31 marts 2015

Spørgsmål eller ønske

(Efter indsendt)

Dersom der før skulle være udstedt noget kongeligt reglement for danske kaperkaptajners uniform, ønskedes dette offentlig bekendtgjort. Hvis ikke det findes, så at et sådant måtte allernådigst bestemmes og bekendtgøres. Engelsk og franske kaperkaptajner bærer endog epauletter og pordepe.


(Politivennen nr. 504, 26. december 1807, s. 8111)

Ønske, at Vesterport maatte noget længere staae aaben.

(Efter indsendt.)

Indsenderen der selv bor udenfor byen, håber at det af høje vedkommende tillades ham at fremsætte det uforgribelige ønske at Vesterport måtte stå noget længere åben end til det befalede klokkeslæt kl. 10. Hans grunde for dette ønske er dels at der bor så mange skikkelige familier i forstaden og på Frederiksberg som det ofte er vigtigt, enten selv eller ved bud at være i byen, dels at landmanden nu ikke sjældent er ilde fare da de fleste stalde på Vesterbro er afbrændt, så at når han i denne besværlige vej har ilet for at kunne nå betids til byen og der få herberg for sig og heste, må han holde hele natten på gaden g tage imod hvad vejrliget vil give af sig. For desuden er de få stalde og steder der er levnet af krigen, optaget af kvæg.

At sådan bivuakering under åben dansk december himmel er en drøj oplevelse, behøves ikke at skildres. Anmelderen tilstår gerne at der muligvis kan være alt for vigtig og af ham ukendte grunde der modsætter sig hans ønske, men efter at have været vidne til det her nævnte, kunne han dog ikke bare sig for at fremsætte det.

(Politivennen nr. 504, 26. december 1807, s. 8100-8101) 

Opfordring til Københavns Urmagere

(Efter indsendt)

København lider i denne tid en sand mangel på kundskab om hvad klokken er. Urværker er dels brændte, dels ødelagte. Og var ikke hovedvagtens og Helligånds Kirkes ure, ville menigmand være meget uvidende om tiden. Københavns urmagere, hvilke for det meste bor i stueetagen, ville derfor gøre sig den største del af Københavns indbyggere taknemmelige, om de i deres vinduer ville hensætte et taffelur, som altid viste tiden rigtig. Sådant er desuden en måde som følges af mange andre stæders urmagere, der bruger intet andet skilt end dette.


(Politivennen nr. 504, 26. december 1807, s. 8099-8100) 

På uret på den Reformerte Kirke i Gothersgade står der 1731. Om indsenderen ikke regnede dette for noget, om det var i stykker eller der var andre grunde til ikke at nævne dette ur, det ved vi ikke.

Til en Mand i Annise på Kronborg Amt

(Efter indsendt fra Helsingør)

Den ytring De offentligt på Esrum tilkendegav om vores brave bekendte hr. Lars Backe, at han måtte være en retskaffen mand og af god tænkemåde, fordi han ikke ville røve fremmed gods eller afgive sig med kaperi, er ganske falsk. Og den ros De derved ville tillægge ham, ophøjer ikke manden. Han hæves ikke ved sådanne mænds utidige lovtaler. For De bør til Deres græmmelse vide at hr. Backe som ægte dansk mand var blandt de første der blev forsynet med kaperbrev. Og det er uden for enhver tvivl at han med sin sædvanlige iver og fyrighed havde tilføjet sin og landets fælles fjende al mulig afbræk dersom ikke en 3 måneders vedholdende sygdom havde lagt hindring for hans lyst, mod og dansk tænkemådes ytring.


(Politivennen nr. 504, 26. december 1807, s. 8098-8099) 

"Stand and deliver". At kaperne har truet engelske priser med dette udråb, og om de har brugt disse flintlåspistoler fra Politivennens tid, kan meget vel være muligt. (De forreste har dog tilhørt Frederik 8. Eget foto, Tøjhusmuseet).

30 marts 2015

Nytte for Sjælland af den nærværende Krig.

Hvor problematisk denne overskrift end vil synes mange, er det dog unægteligt at Sjælland, den eneste provins der hidtil har følt, og vi bør både håbe og tro den eneste der vil i nogen grad komme til at føle krigen, ikke alene har haft gavn af den, men mulighed til endnu større.

Den omstændighed at krigen gør det nødvendigt at der står en betydelig krigsmagt på Sjælland, har haft til følge at agerdyrkernes varer holder sig i en pris der rigelig lønner hans møje, mens regeringens forsorg har modarbejdet og bliver kraftigt ved med at modarbejde, at den ikke skal blive mere trykkende end uundgåeligt for indbyggerne i de sjællandske byer.


Sjællænderne, og jeg mener jordbrugerne som den talrigeste klasse, er altså på dette område heldigere end de andre provinser hvor priserne er langt lavere, hvilket vel
gavner købstadsmanden, men ikke den store jordbrugerklasse.

Men krigen har muliggjort endnu større fordele for Sjælland. Man ved at for alle de skønne arbejder, der så højlig befordrer et lands opkomst, indenrigshandel og samfærdsel, og gavner dets forsvar, fx gode vejes anlæg kanaler, udgravning af trækfløjtegrave, udgravning af moser og søer osv. er mangel på hænder den hindring, som næst efter pengemangel mest modsætter sig. Men hvor der er en hel hær af raske, kraftfulde krigere, bortfalder denne mangel af sig selv.


Hvor der er en hel hær af raske, kraftfulde krigere, er der masser af hænder til at grave fx gode vejes anlæg, kanaler, trækfløjtegrave, moser og søer osv. (her er det Havelse Å der er lettere udgravet. Dog i moderne tid. Eget foto).

Hvad her er sagt, kan naturligvis kun forstås når og hvis troppernes militære formål tillader at deres kræfter og arme bruges til sådanne foretagender, der med al deres ypperlige nytte dog her kun kommer i betragtning i anden række.


Hvor nogle tusinde arme, ligesom fordum de romerske legioners, når fjenden ikke truer, beskæftiges med ovennævnte nyttige arbejder, der går det rask fra hånden. De første og skønneste landeveje Europa havde, blev lavet af soldater.


Et tusinde par marvfulde armes kraft kunne snart tilvejebringe en række af trækfløjtegrave, uden kostbare sluser, uden større dybde end to alen, afbrydende, hver gang jordsmonnet ikke længere tillod et og samme vandspejl mellem Roskildefjord og København. Tolden på denne vandvej, der forbandt så meget af Sjællands nordlige del med København ved en så let måde, ville rigelig betale indkøbet af grundene og den tillæg i lønning, som de dertil brugte soldater skulle have. De amter, hvorigennem sådan vandfart lagdes ville desuden så herligt gavnes derved, at de med al rimelighed burde bidrage dertil.


Jeg har kun nævn en ting og kun beskæftigelse for 1.000 mand. Dette var nok til et eksempel og nok sagt, hvis tanken værdiges det allerhøjeste bifald, som jeg er så dristig at håbe.


(Politivennen nr. 503, 19. december 1807, s. 8091-8094)

Brænde kan, uagtet krigen, fås i København til en tålelig pris.

Man tillader sig at tilegne den kongeligt nedsatte forsyningskommission følgende uforgribelig tanker:

Det er en sandt at man i havnen tager 15 til 16 rigsdaler for en favn brænde.


Det er sandt at der i havnen ligger en stor mængde skibe uden beskæftigelse eller befragtning, som kunne bruges til brændetransport. I Dragør havn ligger også en mængde.


Det er ikke ugrundet formodning at dersom et antal skibe afsejlede til egne og fremmede steder, efter denne artikel, ville man kunne hente endnu en mængde ladninger før frosten.


