30 november 2015

Bekendtgørelse.

Man har siden bragt i erfaring at den i forrige nummer påankede vandmangel i Møntergade nr. 55 var af den beskaffenhed at den ikke kan lægges gårdens ejer til last, eftersom der fandtes vand i posten før ildens begyndelse og straks efter dens slukning, men at den hidrørte blot deraf at alle pumperne i kvarteret var i brug, og at hovedrenden ikke så hurtigt kunne erstatte afgangen. Dette har da også været tilfældet med de øvrige i samme annonce omtalte huse og gårde, med undtagelse af nr. 56 og 57 som har brøndvand.

(Politivennen nr. 365. Løverdagen den 28de December 1822, s. 5926).

En slem Kjelderhals i Trøstens Bolig i Skindergaden.

Omkring den ene kælderhals i den på rentekammerets foranstaltning opførte bygning for embedsmandsenker i Skindergade nr. 8 (som af nogle forveksles med den såkaldte Trøstens Bolig) findes en forhøjning af flisesten som står en 3 til 4 tommer over fortovets falde. Denne forhøjning er i mørke en meget farlig anløbssten, da man ikke bliver opmærksom på den før foden støder mod den, og man risikerer enten at styrte i kælderhalsen eller dog i ethvert tilfælde at falde og forslå sig slemt. Man håber at hr. kancelliråd Sveistrup som bor i nævnte bygning og har opsigt med den, vil snarest muligt lade denne for fodgængere farlige fliseforhøjning borttage.

(Politivennen nr. 365. Løverdagen den 28de December 1822, s. 5924-5925).

Redacteurens Anmærkning.

Politivennen nr. 366 berettede at det klaprende blik nu var fjernet og et bræt lagt over kældernedgangen. 

En Bemærkning i vor Frelsers Kirke paa Christianshavn.

Anmelderen kan erindre i sin ungdom at have været i Sankt Nikolaj Kirke juledags morgen til froprædiken, og da var kirken smukt oplyst og messinglysekronerne vel afpudsede. Det samme var tilfældet i de andre hovedstadens kirker, såvel til froprædiken som til aftensang. Det var ham derfor meget påfaldende da han første juledags morgen hørte froprædiken i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn at finde lysekronerne i en temmelig urenlig tilstand, mens de dog var forsynede med lys. Til en så høj helligdag plejer man og allevegne at udrydde den gamle surdej, og nu da kirken i den senere tid besøges af en meget talrig mængde, kunne man ønske at en mere renlighed og properhed også her måtte finde sted. Kirken lønner jo betjente som sådant vel påligger som pligt, og deres forretninger er vist nok ikke af det omfang at de jo kunne levne dem tid at påse at sådant ikke oftere fandt sted.

(Politivennen nr. 365. Løverdagen den 28de December 1822, s. 5920).

Vandmangel ved Vestervold.

Vandposten som findes i huset nr. 218 ved Vestervold er i den jammerlige tilstand at beboerne når de skal bruge en spand vand, må næsten i et halvt kvarter anstrenge sig for at kunne få samme. Dette har nu været tilfældet i flere måneder. Da denne uorden er højst besværlig og ubehagelig for beboerne, ja i ildebrandstilfælde endog farlig, håber man at husets ejer snarest muligt vil råde bod på samme.

(Politivennen nr. 365. Løverdagen den 28de December 1822, s. 5919).

Anmodning til Hr. H. Soldin.

Hr. Soldin ville meget forbinde genboer og naboer ved at lade det blik hvormed hans tagluger har været beslået og som nu er gået løse, borttage eller slå fast, da det i blæst klapper og forårsager en fæl støj som forstyrrer folks nattero.

Ligeledes ville han forbinde sig de fodgængere der må vandre gennem det i henseende til stenbro og fortov så usle Pilestræde om han ville anbringe et nyt bræt over sin kældernedgang da man nu står i fare for at brække ben  ved at betræde det der ligger.

(Politivennen nr. 365. Løverdagen den 28de December 1822, s. 5918-5919).

Gadeposten i Pilestrædet.

I Politivennen n. 307 for forrige år ankedes over posten i Pilestræde straks ved Kronprinsensgade at den i lang tid ikke havde givet vand, og at de omkringboende var kede af at lade deres pumperedskaber opslide af uvedkommende. Dette havde til følge at der en måned efter blev sat en ny post, men som også havde den fejl at den ikke ville give vand, hvilket anmeldtes i Politivennen nr. 311. Den blev derpå kureret og i Politivennen nr. 313 meldtes at samme post nu gav vand. Men nu har den i lang tid samme nykker som dens forgænger, og den er ligesom den var før. Ved ildebranden i Vognmagergade gjorde den aldeles ingen tjeneste, og skønt en der i nærheden boende mand ved navn Faust, indfandt sig i rette tid med tragt og pose, for derved at fylde vandtønderne, var han ikke sortkunstner nok for at få den til at yde en dråbe. Man håber at brandkorpsets chef, hr. oberstløjtnant Smidt som nu anden gang er gjort opmærksom på denne figurantpost, vil tage sig af sagen og lære vedkommende vandkigger til at se rigtigt hvor skaden er.

(Politivennen nr. 365. Løverdagen den 28de December 1822, s. 5917-5918).

Et hæsligt Søleføre ud for Kongens Smede bag Slottet.

Det er vitterligt for enhver der har passeret og endnu daglig må passere vejen forbi kongens smedje bag slottet ud til Kalveboderne at der netop udenfor nævnte smedje eksisterer et så afskyeligt og højst væmmeligt søleføre (kvintessensen af en der tæt ved liggende hestemødding) hvilket man næppe vil finde mage til noget andet sted i byen, og som man måtte ønske bortskaffet jo før jo kærere. Indsenderen af disse linjer hvis vej adskillige gange i dette efterår er faldet forbi nævnte strøg, har ofte ønsket at se en anke i et eller andet offentligt blad over denne svinesti. Men da dette ikke hidtil er sket, tillader han sig gennem dette blad ikke alene at gøre vedkommende opmærksomme på det, men endog at foreslå ejeren af nævnte mødding enten at lade gødningen føre op til enden af samme gade ved rundstalden, eller anvise en en plads i den tæt ved liggende have hvor ingen blev forulempet at den. Skulle imidlertid intet af disse her anførte forslag være praktisabelt, nærer man dog det ønske at der imidlertid måtte have streng opsyn med at der blev fejet.

(Politivennen nr. 365. Løverdagen den 28de December 1822, s. 5915-5916).

Lapsestreger paa Østergade.

Uden at indlade sig i unødvendig, tidsspildende kævleri og vrøvleri vil indsenderen blot advare enhver der efter at have tilendebragt dagens hverv, om aftenen måtte have et eller flere ærinder at forrette, at tage sig i agt for ikke uskyldigt at blive overfaldet på gaderne. Det var tilfældet med indsenderen fredag den 14. dennes. - Jeg gik nævnte aften med en søster ud for at købe nogle ting i en butik på Østergade og lod pigen gå hen for at spørge om prisen, da jeg imidlertid ville vente hende på hjørnet af Østergade og Nikolajgade. Men inden hun nåede butikken, blev hun af tre herrer antastet på en meget uanstændig måde idet de to greb hende i hver sin hånd og den tredje omkring livet. Så snart jeg så det, løb jeg hende til hjælp og bad herrerne om at tilbageholde deres angreb, da fruentimmeret ikke var af den slags de muligvis søgte. Men i stedet for at stoppe deres uartighed blev jeg af en af selskabet (en person med blå chenille) slået i næse og mund så jeg styrtede til jorden. da endnu ingen vægter var på gaden, var anskrig unyttigt, og da herrerne desuden nu bortfjernede sig, måtte jeg nøjes med hvad jeg havde fået.

