31 marts 2016

Bøn til Magistraten.

Den prisværdige iver hvormed Københavns ærede magistrat i de senere år såvel i som udenfor staden har fremmet fodgængernes bekvemmelighed, ved vejes og fodstiers anlæg, lader håbe at følgende anmodning ikke vil blive ubønhørt.

Forrige år blev der ved Amtsøvrighedens virksomme bestræbelse anlagt en skøn gangsti på Gammel Kongevej, hvorved denne lers om vinteren ufremkommelige vej blev gangbar hele året igennem. Hvor herlig denne indretning nu end er, og hvor taknemmelig man bør være øvrigheden herfor, har man dog i dette efterår ikke ganske kunnet drage den tilsigtede nytte deraf. Årsagen hertil er at ejeren af Glacieholm der i sommer od en bygning opføres på sin grund, har ladet den grøft der adskiller hans have fra vejen,, tilkastes. Dette har haft til følge at vandet såvel fra nævnte mands have som fra kørevejen intet afløb har, og derfor forårsager et uigennemtrængeligt morads. Dette kunne nu vel mandspersoner ved hjælp af et par gode vandstøvler trodse. Men det smukke køn der ikke således kan bevæbne fødderne, bliver derved aldeles udelukkende fra en vej der er anlagt til publikums bekvemmelighed og fornøjelse.

At den mand der er skyld i denne ulempe, selv vil søge at afhjælpe samme, er ikke sandsynligt da det ikke kan være undgået hans opmærksomhed hvor meget den moradsige vej ulejliger og besvær de forbigående, og han vist ofte med sorg har set hvorledes disse for så meget som muligt søger det tørre, fastholder sig ved hans stakitværk, med fare både for dette og dem selv. Desuagtet har han hidtil intet gjort til publikums lettelse. Man tager sig derfor den frihed at henvise sagen til stadens høje magistrat, der ved sin iver og virksomhed for publikums bekvemmelighed, har erhvervet sig alles højagtelse og tillid, med den ærbødige bøn at det omtalte vejstykke snarest muligt må blive således istandsat at det bliver en værdig fortsættelse af gangstien på Gammel Kongevej hvis anlæg almenheden med så stor taknemmelighed har påskønnet.

(Politivennen nr. 574. Løverdagen den 30te december 1826, s. 857-859)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares af ejeren af Glaciesholm i Politivennen nr. 575, 6. januar 1827, s. 8-9.

Til Portbetjenten i Ringsted.

Den påfaldende uoverensstemmelse mellem anmelderens klage over den ringstedske portbetjents uartigheder og dennes erklæring desangående nødsager anmelderen til at erklære at han med to vidner (for der var to personer på vognen foruden ham) kan bevise sandheden det der er fremført mod samme portbetjent, skønt sidstnævnte gør sig til af i ledtog med møllerkusken at ville bevise at anmelderen skulle have været ikke blot den angribende, men endog den fornærmende. Og dernæst at anmelderen aldeles ikke trænger til portbetjentens tilgivelse for de udtryk der er brugt mod ham i Politivennen, allermindst på grund af at han ikke kender anmelderen da han jo, hvis han tror sig til den grad forurettet, at han trøster sig til at sagsøge denne, kan få at vide hvem han har at bestille med, og desuden nok ved at her til lands alle personer er lige for retten. Personen overhovedet aldeles intet gør til sagen.

(Politivennen nr. 573. Løverdagen den 23de december 1826, s. 846-847)


Redacteurens Anmærkning

Artikelserie: Politivennen nr. 561. 30. september 1826, s. 655-656, Politivennen nr. 568. 18. november 1826, s. 756-759 og Politivennen nr. 573. 23. december 1826, s. 846-847.

Til Spørgeren i Politievennen Nr. 571, angaaende Slagterboutiken paa Toldbodveien.

Manden til hvem jeg lejede butikken, viste mig sit borgerbrev som slagterfrimester, ifølge hvilket han troede sig berettiget til at sælge sit kød hvor som helst. At heri var noget lovstridigt, kunne heller ikke falde mig ind, da man på flere steder i byen har udsalg af kød, og næppe føler man savnet af et kødudsalg mere, end netop i denne egn af staden.

I et halvt år havde manden fred. Men just som han  havde erhvervet sig en god afsætning, og denne fattige mand begyndte at øjne en blidere fremtid, indfandt slagterlaugets oldermand sig, foranstaltede butikken lukket, og forbød ham at sælge kød samme sted.

Senere har jeg i en ansøgning til den høje og velvise magistrat forsynet med attester fra flere beboere i dette kvarter, søgt at godtgøre nødvendigheden og nytten især for søfarende af et kødudsalg her på Esplanaden, og i denne anledning bedt om tilladelse at leje en butik bort til en slagtermester. men det blev nægtet, af hvilken grund -ved jeg ikke. Men at jeg derved taber en årlig indtægt af 60 rigsbankdaler, at en fattig, stræbsom mand og familiefar er kastet ud af sin næringsvej, og at den søfarende såvel som beboerne af denne egn af staden nu igen må mangle bekvemmelig som de så længe savnede - er både vist og sandt.

