31 maj 2016

En Bemærkning.

I anledning af klagen i sidste politivennen over urenligheder i fordybningerne ved Trinitatis kirkemur vil man ikke undlade at gøre ankens indsender opmærksom på at det kun er pålagt kirkens betjente at sørge for kirkens indvendige renholdelse. Den udvendige renholdelse sorterer derimod under det offentlige, ligesom også at den stedfundne uorden meget vanskeligt vil kunne forebygges når ikke samtlige fordybninger tillukkes med et gitter enten af jern eller træ, hvilket så vidt erindres har været foreslået før. 

(Politivennen nr. 678, Løverdagen den 27de December 1828, s. 873)

Spørgsmaal.

Ved at passere Ladegårdsvejen har man i haven der støder op til Ladegården, set en stor mængde kålhoveder opstablet ovenpå jorden, ligesom kuglestabler, og at disse i lang tid har ligget der, udsat for luftens og vejrligets påvirkning indtil fredag den 19. i denne måned da de blev fundet tildækket med gammelt foder eller tang. En landmand som er vant til at opbevare sådanne havevækster i dertil gravede jordkældre, hvilket koster ham arbejde og penge at indrette og vedligeholde, tillader sig at spørge om kål og sådanne havesager kan gemmes og holdes ufordærvet på en så ubekostelig måde, nemlig blot at opstable dem oven på jorden, eller om det muligvis er en ny måde at tilberede surkål i mængde?

(Politivennen nr. 678, Løverdagen den 27de December 1828, s. 872-873)

Ladegården i 1840 omgivet af de tilhørende marker. H. G. F. Holm. Københavns Museum

Bøn fra Frederiksberg

Afdøde slotsforvalter Foght gav i sin tid den herlige ide at forskønne Frederiksberg By ved at omskabe de store smudsige pladser foran husene i Allegade til haver. Denne ide udførtes med megen flid og bekostning og udvidedes til de øvrige dele af byen, således at man nu ser smukke haver på de fleste steder hvor der før fandtes gæs, svin, høns osv. 

På en tid altså hvor flere hæderlige mænd ved smukke haveanlæg søger at forskønne denne by, er det sørgeligt at se hvorledes enkelt mand ved sin ligegyldighed for det skønne, eller Gud ved af hvilken grund, omskaber have til svineri igen. Dette er tilfældet med hattemager Marx som har et lille sted i Frederiksberg bys Bredgade. I nærheden heraf ligger en plet jord som så at sige ligger på gaden, eller med hele siden ud til gaden. Dette stykke jord er forvandlet fra en have til det mest fuldkomne svineri. Stakitværket er faldet om, der er opført et slagterhus i haven, hvor man dagligt ser kreaturer blive slagtet og kreaturerne som venter døden, er bundet i haven ved træerne hele dagen. Dette afgiver et hæsligt skue for de omkringboende, ledsaget med en afskyelig lugt og stank. 


Især vil det være meget ubehageligt til sommer når deres majestæter spadserer fra den såkaldte Andebaks låge ned gennem Frederiksberg By. De høje herskaber ville herved få en mådelig ide om ejernes smag i denne kant af byen. Desuden er det beklageligt for syge mennesker og rekonvalesenter der opholder sig her om sommeren, at de i stedet for at rekreeres på landet, skal plages af alt dette. Derfor anmoder flere husejere i Frederiksberg By indstændigt hr. hattemager Marx om at gøre ende på denne ulempe og at lade den omtalte plads igen blive have som førhen.


(Politivennen nr. 678, Løverdagen den 27de December 1828, s. 871-872)


"Det sørgeligt at se hvorledes enkelt mand ved sin ligegyldighed for det skønne, eller Gud ved af hvilken grund, omskaber have til svineri." (Christen Købke: Falkonerallé udenfor København.O. 1845-47. Statens Museum for Kunst)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 678, Løverdagen den 3die Januar 1829, s. 11-12

30 maj 2016

Slemt Potpurri ved Trinitatis Kirke og Taarn.

Flere gange har anmelderen gået forbi Trinitatis Kirke og er blevet opmærksom på at de vinkler som pillerne danner såvel ved tårnet som ved kirken, har været besudlet med menneskeekskrementer og urin. Vel vil sådant være vanskeligt at forebygge, når mængden ikke har så megen agtelse for stedet at de ikke finder det upassende at efterlade sig sådant der. Men at det ligger offentligt til skue højt op ad dagen er forargeligt. Man kan derfor ikke undlade at fremsætte det ønske at kirkens værge eller graver eller hvem det ellers er pålagt at tage sig at sådant, ville have indseende med at graverkarlen hver morgen måtte bortfeje samme. Det ville vist nok være gavnligt for murens vedligeholdelse hvis det endvidere blev pålagt ham et par gange om ugen at rense krogene med en kost for den fosforiske skorpe som sætter sig sammesteds. I modsat fald ødelægges muren.

(Politivennen nr. 677, Løverdagen den 20de December 1828, s. 863-864)


Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 678. Kirkemuren eksisterer ikke mere.

Vel dyr Caffe.

Det går stadig som Jeronimus siger i Jean de France 2. akts 4. scene: "Ikke så mari på tehusene. For jeg har mærket her i København at når prisen engang forhøjet, bliver den altid stående, selvom varerne kan fås for den halve del ringere". Da priserne på kaffe og sukker atter nyligt er faldet, venter man imidlertid at den opskruede betaling de herrer konditorer kræver, lempes en smule efter tid og omstændigheder. Vel ved man at deres udgifter er betydelige, såsom til husleje og tidsskrifter. Men når man tilstår dem 100 procent, tror man at disse udgifter mv derved kunne bestrides. At de hidtil har oppebåret 300 procent, mener man uden overdrivelse at kunne statuere. Når man således antager at fx en kop kaffe koster konditorerne 3 skilling og tilstår dem herpå 100 procent eller 6 skilling, vil man være meget ræsonabel 150 procent eller 8 skilling, så ville de sikkert herved i det store hele være fyldestgørende og prisen høj nok i vores pengetrange tider til at udelukke pøbel fra konditorierne. Dette fremsættes herved til nøjere overvejelse for vedkommende og man ser forandring i den berørte henseende i møde.

