30 august 2015

Tael og skriv dansk i en dansk Stad

Det er en påfaldende skik som alene bruges i Danmark, at man der hellere betjener sig af fremmede ord og fremmede folk end af sit eget sprog og sine egne landsmænd. Hvorfor kan vi ikke være vores gamle danske ord bekendt, som spisevært, sukkerbager og ikke bruge restauratør og konditor. Og hvorfor skal vi have så mange fremmede konditorer og restauratører og så få af landets børn. Endog Frederiks Hospital har en økonoma i stedet for en spisevært. Om man nu spiser bedre der end før ved jeg ikke. Men jeg ved at en stor økonoma kan bringe det så vidt at han fra karetbagstanden kan komme til at køre i egen ekvipage.

At tale om de mange svejtser konditorer der ikke som mosaisterne, betjener sig af de kristne til opvartning og husarbejde, men kun af folk af deres egen nation der bor på de steder som har den bedste beliggenhed, fordyrer huslejen og visse af livets fornødenheder har man mærket redaktøren ikke værner om. Vel er det sandt at veritas odium parit. Men dette bør ikke afholde et politielskende og patriotisk blad som af fremmede er kendt for et følgeværdigt mønster fra at sige fornøden sandhed.


(Politivennen nr. 201. Løverdagen den 6de November 1819, s. 3229-3230)


Redacteurens Anmærkning

Veritas odium parit: Sandheden er ilde hørt.

Ordet Nation afspejler samtidens flere og andre opfattelser end nutidens, se. fx. ODS under Folk. Ordet folk dækkede således over det politiske fællesskab under en regent eller regering. Dette folk kunne godt bestå af flere nationer, fx den norske nation, den holstenske nation og altså også den jødiske nation. En nation havde fælles sprog, afstamning og ide om en national identitet.

29 august 2015

Litterair Notice

I anledning af Dagen No. 228

Under rubrik København den 24. september er anført den mærkværdighed at af et skrift (blad) under titel "Om omløb og tumult etc." af overkrigskommissær Øst er i de to første dage udgivet henimod 300 eksemplarer. Anmelderen må tilstå at uagtet han meget nøje har lagt mærke til afsætningen af litterære skrifter i de senere år, så har han altid hørt både forlæggere og forfattere beklage at ingen nu om dage køber trykte sager. For bøger vil man ikke tale om. Og finder desårsag intet tilfælde han kan sammenligne med dette, siden salig Reiser udgav sin fürchterlige ildebrandshistorie, hvoraf hele første oplag var udsolgt på tre dage og forfatteren desuden måtte nægte køberne at få mere end et eksemplar.


(Politivennen nr. 197, Løverdagen den 9de Oktober 1819, s. 3164)

28 august 2015

Exempel paa en virkelig oeconomisk huusvært

Ejeren af gården eller hvad man skal kalde det nr. 241 i Aabenraa er sandelig så huslig og sparsommelig at han ikke alene benytter ethvert lukaf eller hul i sin ejendom, lige fra det øverste til det nederste til husly for simple og fattige folk. Dog vel for en billig leje? Men at han også forsyner nogle af sine lejere med brættag over hovedet i stedet for lovbefalet tegltag og det til lige så megen pryd og nytte for hans eget sted som til fare og rimelig harme for hans naboer der ved tilfælde af ildebrand i nærheden på grund af dette usle bræddetag og stedet øvrige fæle brøstfældigheder dobbelt udsatte for at gnisterne lettere kan antænde samme. Det tror man sig beføjet til at gøre respektive vedkommende opmærksom på for i tide at kunne forebygge ulykker. En besigtigelse over nævnte ejendom ville være højst fornøden da ejeren måske er alt for fattig og ude af stand til at kunne vedligeholde den, hvorfor det i så fald burde ske ved andre.

(Politivennen nr. 196, Løverdagen den 2den Oktober 1819, s. 3144-3145)


"Ejeren af gården eller hvad man skal kalde det nr. 241 i Aabenraa er sandelig så huslig og sparsommelig at han ikke alene benytter ethvert lukaf eller hul i sin ejendom, lige fra det øverste til det nederste til husly for simple og fattige folk." (Åbenrå i dag. Husene har intet med de i artiklen nævnte at gøre. Eget foto).

Ingen Rose uden Torne

I gæstgivergården kaldet De Tre Roser i Studiestræde er et lokum for hvilket der ikke er anbragt en dør. Det vender således ud så det ofte viser et meget uhøvisk skue for de tilstødende huses beboere. Formodentlig benytter ejeren og hans familie sig ikke af denne dørløse indretning. Imidlertid tør man dog håbe at mangelen bliver afhjulpet.

(Politivennen nr. 196, Løverdagen den 2den Oktober 1819, s. 3144)

Redacteurens Anmærkning

Krak for 1836 nævner De Tre Roser, Studiestræde 91. Det er i dag Studiestræde 34. Den nuværende bygning er fra 1907, så De Tre Roser er for evigt forsvundet.

27 august 2015

Bidrag til en Staaderjagt

På Nørregade ved Skt. Petri Kirke og i Kannikestræde langs studiegården opholder sig hver søndag og helligdags formiddag omtrent fra kl. 11 til klokken halv et nogle tiggerkoner, hvoriblandt en med en vanfør fod. De belemrer med deres tiggeri og løber efter enhver der kommer ud af nævnte kirke.

Hvor yderst ubehageligt dette tiggeri er, behøves næppe at anmærkes her. Og det er denne ubehagelighed som har givet anledning til at fremsætte en offentlig klage om det
i dette blad.

Dersom der fra nævnte kirkes side ikke sørgedes for dennes fattige og trængende i almindelighed, så kunne man let tro at det var deres egne betlere. Men det er ikke tilfældet, for de her berørte tiggerkoner henhører uden tvivl under den almindelige forsørgelsesanstalt, hvorfor man med så megen mere grund tør vente dem bortskaffet fra kirkevejen.


(Politivennen nr. 196, Løverdagen den 2den Oktober 1819, s. 3143)

Vedvarende Tiggerie af Slaver

Skønt der i Politivennen så vidt erindres flere gange er klaget over at folk der enten for at spadsere eller forrette deres ærinde går ind og ud af stadens porte, bliver belemret med tiggeri af de slaver som arbejder ved portene og på broerne, så ser det ud som om der alligevel uhindret finder sådant tiggeri sted. Og det på en måde som må opvække rimelig misfornøjelse, da den gående ikke alene ofte bliver nødsaget til at standse idet han tiltales både fra siden og forfra af to til tre sådanne karle på en gang, men at tiggeriet endog undertiden sker på en ironisk og insolvent måde når slaven forventeligt tvivler på at få noget. Ja man har endog eksempler på at sådanne tiggende slaver har gjort nar af den forbigående, når de enten syntes at have fået for lidt eller han ikke har givet dem noget.

