31 marts 2015

Opfordring til Københavns Urmagere

(Efter indsendt)

København lider i denne tid en sand mangel på kundskab om hvad klokken er. Urværker er dels brændte, dels ødelagte. Og var ikke hovedvagtens og Helligånds Kirkes ure, ville menigmand være meget uvidende om tiden. Københavns urmagere, hvilke for det meste bor i stueetagen, ville derfor gøre sig den største del af Københavns indbyggere taknemmelige, om de i deres vinduer ville hensætte et taffelur, som altid viste tiden rigtig. Sådant er desuden en måde som følges af mange andre stæders urmagere, der bruger intet andet skilt end dette.


(Politivennen nr. 504, 26. december 1807, s. 8099-8100) 

På uret på den Reformerte Kirke i Gothersgade står der 1731. Om indsenderen ikke regnede dette for noget, om det var i stykker eller der var andre grunde til ikke at nævne dette ur, det ved vi ikke.

En Fabrikation, som fortjente en følelig Belønning

(Efter indsendt)

Blandt alle den store stads onder er dette vist nok ikke den mindste at en del varer kunne fordærves eller forfalskes, uden at samme altid og allevegne kan pågribes af den magt som er betroet opsynet med det. Ikke fordi det var umuligt, men fordi indbyggerne er alt for magelige eller skødesløse med straks at angive enhver sådan fejl!


En amagerinde på hjørnet af Dybensgade og Admiralgade mistænkes for at sælge fortyndet mælk. Hun sælger tre slags mælk med tre forskellige priser potten

En af de varer som det er størst ynk og harme at se forfalsket er mælken. Hvis prisen steg, ville det ikke være så slemt, som hvis prisen er lav, men varen fordærvet.

Man anmelder derfor til højere opmærksomhed, at en amagerinde, der har stade på fortovet på det hjørne af Admiralgade og Dybensgade hvor blikkenslagerenke madam Petersen er husejerinde, sælger tre slags mælk. En til 2 skilling, en til 3 skilling og en til 4 skilling potten. Foruden denne forargelige sortering ligner alle sorterne, selv den bedste så lidt sand eller ægte mælk i smag og syn at fabrikantinden efter anmelderen mening har vel fortjent at anbefales til politiets drøftelse og kendelse.


(Politivennen nr. 539, 27. august 1807, s. 8657-8659)

Til en Mand i Annise på Kronborg Amt

(Efter indsendt fra Helsingør)

Den ytring De offentligt på Esrum tilkendegav om vores brave bekendte hr. Lars Backe, at han måtte være en retskaffen mand og af god tænkemåde, fordi han ikke ville røve fremmed gods eller afgive sig med kaperi, er ganske falsk. Og den ros De derved ville tillægge ham, ophøjer ikke manden. Han hæves ikke ved sådanne mænds utidige lovtaler. For De bør til Deres græmmelse vide at hr. Backe som ægte dansk mand var blandt de første der blev forsynet med kaperbrev. Og det er uden for enhver tvivl at han med sin sædvanlige iver og fyrighed havde tilføjet sin og landets fælles fjende al mulig afbræk dersom ikke en 3 måneders vedholdende sygdom havde lagt hindring for hans lyst, mod og dansk tænkemådes ytring.


(Politivennen nr. 504, 26. december 1807, s. 8098-8099) 

"Stand and deliver". At kaperne har truet engelske priser med dette udråb, og om de har brugt disse flintlåspistoler fra Politivennens tid, kan meget vel være muligt. (De forreste har dog tilhørt Frederik 8. Eget foto, Tøjhusmuseet).

Spørgsmål eller ønske

(Efter indsendt)

Dersom der før skulle være udstedt noget kongeligt reglement for danske kaperkaptajners uniform, ønskedes dette offentlig bekendtgjort. Hvis ikke det findes, så at et sådant måtte allernådigst bestemmes og bekendtgøres. Engelsk og franske kaperkaptajner bærer endog epauletter og pordepe.


(Politivennen nr. 504, 26. december 1807, s. 8111)

30 marts 2015

Forslag til alle Forlagsejere i Danmark og Norge

For at gavne Sønderjylland og Holsten og at fremme udbredelsen af det danske sprog endnu mere der, er det ved højeste befaling bestemt at alle forordninger som angår disse lande herefter skal trykkes såvel på dansk som på tysk. Således at en dansk side kommer til at stå lige overfor en tysk side. Og det ses altså at det er regeringens, ligeså vel som hver god dansk mands ønske, at statens enhed også efterhånden vinder den forøgelse af fasthed som et eneste fælles sprog unægtelig afgiver. Derfor tror udgiveren deri den naturligste anledning til at foreslå samtlige danske og norske forlæggere at bidrage hvad de formår til at fremme dette ønskelige formål.

Disse landes befolkning kan betragtes som bestående af to store klasser. Til den første henregner jeg embedsmænd, personer af hvad man kalder bedre opdragelse, og dem der altid har lejlighed til at omgås med danske. Altså alle indbyggere i Sønderjyllands og Holstens østlige stæder. Denne klasse kan enten allerede dansk eller har let ved at lære og forstå det, og trænger altså mindre til det som jeg agter at foreslå. Den anden klasse er den hele agerdyrkningsklasse eller bondestanden og indbyggerne i landenes vestlige, sydlige eller midtlands stæder. På disse er det der især bliver at virke.


Forslaget består deri: "At hver dansk og norsk forlagsejer eller så mange af dem som anser sagen gavnlig og patriotisme for noget mere end et blot navn, beslutter og tegner sig for i et vist antal år fx i ti år eller længere årligt at ville give 10 eksemplarer eller flere eller færre af hver for almuen nyttig og dertil passende dansk bog i hans forlag, til oprettelse af danske almuebogsamlinger på  landet og i de ovennævnte stæder i Sønderjylland og Holsten.


Vel vil dette middel virke langsomt, men udgiveren tør med sikkerhed tro at det vil alligevel betydelig formere udbredelsen af det danske sprog. Eksemplet vil måske bevæge andre, til ved pengegaver at skabe flere danske almuebogsamlinger i disse provinser. Og foruden denne nytte, som sprogets udbredelse yder, ville de skænkede gode bøgers læsning have en god virkning på læserne og bibringe dem mangen hidtil savnet nyttig kundskab.


Uden at foregribe givernes bestemmelse, hvoraf mulig en kan fortrinligt ville give til en egn, en anden til en anden egn, ville jeg foreslå at begynde amtvis, således nemlig at Haderslev Amt i 1808 fik 10 danske almuebogsamlinger, Tønder Amt i 1809 fik 10 ditto og således såvidt det ville række.


Ved de herrer amtmænds omsorg håber jeg med tillid at de af enhver givne bøger besørgedes til de særskilte sogne, han dertil udkårede i sit amt. Af de herrer præster i disse udkårede sogne tør det sikkert håbes, at de ville villigt og troligt, som og ubetalte, påtage dem opsynet, udlåningen, tilbagefordringen af de deres sogn tildelte bøger. Med et ord at være bogsamlingens bibliotekar. Og af ethvert sådant sogns mænd selv kan det vel med rimelighed forventes at de ville bekoste det skab hvori bøgerne i kirkens våbenhus kunne stå forvarede.


Det forstår sig selv og ventes af giverne iagttaget at romaner (på meget få nær), røverhistorier, bøger om selvkure, usædelige bøger og lignende ikke gives så lidt som lærde værker.


Ved indbindingen var det godt at bogbinderen påsatte amtets navn. Amtmanden kunne siden i bogen skrive sognets navn og at den ikke måtte sælges eller købes af nogen, eller lånes ud af amtet.


Det er gavnlige bøger som Levin Christian Sanders sørgespil "Niels Ebbesen" som er passende til et dansk almuebibliotek. Her indledningen til scenen med Stig Andersen og Niels Ebbesen. Herved vil vi kunne udbrede det danske sprog i Sønderjylland og Holsten.