(Politivennen nr. 677, Løverdagen den 20de December 1828, s. 859-860)

Redacteurens Anmærkning

Henvisningen til Jean de France 2. akt, 4 scene må være et hukommelsessvigt. Kun Arv, Elsebeth og Antonius er med i den scene, og de snakker ikke om tehusene. Udtalelsen stammer derimod fra 3. akt, 4. scene.

Kaffe var et produkt fra kolonierne. Den omtaltes allerede i forbindelse med Ædle handlinger i forbindelse med branden 5. juni 1795, s. 139-140:
Disse Huusvilde havde altsaa Huuslye og Livets nødvendige, ja gode Ophold; men derfor vare nogle iblant dem endnu ikke fornøiede. Det gik endeel iblant disse, som Israels Børn, der vare frelste fra Faren i Ægypten. Da de vare komne i Ørken og havde Livets gode Ophold ved det himmelske Manna, denne føde og velsmagende, samt styrkende Spise; saa knurrede de, og vilde have Græskar, Meloner og Agurker, og det ægyptiske Kiød. Vanen, siger man, er den anden Natur. Da Folket var vandt til Desert, saa vilde de og have det i Ørken. Saaledes gik det og nogle af de inlogerte paa Palaiet. De savnede i deres Beværtning Caffe. Man kan læse herom, endog hvad der er trykt i Adresse-Avisen. Til Caffe vare de vandte, Caffe vilde de have. Morgen og Aften drikke de fleeste Fattige denne Nectar, om de endog skal kaage en heel Pot Vand paa en Bønne. Caffe skal det dog være, og mange vide og at give denne Drik sin fornødne Styrke og Velsmag. De Store, saa kaldte, eller rige Familier, drikke sielden denne Drik, eller i det mindste kuns lidet deraf, da den svækker Nerverne; Men de Fattige, som føle, at den alleneste irriterer deres Nerver, kan nok taale denm, og gierne vil de undvære Brødet og Maden, for at faae denne Drik. Man kan altså undskylde disse, at deres Lyst fordobledes til denne Drik da de følede dens Afsavn. Hans Kongelige Høihed kan det ikke lægges til Last, at han ikke beværtede med Caffe. Havde nogen sagt ham, hvor megen Glæde han havde udbredet iblant sine Giester ved Caffe-Beværtningen? Han havde gandske vist givet dem denne. De drikke kuns lidet af den ...

Bøn til høie Vedkommende om Afskaffelse eller Forandring i en for Flere høist skadelig Uskik

Det er vel uden for enhver tvivl at skøger og bordelhuses tilværelse i visse henseender må anses for fornødne. For i modsat fald ville samme vel ikke eksistere så frit og uhindret. Men det er højst beklageligt at disse bordeller skal være til skam og skade for andre skikkelige borgere der ernærer sig ved ærlig og lovlig håndtering. I dette tilfælde må beboerne i Holmensgade og i særdeleshed de der bor i de nærmeste huse, have al mulig årsag til at beklage sig. For denne gade er fremfor alle andre gader her i staden ilde anset og dårligt omtalt på grund af de 4 bordelhuse som er der. Især fruentimmer undser sig ved at gå igennem, og de kunne jo på en måde have grund til det. For det er jo højst ubehageligt at udholde for honette folk at passere gennem en gade hvor de kan vente at blive spottet og udleet af de skøger som altid ligger i vinduerne. Især når disse som det ikke sjældent er tilfældet, æreskænder. 

Det er indlysende at dette i flere henseender er til stor skade for gadens og andre beboere. For når for eksempel 1) en af husejerne har værelser at udleje, endog i de bedste og bekvemmeste huse og de lejesøgende vel synes godt om lejligheden og finder lejen rimelig, så hedder det dog: Tænk at bo i denne gade! Værten nødes da til at udleje sine værelser til folk som han mindst ønskede for ikke at lade sine værelser stå ledige. 2) Det samme er tilfældet med tjenestetyendet. For når en der tjener i denne gade, møder en af sine bekendte og der spørges: hvor tjener du nu? og der svares: jeg tjener i Holmensgade, så hedder det straks: fy, hvad! vil du tjene i denne hæslige gade? Når da en pige kommer hjem og fortæller sin husbond eller madmoder dette, er sådant meget ærgerligt og krænkende at høre. Det er også for det tredje meget ubehageligt, ja ofte utåleligt for de der bor i nærheden, at høre disse væsner der er blottet for al blufærdighed og velanstændighed, føre de liderligste og mest uanstændige samtaler i de åbne vinduer med deres bekendte, den laveste pøbel, når nogle af disse går fordi.

Man ser også hele flokke af velklædte børn af begge køn fra skolerne i nabolaget stå halve timer og more sig ved at høre og se på dette uvæsen. Hvilket indtryk sådant kan gøre på disse uerfarne og uskyldige børn er indlysende. Gadens beboere har vel i længere tid næret det håb at ejerne af disse liderlige huse engang har den godhed og agtelse for deres medborgere at smide disse skadelige væsner ud af deres huse og udleje disse til andre folk som ernærer sig ved ærlig og lovlig håndtering. Især havde man ventet det af to så agtværdige mænd som ejerne af nr. 113 og 115 i førnævnte gade, om de endog skulle nøjes med mindre leje. 

Men da dette håb i flere år har været frugtesløst og formodentlig vil blive det i fremtiden, så er det indsenderen heraf giver sig den frihed at henvende sin bøn og flere forenede ønske til det høje og respektable politi om at det for altid må blive disse liderlige fruentimmer forbudt at nærme sig vinduerne under noget som helst påskud da gaden ved denne anordning sikker igen ville vinde sin tabte agtelse. Og disse lade duller ville vel også muligvis finde på nogen nyttigere beskæftigelse end at sidde hele dagen med næsen på vinduesruderne da deres liebhavere sikkert nok ville vide at finde dem alligevel, uden at de behøvede at åbne vinduet og kalde dem ind. Og da nu gadens beboere i en række af år har lidt af denne uskik der strider mod al god orden og velanstændighed, har indsenderen det faste håb at hans ønske vil blive opfyldt, samt at kraftige og varige forholdsregler bliver anvendt imod dette uvæsen.

(Politivennen nr. 677, Løverdagen den 20de December 1828, s. 849-853)

Holmensgade omkring år 1900. Så vidt jeg har kunnet efterspore var "Det Røde Hav" nr. 21, mens Cafe Amerika var nr. 19. Hvis man tæller tilbage i billedet, ligger nr. 7 og 11 nogenlunde skjult af de to damer i venstre side af billedet. Københavns Museum.
 