Men dersom det er sandt at ejerne ikke lader disse ørkesløst liggende skibe befragte. Dersom en regering har en ubestridelig ret til i krigstid, og altid når statens tarv kræver det, til at sætte privat ejendom i rekvisition, så tør man til den høje kommissions bedømmelse ytre at det ikke blot ville være godt, men fremmende med rimelighed, med regeringens ret og med Københavns indbyggeres tarv om det ved et kongebud befaledes at enhver skibsejer i København og Dragør der ikke kunne bevise at hans skib var befragtet for tiden, eller i begreb med at foretage en afrejse før frosten, skulle være forpligtet til at befragte samme (til at hente brænde, der står færdig til indskibning), imod at befragterne udredede den af den høje kommission bekendtgjorte kongelige assurance, både for skib og ladning, og for hen- og hjemrejsen.


(Politivennen nr. 503, 19. december 1807, s. 8085-8086)

Forslag til alle Forlagsejere i Danmark og Norge

For at gavne Sønderjylland og Holsten og at fremme udbredelsen af det danske sprog endnu mere der, er det ved højeste befaling bestemt at alle forordninger som angår disse lande herefter skal trykkes såvel på dansk som på tysk. Således at en dansk side kommer til at stå lige overfor en tysk side. Og det ses altså at det er regeringens, ligeså vel som hver god dansk mands ønske, at statens enhed også efterhånden vinder den forøgelse af fasthed som et eneste fælles sprog unægtelig afgiver. Derfor tror udgiveren deri den naturligste anledning til at foreslå samtlige danske og norske forlæggere at bidrage hvad de formår til at fremme dette ønskelige formål.

Disse landes befolkning kan betragtes som bestående af to store klasser. Til den første henregner jeg embedsmænd, personer af hvad man kalder bedre opdragelse, og dem der altid har lejlighed til at omgås med danske. Altså alle indbyggere i Sønderjyllands og Holstens østlige stæder. Denne klasse kan enten allerede dansk eller har let ved at lære og forstå det, og trænger altså mindre til det som jeg agter at foreslå. Den anden klasse er den hele agerdyrkningsklasse eller bondestanden og indbyggerne i landenes vestlige, sydlige eller midtlands stæder. På disse er det der især bliver at virke.


Forslaget består deri: "At hver dansk og norsk forlagsejer eller så mange af dem som anser sagen gavnlig og patriotisme for noget mere end et blot navn, beslutter og tegner sig for i et vist antal år fx i ti år eller længere årligt at ville give 10 eksemplarer eller flere eller færre af hver for almuen nyttig og dertil passende dansk bog i hans forlag, til oprettelse af danske almuebogsamlinger på  landet og i de ovennævnte stæder i Sønderjylland og Holsten.


Vel vil dette middel virke langsomt, men udgiveren tør med sikkerhed tro at det vil alligevel betydelig formere udbredelsen af det danske sprog. Eksemplet vil måske bevæge andre, til ved pengegaver at skabe flere danske almuebogsamlinger i disse provinser. Og foruden denne nytte, som sprogets udbredelse yder, ville de skænkede gode bøgers læsning have en god virkning på læserne og bibringe dem mangen hidtil savnet nyttig kundskab.


Uden at foregribe givernes bestemmelse, hvoraf mulig en kan fortrinligt ville give til en egn, en anden til en anden egn, ville jeg foreslå at begynde amtvis, således nemlig at Haderslev Amt i 1808 fik 10 danske almuebogsamlinger, Tønder Amt i 1809 fik 10 ditto og således såvidt det ville række.


Ved de herrer amtmænds omsorg håber jeg med tillid at de af enhver givne bøger besørgedes til de særskilte sogne, han dertil udkårede i sit amt. Af de herrer præster i disse udkårede sogne tør det sikkert håbes, at de ville villigt og troligt, som og ubetalte, påtage dem opsynet, udlåningen, tilbagefordringen af de deres sogn tildelte bøger. Med et ord at være bogsamlingens bibliotekar. Og af ethvert sådant sogns mænd selv kan det vel med rimelighed forventes at de ville bekoste det skab hvori bøgerne i kirkens våbenhus kunne stå forvarede.


Det forstår sig selv og ventes af giverne iagttaget at romaner (på meget få nær), røverhistorier, bøger om selvkure, usædelige bøger og lignende ikke gives så lidt som lærde værker.


Ved indbindingen var det godt at bogbinderen påsatte amtets navn. Amtmanden kunne siden i bogen skrive sognets navn og at den ikke måtte sælges eller købes af nogen, eller lånes ud af amtet.


Det er gavnlige bøger som Levin Christian Sanders sørgespil "Niels Ebbesen" som er passende til et dansk almuebibliotek. Her indledningen til scenen med Stig Andersen og Niels Ebbesen. Herved vil vi kunne udbrede det danske sprog i Sønderjylland og Holsten.

Udgiveres eget forlag er vel ikke af de store. Dog indeholder det adskillige gavnlige bøger passende til et dansk almuebibliotek. Dertil henregner han Olufsens Annaler, Boysens Vejledning til huslig lyksalighed, Aabys Vejvisning for en bonde til selv at opmåle sine jorder, Mønsters samling af folkesange, Samling af sømandssange, Tordenskjolds levnet, Sanders Niels Ebbesen, Krig for havenes frihed. Af disse giver han med fornøjelse 10 eksemplarer af hver, i næste år, til Haderslev Amt og vil tilsende amtmanden dem indbundne. Og finder hans forslag bifald hos de andre herrer forlagsejere, større og mindre vil han til lige værdi bidrage i så mange år som de øvrige.

Ved denne lejlighed kan udgiveren ikke undlade at opfordre en eller anden velmenende boghandel til at besørge et lille men passende leksikon af Plattysk og dansk til brug for de mange nu herværende krigsmænd fra Sønderjylland og Holsten. At det ville være disse nyttigt er ikke at tvivle på. Og at det også i Sønderjylland og Holsten selv ville få afsætning, kan man med sikkerhed forudsige. For ikke det tyske sprog, men det plattyske er modersmålet i disse to provinser.


(Politivennen nr. 502, 12. december 1807, s. 8072-8077) 

Redakteurens Anmærkning

Man skal selvfølgelig være forsigtig med at overfortolke. Men med lidt forsigtighed kan denne artikel sammen med artiklen om stiftelse af et patriotisk selskab måske ses som udtryk for at udtrykket patriotisme er ved at skifte indhold over mod nationalisme. Hvor andre artikler i Politivennen (se fx artiklen fra 19. april 1806) om Holsten og tysk sprog har haft til hensigt at ligestille de to sprog, plæderer denne artikel for at holstenerne med tiden skal begynde at tale dansk. Og at man skal begynde at "missionere" blandt holstenerne for det danske sprog. Noget som 1807 tilsyneladende havde skubbet til. Og som peger frem mod treårskrigen 1848-50, og længere frem til 1864. Bemærk i øvrigt også artiklens opdeling af Sønderjylland i øst (dansk) og vest, midt og syd (tysk).

En artikel med lignende indhold findes i Politivennen nr. 362, 4. februar 1809, s. 9050 . I forbindelse med indkaldelsen til stænderforsamlingerne var der en længere afhandling om sprog i artiklen "Bøn til Hans Majestæt, samt til vor høiere kirkelige og verdslige Øvrighed, om en forbedrende Forandring i Sønderjyllands kirkelige og juridiske Stilling." i Politivennen nr. 981, lørdag den 18. oktober 1834, s. 715-721. 


Mere direkte formuleredes det i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 52, den 28. maj 1804, s. 823-824.