Spørgeren vil heraf kunne overbevise sig om at jeg i fjerneste henseende ikke er årsag i denne for mange så ubehagelige forandring, og mig mangler sandelig hverken "rum" til en slagter eller lyst til at udleje min butik til en sådan.

Rom
Forpagter af Tolbodvinhuset.

(Politivennen nr. 573. Løverdagen den 23de december 1826, s. 844-846)

Redcteurens Anmærkning.

Den oprindelig artikel er ikke medtaget her, da indholdet fremgår af svaret.

30 marts 2016

Anmodning til dHerrer Repræsentater for det mosaiske Troessamfund.

Som bekendt skulle de herrer repræsentanter vælge taksatorer blandt sådanne af menighedens medlemmer der kunne formodes at have så nøje kundskab om deres medborgeres formueomstændigheder at de kunne sætte disse i skat efter rimelighed og enhvers lejlighed.

Man finder det derfor underligt at de sidst valgte taksatorer netop er sådanne som nyligt er begyndt at drive borgerlig næring. Ja at den ene af dem endog ikke er en indfødt dansk.

Om dette er årsag i at en del af samfundets medlemmer af de herrer taksatorer er pålagt at betale det tredobbelt af hvad de før har givet, vil anmelderen ikke just påstå. Ligesom han heller ikke vil indlade sig på at bestemme om taksatorerne ved at bestemme deres eget bidrag er foregået de andre med et godt eksempel. Men han overlader villigt begge dele til de herrer repræsentanters bedømmelse idet man holder sig forvisset om at der vil blive sat skranker for enhver arbitrær og selvrådig fremgangsmåde.

(Politivennen nr. 572. Løverdagen den 16de december 1826, s. 836-837)

Forespørgsel i Anledning af en ligesaa smagfuld, som usædvanlig, Illuminationsmaade.

Da to aldrende folk for nogen tid siden holdt bryllup, havde samtlige beboere i det hus hvor bruden boede, illumineret deres værelser som vendte mod gaden, med undtagelse af beboerne i gårdens første sals etage.

At dette parti i huset desuagtet ikke var uvirksomt ved denne højtidelige lejlighed, finder man det passende at offentliggøre. Dels for at gøre en ende på de mange mere end besynderlige rygter der på grund af det er sat i omløb, og dels for om muligt at blive underrettet om betydningen af de foranstaltninger der var truffet som man tør antage blot for at forskønne denne for brudeparret så festlige dag.

Hvad der altså manglede til gaden, fandtes til gården. I nævnte beboers kontorvinduer der vender ud til gården, var anbragt en stage med brændende lys i hvert vindue. I køkkenet så man i et vindue en gammel jydepotte og i et andet en gammel natpotte, begge fyldt med sand, i hvilket der var anbragt et brændende lys. I et tredje vindue fandtes en stendunk, og i et fjerde vindue en flaske hvori der ligeledes fandtes brændende lys. Endvidere fandt man i et af vinduerne placeret en dukke der forestillede et mandligt væsen med en hvis nathue på hovedet og derhos hængte to sammenbundne ris ombundet med røde silkebånd.

At denne ligeså smagfulde som særegne illuminationsmåde tiltrak sig gårdens og hele nabolagets opmærksomhed vil man let kunne forestille sig. Men næppe lader det sig tænke med hvilken begærlighed folk fra alle byens hjørner og kanter strømmede til for at være øjenvidner til dette så festlige skuespil. Kort sagt, gården var propfuld af den sammenstimlede, hele tiden tiltagende menneskemasse der lige så lidt kunne se sig mæt på den usædvanlige illumination som finde ud af hvilken sindrig betydning samme måtte have.

Skønt man nu med sand erkendtlighed og taknemmelighed påskønner de uegennyttige opofrelser og anstrengelser hvormed denne beboer bidrog til at forøge den glæde som dagens begivenhed gav anledning til, så må man dog åbenhjertigt tilstå at man ikke, al gransken uagtet, er i stand til at udfinde betydningen af denne, om man så må udtrykke sig, bagvendte illumination, eller af de ved samme fremstillede sindbilleder. Man tillader sig derved ærbødigst at gøre forespørgsel i så henseende og tør man af dette ægtepars bekendte humanitet forvente oplysning på denne så vidunderlige og vanskelige gåde.

Spørgsmålet bliver altså: Hvad betyder en illumination til gården, hvortil man foruden lys og stager, bruger en gammel jydepotte og en ditto natpotte, en stendunk og en flaske, samt to sammenbundne, med røde silkebånd ombundne ris, og en dukke med en vis nathue på hovedet?