Redacteurens Anmærkning

Holmensgade blev ændret til dette navn i 1823 efter at Frederik 6. havde givet efter for pres fra beboerne om at få ændret Ulkegades navn på grund af prostitution. Navnet blev ændret, men prostitutionen forblev, så det fik de ikke noget ud af. Holmensgade vedblev at beholde sit ry i mange årtier som beskrevet på denne side. Kvarteret blev saneret i 1930'erne og blev til Bremerholm.

Holmensgade 113 blev i 1859 til Holmensgade 7, mens Holmensgade 115 blev til Holmensgade 11. H. C. Andersen boede 1819-22 i Ulkegade 108. Først hos jordemoderen Maren Sophie Thorgesen (ca.1782-1838), dernæst en etage højere hos styrmandskonen Caroline Henckel. I 1823 skiftede adressen navn til Holmensgade 108 og i 1859 til Holmensgade 8. Hvilket formentlig var overfor de to nævnte adresser. Som nævnt er det hele revet ned, og næsten eventyrligt symbolsk ligger der nu en Fætter BR tæt på stedet.

Hvad angår den indledende kommentar om bordelhuse som "fornødne", så udtrykker den det tvetydige forhold der under enevælden herskede angående prostitution. Prostitution var et ulovligt erhverv, men som det ses til en vis grad tolereret af politimyndighederne. Der var nemlig lige det med syfilis! I oplysningstiden ændrede opfattelsen af syfilis sig fra at blive opfattet som en straf fra oven, til at det var en sygdom, der kunne bekæmpes med rationelle midler. På Politivennens tid havde Danmark indført fri behandling af syfilis og andre veneriske sygdomme uanset formueforhold. Fokus ændrede sig da også til ikke kun at være moralsk til den nære sammenhæng mellem prostitution og udbredelsen af kønssygdomme. 

Den fri behandling af kønssygdomme var ikke nok til at få kontrol med den frygtede syfilis. I 1815 krævede den enevældige konge, Frederik den 6., at den københavnske politidirektør fik sat kontroludøvelsen i regelmæssig politi- og lægekontrol med de prostituerede. De skulle møde til undersøgelse hos politilægen én gang om måneden. På Politivennens tid har der formentlig været omkring 3.000 prostituerede i København. Alt sammen hemmeligt for den almindelige offentlighed fordi man ikke ønskede at befolkningen fik kendskab til den tolerance over for det forbudte, der nødvendigvis måtte følge en sådan praksis. 

I løbet af første halvdel af 1800-tallet blev kontrollen af de prostituerede gradvis skærpet med krav om hyppigere undersøgelser hos politilægen. Straffen for at udeblive fra undersøgelserne var fx fængsel på vand og brød eller til arbejde i en straffeanstalt. Ved yderligere overtrædelser at de prostituerede blev tvunget til at lade sig registrere som "offentlige Fruentimmere"  og bo i et af byens tolererede hus, dvs. bordeller. 

29 maj 2016

Gjendøbere.

Søndag kl. 1 om eftermiddagen kom en velklædt dame gående igennem Dronningens Tværgade og blev overøst med skident vand fra gården nr. 275 i samme gade, samt fik sin pels, hat, slår og pellerine aldeles ødelagt. Hvad slags vand det var, må udsenderen bedst vide. Man må derfor advare enhver forbigående at holde sig fra dette sted og tage sig Holbergs ord i hekseri eller blind alarm, 1. akt, 4. scene til hjerte:

Kællingen: Tag jer vare at I ikke går for nær dette hus.

Glaubfresser: Hvorfor det?

Kællingen: Der bor en derinde som overøser folk med skident vand.

Da man nu ikke kan komme udsenderen nærmere, så tilføjes blot at var det en mandsperson, så attraperer man vel engang personen i gerningen. Og var det et fruentimmer, da ønskes hende blot at hun engang må blive overhældt på samme måde og derved få sine klæder aldeles ødelagt.

(Politivennen nr. 676, Løverdagen den 13de December 1828, s. 847-848)

Nogle Contra Spørgsmaale, i Anledning af et utidigt Spørgsmaal.

Mandag den 8. december 1828 indfandt indsenderen sig efter indbydelse i et sørgehus for at ledsage en gammel bekendt til sit hvilested. Begge klædt i borgerlig-militær uniform. Den ene i borgerlig infanteri og den anden i borgerlig artilleriuniform med flor om venstre arm. Hr. pastor Rothe der var til stede i embedsforretning, behagede da at spørge os hvad der foranledigede os her i borgerlig-militær uniform. Hvilket han fandt upassende til ligbegravelse. Dette spørgsmål forekom os meget påfaldende, da det er almindeligt bekendt at ikke alene militære, men endog andre civile embedsmænd indfinder sig ved begravelser i den for dem reglementerede uniform. Og da vi ikke kunne se at den af hans majestæt kongen for stadens borgervæbning allernådigst befalede uniform skulle være mindre hæderlig for dem der er berettigede til at bære den, så har vi eftersom spørgsmålet fremsattes for en offentlig forsamling, fundet os foranlediget til offentligt at fremsætte følgende spørgsmål hvis besvarelse muligt ville tjene andre til rettesnor ved lignende lejligheder.
  1. Eksisterer der noget forbud mod at en mand der er berettiget til at bære en uniform, må indfinde sig i samme ved ligbegravelser eller andre højtideligheder?
  2. Er hr. pastoren ved en sådan lejlighed berettiget til at fremkomme med en sådan ytring eller at tiltale nogen på sådan upassende måde?
  3. Mener hr. pastoren ikke at hjertet kan slå sig lige så varmt for konge, fædreland og almenvellet samt besjæles af lige så inderlige følelser for venners sorger og glæde under den røde kjole som under den sorte

To individer af
Kjøbenhavns Borgervæbning.

(Politivennen nr. 676, Løverdagen den 13de December 1828, s. 842-843)

Borgerlig Artilleri i fuld uniform. Lahdes kobbertryk.

