Personalet af lejere og fremlejere skal være 300 og mere mere, hvoraf de fleste bor i usle små huller, ja endog på det øverste loft hvor i taget er anbragt lemme for at skaffe disse fattige lys og luft. Opstår ildsvåde ved nattetid i disse 3 gamle bindingsværksbygninger, ville vist den størstedel af disse ulykkelige familier blive indebrændt, især hvis ilden kom nedefra. Naboer og genboer var måske udsat for lignende fare, da ikke alene brændevinsbrænderne Mørcks og Eigårds hølofter støder op til nævnte bygninger, men endog et pakhus i Akademigade hvori skal være et betydeligt varelager.


Man venter at skræddermester Mørck i fremtiden vil holde et strengere tilsyn med sine mange husbeboere. Hvilket han skylder enhver såvel i som udenfor nabolaget.


(Politivennen nr. 347. Løverdagen den 24de August 1822, s. 5630-5631).

Bemærkning til Indsenderen af: Vogt Ild og Lys, i Politievennen No. 347.

Dersom indsenderen af det i Politivennen nr. 347 for i år under overskriften: Vogt Ild og Lys, indrykkede stykke om mig og min ejendom samt iboende hus nr. 264 i Store Kongensgade, havde indskrænket sig til en sandfærdig og rigtig fremstilling af mit hus' beskaffenhed, såvel som af den der udi herskende orden og renlighed, skulle jeg aldeles ikke have noget imod at han viste sit skribenttalent ved at meddele publikum disse omstændigheder. Men når indsenderen tillader sig i den over mit hus gjorte beskrivelse af underholde med fuldkommen urigtige foregivender er det min pligt at sætte sagen i sit rette lys, fordi at de forvanskninger som indsenderen i stykket har tilladt sig ikke skulle kaste en skygge på mig eller give et urigtigt begreb om husets beskaffenhed. 

Iblandt en mængde urigtige foregivender hvoraf indsenderen har benyttet sig, vil jeg blot bemærke de vigtigste. Disse er: Personalet af lejere og fremlejere som indsenderen kalder dem, er ikke som han fortæller 300 og derover. De udgør ikke engang for værende tid et højere antal end 58 familier bestående af tohundrede og nogle og tredive personer, spæde børn iberegnet. Den misundelse og det avind som udmærker det her omhandlede stykke er i mine øjne alt for øjnefaldende til at jeg skulle give mig den umage at analysere et produkt som hverken hædrer forfatterens hjerte eller forstand. Jeg mener at have vist det opmærksomhed nok her at anføre som en bevislig sandhed at lejernes og families personale kun udgør det summariske beløb af cirka 230. 

Lige så urigtigt fortæller indsenderen at disse i mit hus boende familier bor i usle små huller. Uden at værdige ham nogen beskrivelse over mit hus' beskaffenhed hvorom jeg ikke skylder ham nogen forklaring, vil jeg dog da denne sag nu er forelagt publikum, til dets oplysning melde at af de familier som bor i mit hus, har nogle og 30 hver deres eget køkken, med stue og kammer. En del familier har endnu større og flere lejligheder og 12 familier har fælles køkken med videre. 5 forskellige opgange er i hele huset, alle med behørig bredde. 

Enkelte lejere som enten slet ingen eller højst har 1 til 2 børn, bortlejer nogle af de værelser de har fået overladt og som de ikke behøver, til andre. Og gennem den fra disse indtagne personer oppebærende godtgørelse eller indkomst formindsker de udgiften, eller erhverver et bidrag til den til mig erlæggende lejes beløb. Det er vel ikke nogen utilladelig handling og kan i det mindste ikke tilregnes mig, som i lejekontrakterne har forbudt den, og kun i enkelte tilfælde samtykket samme.

Husets beskaffenhed til gaden falder enhver forbigående i øjnene. Til  højre side inde i gården er en grundmuret bygning 15 fag lang med grundmuret gavl til enden. Og til venstre side er 5 fag bindingsværk. og altså ikke som anmelderen siger 3 bindingsværkshuse. Imellem side- og baghuset er en betydelig afstand, ligesom også gårdspladsen i det hele er temmelig rummelig. Baghuset er opført af grundmur på de til for- og baggården vendende sider. Baggården har en bredde af cirka 5 alen og længden er nogle og tyve alen. I samme findes en udkørsel og to udganger.


Således er mit hus' indretning af den beskaffenhed at det yder den samme sikkerhed i tilfælde af ildebrand som ethvert andet hus af samme slags. Og såvel naboerne som husets beboere har i den henseende en tryghed lig den disse i andre huse kunne gøre regning på. På gangene som fører ud til gaden, såvel som på trappen og husets fortov må ingen af husets beboere opholde sig, da lejekontrakterne udtrykkelig forbyder sådant. Til gaden er den 4. udgang af huset.