29 marts 2015

Forsvar for de mange latterlige Indskrifter på vore Gader, Kirkegårde osv.

(Efter indsendt)

Til udgiveren af Politivennen

De tror måske at indsenderen er en maler der tager til genmæle på deres gentagne tugtelser. Men det er ikke tilfældet. Var han imidlertid en af de tugtede malere, ville han forsvare sig således.


Hvad skal vi med korrrekturlæsere på fx gravindskriften for Koes (død 1804) og hans søn (død 1805)? Teksten gør det jo bare det hele så meget mere fornøjeligt i denne tid hvor der ikke er så meget at more sig over. Kreefter, giennen? Pyt med om Ordbog over det Danske Sprog ikke kan godtage det! Man sættes i godt lune. (Eget foto, Assistenskirkegården). 

Politivennen finder at man ved vores bommerter fristes både til at le og græde på en gang. Da vi i den senere tid har haft så mange vigtigere anledninger til sorg, håber jeg at ingen vil græde over de bommerter eller latterligheder vores pensler frembringer. Altså bliver det kun tilbage at le over det. Men er dette så stor en ulykke. Bør man ikke snarere takke os for at vi således opmuntrer vores medborgere, der desuden går så alvorlige på gaderne at man må ærgre sig. Jeg tror at den maler der i hver gade kunne udpensle sådant tøjeri at man måtte briste i latter over det hvad enten man ville eller ej, fortjente en stor præmie. Daraussen forstår man dette bedre. I min ungdom læste jeg der følgende gravskrift over en borgmester:

Hier unter ligt Hans Kirkering
The so scheep op de Föte ging.
Herr! Mach im di Schincken glick
Und helpem in din Himmelrick.
Du nimbst dir ja die Lämmer an.
So let den Bock dock ock mitgan.


Sådanne indskrifter er penge værd. Man sættes i godt lune, og det er jo for fornøjelsen man stræber sit hele liv igennem.


(Politivennen nr. 501, 5. december 1807, s. 8058-8060) 

Redakteurens Anmærkning

Jeg vover følgende oversættelse af den lille digteriske perle i indslaget:

Herunder ligger Hans Kirkering
Som så chikt gik på fødderne. (??)
Vorherre! Gør hans skanker stærke
Og hjælp ham til dit Himmerige.
Du tager dig jo af lammene.
Så lad dog også bukken komme ind.

Forslag til den høje Direktion for Skolelærerseminariet på Blågård

(Efter indsendt)

På nuværende tidspunkt hvor næsten ethvert ungt menneske har grebet til våben mod fædrelandets fjender, kan man med rette spørge hvorfor ikke også vores Blågårds seminarister enten ville støde til et af vore frikorps eller selv oprette et sådant? Overbevist bør man imidlertid være om at det ikke kan behage så mange unge menneskers sind kun at være tilskuere til den hævn alle ønsker at tage over de fornærmelser der er begået imod fædrelandet. Så meget mere da alle disse unge mennesker er danske børn. 

På grund af det foreslår man at de 50 seminarister udgjorde et slags let infanteri, såsom skarpskytter for studenterkorpset. De kunne som også studerende bære dette korps' uniform, med et slags afmærkning som kunne adskille det fra samme korps' linjeinfanteri, fx en grøn fjer eller om man så ville, en grøn kjole med rød krave eller noget sådant.

At det ville medføre nytte at studenterkorpset havde et lille korps skarpskytter, håber man vil indses af enhver der ved hvad vore brave livjægere udrettede i de farlige dage. Dette forslag håber man den høje skoledirektion vil overveje og bedømme.


(Politivennen nr. 501, 5. december 1807, s. 8057-8058)

28 marts 2015

Endnu noget om de på Stakaterne opklavrede Menneskers Redning

(Efter indsendt)

Den forklaring, Johan Georg Rødder har fremsat i Politivennen nr. 499 finder jeg mig ugerne beføjet til at besvare. Skønt samme har slet ingen sammenhæng med det som passerede førnævnte aften mellem kl. 10 og 11. Ikke heller den undskyldning for redning med hans søn, som han selv siger var hans alderdoms støttestav! At han var gået hjem og bommand Kjær med familie i seng, erfaredes. At jeg bankede Kjær op med det formål at få hjælp hos ham eller oplysning dertil er sandhed. Men som j. G. Rødder fortæller i samme blad at Kjær skulle tvinges til at ro ud er usandhed. Vi var nok som kunne og ville ro ud til dem som var i livsfare, når vi bare havde kunnet få årer af Kjær, da 2 eller 3 både lå uden for hans hus uden årer. Om han enten var ejer deraf eller for en del overlades dertil. 


At jeg m. fl. i samme skynding resolverede at ringe og banke forvalter Poulsen op er sandt. Og han kom og medbragte årer og benyttede han og vi andre os af samme både, som der var, til at ro ud og redde to mennesker, hr. Nielsen og Frederik Møller, som i lang tid havde siddet eller hængt på pælerækkerne og råbt og skreget om hjælp. Jeg tror det var min pligt at gøre alt hvad som var muligt i sådant tilfælde. Og at det passerede ved denne lejlighed nok på sit rette sted er blevet påklaget, det kan Johan Georg Rødder få sikker efterretning ved politirettens første protokol, hvor han vil erfare førnævntes rigtighed. Fuldstændig som det på førnævnte tid passerede i denne anledning.  

(Politivennen nr. 501, 5. december 1807, s. 8049-8051)


Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på en artikel i Politivennen nr. 498, 14. november 1807, s. 8001-8002 og Politivennen nr. 499, 21. november 1807, s. 8017-8021.

27 marts 2015

Forslag til opmuntring for Kaperfarten

(Efter indsendt)

Det er allerede sket et par gange at vores raske småkapere har taget fjendtlige skibe, men
for at undgå en nærmende krydser har været nødt til at forlade den erobrede prise og søge tomhændede mod land. I den anledning foreslås at der enten af regeringen eller af patriotiske borgere udsættes en belønning for den kaper der bevisligt har haft et fjendtligt skib i besiddelse, men har måtte slippe det over for overmagten, og således uden egen skyld mistet den langt større opmuntring som opbringelsen af prisen ville have været.

Sabel fra Politivennens tid. Om den har været brugt af en kaper, kan vi ikke vide. Men den kunne meget vel have været det. (Eget foto, Tøjhusmuseet).

Et bedre bevis for en sådan mislykket erobring kunne være at medtage den forladte prises mandskab, eller hvis der ikke var lejlighed til det, kaptajn og styrmand, samt skibspapirerne.


En dobbelt belønning har den kaper gjort sig værdig til i det tilfælde hvor han kunne se den prise som han havde taget med livet som indsats, glide sig af hænde ved at en overlegen fjende nærme sig, og så brændte eller sank den prise han måtte forlade, efter at han som ovenfor nævnt havde medtaget dens mandskab og papirer til uimodsigeligt bevis på, at det af ham ødelagte skib virkelig tilhørte fjenden.


(Politivennen nr. 499, 21. november 1807, s. 8030-8031) 

Redakteurens Anmærkning

Kapere og priser

Var statsautoriserede sørøvere. Private kaptajner eller søfolk som havde statens velsignelse til at røve og plyndre engelske og svenske handelsskibe. Modsat sørøvere blev de ikke hængt når de blev fanger, men fik status af krigsfanger. Et kapret skib blev kaldt en prise. Kapervæsenet havde eksisteret siden middelalderen. I 1752 havde Frederik den 5. frasagt sig retten til en del af gevinsten, så det kunne være en indbringende, omend farlig forretning. Englænderne var i høj grad afhængig af Østersølandenes korn, tømmer, tovværk, sejldug, tjære og beg. 