Udgiveres eget forlag er vel ikke af de store. Dog indeholder det adskillige gavnlige bøger passende til et dansk almuebibliotek. Dertil henregner han Olufsens Annaler, Boysens Vejledning til huslig lyksalighed, Aabys Vejvisning for en bonde til selv at opmåle sine jorder, Mønsters samling af folkesange, Samling af sømandssange, Tordenskjolds levnet, Sanders Niels Ebbesen, Krig for havenes frihed. Af disse giver han med fornøjelse 10 eksemplarer af hver, i næste år, til Haderslev Amt og vil tilsende amtmanden dem indbundne. Og finder hans forslag bifald hos de andre herrer forlagsejere, større og mindre vil han til lige værdi bidrage i så mange år som de øvrige.

Ved denne lejlighed kan udgiveren ikke undlade at opfordre en eller anden velmenende boghandel til at besørge et lille men passende leksikon af Plattysk og dansk til brug for de mange nu herværende krigsmænd fra Sønderjylland og Holsten. At det ville være disse nyttigt er ikke at tvivle på. Og at det også i Sønderjylland og Holsten selv ville få afsætning, kan man med sikkerhed forudsige. For ikke det tyske sprog, men det plattyske er modersmålet i disse to provinser.


(Politivennen nr. 502, 12. december 1807, s. 8072-8077) 

Redakteurens Anmærkning

Man skal selvfølgelig være forsigtig med at overfortolke. Men med lidt forsigtighed kan denne artikel sammen med artiklen om stiftelse af et patriotisk selskab måske ses som udtryk for at udtrykket patriotisme er ved at skifte indhold over mod nationalisme. Hvor andre artikler i Politivennen (se fx artiklen fra 19. april 1806) om Holsten og tysk sprog har haft til hensigt at ligestille de to sprog, plæderer denne artikel for at holstenerne med tiden skal begynde at tale dansk. Og at man skal begynde at "missionere" blandt holstenerne for det danske sprog. Noget som 1807 tilsyneladende havde skubbet til. Og som peger frem mod treårskrigen 1848-50, og længere frem til 1864. Bemærk i øvrigt også artiklens opdeling af Sønderjylland i øst (dansk) og vest, midt og syd (tysk).

En artikel med lignende indhold findes i Politivennen nr. 362, 4. februar 1809, s. 9050 . I forbindelse med indkaldelsen til stænderforsamlingerne var der en længere afhandling om sprog i artiklen "Bøn til Hans Majestæt, samt til vor høiere kirkelige og verdslige Øvrighed, om en forbedrende Forandring i Sønderjyllands kirkelige og juridiske Stilling." i Politivennen nr. 981, lørdag den 18. oktober 1834, s. 715-721. 

Nytte for Sjælland af den nærværende Krig.

Hvor problematisk denne overskrift end vil synes mange, er det dog unægteligt at Sjælland, den eneste provins der hidtil har følt, og vi bør både håbe og tro den eneste der vil i nogen grad komme til at føle krigen, ikke alene har haft gavn af den, men mulighed til endnu større.

Den omstændighed at krigen gør det nødvendigt at der står en betydelig krigsmagt på Sjælland, har haft til følge at agerdyrkernes varer holder sig i en pris der rigelig lønner hans møje, mens regeringens forsorg har modarbejdet og bliver kraftigt ved med at modarbejde, at den ikke skal blive mere trykkende end uundgåeligt for indbyggerne i de sjællandske byer.


Sjællænderne, og jeg mener jordbrugerne som den talrigeste klasse, er altså på dette område heldigere end de andre provinser hvor priserne er langt lavere, hvilket vel
gavner købstadsmanden, men ikke den store jordbrugerklasse.

Men krigen har muliggjort endnu større fordele for Sjælland. Man ved at for alle de skønne arbejder, der så højlig befordrer et lands opkomst, indenrigshandel og samfærdsel, og gavner dets forsvar, fx gode vejes anlæg kanaler, udgravning af trækfløjtegrave, udgravning af moser og søer osv. er mangel på hænder den hindring, som næst efter pengemangel mest modsætter sig. Men hvor der er en hel hær af raske, kraftfulde krigere, bortfalder denne mangel af sig selv.


Hvor der er en hel hær af raske, kraftfulde krigere, er der masser af hænder til at grave fx gode vejes anlæg, kanaler, trækfløjtegrave, moser og søer osv. (her er det Havelse Å der er lettere udgravet. Dog i moderne tid. Eget foto).

Hvad her er sagt, kan naturligvis kun forstås når og hvis troppernes militære formål tillader at deres kræfter og arme bruges til sådanne foretagender, der med al deres ypperlige nytte dog her kun kommer i betragtning i anden række.


Hvor nogle tusinde arme, ligesom fordum de romerske legioners, når fjenden ikke truer, beskæftiges med ovennævnte nyttige arbejder, der går det rask fra hånden. De første og skønneste landeveje Europa havde, blev lavet af soldater.


Et tusinde par marvfulde armes kraft kunne snart tilvejebringe en række af trækfløjtegrave, uden kostbare sluser, uden større dybde end to alen, afbrydende, hver gang jordsmonnet ikke længere tillod et og samme vandspejl mellem Roskildefjord og København. Tolden på denne vandvej, der forbandt så meget af Sjællands nordlige del med København ved en så let måde, ville rigelig betale indkøbet af grundene og den tillæg i lønning, som de dertil brugte soldater skulle have. De amter, hvorigennem sådan vandfart lagdes ville desuden så herligt gavnes derved, at de med al rimelighed burde bidrage dertil.


Jeg har kun nævn en ting og kun beskæftigelse for 1.000 mand. Dette var nok til et eksempel og nok sagt, hvis tanken værdiges det allerhøjeste bifald, som jeg er så dristig at håbe.


(Politivennen nr. 503, 19. december 1807, s. 8091-8094)

Brænde kan, uagtet krigen, fås i København til en tålelig pris.

Man tillader sig at tilegne den kongeligt nedsatte forsyningskommission følgende uforgribelig tanker:

Det er en sandt at man i havnen tager 15 til 16 rigsdaler for en favn brænde.


Det er sandt at der i havnen ligger en stor mængde skibe uden beskæftigelse eller befragtning, som kunne bruges til brændetransport. I Dragør havn ligger også en mængde.


Det er ikke ugrundet formodning at dersom et antal skibe afsejlede til egne og fremmede steder, efter denne artikel, ville man kunne hente endnu en mængde ladninger før frosten.


Men dersom det er sandt at ejerne ikke lader disse ørkesløst liggende skibe befragte. Dersom en regering har en ubestridelig ret til i krigstid, og altid når statens tarv kræver det, til at sætte privat ejendom i rekvisition, så tør man til den høje kommissions bedømmelse ytre at det ikke blot ville være godt, men fremmende med rimelighed, med regeringens ret og med Københavns indbyggeres tarv om det ved et kongebud befaledes at enhver skibsejer i København og Dragør der ikke kunne bevise at hans skib var befragtet for tiden, eller i begreb med at foretage en afrejse før frosten, skulle være forpligtet til at befragte samme (til at hente brænde, der står færdig til indskibning), imod at befragterne udredede den af den høje kommission bekendtgjorte kongelige assurance, både for skib og ladning, og for hen- og hjemrejsen.


(Politivennen nr. 503, 19. december 1807, s. 8085-8086)

29 marts 2015

Forsvar for de mange latterlige Indskrifter på vore Gader, Kirkegårde osv.

(Efter indsendt)

Til udgiveren af Politivennen

De tror måske at indsenderen er en maler der tager til genmæle på deres gentagne tugtelser. Men det er ikke tilfældet. Var han imidlertid en af de tugtede malere, ville han forsvare sig således.