(Politivennen nr. 572. Løverdagen den 16de december 1826, s. 833-836)

Inhuman Opførsel af en Toldbetjent i Roeskilde.

Ligesom jeg i flere år har taget til Roskilde marked for at gøre indkøb af fødemidler, således indfandt jeg mig der også i år den 25. oktober i år i ovennævnte øjemed. Da jeg kørte ind i Roskilde by, betalte jeg accise af mine varer og blev tillige af betjenten indprentet at jeg ved udkørslen mod at foreviste den seddel jeg havde fået ville få hvad jeg havde betalt for godtgjort.

På grund af det meldte jeg mig den påfølgende 27. oktober da jeg ville køre her til staden hos toldbetjent Classen eller Clausen med min passerseddel. Hvilken han inden jeg kunne nå at fremsætte nogen anmodning om at få den lovede godtgørelse, straks erklærede for alt for gammel og i det hele taget for ugyldig.

Da jeg nu søgte at forestille hr. Clausen at jeg dagen i forvejen ingen lejlighed kunne få til København og at det syntes mig underligt at jeg skulle tabe min ret fordi jeg havde opholdt mig to nætter i Roskilde, blev han yderligere grov og erklærede at min passerseddel var 22½ time for gammel, samt at han ikke ville give 4 skilling for den. Mine øvrige forestillinger om hvor urimeligt det var at jeg skulle betale to gange accise hvis jeg ingen godtgørelse fik, besvarede betjent Clausen i en så stødende tone og på en så uartig og hånlig måde at jeg priste mig lykkelig ved at blive denne tysk-danske person kvit, og måtte da nu finde mig i at betale anden gang ved min ankomst til København.

Foranlediget heraf kan jeg ikke tilbageholde det ønske - for det er mig aldeles ikke om pengene at gøre - at en sagkyndig mand ville fremkomme med forslag til en måde hvorpå i det mindste nogle gran af den humanitet der besjæler landets højeste embedsmænd, kunne blive forplantet til sådanne småpersoner.

Joh. Andr. Struwe.

(Politivennen nr. 572. Løverdagen den 16de december 1826, s. 831-833)

Købstæderne var ligesom København toldområder, dvs man skulle fortolde sine varer når man kom ind i byen. Her ikke i Roskilde, men Vesterport i København. En kvinde har forsøgt at smugle et klæde ind, men opdages af "posekiggeren" med sin hund og stang til at stikke i sække, vognlæs o. lign. (Vilhelm Marstrand, 1831. Københavns Museum)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 577. 20. januar 1827, s. 38-40.

Fornøden Berigtigelse af Herr A. Jensens Forsvar for og Fortælling om Madame Larsen.

Uagtet der kan være et og andet at indvende imod hr. Jensens fortælling om madam Larsens kurmetode, uegennyttighed osv. så vil anmelderen dog forbigå denne del af stykket. Hvad han derimod ikke kan tie til, er hans udladning om at min fortælling er "usandhed og nonsens".

Det er nemlig ved de omtalte forhør tilstrækkelig oplyst at sagen forholder sig som berettet af mig, såvel med hensyn til den omhandlede ildløs som til den voldsomme adfærd den 70-årige kone måtte udstå af vagten. Ligeledes er gerningsmanden ved den afsagte dom, anset med en ikke ubetydelig straf, samt forpligtet til at betale badskærerløn. Hr. Jensen vil heraf blive overbevist om at han farer med snak. Og jeg må herved lægge ham på hjerte at forskaffe sig bedre underretning en anden gang. For at forsvare uret er omtrent lige så umoralsk som at begå uret.


Til slut vil man anbefale madam Larsen mere varsomhed med ild og lys. For hverken naboer, genboer eller det offentlige kan være tjent med at forskrækkes af den ild hun tillader frit råderum. Hvad enten samme så rejser sig fra hendes skorsten eller fra hendes tobakspibe. 


(Politivennen nr. 572. Løverdagen den 16de december 1826, s. 830-831)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på Politivennen nr. 568. 18. november 1826, s. 753-757 og Politivennen nr. 569. 25. november 1826, s. 789-791.

Ønske fra Skibskirkegaard.

Nolite violare sepulera mortuorum (I skal ikke krænk de dødes gravsteder).  Næppe skulle man tro at denne selv af hedningerne overholdte regel ville blive overtrådt i en kristelig stat. Men at det desværre dog ofte er tilfældet, vil nedenstående sandfærdige beretning kunne godtgøre.

En enke havde anbragt et monument af støbt jern på sin hedengangne ægtefælles gravhøj. Søndag den 10. dennes lod hun sine børn gå ud på kirkegården for at dvæle ved deres elskede fars grav, og de fandt da kl. 3.30 om eftermiddagen alt i bedste orden. Men da de atter kl. omtrent 4.30 forinden de fik hjem, ville se til graven, var monumentet oprykket, og henlagt ved hækken ud mod Farimagsgade hvorfra det da rimeligt skulle have været bortført den efterfølgende nat.