Skønt jeg har temmelig formodning om hvem nævnte herre med den blå chenille var, vil jeg dog blot bede ham at tage sig i agt en anden gang, og ikke overfalde eller antaste noget fruentimmer før han er forsikret om at det er af den slags han søger, og dernæst ikke overfalde nogen som tager den uskyldiges forsvar da ellers vores årvågne politi let kan skaffe ham og hans kolleger kvarter.

(Politivennen nr. 365. Løverdagen den 28de December 1822, s. 5914-5915).

Ønske til Bedste for Skøjteløbere.

Lørdag den 21. december druknede ved uforsigtig skøjteløben to mennesker i Sortedamssøen, den ene en murersvend og den anden et ungt menneske af en anset og agtet familie her i staden. Den sidste sank straks under isen og forsvandt, hvorimod den første holdt si i nogen tid med den halve krop over samme, for forlod hans kræfter ham før de der ilede ham til hjælp, kunne nærme sig ham. Vel gjorde forpagteren af søen, såvel som smeden der bor i nærheden, samt et ungt menneske ved navn Rothe og flere sig al mulig umage for at redde ham. Men inden disse fik en båd udiset, for at nærme sig den ulykkelige, sank han til bunds og blev først opfisket efter at der intet mere håb var om at bringe ham til live.

Da man ved af erfaring at skøjteløben har meget tiltrækkende for unge mennesker, og at disse for at nyde denne fornøjelse ofte vover sig ud på isen før denne får den fornødne fasthed, så vil sikkert disse to ikke blive de eneste ofre hvis vinteren bliver af den beskaffenhed at søerne lægger til.

Vel vil det være meget vanskeligt at forebygge sådanne tilfælde, når mennesker uforsigtigt og forsætligt udsætter sig for fare, men da staten kan anse sådanne personer som umyndige, tror man at den også burde gøre noget for dem.

Det kraftigste middel var vist nok at forbyde al skøjteløben før isen fik en sådan fasthed at den kunne bære en vis vægt, og straffe overtrædelsen af forbuddet med svær pengemulkt eller korporlig straf. Men ville man måske finde dette for hårdt, og at statsborgeres frihed derved betoges alt for meget, kunne man tillade skøjteløben på visse enkelte steder hvor der da burde findes redskaber hvormed man kunne komme dem til hjælp der faldt i vandet. Disse redskaber burde bestå i en let isbåd der kunne styres af to mand, stænger og stiger til at skyde id på isen til den forulykkede, et langt tov og måske en sejldugstrøje med kork. Ser man hen tl den nytte selskabet for druknedes redning i flere år har fremvirket, så tør man vist håbe at enten dette selskab eller statens foresatte ville lægge mærke til dette her kort fremsatte, og virke til at fremme en foranstaltning hvorved mange menneskeliv der muligvis engang kunne blive staten meget nyttigt, kunne reddes.

(Politivennen nr. 365. Løverdagen den 28de December 1822, s. 5911-5913).

Om Lejebibliotheket paa Nørregade.

(Førhen i Krystalgade.)

Skryd og pral er avisen desværre daglig fuld af. Men næppe har man læst noget galere og mere urimeligt end bekendtgørelsen af lejebiblioteket på Nørregade som næsten dagligt gentages i Adresseavisen med store bogstaver: "at man kan få 2 bøger ad gangen for 2 mark månedligt". Man kan allerede ane at der er en hage ved det, som man siger, ved at kataloget over denne bogsamling sælges for 1 mark. Indsenderen gik af nysgerrighed hen for at se hvad der var at vente, og fandt da to små reoler hvori bøgerne løseligt var hensat, så at de ikke var nær fulde. Og dette kalder man et lejebibliotek! Har ejeren ret til sådanne bekendtgørelser da må man vel antage at de andre ejere af virkelig lejebiblioteker er uforskammet i deres fordringer når de forlanger og tager de dobbelt eller tredobbelt i leje i forhold til dette. Men har disse ret til det fordi et fuldstændigt og godt lejebibliotek koster betydeligt at anskaffe og vedligeholde, samt at forøge med de nyest udkomne bøger på forskellige sprog da er vel de nævnte avertissementer ikke andet end vind hvorved publikum let vildledes.


P. Bentzen.


(Politivennen nr. 364. Løverdagen den 21de December 1822, s. 5909-5910).



"På lejebiblioteket på Nørregade kan man få 2 bøger ad gangen for 2 mark månedligt".(Det fremgår ikke hvor på Nørregade. Nørregade 2015. Eget foto)


Redacteurens Anmærkning

Artikelserien omfatter Politivennen nr. 364, 21. december 1822Politivennen nr. 366, 4. januar 1823 og Politivennen nr. 369, 25. januar 1823.

Af klippet fra Adresseavisen fremgår at det er Nørregade 24. Et Nørregade 24 kendes først fra 1859 og adressen kan derfor ikke verfificeres i Jævnførelsesregistret. Matrikel nr. 24 er i Skindergade i modsat ende mod Købmagergade. Nørregades daværende matrikelnumre var ca. 200-240. Hvis der mangler et 3. ciffer, må lejebiblioteket have ligget på strækningen Krystalgade til Skindergade. 

"Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger" fra 27. marts 1822 fortalte om et lejebibliotek i Krystalgade (nutidens Krystalgade 15, altså hvor Københavns Hovedbibliotek ligger i dag):
Første Tillæg til Cataloget over Leiebibliotheket i Kristalgaden Nr. 56, første Sal, faaes sammesteds uden Betaling. Hovedcataloget koster 8 Skilling. Leien er 2 Mark om Maaneden.
I Fund og Forskningvnes et lejebibliotek af boghandler C. L. Buch i Nørregade 245 som synes at have eksisteret fra slutningen af 1700-tallet (Dette er også omtalt i Henrik Horstbøll: Menigmands medie, s. 474). Der findes en liste over lejebiblioteker 1863-1885. Det i Nørregade er ikke med, men der henvises dog til det Riiseske Abonnementbibliotek i Skindergade 21, 1835-1892 som tidligere (formentlig 1832) lå i Nørregade. Det var først ejet af  J. C. Riise, fra 1855 af G. Kjeldsen. Riise var i 1823 kongelig kopist og boede Nørregade 25. Helge Nielsens "Folkebibliotekernes forgængere : oplysning, almue- og borgerbiblioteker fra 1770'erne til 1834" lokaliserer heller ikke lejebiblioteket.

Der er nævnt en J. E. Lange i Kraks vejviser for 1823 "boghandler, Pilestræde 79". Slægtsforskere kan afgøre om han er eller ikke er en forfader til overbibliotekar ved det Kongelige Bibliotek H. O. Lange (1863-1943).  