(Politivennen nr. 196, Løverdagen den 2den Oktober 1819, s. 3139-3140)

26 august 2015

En munter Liigbegjengelse

(Indsendt)

Anmelderen heraf var for nogle dage siden nærværende ved et ligfølge i en af de små købstæder uden for København hvor han blev tilskuer til en højst anstødelig og uanstændig tildragelse som bestod i følgende: Ligbærerne eller liglavet som de kaldes, mødte i huset hvor liget var og blev efter skik og sædvane anstændigt beværtet der. Da liget skulle føres bort, satte de det i ligvognen, og ved kirkegården tog de det ud af ligvognen og bragte det til graven. Men i stedet for at fire kisten ned i graven med anstændig forsigtighed, så det ud som om ligbærerne kastede den ned i graven, således at den kom til at stå ret oprejst på enden, og liget stod på hovedet. Ingen af ligbærerne tilbød sig engang at gå ned i graven for at sætte kisten i sin rette stilling før de mere end en gang blev opfordret til det af den afdødes pårørende. 


"Ligbærerne eller liglavet som de kaldes, mødte i huset hvor liget var og blev efter skik og sædvane anstændigt beværtet der"

Det er anmelderen bekendt at dette liglav lader sig godt betale og var blevet betalt efter nøje for det ovennævnte lig. Og han anså derfor denne handling så meget mere skammelig og tror at det måtte være pligt for politiet der på stedet at undersøge og straffe en sådan handling, hvis ikke den afdødes pårørende gjorde andragende om det, da de måske kunne have grunde til ikke at ville gøre det. Men politiet kan umuligt være uvidende om denne tildragelse da en betydelig mængde tilskuere var til stede ved begravelsen. Anmelderen så tillige med megen harme at i jorden fra den opkastede grav lå en betydelig mængde blodige ben, og ved nogle hængte endog køddele, hvilket var et væmmeligt og oprørende syn. Og en så stor ligegyldighed for menneskeligheden havde anmelderen ikke før troet kunne finde sted hvor der eksisterede et ordentlig politi.

(Politivennen nr. 193, Løverdagen den 11de September 1819, s. 3105-3107)

Noget om Trinitatis-Kirkes Materialhuus.

(Indsendt)

Man ser nu Trinitatis kirkes materialhus benyttet til brændeskur, da en temmelig stor del brænde er opstillet der.


Anmelderen heraf tror ikke at det er sket med kirkens høje vedkommendes tilladelse, men at det må være en selvtaget tilladelse af kirkens betjente. Han undlader derfor ikke at fremlægge sådant for dagen i den formening at det måtte være i strid med brandanordningerne at have brænde på et sådant sted, og håber derfor at de eller den som brændet tilhører, måtte blive pålagt at flytte samme væk til et andet og mere passende sted.


(Politivennen nr. 193, Løverdagen den 11de September 1819, s. 3105-3107)

25 august 2015

Lidt Biks-Boks til Bjørnetrækkeren paa Vesterbroe.

Det forekommer mig at man med rimelighed kan forlange at de bjørnetrækkere og andre omrejsende forevisere af sjældenheder der har tilladelse til at lade deres herligheder se i Dyrehaven og siden på Vesterbro, ikke med pralende skilte der indeholder ganske andre sager end de der virkeligt frembydes til skue, burde søge at tillokke sig kunder eller tilskuere. Og siden når man påtaler sådant fif oveni købet viser sig højst uartige. 

Forleden dag gik anmelderen ud på Vesterbro for at se den samling af dyr som forevises der. Og da han aldeles ikke fandt nogle af de dyr der er afmalet på det udhængte skilt, ligesom også at de der forevises langt fra ikke svarede til den skrydende anbefaling som findes på plakaten, så ytrede han sin forundring og sit mishag heroverfor entreprenøren. Men denne blev meget opbragt og overøste anmelderen med grovheder og skældsord hvoraf nogle lød som dumme Däne osv. Da anmelderen ikke kunne svare manden et til tusind og frygtede for at sagen skulle ende med håndgribeligheder, begav han sig bort med den beslutning at anbefale manden til enhver der ønsker at undervises i tyske eder og skældsord, hvori det lader til han besidder en udmærket færdighed. Men hans menageri tror man ikke man bør anbefale.
 
(Politivennen nr. 192, Løverdagen den 4de September 1819, s. 3092-3093)

24 august 2015

Møddingen midt på Gaden

Der er en lille gade i Kolding som i allerhøjeste grad svarer til sit navn: Skidenstræde. Hele gaden hvis man ellers kan kalde den det, er egentlig en utilgængelig mødding. Men især er den værst omtrent ved stadthauptmansgård, der vender bagdelen til denne gade og yder disse rariteter. Tungt er det imidlertid for beboerne der i nærheden at de ikke med begge hænder for næsen og wienerstøvler kan passere denne gade måske på en halv dag. Så vidt man kan skønne hidrører nok alt dette fra nævnte hr. stathauptmansgård. Der tvivles ikke på at ondet vil blive fjernet. Men blot ønskes der at det må ske jo før desto bedre så ikke pestagtige sygdomme skal fremkomme ved stanken.

(Politivennen nr. 190, Løverdagen den 21de August 1819, s. 3061)

Tiggende Slaver af Kjøbenhavns Fæstning

Indsenderen passerer hver dag passerer hvælvingen ved Nikolaj Kirke og er øjenvidne til at der ikke går en dag uden at man hver morgen mellem kl. 7 og 8 samt om middagen kl. 12 vil finde plankeværket ved kirken beplantet med slaver hvor de opstiller sig, ligesom i en b?det kæde langs ned af Store Kirkestræde for at overtrygle ja næsten omringe de forbigående. 

"Indsenderen passerer hvælvingen ved Nikolaj Kirke er øjenvidne til at der ikke går en dag uden at man hver morgen mellem kl. 7 og 8 samt om middagen kl. 12 vil finde plankeværket ved kirken beplantet med slaver hvor de opstiller sig" (Slagterboder ved Nikolaj Tårn, Heinrich Hansen.).

Dette er ikke det eneste sted. For man kan finde hjørnet af Store Grønnegade og Kristen Bernikows Gade lige så godt besat, og alt dette sker i deres vogters påsyn. For ikke at tale om at man næsten aldrig er fri for påtrængenhed og forfølgelse hvor man træffer på slaver ved offentlige arbejder fx ved portenes fejning, broernes reparation og flere andre steder. Dette engang så strengt forbudte og upassende tiggeri synes dog at burde fjernes, især i en tid hvor der holdes strengt på at ingen som helst straffet og måske ved uheld forarmet menneske tør betle på gaderne

(Politivennen nr. 190, Løverdagen den 21de August 1819, s. 3054)

23 august 2015

Uanstændigt Børneoptog i Store Kongensgade

Foran i Store Kongensgade er 2 kældre hvis beboere tillader deres børn at bevæge sig i fri luft in puris naturalibus. Anmelderen har i hvert fald mindst set et af disse børn blot iført et lændeklæde løbe tværs over gaden. Han kan ikke undlade at ønske at vedkommende forældre både ville lade deres børn iagttage anstændighedens love og selv sørge for at disse ikke ved uforsigtig leg kommer til skade på liv og lemmer.