Foranlediget heraf kan man ikke tilbageholde det ønske at rette ansvarshavende ville lade det være sig magtpåliggende at finde midler til at forebygge sådanne skammelige tyverier.

(Politivennen nr. 572. Løverdagen den 16de december 1826, s. 829-830)

29 marts 2016

Ønske ved Børsen.

Mange med mig anmoder Dem, højstærede hr. udgiver! at fremsætte nedenstående ønske i Deres gavnvirkende blad Politivennen:

"Om morgenen mellem 8-11 kan man ikke uden med stor fare for at ødelægge sine klæder, passere fortovet ved Børsen da næsten hele vejen er besat med fiskerkællinger som køber fisk på kvaserne for at sælge dem ved stranden, ja selv tjenestepier tillader sig at bære blodigt kød på fortovet og standser derved aldeles passagen. Ville dette uvæsen ikke ophøre når en politibetjent patruljerede der på oven nævnte tid og plakaten desangående atter blev kaldt i erindring. Selv om dette ønske adskillige gange har været fremsat, håber man dog at De godhedsfuld vil unde dette en plads i Deres blad, for atter at henlede de ansvarshavendes opmærksomhed på disse væsener der afstedkommer dette uvæsen

(Politivennen nr. 571. Løverdagen den 9de december 1826, s. 814-815)

"Farens Dage".

Det havde allerede længe før dette stykkes opførelse været bekendt at det rimeligvis ville give anledning til uroligheder i Skuespilhuset. Man kunne derfor med rette have ventet at politiet ville sikre den tilladte meningsytring og forebygge optrin som må indignere enhver retsindig. Det er en gammel erfaring at der ved produkter som kvalificerer sig til udpibning, sørges for at pøbelens bærme med argumenter som trænger igennem, nemlig prygl, bliver det dominerende parti. 

Således ved "Farens Dage" den 1. og 4. december. Anmelderen behøver ikke at fremhæve disse elendige som anmasser sig ret til at dømme i et anliggende hvorfor de er et hyret bolværk. Det var ikke blot første aften at disse herrer med deres stands veltalenhed søgte at bemægtige sig herredømmet som kun få havde mod til at gøre dem stridigt, da de ikke så deres liv under offentlig sikkerhed. Men også den anden aften da pibningen var almindelig, søgte de på alle mulige utilladelige måder at hævne sig på dem som ytrede en mening som afveg fra deres. Selv i logerne var publikum ikke sikker for disses tøjlesløshed. Det smerter anmelderen inderligt at sådant kan finde sted i København under vores humane politis ellers så årvågne øjne. Han håber med tillid at man ved de følgende forestillinger vil være retfærdig og beskytte enhver tilskuer mod en ophidset pøbels rå adfærd og til den ende stationere et tilstrækkeligt antal betjente i parterret, på gangene uden for logerne og hvor ellers det kunne findes fornødent til at opretholde orden. 

Ligeledes bør det indprentes dørvogterne (kontrollørerne) at de afholder sig fra al indblanding i denne sag som ikke foregår på gangen hvortil deres kommando indskrænker sig. Og anmelderen kan ikke skjule sit mishag over den skik at fortsætte med at opføre et stykke som så velfortjent er udpebet, ligesom over at klapperne efter at gongongen er hørt, endnu bliver ved med at ytre sig, mens piberne nødes til at tie, hvilket både er inhumant og stridende imod de givne bestemmelser.

For at jødernes "Farens dage" ikke skal blive de kristnes "Farens aftener" fordi de som forsvarer den gode smag som de andre deres tro ikke vil erkende pøbelens kompetence, tør man håbe at når nu disse afskyeligheder er påpeget offentligt så vil politiet kraftigt sætte en dæmning for det.


(Politivennen nr. 571. Løverdagen den 9de december 1826, s. 807-810)

Der findes næppe fremstillinger af denne begivenhed, så i stedet vises her det indvendige af Det kgl. teater under fremstillingen af Jacob v. Thyboe. C.F. Christensen omkring 1820-1830. Statens Museum for Kunst.

Redacteurens Anmærkning

Thomas Overskous (1798-1873) debutskuespil "Farens Dage" blev opført på de nævnte dage, samt yderligere tre dage inden for den næste måned. Studenterne havde forsøgt at pibe stykket ud. Overskou var arbejdersøn og på daværende tidspunkt (1821-42) skuespiller. Senere journalist, kritiker, forfatter og oversætter - og teaterhistoriker. Begrænset succes fik han senere med "Østergade og Vestergade" 31. december 1828.