Om de antagende beboeres ulastelig opførsel fordrer jeg bevis fra den vært hvorfra de kommer, forinden jeg forunder dem bopæl i mit hus. Indsenderens erindring om at jeg for fremtiden skulle have et strengere tilsyn med de hos mig boende familier end hidtil, er alt for arrogant og ufortjent til at jeg derom vil udlade mig. Så meget desto mindre som jeg altid har og vist nok uden hans påmindelse som jeg foragter, fremtidigt vil anvende alt hvad der ligger inden for min virkekreds for forsåvidt det står til mig at forebygge enhver anledning til ildebrand i dette hus. En ulykke jeg lige så meget som naboerne ønsker at undgå.


Indsenderens ytring om husets forsikringssum hæver enhver tvivl om hans tænkemåde. Når de forbedringer som husets bygninger af mig er givet, samt bygningernes vigtighed og vidtløftighed tages i betragtning, vil den sum hvorfor dette hus er forsikret, vist ikke findes at overstige disse bygningers værdi. Den urenlighed og uorden som for 15 til 18 år siden måske var herskende i dette hus er afskaffet siden jeg blev ejer af det, og det kan i henseende til renlighed og orden hos husets beboere fuldkommen sammenlignes med ethvert andet hus hvori mange familier har bopæl.

(Politivennen nr. 349. Løverdagen den 7de September 1822, s. 5651-5656).

Redaktørens Anmærkning

Svar findes i Politivennen nr. 351 som ikke findes i Københavns Bibliotekers samling, og Mørcks svar på dette i Politivennen 5743-5747. Sidste indlæg bringer ikke noget ny, det er  mest en udladning af skældsord. Så interesserede overlades til at læse indlægget i originalen.

Store Kongensgade 264 blev sammenlagt med 165 i 1845 og skiftede i 1856 nummer til Store Kongensgade 100. Bygningen fra Politivennens tid eksisterer ikke længere.

Huset er omtalt i forbindelse med koleraepidemien i 1853, hvor huset blev evakueret. Her findes også en kort beskrivelse af huset på daværende tidspunkt:

Huset No 264 & 265 i Store Kongensgade (kaldet Løven); dette Huus bestaar af Forhuus, tvende Sidehuse, 1 Mellembygning og 1 Bagbygning, hvori der ei boer mindre en 66 Familier, foruden Pakleilighed til Høkeren.

Ønske til Politiet.

Det var at ønske at det ærede politi som ved så mange lejligheder udviser nidkærhed i dets embedspligters opfyldelse, ville henvende sin opmærksomhed på den mængde lirespillere, og øvrige her i København omstrejfende musikanter, sangere og skrålere som næsten daglig løber omkring med deres instrumenter osv. og bestormer hus og gårde med deres musik, sang og skrål, ved at besidde uforskammethed nok til, uden enten værtens eller de bosiddendes tilladelse at gå ind ad de åbenstående porte eller gadedøre trænger sig ud i gårdrummet og der, ledsaget af visekællinger og de dem følgende fæle matroser med øvrige selskab af gadedrenge og dagdrivere at opføre en skingrende og skrålende fæl musik, der må bringe det mindst musikalske individ til at hyle, for ikke at tale om at skurke, tyve og andre fæle mennesker herved gives anledning til at komme skarevis ind i huse og gårde for der at udforske lejligheden og beregne sit snit.

At dette er uorden, ja endog en byrdefuld og skadelig uskik, er let at indse af det anførte, og det er derfor man gør sig så meget sikrere håb om at se ønsket om denne uordens ophævelse opfyldt.

(Politivennen nr. 346. Løverdagen den 17de August 1822, s. 5606-5607).

I Anledning af det i Politievennen No. 346 Fremsatte om Lirespillere etc.

Uden at nægte at man jo ikke kan andet end billige den i Politivennen nr. 346 fremførte anke over de her i staden omstrejfende lirespillere og øvrige musikanter, sangere osv., så kan jeg (uagtet jeg aldeles ikke finder ovennævnte indrykkede anvendelig på mig) dog ikke undlade herved at erklære at de instrumenter som jeg grundet på allerhøjeste tilladelse lader høre ikke er af den beskaffenhed at kan sættes i ligning med de omvandrende gamle forslidte lirer (hvilke sidste unægteligt ofte både spilles og følges af ukultiverede og rå mennesker), men er udmærket gode renstemte spillepositiver for nylig anskaffet fra Schwartzwald. Jeg er temmelig vis på alles bifald og tør lade høre dem hvor det skal være. Ligesom jeg også herved tør forsikre det ærede publikum at der fra min side når og hvor jeg lader mine positiver høre, aldeles ingen uorden er sket eller skal ske, hverken ved gadedrenge, dagdrivere, visekællinger eller andre. Hvorimod jeg tillige må gøre opmærksom på at jeg har hørt at adskillige lirespillere skal have udgivet sig for mig. Men for disse handlinger kan jeg jo slet ikke svare. Den mig allernådigst meddelte bevilling udviser hvem jeg er.

J. E. Gigengack.


(Politivennen nr. 347. Løverdagen den 24de August 1822, s. 5620-5621).


Redacteurens Anmærkning

En lignende klage findes i Politivennen nr. 621, 24. november 1827, s. 741-742: "Bøn angående Lirendreierne"