Ikke alle var begejstrede for lejebibliotekerne. Callisen som er en af de klassiske kilder til Københavns historie i denne periode, var egentlig positiv stemt overfor lejebibliotekerne som ide, men skrev bl.a. (s. 340-341):
Når vi efterser katalogerne for de fleste lejebiblioteker, så finder vi en stor del af bøgerne hvis indhold er: overspændt lidenskabelig kærlighed med tilsidesættelse af religionens og moralens helligste pligter; røverhistorier, grusomheder, mord med gift og dolk, spøgelser, syner og varsler, underjordiske fængsler, forbrydelser, hvorved den menneskelige natur gyser mv. og disse ting ofte i et smukt tillokkende sprog fremsat. 
(Tilføjet 2. december:)  Henrik Horstbøll: Menigmands medie omtaler Venninghausens Lejebibliotek som et af de største og mest populære, og en tabel fra 1825 giver et indtryk: Ialt 2.165 danske og 596 tyske bøger. Heraf 834 komedier, 409 skønlitteratur og 443 litteratur. Af resten er biografi størst (165). Faglitteratur yderst sparsom.

Forvarsel til Hr. Stadsmusikant Frost.

Traktør Pedersen på Nørrebro gav mandag aften den 9. december 1822 en aftenkoncert med tilhørende bal, til hvilken 4, skriver fire, musikantsvende var til stede for at levere den fornødne musik til ballet. Musikken fandt vedkommende baldeltager ganske tålelig på nogen kort tid, indtil hen ad midnat da den ved samme moment fik mere tilfælles med kattemusik, end med virkelig instrumentalmusik. For vedkommende musici fandt fornøjelse i at synge og bræge til musikken så at ofte ikke kun lyden af et instrument lod sig høre, og som oftest var det bratschen alene, muligvis for at bevirke en bedre og skønner effekt. Indsenderen  bad sammen med flere andre disse musikanter om at lade sådanne narrestreger være, men forgæves. En blandt disse genier - en tyk spækket herre som ret ved sin tykke mave indbildte sig at bebude et højere væsen - forårsagede til dels den største uorden, og vedblev således at fortsætte dette afskyelige brægen en lang tid, indtil indsenderen tillige med flere på den hånligste bebrejdede dem denne usømmelige opførsel.

Ærede hr. Frost! Forinden disse subjekter af lapse, især den tykke, hvis navn er indsenderen ubekendt, da det ellers fortjente at opgives offentligt, sendes oftere til noget bal, er det højst nødvendigt at deres velædelhed giver dem en god og behørig irettesættelse, ikke for andres, men alene for de herrers egen skyld, for at de kan undgå de ubehageligheder de let kunne pådrage sig ved sådan lejlighed.

(Politivennen nr. 364. Løverdagen den 21de December 1822, s. 5907-5909).


Redacteurens Anmærkning

Stadsmusikanten havde privilegium, dvs. monopol på at levere musik sammen med sine svende. Dette begyndte først at forsvinde fra midten af 1830'erne og med Tivolis fremkomst forsvandt det heltStadsmusikantembedet var generelt under beskydning i Politivennen nr. 702, 1829: "Om Afgivter til Stadsmusicanten", og i artiklen "Om Stadsmusikant-Bestillingen." Politivennen nr. 1157, 1838. 

Erich Christian Frost var Københavns stadsmusikant 1812-29. Allerede under hans forgænger Michael Bentzen (1796-18??) var embedet i frit fald. Godt nok formåede Bentzen at afværge at Borgerbevæbningens spillemænd fik samme rettigheder som hærens oboister til at spille for deres officerer i deres eget hjem. Men klubberne pressede på for ikke at være afhængige af stadsmusikanten. Disse klager og flere fortsatte under Frost der ydermere var plaget af faldende indtægter. Se fx Politivennen 662, 1828. Og fortsatte i hans efterfølger Carl Gotlob Fussels tid 1830-61. Embedet var da dybt forældet.

Kraks vejviser 1829 omtales C. Frost, stadsmusikant, Gothersgade 17, efter 1859 nr. 38. Det nuværende hus er opført i 1838 og er altså ikke identisk med stadsmusikantens bolig i 1828.

Erich Christian Frosts udnævnelse til stadsmusikant i 1812 fremgår af Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, den 21. september 1812:
Da jeg af den høje Magistrat er constitueret til Stadsmusicant her i Staden, undlader jeg ikke herved at bekiendtgiøre for det ærede Publikum, at jeg boer i Springgaden 10 i Stuen paa venstre Haand, og at min ivrigste Bestræbelse skal være at udføre enhver Bestilling, som jeg maatte beæres med, til den fuldkomneste Tilfredshed. Jeg tiltræder Tienesten til førstkommende Michelsdag.
E. Frost.
Samme avis meddelte den 22. maj 1815 at Frost var flyttet til Østergade nr. 61, første sal til gaden. Ligeledes fortalte denne avis den 11. december 1817:
Det kongelige danske Cancellie har, i Anledning af en fra Stadsmusicant Frost derom indgiven Ansøgning, under 28de October sidstleden resolveret: at han, da Søetatens Musikskole er hævet, indtræder i de Rettigheder Stadsmusikanten havde, førend bemældte Skole blev oprettet.
Hvilket herved bekjendtgjøres til alle Vedkommendes fornødne Efterretning.
Københavns Raadstue, den 8de December 1817. Under Stadens Segl. (L.S:)
I Dags-Telegraphen, 1. februar 1869 kunne man læse om selskabet "Holbergs Minde", stiftet 1827 at man til dels havde gjort sig lystige over Frosts død:
En anden Fatalitet var en Proces, som Stadsmusikant Frost, hvis Navn figurerer i en i Anledning af hans Dødsfald og Embedets Balance skreven meget populær Sang, der begynder saaledes: "Han er død, Stadsmusikant Hr. Frost, hvem skal arve efter ham hans Post?", blev anlagt mod Selskabet, fordi det selv besørgede Musiken ved sine Baller, da det vilde have været for dyrt at rekvirere Musik fra Stadsmusikanten, hvis Taxt var 5 Rbd. om Søndagen og 4 Rbd. om Hverdagene. Herfra slap Selskabet dog temmelig Naadig. 
Frost døde i januar 1830, 64 år gammel. Hans efterladte instrumenter blev solgt i 1831, se Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende den 21. marts 1831:
Instrumenter og Noder.
Ved Auctionen i Gaarden No. 150 paa Gammelmynt, Torsdagen den 24de Marts, bliver om Eftermiddagen Kl. 4 bortsolgt endeel gode Instrumenter og Noder til den nyeste Musik, tilhørende afdøde Stadsmusikant Frost, og hvoriblandt findes 2de Contrabasser, 2de Par Paukere, en Violoncel, en liden Violin, samt Basuner, Valdhorn og Trompeter m.m. Cataloger erholdes hos Bogholder Rohde i store Kongensgade No. 237, 1ste Sal for 4 Rbsk. Stkt.
Fædrelandet meddelte den 23. februar 1861 at stadsmusikantbestillingen var inddraget. Men at enkerne efter såvel stadsmusikant Frost som Füssell hver ville få en årlig pension på 100 Rd. af stadens kasse.

(Se Historiske Meddelelser om København 1915-16, s. 321-389).

Ægyptisk Mørke paa Christianshavn.