Han gav sig selv følgende skudsmål i Den Danske Skueplads, bd. 4:
Dramaet "Farens dage" ... var et begynderarbejde der ved de optøjer, som det gav anledning til, gjorde en opsigt, hvilket det aldeles ikke kunne have vakt ved sig selv. Taget af en tydsk novelle, anlagt efter en fra theatrets spektakelstykker hentet kundskab om theatralsk effect, beregnet paa enkelte talenters fortræffelighed i bestemte fag og udarbeidet med nogen sands for poesie, var dette drama i en række knaldscener et af de saakaldte "taknemmelige skuespillerstykker" og godt egnet til at slaae mængden med rædsel, rørelse og overraskelser ...

 Den Store Danske skriver:
Hans tidligste skuespil, Farens Dage, 1826, Tre Maaneder efter Brylluppet, 1828 og Misforstaaelse paa Misforstaaelse, s.å. er nu glemt. De var forældede allerede da de kom frem og fulde af reminiscenser fra de tyske dramatikere A. F. F. v. Kotzebue og F. U. L. Schröder. 

Til de tre første opførelser på Det Kongelige Teater måtte publikum komme med bifalds- eller mishagsytringer. Men derefter var det ikke tilladt. 

En mere omfattende polemik af teatret kan læses i Politivennen nr. 692, lørdag den 4. April 1829: "A. B. C. til Theaterdirectionen", s. 209-215, samt Rachel Hertzeleins svar i Politivennen nr. 693, lørdag den 11. April 1829: "Til A. B. C. Manden i sidste Politiev", s. 229-232.

28 marts 2016

Replik til den veltænkende Indsender af Stykket mod Madame Lassen (rettere Larsen) i sidste Politieven

Det er nok så bekendt at madam Larsen (som ved kongelig bevilling grundet på Sundhedskollegiets og andre lægers erklæringer er tilladt kirurgisk praksis)  i en tid af en halv snes år har helbredt adskillige hundrede mennesker, til dels af de højere og højestere klasser, heriblandt en mængde som dels ved egen, dels ved deres lægers forseelse var forkvaklede og ansås for uhelbredelige *). Et sådant held i at kurere ville have indbragt en læge rigdom. Hende har det indrentet hendes patienters taknemmelighed. Men i øvrigt intet uden armod. 

Og nu står en person frem som ikke undser sig ved at forbitre hende livet ved at rippe op en  ulykkestildragelse som kan hænde i ethvert laboratorium og hvorved et kært barn berøvedes hende som var hendes trofaste og duelige medhjælperske og ydede de syge det omhyggeligste tilsyn. Dersom indsenderen endda havde haft grund til sin anke, var hans forhold dog noget mindre odiøst. Men at overfalde en kone med ukvems- og spotteord fordi hun ved vagtens hjælp lader fordrive en strimmel mennesker som bestormer hendes hus, endog efter at rette vedkommende har overtydet sig om urigtigheden af den mod hende gjorte beskyldning, det er mildest talt under al kritik. 

I øvrigt vil vel enhver erkende fortællingen om en kone "som har fået panden kløvet og dog bringes i vagten" for det den er, nemlig: usandhed og nonsens.

*) At andre sygdomme opstår hos hendes patienter efter at hun har helbredt dem, er en urimelig indvending, som gendrives dels derved at hun netop uddrager alle onde væsker af legemet før hun læger sårene, dels ved justitsrådinde L's, kommandør S.s, krigsassesor Rsd og mange fleres eksempel som endnu mange år efter deres helbredelse er fuldkomment sunde og raske.


A.Jensen

(Politivennen nr. 570. Løverdagen den 2den December 1826, s. 789-791)


Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på Politivennen nr. 568. 18. november 1826, s. 753-757, og blev besvaret i Politivennen nr. 572. 16. december 1826, s. 830-831

Et, af Portcontrolleur Schwarts foranlediget, tidsspildende Ophold ved Stadens Nørreport.

Lørdag den 23. september kom en af byens bagermestre til stadens Nørreport med et læs mel som han havde ladet male på Roskilde Vandmølle. Da han have tabt den på møllen modtagne vejeseddel, og ikke med vished kunne erindre hvor meget mel han havde, besluttede han sig til at angive vægten så høj at der i så henseende ikke kunne ophvile ham noget ansvar. Hvilket siden også viste sig da han havde betalt en accisse af 9 lpd. mere and han havde på vognen. Efter at melet således var vejet og vægten befundet rigtig, erklærede den konstituerede portkontrollør, premierløjtnant Schwartz tillige med en vis toldbetjent at melet skulle sorteres, hvorpå han tog prøver af 3 halve sække af ringere sort, og af 2 sække af nr. 1, forseglede derpå de 3 halve sække med dobbelt segl og erklærede at det forseglede mel skulle synes ved toldboden. Men forandrede efter tilstrækkelig lang betænkningstid denne sin beslutning idet han nemlig sendte en betjent i byen for at få melet synet hos en møller. Anmelderen der var overbevist om at melet var af den angivne kvalitet, kunne naturligvis intet have at indvende imod det intenderede syn, men ytrede blot sin misfornøjelse over det derved forvoldte lange og unødvendige ophold, især da forskellen på de flere sroter mel var så kendelig at enhver bonde ville have kunnet skelne til hvilket sort enhver prøve burde henføres. Men her var jo intet andet at gøre end at tie og lide, og først da betjenten kom tilbage, blev det anmelderen tilladt at køre ind i byen med sit mel, efter at seglene var taget bort, og efter at han var blevet opholdt fra klokken 10 til klokken 12.30, altså i 2½, skriver to og en halv time.