Hvad skal vi med korrrekturlæsere på fx gravindskriften for Koes (død 1804) og hans søn (død 1805)? Teksten gør det jo bare det hele så meget mere fornøjeligt i denne tid hvor der ikke er så meget at more sig over. Kreefter, giennen? Pyt med om Ordbog over det Danske Sprog ikke kan godtage det! Man sættes i godt lune. (Eget foto, Assistenskirkegården). 

Politivennen finder at man ved vores bommerter fristes både til at le og græde på en gang. Da vi i den senere tid har haft så mange vigtigere anledninger til sorg, håber jeg at ingen vil græde over de bommerter eller latterligheder vores pensler frembringer. Altså bliver det kun tilbage at le over det. Men er dette så stor en ulykke. Bør man ikke snarere takke os for at vi således opmuntrer vores medborgere, der desuden går så alvorlige på gaderne at man må ærgre sig. Jeg tror at den maler der i hver gade kunne udpensle sådant tøjeri at man måtte briste i latter over det hvad enten man ville eller ej, fortjente en stor præmie. Daraussen forstår man dette bedre. I min ungdom læste jeg der følgende gravskrift over en borgmester:

Hier unter ligt Hans Kirkering
The so scheep op de Föte ging.
Herr! Mach im di Schincken glick
Und helpem in din Himmelrick.
Du nimbst dir ja die Lämmer an.
So let den Bock dock ock mitgan.


Sådanne indskrifter er penge værd. Man sættes i godt lune, og det er jo for fornøjelsen man stræber sit hele liv igennem.


(Politivennen nr. 501, 5. december 1807, s. 8058-8060) 

Redakteurens Anmærkning

Jeg vover følgende oversættelse af den lille digteriske perle i indslaget:

Herunder ligger Hans Kirkering
Som så chikt gik på fødderne. (??)
Vorherre! Gør hans skanker stærke
Og hjælp ham til dit Himmerige.
Du tager dig jo af lammene.
Så lad dog også bukken komme ind.

Forslag til den høje Direktion for Skolelærerseminariet på Blågård

(Efter indsendt)

På nuværende tidspunkt hvor næsten ethvert ungt menneske har grebet til våben mod fædrelandets fjender, kan man med rette spørge hvorfor ikke også vores Blågårds seminarister enten ville støde til et af vore frikorps eller selv oprette et sådant? Overbevist bør man imidlertid være om at det ikke kan behage så mange unge menneskers sind kun at være tilskuere til den hævn alle ønsker at tage over de fornærmelser der er begået imod fædrelandet. Så meget mere da alle disse unge mennesker er danske børn. 

På grund af det foreslår man at de 50 seminarister udgjorde et slags let infanteri, såsom skarpskytter for studenterkorpset. De kunne som også studerende bære dette korps' uniform, med et slags afmærkning som kunne adskille det fra samme korps' linjeinfanteri, fx en grøn fjer eller om man så ville, en grøn kjole med rød krave eller noget sådant.

At det ville medføre nytte at studenterkorpset havde et lille korps skarpskytter, håber man vil indses af enhver der ved hvad vore brave livjægere udrettede i de farlige dage. Dette forslag håber man den høje skoledirektion vil overveje og bedømme.


(Politivennen nr. 501, 5. december 1807, s. 8057-8058)

28 marts 2015

Forslag til opmuntring for Kaperfarten

(Efter indsendt)

Det er allerede sket et par gange at vores raske småkapere har taget fjendtlige skibe, men
for at undgå en nærmende krydser har været nødt til at forlade den erobrede prise og søge tomhændede mod land. I den anledning foreslås at der enten af regeringen eller af patriotiske borgere udsættes en belønning for den kaper der bevisligt har haft et fjendtligt skib i besiddelse, men har måtte slippe det over for overmagten, og således uden egen skyld mistet den langt større opmuntring som opbringelsen af prisen ville have været.

Sabel fra Politivennens tid. Om den har været brugt af en kaper, kan vi ikke vide. Men den kunne meget vel have været det. (Eget foto, Tøjhusmuseet).

Et bedre bevis for en sådan mislykket erobring kunne være at medtage den forladte prises mandskab, eller hvis der ikke var lejlighed til det, kaptajn og styrmand, samt skibspapirerne.


En dobbelt belønning har den kaper gjort sig værdig til i det tilfælde hvor han kunne se den prise som han havde taget med livet som indsats, glide sig af hænde ved at en overlegen fjende nærme sig, og så brændte eller sank den prise han måtte forlade, efter at han som ovenfor nævnt havde medtaget dens mandskab og papirer til uimodsigeligt bevis på, at det af ham ødelagte skib virkelig tilhørte fjenden.


(Politivennen nr. 499, 21. november 1807, s. 8030-8031) 

Redakteurens Anmærkning

Kapere og priser

Var statsautoriserede sørøvere. Private kaptajner eller søfolk som havde statens velsignelse til at røve og plyndre engelske og svenske handelsskibe. Modsat sørøvere blev de ikke hængt når de blev fanger, men fik status af krigsfanger. Et kapret skib blev kaldt en prise. Kapervæsenet havde eksisteret siden middelalderen. I 1752 havde Frederik den 5. frasagt sig retten til en del af gevinsten, så det kunne være en indbringende, omend farlig forretning. Englænderne var i høj grad afhængig af Østersølandenes korn, tømmer, tovværk, sejldug, tjære og beg. 

Der blev udstedt omkring 600 kaperbreve under Englandskrigene 1807-14. Kaperbådene var mindre skibe, kuttere, luggere og jagter med et par kanoner. Deres fordel var at de kunne sejle hurtigt. Englænderne fik dog efter et par gyldne år for kaperiet hurtigt kontrol over kaperiet. Medvirkende var at kaperne konkurrerede i stedet for at samarbejde. Christiansø var base for de større kaperskibe. Her var et kystbatteri som kunne beskytte mod engelske krigsskibe.

At besætningerne ikke bestod af lutter fædrelandskærlige, fremgår af beretninger fra Jacob Augustinus Eberth, som gjorde tjeneste i kanonbådene 1807-1814 og bl.a. deltog i angrebet ud for Dragør på linjeskibet “Africa” (Citat Eberth, Viggo C. Slægtliste over den danske Gren af Slægten Eberth / samlet og udarbejdet af Viggo C. Eberth i Anledning af min Faders Constantin Eberths 100-Aars Fødselsdag den 7. Maj 1917. - Kbh. : Nielsen & Lydiche, 1917. s. 10-11):


Under kanonbådenes ophold ved Møen, hvor en del af dem havde station, var der en af mandskabet, som skrev et brev til kronprinsen, i hvilket han fortalte om de rædselsfulde råheder og mishandlinger, som mandskabet var udsat for.Dette brev blev sendt til den øverstbefalende til undersøgelse, og undersøgelsens resultat var for mandskabets vedkommende en opfordring til at forråde, hvem af dem det var, der havde skrevet brevet. Da ingen meldte sig, blev hele mandskabet tampet daglig - formodentligt for at udvikle fædrelandskærligheden - og ganske særlig gik denne aftampning ud over nogle enkelte, hvem officererne havde mistanke til. - Om aftampningens art og voldsomhed kan man gøre sig et begreb derved, at flere af mandskabet blev tampet til krøblinge for livstid. Jeg har flere gange som barn, når jeg fulgtes med bedstefar til Toldboden, hvilket var hans yndlingstur, og vi kom forbi “Larsens Plads”, hvor der dengang endnu var skibstømreri, set ham tale med og give penge til en stakkels krumbøjet og vanfør mand, som var en af dem, der var blevet mishandlet ved Møen, og hver gang sagde den gamle: “i hans bryst banker et hjerte af guld, han har vidst besked, men ikke villet forråde sine kammerater, trods alle mishandlinger”.Imidlertid var der sluttelig en af dem, som bukkede under for pinslerne og angav brevskriveren, men han fandtes den næste morgen dræbt med lige så mange knivstik i livet som der var menige i kanonbådsafdelingen.

