31 maj 2016

Spørgsmaal.

Ved at passere Ladegårdsvejen har man i haven der støder op til Ladegården, set en stor mængde kålhoveder opstablet ovenpå jorden, ligesom kuglestabler, og at disse i lang tid har ligget der, udsat for luftens og vejrligets påvirkning indtil fredag den 19. i denne måned da de blev fundet tildækket med gammelt foder eller tang. En landmand som er vant til at opbevare sådanne havevækster i dertil gravede jordkældre, hvilket koster ham arbejde og penge at indrette og vedligeholde, tillader sig at spørge om kål og sådanne havesager kan gemmes og holdes ufordærvet på en så ubekostelig måde, nemlig blot at opstable dem oven på jorden, eller om det muligvis er en ny måde at tilberede surkål i mængde?

(Politivennen nr. 678, Løverdagen den 27de December 1828, s. 872-873)

Ladegården i 1840 omgivet af de tilhørende marker. H. G. F. Holm. Københavns Museum

Bøn fra Frederiksberg

Afdøde slotsforvalter Foght gav i sin tid den herlige ide at forskønne Frederiksberg By ved at omskabe de store smudsige pladser foran husene i Allegade til haver. Denne ide udførtes med megen flid og bekostning og udvidedes til de øvrige dele af byen, således at man nu ser smukke haver på de fleste steder hvor der før fandtes gæs, svin, høns osv. 

På en tid altså hvor flere hæderlige mænd ved smukke haveanlæg søger at forskønne denne by, er det sørgeligt at se hvorledes enkelt mand ved sin ligegyldighed for det skønne, eller Gud ved af hvilken grund, omskaber have til svineri igen. Dette er tilfældet med hattemager Marx som har et lille sted i Frederiksberg bys Bredgade. I nærheden heraf ligger en plet jord som så at sige ligger på gaden, eller med hele siden ud til gaden. Dette stykke jord er forvandlet fra en have til det mest fuldkomne svineri. Stakitværket er faldet om, der er opført et slagterhus i haven, hvor man dagligt ser kreaturer blive slagtet og kreaturerne som venter døden, er bundet i haven ved træerne hele dagen. Dette afgiver et hæsligt skue for de omkringboende, ledsaget med en afskyelig lugt og stank. 


Især vil det være meget ubehageligt til sommer når deres majestæter spadserer fra den såkaldte Andebaks låge ned gennem Frederiksberg By. De høje herskaber ville herved få en mådelig ide om ejernes smag i denne kant af byen. Desuden er det beklageligt for syge mennesker og rekonvalesenter der opholder sig her om sommeren, at de i stedet for at rekreeres på landet, skal plages af alt dette. Derfor anmoder flere husejere i Frederiksberg By indstændigt hr. hattemager Marx om at gøre ende på denne ulempe og at lade den omtalte plads igen blive have som førhen.


(Politivennen nr. 678, Løverdagen den 27de December 1828, s. 871-872)


"Det sørgeligt at se hvorledes enkelt mand ved sin ligegyldighed for det skønne, eller Gud ved af hvilken grund, omskaber have til svineri." (Christen Købke: Falkonerallé udenfor København.O. 1845-47. Statens Museum for Kunst)


Svar fra Herr' Marx.

I anledning af det i forrige nummer af Politivennen indrykkede angående min plads på Frederiksberg, må jeg bemærke at jeg har overladt denne til min nabo Reidel. Men at han han der slagter kvæg eller foretager noget der kan falde naboer og genboer til besvær, er ganske uden min vilje og vidende, da jeg i disse vintermåneder i hvilke det hvorover der ankes må være forefaldet, ikke har været på Frederiksberg. Imidlertid synes det mig forunderligt at mine genboer der på en så inhuman og overdreven måde bebrejder mig den stedfundne uorden, skønt de vist nok meget godt ved at jeg ingen skyld har deri, ikke har overøst ophavsmanden, i stedet for mig med deres uhøfligheder.
D. Marx


(Politivennen nr. 678, Løverdagen den 3die Januar 1829, s. 11-12)

30 maj 2016

Slemt Potpurri ved Trinitatis Kirke og Taarn.

Flere gange har anmelderen gået forbi Trinitatis Kirke og er blevet opmærksom på at de vinkler som pillerne danner såvel ved tårnet som ved kirken, har været besudlet med menneskeekskrementer og urin. Vel vil sådant være vanskeligt at forebygge, når mængden ikke har så megen agtelse for stedet at de ikke finder det upassende at efterlade sig sådant der. Men at det ligger offentligt til skue højt op ad dagen er forargeligt. Man kan derfor ikke undlade at fremsætte det ønske at kirkens værge eller graver eller hvem det ellers er pålagt at tage sig at sådant, ville have indseende med at graverkarlen hver morgen måtte bortfeje samme. Det ville vist nok være gavnligt for murens vedligeholdelse hvis det endvidere blev pålagt ham et par gange om ugen at rense krogene med en kost for den fosforiske skorpe som sætter sig sammesteds. I modsat fald ødelægges muren.

(Politivennen nr. 677, Løverdagen den 20de December 1828, s. 863-864)


En Bemærkning.

I anledning af klagen i sidste politivennen over urenligheder i fordybningerne ved Trinitatis kirkemur vil man ikke undlade at gøre ankens indsender opmærksom på at det kun er pålagt kirkens betjente at sørge for kirkens indvendige renholdelse. Den udvendige renholdelse sorterer derimod under det offentlige, ligesom også at den stedfundne uorden meget vanskeligt vil kunne forebygges når ikke samtlige fordybninger tillukkes med et gitter enten af jern eller træ, hvilket så vidt erindres har været foreslået før. 