Redacteurens Anmærkning

Der kan være tale om Valdemar Henrik Rothe (1777-1857) der på daværende tidspunkt var kapellan ved Trinitatis Kirke (1822-1830, senere præst 1830-1857), ifølge M. Kirsten Sandholt: Præster i Trinitatis gennem 350 år (2011). Dansk Biografisk Leksikon skriver at han med nidkærhed tog sig af de kirkelige anliggender, måske lidt for nidkært, ifølge to to ovennævnte herrer.

Et Blik i Næstved.

[Første del af artiklen handler om manglende gadenavne og er udeladt]

Men ved at omtale disse nyttige foretagender af Næstvedborgere kan anmelderen ikke undlade at føre anke over byens kirkegårdes mådelige tilstand. Dennes renholdelse er forsømt og den tjener til en tumleplads - ja til noget værre - for kåde gadedrenge som ved at bryde sten af kirkemuren har dannet sig en vej over samme skønt de også forstår at krybe over muren, hvorved tagsten nedrives. Pladsen er fuld af urenlighed og frembyder et ubehageligt skue. Vel jordes der nu siden den ny assistenskirkegård blev anlagt, intet lig, men man burde dog frede over de forudgangne venners og familiers hvilesteder. Desuden er en renligholdt plads en pryd og en behagelighed for en by hvorimod en plads opfyldt med urenlighed, støder den rejsendes øje og bidrager til at han muligvis fælder en ufordelagtig dom over byens tilstand i almindelighed.

(Politivennen nr. 675, Løverdagen den 6te December 1828, s. 814-815)

Bidske Hunde i Sct. Pedersstræde.

Det er hændt anmelderen adskillige gange når han er gået gennem Sankt Peders Stræde at den ham følgende hund på en voldsom måde er blevet overfaldet og skambidt af 2 store hunde, en hvid puddel og en bulbider, sort af kulør og i øvrigt tegnet som de såkaldte grævlingehunde. Ved at undersøge hvem disse bidske hunde tilhører, har han bragt i erfaring at de hører hjemme i gården nr. 117 i nævnte gade. Man anmoder derfor disse hundes ejer for at forekomme videre ulejlighed og ulempe at afskaffe disse bidske hunde eller også at holde dem bundet så man i fred kan passere gaden uden at være nødt til at slås med hans hunde for at frede sin egen.

(Politivennen nr. 675, Løverdagen den 6te December 1828, s. 813)

28 maj 2016

Spørgsmaal.

Natterenovationskarlene vedbliver bestandigt at jage med Jehus fart gennem gaderne så at vinduerne ryster. Herved spildes ikke alene en del af deres ladning, som både forvolder fæl stank og siden må bortkøres af dagrenovationen hvorved udgifterne til denne forøges. Men folks nattero forstyrres, og den syge der er faldet i en kvægsom blund, farer i angst op af samme og hans lidelser forøges. Er det intet forbud mod sådan kørsel ved nattetid, eller har vægterne der dog skal påse orden på deres post, ingen ordre til at bringe disse vogne til at fare i mag? Efter hvad ovenfor er sagt, og når man tænker på fragten, har man vel årsag til med en vis mand at spørge: "Har es denn eine solche Eile?"

(Politivennen nr. 674. Løverdagen den 29de November 1828, s. 805)

Kattejagt i S. T. Herr' Knirsch's Have i Hotel d'Angleterre

Indsenderen af disse linjer og flere beboere fra de huse der støder op til hr. Knirsch' have har med harme og uvilje gentagne gange set hvorledes nogle kåde, rå og ufølsomme umennesker har bidraget deres del til at martre kattene, disse for mennesket så nyttige og uundværlige husdyr, ved at de med et par store hunde har jaget dem om i haven. 

Mandag formiddag var til en sådan forlystelse forsamlet fem af disse umennesker som posterede sig omkring i haven og forholdt sig rolige indtil en kat lod sig se. Så begyndte en klapjagt som varede til de havde fået drevet katten ind på en lille plet hvor de lod en hund angribe den. Det var en temmelig stor kat som værgede sig således at hunden ville forlade den efter at være blevet grundigt forrevet. Men da disse umennesker endnu ikke havde fået deres rå, umenneskelige lyst styret, sparkede en af disse katten så den tumlede omkring mens en anden opmuntrede hunden til på ny at angribe den. Og det skønt beboerne i et tilstødende hus anmodede dem om at løslade katten da det var deres. Efter at katten nu var blevet forbidt og var døende, tog en af disse følelsesløse herrer den i halen og daskede den mod et plankeværk indtil den havde udåndet, for at give den til rov for hundene hvis mod ved kattens glubende modstand var svækket. 

En lignende scene passerede for ikke lang tid siden i samme have hvor en kat blev jaget ned af et træ af disse herrer og prisgivet for to hunde som dræbte og åd den. Idet man forventer at det er havens humane og følsomme ejermand imod at sådanne ublu og for menneskeheden nedværdigende scener finder sted i hans have, henledes det til hans opmærksomhed igennem dette blad, i håb om at han for at skåne sine omkringboende medborgere for flere lignende tyranniske optrin, vil forbyde de herrer der frekventerer haven at ophøre med sådanne jagtforlystelser.

(Politivennen nr. 674. Løverdagen den 29de November 1828, s. 802-804)

Vesterbroes Fortouge.

På et tidspunkt hvor brolægningen i København og især fortovenes er genstand for særdeles megen opmærksomhed, synes det besynderligt at Vesterbros fortove endnu kan være i så yderst dårlig forfatning at de som passage for fodgængere næsten er ubrugelige. Om sommeren når de er glatte, er de farlige fordi de ligger uordentligt og skrå, og de åbne rendestene medfører stank og ækelhed, og om vinteren står der udenfor de fleste porte sådanne vandskader, og i frost sådanne forhøjninger af is at passage er umulig. Brolægningen selv er af små toppede sten og yderst ubekvem.

Fortovene ligger endnu helt som de var før branden 1807 hvoraf følger at der på den strækning fra konsumptionsboden indtil jernporten er ikke mindre end 19 overkørsler til porte som nu til dels efter de nye bygningers opførelse enten slet ikke er til, eller kun er slagterporte uden indkørsel. Til eksempel udenfor nr. 6 og nr. 15 ses for hver af disse gårde tre overkørsler, nemlig to blinde, der støder lige på husenes vinduer, og en åben til brug. Der er alene for disse to gårde fire utilbørlige afbrydelser af fortovet.