Der blev udstedt omkring 600 kaperbreve under Englandskrigene 1807-14. Kaperbådene var mindre skibe, kuttere, luggere og jagter med et par kanoner. Deres fordel var at de kunne sejle hurtigt. Englænderne fik dog efter et par gyldne år for kaperiet hurtigt kontrol over kaperiet. Medvirkende var at kaperne konkurrerede i stedet for at samarbejde. Christiansø var base for de større kaperskibe. Her var et kystbatteri som kunne beskytte mod engelske krigsskibe.

Jacob Augustinus Eberth

Om den ukendte Jacob Augustinus Eberth findes en beretning som stammer fra tjeneste i kanonbådene 1807-1814. Han deltog bl.a. i angrebet ud for Dragør på linjeskibet “Africa”. Beretningen findes at læse i Viggo C. Eberth: Slægtliste over den danske Gren af Slægten Eberth. Som er samlet og udarbejdet af Viggo C. Eberth i Anledning af min Faders Constantin Eberths 100-Aars Fødselsdag den 7. Maj 1917. - Kbh. : Nielsen & Lydiche, 1917. s. 10-12. 

Under kanonbådenes ophold ved Møen, hvor en del af dem havde station, var der en af mandskabet, som skrev et brev til kronprinsen, i hvilket han fortalte om de rædselsfulde råheder og mishandlinger, som mandskabet var udsat for.


Dette brev blev sendt til den øverstbefalende til undersøgelse, og undersøgelsens resultat var for mandskabets vedkommende en opfordring til at forråde, hvem af dem det var, der havde skrevet brevet. Da ingen meldte sig, blev hele mandskabet tampet daglig - formodentligt for at udvikle fædrelandskærligheden - og ganske særlig gik denne aftampning ud over nogle enkelte, hvem officererne havde mistanke til. - Om aftampningens art og voldsomhed kan man gøre sig et begreb derved, at flere af mandskabet blev tampet til krøblinge for livstid. Jeg har flere gange som barn, når jeg fulgtes med bedstefar til Toldboden, hvilket var hans yndlingstur, og vi kom forbi “Larsens Plads”, hvor der dengang endnu var skibstømreri, set ham tale med og give penge til en stakkels krumbøjet og vanfør mand, som var en af dem, der var blevet mishandlet ved Møen, og hver gang sagde den gamle: “i hans bryst banker et hjerte af guld, han har vidst besked, men ikke villet forråde sine kammerater, trods alle mishandlinger”.


Imidlertid var der sluttelig en af dem, som bukkede under for pinslerne og angav brevskriveren, men han fandtes den næste morgen dræbt med lige så mange knivstik i livet som der var menige i kanonbådsafdelingen.



Larsens Plads i slutningen af 1700-tallet ifølge Erik Pauelsen. Statens Museum for Kunst.

Og længere fremme hedder det:


En kaper lå ved Middelfart, og mandskabet havde landlov. Næste dag kom en gæstgiver ombord og fortalte kaptajnen, at kaperens mandskab omtrent havde demoleret hele hans hus.


“Hvad mine folk ødelægger, når de er ude at more sig, det betaler jeg”, erklærede kaptajnen, “men jeg vil se skaden”. Han tog i land med gæstgiveren, men da det viste sig, at der fandtes dør på huset og en kakkelovn i, som ikke var væltet eller nedbrudt, erklærede kaptajnen med dyb overbevisning, at det ikke var hans folk, der havde moret sig her men folkene fra en anden derliggende kaper, og dette viste sig senere også at være rigtigt.


På marchen gjorde man holdt ved en kro hvor officererne gjorde sig tilgode, men da de var færdige, vilde værten have penge for sine varer, og dette fandt officererne var en så grov fornærmelse, at den burde straffes exemplarisk. 


Mandskabet blev kommanderet til at gribe værten, klæde ham af, binde ham til et træ og derefter gennempiske ham. Dette var i vort eget og ikke i en fjendes land.

Endnu et forslag til skændselsminde

(Efter indsendt)

Indsenderen af dette tror at man ved at opføre nogle af de foreslåede skamstøtter af sten eller andre materialer som stammer fra vores land, gjorde støttens helte for megen ære. Han foreslår derfor at det sammensattes af så mange af deres hele og sprængte bomber, brandkugler, kanonkugler og brandpile som de så skændigt sendte ind i byen og endnu kan fås. Sikkert ville de kunne udgøre en betydelig masse.


Smukke burde den ikke være. De jernplader, der skulle føre de nødvendige indskrifter, burde være af smeltede bomber eller kugler osv.


Skamstøtten skulle helst stå på et af de mest foragteligste af vore torve, fx ved siden af støtten på Ulfelds Plads. Nemlig skamstøtten for Corfitz Ulfeldt, som stod lidt til venstre for midten på dette billede. I dag Gråbrødre Torv. (Eget foto).

Allerbedst ville en sådan støtte kunne stå på det foragteligste af vore torve, nemlig Skidentorvet, eller tæt ved siden af støtten på Ulfelds Plads.


(Politivennen nr. 499, 21. november 1807, s. 8029-8030)

Et Par Mangler ved Helsingørs Hospital, som ønskes hævede.

(Efter indsendt).

At det helsingørske hospital eller såkaldte kloster er en gavnlig og i mange henseender meget bekvem stiftelse, derom tvivler ingen. Men at den desuagtet har sine mangler - og hvilken ting har ikke det - er lige så afgjort. Anmelderen finder to steder i hospitalet manglende de der så højst nødvendige lygter, nemlig 1) den trappe ad hvilken man går op til de øverste værelser. At denne trappe bør oplyses af en lygte, må enhver tilstå som har passeret den om aftenen, da den er så mørk at næppe nogen fremmed uden at krybe på alle fire kan finde de værelser hvortil denne trappe leder, og hvor meget er da ikke de gamle og svage hospitalslemmer udsat for at strande på disse skær hvor ingen lygte lyser for deres fod. 2) Den såkaldte hvælving hvis højt fremragende kupler og løse sten i forening med et meget stærkt mørke gør passagen derigennem til en af de allerfarligste. En fremmed vil ved at sætte sin fod derind, forskrækket træde tilbage og meget tage i betænkning at vove sig gennem denne dødens mørke bolig. At dette så skumle sted ikke oplyses af en lygte i det mindste, er ubegribeligt da man ved med vished at endog nogle af lemmer har ved at falde over de løsrevne sten, slået sig skammeligt. Anmelderen tror ved ovenanførte at gøre sig vedkommende forbundet, og tvivler ikke på at tinge bliver undersøgt og manglerne afhjulpet.

(Politivennen nr. 499, 21. november 1807, s. 8025-8026)

Eksempler på Sandhed og på Usandhed

I Politivennen 498 læser jeg en beretning i anledning af den ulykke, som traf min søn, Reinhardt Rødder, forleden onsdag aften, som hverken er fuldstændig eller ganske rigtig. Og jeg håber derfor at læserne af bemeldte blad vil høre den rette sammenhæng af mig, som en nedslået far, der har mistet sin alderdoms støttestav, og vist havde mindst årsag at skåne, om jeg vidste nogen der havde bidraget til hans død. Fiskeren Frederik Møller blev hyret til at lodse hr. Weilbachs kaperbåd ud gennem Kalveboderne. Han mødte ikke og båden blev uden lods roet ud. 