(Politivennen nr. 678, Løverdagen den 27de December 1828, s. 873)

Redacteurens Anmærkning

Kirkemuren eksisterer ikke mere. Kritikken af kirkegårdsmuren fortsætter i artikel "Bøn om et bedre Hegn for Trinitatis Kirkegaard", Politivennen nr. 952, lørdag den 29. marts  1834, s. 219-221.

Vel dyr Caffe.

Det går stadig som Jeronimus siger i Jean de France 2. akts 4. scene: "Ikke så mari på tehusene. For jeg har mærket her i København at når prisen engang forhøjet, bliver den altid stående, selvom varerne kan fås for den halve del ringere". Da priserne på kaffe og sukker atter nyligt er faldet, venter man imidlertid at den opskruede betaling de herrer konditorer kræver, lempes en smule efter tid og omstændigheder. Vel ved man at deres udgifter er betydelige, såsom til husleje og tidsskrifter. Men når man tilstår dem 100 procent, tror man at disse udgifter mv derved kunne bestrides. At de hidtil har oppebåret 300 procent, mener man uden overdrivelse at kunne statuere. Når man således antager at fx en kop kaffe koster konditorerne 3 skilling og tilstår dem herpå 100 procent eller 6 skilling, vil man være meget ræsonabel 150 procent eller 8 skilling, så ville de sikkert herved i det store hele være fyldestgørende og prisen høj nok i vores pengetrange tider til at udelukke pøbel fra konditorierne. Dette fremsættes herved til nøjere overvejelse for vedkommende og man ser forandring i den berørte henseende i møde.

(Politivennen nr. 677, Løverdagen den 20de December 1828, s. 859-860)

Redacteurens Anmærkning

Henvisningen til Jean de France 2. akt, 4 scene må være et hukommelsessvigt. Kun Arv, Elsebeth og Antonius er med i den scene, og de snakker ikke om tehusene. Udtalelsen stammer derimod fra 3. akt, 4. scene.

29 maj 2016

Bøn til høie Vedkommende om Afskaffelse eller Forandring i en for Flere høist skadelig Uskik

Det er vel uden for enhver tvivl at skøger og bordelhuses tilværelse i visse henseender må anses for fornødne. For i modsat fald ville samme vel ikke eksistere så frit og uhindret. Men det er højst beklageligt at disse bordeller skal være til skam og skade for andre skikkelige borgere der ernærer sig ved ærlig og lovlig håndtering. I dette tilfælde må beboerne i Holmensgade og i særdeleshed de der bor i de nærmeste huse, have al mulig årsag til at beklage sig. For denne gade er fremfor alle andre gader her i staden ilde anset og dårligt omtalt på grund af de 4 bordelhuse som er der. Især fruentimmer undser sig ved at gå igennem, og de kunne jo på en måde have grund til det. For det er jo højst ubehageligt at udholde for honette folk at passere gennem en gade hvor de kan vente at blive spottet og udleet af de skøger som altid ligger i vinduerne. Især når disse som det ikke sjældent er tilfældet, æreskænder. 

Det er indlysende at dette i flere henseender er til stor skade for gadens og andre beboere. For når for eksempel 1) en af husejerne har værelser at udleje, endog i de bedste og bekvemmeste huse og de lejesøgende vel synes godt om lejligheden og finder lejen rimelig, så hedder det dog: Tænk at bo i denne gade! Værten nødes da til at udleje sine værelser til folk som han mindst ønskede for ikke at lade sine værelser stå ledige. 2) Det samme er tilfældet med tjenestetyendet. For når en der tjener i denne gade, møder en af sine bekendte og der spørges: hvor tjener du nu? og der svares: jeg tjener i Holmensgade, så hedder det straks: fy, hvad! vil du tjene i denne hæslige gade? Når da en pige kommer hjem og fortæller sin husbond eller madmoder dette, er sådant meget ærgerligt og krænkende at høre. Det er også for det tredje meget ubehageligt, ja ofte utåleligt for de der bor i nærheden, at høre disse væsner der er blottet for al blufærdighed og velanstændighed, føre de liderligste og mest uanstændige samtaler i de åbne vinduer med deres bekendte, den laveste pøbel, når nogle af disse går fordi.

Man ser også hele flokke af velklædte børn af begge køn fra skolerne i nabolaget stå halve timer og more sig ved at høre og se på dette uvæsen. Hvilket indtryk sådant kan gøre på disse uerfarne og uskyldige børn er indlysende. Gadens beboere har vel i længere tid næret det håb at ejerne af disse liderlige huse engang har den godhed og agtelse for deres medborgere at smide disse skadelige væsner ud af deres huse og udleje disse til andre folk som ernærer sig ved ærlig og lovlig håndtering. Især havde man ventet det af to så agtværdige mænd som ejerne af nr. 113 og 115 i førnævnte gade, om de endog skulle nøjes med mindre leje. 