(Politivennen nr. 189, Løverdagen den 14de August 1819, s. 3041)

Et Par Ord om Frugthandlerinderne paa Stadens Gader

Jeg ved ikke hvordan mange handlende forstår og lægger sig de hellige ord på hjertet at "med samme mål, du udmåler med, skal dig igen tilmåles". Men jeg ved af egen erfaring at de kvindemennesker som driver omkring på gaderne for at råbe om og sælge kirsebær mm. i pundvis er de frækkeste og mest uforskammede bedragersker med hensyn til falsk vægt og mål som kan tænkes.

For nogle dage siden købte jeg 5 pund af et par sådanne kvinder som råbte med kirsebær til 4 skilling for pundet, hvorfor jeg efter forlangende betalte dem 20 skilling. Men da min kone ved min hjemkomst tvivlede på at der virkelig var 5 pund, vejede vi dem. Og se, vi fandt ud af at der kun var 3 pund og 27 lod. Jeg indhentede derpå kvinderne, forholdt dem deres skændige bedrag og truede med at melde dem til politiet for at få dem tilbørligt revset. Men til alt dette svarede de blot ganske frimodigt: "Vil I have et rigtigt pund, så koster det 6 skilling", hvorefter de tøflede af.

"Man kunne måske tie med det og bære over med dette uvæsen, hvis ikke de udøvede dette grove bedrageri og så mange unge tøser for det meste klædt i amagerdragt ikke huserede så fælt om i husene". (Amagerkone)

Siden har jeg erfaret at dette smukke system er adopteret af hele den omflakkende skare hvis navn er legio. Hvilket dog er aldeles stridende mod forordningen af 22. oktober 1701, 9. kap. 284 art. den 10. marts 1725 og 2. okt. 1741 § 6 m. fl.

Man kunne måske tie med det og bære over med dette uvæsen, hvis ikke de udøvede dette grove bedrageri og så mange unge tøser for det meste klædt i amagerdragt ikke huserede så fælt om i husene. Derved bliver deres moral ofte i højeste grad fordærvet, så de hverken bliver det ene eller det andet. Især når frugthandlerne der nu udgør et ordentligt lav og har formænd, kunne tåle det, da de dog derved lider stort afbræk i deres lovlige næringsvej for hvilken de nok må svare klækkelig næringsskat med andre borgerlige byrder. Og sikkert må dette lav såvel som de andre have sine rettigheder og kunne forlange dem overholdt. 

Omløberne betaler næsten intet og er for størstedelen uberettigede. Man kaster et blik på Kongens Nytorv. Hvad er der ikke for en mængde kvinder, tøser og børn, alle her fra byen som der så ganske ulovligt, ja undertiden indtil kl. 6 til 7 om aftenen, sælger deres frugt. Og det siges at nogle af frugthandlerkvinderne en gros har 8 til 10 faste stader foruden Kongens Nytorv samt snese omløbere der handler for dem. Forholder det sig sådan, så er det vist nok ikke rigtigt, og sikkert tør man håbe at politiet vil rense Kongens Nytorv fra dette ukrudt, lige som det har renset det for lommetyvene.

(Politivennen nr. 189, Løverdagen den 14de August 1819, s. 3038-3040)

22 august 2015

Bemærkning over de Fattiges Liigvogn

Indsenderen betragtede den 3. juli i Dronningens Tværgade den ligvogn der befordrer de fattige til jorden, og må oprigtigt tilstå at hvert menneske selv om han ikke vidste det, kunne se at den var til de fattiges besørgelse. For det første var kuskens hele sørgelige beklædning næsten mere rød end sort. For det andet kunne vedkommende der har disse vognes besørgelse, dog nok træffe den foranstaltning at førnævnte kusk bliver barberet. For han havde et skæg som om han ikke var raget i 14 dage.

(Politivennen nr. 188, Løverdagen den 7de August 1819, s. 3028-3029)

21 august 2015

Et slemt Syn i Store Strandstræde

I St. Strandstræde omtrent lige over for vinhandler Petersen sidder næsten daglig på en trappe en person der leder af med krampe eller apopleksi og frembyder et ubehageligt syn for forbigående. Hvis han bor der, ville det være ønskeligt at han da ville vælge sin plads til gården da nervesvage personer såvel som frugtsommelige koner kunne føle for meget ved hans beskuelse.

(Politivennen nr. 187, Løverdagen den 31de Juli 1819, s. 3007)

"I St. Strandstræde omtrent lige over for vinhandler Petersen sidder næsten daglig på en trappe en person der leder af med krampe eller apopleksi og frembyder et ubehageligt syn for forbigående." (Store Strandstræde ved Kgs. Nytorv. Bemærk pumpen og (Hotel) Stadt Lauenburg, St. Strandstræde 78.)


Erindring

Da indsenderen af stykket: Et slemt syn i Store Strandstræde (se Politivennen nr. 187) tror sig beføjet til at påanke sådant, turde man vel lade ham forstå at det ikke alene er uforsvarligt at behandle nogen som helst lidende med en sådan foragt, som han i hele indrykkelsen ytrer, men også at man finder det umenneskeligt at ville berøve nogen luftens frie nydelse. Især da man ved at der er så godt som ingen gårdsplads til huset. At ethvert ubehageligt syn kan have skadelig indflydelse på frugtsommelige koner siger lægerne os. Om forresten synet af denne syge mand kan virke mere på nerverne end synet af de mange ulykkelige som vi daglig ser om os, er et spørgsmål som man gerne overlader forfatterens erfaring at besvare. Men så meget ved indsenderen af denne lille erindring at han langt mere føler ved at se en nervesvag usling end den måske for meget omtalte stakkels mand.

(Politivennen nr. 188, Løverdagen den 7de August 1819, s. 3020)

20 august 2015

To Kirker og ingen Præster

Hvis man i Helsingør har glemt Gud og hans ord så kan man ikke undres over det. For ikke mange år tilbage i tiden havde denne stad fire præster. Nu er der aldeles ingen. Kronborgs Kirke er for en del år siden ganske nedlagt. Klosterkirken har siden kapellanens afskaffelse ved Skt. Olai menighed stået ganske ubrugt. Af mangel på anordnede gejstlige har hele staden i nogen tid måttet lade sig nøje med at høre Kristi evangelium forkynde af en såkaldt skolelærer indtil man senere traf den indretning at formå de derom boende sognepræster at prædike hver sin søndag i denne kirke. 

Helsingør set fra sydvest. Midt i billedet Kronborg, til højre for Sankt Olai Kirke med det lange spir, mens Sankt Mariæ Kirkes gavl anes til venstre for Kronborg.

Denne mangel forårsagede for nogle måneder siden den uorden at flere lig måtte vente nogle dage for derved at afvente en præsts ankomst. Denne sidste blev indkaldt fra landet for at følge en vis købmand til sit hvilested samt forrette den ceremonielle tjeneste, nemlig jordpåkastelsen. De andre fik da noget med.


Gamle, syge og sengeliggende både i og uden for byen, på klostret i fattighuset, samt på hospitalet sukker alle over savnet af en sjælesørger som i nød og død kunne trøste og opmuntre dem.