 Et par timer derefter kom Frederik i land og lod sin båd, en lille bergensjolle, blive uden for pælerækkerne. Da han var gået hjem, og jeg og min søn som sædvanligt sad hos bommanden, hørtes et jammerligt skrig, hvorefter bødker Olsen, en matros fra den fynske jagt som på den tid lå ved badehusene, samt min søn på Kjærs anmodning da han på grund af sygdom ikke selv kunne sejle ud, tog hans båd og roede ud for at se om nogen var i fare. De kom tilbage og forklarede for mig og Kjær at de hverken havde hørt eller set nogen og vi blev alle enige om at skriget måtte være kommet fra kaperbåden, der ikke kunne finde løbet. 

Straks derefter kom hr. styrmand Nielsen fra den bemeldte kaper der havde lagt sig ved Toxverds Bro, over land derfra og spurgte efter Frederik. Min søn gik efter ham, fandt ham i sengen, men fik han dog med. Nu gik hr. Nielsen, min søn og Frederik i Kjærs båd som han lånte dem, ud til pælerækkerne og over i Frederiks båd. Vinden var sydlig og stærk, og en rasende søndenstrøm satte mig i nogen angst. Men da jeg vidste at min søn var den bedste svømmer, og at Frederik ligeledes kunne svømme, og begge var gode søfolk, gik jeg hjem og Kjær med sin familie i seng. 

Derefter hændte den ulykke at båden kæntrede. Men min søn var da som altid uforsagt. Han fandt en grund, og på den vadede han og de andre til pælerækkerne. Som de har sagt mig, hjalp han dem op og i sikkerhed. Havde han med den blevet siddende, og som de andre gjorde, råbt om hjælp, var han blevet reddet. Men han ville ikke skrige og sætte skræk i folk. Han besluttede derfor at svømme i land og tog derfor skoene af. Dem fandt jeg under hans klæder på hans bryst da han var fundet og taget op af vandet. Et krampeslag dræbte ham straks, for hverken hr. Nielsen eller Frederik så noget til ham eller hørte mindste skrig fra ham. 

Da disse i en tid af en time og derudover forgæves havde ventet ham med båd, og da Frederik ikke måtte forlade Nielsen, da han ligesom min søn ville have svømmet, begyndte de at skrige om hjælp. Der kom da folk og bankede Kjær op, som nøgen og uden at eje flere end den ene båd der lå ved pælerækkerne, skulle tvinges til at ro ud, og hvorved forefaldt spektakler som nok på sit rette sted blive påankede. Dette er sandhed. Og at Kjær, min søn og jeg med nogle flere med Kjærs båd og under hans anførsel, ved har opfisket og reddet de fleste gange under livsfare over 40 personer ved Langebro, er også sandhed og nok som  bekendt.

Johan Georg Rødder


(Politivennen nr. 499, 21. november 1807, s. 8017-8021)


Redacteurens Anmærkning


Artiklen er et svar på en artikel i Politivennen nr. 498, 14. november 1807, s. 8001-8002 og blev fulgt op i Politivennen nr. 501, 5. december 1807, s. 8049-8051.

Monumenter til Skændsel for England

(Efter indsendt)

Udgiveren har modtaget adskillige forslag om sådanne monumenter og vil derfor meddele dem her samlede:

Nr. 1) Til udgiveren
Ikke mindst i de danske, men også i fremmede stater, findes adskillige monumenter rejst til evigt minde og opmuntring for levende og kommende slægter. Men sjældent finder man et lige så nødvendigt monument til afsky og skræk for uædle handlinger rejst nogetsteds i verden, når undtages Corfitz Ulfeldts skændselsstøtte, som endnu er bevaret her i staden.


Den engelske regerings på alle måder udviste uædle, ufredelige, og til et raseri af ødelæggende handlinger mod ikke blot nationens, men mod alle nationer, og især mod den fredeligt sindede danske nation på en så udmærket måde, synes man fortjente et lignende afskyminde i alle fastlandsstater og allermest nu for tiden i Danmark.


Derfor foreslås: At et mindetegn af tilhugne kampesten på alle måder lignende Ulfeldts støtte, måtte opføres på den bastion af Københavns volde (tæt ved voldvejen), som ligger nærmest den ved bombardementet ødelagt del af staden. Og støtten forsynes med en påskrift på alle fire sider på dansk, tysk, fransk og engelsk med følgende indhold:


"Året 1807 til evig skam og skændsel for engelsk herskesyge og troløshed".

nr. 2) Hr. Udgiver.
Jeg har nu snart i sinde at opbygge min gård, som de helvedes bomber ødelagde. Omtrent 8 bomber og 4 brandkugler, ligesom nogle kanonkugler, som Cathcart venskabeligt sendte mig in cito cito, ville jeg ønske at anbringe til minde om ham og hans udsendte. Men er uenig med mig selv om måden. Jeg ser nogle indmure bomber i deres bygninger, enten uden indskrift eller med de ord: "Venskabsminde, engelsk venskab", osv. Men da jeg har så meget godt gods at anbringe, ville dette ikke forslå. Hvad synes De om følgende:


En 24 punds kugle vil jeg anbringe som lod på min mellemdør, med denne indskrift:
"Nu lukker jeg for fredeligt hjem, men før jeg tjente ransmænd, og med magt brød ejers dør"
Over min port vil jeg sætte den største bombe med denne indskift:
"Lig engelsk statskunst hul, lig engelsk hjerte hård,
Lig engelsk ordholdenhed her jeg evig hullet står
".
En brandkugle har jeg bestemt som kakkelovnsknap i min stadssal, og tror at jeg vil lade skrive på den:


"Da Canning, Percival og Castlereagh fik lyst i fredens akselstad at knuse barn og kvinde,
De tvivled om dertil en bøddelknægt at finde;
Men Fanden hvisked: Sligt er Cathcarts heltedyst
"


Dog bliver man træt af at skænde, selv om man er nok så vred. Og mit ønske er derfor, at De vil indrykke dette i deres blad, for at en eller anden kunne bevæges til at give mig et råd til på bedste måde at få indskrifterne på de øvrige samt råd til deres bedste anbringelse.


Hvis nogle af disse ideer blev til virkelighed, så har jeg ikke været opmærksom på det. Derimod er der en mindestøtte for Kongens Livjægerregiment der gjorde 2 udfald for at fjerne nogle træer der stod i flådens skydelinje i Classens Have. Den ligner i dag mere en samling bunkere end det udflugtssted den var i 1807. "Frivilligt forsvar 1801 * 1807. Classens Have* 1848-49-50*1864*1914-1918".

Nr. 3) Til udgiveren
Efterhånden skikkes de forslagne huse og nye opbygges, og jeg ser dog kun få bomber, granater eller kugler indmuret. Dette gør mig meget ondt. For at almuen kan huske den skændigste dåd, der nogensinde er begået, kan intet bedre middel tænkes end det, at de allevegne så de engelske venskabspant funkler på huse og gårde. Det ville virkelig smerte mig meget, hvis man ikke i hvert spor af skud på murene indmurede et af disse mordredskaber i Rundetårn, Nikolaj tårn, Frue-, Petri-, Runde- og Reformert Kirke, Studiegården osv. Det er ikke sandt at noget sådant ville vansire, slet ikke når tingesterne blev forgyldte. Og generelt bør retfærds- og patriotiskhedskrav være helligere end pyntelighedens.

Nr. 4 Til Politivennens udgiver
Historien vil retfærdigvis bevare erindringen om englændernes skændselstogt til Sjælland. Men det forekommer mig at et offentligt mindesmærke derom, rejst på det sted der var målet for deres niddingsværk, var en ting, som man højligt burde ønske.