Men da dette håb i flere år har været frugtesløst og formodentlig vil blive det i fremtiden, så er det indsenderen heraf giver sig den frihed at henvende sin bøn og flere forenede ønske til det høje og respektable politi om at det for altid må blive disse liderlige fruentimmer forbudt at nærme sig vinduerne under noget som helst påskud da gaden ved denne anordning sikker igen ville vinde sin tabte agtelse. Og disse lade duller ville vel også muligvis finde på nogen nyttigere beskæftigelse end at sidde hele dagen med næsen på vinduesruderne da deres liebhavere sikkert nok ville vide at finde dem alligevel, uden at de behøvede at åbne vinduet og kalde dem ind. Og da nu gadens beboere i en række af år har lidt af denne uskik der strider mod al god orden og velanstændighed, har indsenderen det faste håb at hans ønske vil blive opfyldt, samt at kraftige og varige forholdsregler bliver anvendt imod dette uvæsen.

(Politivennen nr. 677, Løverdagen den 20de December 1828, s. 849-853)

Holmensgade omkring år 1900. Så vidt jeg har kunnet efterspore var "Det Røde Hav" nr. 21, mens Cafe Amerika var nr. 19. Hvis man tæller tilbage i billedet, ligger nr. 7 og 11 nogenlunde skjult af de to damer i venstre side af billedet. Københavns Museum.
 

Redacteurens Anmærkning

Holmensgade blev ændret til dette navn i 1823 efter at Frederik 6. havde givet efter for pres fra beboerne om at få ændret Ulkegades navn på grund af prostitution. Navnet blev ændret, men prostitutionen forblev, så det fik de ikke noget ud af. Holmensgade vedblev at beholde sit ry i mange årtier som beskrevet på denne side. Kvarteret blev saneret i 1930'erne og blev til Bremerholm.

Holmensgade 113 blev i 1859 til Holmensgade 7, mens Holmensgade 115 blev til Holmensgade 11. H. C. Andersen boede 1819-22 i Ulkegade 108. Først hos jordemoderen Maren Sophie Thorgesen (ca.1782-1838), dernæst en etage højere hos styrmandskonen Caroline Henckel. I 1823 skiftede adressen navn til Holmensgade 108 og i 1859 til Holmensgade 8. Hvilket formentlig var overfor de to nævnte adresser. Som nævnt er det hele revet ned, og næsten eventyrligt symbolsk ligger der nu en Fætter BR tæt på stedet.

Hvad angår den indledende kommentar om bordelhuse som "fornødne", så udtrykker den det tvetydige forhold der under enevælden herskede angående prostitution. Prostitution var et ulovligt erhverv, men som det ses til en vis grad tolereret af politimyndighederne. Der var nemlig lige det med syfilis! I oplysningstiden ændrede opfattelsen af syfilis sig fra at blive opfattet som en straf fra oven, til at det var en sygdom, der kunne bekæmpes med rationelle midler. På Politivennens tid havde Danmark indført fri behandling af syfilis og andre veneriske sygdomme uanset formueforhold. Fokus ændrede sig da også til ikke kun at være moralsk til den nære sammenhæng mellem prostitution og udbredelsen af kønssygdomme. 

Den fri behandling af kønssygdomme var ikke nok til at få kontrol med den frygtede syfilis. I 1815 krævede den enevældige konge, Frederik den 6., at den københavnske politidirektør fik sat kontroludøvelsen i regelmæssig politi- og lægekontrol med de prostituerede. De skulle møde til undersøgelse hos politilægen én gang om måneden. På Politivennens tid har der formentlig været omkring 3.000 prostituerede i København. Alt sammen hemmeligt for den almindelige offentlighed fordi man ikke ønskede at befolkningen fik kendskab til den tolerance over for det forbudte, der nødvendigvis måtte følge en sådan praksis. 

I løbet af første halvdel af 1800-tallet blev kontrollen af de prostituerede gradvis skærpet med krav om hyppigere undersøgelser hos politilægen. Straffen for at udeblive fra undersøgelserne var fx fængsel på vand og brød eller til arbejde i en straffeanstalt. Ved yderligere overtrædelser at de prostituerede blev tvunget til at lade sig registrere som "offentlige Fruentimmere"  og bo i et af byens tolererede hus, dvs. bordeller. 

28 maj 2016

Nogle Contra Spørgsmaale, i Anledning af et utidigt Spørgsmaal.

Mandag den 8. december 1828 indfandt indsenderen sig efter indbydelse i et sørgehus for at ledsage en gammel bekendt til sit hvilested. Begge klædt i borgerlig-militær uniform. Den ene i borgerlig infanteri og den anden i borgerlig artilleriuniform med flor om venstre arm. Hr. pastor Rothe der var til stede i embedsforretning, behagede da at spørge os hvad der foranledigede os her i borgerlig-militær uniform. Hvilket han fandt upassende til ligbegravelse. Dette spørgsmål forekom os meget påfaldende, da det er almindeligt bekendt at ikke alene militære, men endog andre civile embedsmænd indfinder sig ved begravelser i den for dem reglementerede uniform. Og da vi ikke kunne se at den af hans majestæt kongen for stadens borgervæbning allernådigst befalede uniform skulle være mindre hæderlig for dem der er berettigede til at bære den, så har vi eftersom spørgsmålet fremsattes for en offentlig forsamling, fundet os foranlediget til offentligt at fremsætte følgende spørgsmål hvis besvarelse muligt ville tjene andre til rettesnor ved lignende lejligheder.