Årsagen til den slette tilstand af disse fortove der dog som spadserevej om sommeren kan frembyde yderlig bekvemmelighed, ligger vist nok deri at de anses at tilhøre husejerne der selv skal holde dem vedlige og derfor ikke betaler brolægningsskat.

Fortovene står således ikke under brolægningsvæsnets forsorg. Men det er ikke rigtigt at ejerne er fri både for skat og for at skaffe anstændige, endsige gode fortove. Og det er aldrig godt at det offentliges vel beror på privat mands interesse. Det offentlige kan endog have megen anledning til at overse med en privat mand og skåne ham for bekostning for hvilken det ikke ville skåne sig selv.

Ved fortovenes ordentlige indretning med indsatte og bedækkede rendestene bortfaldt af sig selv alle de uordener med vandskader, skarn og blod fra slagterierne som den nuværende indretning uundgåeligt medfører.

Det er vel en vanskelighed at nogle, dog kun få af gårdsrummene ligger lavere end gaden. Men bedækkede rendestene kunne være lige så dybe som de nuværende åbne. Og om vinteren når vandet ikke kan afløbe frit på grund af is tilkommer det i alt fald gårdsrummets ejer selv at bære ulejligheden deraf inde i gården og ikke at besvære fodgængerne med det ved at stemme det op udenfor gården, endog ved ordentlige dæmninger af gødning.

Af og hvorledes ordentlige fortove kan indrettes når ejerne vil eller de tvinges dertil, kan ses udenfor jernstøberiet og apoteket og nogle flere andre steder, og bekostningen på omlægning af det hele fortov vil være meget ubetydelig. For de vandurstene som nu er anvendt til den helt unødvendige indfatning af alle indkørslerne, vil rundeligt tilstrække til at indfatte alle rendestene og at udlægge fortovet selv i lige flugt. Det blev således kun arbejdsløn og nogle læs fyldning samt dækkebrætter som skulle bekostes.

Det synes rigtigst at Vesterbros fortove kom til at stå under den samme autoritet som gadens kørebro og at følgelig husejerne betalte brolægningsskat. Men ifald noget er til hinder mod det er det vel politivæsnet til hvilket fodgængerne må rette deres ønsker.

(Politivennen nr. 674, Løverdagen den 29de November 1828, s. 793-797)

27 maj 2016

Ønske.

Da det er udenfor al tvivl at adskillige forbrydere har fået deres frihed i anledning af den høje, nu stedfundne formæling, så tillader indsenderen sig hermed at ytre et ønske om at en liste over disse måtte blive offentliggjort gennem et eller andet blad. Og tør han så meget mere holde sig forvisset om ikke at have fremsat dette ønske forgæves som en sådan bekendtgørelse før har fundet sted, og da det dog vel turde være lidt vel hårdt at nægte landets undersåtter den glæde på officiel vej at få nøjagtig kundskab om at landets ædle fyrste på Danmarks festdag endogså udstrakte sin nåde til de forbrydere, om hvem det turde antages at de havde udstået en efter deres forbrydelses grad passende straf, og om hvem der endvidere kan næres det håb at de langt fra at misbruge den dem allernådigst tilståede frihed atter ville blive nyttige og gavnlige medlemmer af statssamfundet.

(Politivennen nr. 673, Løverdagen den 22de November 1828, s. 784-785)

Svar til den anonyme Danske i Politievennen Nr. 672 *)

Min herre!

Den agtelse jeg skylder et for mig fremmed højstæret publikum bevæger mig til at fravige den almindelige sædvane hvorefter en mand af ære lader et anonymt angreb på sin karakter ubesvaret.

Det har behaget Dem offentligt at fremsætte den påstand at jeg ikke er forfatter af den på Nørrebros Teater opførte pantomime "Guldnøglen" og at denne ikke er andet end en komposition af en mængde andre pantomimer som folk her i landet med en god hukommelse allerede for 30 år siden mindes at have set givne af Casorti.

Deet smerter mig imidlertid med hensyn til den sufficence hvormed De har fremsat denne deres mening, offentligt at måtte modsige Dem. Casorti har sandelig aldrig nogensinde eller noget sted fremstillet hverken en eller flere pantomimer der har kunnet indeholde "størstedelen" af ingredienserne og forvandlingerne i min "Guldnøgle" og hvis den på det kuhnske selskabs teater under dette navn opførte pantomime skulle forekomme Dem at modsige denne min ytring, så må jeg bemærke at dette selskab for fire år siden befandt sig i Hamborg på samme tid som jeg der lod den opføre og at det netop fra mine forestillinger har benyttet enkelte scener til den under samme navn på Vesterbros Teater givne pantomime.

For imidlertid at hæve enhver tvivl i denne henseende, er jeg så fri at indbyde Dem, min herre! og enhver anden denne sag måtte interessere til at beære mig med et besøg i min her undertegnede bopæl næstkommende søndag formiddag mellem klokken 9 og 12, og jeg skal da af trykte skifter og afficher i det engelske sprog overbevise Dem om at jeg virkelig har opfundet og komponeret den nævnte pantomime som første gang under mit navn blev bragt på scenen i England i året 1815. hvilket jeg tillader mig at bemærke og som nærmere skal bevise for publikum hvis De, min hr. anonym! ikke måtte opfylde denne min anmodning. I hvilket fald jeg naturligvis ikke kan tage mindste videre notits af Deres, eller nogen anden anonyms offentlige udfald imod mig. Jeg underskriver mig med al øhjagtelse for det danske publikum hvis bifald jeg altid skal sætte en ære i at fortjene.

J. L. Lewin

Nørrebro nr. 36 litra c.

*) Redaktionen må bemærke at dette svar var affattet i det engelske sprog, og er dderfra blevet oversat heri bladet.

(Politivennen nr. 673, Løverdagen den 22de November 1828, s. 777-780)

Redacteurens Anmærkning.

Guldnøglen (The Golden Key) tilskrives englænderen Joseph Lewin som stadig opføres på Tivolis pantomimeteater. I "Kjøbenhavns flyvende post", nr. 69 onsdag den 9. juni 1830 findes en lang artikel om Lewin som mimiker. 

Spørgsmaal til Herr' Directeur Lewin.