Når først den skade, bomberne gjorde på husene er udbedret. Når den del af byen der afbrændtes om ikke ved, så dog i anledning af bombardementet, igen og skønnere end før er opbygget. Når Petri Kirke er udbedret. Når Frue Kirke atter er under tag, og Frue Tårn knejser med en skøn, lige høj, men ikke brændbar bygning. Når vores orlogshavn atter viser det trøstige syn af en stolt flåde. Når søtøjhuset igen er fyldt med alt hvad der hører til flådens udredning. Så vil mindet om de
forøvede afskyeligheder som den engelske regering bød København efterhånden uddø med de kvæstede og deres frænder. Og englænderne vil ikke længere føle sig ydmygede ved at betræde Københavns gader og pladser. Men et skændselsmonument ville så endnu kunne indjage dem gysen, føre skamrødme over deres ansigt, og tvinge dem til at forbande dem de skyldte et så beskæmmende syn.

Et sådant monument kunne bedst oprejses på Nyholm. Det burde forestille Kain der myrder sin bror Abel, fordi han var Gud behageligere, og på fodstykket metalplader, som under hesteskytten på Amalienborg, beskrive de engelskes togt med sande og kraftige ord.

Nr. 5) Til udgiveren
Da jeg har hørt mangfoldige ønske en Ulfeldt støtte opsat for England her i København, foreslår jeg at sætte den i Landemærket på det sted, hvor ilden standsede. Eller lige overfor i kirkemuren.


Den kunne være en simpel obelisk af granit, men på fodstykket måtte indsættes en indskrift, som angav "at den ild som her standsede, efter at have ødelagt de og de gader, bestående af de og de mennesker, skyldtes den engelske regering, der midt i fred og uden mindste påskud indkastede 12.000 bomber, granater og brandpile i København, for at rane den danske flåde og plyndre dels Holm osv"


(Politivennen nr. 498, 14. november 1807, s. 8006-8012) 

Redacteurens Anmærkninger

Dagen 10. november 1807 berettedes om lignende fra bombardementet:
Hos Købmand og Stivelsefabrikør Daniel Linaae i Vimmelskaftet No. 19, sees allerede i hans Baggaard efter Bombardementet det første grundmurede Hus under Tag 4 Etasjer højt, oprejst med Krands over; paa Siden af Huset sees indmuret en hel Bombe og 2 Kugler med Paamaling: Britternes Venskab 1807. En Lykke var det, at denne Bombe, der var fuld af Krud, blev bemærket og lagt i Vand, da bemældte Linaas Fabrik med mere blev lagt i Aske, saa at de brave Brandoffisianter med Mandskab ej dermed bleve beskadigede, som med saa megen Flid og Anstrængelse standsede Ilden ved et ham tilhørende Pakhus ud til Klosterstræde.
Eller i Nyeste Skilderie af København, nr. 9, 10 November, 1807:
I St. Peters Strædet har en Mand ladet indmuret en Bombe med Paaskrivt: "engelsk Venskabsminde".  
Canning
Var den engelske udenrigsminister George Canning. Om ham skriver gov.uk: "His greatest success was outmanoeuvring Napoleon at Copenhagen by seizing the Danish navy, but he also quarrelled badly with the War Minister, Castlereagh, over the deployment of troops".
Castlereagh 
Hentyder formentlig til den britiske krigsminister Robert Stuart, viscount Castlereagh.
Catchcart. 
Der hentydes til den britiske øverstkommanderende general William Cathcart
Percival 
Må hentyde til Spencer Percival.

En Efterretning om Elendighed, tilegnet københavnske Menneskehjerter

(Efter indsendt)

Endnu i dag (14. november) findes i midten af forrige reberbane ved Østerport for enden af Krokodillegade 9 brandlidte grupper med omtrent 20 børn, hvoraf nogle har ligger sådan på det bare gulv siden bombardementet.


Efter deres eget udsagn har de intet til livsophold, udover at feje det ene stykke efter det andet. Og de kan slet intet foretage sig, da lugerne må holdes lukkede for vind og regn, der gør dag og nat lige mørke.


(Politivennen nr. 498, 14. november 1807, s. 8003)

26 marts 2015

Eksempel på Villighed og på Uvillighed til Menneskeredning

(Efter indsendt)

I forgårs den 11. om aftenen kl. 10 hørte jeg i min bopæl en stærk råben og skrigen, og så vidt jeg kunne skønne fra pælerækkerne udenfor Langebro. Jeg og mange flere gode og retskafne mennesker ilede derfor over til bommanden Kjer, for ved ham eller hans hjælp at få båd og årer for at ro ud og hjælpe de i livsfare værende mennesker. Men han nægtede både over for mig og de andre at han hverken havde både eller årer. Og det fortjener at anmærkes at han modtog mig med en yderlig grovhed han modtog mig, og ligeså S. T. hr major Haffner som kom til i det samme og spurgte mig, hvad der var på færde, og flere som i denne anledning var forsamlede der. Uden at få hjælp af ham, henvendte vi os til forvalter Poulsen på Appelbyes Plads, som kom selv og medbragte årer. Denne retskafne mand gik også selv m. fl. ud til pælerækken og reddede to menneskers liv. Men en var allerede druknet på grund af det lange ophold. Om et sådant forhold kunne komme i betragtning ville det måske tjene andre for fremtiden.


Sukkerformefabrikken i København den 13. nov. 1807
O. Ettrup, fuldmægtig


(Politivennen nr. 498, 14. november 1807, s. 8001-8002) 


Sukkerfabrikation har en lang tradition på scenen for dette indslag (indsenderen er fuldmægtig på Sukkerformefabrikken). Disse lagerbygninger er dog over 100 år yngre, fra 1912-13.


Redacteurens Anmærkning

Artiklen blev fulgt op i Politivennen nr. 499, 21. november 1807, s. 8017-8021 og Politivennen nr. 501, 5. december 1807, s. 8049-8051.

Der kan vel efterhånden ud fra Politivennens artikler skrives et lille værk om Bommand Kjær. En ven på Facebook har henvist til Folketællingen fra 1801, og her kan man ved en simpel søgning finde følgende oplysninger:

København, København (Staden), Christianshavn Kvarter, Christianshavns Kvarter, Matr. 389, 1913, FT-1801, A5035

Navn:  Alder:  Civilstand:  Stilling i husstanden:  Erhverv:  Fødested:
Johan Kiær 34 Gift
Bommand
Constance Severine Struck 34 Gift
g Johan Kiær
Anna Erenst Stine [Kiær] 6 Ugift
Maren Cathrine [Kiær] 4 Ugift
Caroline [Kiær] 2 Ugift
Ole Petersen Hald 62 Ugift
Skyder Sælhunde

Man kan vel konkludere at bommand Kiær må have haft nok at se til, udover at skulle passe bommen og badeanstalten. 3 små børn. Af hans andre indlæg i Politivennen ved vi at han fik 2 flere børn, som han godmodigt karakteriserer som "uopdragne". Samt en 62-årig logerende der "skyder sælhunde". På det tidspunkt brugte man mængder af tran til gadebelysning og garvning. Og det fik man bl.a. fra sæler, som der var masser af langs de danske strande, bl.a. ved Køge. Amager var berygtet for sit trankogeri, der skal have frembragt en ganske afskyeligt stank.

Kiær optræder i øvrigt som stamfar til en efterlyst person på Slægt og Data. Ligesom den ene af hans døtre Maren Cathrine tilsyneladende er kendt på Familiesporet.