Stedets ungdom som trænger til vejledning og forberedelse til forestående pagtsfornyelse eller konfirmation må også vente til sådant kan meddeles dem ved en præst. Forældre som har spædbørn må tålmodigt afvente tiden at komme i kirken til dåben med samme, indtil lejlighed gives. For ikke at tale om den ulykkelige slave på Kronborg som tilbringer
sine sidste dage der og som aldrig nyder de  lykke at høre en værdig talers røst eller komme i Guds hus, når han først er der i fængsel.

Blandt borgersamfundet findes vist mange som ønsker at høre gode foredrag til opbyggelse for sjælen, mens andre tilbringer søndagen ved skiveskydning eller forlystelser.


Næppe vil indsenderen heraf tro at der kunne bruges mere end en bøn til en kristelig øvrighed om præsters ansættelse ved kirken, hvor så stor mangel som her findes. Men meget mere vil man håbe snart igen at kunne se denne mangl afhjulpet ved to sognepræsters og en ordineret katekets ansættelse ved samme. De første for de gamles vel, og den sidste til at sørge for ungdommens undervisning i religionen.


Måske vil man indvende anmelderen at der ikke har kunnet mangle noget hvor de omliggende nærmeste byers præster har assisteret de i byen afdøde både før og efter deres død ved afveksl end at forrette disse tjeneste, og der således intet er forsømt. Men da må anmelderen dog tilstå at dette er alt for utilstrækkeligt i en by som tæller næsten 10.000 mennesker. Hertil kommer at det både er byrdefuldt for præsterne og højst ubehagelig for de kirkebesøgende, hvilke sidste ikke forud ved hvem der prædiker, da dette stedse må blive vilkårligt og efter omstændighederne.


Indsenderen beder derfor først og sidst om præsters ansættelse ved begge kirker i Helsingør.


(Politivennen nr. 185, Løverdagen den 17de Juli 1819, s. 2967-2970)

Redacteurens Anmærkning

At Helsingør i 1819 skulle have haft 10.000 indbyggere har jeg ikke kunnet verificere. Med mindre man tæller de omkringliggende landsbyer med. Tallet var snarere 5-6.000. Men byen var formentlig Danmarks 3. største på det tidspunkt. Sct. Olai Kirke var i 1819 domkirke og eneste sognekirke, men september samme år deltes sognet i to så Sct Mariæ Kirke blev sognets anden sognekirke. I den forbindelse indsattes Peter Ephraim de Fischer i denne (1819-1862). Knud Jørgensen (født 1760) som 1790 blev kapellan, siden sognepræst 1800, døde den 22. april 1819 (andre kilder siger januar).

Om Sankt Olai Kirke kan man læse i artiklen "Naar kan St. Olai Kirke i Helsingør blive repareret?", Politivennen nr. 1092, Lørdag den 3. december 1836. Side 771-774.

Et Vink til Commandanten i Nyeboder og Advarsel til dem der passere derigjennem

Jeg har aldrig nogensinde personlig kendt den fordums, men nu afdøde kommandant kapt. v. Lytken i Nyboder. Jeg kan heller ikke vurdere hans fortjenester for staten. Men jeg har kun tilfældigvis flere gange haft lejlighed til at være øjenvidne til de mange forskellige uordener som fandt sted der, før han tiltrådte denne post, og som han næsten ganske fik afskaffet og udryddet ved sin ufortrødne tjenstivrighed i at anvende de nødvendige strenge midler og skarpsindige forholdsregler, således at enhver af stadens indbyggere og uden frygt kunne passere igennem og forbi Nyboder ved aftenstid i mørke når deres lovlige kald og forretninger gjorde dem det til nødvendighed uden at frygte følgerne af det onde, som såvel kunne forårsages af kådhed, som selv af ondskab og andre flere hensigter. Men at hr. kaptain v. Lytken derved har oprejst sig et æresminde i enhver retsindig borgers hjerte, det er uden tvivl vist og kan kun betvivles af dem som selv finder behag i kåde og ondskabsfulde optøjer.

Det ville være ønskeligt hvis hans virksomme bestræbelser til den almindelige sikkerhed måtte komme til at gå i arv til hans efterfølger. Selv om jeg ikke kender ham, må jeg dog formode han som embedsmand i så vigtigt et kald vil gøre sig flid for at hæmme de uordener hvorom han nu muligvis er uvidende, når han bliver gjort opmærksom på dem ved et venskabeligt vink. Hertil tjener blandt andet følgende tildragelse til behagelig efterretning.

Da jeg onsdag aften den 7. i denne måned kl. halv elleve med min familie i forening med en anden familie i en wienervogn kom kørende ind af Østerport, og omtrent var midtvejs til Toldbodvej, blev en temmelig stor kattekilling af en del hos hinanden stående matroser kastet med fuld kraft ind i vognen og traf først min kones hat, som til dels blev beskadiget, men faldt derefter ned i ansigtet på et i hendes skød liggende spædbarn der selv om det tilsyneladende ingen skade blev tilføjet, dog i største skræk vågnede af søvnen. Jeg fik hurtigst muligt revet kattekillingen der hængte sig fast med sine klør i barnets kjole, løs og kastede den ud på gaden. Men da vi under denne beskæftigelse allerede var kørt et godt stykke frem og jeg tillige observerede at matroserne ilede bort den modsatte vej, så så jeg mig nødsaget til i øjeblikket at lade dem fare, såsom jeg indså at deres pågribelse ville være umulig.


"Omtrent midtvejs til Toldbodvej blev en temmelig stor kattekilling af en del matroser kastet med fuld kraft ind i vognen og traf først min kones hat og faldt derefter ned i ansigtet på et i hendes skød liggende spædbarn der selv om det tilsyneladende ingen skade blev tilføjet, dog i største skræk vågnede af søvnen". (Toldbodvej)

Jeg tror mig på grund af det beføjet til at spørge enhver fornuftig og tænkende mand og følende moder om ikke muligvis denne kåde og ondskabsfulde handling kunne have haft de græsseligste følger, dersom enten katten var faldet på en frugtsommelig kone eller dens køer havde beskadiget barnets øjne. For slet ikke at tale om den forskrækkelse som et sådant dyr der på sådan måde kastes på folk, muligvis kan bevirke og hvis følger er uberegnelige, ja måske uerstattelige. Tanken herom er det der offentligt bevæger mig til at bekendtgøre denne tildragelse, såvel til advarsel for enhver især som også for at opvække den i Nyboder ansatte kommandants opmærksomhed på sådan uorden, der vist ved en foranstaltet virksom patruljering og hensigtsmæssig tvangsmidler med at holde matroserne i deres boliger til rette tid, må kunne hæmmes.


(Politivennen nr. 185, Løverdagen den 17de Juli 1819, s. 2978-2981)


Redacteurens Anmærkning

Nyboder var næsten dobbelt så stor på Politivennens tid. Mod syd gik bydelen helt ned til Klerkegade. Adelgade drejede stik mod nord (en rest ses stadig mellem nuværende Fredericiagade og St. Pauls gade). Her var gader opkaldt efter krydderurter og dyr. Dette område blev nedrevet i 1860'erne.

Skønlitterære skildringer af Nyboder har intet eller meget lidt med såvel bygninger som beboernes vilkår at gøre. En mere realistisk skildring kan ses i Annette Vasström: Holmens by : Nyboder og dets beboere - især i nyere tid. 1985. fx side 28-29.