Endnu et forslag til skændselsminde

(Efter indsendt)

Indsenderen af dette tror at man ved at opføre nogle af de foreslåede skamstøtter af sten eller andre materialer som stammer fra vores land, gjorde støttens helte for megen ære. Han foreslår derfor at det sammensattes af så mange af deres hele og sprængte bomber, brandkugler, kanonkugler og brandpile som de så skændigt sendte ind i byen og endnu kan fås. Sikkert ville de kunne udgøre en betydelig masse.


Smukke burde den ikke være. De jernplader, der skulle føre de nødvendige indskrifter, burde være af smeltede bomber eller kugler osv.


Skamstøtten skulle helst stå på et af de mest foragteligste af vore torve, fx ved siden af støtten på Ulfelds Plads. Nemlig skamstøtten for Corfitz Ulfeldt, som stod lidt til venstre for midten på dette billede. I dag Gråbrødre Torv. (Eget foto).

Allerbedst ville en sådan støtte kunne stå på det foragteligste af vore torve, nemlig Skidentorvet, eller tæt ved siden af støtten på Ulfelds Plads.


(Politivennen nr. 499, 21. november 1807, s. 8029-8030)

27 marts 2015

En Efterretning om Elendighed, tilegnet københavnske Menneskehjerter

(Efter indsendt)

Endnu i dag (14. november) findes i midten af forrige reberbane ved Østerport for enden af Krokodillegade 9 brandlidte grupper med omtrent 20 børn, hvoraf nogle har ligger sådan på det bare gulv siden bombardementet.


Efter deres eget udsagn har de intet til livsophold, udover at feje det ene stykke efter det andet. Og de kan slet intet foretage sig, da lugerne må holdes lukkede for vind og regn, der gør dag og nat lige mørke.


(Politivennen nr. 498, 14. november 1807, s. 8003)

Monumenter til Skændsel for England

(Efter indsendt)

Udgiveren har modtaget adskillige forslag om sådanne monumenter og vil derfor meddele dem her samlede:

Nr. 1) Til udgiveren
Ikke mindst i de danske, men også i fremmede stater, findes adskillige monumenter rejst til evigt minde og opmuntring for levende og kommende slægter. Men sjældent finder man et lige så nødvendigt monument til afsky og skræk for uædle handlinger rejst nogetsteds i verden, når undtages Corfitz Ulfeldts skændselsstøtte, som endnu er bevaret her i staden.


Den engelske regerings på alle måder udviste uædle, ufredelige, og til et raseri af ødelæggende handlinger mod ikke blot nationens, men mod alle nationer, og især mod den fredeligt sindede danske nation på en så udmærket måde, synes man fortjente et lignende afskyminde i alle fastlandsstater og allermest nu for tiden i Danmark.


Derfor foreslås: At et mindetegn af tilhugne kampesten på alle måder lignende Ulfeldts støtte, måtte opføres på den bastion af Københavns volde (tæt ved voldvejen), som ligger nærmest den ved bombardementet ødelagt del af staden. Og støtten forsynes med en påskrift på alle fire sider på dansk, tysk, fransk og engelsk med følgende indhold:


"Året 1807 til evig skam og skændsel for engelsk herskesyge og troløshed".

nr. 2) Hr. Udgiver.
Jeg har nu snart i sinde at opbygge min gård, som de helvedes bomber ødelagde. Omtrent 8 bomber og 4 brandkugler, ligesom nogle kanonkugler, som Cathcart venskabeligt sendte mig in cito cito, ville jeg ønske at anbringe til minde om ham og hans udsendte. Men er uenig med mig selv om måden. Jeg ser nogle indmure bomber i deres bygninger, enten uden indskrift eller med de ord: "Venskabsminde, engelsk venskab", osv. Men da jeg har så meget godt gods at anbringe, ville dette ikke forslå. Hvad synes De om følgende:


En 24 punds kugle vil jeg anbringe som lod på min mellemdør, med denne indskrift:
"Nu lukker jeg for fredeligt hjem, men før jeg tjente ransmænd, og med magt brød ejers dør"
Over min port vil jeg sætte den største bombe med denne indskift:
"Lig engelsk statskunst hul, lig engelsk hjerte hård,
Lig engelsk ordholdenhed her jeg evig hullet står
".
En brandkugle har jeg bestemt som kakkelovnsknap i min stadssal, og tror at jeg vil lade skrive på den:


"Da Canning, Percival og Castlereagh fik lyst i fredens akselstad at knuse barn og kvinde,
De tvivled om dertil en bøddelknægt at finde;
Men Fanden hvisked: Sligt er Cathcarts heltedyst
"


Dog bliver man træt af at skænde, selv om man er nok så vred. Og mit ønske er derfor, at De vil indrykke dette i deres blad, for at en eller anden kunne bevæges til at give mig et råd til på bedste måde at få indskrifterne på de øvrige samt råd til deres bedste anbringelse.


Hvis nogle af disse ideer blev til virkelighed, så har jeg ikke været opmærksom på det. Derimod er der en mindestøtte for Kongens Livjægerregiment der gjorde 2 udfald for at fjerne nogle træer der stod i flådens skydelinje i Classens Have. Den ligner i dag mere en samling bunkere end det udflugtssted den var i 1807. "Frivilligt forsvar 1801 * 1807. Classens Have* 1848-49-50*1864*1914-1918".

Nr. 3) Til udgiveren
Efterhånden skikkes de forslagne huse og nye opbygges, og jeg ser dog kun få bomber, granater eller kugler indmuret. Dette gør mig meget ondt. For at almuen kan huske den skændigste dåd, der nogensinde er begået, kan intet bedre middel tænkes end det, at de allevegne så de engelske venskabspant funkler på huse og gårde. Det ville virkelig smerte mig meget, hvis man ikke i hvert spor af skud på murene indmurede et af disse mordredskaber i Rundetårn, Nikolaj tårn, Frue-, Petri-, Runde- og Reformert Kirke, Studiegården osv. Det er ikke sandt at noget sådant ville vansire, slet ikke når tingesterne blev forgyldte. Og generelt bør retfærds- og patriotiskhedskrav være helligere end pyntelighedens.

Nr. 4 Til Politivennens udgiver
Historien vil retfærdigvis bevare erindringen om englændernes skændselstogt til Sjælland. Men det forekommer mig at et offentligt mindesmærke derom, rejst på det sted der var målet for deres niddingsværk, var en ting, som man højligt burde ønske.


Når først den skade, bomberne gjorde på husene er udbedret. Når den del af byen der afbrændtes om ikke ved, så dog i anledning af bombardementet, igen og skønnere end før er opbygget. Når Petri Kirke er udbedret. Når Frue Kirke atter er under tag, og Frue Tårn knejser med en skøn, lige høj, men ikke brændbar bygning. Når vores orlogshavn atter viser det trøstige syn af en stolt flåde. Når søtøjhuset igen er fyldt med alt hvad der hører til flådens udredning. Så vil mindet om de
forøvede afskyeligheder som den engelske regering bød København efterhånden uddø med de kvæstede og deres frænder. Og englænderne vil ikke længere føle sig ydmygede ved at betræde Københavns gader og pladser. Men et skændselsmonument ville så endnu kunne indjage dem gysen, føre skamrødme over deres ansigt, og tvinge dem til at forbande dem de skyldte et så beskæmmende syn.

Et sådant monument kunne bedst oprejses på Nyholm. Det burde forestille Kain der myrder sin bror Abel, fordi han var Gud behageligere, og på fodstykket metalplader, som under hesteskytten på Amalienborg, beskrive de engelskes togt med sande og kraftige ord.