Om man endog i dette tilfælde vil kunne rose hr. portkontrollør premierløjtnant Schwartz og den omhandlede betjent for embedsiver, og sindig, lovlig og betænksom fremgangsmåde - noget anmelderen aldeles ikke vil indlade sig på at bedømme - så synes man dog berettiget til at antage at ingen af dem har haft eller tiltroet sig selv varekundskab nok for at kunne henføre nogle højst forskellige melsorter under deres rigtige benævnelse, eller med andre ord at de ikke var kendere af mel, hvilket man dog vel med rimelighed kunne vente sig af mænd i ders embedsstilling. Og anmmelderen slutter således denne sandfærdige fremstilling med det ønske at en eller anden sagkyndig vil fremkomme med forslag til et forebyggelsesmiddel mod sådant ubehageligt og tidsspildende ophold.

(Politivennen nr. 570. Løverdagen den 2de December 1826, s. 785-788)

Desmerdaasen i Borgergaden Nr. 193.

Beboerne af den strækning af Borgergade der ligger mellem Helsingørsgade og Dronningens Tværgade, bliver undertiden især om aftenen opvartede med en så rådden, pestilentialsk stank at enhver uvilkårligt griber sig til næsen for at hindre den uvelkomne gæst fra at trænge ind. - Såvidt formodes kommer denne stank fra det i denne strækning værende garveris vand der udslås. Man beder derfor sammes ejer for fremtiden at ville foretage denne operation senere ud på aftenen og om muligt først efter kl. 10, da vist alle de beboere der ikke bruger tobak som dæmpningsmiddel, ville på næsens vegne være ham inderligt forbundet.

(Politivennen nr. 569. Løverdagen den 25de November 1826, s. 782-783)

Den fordeelagtigste Handel.

Vi har i den senere tid haft en sådan overflødighed af regn at en almindelig vandmangel som man har talt om vel ikke er at frygte. En speciel derimod enten det regner stærkt, svagt eller slet ikke, finder altid sted i Peder Hvitfeldts Stræde som hverken har nogen post på gaden eller på et par undtagelser nær, i husene. Man må altså dersom man ikke er så lykkelig at bo i et af de med vand begavede huse, enten lade det vand man skal bruge, hente fra offentligt poste i nabolaget, hvilket selv om de indeholder noget, er tidsspildende og byrdefuldt, eller aldeles undvære denne uundværlige artikel. For de gård- og husejere som har vand i deres gårde, tillader ikke at uvedkommende henter hos dem.

Kan man nu måske heller ikke fortænke dem heri, så fortjener dog hr. snedkermester J. Brøtterup en så meget større berømmelse som han ikke alene er villig til at lindre den nød hans naboer og genboer i denne henseende lider, men endog uden tvivl ønsker at så mange som muligt trøstes hos ham, ved at lade vand hentes fra hans hele dagen åbne plads foran hans bopæl. Derved er både alle de som kan betale 1 rigsbankdaler halvårligt for det, ig især hr. Brøtterup selv meget vel hjulpne. Men da de uformuende desværre ikke er det, så man man herved give sig den frihed at foreslå at vandkommissionen vil betænke dette stræde med en offentlig post som jo også i ildebrandstilfælde ville være særdeles nyttig.

Rigtig nok ville hr. Brøtterups hele og ikke ubetydelige vandhandel derved blive ganske sprængt, og hans vandkontor lukket. Men denne skæbne ville han vist for det almindelige bedstes skyld, søge at finde sig i, da endog så mange vinhandlere har måttet døje en lignende, og har dog ikke haft snedkerprofessionen og en fast ejendom i baghånden.

(Politivennen nr. 569. Løverdagen den 25de November 1826, s. 778-780)

Redacteurens Anmærkning.

Ifølge vejviseren boede snedkermester J. Brøttrup i Peter Hvitfeldts Stræde nr. 108 og 109. Denne adresse er i dag nr. 13. Den nuværende ejendom er fra 1832 og opført at den nævnte snedkermester, så han har åbenbart nedrevet de gamle og opført en ny.

27 marts 2016

Ribers Gravminde.