19 august 2015

Om Ladbye Kirkegaard

I Herlufsholms sogn findes en kirkegård ved byen Ladby hvis beliggenhed og indskrænkning til de afdødes tal har en bedrøvelig særegenhed at det voldeligt oprører sindet til harm og gru over sådant hvilested for menneskene. Ligene må ifølge lokale dynges på hinanden uden orden og plan som her er umuligt at iagttage. Deraf følger at ligene halvt forrådnede kastes op for at give plads for de andres kortes hvile. Det er dybt indgribende syn at se dette. Man bortvender øjet og forstummer ved digteren dejlige så sande kvad:
"Pynter dødes grave med kærminder skøn!
Da I løn skal have, især indre løn!"
Selv steder her er i hele sin indfatning så skrækkelig at det synes ligesom at naturen har afgivet et misfoster til gemmested for grove forbrydere. Her er fælhed afbildet i sin fuldkomne forfærdelse. Det gamle stengærde om nævnte kirkegård har man i sommer ladet omfatte og støttet nogle alen længere ud. Dette smukke arbejde har givet anledning til at mange dødningehoved hist og her stikker frem og bader sig i solstrålerne, hvilket giver et fornyet syn til harme.

Anmelderen henstiller nu med frimodighed disse sande iagttagelser til vedkommende bemærkelse (som vist vil føle sammen med forfatteren om de engang kom til at stande på dette bedrøvelige sted) og håber ikke forgæves at have nedskrevet disse par linjer som hidrører fra et kærligt hu og sindelag for afdøde.


At henlægge kirkegården på et andet sted, skønnere og bedre, er den eneste og mest korrekte måde at tilråde og anbefale. Og hvor mange steder passende til sådant årværdighedsfulde øjemed kunne ikke findes i Herlufholms yndige egne


(Politivennen nr. 184, Løverdagen den 10de Juni 1819, s. 2963-2965)

Om Gadeviser

I afgåede politidirektør Haagens tid udkom et forbud mod gadevisers udråben på gaderne. Anmelderen tror ikke at dette forbud er tilbagekaldt. Og dog hører man ofte råb med viser på gaderne. Dette sker fornemmelig når en delinkvent skal henrettes, og når en eller anden sørgelig begivenhed indtræffer. Sådanne uheld er ret velkomne for vedkommende, som derved finder lejlighed til fortjeneste ved at sammensmøre en såkaldt vise hvoraf intet dur undtagen titlen. For det meste er det noget usselt tøj uden mening som i stedet for at formane og advare nedbryder moralen og ødelægger smagen hos dem der læser sådanne produkter. 

En sørgelig begivenhed med en pige som i disse dage skal have tabt et barn af en vogn, har givet stof til en vise som anmelderen i dag, torsdag den 8. juli hørte læses, synges og udråbes af 3 kællinger på Østergade. Man kan let tænke sig hvor ubehageligt det må være for den pågældende eller dennes familie således at høre sig udråbt over hele byen, og hvor meget sorg over det lidte tab derved forøges. Man kunne derfor ønske at selv hvis trykkerne blev tilladt at producere sådanne usselheder, at det da i det mindste alvorligt blev forbudt kællingerne at udråbe dem til salg.

(Politivennen nr. 184, Løverdagen den 10de Juni 1819, s. 2962-2963)

Spørgsmaal om Fiskeriet i Citadellet Frederikshavns Fæstningsgrave

Det var ønskelig om vedkommende som har fået tegn til at fiske i kastellets fæstningsgrave, med bestemthed kunne få at vide på hvilket sted man tør udøve den tilståede rettighed. Indsenderen gik søndag morgen den 20. juni ud for at fiske, blot for morskabs skyld, ved Bøssemageren Hus som er ved den sidste bro, der går ud til Strandvejen. Men straks efter en lille stunds forløb blev han anholdt af en vagthavende overjæger så vidt kunne skønnes med de ord at man havde ikke rettighed til at fiske på dette sted eller inde i nogen af Kastellet fæstningsgrave, med mindre man havde seddel fra kommandanten. 

Uagtet indsenderen efter gentagne forklaringer af tegnet for nævnte overjæger påstod at man på tegnet havde ret til at udøve den tilkommende rettighed, undtagen ved Smede eller Langelinje samt bag ved Tornhækkene, så var dog forklaring forgæves. Anmelderen drister sig derfor til at spørge: På hvilke steder i Kastellet kan denne simple herlighed udøves? Da der dog formodes at den skulle strække sig videre end til de grave som er inden for fæstningen, eftersom enhver matrosdreng og en del af Holmens stok almindeligvis udøver denne rettighed i disse grave.

(Politivennen nr. 184, Løverdagen den 10de Juni 1819, s. 2959-2960)

Rulning dyrere end Vask

Ikke sjældent sker det at en familie tilsmudser 50 stykker linned og først møjsommeligt må tjene den skilling som kræves til sæbe og brændsel for at få dette rent igen. Har man nu overvundet de første udgifter hvis beløb udgør cirka 40 skilling, og dernæst fået det vaskede tøj tørt igen, da gruer man for rullelønnen eller rettere rullelejen, hvilken sidste i almindelighed overstiger vasken. 

Således måtte indsenderen heraf for nogle dage siden betale 50 rigsbankdaler for 50 stykker tøj i rulleleje. Denne betaling finder vist enhver (undtagen udlejeren i kælderen) meget for høj, og man nødes jo dog til at give den, da tøjet må rulles hver gang det er vasket. I forrige tider betaltes rulleleje efter stokkenes antal i snesevis med 4 skilling dCr, alt hvad der nu med rette burde kunne tages var jo allerhøjst 8 skilling per snes, og dertil må dog rullelejeren hjælpe at rulle.


At holde rulle til leje må være en fordelagtig handel. Det kan skønnes af at man ser mælkehandlere og værtshusholdere har forenet det med deres øvrige næringsgren, og placerer endog rulle til leje i deres kælderstue.


Det var at ønske at der ved den høje øvrigheds medvirken må fastsættes en vis betaling i leje af en rulle, enten så denne blev stipuleret stokkevis, snesevis af stokkene eller timevis, alt eftersom folk havde lidt eller meget tøj at rulle. Derved ville al ubestemt eller vilkårlig betaling bortfalde, og enhver anstændig familie ville kunne sidde hjemme og beregne deres udgifter og da med vished vide at de ikke blev snydt enten af pigen eller af rulleudlejeren.


(Politivennen nr. 184, Løverdagen den 10de Juni 1819, s. 2956-2957)

Redacteurens Anmærkning

Duge, linned mm. blev på Politivennens tid rullet ved at det fugtige stof blev rullet om tykke stokke og anbragt på rullens flade. Herefter blev en kasse med store sten ført hen over ved håndkraft. Det giver derfor god mening at udregne prisen for rulning ud fra antallet af anvendte stokke.

Afbigt til Ham med Gongongen paa Assistentskirkegaarden

Jeg giver manden denne benævnelse, da jeg er uvidende om hvad prædikat der egentlig tilkommer ham. Om trommeslager eller graverkarl eller havekarl eller avlskarl eller urtegårdsmandens fuldmægtig?