Nr. 5) Til udgiveren
Da jeg har hørt mangfoldige ønske en Ulfeldt støtte opsat for England her i København, foreslår jeg at sætte den i Landemærket på det sted, hvor ilden standsede. Eller lige overfor i kirkemuren.


Den kunne være en simpel obelisk af granit, men på fodstykket måtte indsættes en indskrift, som angav "at den ild som her standsede, efter at have ødelagt de og de gader, bestående af de og de mennesker, skyldtes den engelske regering, der midt i fred og uden mindste påskud indkastede 12.000 bomber, granater og brandpile i København, for at rane den danske flåde og plyndre dels Holm osv"


(Politivennen nr. 498, 14. november 1807, s. 8006-8012) 

Redacteurens Anmærkninger

Canning 
Var den engelske udenrigsminister George Canning. Om ham skriver gov.uk: "His greatest success was outmanoeuvring Napoleon at Copenhagen by seizing the Danish navy, but he also quarrelled badly with the War Minister, Castlereagh, over the deployment of troops".
Castlereagh 
Hentyder formentlig til den britiske krigsminister Robert Stuart, viscount Castlereagh.
Catchcart. 
Der hentydes til den britiske øverstkommanderende general William Cathcart
Percival 
Må hentyde til Spencer Percival.

26 marts 2015

Eksempel på Villighed og på Uvillighed til Menneskeredning

(Efter indsendt)

I forgårs den 11. om aftenen kl. 10 hørte jeg i min bopæl en stærk råben og skrigen, og så vidt jeg kunne skønne fra pælerækkerne udenfor Langebro. Jeg og mange flere gode og retskafne mennesker ilede derfor over til bommanden Kjer, for ved ham eller hans hjælp at få båd og årer for at ro ud og hjælpe de i livsfare værende mennesker. Men han nægtede både over for mig og de andre at han hverken havde både eller årer. Og det fortjener at anmærkes at han modtog mig med en yderlig grovhed han modtog mig, og ligeså S. T. hr major Haffner som kom til i det samme og spurgte mig, hvad der var på færde, og flere som i denne anledning var forsamlede der. Uden at få hjælp af ham, henvendte vi os til forvalter Poulsen på Appelbyes Plads, som kom selv og medbragte årer. Denne retskafne mand gik også selv m. fl. ud til pælerækken og reddede to menneskers liv. Men en var allerede druknet på grund af det lange ophold. Om et sådant forhold kunne komme i betragtning ville det måske tjene andre for fremtiden.


Sukkerformefabrikken i København den 13. nov. 1807
O. Ettrup, fuldmægtig


(Politivennen nr. 498, 14. november 1807, s. 8001-8002) 


Sukkerfabrikation har en lang tradition på scenen for dette indslag (indsenderen er fuldmægtig på Sukkerformefabrikken). Disse lagerbygninger er dog over 100 år yngre, fra 1912-13.

En noget anderledes version af denne udlægning af begivenhederne står i det efterfølgende nummer af Politivennen nr. 499, 21. november 1807, s. 8017-8021). Heri forvandler den udskældte bommand Kjær sig nærmest til helt:


Eksempler på Sandhed og på Usandhed

I Politivennen 498 læser jeg en beretning i anledning af den ulykke, som traf min søn, Reinhardt Rødder, forleden onsdag aften, som hverken er fuldstændig eller ganske rigtig. Og jeg håber derfor at læserne af bemeldte blad vil høre den rette sammenhæng af mig, som en nedslået far, der har mistet sin alderdoms støttestav, og vist havde mindst årsag at skåne, om jeg vidste nogen der havde bidraget til hans død. Fiskeren Frederik Møller blev hyret til at lodse hr. Weilbachs kaperbåd ud gennem Kalveboderne. Han mødte ikke og båden blev uden lods roet ud. 

 Et par timer derefter kom Frederik i land og lod sin båd, en lille bergensjolle, blive uden for pælerækkerne. Da han var gået hjem, og jeg og min søn som sædvanligt sad hos bommanden, hørtes et jammerligt skrig, hvorefter bødker Olsen, en matros fra den fynske jagt som på den tid lå ved badehusene, samt min søn på Kjærs anmodning da han på grund af sygdom ikke selv kunne sejle ud, tog hans båd og roede ud for at se om nogen var i fare. De kom tilbage og forklarede for mig og Kjær at de hverken havde hørt eller set nogen og vi blev alle enige om at skriget måtte være kommet fra kaperbåden, der ikke kunne finde løbet. 

Straks derefter kom hr. styrmand Nielsen fra den bemeldte kaper der havde lagt sig ved Toxverds Bro, over land derfra og spurgte efter Frederik. Min søn gik efter ham, fandt ham i sengen, men fik han dog med. Nu gik hr. Nielsen, min søn og Frederik i Kjærs båd som han lånte dem, ud til pælerækkerne og over i Frederiks båd. Vinden var sydlig og stærk, og en rasende søndenstrøm satte mig i nogen angst. Men da jeg vidste at min søn var den bedste svømmer, og at Frederik ligeledes kunne svømme, og begge var gode søfolk, gik jeg hjem og Kjær med sin familie i seng. 

Derefter hændte den ulykke at båden kæntrede. Men min søn var da som altid uforsagt. Han fandt en grund, og på den vadede han og de andre til pælerækkerne. Som de har sagt mig, hjalp han dem op og i sikkerhed. Havde han med den blevet siddende, og som de andre gjorde, råbt om hjælp, var han blevet reddet. Men han ville ikke skrige og sætte skræk i folk. Han besluttede derfor at svømme i land og tog derfor skoene af. Dem fandt jeg under hans klæder på hans bryst da han var fundet og taget op af vandet. Et krampeslag dræbte ham straks, for hverken hr. Nielsen eller Frederik så noget til ham eller hørte mindste skrig fra ham. 

Da disse i en tid af en time og derudover forgæves havde ventet ham med båd, og da Frederik ikke måtte forlade Nielsen, da han ligesom min søn ville have svømmet, begyndte de at skrige om hjælp. Der kom da folk og bankede Kjær op, som nøgen og uden at eje flere end den ene båd der lå ved pælerækkerne, skulle tvinges til at ro ud, og hvorved forefaldt spektakler som nok på sit rette sted blive påankede. Dette er sandhed. Og at Kjær, min søn og jeg med nogle flere med Kjærs båd og under hans anførsel, ved har opfisket og reddet de fleste gange under livsfare over 40 personer ved Langebro, er også sandhed og nok som bekendt.

Johan Georg Rødder




Endnu noget om de på Stakaterne opklavrede Menneskers Redning

(Efter indsendt)

Den forklaring, Johan Georg Rødder har fremsat i Politivennen nr. 499 finder jeg mig ugerne beføjet til at besvare. Skønt samme har slet ingen sammenhæng med det som passerede førnævnte aften mellem kl. 10 og 11. Ikke heller den undskyldning for redning med hans søn, som han selv siger var hans alderdoms støttestav! At han var gået hjem og bommand Kjær med familie i seng, erfaredes. At jeg bankede Kjær op med det formål at få hjælp hos ham eller oplysning dertil er sandhed. Men som j. G. Rødder fortæller i samme blad at Kjær skulle tvinges til at ro ud er usandhed. Vi var nok som kunne og ville ro ud til dem som var i livsfare, når vi bare havde kunnet få årer af Kjær, da 2 eller 3 både lå uden for hans hus uden årer. Om han enten var ejer deraf eller for en del overlades dertil. 