Mens det stolt marmor besjælet af mejselen knejser til trods over rigmandens grav hvis hele fortjeneste i livet blot bestod deri at kunne lægge gulddynge til gulddynge, og som måske hele sin levetid ikke har udøvet en ædel og menneskekærlig handling, mens dette byder mængden at standse for at se hvor herligt det er at være rig, så kan den ensomme vandrer der ikke søger efter begravet rigdom, men jordet fortjeneste, ikke uden vemod nærme sig digterens den ædle Ribers minde, som i flere år har stået uden indskrift, hvilken ondskabsfuld kådhed har berøvet den. Skulle salig Riber endnu ikke have så mange levende venner som ville skillinge sammen for til nytår at få en indskrift som kunne fortælle at under denne sten ligger den ædle digter Riber. Salig Todens går det da ikke bedre, ubemærket og smudsig står den forsømt og uændret til mere skam end ære for vedkommende.

(Politivennen nr. 568. Løverdagen den 18de November 1826, s. 762-763)

Redacteurens Anmærkning.

Der er formentlig tale om Hans Vilhelm Riber (1760-1796). Som digter blev han medlem af den kommission, som udarbejdede den evangelisk-kristelige salmebog. Ellers virkede han mest som pædagog.

I Politivennen nr. 599, 23. juni 1827, s. 392 bekendtgjordes at Ribers gravsted nu var genrejst. Mens Todes var uændret. Samtidig bemærkedes at biskop Balles bispestav var blevet brækket.

Svar fra Portbetjenten i Ringsted.

I anledning af et i Politivennen nr. 561 indrykket stykke med overskrift: "En uforskammet portbetjent i Ringsted" kan jeg ikke undlade at melde: at der aftenen den 8. september kl. 7 ankom en vogn til min post i denne bys Vesterport. Og den som kørte samme råbte: "Vil De komme ud!". Ikke som anmelderen har udtrykt sig "Vil De ikke være så god!". Hvorpå jeg da jeg just i samme øjeblik havde en afskrivning i Møllebogen, bad nævnte herre (hvem det var ved jeg ikke) "Vær så god at stige af vognen, og træd indenfor for at forklare hvad De har i Deres vogn!". Hvilket jeg på grund af forordning af 1. februar 1797 dens § 204, troede mig berettiget til. At jeg efter at anmelderen havde bevaret min anmodning om at komme ind med et nej skulle have på den mest uforskammede og truende måde befalet: "Vil De straks øjeblikkeligt stige ud af vognen, eller jeg skal lære Dem noget andet", erklærer jeg for en usandhed. Hvilket jeg kan modbevise med møllerkusken som forinden var ankommet og som fik afskrevet i møllebogen.

Ligesom det efter anmelderens opgivende var helt vanskeligt at se fra vognen om jeg sad  kongelige forretninger, lige så lidt var det vel også fra samme at bedømme om et sådant medførte sandhed eller ikke. Og da det er bevisligt at jeg i samme øjeblik som anmelderen ankom, havde kongelige forretninger at iagttage, som ingen opsættelse tålte, var det vel ikke så stort et under at jeg ekspederede disse forinden jeg varetog at oplukke en rejsende der kun ved et råb fra sin vogn havde anmeldt sig. At jeg kom ud i største embedsiver med mit jernscepter (urigtig benævnelse) og spurgte hvad der var på vognen, samt med bemeldte jernscepter undersøgte samme, er noget som anmelderen har gjort mig en ære ved at omtale. For havde jeg blindt hen og uden at undersøge vognen ladet ham køre forbi, kunne han måske have været ligeså tilbøjelig til at anmelde dette for på den måde at søge min skade som han i nævnte Politivennen har forsøgt. 


Hvad angår at jeg har ladet nævnte herre deponere 16 skilling for sit syltetøj, så vil jeg vel erkende at dette fra min side er en fejl. Men denne tror jeg at være en af de tilgivelige da toldforordningen nævner både multebær og tyttebær, syltede eller ikke nævnes ikke. Ved gennemlæsningen af anmeldelsen vil man behageligst erfare at anmelderen ikke har overholdt toldforordningens § 204. For at holde udenfor porten og fra vognen råbe "kom ud" anser jeg ikke for nogen melding. Hvilket vist nok heller aldrig har været lovgiverens hensigt, at skulle antages for sådan.

Anmelderens uforskammede udtryk imod mig vil jeg tilgive. Dels da han ikke er navngiven, og dels fordi han formentlig er ukyndig om tjenesten ved konsumptionsvæsenent.


Behmann


(Politivennen nr. 568. Løverdagen den 18de November 1826, s. 756-759)


Redacteurens Anmærkning

Artikelserie: Politivennen nr. 561. 30. september 1826, s. 655-656, Politivennen nr. 568. 18. november 1826, s. 756-759 og Politivennen nr. 573. 23. december 1826, s. 846-847.

Voldsom Adfærd af Nyboders Vagt og taabelig Adfærd af den kloge konge Mdm. Lassen.