Hvorledes kan med rette hr. direktør Lewin kalde sig forfatter af den pantomime som mandag den 3. dennes opførtes på Nørrebro Morskabsteater da allerede folk der langt fra at være berøvede deres hukommelse, endnu tydeligt kan mindes at have set Casorti for tredive år siden give størstedelen af alle de pantomimer hvoraf dette hr. direktørens af ham og konsorter såkaldte originalprodukt er en god eller dårlig komposition. At man i udlandet uden prostitution kan tillade sig sådant, kan vel næppe gælde som en regel for danske der som erfaringen har vist, ikke lader sig binde blår i øjnene, og som selv før hr. direktørens ankomst til vore enemærker - har haft begreb om og været opmærksomme tilskuere af, den mindst kunst.

En anonym dansk.

(Politivennen nr. 672, Løverdagen den 15de November 1828, s. 776-777)

Redacteurens Anmærkning

Heri havde skribenten uret, hvilket også blev tilbagevist af Lewin i Politivennen nr. 673, 22. november 1828, s. 777-780. Artiklen indeholder efter min opfattelse en skjult nationalisme, hvorfor den er medtaget her.

Bøn ved Holmensbro.

I går aftes, torsdag den 6. november kl. 7.30 ville anmelderen der kom fra kanalen og havde et barn ved hånden, passere Holmens Bro. Men idet han kom midt på broen, kom en vogn ham i møde, og da han ville vige til side for denne, havde han styrtet i kanalen hvis ikke han til lykke havde grebet fat på en afsats hvorved han blev hængende mens barnet råbte om hjælp. Ved dagen efter at tage stedet i nøjere betragtning, har han erfaret at den krog hvorved gelænderet holdes fast, ikke var påsat. Om denne mangel hidrører fra en skødesløshed hos dem der har opsyn med broen, eller om krogen af kåde drenge var aftaget, vides ikke. Imidlertid tror man det pligt at gøre opmærksom på det, og at bede at der måtte anskaffes en lås for nævnte krog, og at denne om aftenen når vedkommende forlader broen, måtte påsættes til betryggelse for de broen passerendes liv og lemmer.

(Politivennen nr. 671, Løverdagen den 8de November 1828, s. 758-759)

Tjenestepigers Uforskammethed.

I forordningen af 14. februar 1810 er fastsat at ingen må bære eller hvile med byrder på fortovene. Ikke desto mindre ser man dagligt at enhver der har byrder at bære, benytter fortovene til det, men ingen med mere uforskammethed end tjenestepiger når de om formiddagen går til eller fra torvene med deres torvekurve.

Således kom en pige den 6. i denne måned om formiddagen i Vimmelskaftet med sin kurv på fortovet og mødte en dame som endog havde fortovsret, men gik af vejen da hun så at pigen havde en temmelig stor byrde at bære. Denne der ikke ville give sine medsøstre noget efter i uforskammethed, svingede med sin kurv hen i damens slør så det blev revet i stykker og gik sin vej uden at sige undskyld.

Det synes som om vores ellers så årvågne politi helt ser gennem fingre med ovennævnte lovbud, og dog ville det vist være almenheden kært at se samme mere overholdt da det er meget ubehageligt især for damer ikke at kunne gå sikkert på fortovet for sådanne uforskammede.

(Politivennen nr. 671, Løverdagen den 8de November 1828, s. 757-758)

Et Par Ord i Anledning af Formælingshøitidligheden.

Politivennen der så ofte anker over uorden og misbrug, kan ikke undlade at gøre sine læsere opmærksom på den udmærkede orden og ro som overalt fandt sted i al den tid vores unge elskede fyrstepars høje formæling fejredes. Begge aftener da staden var illumineret, så man en utallig folkevrimmel bølge sig gennem gaderne, og dog opstod ingen uorden. For de som til vogns så illuminationen, kørte langsomt og forsigtigt, og den gående mængde gav villigt plads for vognene uden masen eller trængen. Selv under de studerendes smukke fakkeltog der dog foregik på en tid da staden var indhyllet i mørke og som overværedes af en uhyre mængde mennesker, hvoraf størstedelen kunne henregnes til de lavere klasser, fandt skøn orden sted. 

Anmelderen heraf havde taget plads Ved Stranden lige overfor slotte. Gaden var propfuld af mennesker. En del hængte i vanterne på de skibe der lå i graven, og bolværkerne var aldeles besatte. Og dog herskede der tavshed og stilhed som i en kirke så at enhver af de tilstedeværende grant kunne høre den skønne musik og sangen der blev afsunget på slotspladsen. Efter at toget var draget gennem slotsgården til ridebanen adspredtes mængden hurtigt og med største orden i de tilstødende gader. Betænker man at en stor mængde mennesker var strømmet hertil fra provinserne og at disse i forening med Københavns mange indbyggere for at se den smukke procession måtte samles på et indskrænket rum, det vil sige i de enkelte gader, hvorigennem processionen gik, så har man vel årsag til at undres over at ikke den ringeste uorden gjorde brud på den stilhed og højtidelighed der fandt sted mens processionen varede.

Sikkert havde vores virksomme politi truffet de kraftigste anstalter til ordens vedligeholdelse. Men en orden og rolighed som den der herskede i disse dage, kan ingen vagt og intet politi tilvejebringe. Grunden dertil må snarere søges i den dybe højagtelse og inderlige kærlighed som enhver dansk undersåt føler for vores lands elskede kongehus og sikkert vil vores ædle konge hvis bestræbelsers mål er folkets kærlighed, heri finde et bevis for at dette er opnået. Et bevis der udtaler sig kraftigere og herligere end de mest smigrende lovtaler.

(Politivennen nr. 671, Løverdagen den 8de November 1828, s. 755-757)

"Politivennen gør sine læsere opmærksom på den udmærkede orden og ro som overalt fandt sted i al den tid vores unge elskede fyrstepars høje formæling fejredes." (Bruden Wilhelmine Maria. J. F. Møller, 1828. Statens Museum for Kunst.)


Redacteurens Anmærkning

Der er tale om brylluppet 1. november 1828 mellem den senere konge Frederik 7. (1808 –1863) og Frederik 6.'s yngste datter Vilhelmine Marie. Altså et kusineægteskab. Heiberg og Kuhlaus Elverhøj er et bestillingsarbejde beordret af Frederik 6 til samme lejlighed - som også mere eller mindre havde beordret ægteskabet. 