At jeg m. fl. i samme skynding resolverede at ringe og banke forvalter Poulsen op er sandt. Og han kom og medbragte årer og benyttede han og vi andre os af samme både, som der var, til at ro ud og redde to mennesker, hr. Nielsen og Frederik Møller, som i lang tid havde siddet eller hængt på pælerækkerne og råbt og skreget om hjælp. Jeg tror det var min pligt at gøre alt hvad som var muligt i sådant tilfælde. Og at det passerede ved denne lejlighed nok på sit rette sted er blevet påklaget, det kan Johan Georg Rødder få sikker efterretning ved politirettens første protokol, hvor han vil erfare førnævntes rigtighed. Fuldstændig som det på førnævnte tid passerede i denne anledning.  

(Politivennen nr. 501, 5. december 1807, s. 8049-8051)


Redacteurens Anmærkning

Der kan vel efterhånden ud fra Politivennens artikler skrives et lille værk om Bommand Kjær. En ven på Facebook har henvist til Folketællingen fra 1801, og her kan man ved en simpel søgning finde følgende oplysninger:

København, København (Staden), Christianshavn Kvarter, Christianshavns Kvarter, Matr. 389, 1913, FT-1801, A5035

Navn:  Alder:  Civilstand:  Stilling i husstanden:  Erhverv:  Fødested:
Johan Kiær 34 Gift
Bommand
Constance Severine Struck 34 Gift
g Johan Kiær
Anna Erenst Stine [Kiær] 6 Ugift
Maren Cathrine [Kiær] 4 Ugift
Caroline [Kiær] 2 Ugift
Ole Petersen Hald 62 Ugift
Skyder Sælhunde

Man kan vel konkludere at bommand Kiær må have haft nok at se til, udover at skulle passe bommen og badeanstalten. 3 små børn. Af hans andre indlæg i Politivennen ved vi at han fik 2 flere børn, som han godmodigt karakteriserer som "uopdragne". Samt en 62-årig logerende der "skyder sælhunde". På det tidspunkt brugte man mængder af tran til gadebelysning og garvning. Og det fik man bl.a. fra sæler, som der var masser af langs de danske strande, bl.a. ved Køge. Amager var berygtet for sit trankogeri, der skal have frembragt en ganske afskyeligt stank.

Kiær optræder i øvrigt som stamfar til en efterlyst person på Slægt og Data. Ligesom den ene af hans døtre Maren Cathrine tilsyneladende er kendt på Familiesporet.

Den skaldede Matros

(Efter indsendt)

Da man hver dag på Københavns gader må gøre den sørgelige erfaring at den velkendte skaldede matros uhindret tør antaste, forskrække og forfølge folk, vil man hermed gøre fattigvæsenets politi (som muligt må være uvidende om hans tilværelse) opmærksom på følgerne af denne uforskammede tiggers frihed, der tidlig eller sildig er at fruentimmer med svage nerver udsættes for at få slagtilfælde af forskrækkelse over hans påtrængenhed. Det var derfor særdeles at ønske at denne uforskammede karl i tide blev indsat i tvangshuset.


(Politivennen nr. 497, 8. november 1807, s. 7997-7998)

Om Indløbet til Kalvebod Strand

(Efter indsendt)

Det er allerede før adskillige gange i Politivennen blevet ytret hvor ønskeligt det ville være om Kalvebodløbet igen blev brugbart for små skibe.


Da København nu allerede ved tre måneders blokade bør have lært at indse at det ville være godt om staden havde søtilførsel fra mere end en side, og det er muligt at en overlegen søfjende endnu i næste forår og sommer vil gøre alt sit til at gøre denne sandhed end mere følelig, så synes det at være tid igen at omtale denne sag.


Kalvebodløbet og Kalvebod Strand 2013. Set fra dæmningen på Amager som på Politivennens tid lå i selve løbet, og altså i vandet. Længst væk ses Fisketorvet, tættest Sluseholmen. Alle disse bebyggelser på Sjællandssiden lå dengang i selve løbet. Kalvebodløbet var meget bredere, men til gengæld mere lavvandet end tilfældet er nu. (Eget foto).

Hvis man læser om Københavns ældre blokader, ser man de tydeligste beviser på den store nytte det bragte indbyggerne at madskibene fra småøerne og Fyn ad Kalvebodløbet kunne indløbe uden synderlig fare, når det derimod var umuligt fra Reden at få mindste tilførsel.

Ødselhed er vist nok et stort onde. Men det er unægteligt at der gives tilfælde hvor sparsommelighed har lige så slemme følger. Et af disse var det da Kalvebodløbet ved Københavns udvidede befæstning afspærredes for sejlads for blot at have Toldbod og toldbetjentene ved et indløb i stedet for to.


Ikke alene har sejladsen for samme skibe derved i en så lang årrække været gjort langsommere, for ofte kan den heftige strøm i Dragørrenden hindre sejladsen hele dage, men selv mange skibbrud kan siges at være undgåede, når skipperne straks havde kunnet søge ind i Køge Bugt og overalt i Kalvebodløbet ligge som i den tryggeste havn.


Det er ikke troligt at dette løb skulle være blevet meget grundere medens det har været lukket for skibe. Den eneste skade det rimeligvis kan have lidt, kan være at en eller anden sandpram kan være sunket deri. 6 til 7 fods vand påstår kyndige folk at der endnu gives, og dette er allerede nok for de mindste jagter og for store både.


Men skulle det endnu være sådan at der virkelig var blevet grundere, så gives der hvis regeringen måtte ønske dette løb brugt igen til stadens mageligere forsyning, som altid i fred, så især i krig, et overmåde godt middel til uden mindste pengeudgift at få dette tilvejebragt.  Man behøvede nemlig blot at sætte
til offentlig auktion dette løbs opmudring, afmærkning og vedligeholdelse såvel som en lods imod afgift af alle ind- og udgående fartøjer, således at den der ville påtage sig at sætte og holde det i stand mod den mindste afgift af de farende blev evig ejer af Kalvebodløb.

(Politivennen nr. 497, 8. november 1807, s. 7994-7996)


Redacteurens Anmærkning

Kalvebod Strand lå længere inde i landet end nu. Området syd for Langebro mellem Tietgensgade og Kalvebod Brygge var dengang oversvømmet og er normalt det område som Politivennens skribenter omtaler som Kalvebod Strand. Stakaterne var en pælerække som gik tværs over løbet mellem København og Christianshavn nogenlunde syd for der hvor Langebro er i dag. I dette område lå også badehusene.

Forslag om de af Universitetet udsatte Prisermaterier

(Efter indsendt)

Da det er at formode at kun meget få af de fra universitetet udsatte prisspørgsmål ville blive besvarede til den bestemte tid, da mange af de studerende er blevet afbrudt i deres videnskabelige sysler, og en stor del formodentlig er bortrejst til Norge, Jylland og provinsen, og ikke let kan komme tilbage, så foreslås det om ikke opgaverne kunne forblive gældende for det følgende år, da det dog synes rimeligt, at de som allerede havde arbejdet på afhandlinger over dem, ikke aldeles skulle tabe frugten og deres fordele.


(Politivennen nr. 497, 8. november 1807, s. 7997)

25 marts 2015

Opfordring til Stiftelse af et patriotisk Selskab

(Efter indsendt)

Har verden nogensinde set mage til skændigt, lumsk-nedrigt og røverisk overfald mod et uskyldigt og fredeligt folk, således som englænderne begik mod os og vores land? Har noget folk, nogen nation nogensinde haft en mere retfærdig anledning, en større pligt til at søge hævn over barbaren, for den mod det viste skændselsdåd, end vi har?


Det var her englænderne udførte deres "skændselsdåd" for over 207 år siden: Afsejlingen med danske flåde fra Nyholm og ødelæggelser. Men mastekranen og bygningerne på begge sider står der stadig. Dg nu også med B&W's gamle kæmpehal som baggrundskulisse. Tænk Melodi Grandprix 2014. Samt fregatten Peder Skram der nu er museum. 

Så uimodsigeligt det er, at disse spørgsmål alene kunne besvares med nej! lige så sikkert ville det være at vi ikke fortjente fremmedes eller vores egen agtelse hvis vi ikke af denne begivenhed blev opvakt til at tage al den hævn vi formår over sådan en fjende.