Sidste lørdag aften kl. 6 bad en god ven anmelderen om at gå med ud til ankersmeden på Wilders Plads. Da vi kom til enden af Strandgade, var vi nær gået ned af slæbestedet, da lemmene stod åbne. Det burde vist ikke være tilfældet når færgefolkene der herfra sætter folk over til Nyhavn forlader stedet. Broen som vi skulle passere er forsynet med en lygte på den ene side. Men der burde være to, da man så vidste at styre sin kurs mellem begge lygterne. Nu vildleder og blænder den ene lygte mere end den gør gavn. For folk som ikke er bekendt med det lokale eller ved at den står på venstre side kan let i meget mørkt veje tage fejl af broen og styrte i graven. 

"Da vi kom til enden af Strandgade, var vi nær gået ned af slæbestedet, da lemmene stod åbne." (Strandgade, 2015. Man kommer til Krøyers plads ved at fortsætte ud af billedet tl venstre. Eget foto).

Vi kom endelig over broen, men befandt os nu omgivet af et sådant kaotisk mørke at det var os umuligt med sikkerhed at gøre et skridt videre fremad. Vi gik derfor tilbage og forsynede os med en lygte, der da hjalp os til at undgå at fare vild og styrte i graven eller at falde over de mange jernankre, tønder, tømmer med mere som findes overalt på denne plads. Da vi havde nået indgangen til Krøyers Plads, traf vi en tysk skipper hvis skib på grund af havari er lagt ind ved denne plads. Denne mand fortalte os at han havde været på posthuset med et brev til hans redere og at han da han nu var kommet tilbage, havde lovet sig selv aldrig oftere i mørke at vandre denne vej, hvor man var udsat for så megen fare. Han undrede sig meget over at eftersom her var sådanne ypperlige anstalter for skibenes kølhaling, gode pakhuse og oplagssteder man da ikke sørgede for en bedre belysning på dette sted som besøges af fremmede nationers søfolk. Vi måtte billige hans forundring, og da vi nyligt havde erfaret, at vi skønt indfødte københavnere der før havde været på denne plads ikke kunne finde vej i mørket, kunne vi let forestille os hvor vanskeligt for ikke at sige umuligt det måtte være for en fremmed. Og besluttede at gøre de ansvarlige opmærksomme på det med anmodning om at de på en mørk aften ville tage stedet i øjesyn.

Finder man da at mennesker ved fulde sans og samling i mørke er udsat for farer på dette sted og man slutter sig til hvad der kunne hænde fremmede skibes søfolk, der efter en besværlig rejse tager sig en forfriskning i staden og muligvis med en halv seis ville gå til deres skibe, så håber man at der anskaffes nogle højst nødvendige lygter mellem broen og indgangen til Krøyers Plads. Nattevagten kunne passe lygterne og de medgående omkostninger kunne dækkes med en ringe afgift af de skibe der lægger til pladsen for at losse, lades eller kalfatres.

(Politivennen nr. 364. Løverdagen den 21de December 1822, s. 5905-5907).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen er aftrykt i hele sin ordlyd i Politivennen nr. 407, den 18. oktober 1823, s. 6587-6588, med anmærkning om at der ikke er gjort noget ved det.

Kjøbenhavnske Holsteensild.

At enhver borger søger at ernære sig og sine på lovlig og tilladt måde kan vist ingen have noget imod. Men når nærigheden går så vidt at den gør indgreb i andres lovlige næringsvej og uformuende medborgere lider derunder, så mener man at der bør sættes skranker for det.

Når således en vildthandler her i staden har fundet på at indrette en røgeanstalt, hvori han ikke alene røger varer som han udsælger fra sin egen butik, men endog modtager til regning fra enhver der vil betro ham noget, så mener man det indlysende at han ikke alene gør indgreb i de egentlige røgemænds næringsvej, men tvinger endog andre vildthandlere som ikke vil give sig af med en næringsvej hvortil de ikke er berettigede, til hvis de nogenledes ville holde næringen vedlige, enten at købe røgede sild hos ham som han lader sig betale i dyre domme, det vil sige 12 til 16 mark for olen, mens de Ved Stranden har været solgt for 4 til 6 mark, eller også at lade røge hos en røgemand, men som måske ikke forstår den kunst ved røg og damp at give sil købt ved Stranden et udvortes skin af holstenske.

Hertil kommer endnu at publikum ved at købe sådanne røgede sild, skuffes i deres forventelig når det mener at have købt ægte holstenske. Man tror derfor at dette, tilligemed det ovenanførte, er grund nok til at ønske at vedkommende ville ophøre med sin selvtiltagen og uberettigede spekulation.

(Politivennen nr. 364. Løverdagen den 21de December 1822, s. 5903-5904).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen uddybes af en anden skribent i Politivennen nr. 366.

Bemærkninger ved Ildebranden i Vognmagergade.

Under denne ildebrand bemærkede man i Møntergade vandmangel på følgende steder:

Husene nr. 141, 142, 143, 144 og gården nr. 55. Pumperedskaberne i i nr. 56 var i overordentlig dårlig stand. Nr. 57 havde godt nok vand, men ejeren viste sig meget brutal mod dem som ville have noget af hans post og først langt om længe tillod han naboer og genboer at fylde deres brandkar.

Kl. 12 just da ilden var heftigst, slukkede vægteren i Kronprinsessegade sine lygter. Man ved nok at dette sker sædvanligt på denne tid og formodentlig efter orde. Men man tror de burde have brændt såvel her som i de andre gader der er i nærheden af brandstedet, indtil ilden var slukket. Husejerne er jo pålagt at udbringe deres brandlygter for at øge oplysningen, men vel ikke for at afløse stadens lygter.

(Politivennen nr. 364. Løverdagen den 21de December 1822, s. 5898).

Ønske angaaende Professor Øhlenschlægers Forelæsninger.

Da næsten halvdelen af dem som ønskede at høre professorens forelæsninger, måtte stå uden for i onsdags af mangel på plads, så ytres det ønske, at hr. professoren ville vælge et større og smukkere lokale da pladsen er meget indskrænket, lokalet meget smudsigt og uæstetisk og belysningen yderst jammerlig. Det ville vist glæde alle hr. professorens talrige tilhørere om de måtte snarest muligt se dette ønske opfyldt.

(Politivennen nr. 363. Løverdagen den 14de December 1822, s. 5891-5892).

"Det ønske ytres at hr. professoren ville vælge et større og smukkere lokale da pladsen er meget indskrænket, lokalet meget smudsigt og uæstetisk og belysningen yderst jammerlig." (Anderledes så det ud på Bakkehuset. Her statue og billeder af den berømte digter. Eget foto 2015).

Spørgsmaal til Hr. Holtz.

Motto: Ist es vernünftig und christlich von dem herrn Holtzen,
zu schiessen auf den Gottes Mann dergliechen Bolzen?

I sidste nummer af Politivennen har en vis hr. Holtz fortalt at hr. pastor Grundtvig ved sin indsættelse i Vor Frelsers Kirke, da hans arbejde ved den hellige nadver var færdig, ilede fra alteret, inden hans medhjælpers forretning var til ende. Da det modsatte af en sådan bortilen ellers er skik og brug, formoder hr. H., at hr. pastor måske har fået ondt. Denne formodning er sikkert velbegrundet, da man ikke kan forudsætte ukendskab med embedsforretninger som grund til mandens bortilen. 


"Ved sin indsættelse i Vor Frelsers Kirke og da hans arbejde ved den hellige nadver var færdig, ilede pastor Grundtvig fra alteret, inden hans medhjælpers forretning var til ende." (Alteret og prædikestolen i Vor Frelser Kirke 2015. Eget foto).