Om bryllupshøjtidelighederne stod i Kjøbenhavnsposten den 10. oktober 1818, side 332:
I Overeensstemmelse med det af Hs. Majestæt Kongen allernaadigst approberede Ceremoniel, i Anledning af den forestaaende høie Formæling imellem Deres Kongelige Høiheder Prindsesse Vilhelmine Marie og Prinds Frederik Carl Christian, ere de i samme angivne Rangspersoner og Embedsmænd, af de trende første Klasser i Rangen, under 6te dennes, fra Overhofmarchallatet blevne tilsagte til at overvære Vielsen, som er bestemt til Løverdagen den 1ste November, i Christiansborg Slotskirke. - Tirsdagen den 4dee November, om Formiddagen Kl. 12, vil den høitidelige Procession fra Christiansborg Slot til det for det høie Brudepar bestemte Pallais paa Amalienborg finde Sted (Toget vil, efter Forlydende, komme til at passere fra Slottets Hovedport, over Slotspladsen, Høibro, Høibroplads, Østergade, Kongens Nytorv (imellem Statuen og Hovedvagten), Bredgade, Garnisonspladsen og Amaliegade, til Deres Kongelige Høiheders Pallais paa Amalienborrg). Militair Parade vil finde Sted paa de Gader og Pladse, hvor Toget passerrer. - Den paafølgende Torsdag, den 6te November, er bestemt til Høitidelighederne i Skuespilhuset.
Politivennens beskrivelse står i kontrast til ægteskabets senere skæbne, Frederik skejede ud og viste ikke sin kone stort hensyn. Frederik 6. ikke alene forviste i 1834 Frederik til Fredericia, han forlangte  også skilsmisse for sin datter. Det var ikke Frederiks første tvangsægteskab. 1841-1846 var han gift med Mariane af Mecklenburg-Strelitz. Som bekendt var Frederik forelsket i danserinden og modehandlersken Louise Rasmussen, Grevinde Danner.

Et Landsby-Ønske.

Da vejene er eller til dels bliver indrettet bekvemt endog for fodgængere, så var det at ønske at landsbygaderne også blev indrettet fremkommeligt, da man almindeligvis må vade gennem gaderne i snavs til midt på benene når der er søleføre. De som lider mest derved, er børn som søger skole. Da det på de fleste steder er umuligt for dem at komme frem uden at blive så våde på fødderne som om de havde vadet, ja ofte taber i træskoene og bliver nødt til at træde i sølet med de blotte strømper. Børnene må nu sidde hele dagen med de våde strømper og hvilken skade er det ikke for deres helbred? 

"Det var at ønske at landsbygaderne også blev indrettet fremkommeligt, da man almindeligvis må vade gennem gaderne i snavs til midt på benene når der er søleføre." (Thorald Læssøe: Vej gennem en dansk landsby, 1831-78. Statens Museum for Kunst.)

Anmelderen foreslår derfor at lade en rad nogenlunde flade sten omtrent 3/4 alen brede og 3 tommer ovenfor jorden, lægges langs med den ene side af gaden eller hvad der var bedre ved begge sider af gaden. Dette kunne uden nogen vanskelighed iværksættes og når alle, både gårdmænd og husmænd blev beordret til det en dag, så ville der ikke blive meget tilbage for den følgende.

(Politivennen nr. 671, Løverdagen den 8de November 1828, s. 753-754)

26 maj 2016

Skolemester Uskik.

Det er før omtalt at der findes skolelærere som smigrer elevernes forældre ved at give børnene gode karakterer eller vidnesbyrd om deres flid og nemme. Som et eksempel herpå tjener følgende:

Anmelderen kender en mand der har en lille søn på 6 til 6½ år som går i en offentlig skole. Barnet kender bogstaverne og er for nyligt begyndt at stave. I august måned bragte han faderen følgende attest fra læreren:
"N. N. er virkelig en del arbejdsom til forskellig tid og gør en hensigtsmæssig fremgang med hensyn til hans karakter alder og talent. Sommerferien begynder onsdag aften den 23. juli og vedvarer indtil torsdag morgen den 14. august"
En måned efter kom drengen fra skolen med følgende vidnesbyrd:
N. N. større flid tiltager dagligt og hans opførsel har i de sidste dage været delikat. Når jeg giver ham valget mellem arbejde og frihed da læser han. Hvad kan man ikke love sig af en sådan discipel når lysten eller karakteren fremdeles vil blive den samme"
Hvad man kunne vente skete. Faderen der havde givet agt på den lille fremgang sønnen gjorde, tog ham straks ud af skolen for at sætte ham i en anden, hvor han kunne vente man ville lære barnet noget og ikke afspise faderen med smiger. Ville flere gøre ligeså, da blev vel sådanne skolelærere nødt til at vænne sig af med sådan uskik.

(Politivennen nr. 670, Løverdagen den 1ste November 1828, s. 739-741)

Om Anken over Kjørslen paa Amalienborg Plads.

Det gør vel ikke meget til sagen om svære kareter eller ledige arbejdsvogne kører over denne plads. Begge beskadiger brolægningen, og de første vel mere end de sidste. At kalde sådan kørsel dumdristig, er derfor mildest talt højst upassende. Slotspladsen var før slottets brand en køreplads for alle vogne. At man under forestående hoffester kan gøre undtagelser med den mere indskrænkede Amalienborg Plads er en anden sag. Hvorledes skulle man vel bære sig ad når man lader læs køre fra Toldbod- og Kvæsthusgade eller Amaliegade og omvendt? Skulle man da kunne få vognmændene for samme betaling til at køre den lange omvej ad Bredgade og tilbage og Sankt Annæ Plads? Dette har indsenderen vel ikke betænkt.

P. Larsen.

(Politivennen nr. 670, Løverdagen den 1ste November 1828, s. 733)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i nr. 675, 6. december 1828, side 816-819. Denne artikel er ikke medtaget på bloggen.

Betleri paa Toldboden og Toldbodveien.

Det er et forargeligt syn på Toldboden at se den mængde af betlere som antaster enhver rejsende og forfølger sådanne langs ned ad Amaliegade, hvoriblandt unge tøser med spæde børn. Ligeledes findes i samme gade, ikke få større og mindre betlere som anmoder enhver af de forbigående om almisse. Det er vel næppe at formode at dette uvæsen sker med Fattigdirektionens tilladelse og ønskeligt var det om samme ville se sådant afskaffet.