  1. Eksisterer der noget forbud mod at en mand der er berettiget til at bære en uniform, må indfinde sig i samme ved ligbegravelser eller andre højtideligheder?
  2. Er hr. pastoren ved en sådan lejlighed berettiget til at fremkomme med en sådan ytring eller at tiltale nogen på sådan upassende måde?
  3. Mener hr. pastoren ikke at hjertet kan slå sig lige så varmt for konge, fædreland og almenvellet samt besjæles af lige så inderlige følelser for venners sorger og glæde under den røde kjole som under den sorte

To individer af
Kjøbenhavns Borgervæbning.

(Politivennen nr. 676, Løverdagen den 13de December 1828, s. 842-843)

Borgerlig Artilleri i fuld uniform. Lahdes kobbertryk.

Redacteurens Anmærkning

Der kan være tale om Valdemar Henrik Rothe (1777-1857) der på daværende tidspunkt var kapellan ved Trinitatis Kirke (1822-1830, senere præst 1830-1857), ifølge M. Kirsten Sandholt: Præster i Trinitatis gennem 350 år (2011). Dansk Biografisk Leksikon skriver at han med nidkærhed tog sig af de kirkelige anliggender, måske lidt for nidkært, ifølge to to ovennævnte herrer.

Vesterbroes Fortouge.

På et tidspunkt hvor brolægningen i København og især fortovenes er genstand for særdeles megen opmærksomhed, synes det besynderligt at Vesterbros fortove endnu kan være i så yderst dårlig forfatning at de som passage for fodgængere næsten er ubrugelige. Om sommeren når de er glatte, er de farlige fordi de ligger uordentligt og skrå, og de åbne rendestene medfører stank og ækelhed, og om vinteren står der udenfor de fleste porte sådanne vandskader, og i frost sådanne forhøjninger af is at passage er umulig. Brolægningen selv er af små toppede sten og yderst ubekvem.

Fortovene ligger endnu helt som de var før branden 1807 hvoraf følger at der på den strækning fra konsumptionsboden indtil jernporten er ikke mindre end 19 overkørsler til porte som nu til dels efter de nye bygningers opførelse enten slet ikke er til, eller kun er slagterporte uden indkørsel. Til eksempel udenfor nr. 6 og nr. 15 ses for hver af disse gårde tre overkørsler, nemlig to blinde, der støder lige på husenes vinduer, og en åben til brug. Der er alene for disse to gårde fire utilbørlige afbrydelser af fortovet.

Årsagen til den slette tilstand af disse fortorve der dog som spadserevej om sommeren kan frembyde yderlig bekvemmelighed, ligger vist nok deri at de anses at tilhøre husejerne der selv skal holde dem vedlige og derfor ikke betaler brolægningsskat.

Fortovene står således ikke under brolægningsvæsnets forsorg. Men det er ikke rigtigt at ejerne er fri både for skat og for at skaffe anstændige, endsige gode fortorve. Og det er aldrig godt at det offentliges vel beror på privat mands interesse. Det offentlige kan endog have megen anledning til at overse med en privat mand og skåne ham for bekostning for hvilken det ikke ville skåne sig selv.

Ved fortovenes ordentlige indretning med indsatte og bedækkede rendestene bortfaldt af sig selv alle de uordener med vandskader, skarn og blod fra slagterierne som den nuværende indretning uundgåeligt medfører.

Det er vel en vanskelighed at nogle, dog kun få af gårdsrummene ligger lavere end gaden. Men bedækkede rendestene kunne være lige så dybe som de nuværende åbne. Og om vinteren når vandet ikke kan afløbe frit på grund af is tilkommer det i alt fald gårdsrummets ejer selv at bære ulejligheden deraf inde i gården og ikke at besvære fodgængerne med det ved at stemme det op udenfor gården, endog ved ordentlige dæmninger af gødning.

Af og hvorledes ordentlige fortove kan indrettes når ejerne vil eller de tvinges dertil, kan ses udenfor jernstøberiet og apoteket og nogle flere andre steder, og bekostningen på omlægning af det hele fortov vil være meget ubetydelig. For de vandurstene som nu er anvendt til den helt unødvendige indfatning af alle indkørslerne, vil rundeligt tilstrække til at indfatte alle rendestene og at udlægge fortorvet selv i lige flugt. Det blev således kun arbejdsløn og nogle læs fyldning samt dækkebrætter som skulle bekostes.

Det synes rigtigst at Vesterbros fortorve kom til at stå under den samme autoritet som gadens kørebro og at følgelig husejerne betalte brolægningsskat. Men ifald noget er til hinder mod det er det vel politivæsnet til hvilket fodgængerne må rette deres ønsker.

(Politivennen nr. 674, Løverdagen den 29de November 1828, s. 793-797)

Redacteurens Anmærkning

En lignende kritik af fortovene på Vesterbro findes i artiklen "Nogle Spørgsmaale angaaende Vesterbro." i Politivennen nr. 851, lørdag den 21. april 1832, s. 253-256.

27 maj 2016

Ønske.

Da det er udenfor al tvivl at adskillige forbrydere har fået deres frihed i anledning af den høje, nu stedfundne formæling, så tillader indsenderen sig hermed at ytre et ønske om at en liste over disse måtte blive offentliggjort gennem et eller andet blad. Og tør han så meget mere holde sig forvisset om ikke at have fremsat dette ønske forgæves som en sådan bekendtgørelse før har fundet sted, og da det dog vel turde være lidt vel hårdt at nægte landets undersåtter den glæde på officiel vej at få nøjagtig kundskab om at landets ædle fyrste på Danmarks festdag endogså udstrakte sin nåde til de forbrydere, om hvem det turde antages at de havde udstået en efter deres forbrydelses grad passende straf, og om hvem der endvidere kan næres det håb at de langt fra at misbruge den dem allernådigst tilståede frihed atter ville blive nyttige og gavnlige medlemmer af statssamfundet.