Men hvorfor skal manden trækkes fra alteret ind i Politivennen? Var det sømmeligt at hr. Grundtvig bekendtgjorde sit onde eller lod det bekendtgøre for menigheden på stedet eller siden i de offentlige tidender? Og er det passende at hr. H. trækker den stakkels mand, nolens volens (enten han vil eller ikke) fra Guds hus ind i et offentligt blad, midt blandt hunde, gravere, bagere, murersvende og rendestensbrætter? Hvorfor har De gjort det, højtærede? Er det for lade deres vittighed spille og stille manden i et forargeligt lys? Eller er det for at give manden et godt råd og bidrage til hans bedste? Er det videbegærlighed der har frembragt Deres såkaldte kirkespørgsmål? 

Jeg vil tro at De besvarer de to sidste spørgsmål med ja, og de andre med nej. Uden at have den ære at kende Dem, vil jeg forudsætte at De har spurgt i en god hensigt. Men jeg vil igen spørge Dem om det ikke havde været klogere og høfligere af Dem at have henvendt Dem personligt til hr. Grundtvig og skriftligt eller i hans stue fremsat Deres spørgsmål til ham, eller også at politivennen spurgte i almindelighed uden at nævne manden? For selv den der kun ynder ham som digter og oldgransker, men ikke som åndelig taler, kan ikke billige denne handlemåde.

H. C. Wosemose.


(Politivennen nr. 363. Løverdagen den 14de December 1822, s. 5881-5882).


Redacteurens Anmærkning.

Artiklen er et svar på en artikel i Politivennen nr. 362. 7. December 1822

29 november 2015

Kirkespørgsmaal.

Hvad var årsagen til at hr. professor Grundtvig sidste søndag (som var hans tiltrædelsesdag som præst i Vor Frelsers menighed) ilede så overmåde meget med at forlade alteret ved kommunionen. Spørgeren og mange med ham frygtede at hr. pastoren kunne være tilstødt noget ondt. For i modsat tilfælde byder skik og brug at den præst som uddeler brødet, forbliver så længe ved alteret indtil den anden præst er færdig med vinens uddeling samt ønske og bøn for kommunikanterne.
Holtz.

(Politivennen nr. 362. Løverdagen den 7de December 1822, s. 5877).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 363. 14. december 1822.

Varsko paa Strandveien.

Fodalleen ved Strandvejen er på flere steder næsten ufremkommelig for fodgængere. Det er ikke vejrligets skyld alene, men især den i sådant vejr jævnlige riden og køren på samme. Denne riden er nu så almindelig at det ikke alene er kavalerer fra byen, men også bønder og andre fra landet som rider på fodvejen. Hvor skadeligt for vejen og de arme fodgængere! Hvor farligt for disse i mulm og mørke!

Det er tredje gang der er slået på poenitentsklokken, måtte det dog nu engang hjælpe!

(Politivennen nr. 362. Løverdagen den 7de December 1822, s. 5872).

Replik til Hr. Undergraver Birch

Ved at læse hr. Birchs sidste svar til mig i politivennen synes det som han især lægger vægt på den biomstændighed om jeg er lejer af den før omtalte stol nr. 12 i Helligåndskirken eller ikke. Skønt nu dette efter min overbevisning imidlertid hverken gør noget fra eller til, når spørgsmålet er om den påtalte handling. Jeg mener at såvel personer som hører til menigheden som uden for samme, lejere eller ikke-lejere, ikke bør behandles vilkårligt i kirken. Og derfor vil jeg dog, da hr. Birch har sigtet mig for usandhed, godtgøre min førhen anførte påstands rigtighed.

Den nævnte stol nr. 12 er blevet overdraget til mig for noget over 2 år siden af dens forrige ejer madame Christensen mod at svare den årlige leje. At mit navn ved denne lejlighed er forsømt at indtegnes hos kirkeværgen, erfarer jeg først nu af hr. klædekræmmer Schmidt attest. Men jeg 
kan ikke tro at denne forsømmelse skulle have den virkning at jeg derfor efter hr. Birchs eller andres forgodtbefindende skulle udholde sådan en indelukkelsesarrest som det skete for mig. Skulle hr. Birch endnu tvivle om dette mit foregivendes rigtighed, da er jeg villig til når og hvor han måtte forlange det at bevise det samme.

Til slut skylder jeg hr. Birch den erklæring at det hverken er af had, avind eller nogen som helst sådan årsag, der har bevæget mig til offentlig at bekendtgøre den af mig påankede behandling. Men grunden hertil har alene været den at den person der påførte mig samme, indtil nu har været mig ubekendt, og det altså både ville have været latterligt og uden nytte at henvende sig til vedkommende med klage når man ikke kunne angive den skyldige.


Hagemeister


(Politivennen nr. 362. Løverdagen den 7de December 1822, s. 5870-5871).


Redacteurens Anmærkning.

Svar og gensvar findes i Politivennen nr. 358. 9. november 1822, Politivennen nr. 359. 16. november 1822, Politivennen nr. 360. 23. november 1822, Politivennen nr. 361. 30. november 1822 og Politivennen nr. 362. 7. december 1822.

Udgiverens Note.

Herved erklæres at jeg med den i nr. 359, side 5829 tilføjede note ikke har villet ytre nogen formodning om at hr. Mørck skulle være forfatter til det i nr. 358 indrykkede forsvar.

Udg.

(Politivennen nr. 361. Løverdagen den 30te November 1822, s. 5861). 

Svar paa hr. Bagermester Hagemeisters fornødne Gjenmæle til Undergraver Birch.

Det tilkommer ikke mig at undersøge hvad grund den for mig ukendte hr. bagermester Hagemeister har haft til at ville sætte mig i ufordelagtigt lys, ikke alene for Helligåndskirkens menighed, men også for publikum. Men at nævnte bagermester Hagemeisters påstand at han er ejer af en stol i Helligåndskirken, medfører usandhed, oplyser nedenstående mig af kirkens anden værge, hr. silke- og klædehandler Schmidt meddelte attest:
"At navnet Hagemeister ikke findes i kirkeprotokollen for Helligåndskirken bevidnes herved efter forlangende.
H. H. Schmidt
Anden værge for Helligåndskirken"
København den 25. november 1822
C. F. Birch
Undergraver ved Helligåndskirken.


(Politivennen nr. 361. Løverdagen den 30te November 1822, s. 5851-5852). 


Redacteurens Anmærkning.

Svar og gensvar findes i Politivennen nr. 358. 9. november 1822, Politivennen nr. 359. 16. november 1822, Politivennen nr. 360. 23. november 1822, Politivennen nr. 361. 30. november 1822 og Politivennen nr. 362. 7. december 1822.

28 november 2015

Fornødent Gjenmæle til Hr. Undergraver Birch

Da hr. undergraver Birch ved Helligåndskirken i sit svar i Politivennen nr. 359 fuldkomment har tilstået og bekendt sin brøde mod mig, og angivet glemsomhed som grunden, så vil jeg ikke videre klage over det, skønt der kunne anføres meget mod sådan skødesløshed, .