Efter Kjærs død må konen have giftet sig med en Friderichsen og videreført hvad der kom til at hedde gl. Badehuse, det fremgår af "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger", 21. juli 1825:
En voxen Dreng, som er tro og paalidelig, samt villig til at forrette hvad der bliver ham befalet, kan strax faae Condition paa gl. Badehuse ved Langebro hos L. Friderichsen.
Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 7. juni 1826:
De forhen værende Badehuse ere nu udlagte paa Strømmen ved Langebro til det ærede Publicums Afbenyttelse. Frederichsen. 
Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 31. maj 1827:
De forhenværende Badehuse ere nu i god brugbar Stand og udlagte paa Strømmen ved Langebro til Afbenyttelse for det ærede Publicum. L. Friderichsen. 
Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 21. juni 1832:
De saakaldte gamle Badehuse ere nu i god Stand og udlagte paa Strømmen ved Langebro, som herved tilkjendegives det ærede Publicum, som vil afbenytte samme. L. Friderichsen. 
Hvad der skete med Kjærs badehuse, fremgår indirekte af "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger", 22. maj 1835, hvor hans kone omtales:
Mandagen den 1ste Juni, Formiddag Kl. 10, bliver ved een eneste auction absolut bortsolgt:De saakaldte gamle Badehuse, der i mange Aar have været placerede i Basinet ved Langebro, paa Christianshavns-Siden, og som for Tiden ere indlagte i Graven ved Appelbyes Plads paa Christianshavn, tilhørende afg. Lorentz Fredericksen Kiertinges og ligeledes afdøde Hustrue Constance Severine fød Struck, forhen gift Kjær, deres fælleds Stervbo. Auctionsconditionerne erre til Eftersyn hos Procurator Petersen, boende i Compagnistrædet Nr. 70, 2den Sal, og bemærkes tillige, at Auctionen afholdes paa Appelbyesplads.

Den skaldede Matros

(Efter indsendt)

Da man hver dag på Københavns gader må gøre den sørgelige erfaring at den velkendte skaldede matros uhindret tør antaste, forskrække og forfølge folk, vil man hermed gøre fattigvæsenets politi (som muligt må være uvidende om hans tilværelse) opmærksom på følgerne af denne uforskammede tiggers frihed, der tidlig eller sildig er at fruentimmer med svage nerver udsættes for at få slagtilfælde af forskrækkelse over hans påtrængenhed. Det var derfor særdeles at ønske at denne uforskammede karl i tide blev indsat i tvangshuset.


(Politivennen nr. 497, 8. november 1807, s. 7997-7998)

Forslag om de af Universitetet udsatte Prisermaterier

(Efter indsendt)

Da det er at formode at kun meget få af de fra universitetet udsatte prisspørgsmål ville blive besvarede til den bestemte tid, da mange af de studerende er blevet afbrudt i deres videnskabelige sysler, og en stor del formodentlig er bortrejst til Norge, Jylland og provinsen, og ikke let kan komme tilbage, så foreslås det om ikke opgaverne kunne forblive gældende for det følgende år, da det dog synes rimeligt, at de som allerede havde arbejdet på afhandlinger over dem, ikke aldeles skulle tabe frugten og deres fordele.


(Politivennen nr. 497, 8. november 1807, s. 7997)

Om Indløbet ad Kallebod-Strand

(Efter indsendt)

Det er allerede før adskillige gange i Politivennen blevet ytret hvor ønskeligt det ville være om Kalvebodløbet igen blev brugbart for små skibe.


Da København nu allerede ved tre måneders blokade bør have lært at indse at det ville være godt om staden havde søtilførsel fra mere end en side, og det er muligt at en overlegen søfjende endnu i næste forår og sommer vil gøre alt sit til at gøre denne sandhed end mere følelig, så synes det at være tid igen at omtale denne sag.


Kalvebodløbet og Kalvebod Strand 2013. Set fra dæmningen på Amager som på Politivennens tid lå i selve løbet, og altså i vandet. Længst væk ses Fisketorvet, tættest Sluseholmen. Alle disse bebyggelser på Sjællandssiden lå dengang i selve løbet. Kalvebodløbet var meget bredere, men til gengæld mere lavvandet end tilfældet er nu. (Eget foto).

Hvis man læser om Københavns ældre blokader, ser man de tydeligste beviser på den store nytte det bragte indbyggerne at madskibene fra småøerne og Fyn ad Kalvebodløbet kunne indløbe uden synderlig fare, når det derimod var umuligt fra Reden at få mindste tilførsel.

Ødselhed er vist nok et stort onde. Men det er unægteligt at der gives tilfælde hvor sparsommelighed har lige så slemme følger. Et af disse var det da Kalvebodløbet ved Københavns udvidede befæstning afspærredes for sejlads for blot at have Toldbod og toldbetjentene ved et indløb i stedet for to.


Ikke alene har sejladsen for samme skibe derved i en så lang årrække været gjort langsommere, for ofte kan den heftige strøm i Dragørrenden hindre sejladsen hele dage, men selv mange skibbrud kan siges at være undgåede, når skipperne straks havde kunnet søge ind i Køge Bugt og overalt i Kalvebodløbet ligge som i den tryggeste havn.


Det er ikke troligt at dette løb skulle være blevet meget grundere medens det har været lukket for skibe. Den eneste skade det rimeligvis kan have lidt, kan være at en eller anden sandpram kan være sunket deri. 6 til 7 fods vand påstår kyndige folk at der endnu gives, og dette er allerede nok for de mindste jagter og for store både.


Men skulle det endnu være sådan at der virkelig var blevet grundere, så gives der hvis regeringen måtte ønske dette løb brugt igen til stadens mageligere forsyning, som altid i fred, så især i krig, et overmåde godt middel til uden mindste pengeudgift at få dette tilvejebragt.  Man behøvede nemlig blot at sætte
til offentlig auktion dette løbs opmudring, afmærkning og vedligeholdelse såvel som en lods imod afgift af alle ind- og udgående fartøjer, således at den der ville påtage sig at sætte og holde det i stand mod den mindste afgift af de farende blev evig ejer af Kalvebodløb.

(Politivennen nr. 497, 8. november 1807, s. 7994-7996)


Redacteurens Anmærkning

Kalvebod Strand lå længere inde i landet end nu. Området syd for Langebro mellem Tietgensgade og Kalvebod Brygge var dengang oversvømmet og er normalt det område som Politivennens skribenter omtaler som Kalvebod Strand. Stakaterne var en pælerække som gik tværs over løbet mellem København og Christianshavn nogenlunde syd for der hvor Langebro er i dag. I dette område lå også badehusene.

25 marts 2015

Noget videre i Anledning af de i Politivennen nr. 495 indrykkede. "Tanker og Forslag i Anledning af den danske Flådes Tab"

Kyndige mænd har forsikret at en kanonbåd, fraregnet skytset, kan fås for mindre end 4.000 rigsdaler.

400 gode kanonbåde ville altså koste 1.600.000 rigsdaler. En sum som let kunne lånes i Holland 
og forrentes med 64.000 rigsdaler årligt. (For indenlandske lån bør ikke ønskes da disse ved at trække kapitalerne fra næringsvejene er lige så skadelige i et land, der endnu mangler den nyttige indretning, privatbanker, som de i et dermed forsynet land kunne anses fortrinlige) .

Dersom staten optog dette lån kunne ufortøvet altså begyndes i 20 til 30 havne på en gang eller på bekvemme steder ved skovrige kyster. Og bygningen være fuldendt på mindre end et år. Derfor var der alligevel lejlighed for amter, købstæder, grever, baroner, grosserere, proprietærer, kapitalister, klubber osv. ifølge det i Politivennen nr. 495 foreslåede til at vise den skønneste patriotisme der sikkert også vil ske på mindste kærlige opfordring fra regeringen.


Hver sådan patriot eller samfund af patrioter havde lov at give regeringen enten den sum 4.000 rigsdaler straks eller dele deraf i visse terminer. Eller om det var mere bekvemt for dem 8 procent årlig af denne sum indtil det lånte, som sagt, var tilbagebetalt med renter af regeringen.