(Politivennen nr. 673, Løverdagen den 22de November 1828, s. 784-785)

Et Par Ord i Anledning af Formælingshøitidligheden.

Politivennen der så ofte anker over uorden og misbrug, kan ikke undlade at gøre sine læsere opmærksom på den udmærkede orden og ro som overalt fandt sted i al den tid vores unge elskede fyrstepars høje formæling fejredes. Begge aftener da staden var illumineret, så man en utallig folkevrimmel bølge sig gennem gaderne, og dog opstod ingen uorden. For de som til vogns så illuminationen, kørte langsomt og forsigtigt, og den gående mængde gav villigt plads for vognene uden masen eller trængen. Selv under de studerendes smukke fakkeltog der dog foregik på en tid da staden var indhyllet i mørke og som overværedes af en uhyre mængde mennesker, hvoraf størstedelen kunne henregnes til de lavere klasser, fandt skøn orden sted. 

Anmelderen heraf havde taget plads Ved Stranden lige overfor slotte. Gaden var propfuld af mennesker. En del hængte i vanterne på de skibe der lå i graven, og bolværkerne var aldeles besatte. Og dog herskede der tavshed og stilhed som i en kirke så at enhver af de tilstedeværende grant kunne høre den skønne musik og sangen der blev afsunget på slotspladsen. Efter at toget var draget gennem slotsgården til ridebanen adspredtes mængden hurtigt og med største orden i de tilstødende gader. Betænker man at en stor mængde mennesker var strømmet hertil fra provinserne og at disse i forening med Københavns mange indbyggere for at se den smukke procession måtte samles på et indskrænket rum, det vil sige i de enkelte gader, hvorigennem processionen gik, så har man vel årsag til at undres over at ikke den ringeste uorden gjorde brud på den stilhed og højtidelighed der fandt sted mens processionen varede.

Sikkert havde vores virksomme politi truffet de kraftigste anstalter til ordens vedligeholdelse. Men en orden og rolighed som den der herskede i disse dage, kan ingen vagt og intet politi tilvejebringe. Grunden dertil må snarere søges i den dybe højagtelse og inderlige kærlighed som enhver dansk undersåt føler for vores lands elskede kongehus og sikkert vil vores ædle konge hvis bestræbelsers mål er folkets kærlighed, heri finde et bevis for at dette er opnået. Et bevis der udtaler sig kraftigere og herligere end de mest smigrende lovtaler.

(Politivennen nr. 671, Løverdagen den 8de November 1828, s. 755-757)

"Politivennen gør sine læsere opmærksom på den udmærkede orden og ro som overalt fandt sted i al den tid vores unge elskede fyrstepars høje formæling fejredes." (Bruden Wilhelmine Maria. J. F. Møller, 1828. Statens Museum for Kunst.)


Redacteurens Anmærkning

Der er tale om brylluppet 1. november 1828 mellem den senere konge Frederik 7. (1808 –1863) og Frederik 6.'s yngste datter Vilhelmine Marie. Altså et kusineægteskab. Heiberg og Kuhlaus Elverhøj er et bestillingsarbejde beordret af Frederik 6 til samme lejlighed - som også mere eller mindre havde beordret ægteskabet. 

Politivennens beskrivelse står i kontrast til ægteskabets senere skæbne, Frederik skejede ud og viste ikke sin kone stort hensyn. Frederik 6. ikke alene forviste i 1834 Frederik til Fredericia, han forlangte  også skilsmisse for sin datter. Det var ikke Frederiks første tvangsægteskab. 1841-1846 var han gift med Mariane af Mecklenburg-Strelitz. Som bekendt var Frederik forelsket i danserinden og modehandlersken Louise Rasmussen, Grevinde Danner.

26 maj 2016

Tjenestepigers Uforskammethed.

I forordningen af 14. februar 1810 er fastsat at ingen må bære eller hvile med byrder på fortovene. Ikke desto mindre ser man dagligt at enhver der har byrder at bære, benytter fortorvene til det, men ingen med mere uforskammethed end tjenestepiger når de om formiddagen går til eller fra torvene med deres torvekurve.

Således kom en pige den 6. i denne måned om formiddagen i Vimmelskaftet med sin kurv på fortorvet og mødte en dame som endog havde fortovsret, men gik af vejen da hun så at pigen havde en temmelig stor byrde at bære. Denne der ikke ville give sine medsøstre noget efter i uforskammethed, svingede med sin kurv hen i damens slør så det blev revet i stykker og gik sin vej uden at sige undskyld.

Det synes som om vores ellers så årvågne politi helt ser gennem fingre med ovennævnte lovbud, og dog ville det vist være almenheden kært at se samme mere overholdt da det er meget ubehageligt især for damer ikke at kunne gå sikkert på fortorvet for sådanne uforskammede.

(Politivennen nr. 671, Løverdagen den 8de November 1828, s. 757-758)

Et Landsby-Ønske.

Da vejene er eller til dels bliver indrettet bekvemt endog for fodgængere, så var det at ønske at landsbygaderne også blev indrettet fremkommeligt, da man almindeligvis må vade gennem gaderne i snavs til midt på benene når der er søleføre. De som lider mest derved, er børn som søger skole. Da det på de fleste steder er umuligt for dem at komme frem uden at blive så våde på fødderne som om de havde vadet, ja ofte taber i træskoene og bliver nødt til at træde i sølet med de blotte strømper. Børnene må nu sidde hele dagen med de våde strømper og hvilken skade er det ikke for deres helbred? 