(Politivennen nr. 670, Løverdagen den 1ste November 1828, s. 731-732)

"En mængde af betlere antaster enhver rejsende og forfølger sådanne langs ned ad Amaliegade, hvoriblandt unge tøser med spæde børn." (H. G. F. Holm: Vagthus, Nordre Toldbod.)

25 maj 2016

Om en Deel af de nuværende Slavebevogteres nutidige og fremtidige Stilling i Staten.

Efter de seneste befalinger ser vi ikke sjældent soldater som må passe de slaver som er i fæstningen. Disse infanterister skal (efter sigende) forrette denne tjeneste et år imod at få 1 rigsbankmark daglig, mundering og brød. Under sådan tjenstforretning opdrages han til dovenskab og ladhed og taber agtelsen for sin stand, sig selv og sin påklædning over bliver muligvis helt fordærvet. For ved ørkesløst at passe på disse forbrydere kan han vist nok ikke selv om han end måtte og ville, lukke øret for de fortællinger som der vanker dagligt. Han lærer nogle af disse subjekter at kende personligt. Han afslår vel ikke en samtale med sådanne, og ved alt dette ifølge Bibelens ord: Lediggang er roden til alt ondt, fordærves han omsider. 

Dog, lad os endog forudsætte det bedste, nemlig at han lige så god afsendes efter tjenestens påbudte opfyldelse, at han da er aldeles ufordærvet på sjæl og legeme - er det da ikke tænkeligt at han ved sin hjemkomst blandt sine bybørn og samtidige fortæller hvad han har erfaret i sin tilbagelagte tjenestetid? Tilhørerne vil da ikke undlade at lægge mærke til det, og en sand lykke om ingen tog sig et eksempel af disse vidunderlige fortællinger og tildragelser. Men desto værre gives der jo brådne kar i alle lande. Disse fortællinger vil ufejlbarligt ikke blive ubemærkede, og eksemplet i tidens længde bragt i udøvelse. 

Det er derfor anmelderens ærbødige hensigt at gøre de høje ansvarlige opmærksom på dette og hellere lade den gamle udtjente underofficer, soldat og brødløse få dette hverv end ved den nuværende tjensterøgt muligvis bidrage til forbrydernes antals forøgelse. Enhver ting i verden kan have sin tvetydige betragtningsmåde, således også denne. Har anmelderen fejlet, da anmodes kun om at blot det må blive ham lagt til brøde at han ene har haft sine medundersåtters tarv og gode til hensigt, og han takker for enhver belæring som i sådan henseende kunne blive ham meddelt, ifald han skulle have faret vild.

(Politivennen nr. 669, Løverdagen den 25de Oktober 1828, s. 725-727)

Det ene af de to krudttårne som i perioden 1817-1847 blev brugt til fanger der blev anset for særlig farlige. Hvert tårn husede 30 fanger. Det andet tårn er nedrevet og bastionen tom. Øverst på volden var anbragt palisader så fangerne ville have sværere ved at flygte.

Redacteurens Anmærkning.

De to krudttårne i bastionerne ved siden af Kongeporten blev brugt som særlig strengt fængsel 1817-1847, først til fangerne fra det afbrændte Rasp-. Tugt- og Forbedringshus på Christianshavn, siden også til andre.

Anmodning til Eieren af Gaarden Nr. 122 i Løvstrædet.

Allerede før har beboerne af stedet nr. 121 i Løvstræde været nødtvunget til at anke over ejeren i gården nr. 122 i samme gade, da han nemlig aldrig lader sit lokums stinkende ingredienser udføres før disse en tid lang har ulejliget selve gårdens og nabostedets beboere. Efter anken i nr. 675 af dette blad blev lokummet vel lappet eller efterset på murværket, men da dette eftersyn ikke har haft den ønskede virkning, så formoder man at den dertil brugte person må have været en fusker der ikke har lært zünftig.

Ejeren hr. Bruun anmodes derfor om fremtidigt at befri nabostedets beboere for den ulejlighed det ind til dem flydende brune afstedkommer. En anmodning man tør holde sig forvisset om han selv vil finde lige så billig som rimelig.

(Politivennen nr. 669, Løverdagen den 25de Oktober 1828, s. 724-725)

Redacteurens Anmærkning.

Løvstræde 122 er nutidens Løvstræde 8, Haases Hus. Det er opført 1734 for brygger Frederik Lynge og ombygget 1844.

Et Særsyn paa Christianshavn.

Ganske vist frembyder ruinerne af det såkaldte Børnehus intet behageligt skue for de omkringboende. Men man ved at finde sig i det, da kun en velforet pung vil være i stand til hurtigt at læge et så betydeligt sår. Og kan man være forvisset om at denne desværre nødvendige bygning så snart omstændighederne måtte tillade det, atter vil rejses af sin aske og således til fulde svare til sin egentlige bestemmelse, samt dertil tjene som en sand pryd for Christianshavns Torv.

Hvad der imidlertid i høj grad har tildraget sig almenhedens opmærksomhed er den jammerlige bindingsværks sidebygning udad mod Overgaden oven Vandet mellem denne straffeanstalts grundmurede facader ud til nævnte gade. Naturen i forening med kunsten synes her at have forenet sig om at opnå hvad man ellers omhyggeligt søger at undgå, en høj grad af uregelmæssighed. Og anmelderen må ærligt tilstå at han på sine mange rejser i og uden for Danmark aldrig har set en bygning fra hvilken symmetrien så ganske er landsforvist som netop denne. Vinduer af hvilke det ene fag er en hel alen højere end det andet, er på en vidunderlig sælsom måde anbragt blandt hverandre, og på hele facaden prunkter alle regnbuens, ja vel endog flere farver der danner et forunderligt miskmask så at man har grund til at tvivle om at vore med så megen smag udrustede stadsbygmester nogensinde skulle have givet sit minde til at denne bygning er blevet forsynet med sådan kolorit. Dog det ville være et herkulesk arbejde at udarbejde en nøjagtig beskrivelse over denne bygning. Den må beskues for at gøre det rette indtryk, og det er til en sådan beskuelse han herved indbyder hovedstadens indbyggere, især til den forestående illumination.

(Politivennen nr. 669, Løverdagen den 25de Oktober 1828, s. 721-723)

Christianshavns Torv med Tugthuset til venstre. (Kjøbenhavns Prospecter).