Foruden den hævn vi som nation, ved våbens magt skulle søge, og hvortil det er hver mands pligt at understøtte regeringen af alle kræfter, findes der en anden som er uden regeringens bydende: En hævn som ethvert individ blandt os, kvinder såvel som mænd, kunne deltage i, som ikke koster blodsudgydelse, som er let at tage, men som derfor ikke ville være mindre smertelig for vores fjende, og som endelig, fordi den skader ham, ville gavne os selv i samme forhold og på mangfoldige måder. Den nemlig: At vi fra vores huse og boliger bandlyste alle engelske fabriks- og manufakturvarer, samt alle engelsk-østindiske luksusvarer.


Det kan ikke tvivles om at denne ide, skønt gammel, jo vil finde mange tilhængere hos os for nærværende, når den for alvor kunne søges udført i praksis.


Det tilkommer os, hovedstadens beboere som har været lidende tilskuere til vores fjenders skændselsdåd, at gøre begyndelse, at give eksemplet for rigernes øvrige indbyggere. Lad nogle agtede mænd træde sammen for at lægge en plan for et selskab, hvis formål skulle være at udelukke alle engelske fabriks-, manufaktur- og luksusvarer, samt at opmuntre fremstillingen og forbruget af alle indenlandske varer. Mange af vores medborgere ville helt sikkert forene sig med dette selskab. Det ville afføde flere sådanne selskaber af sig omkring i rigets provinser, og måske virke som et eksempel i andre nordlige riger af Europa, som kunne blive frygteligere for vore fjender end selve krigen.


Vor regerings bistand til jeg formålet må vi virkelig kunne regne med.


(Politivennen nr. 496, 31. oktober 1807, s. 7977-7979)

Redakteurens Anmærkning

Denne opfordringen til boycot af engelske produkter er formentlig udtryk for samme tankegang som især blev fremsat af justitsråd Carl Gottlob Rafn, som i november 1807 opfordrede til at understøtte indenlandsk manufaktur og sværge ikke at købe engelske produkter. Regeringen støttede denne plan og Selskabet for Indenlandsk Kunstflid (8. febuar 1808-1821). Rafn døde imidlertid 17. maj 1808, og der fandtes ingen konkret plan for selskabets virke. I juni forsøgte stiftamtmand Carl Frederik von Hellfried at genoplive planen. 

Det danske marked bestod af en betydelig import af engelske varer. Og da industrialiseringen allerede var godt i gang her med fremstillingen af finere varer end de danske, var engelske produkter attraktive for de borgere, som skrev i Politivennen. (Her et kaffe- og testel af udenlandsk oprindelse. Eget foto, Nationalmuseet). 

Befolkningen var splittet, selv om den proengelske del var et mindretal. Hadet til England holdt sig længe. Efter Napoleons nederlag ved Waterloo i 1815 blev der demonstreret foran den engelske gesandts hus i København og råbt "Napoleon Leve". I praksis kopierede Danmark dog mange af de engelske liberale ideer: Afskaffelsen af laugs og købstadsprivilegierne til fordel for en liberal markedsøkonomi, enevælden blev afløst af grundloven. Derimod lærte man også af slagsiderne: Opløsningen af bondesamfundet, industrialismens sociale kløft mellem rig og fattig. 

Patriotismen var borgernes ideologi: Ideer om borgerdyd, almenvellets bedste og offervilje. Patrioten, borgeren der tilsidesatte egne interesser for fædrelandets. Arbejdsomt, flittig og redelig. Artiklens patriotisme afspejler en begyndende nationalpatriotisme som ikke handlede om den stats- og samfundsorienterede almenpatriotisme, men nationens interesser. Mens den første troede på et fælles mål for hele menneskeheden, så fokuserede den sidste på Danmark (og Norge).

Artiklerne om andre klasser, "de lavere klasser", de "ringere klasser", almuen mv. i Politivennen fortæller så på sin side om hvor langt borgeren havde tænkt sig at tilside sine interesser for "fædrelandets". Altså bønderne, tyendet, amagerkonerne, matroserne, tiggerne, stort set alle andre grupper nævnt i tag-clouden i højremenuen. Kort sagt, ikke ret meget længere end borgerklassens egne grænser. Dvs. inden for grænserne af de 5-10% af den mest velstående del af (Københavns) befolkning.

Et Ønske imod Smørforfalskning

(Efter indsendt)

Den overdrevne pris som smør er i, synes at burde fritage det for at forvanskes og forfalskes. Ikke desto mindre ser man at noget af det i disse dage på Gammeltorv solgte smør har været blandet med kartofler. En så lumpen måde at snyde på fortjener i sandhed opmærksomhed. Man måtte derfor ønske at den ved torvet vagthavende politibetjent befaledes at holde en lille synsforretning hos enhver af de sælgende for at opdage bedrageriet.


En sådan forfalskning af smørret kender man let, dels på smagen, som er tør og meget bitter, dels på dets udseende, da det i så tilfælde er kornet, af forskellige farver og hvad man i husholdningssproget kalder kort.


(Politivennen nr. 496, 31. oktober 1807, s. 7984-7985)

24 marts 2015

Bøn til Stadshauptmandskabet

(Efter indsendt)

Var det ikke muligt
for stadshauptmandskabet i fald det borgerlige militær stadig skal gøre brandvagter,  at besørge deres vagtstuer ombyttet med nogle der er lidt større og lidt mere bekvemme. Indsenderen har en af disse nætter besøgt en ven på Bagerbrovagten (den på Vestergade skal dog være noget bedre). Men måtte straks gå ud igen og kan ikke begribe hvorledes disse herrer kunne udholde det. På denne måde ville de øverstkommanderende ved det borgerlige militær glæde borgerne meget ved at gøre tingen lidt mere behagelig. Det kan let efterkommes, da der på Købmagergade befindes flere offentlige bygninger hvor der let kunne indrømmes dem en vagtstue. Disse steder er Porcelænsfabrikken, Vajsenhuset, Regensen og Postgården. Det formodes at man vil finde rimelighed i forslaget og dette snart antages

København den 16. oktober 1807.


(Politivennen nr. 495, 24. oktober 1807, s. 7958-7959

Spørgeren får læst og påskrevet i næste nummer:

Svar til Spørgeren i Politivennen af 24. Oktbr, om bedre Vagtstuer til det borgerlige Infanteries Brandvagter

(Indsendt)

Forinden disse vagter blev i følge hans majestæt allerhøjeste brandforordning befalet, anmodede stadshauptmand ved 2. borgerofficerer på adskillige steder i de til den afbrændte del af staden nærmest stødende gader om passende værelser til førnævnte brandvagter, men forgæves.


På vedkommendes tilbud måtte derfor med glæde modtages de tilbudte lejligheder. For man kunne ikke skaffe bedre og havde ellers slet ingen haft.


Det er altså heraf klart at der fra stadshaupmandskabets side i denne som i enhver anden henseende er sørget for borgerne så meget det har stået i dets magt.


I øvrigt oplyses spørgeren tillige at generalkommandoen på stadshauptmandens forestilling af 20. denne måned til en lettelse for borgerskabet har bevilliget at dise brandvagter, som efter stadens ildebrand i 1795 vedvarede i 17 uger, måtte ophøre. Hvilket de også allerede for længst er.


(Politivennen nr. 496, 31. oktober 1807, s. 7982-7983

Om Nyholm

(Efter indsendt)

En borger som sammen med andre ville gå ind på Nyholm for at se fjendens handlinger der, blev afvist af vagten med de ord at ingen må komme derind.