"Det var at ønske at landsbygaderne også blev indrettet fremkommeligt, da man almindeligvis må vade gennem gaderne i snavs til midt på benene når der er søleføre." (Thorald Læssøe: Vej gennem en dansk landsby, 1831-78. Statens Museum for Kunst.)

Anmelderen foreslår derfor at lade en rad nogenlunde flade sten omtrent 3/4 alen brede og 3 tommer ovenfor jorden, lægges langs med den ene side af gaden eller hvad der var bedre ved begge sider af gaden. Dette kunne uden nogen vanskelighed iværksættes og når alle, både gårdmænd og husmænd blev beordret til det en dag, så ville der ikke blive meget tilbage for den følgende.

(Politivennen nr. 671, Løverdagen den 8de November 1828, s. 753-754)

25 maj 2016

Skolemester Uskik.

Det er før omtalt at der findes skolelærere som smigrer elevernes forældre ved at give børnene gode karakterer eller vidnesbyrd om deres flid og nemme. Som et eksempel herpå tjener følgende:

Anmelderen kender en mand der har en lille søn på 6 til 6½ år som går i en offentlig skole. Barnet kender bogstaverne og er for nyligt begyndt at stave. I august måned bragte han faderen følgende attest fra læreren:
"N. N. er virkelig en del arbejdsom til forskellig tid og gør en hensigtsmæssig fremgang med hensyn til hans karakter alder og talent. Sommerferien begynder onsdag aften den 23. juli og vedvarer indtil torsdag morgen den 14. august"
En måned efter kom drengen fra skolen med følgende vidnesbyrd:
N. N. større flid tiltager dagligt og hans opførsel har i de sidste dage været delikat. Når jeg giver ham valget mellem arbejde og frihed da læser han. Hvad kan man ikke love sig af en sådan discipel når lysten eller karakteren fremdeles vil blive den samme"
Hvad man kunne vente skete. Faderen der havde givet agt på den lille fremgang sønnen gjorde, tog ham straks ud af skolen for at sætte ham i en anden, hvor han kunne vente man ville lære barnet noget og ikke afspise faderen med smiger. Ville flere gøre ligeså, da blev vel sådanne skolelærere nødt til at vænne sig af med sådan uskik.

(Politivennen nr. 670, Løverdagen den 1ste November 1828, s. 739-741)

Betleri paa Toldboden og Toldbodveien.

Det er et forargeligt syn på Toldboden at se den mængde af betlere som antaster enhver rejsende og forfølger sådanne langs ned ad Amaliegade, hvoriblandt unge tøser med spæde børn. Ligeledes findes i samme gade, ikke få større og mindre betlere som anmoder enhver af de forbigående om almisse. Det er vel næppe at formode at dette uvæsen sker med Fattigdirektionens tilladelse og ønskeligt var det om samme ville se sådant afskaffet.

(Politivennen nr. 670, Løverdagen den 1ste November 1828, s. 731-732)

"En mængde af betlere antaster enhver rejsende og forfølger sådanne langs ned ad Amaliegade, hvoriblandt unge tøser med spæde børn." (H. G. F. Holm: Vagthus, Nordre Toldbod.)

24 maj 2016

Et Særsyn paa Christianshavn.

Ganske vist frembyder ruinerne af det såkaldte Børnehus intet behageligt skue for de omkringboende. Men man ved at finde sig i det, da kun en velforet pung vil være i stand til hurtigt at læge et så betydeligt sår. Og kan man være forvisset om at denne desværre nødvendige bygning så snart omstændighederne måtte tillade det, atter vil rejses af sin aske og således til fulde svare til sin egentlige bestemmelse, samt dertil tjene som en sand pryd for Christianshavns Torv.

Hvad der imidlertid i høj grad har tildraget sig almenhedens opmærksomhed er den jammerlige bindingsværks sidebygning udad mod Overgaden oven Vandet mellem denne straffeanstalts grundmurede facader ud til nævnte gade. Naturen i forening med kunsten synes her at have forenet sig om at opnå hvad man ellers omhyggeligt søger at undgå, en høj grad af uregelmæssighed. Og anmelderen må ærligt tilstå at han på sine mange rejser i og uden for Danmark aldrig har set en bygning fra hvilken symmetrien så ganske er landsforvist som netop denne. Vinduer af hvilke det ene fag er en hel alen højere end det andet, er på en vidunderlig sælsom måde anbragt blandt hverandre, og på hele facaden prunkter alle regnbuens, ja vel endog flere farver der danner et forunderligt miskmask så at man har grund til at tvivle om at vore med så megen smag udrustede stadsbygmester nogensinde skulle have givet sit minde til at denne bygning er blevet forsynet med sådan kolorit. Dog det ville være et herkulesk arbejde at udarbejde en nøjagtig beskrivelse over denne bygning. Den må beskues for at gøre det rette indtryk, og det er til en sådan beskuelse han herved indbyder hovedstadens indbyggere, især til den forestående illumination.

(Politivennen nr. 669, Løverdagen den 25de Oktober 1828, s. 721-723)

Redacteurens Anmærkning

I artiklen "Modbydeligt Svineri paa Christianshavns Torv." Politivennen nr. 754, lørdag den 12. 1830, s. 367-369 klages der over at ruinen bliver benyttet som lokum.