Det er almindelig kendt at den såkaldt kloge kone madame Lassens ene datter for nogen tid siden blev så forbrændt at hun endog fandt sin død ved det, samt at såvel moderen som en anden datter tillige var i livsfare. Dette ulykkelige tilfælde skal efter forlydende være foranlediget ved at en medicinflaske der var hensat på en varm kakkelovnen, sprang itu. Og man må på grund af det vel være berettiget til mildest talt at karakterisere madame Lassens da udviste adfærd som uforsigtig, for ikke at sige skødesløs. At de tilgrænsende naboer som en følge af den en gang udståede angst har årsag til at være årvågne og agtpågivende, vil vel ingen finde besynderligt. Ligesom det vel heller ikke kan lægges dem til last at de torsdag aften den 26. forrige måned efter at have set en ildslue stige op gennem madam Lassens skorsten, straks tilkendegav hende dette og ytrede deres frygt for den muligt indtræffende fare.

Da madame Lassen imidlertid var heldig nok til at få ilden slukket, og man for at erfare om dette virkeligt forholdt sig således, henvendte sig til hende, erklærede hun med hendes særlige bestemthed at der ikke havde været ild i hendes skorsten, og tiltalte den mand der førte ordet såre uhøfligt, i stedet for at takke for underretningen. Ja hun sendte endog bud efter Nyboders vagt for at få ham arresteret.


Vagten indfandt sig og traf manden, som madam Lassen havde begegnet så høfligt, stående i sin egen dør ved siden af hans 70-årige moder. Og da hun anmodede ham om at gå ind i huset, fik hun et sådant slag af et gevær i hovedet at hendes pande flækkede ved det. Såvel moder som søn bragtes herpå til vagten hvor de forblev en stund, da den gamle moder bragtes til hospitalet for at forbindes, hvorefter hun atter førtes tilbage til vagten. 


Om en sådan behandling i et kristent rige i et fredeligt land og under en så nådig regering kan være tilladelig eller gå ustraffet hen, overlades til høje vedkommendes bedømmelse. Ligesom også hvorledes madam Lassen bør anses for et sådant forhold. For skal en mand udsættes for at blive arresteret fordi han gør anskrig når han ser ild bryde ud, må og vil nok enhver afholde sig fra det. Og sker dette, vil det se farligt ud, såvel for staden som staten.


(Politivennen nr. 568. Løverdagen den 18de November 1826, s. 753-756)



P. Klæstrup: Nyboders Vagt. (Alfred Jeppesen: Fra det gamle København, 1935.)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvaredes i Politivennen nr. 569. 25. november 1826, s. 789-791 og Politivennen nr. 572. 16. december 1826, s. 830-831

Madam Lassen er tidligere blevet nævnt i Politivennen 385, 17. maj 1823. I Den Nord-Cimbriske Tilskuer eller Thisteds Amts allernaadigst privilegerede Avertissements-Tidende, 24. januar 1826 stod følgende:
Jomfru Caroline Lassen, en Datter af den under Navn af den kloge Kone bekjendte Gjordemoder Madame Lassen, mistede Livet i sit 28de Aar ved at blive opbrændt af en Flaske med Spiritus, der sprang paa en Kakkelovn, ved Siden af hvilken hun sad. Baade hendes Moder og Søster bleve ved samme ulykkelige Tilfælde beskadigede saa stærkt, at de ere sengeliggende.
Andre aviser nævnte at det var vitriol, et ætsende sulfat. Anklagen mod madam Lassen var alvorlig. Der var strenge straffe for ildspåsættelse og det uanset køn, hvilket fremgår af en dom fra 1830, hvor en 16-årig pige blev halshugget og lagt på stejle. Se i Kjøbenhavnsposten, 8. november 1830:

Hof- og Stadsretsdom i en mærkelig Criminelsag.

Ved den kongelige lands- overrets- samt hof- og stadsretsdom af 2. november 1830 blev Vallø-birketingsdom af 2. november 1830, hvorved arrestantinden Maren Poulsdatter, født den 16. august 1814, er, for at have lørdag eftermiddag, den 27. februar sidstl. da det var blevet mørkt, antændt den ild, hvorved gårdmand Peder Rasmussens, under stamhuset Giesegård hørende fæstegård blev lagt i aske, anset med straf af at have sin hals forgjort og stejles, samt bøde 40 lod til den skadelidte og lige så til kongen m.m., stadfæstet. Dog således at arrestantinden tillige bør udrede i erstatning til landets almindelige brandforsikring 919 rigsbankdaler, 27 skilling sølv. Som motiv til den af den 16-årige arrestantinden begåede forbrydelse har hun opgivet at hun fredag i forvejen havde været Peder Rasmussens kone behjælpelig ed at bære vand i en bryggerkedel, i hvilken anledning hun var blevet fortrydelig fordi Peder Rasmussens kone, da arbejdet var færdigt, udtalte at hun nu ikke havde mere til hende at bestille, i stedet for at hun havde ventet tilladelse til at forblive der hele dagen. Og at hun derfor besluttede at hævne sig over denne hjemvisning ved ildspåsættelse, hvilken beslutning hun fattede samme eftermiddag som ilden opstod om aftenen.