Imidlertid kan jeg ingenlunde undlade at berigtige adskilligt i samme svar. Hr. Birch siger nemlig at jeg ikke er lejer af den omtalte stol nr. 12 samt at den pålagte indespærring ikke har varet længere end 4 minutter efter endt tjeneste. Hvad det første angår, da kan jeg med lovlige beviser godtgøre at jeg ikke alene er lejer af førnævnte stol, men endogså har betalt den deraf årlig svarende leje. Og hvad det andet angår, da vil jeg give hr. Birch ret, når han derved mener sin tjeneste, men ikke ifald der skal regnes efter endt gudstjeneste. For da vil tiden overstige mange gange de angivne 4 minutter.


Hagemeister
Bagermester. 


(Politivennen nr. 360. Løverdagen den 23de November 1822, s. 5842-5843). 


Redacteurens Anmærkning.

Svar og gensvar findes i Politivennen nr. 358. 9. november 1822, Politivennen nr. 359. 16. november 1822, Politivennen nr. 360. 23. november 1822, Politivennen nr. 361. 30. november 1822 og Politivennen nr. 362. 7. december 1822.

En ubarmhjertig Samaritan.

I sommer solgte en agtværdig mand her i byen til en af sine naboer sit hus som han havde ejet og beboer i 53 år. Efter aftale skulle han udflytte og rømme huset dagen efter den almindelige flyttedag. Kort tid før flyttedagen bliver manden meget syg, og da han var i en alder af 83 år, var der næppe håb om hans helbredelse. Da den lille lejlighed som han havde fæstet til sit fremtidige ophold, var under reparation, og han mente at han på hospitalet ville nyde bedre pleje og opvartning end han kunne have hjemme ønskede han at komme der. Men såsom der ikke for øjeblikket var seng ledig, kunne hans ønske ikke for øjeblikket opfyldes før 2 dage efter flyttedagen, nemlig om fredagen. Han sendte derfor bud til køberen med bøn om at han måtte forblive i huset til om fredagen, da han så ville blive bragt på hospitalet. Hvorpå denne gav det svar. "han kan gerne forblive liggende der, men i morgen lader jeg håndværksfolkene komme for at slå dørene og vinduerne ind, da jeg vil have værelserne forandrede". Den syge olding måtte derfor lade sig bære hen til en ven i byen og derfra om fredagen til hospitalet hvor han døde kort efter. At vedkommende opførsel kan have forårsaget at sygdommen har forværret sig, vil anmelderen ikke påstå. men det tør han mene og sige at den hverken var human eller dansk borgerlig. Han bekendtgør denne tildragelse, ikke for at man skal søge at efterlige den, men for at man skal føle det uværdige deri.

(Politivennen nr. 360. Løverdagen den 23de November 1822, s. 5841-5842). 

Ønske om et nyt Stipendium.

Flere stipendier er i forrige tider stiftede for at understøtte fattige studerende i deres studier, men endnu har ingen tænkt på at hjælpe dem til anskaffelsen af deres uniform der dog næppe kan haves for ringere end henved 50 rigsbankdaler sedler. Vores rige mænd og videnskabsyndere og beskyttere betænker hvor mange studenter der surt må spilde deres kostbare tid med timeinformationer, sælge deres få bøger for dog at være anstændigt klædt ved de befalede våbenøvelser! Ønskeligt var det også om uniformen kunne blive noget mindre kostbar, fx uden rabatter, og chacoerne noget simplere. en af de nuværende med besætning koster 10 rigsbankdaler sedler.

(Politivennen nr. 360. Løverdagen den 23de November 1822, s. 5835). 

Forslag til Gavn for Bryggere og deres Kunder.

Især i de senere år har indsenderen haft den erfaring at ikke blot bryggere selv, men endog de som har troet at få øl fra et bestemt bryggeri, på en meget upassende måde har måttet lade sig føre bag lyset af bryggerknægte.

Således har indsenderen flere gange erfaret at uagtet han har bestilt øl fra et bestemt bryggeri og den samme knægt, som de første gange afleverede øllet, endnu vedblev afleveringen, er leverancen sket kort eller længe efter fra et aldeles fremmed sted som han da først er kommet efter, enten ved hos den formentlige rette brygger at besvære sig over varens slette kvalitet, eller ved udeblivende leverance, herom at lade gøre påmindelse. Ikke sjældent er det mødt indsenderen at han hist og her har hørt omtale at øl af samme kvalitet er leveret nogle mark ringere pr. fjerding end han har måttet betale, og ved derefter herover at besvære sig hos bryggeren selv, har han erfaret at sådant var et tillæg knægten på egen hånd og imod bryggerens vidende og vilje, tog. Og ved herover at gøre knægten bebrejdelser eller på grund af misforhold mellem priserne på 1/4 og ½ tønder, er ham mødt svar at de mindre træer koster forholdsmæssigt mere at vedligeholde (skønt dette jo sker for bryggerens regning) eller at han fik således andre steder og mere sådant.

Foruden at sådanne knægte der lønnes meget, og vel for rigeligt, af husbonderne på denne måde kan gøre profession af ved at vildlede køberen at medtage husbondens kunder når de flytter til et andet bryggeri, skader de både ham og køberen på en meget upassende måde. For når køberen af erfaring kender at ham leveres gode varer til billig pris fra et ham bekendt bryggeri, men den samme knægt efter nogen tids forløb enten leverer dårlige varer eller kræver en overdreven pris, har det da ikke let til følge at køberen tror at det er bryggerens skyld og han derfor søger et andet sted hen? Og dog er bryggeren almindeligvis den uskyldige det går ud over.

For at forebygge sådan uorden og at uskyldige ikke skal lide for den skyldige, var det vist ønskeligt om man altid kunne kende hvilket bryggeri knægten hørte til (ligesom den kyndige af vognens påmaling og træernes mærke kan se sådant om disse), og at man altid kunne vide bryggeriets priser. Når knægten har hos sig et skilt eller tegn med bryggeriets nummer og ejerens påsatte stempel eller navn og segl, og uden hvis tilbagelevering ham intet skudsmål meddeltes, eller i alt fald kun med anmærkning om denne mangel, tror indsenderen at disse misbrug kunne forebygges, og til den ende foreslås:

1) At enhver bryggerknægt eller den som ombringer øl for bryggere, hos sig burde bære et skilt eller andet tegn undr bryggerens mærke eller navn og segl der udviste ved hvilket bryggeri han tjente, og at intet skudsmål meddeltes før tegnet afleveredes, eller i mangel heraf at sådant anmærkedes og:

2) At bryggere desuden hver gang nogen forandring sker med knægten eller ølpriserne, bekendtgjorde dette i aviserne og så vidt muligt tillige for de ham bekendte kunder.

Ved disse de bedste midler indsenderen for tiden ved, tror han bryggerknægtene kunne vænnes både til orden og hengivenhed for deres husbonder.

(Politivennen nr. 360. Løverdagen den 23de November 1822, s. 5831-5834). 

Advarsel til en Kjeldermand i Pilestrædet.

Ved nogle gange om aftenen kl. 9 at have passeret Pilestræde har anmelderen set slagsmål af voksne drenge uden for nr. 122 og i den tilstødende port. Ved at forhøre sig nøjere herom, har han fået at vide at en del håndværksdrenge, især skrædder- og hattemagerdrenge, søger i denne kælder, og da de så ofte kommer i klammeri, formoder man at dette sker over deres tab eller gevinst i spil. Foruden at drengenes mestre og husbonder på flere måder taber ved sådan værtskab, kan dette også have betydelige følger for drengenes fremtid. At holde drikke- og spillehus for drenge er utilladeligt, og da beboeren af nævnte kælder synes at være uvidende herom, så gives ham herved denne underretning for at han i fremtiden kan vogte sig for de ubehagelig følger et utilladeligt og ulovligt værtshushold for drenge sikkert vil drage efter sig.