Bøn til Politiet

Man må anerkende vores årvågne politis opmærksomhed for den tryghed som gør at man om natten kan passere vores gader, ja at endog den mest befærdede Østergade efter borgerlig aftentid, fordi de er renset for kønnets udskud, nemlig de offentlige fruentimmer. Men det er meget at beklage at netop der i nærheden, i så henseende herefter desto større uorden, ja endog forbundet med sådan lovløs fremgangsmåde at den roligt gående risikerer overfald og lemlæstelse. Og dette er virkelig tilfældet på gadehjørnet af Lille Kongensgade og Halmstræde hvor der fra kl. 10 om aftenen og næsten hele natten er en stor forsamling af offentlige fruentimmer som tiltaler og antaster enhver. Og til deres assistance har de fra en nærliggende port en del slagsbrødre til medhjælpere. Indsenderen er ikke alene selv på den mest uforskyldte måde kommet i ulejlighed med denne røverhob, men har endog set og oftere hørt at det er hændt andre lige så.

Igennem dette blad vover man derfor at henlede politiets opmærksomhed på nævnte gadestrøg med håb om at en sådan uorden vil blive hæmmet.

(Politivennen nr. 669, Løverdagen den 25de Oktober 1828, s. 719-720)

"På gadehjørnet af Lille Kongensgade og Halmstræde er der fra kl. 10 om aftenen og næsten hele natten en stor forsamling af offentlige fruentimmer som tiltaler og antaster enhver." (Lille Kongensgade og hjørnet til Halmstræde, nuværende Nikolajgade krydser ved efter det gule hus. Eget foto, 2015)

23 maj 2016

Om de idelige Klager over de slemme kjøbenhavnske Drenge

Man har allerede i mange år hørt sådanne klager. Ikke blot over de egentlige såkaldte gadedrenge, men selv over de bedre klassers drengebørn når de har nået den alder at de kan sættes i skole. Man siger at Københavns gadedrenge i råhed og uforskammethed skulle besidde første rang blandt alle andre landes store stæders drenge. Hvilket også tydeligt nok kan spores ved de små opløb som så ofte finder sted, ved den ubarmhjertige forfølgning af fulde mennesker eller andre så har været så uheldige at falde i denne hæderlige korporations unåde, osv. 

Noget af det der bidrager til denne barbariske råhed i barndomsårene, er vel den omstændighed at København er en søstad og gemmestedet for en orlogsflåde, hvorfor dels sømandsbørn, dels også især Holmens faste stok som just ikke har rod for nogen fortrinlig børneopdragelse, allerede fra barndommen udbreder en utidig raskhed som så ofte udarter til pøbelagtighed og brutalitet. 

Men hvad kan årsagen være at også de bedre klassers børn forråder samme mangel på opdragelse, og at man som for kort tid siden blev ytret i dette blad, må næsten næsten være bange for at passere forbi en mandstærk skole på den tid dens håbefulde elever forlade den? Hvad er årsagen til at denne vakre ungdom allevegne hvor der er spektakel på færde er først ved hånden, ja endog ofte overtræffer den privilegerede gadedrenge-korporation i ustyrlighed og råhed? Indsenderen tror at årsagen for en stor del må søges i de almindelige mangler som ledsager den moderne børneopdragelse og som Rahbek allerede for henved 30 år siden med rette profilerede i sin danske Tilskuer. 

Ungdommen, ja selv barndommen, proppes fuld med stumper af en mængde til dels undværlige kundskaber som gør dem opblæste og uregerlige midt i deres uvidenhed. Men at danne hjertet, at bibringe forstanden sand oplysning, at udvikle de pligter som skal iagttages af den unge og være hans ledestjerne gennem livet, at indprente ham sædelighed og beskedenhed, hvorledes skal der blive tid til sådant i vores undervisningsfabrikker som man har givet navn af institutter når lektionstabellen tilbørligt skal efterkommes? Således rejser sig da også det bagvendte i vores børneopdragelse på denne måde i et stort, men desværre kun lidt fordelagtigt lys.

(Politivennen nr. 669, Løverdagen den 25de Oktober 1828, s. 715-717)

rsagen må søges i de almindelige mangler som ledsager den moderne børneopdragelse og som Rahbek allerede for henved 30 år siden med rette profilerede i sin danske Tilskuer.." K. L. Rahbek (Statens Museum for Kunst)
 

Redacteurens Anmærkning

Knud Lyne Rahbek (1760-1830) stod bag tidsskriftet Den Danske Tilskuer (1791-1806), Nye danske Tilskuer (1807-1808), Sandsigeren (1811), Tilskueren (1815-1822) og Tilskuerne (1823).

Om en Deel af de nuværende Slavebevogteres nutidige og fremtidige Stilling i Staten.

Efter de seneste befalinger ser vi ikke sjældent soldater som må passe de slaver som er i fæstningen. Disse infanterister skal (efter sigende) forrette denne tjeneste et år imod at få 1 rigsbankmark daglig, mundering og brød. Under sådan tjenstforretning opdrages han til dovenskab og ladhed og taber agtelsen for sin stand, sig selv og sin påklædning over bliver muligvis helt fordærvet. For ved ørkesløst at passe på disse forbrydere kan han vist nok ikke selv om han end måtte og ville, lukke øret for de fortællinger som der vanker dagligt. Han lærer nogle af disse subjekter at kende personligt. Han afslår vel ikke en samtale med sådanne, og ved alt dette ifølge Bibelens ord: Lediggang er roden til alt ondt, fordærves han omsider. 