Hvis disse linjer skulle falde ham i hænde, vil han forventeligt sige at han ikke kender noget til hvordan undertegnede har fornærmet ham. Det tror jeg nok han ikke ved. For jeg bagtalte ham. Og det er ikke at formode at nogen af dem som hørte på det, har røbet  mig for ham.


Det var søndag aften den 4. juli klokken 8 da jeg og andre talte dårligt om ham i hans fravær. Og da vi havde åbenlyst uret i det, tror jeg at jeg skylder ham æreserklæring.


Det var den nævnte dag meget varmt om eftermiddagen, og undertegnede der som flere andre havde betænkt at ofre en times tid af sabbatten til hellige betragtninger i dette Guds hellige tempel mellem vores afdødes grave, valgte til det den kølige og svale aftenstund. Vi kom der da omtrent klokken 8. Men næppe var vi kommet vel indenfor haveporten før gongongmanden lod sig høre, og vi måtte samtlige [ryk]ke os.



"Det var meget varmt om eftermiddagen, og undertegnede havde som flere andre tænkt sig til den kølige og svale aftenstund at ofre en times tid af sabbatten til hellige betragtninger i dette Guds hellige tempel mellem vores afdødes grave. (Eget foto)

Da vi nu stod i den forkerte formening at udringningstiden ikke var lovbestemt, men at den vilkårligt fandt sted så tidligt, fordi karlen muligvis længtes efter at få fri fra vagt for at kunne indfinde sig på en keglebane eller ved et slag polsk pas et steds på broen, førte vi indbyrdes os imellem anke over hans formentlige selvrådighed. 


En af os faldt omsider på den tanke at han muligvis handlede efter befaling. Så beklagede andre at den anordning ikke var blevet kundgjort for os i forvejen. Men endelig langt om længe gjorde vi den opdagelse at øvrighedens trykte bekendtgørelse hvorved karlens så tidlige larmen med sin gongong er hjemlet, står opslået på muren ved indgangen til haven.


Nu var karlen frifundet, og det eneste vi derved savnede var at plakaten sad så højt oppe at den ikke faldt i øjnene med mindre man først blev gjort opmærksom på det.


Dermed er jeg færdig med min afbigt. Nu til slut et spørgsmål. Var det ikke muligt at den høje øvrighed som på så mangfoldige måder sørger for københavnernes tilladelige fornøjelser og mentale glæder, kunne træffe nogen forandring med disse Assistenskirkegårdsportes tillukning? Kunne deres lukning ikke, ligesom stadens vægteres timeråd om natten, rette sig efter årstiden? Kunne det ikke juni og juli måned være passende tid at ringe folk ud af kirkegården ved kl. 9? Klokken 8 kunne jo være terminen i maj og august, som klokken 7 i april og september.


Undertegnede vover med dette andragende ærbødigt at henvende sig til hr. etatsråd Schæffer, en mand der som københavner født, fremfor andre må interessere sig for alt hvad der kan bidrage til at forhøje værdien af denne stadens udmærkede pryd, og der som en af byens borgmestre beklæder en sådan post at hans stemme i dette anliggende vel kan antages at have vægt.


Desiderius


(Politivennen nr. 184, Løverdagen den 10de Juni 1819, s. 2951-2954)

18 august 2015

Et Ønske fra Amager

Man ønsker gerne at vide hvor meget det endelige beløb af de til de brandlidte i Sundbyøster og Vester på Amager indkomne milde gaver udgør, da det nu er 4 år og 8 måneder siden branden. Jeg har adskillige gange dristet mig til at skrive til den høje kommission for de bemeldte brandlidte, men intet svar fået. Det havde for længe siden været en stor skyldighed at gøre en offentlig taksigelse til det velgørende publikum. Men formedelst denne årsags skyld har jeg ikke kunnet driste mig dertil.

Baurmeister
Distriktskirurg over Amager


(Politivennen nr. 183, Løverdagen den 3die Juni 1819, s. 2937)


Svar i Anledning af Ønsket fra Amager

I bladet Politivennen nr. 183 udgivet den 3. juli 1819 har distriktskirurg Bauermeister under overskriften "Et ønske fra Amager" frembragt det velgørende publikum en slags undskyldning, fordi han uagtet sin store skyldighed ikke endnu har gjort samme sin offentlige taksigelse for de indkomne gaver til de brandlidte i Sundbyøster og Vester, eftersom han ikke har fået svar på adskillige breve til os undertegnede som har påtaget sig at uddele disse gaver om hvor meget samme beløber sig til. Og da han begynder med disse ord "man ønsker", hvoraf let kunne uddrages den slutning at flere af de brandlidte var deltagende i dette ønskes fremsættelse og i at ville vide det han vil vide, så må vi foreløbig oplyse det ærede publikum om at de øvrige brandlidte i ovennævnte byer i en samling med os den 3. maj har erklæret at de ikke har fundet sig foranlediget til at lade fremsætte noget ønske ved hr. Bauermeister på deres vegne. 

Dernæst bør vi som svar på hans ønske herved erklære at han aldrig hverken skriftlig eller mundtlig af os har forlangt nogen oplysning om beløb på gaverne. Den har vi dog heller ikke kunnet meddele selv om vi virkelig havde fundet og beføjet os til at indlade os med en enkelt mand i brevveksling om en sag hvorom vores forhandlingers protokol giver oplysning og hvorfor offentlig regnskab kan ventes aflagt. For ligesom de milde gaver efterhånden er indkommet og uddelt, således har man også endnu flere til uddeling i vente, hvoraf det er klart at vi ikke endnu er i stand til at kunne opgive gavernes samlede beløb eller aflægge det skyldige offentlige regnskab for samme.

Imidlertid havde hr. Bauermeister da han offentligt fremsatte sit ønske, efter vores skøn taget en så rigelig andel i de efterhånden uddelte gaver som endog den 3. i denne måned forøgedes anselig ved uddelingen af de den 3. juli h. a. og 23. forrige måned til os indkomne bidrag, at han havde tilstrækkelig anledning til at yde det velgørende publikum sin forbindtligste tak, såfremt han virkelig fandt trang dertil og ikke ved sit fremsatte ønske havde haft en anden intention til publikum for hvilke vi som ovenfor nævnt vist skal aflægge vedbørlig rigtighed til vores retfærdiggørelse med hensyn til de i hr. Bauermeisters ønske anførte 5 år 8 måneder.

København den 13. august 1819
Moltke. Bierg. L. D. Bruun

(Politivennen nr. 190, Løverdagen den 21de August 1819, s. 2055-3057)

Svaret paa Ønsket fra Amager besvaret

Jeg havde allerede glemt mit for nu 8 uger siden udtalte ønske i dette blad om at vide det endelige beløb af de indkomne gaver til brandlidte i Sundbyerne på Amager. Jeg vidste ikke og kunne ikke vide at der endnu er flere milde gaver til uddeling i vente, for nu er det næsten 5 år siden ildebranden hjemsøgte de nævnte 2 byer. Men da den hæderværdige kommission i sit svar har gjort opmærksom på det og troen er en fast overbevisning om de ting man ikke ser, så er jeg fuldkommen overbevist. At jeg har fået andel i de af og til uddelte gaver er en sandhed jeg aldrig har tænkt på at nægte. Men at jeg i forhold til flere brandlidte også har lidt et uerstatteligt tab er desværre en lige så bevislig sandhed. 