(Politivennen nr. 359. Løverdagen den 16de November 1822, s. 5830).

Noget til den ubudne Indsender af Stykket om Menneskeafretning i Politievennen No. 358.

Det er ubegribeligt hvad denne indsender egentlig har haft til hensigt med sit langtrukne, intetsigende væv uden det skulle være for at modsige, eller for at vise hvor udansk og tillige meningsløst han kan skrive. Hvad kan det vedkomme publikum (hvis ordfører han tillige giver sig mine af at være) at han i sin ungdom har fortjent revselse og fået den, skønt måske ikke nok? Skulle derfor Danmarks samtlige bønderkarle regaleres med mavepuf, ørevrid, sidestød, drøje næsestyvere og lignende som om det var kreaturer? For at de får nogle rap har jeg jo aldrig påanket. Ligesom jeg også tydeligt nok har erklæret både hvad jeg forstår ved soldatens mishandling og at der kunne gives undtagelser blandt underofficerer som blandt andre mennesker. Men det er med indsenderen *) som med alle sådanne folk: af mangel på grunde gentager de hvad man allerede engang har gendrevet, eller tager deres tilflugt til ordfordrejelse og grovheder. Derfor ikke et ord mere fra min side i denne sag, om end nok så mange anonyme smørere skulle finde for godt at overfalde mig. Det er mig nok at have gjort opmærksom på et misbrug som man må håbe at se hævet.

J. C. Lange.

*) Ved indsenderen forstår jeg hr. Mørcks selvindbudte forsvarer skønt man her måske turde anvende det bekendte: "Røsten er Jacobs røst, men hænderne er Esaus hænder."

(Politivennen nr. 359. Løverdagen den 16de November 1822, s. 5828-5829).

Redacteurens Anmærkning

Indslag i denne debat: Politivennen 347Politivennen 349, Politivennen nr. 351 eller 352 mangler, Politivennen nr. 353Politivennen nr. 355Politivennen nr. 356Politivennen nr. 357Politivennen nr. 358Politivennen nr. 359.

Et Par Ord i Anledning af Anken over Kirkebetjenterne i Garnisons Kirke.

Det er vel sandt at kirkebetjentenes kald ikke kræver nogen særlig uddannelse og øvelsen af deres pligter er ikke forbundet med megen åndskraft, anstrengelse og opofrelse. Dog synes det tillige at man en gang imellem kræver for meget af dem. Hvem vil forsvare den egennyttige som ikke giver bevæge sig uden at få en gave? Den uopmærksomme der ikke agter på og ikke søger sindig og stille at opfylde enhver tilhørers ønske? Den uhøflige som but og myndig afviser en beskeden anmodning? Men man bør dog også have nogen hensyn til alderdom og svaghed der ikke altid straks kan efterkomme enhvers ønske. Erindre den pligt der hviler på kirkebetjente at frede om de bortlejede stole og pladser der ikke tør besættes før lejerne har vist at de ikke selv vil benytte dem. 

Man bør skelne mellem den især ved konfirmationen fremtrængende nysgerrighed, kådhed og letsind der så tit forstyrrer andagten og vanhelliger denne hellige handling, og mellem den fromme følelse der fører forældre og slægtninge nær til deres elskede med stille ønsker og bønner. Og nu kirkebetjentenes foresatte: er de altid ligegyldige fordi de ikke altid bemærker eller har tid til at agte på og læse hver anke? Er de forpligtede til at læse den? Og var det ikke bedre at vedkommende henvendte sig personligt til de foresatte med deres klager og først når de havde erfaret det var forgæves, da nedskriver deres bitre bemærkninger? Derved ville nok udrettes mere til god ordens vedligeholdelse og man ville ledes til at fælde rimeligere domme.

(Politivennen nr. 359. Løverdagen den 16de November 1822, s. 5824-5825).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen var et svar på en artikel i Politivennen nr. 357. 2. november 1822

Svar til den anonyme Herre paa det, som er indrykket i Politievennen No. 358, Helliggeistes Kirkes Betjente angaaende.

Nævnte fremmede herre og dame kom til aftensang i Helligåndskirken søndag den 3. november i år. Han henvendte sig til mig og bad om jeg ville lukke dem ind i deres stol da de havde glemt nøglen. Jeg opfyldte straks deres ønske og lukkede dem ind efter deres anvisning, i den brede gang i stolen nr. 12 som er en lukket stol med gardiner for. Efter at tjenesten var forbi, lukkede jeg alle stolene, men glemte at se i den lukkede stol om der var nogen i det. Derpå gik overgraver Bruun op bag alteret for at lægge tavlepengene i hver sin kasse, og jeg gik på prædikestolen for at aftage fløjlstæppet der. I det samme blev det meldt mig at der var nogen lukket inde i en stol. Jeg gik straks ned fra prædikestolen og lukkede stolen op for nævnte herre og dame. Den tid de sad i stolen efter at tjenesten var forbi kunne højst være 4 minutter, hvilket kan bevises ved vidner hvis det forlanges.

Efter senere kendskab er jeg kommet efter at nævnte herre ikke er ejer af den stol og at lejeren af denne stol ikke var i kirken den dag.


København den 10. november 1822

Birch
Undergraver ved Helligåndskirken.

(Politivennen nr. 359. Løverdagen den 16de November 1822, s. 5822-5823).


Redacteurens Anmærkning.

Svar og gensvar findes i Politivennen nr. 358. 9. november 1822, Politivennen nr. 359. 16. november 1822, Politivennen nr. 360. 23. november 1822, Politivennen nr. 361. 30. november 1822 og Politivennen nr. 362. 7. december 1822.

Atter Anke over Kirkebetjentene.

Sidste søndag eftermiddag var anmelderen sammen med sin kone gået hen i Helligåndskirken og havde glemt nøgle til sin stol hjemme. Ved at underrette graveren om det blev de også uden omstændigheder lukket ind i samme. Men da gudstjenesten var forbi og låsen på stolen var af den beskaffenhed at den ikke kunne åbnes uden nøgle, var det umuligt for dem at komme ud. Skønt nu graveren meget vel vidste og i forvejen var informeret om at anmelderen ingen nøgle havde med sig, kom der dog ingen for at lukke dem ud. 


"Da gudstjenesten var forbi og låsen på stolen var af den beskaffenhed at den ikke kunne åbnes uden nøgle, var det umuligt for dem at komme ud". (Helligåndskirken 2015. Modsat Frelserkirke og Trinitatis Kirke er der ikke længere lås på stolene.Jeg ved ikke hvornår de er blevet fjernet. Eget foto).

Efter nogen tids forløb traf det sig at en anden person der efter anmelderens skøn også en af kirkebetjentene, kom gående ned i kirken. Man anmodede da straks denne om at blive lukket ud. Men han foregav ikke at være i besiddelse af nøglerne og lovede at få fat på graveren. Man ventede nu syv lange og syv brede, som man siger. Men der kom hverken graver eller gravers graver, uagtet man så dem stå bag alteret og kikke ned i kirken. At slutte heraf må anmelderen formode at førnævnte person nok havde sagt til til graveren, men at denne på grund af at han ingen ekstra dusør havde fået da han lukkede dem ind, har tænkt: Det skal I nok få betalt. 