Dog, lad os endog forudsætte det bedste, nemlig at han lige så god afsendes efter tjenestens påbudte opfyldelse, at han da er aldeles ufordærvet på sjæl og legeme - er det da ikke tænkeligt at han ved sin hjemkomst blandt sine bybørn og samtidige fortæller hvad han har erfaret i sin tilbagelagte tjenestetid? Tilhørerne vil da ikke undlade at lægge mærke til det, og en sand lykke om ingen tog sig et eksempel af disse vidunderlige fortællinger og tildragelser. Men desto værre gives der jo brådne kar i alle lande. Disse fortællinger vil ufejlbarligt ikke blive ubemærkede, og eksemplet i tidens længde bragt i udøvelse. 

Det er derfor anmelderens ærbødige hensigt at gøre de høje ansvarlige opmærksom på dette og hellere lade den gamle udtjente underofficer, soldat og brødløse få dette hverv end ved den nuværende tjensterøgt muligvis bidrage til forbrydernes antals forøgelse. Enhver ting i verden kan have sin tvetydige betragtningsmåde, således også denne. Har anmelderen fejlet, da anmodes kun om at blot det må blive ham lagt til brøde at han ene har haft sine medundersåtters tarv og gode til hensigt, og han takker for enhver belæring som i sådan henseende kunne blive ham meddelt, ifald han skulle have faret vild.

(Politivennen nr. 669, Løverdagen den 25de Oktober 1828, s. 725-727)

22 maj 2016

Bør Gaderenovationen aflosses i Hovedstaden?

Beboerne i nærheden af den mølle ved siden af Østerport som for nogen tid siden styrtede om, ville ønske at de ansvarlige værdigede deres opmærksomhed om hvorvidt det kan være i overensstemmelse med et godt sundhedspoliti i en stor by at vælge noget sted i den til en losseplads for gaderenovationen.

Man kan forsikre at den på ovennævnte sted anlagte store mødding allerede har været til megen ulejlighed for omegnens beboere og man frygter for at dens ubehagelige nærhed endnu længe vil være til besvær.

(Politivennen nr. 664Løverdagen den 20de September 1828, s. 610-611)

Om Forprang med Levnetsmidler.

Så vidt vides eksisterer der et lovbud som forbyder al forsalg med levnedsmidler, og derimod udtrykkeligt befaler at alt skal sælges på akseltorv. En bedrøvelig erfaring har imidlertid overbevist almenheden om at dette velgørende lovbud ikke overholdes, idet man næsten dagligt har lejlighed til at erfare at såvel handelsberettigede som andre i gæstgivergårdene opkøber hvad de kan overkomme. Denne handel drives især tidligt om morgenen på torvedagene og ikke sjældent aftnerne forud. Det har til følge at kun lidt kommer på torvet til stor skade for stadens samtlige indbyggere. Men især for kælderbeboere som bor på Gammeltorv og Nytorv og som er berettiget til at købe på torvet for atter at kunne forsyne de familier der ikke har lejlighed til at indfinde sig der til almindelig torvetid. At kælderbeboerne som en følge af denne uskik vanskeligt kan svare de påbudne skatter og afgifter, betale deres husleje og underholde deres ofte talrige familie, er vist nok let at indse, og man håber derfor  at der vil træffes de til dette uvæsens standsning fornødne forholdsregler.

(Politivennen nr. 664Løverdagen den 20de September 1828, s. 609-610)

Redacteurens Anmærkning

Akseltorv har ikke noget med nutidens Axeltorv at gøre. Politivennens tid var det heller ikke et torv opkaldt efter mandsnavnet Axel, men hed sådan fordi bønderne her kunne sælge varerne direkte fra hestetrukne vogne (med hjul og vognaksler). Da disse fyldte ret meget, var akseltorv byens største torv. 

21 maj 2016

Ønske, betræffende Seiladsen mellem Christianshavn og Nyhavn.

Der er som bekendt til almenhedens bekvemmelighed truffet den foranstaltning at man kan sættes over fra Nyhavn til Christianshavn og vice versa med både. Denne i sig selv gode indretning ville medføre en endnu mere udbredt nytte hvis der på Charlottenborgsiden ligesom på den anden side - Nummersiden eller Sladderrækken kaldet - anbragtes en ordentlig skibsbro ved hvilken bådene kunne lægge an, så at man også derfra kunne lade sig sætte over. Dette er nu næsten en umulighed. For næppe vover unge og raske endsige aldrende og svagelige personer at stige op og ned af den derværende stejle som for det meste er en stige besudlet med menneskeekskrementer. Og de er således i den nødvendighed at måtte vandre til fods op ad Charlottenborgsiden og ned ad Nummersiden (her ofte udsatte for den mest brændende solhede) forinden de kan bestige en af de både som ligger ved denne side.

Man tillader sig derfor at fremsætte ønske om at der i den henseende bliver truffet de fornødne foranstaltninger til almenhedens bekvemmelighed. Og anmelderen mener at bådenes humane ejer vil gøre sig en glæde af at bidrage til opfyldelse af dette højst rimelige ønske. Ligesom han også formoder at høje ansvarlige med al redebonhed vil møde ethvert andragende han måtte ville fremsætte desangående.

(Politivennen nr. 662Løverdagen den 6te September 1828, s. 585-586)