Således mistede jeg ved ildebranden ikke alene alle mine høstredskaber, men også mine i flere år sammenskrabede og kostbare instrumenter og bøger såvel som samtlige mine møbler, i hvilket alt stak en meget betydelig kapital. Mit uheld forøgedes endnu mere derved, dels fordi at jeg fik kun ubetydelig brandforsikring udbetalt fremfor nogle af de andre brandlidte, da jeg nyligt før ildebranden havde ladet mit sted nyopføre, men ikke fået genforsikret, og dels derved at tillige al min indhøstede sæd brændte, nemlig 12 læs vikker, 9 læs rug, 7 læs byg, 18 tænder tærsket rug, 14 l's hø, 11 læs gammel halm og 68 tønder kartofler. Siden har jeg næppe høstet den fjerdedel af mangel på høstredskaber og evne at lade min jord drive som det burde.

Ikke desto mindre føler jeg trang og pligt til i sin tid at takke det velgørende publikum for hvad jeg af dets godgørenhed har nydt. Og skal også opfylde denne behagelige pligt, så snart det nu atter udlovede regnskaber udkommer.
Man kan man sige hvad man vil, men anden intention havde jeg ikke med det ønske. For resten tør jeg håbe at tanken endnu er frie, og at ingen kan formene mig om et andet at tænke hvad jeg vil og finder rigtigt. Til slut giver jeg mig den ære at melde at hvem som det måtte interessere, hos mig selv i min bopæl kan læse hvad jeg den 10. juni var så fri at skrive til kommissionen. Mit valgsprog er og har altid været: gør ret og sky ikke Fanden.

Baurmeister
Distriktskirurg.


(Politivennen nr. 191, Løverdagen den 28de August 1819, s. 2068-3070)

Redacteurens Anmærkning

Ved den omtalte ildebrand den 3. november 1814 udbrændte 7 gårde og 10 huse i Sundbyøster og Sundbyvester. Familierne blev husvilde og stod uden tøj og mad. Der blev indsamlet 9.484 rigsdaler (heraf 2.000 fra kongeparret) samt tøj, køkkengrej, dyner og puder, madrasser og tæpper.  

Om Helligdagsarbeide

Det synes som anordningen om helligdagsbøder er gået visse håndværkere ud af hukommelsen, da man ser at de lader deres svende og drenge arbejde i værkstederne hele søndagen og alle helligdagene. Mange mestre har derved i de sidste forløbne 30 år (siden akkordarbejde blev indført ved lavene her i staden) ofte set sig yderst forlegne med deres arbejde, når samme har skullet været færdig først i ugen. For efter helligdagsarbejde kommer jævnligt mandags og tirsdags spadseren og svir. Dette utidige arbejde på helligdagene har således bevirket meget ondt både for mestrene og deres drenge. 

Nyligt har man med glæde erfaret at den høje øvrighed har indskærpet en god gammel forordning mod al værtshushold, spil og dans efter kl. 10 om aftenen. Man er derover kommet på den tanke i dette blad at ytre og fremkomme med det ønske at også ovennævnte gamle anordning må bringes vedkommende lavsmestre i erindring, så at helligdagene og søndagene igen måtte blive det som de var eller blev anordnede. Mange mestre og deres drenge ville glæde sig derover. Moralen ville kunne fremmes, de ville alle få bedre lejlighed til at besøge Guds hus. Mestrene ville få deres arbejde færdig til rette tid. Og endelig de som bor i hus sammen med håndværkerne, ville også vinde i henseende til ro på helligdagene på hvilken nu desværre er stor mangel.

(Politivennen nr. 183, Løverdagen den 3die Juni 1819, s. 2948-2949)

Ønske fra en tørstig Siel

Indsenderen, en kongelig embedsmand, havde onsdag aften den 23. lejlighed fra sine forretninger henved kl. 8 om aftenen. Han besluttede derfor for sin sundheds skyld at gøre en fodtur til Charlottenlund og derfra tilbage. Da han ikke havde lejlighed at depensere noget i skoven, ønskede han dog gerne ved sit komme til byen at rekreere sit legeme ved ½ pægl vin eller ½ flaske godt øl. Men til sin store ærgrelse fandt han allevegne lukket. Da han nu tillige er isoleret, havde han just ikke forsynet sig med brød. Gik derfor til en i nærheden boende høker eller værtshusmand for at få noget, men også her var lukket. Han måtte derfor, oven på sin motion, gå sulten og tørstig til sengs, da klokken dog knap var halv elleve om aftenen, vist nok om sommeren god borgerlig tid. Ønskeligt var det om klokken 11 kunne være terminen, til hvilken tid honette personer kunne få det nødvendige.

(Politivennen nr. 183, Løverdagen den 3die Juni 1819, s. 2938-2939)

17 august 2015

Ingen regel uden Undtagelse!

(Indsendt).

Indsenderen læste forleden i Skilderiet et forslag om at lukke alle skænkehuse uden undtagelse kl. 10 om aftenen. Skønt han nu ingenlunde nægter at dette er en rigtig forholdsregel mod den støj og det slagsmål der sent om aftenen så let kan finde sted i de lavere stænders drikkehuse, så tror han dog på den anden side at den ikke alene er unødvendig, og men endog højst urimelig, når den anvendes på beværtningssteder for de dannede stænder  Mange embeds- og forretningsmand har nemlig sædvanligvis ikke tid og under sommerheden heller ikke lyst til at læse de offentlige blade hos en konditor eller en restauratør før om aftenen mellem kl. 9 og 11. For sådanne gæster er det imidlertid så overflødigt, samt urimeligt indskrænkende at forstyrre en uskyldig og for ethvert tænkende menneske, deltagelig og gavnlig fornøjelse. 


Måske er forslagsstilleren i Skilderiet endda selv en stor klubgænger og har dog ikke betænkt at alle vores altid skænkerige og ofte kedsommelige vrøvl- og støj salige klubber også burde lukkes kl. 10, ifald hans forslag almindeligt og retfærdigt skulle udføres. Han vil måske indvende at klubberne har den nytte at den dannede mand der for lettere pris kan læse de offentlige blade. Men for ikke at tale om at de fleste klubgængere betaler deres lille læsning, megen snak og mange buk så dyrt såvel til fru Fortuna ved spillebordet som til hr. Bacchus på tønden, vil jeg blot gøre opmærksom på at vores almindelige i forhold til den nuværende pengeværdi urimeligt høje priser ikke er en regel uden undtagelse. 