Efter lang venten var anmelderen omsider så lykkelig ved at kalde på en anden person der hentede bøger ned fra prædikestolen, sammen med sin kone at blive befriet fra det dem af graveren pålagte fangenskab. For at en sådan usømmelig og højst utilladelig adfærd ikke oftere skulle finde sted, tør man håbe at sådanne kirkebetjente må påtales bedre at iagttage deres ikke just tunge pligter.

(Politivennen nr. 358. Løverdagen den 9de November 1822, s. 5805-5806).

Redacteurens Anmærkning.

Svar og gensvar findes i Politivennen nr. 358. 9. november 1822, Politivennen nr. 359. 16. november 1822, Politivennen nr. 360. 23. november 1822, Politivennen nr. 361. 30. november 1822 og Politivennen nr. 362. 7. december 1822.

En enkelt Stemme i det store Publicum i Striden om Menneske-Afretning.

Hr. J. C. Lange har i dette blads nr. 357 appelleret til et uforblændet publikum at afgøre kævleriet om menneskeafretning behøver prygl og anden mishandling. Prygl i almindelighed antager han uden at bestemme nogen slags grad deri for mishandling, og denne slutning er yderst falsk. Anmelderen har læst hr. Mørcks apologi, og kan ikke nægte denne mand hverken kultur eller humanitet, og man kan trøstigt antage at når soldater øves under en sådan mands opsyn, så er der ingen fare for mishandling, for at en træg og doven bondekarl får et rap, slår ham ikke ihjel, og er vist på mange steder både højst nødvendigt og nyttigt. Man må nok overhovedet kende lidt mere til bondestandens træghed, tværhed og ladhed næsten i almindelighed end det lader at hr Lange gør, forinden man så bestemt kan forkaste de midler der må og skal anvendes på denne menneskeklasses dannelse uden for dens almindelige bestemmelse, og som det er troligt at de der har hermed at gøre, må forstå langt bedre end andre der dømmer så glat væk uden videre hensyn. Efter anmelderens uforgribelige mening har hr. J. C. Lange indladt sig både i en materie og en måde at forsvare den på som ligger uden for hans territorium. Jeg må her gøre den udtrykkelige bemærkning at jeg hverken er, har været og aldrig vil kunne blive militær endog i allervideste forstand, så at det ikke kan være partiskhed jeg taler af. Derimod er jeg opdraget i offentlige skoler i den tid endnu da man troede at tampen hverken kunne skade ånden eller legemet. Jeg er endnu taknemmelig og har aldrig anket over de rap som mine ungdomsfejl har tilvejebragt mig. Om verden nu er bedre tjent med de subjekter der opdrages uden revselse og får smagen af 17 forskellige retter på en gang, vil jeg lade være usagt. Men tror nærmest at kunne henvise til den utålelige opførsel i det daglige liv og det von Nichtswissen som stikker frem så synligt ved alle lejligheder. Følsomhedsperioden har også sin tid, og når man har afprøvet den, får man se hvad den dur til. Det ville vist nok være en herlig verden hvor alle opfyldte sine pligter uden noget andet drivmiddel end pligten selv, men at vi lever i denne, vil dog næppe hr. J. C. Lange påtage sig at bevise.

Disse linjer skrives kun af et enkelt lem i det store publikum, ubekymret om enten de gouteres eller ikke, for partiånd er jeg fremmed for, men frygter ikke for at sige min mening. Dog erklærer jeg udtrykkelig: Aldrig videre at indlade mig i mindste ordveksel angående denne sag. For ved flere lejligheder har jeg lagt mærke til at hr. J.C. Lange vedbliver at slås for sine meninger til pinds ende, dem han med vold og magt vil påtvinge andre, enten de så vil antage dem eller ikke. Om dette er en selvfølelse af overlegen åndskraft som han tror at tvinge andre til at erkende, eller andre grunde fremkalder den, er mig uvist. At komplimentere nogen for at oppebære komplimentet igen, er ikke mit væsen.

(Politivennen nr. 358. Løverdagen den 9de November 1822, s. 5801-5805).

Redacteurens Anmærkning

Indslag i denne debat: Politivennen 347Politivennen 349, Politivennen nr. 351 eller 352 mangler, Politivennen nr. 353Politivennen nr. 355Politivennen nr. 356Politivennen nr. 357Politivennen nr. 358Politivennen nr. 359.

Skjær ikke Alle over een Kam.

Så vist som det er at der findes pigeinstitutter hvori den i Politivennen nr. 356 omtalte skik at give bestyrerinden og hendes medhjælperinder presenter til fødselsgaden, finder sted, lige så vist er det at der findes institutter som har stået i 10 og flere år uden at den byrde deri er pålagt forældrene eller nogensinde kunne blive det, da børnene aldrig har fået at vide bestyrerindens fødselsdag, just fordi hun ikke ønskede at de skulle anse sig forpligtede til på denne dag at vise deres barnlige taknemmelighed. Indsenderen burde derfor have været mere skånsom i sine udtryk og ikke omtalt den skik som almindelig der kun finder sted i enkelte institutter, med mindre han har troet at ligesom alt er rent for rene, således behøver de ikke heller at tage sig heraf der føler med sig selv at de ikke bruger disse højst udelikate midler til at fremme deres fordel.

(Politivennen nr. 358. Løverdagen den 9de November 1822, s. 5798-5799).

27 november 2015

Atter lidt om upassende Opførsel af Kirkebetjente.

Der findes visse klasser som mere end andre viser en høj grad af uhøflighed og vrangvilje. Men de som driver det mest vidt og tillige er de mest fortjenstløse personer er uden tvivl nogle kirkebetjente. Ofte nok er der klaget over det, men lige meget nytter det. Måske bryder deres foresatte sig ikke synderligt om at revse dem.

Sidste konfirmationsdag i Garnisonskirken ønskede indsenderen at overvære denne handling. Ikke for at betragte og overbeglo konfirmanderne, men for at opbygges ved professor Brorsons katekisations- og talegaver. En tyk herre af graver var den første jeg anmodede om at få en plads at sidde på, da jeg ikke kan tåle at stå. Og jeg tilføjede at jeg var i slægt med en af konfirmanderne. Men en skingrende latter var hans svar da jeg af fejltagelse nævnte et urigtigt navn. 


"Sidste konfirmationsdag i Garnisonskirken ønskede indsenderen at overvære denne handling. Ikke for at betragte og overbeglo konfirmanderne, men for at opbygges ved professor Brorsons katekisations- og talegaver" (Garnisonskirke. Eget foto, 2015)

Jeg henvendte mig nu til en anden, og havde straks min gave ved hånden, skønt de herrer jo egentlig intet må tage. Men uagtet han modtog gaven, fik jeg ingen plads. I dets sted narrede han mig forgæves fra et sted til et andet, og jeg var til sidst blevet nødt til at gå bort hvis ikke en mig aldeles ubekendt mand havde været så høflig at tilbyde mig plads i sin stol. Jeg håber at vedkommende ikke vil undslippe den irettesættelse de ved en sådan adfærd tilstrækkelig har fortjent.

(Politivennen nr. 357. Løverdagen den 2den November 1822, s. 5793-5794).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 358. 9. november 1822.