Denne borger foreslår de høje ansvarlige at lade Nyholm åbne til enhver københavners beskuelse i tre på hinanden følgende dage. Det vil være en tilfredsstillelse for disse gode folk, og ville være nyttigt for staten. For han tror, at det er nyttigt rigtigt at blive gennemtrængt af had og afsky mod sit lands fjende. Og han tør uforgribelig mene at ingen skade derved kunne tilføjes, da der ikke skal være noget levned at beskadige.


Nyholm: Af al vor herlighed har vi blot tomten tilbage. Men selv den er os kær. (Nyholm anno 2015 set fra Operaen. Philip de Langes karakteristiske mastegran til venstre i billedet lod englænderne stå. Der er stadig (krigs)fartøjer, men nu bruges de som museum. Eget foto)

Orden kunne opretholdes med nogen vagt under denne beskuelse, lige så godt som før i tiden når et skib løb af stabelen, og man lukkede folk ind til nationens tilstedeværelse.


Af al vor herlighed har vi blot tomten tilbage. Men selv den er os kær. Og at betræde den igen efter at den så længe har været vanhelliget af vores voldsmænd, ville være en nationalnydelse, hvis bittersødme hos mange ville styrke, hos nogle føde følelser, som altid bør ønskes hos en nation. Og i den overbevisning at de høje ansvarlige selv ville være af denne mening, fremsættes ovenstående forslag.


(Politivennen nr. 495, 24. oktober 1807, s. 7957-7958)

Redakteurens Anmærkning

Englænderne brugte tiden efter kapitulationen til at forberede at bortføre de sejldygtige 34 fartøjer af den danske flåde. Hvad de ikke kunne tage med, ødelagde de. Også materiel såsom spanter, master, kontorinventar, dørlåse, værktøj og deslige. Dette arbejde stod på indtil slutningen af oktober, og den 21. oktober forlod de København. Det er resterne af denne operation som artiklen anmoder om at komme ind og se.

Ønske til Bestyrerne af den danske Porcelænsfabrik

(Efter indsendt)

Nordamerikas uafhængighed begyndte med at en del af deres patriotiske borgere tog en fast beslutning om ikke at ville drikke te. Og med enigt borgersind overholdt de det, da England pålagde en forhøjet told på samme. Hvor megen afhængighed kan de mindre nationer ikke forskaffe sig imod de større, når man bestemt kunne enes om ikke at bruge visse overflødighedsartikler, og hvor megen velstand kunne man ikke tilvejebringe i sit eget land, ved at fremstille det hos sig selv, som man nu betaler skat til andre nationer for. 


Denne sætnings udvikling er ligeså overflødig som vidtløftig. Jeg vil straks gå til den genstand jeg ville tale om.

Vores forfædre, og det for ikke så længe siden, spiste på tin, og almuen på ler og til dels træfade, fabrikerede i ladet. Tinnet fik vi vel for en dels vedkommende fra England. Men imidlertid havde det den store fordel at vare evigt. Og arbejdslønnen til at forme det til skåle, fade, tallerkener osv. blev alt sammen tjent i landet. For nuværende kan ingen såkaldte skikkelige folk længere spise på tin. Ja kommer man ud på landet hos bønder og den mindre almue, har det engelske stentøj såvel fordrevet det mere simple lertøj som det varigere tintøj hos de fornemmere.


Man kan ikke forlange at velklædte personer skal spise af tin, i hvert fald ikke min kone, og min pige vil ikke holde det rent. Forskelligt service af tin, kobber og porcelæn fra Politivennens tid (Eget foto. Nationalmuseet)

Man har vel gjort adskillige forsøg på at anlægge fajancefabrikker i Danmark. Men de er alle som så mange andre fabrikker døde på grund af den høje arbejdsløn hos os. Og den mangel på patriotisk ånd ikke at ville det indenlandske så længe det ikke har nået den fuldkommenhed som udenlandske fabrikker kan lave på grund af deres længere drift og kraftigere understøttelse af nationalrigdom osv. Og derfor bliver vi evige slaver af at købe det fremmede.


Indsenderen er også blandt dem som ved det engelske bombardement har fået meget sønderslået, blandt andet tallerkner, fade osv. Nu vil jeg gerne være patriot og ikke købe engelsk stentøj. Men jeg er på ingen måde i stand til at få andet at spise på, med mindre jeg skulle købe det alt for kostbare porcelæn, og det har jeg ikke råd til. Tintøj er ikke at få, og om jeg havde kunnet få det, så kan min kone ikke lide det. Og mine pige ville ikke holde det rent. Hvorledes vil det gå os dersom omstændighederne blev sådan at der slet ingen tilførsel blev af engelsk stentøj? Dette giver mig anledning til et forslag.


Unægteligt har den danske porcelænsfabrik gavnet landet uendelig meget. Og lad være det koster regeringen mere end det indbringer, så er dets produkt dog unægtelig en meget betydelig nationalvinding. Og dets nytte tror jeg er langt større på de almindelige og simplere sorter end på de fine og kostbare varer.


I betragtning af forestående tror indsenderen at kunne gøre et for landet såre vigtigt forslag til direktørerne for porcelænsfabrikken: Det var om samme ville lægge en plan, og iværksætte den, til at fabrikere et slags meget simpelt, om man ville så kaldte det, nationalporcelæn. Det blev naturligvis dyrere end fajance. Men det måtte være meget lettere køb, end som porcelænet er nu. Tallerkenerne kunne være mindre og ikke så massive. Måske massen ikke behøvede at være så fin. Der måtte anbringes mindst muligt malning derpå. Kort sagt, alt anvendes der kunne gøre det kønnere.


For nuværende koster en meget skrøbelig engelsk stentøjstallerken 10 skilling. Når fabrikken kunne levere sådant gods som omtalt for 12 skilling, ja var det også noget mere, 1 mark eller dyrere, så kan der ingen tvivl være om at det ville fortrænge det fremmede. Og ved den stærke afsætning som fabrikken ved dette uforbigængellige ville få, kunne det måske med tiden levere det for et bedre køb.


Ser vi alene på artiklerne kaffe- og tetøj, så har den mest simple slags af disse næsten over hele Danmark fordrevet det kinesiske, uagtet at danske tekopper er noget dyrere. Men det ligger i andre omstændigheder, at når man slår enkelte stykker itu, så kan man nemmere holde det komplet, fordi mønstret er ens eller at man kan få enkelte stykker af det mønster man vil have.*)


Porcelænsbordstel til stads har endog for det meste fordrevet det kinesiske. Men det er kun for de formuende.

*) De engelske fajancefabriker begyndte at købe kopper i samme smag som porcelænet. Og skønt de er meget ringere i godhed, så på grund af deres lette køb, begyndte de fra neden af at fordrive såvel kinesisk som dansk porelæn. Kulørt fajance er vel forbudt at indføres og skulle være smuglervarer. Men hvilke af disse slags love overholdes?


(Politivennen nr. 495, 24. oktober 1807, s. 7957-7965)

Redaktørens Anmærkning

Christian den 7. brød sig ikke om porcelæn, men blev overbevist af enkedronning Juliane Marie om at udstede et privilegium til Frantz Henrich Müller om at fremstille porcelæn i 1775. (Et stel er opkaldt efter hende). Til porcelænsfremstilling behøvede man feldspat og kvarts fra Norge og kaolin fra Tyskland og Frankrig. Det blev til den senere kongelige Porcellænsfabrik der startede på Købmagergade i 1795. 

Ludvig Manthey var i 1800 efter kongelig befaling sendt til udlandet for at studere porcelænsfabrikation. Han var adminstrator for fabrikken 1796-1812. Bombardementet beskadigede fabrikken uden at ødelægge den. Efter Müllers død i 1820 forfaldt fabrikken noget. Først da tyskeren Gottfried Garlieb blev administrator begyndte for alvor en dansk fabrikation. Den senere administrator Carl Wilhelm Bergsøe var ophav til Velhelm Bergsøe, men det er en anden historie.