Disse tanker og forslag i Politivennen nr. 495 har gjort indtryk hos mange. Og det er derfor nyttigt at bekæmpe enhver indvending derimod kunne gøres. Man har nemlig sat tvivl om man har tømmeret til denne bygning. Men herom bør der ikke være tvivl. For kyndige mænd har forsikret udgiveren at Danmarks egeskove er mere end tilstrækkelige til det. Og master til sådanne småskibe kunne, om de end ikke let, fås fra Norge eller fremmede steder, og hugges i Hørsholms granplantager.


En anden indvending er gjort, der mere har synet for sig. Og det er den at der kræves en betydelig mængde mennesker til at bemande 400 kanonbåde.


Det er sandt at vores kanonbåde kræver 60 mand, og 400 kanonbåde kræver altså 24.000 mand. Og var det nødvendigt at alle disse skulle være sømænd, da var sådan bemanding vist nok ikke let, især i en krig med England, så længe dette ikke endnu har undergået den forestående ydmygelse, men endnu er i sin hele søstyrke. Men kun 1/3 af en kanonbåds bemanding behøver at være sømænd. De øvrige kunne være soldater eller bønderkarle. Kun at de have styrke og fornuft til at regere en åre og forstå at skyde med et gevær. Ting som såre hastig bibringes, når de kommanderende har den tilbørlige duelighed.


Endelig har man indvendt at en sådan roflotiller i Bæltet og en ditto i Sundet krævede, hvad også er foreslået, kyster spækket med batterier og at disse ligeledes krævede en betydelig del tropper. Til dette punkt kan blot svares at den der vil virkningen, også må ville midlerne. Kysterne i bæltet og i sundet bør være jernkyster for britterne, og det kan de ikke blive blot ved tropper i Fyn og Sjælland, ikke ved roflotiller uden batterier. For disse ville da enten ødelægges 
af fjendtlige eskadrer eller indknibes i enkelt befæstet havn. Ikke heller ved batterier uden roflotiller, for da overlod man jo det våde element aldeles til fjenden. Men det ville blive opnået ved roflotiller og batterier til disses ly.

Hundested Skanse blev opført 1809 for at beskytte indsejlingen til Roskilde Fjord. Oprindeligt var den bestykket med 8 kanoner og 2 morterer. Mandskabet var rekrutteret fra lokalbefolkningen og skulle holde skansen indtil mere professionelle nåede frem. Hver søndag skulle mænd som ikke var indkaldt til militæret, stille op til militsøvelse. Eneste krav var at de kunne gå rask og uforfærdet på fjenden. Og det "ledsaget af et stærkt skrig af alle mand".

Om end Bæltet krævede 12 batterier fra Albo til Vejrø og Sundet 8 fra Dragør til Kronborg, så ville 8 til 10.000 mand være tilstrækkelig til en god befæstning. Og da det ved de fleste blev muligt ved signaler straks at trække styrke til sig fra omegnens bevæbninger, så vil dette tal endnu kunne nedsættes til 2/3 af det angivne.

Men, vil man sige, 25 til 26.000 mand på flotillerne og batterierne er dog en hel arme, beskæftiget blot på disse to strømme. Vel! For Danmark er dette rigtig nok en arme. Men hvor skal Danmark i en krig med England bruge sin styrke hvis ikke på de to eneste steder, hvor det kan skade England, og føleligt skade det? Og disse to farvande er jo nemlig de eneste veje for England til Østersåens korn, hamp, hør, master, jern, kobber, tømmer og træværk, som det vil føle det uendelig hårdt at savne, på samme tid da det tillige må savne en af dets bedste afsættelsesgrene for sine koloni og manufakturvarer.


Men uagtet denne betragtning måtte være nok til at bestemme Danmark til at gøre sig, på den foreslåede måde til Bæltets og Sundets herre, kommer endnu en større drivfjeder til: Nødvendigheden, hvis det eller vil sin tilværelse.


Hvor meget man end har hørt og hører skrige at Sjælland ikke burde være hovedprovinsen og København ikke hovedstaden, behøver man dog kun at være en lille statsmand, kun at kende lidt til sit fædreland for at forkaste alle sådanne golde udråb. Selv det der er sket for nyligt er om andet ikke haves bevis nok på at Sjælland med sin beliggenhed, ved Europas nærværende politiske forfatning, er kernen og hjertet af Danmark og følgelig af hele staten. Uden Sjælland er Danmark åben for enhver magt der kan sætte 100.000 mand i marken. Men Sjælland kan en femdobbelt så stor arme ikke komme til når den mangler flåde. Og en sømagt, er det endog selveste England, kan ikke udrette noget mod Sjælland når der på øen står en dansk arme. Og den kan Sjælland med sine omkringliggende øer Lolland, Falster og Møn både føde og rekruttere. Sjælland bør derfor være Danmarks kæreste provins. Gør han den til biprovins da bliver den et offer for en overmægtig søfjende. Og han selv uden tilflugt hvis han angribes af en overlegen fastlands magt. Men derfor bør også Sjællands samfærdsel med Danmarks øvrige dele, med Sverige, Norge og Rusland være sikret. Det er på Sjælland den i sin trygge rede boende konge bør beherske Bæltet og Sundet.


Ligesom Sjælland er hjertet af de danske lande, vil det vel ikke falde nogen klog mand ind at København burde ophøre at være hovedstad. Hvor er den stad vel der bedre kunne være det? I Norge kan regeringen ikke være uden at vove at afskæres fra alt sammenhæng med Danmark. På Fyn eller i Jylland er heller igen stad der er forberedt til at kunne være hovedstad. Og i provinsen Holsten der endnu ikke er til fulde indlemmet i statslegemet, hvis beboere desuden ved sprog sæder og tænkemåde er så adskilte fra de danske og norske, der er statens hovedfolk, var det ikke tilrådeligt at bosætte en regering der har lille landstyrke og som ved mulige fastlandsbegivenheder ville være allermindst på sit sted tæt ved vor fastlandsgrænse.


Det kan vel ikke nægtes at København er den eneste hovedstad der ligger et fremmed land kun tre mile nær, og blot afsondret derfra med vand. Men selv denne beliggenhed har dog en nytte. Den at byde årvågenhed og at pålægge Københavns indbyggere altid at være rede til forsvar. Også denne hovedstadens beliggenhed taler for nødvendigheden af den del af det her omhandlede emne, som angår: Med batterier og roflotiller at beherske Sundet.


(Politivennen nr. 497, 8. november 1807, s. 7986-7994)


Redacteurens Anmærkning. 

Artiklen er en opfølgning af Politivennen nr. 495, 24. oktober 1807, s. 7965-7967. Se det lange indlæg om Englandskrigene efter bombardementet.

Der blev bygget "roflotiller". I 1808: 116 kanonchalupper, 16 mortérchalupper og 20 kanonjoller. Stadig et pænt stykke fra de 150-100, sågar 400 som artiklerne ovenfor skønnede nødvendigt. Der findes en liste over hvor meget de nåede at udrette i den såkaldte Kanonbådskrig 1807-1814. Helt hen i 1840'erne var genopbygningen af flåden ikke engang nået op på halvdelen af hvad englænderne havde taget: 6 linjeskibe (før 17), 7 fregatter (før 16), 8 korvetter og brigger (før 7 brigger) og 70 kanonchalupper og joller (før 23). Da var fremstillingen af dampskibe allerede i gang, og verden var blevet en helt anden.


Kanonchalouppen "Eckersberg". J. H. Schultz: Den Danske Marine 1814-1848, bd. 1 (1930)