Således har fx konditor [..ly] et kompani som nyligt er flyttet til Gammeltorv nr. 98 i en smuk rummelig og luftig stueetage, yderst billige priser fx 12 skilling for et glas limonade eller en kop chokolade osv. Ligeså forholdsmæssigt billigt er også priser for en ølhandel som drives af her Janett sammesteds, med danske, tyske og engelske ølsorter, hvilke som den mest læskende drik af mange især om sommeren foretrækkes for alle konditordrikke. Overalt kan man ikke nægte de fleste af vores beværtningshuse, at i den sene tid har i forhold langt billigere priser end de som sælger livets første fornødenheder fra første hånd. Dog, hvorfor tale mere om det som alle ved, nemlig "ingen regel uden undtagelse!"

(Politivennen nr. 182, Løverdagen den 26de Juni 1819, s. 2931-293)

Om Instituter og Skoler

Skolevæsnet er vist nok en meget vigtig sag både for forældre der kender de pligter de skylder deres børn, og for staten som derfra skal vente oplyste og dannede borgere. Man tror derfor at det ikke vil være uvelkomment om der i dette blad blev talt lidt om vores nuværende undervisningsanstalter.

Ved den nye skolereform har man rigtig nok afskaffet den slendrian der herskede i den gamle undervisningsmåde. Man indså at en forhenværende snedker, skrædder eller anden håndværker ikke som eneste lærer med nogen fremgang kunne undervise et antal af 50 til 60 børn. At en flydende opremsning af foresatte lektier var unyttig, da denne blot tjente til at øve børnenes hukommelse uden at skærpe deres forstand og bibringe dem begreber der kunne sætte dem istand til at gøre anvendelse af det lærte. 


Katekisation i en norsk kirke.

Men måske man er gået lidt for vidt med forandringen og har gjort for store fordringer. I det mindste bliver mange lægmænd ganske hovedsvimmel når han betragter den liste som når han vil sætte sit barn i en skole forelægges ham af skolebestyrerne. Denne liste er sædvanligt af følgende indhold: Læsning, skrivning, regning, dansk grammatik og retskrivning, religion, historie, geografi, tegning, tysk, fransk, engelsk, osv. I alt dette skal børn fra deres spæde år undervises. Den ømme far eller mor yder gerne den betaling der fordres for barnets undervisning. De forudser allerede hvor lærde deres børn vil blive og med hvilke ypperlige kundskaber de vil blive forsynet. 

Men efter nogle års forløb mærker man at forventningen er skuffet, og at det lærte ikke er af nogen betydning. Og hvorledes er det også muligt at børn på 5 til 6 år (på den alder sættes de fleste i skole) med nytte og fremgang kan deltage i undervisningen af så mange og forskellige videnskaber på en gang? Enhver sagkyndig ved at om et endog flittigt og med flere kundskaber forsynet menneske nød ugentlig 2 til 3 timers undervisning i et fremmed sprog, ville det endda behøve lang tid for at opnå nogen færdighed deri. Og hvad skal man da sige, når ganske rå børn på en gang skal lære de første elementer til læsning samt undervises i flere dem ganske ubekendte videnskaber og sprog? Vel er børnene inddelt i klasser. Men deler man skoletiden med det antal af videnskaber der skal læres, så vil man finde at der næppe bliver 2 timer ugentlig til hver. Lægger man hertil at børnenes fatteevne i så ung en alder kun er ringe, at de da de ikke skønner hvor vigtig lærdom og undervisning er for dem, næppe anvender den muligste flid og agtpågivenhed, så at lærerne om disse endog alle var hvad de burde være, ikke kan undervise dem med synderlig fremgang. 

Så kan man vel ikke undres over at børn efter at have besøgt visse skoler i 6 til 8 år, næppe forstår mere end deres ligesindede for 30 år siden når man undtager at de ved del gloser og navne på videnskaber, som de for resten aldeles ikke kender til. De værdige gejstlige som længe har været i embede, vil kunne bedømme sandheden i det. Og jeg turde opfordre dem til at erklære: Om De af nærværende tids konfirmanter har fundet mængden at være særdeles oplyst og udmærket, sammenlignet med for 20 til 30 år siden, og om uvidenhed og stupiditet ikke endnu findes, endog hos børn af sådanne forældre, som man måtte vente, ikke ville forsømme og lade dem give den undervisning og lærdom som er aldeles fornøden for ethvert dannet menneske. Fejl eller mangler må der altså være ved nuværende skoleindretninger. At pege hen til disse er forfatterens hensigt, som han i næste nummer vil forsøge at udføre

(Fortsættes)


(Politivennen nr. 182, Løverdagen den 26de Juni 1819, s. 2927-2931)

Om Instituter og Skoler

(Fortsættelse fra Nr. 182)

Jeg taler naturligvis ikke om de institutter der har et højere formål og hvori eleverne virkelig kan få solide kundskaber fx borgerdyds- og efterslægstskolerne, det vestenske og bredstrupske institut og nogle flere. For disse bestyrere er ikke alene selv i besiddelse af de fornødne kundskaber, men de lader det også være sig magtpåliggende at forskaffe sig duelige lærere og påse at disse efterkommer deres pligter. Men det er vist nok næppe tilfælde med alle elementærskoler i almindelighed eller med nogle såkaldte institutter i særdeleshed.


Tværtimod er det sandt at skolefaget ofte vælges af en eller anden student der, standset midt i sine studier, greb det som et middel til at forskaffe sig et levebrød, om han endog ofte ikke havde kald eller duelighed til det. Man fik ved bekendtskaber nogle børn samlet, antog medlærere, inddelt sin skole i klasser, bestemte undervisningstimer og hvad i disse skulle læres, og - instituttet var færdigt. Ikke anderledes gik det med en del pigeskoler. Mange enker, madammer eller fruer ja vel endog gammeljomfruer blev skolebestyrerinder for at sikre sig livets ophold. Selv ofte blottet for kundskaber og ubekendt med undervisningsfaget valgte de fattige studenter, afskedigede officerer eller kontorister til lærere når disse bare ville give timeundervisning for godt køb. Hvad under om disse blev lejesvende og ikke rette hyrder? 


Gjærup Skole. En af de allerførste landsbyskoler fra før år 1800.
 
Men sæt endog at de både besad lyst og duelighed til samvittighedsfuldt at opfylde deres kald, hvad kunne de udrette i en eneste time for så mange børn hvis fatteevne er ringe, hvis flid og agtpågivenhed så forskellige? Den halve del af undervisningstimen går bort med at indføre karaktererne i skoleprotokollen og i børnenes karakterbøger. Er det en skrivetime, så får læreren næppe tid til at skære alle pennene, meget mindre til at rette enhver på den måde at de kunne høste frugter af det. Når timen er forbi, iler han til en anden skole for også der at tilbringe en time, og børnene foretager nu en ny syssel på samme måde. 

I henseende til det tyske og franske sprog, da er det en latterlighed og plat umulighed at ville kræve at børn skulle og kunne lære disse sprog før de med tydelighed og færdighed kunne læse deres modersmål. Selv dettes grammatik giver dem i den unge alder allerede nok at bestille. Jeg har en lille, spirituel pige på 11 år der i over 4 år har besøgt skolen. På mit spørgsmål hvor længe hun har læst dansk grammatik, fik jeg til svar: 2 år. Jeg spurgte hende derpå: Hvad er et verbum? Det er et gerningsord, svarede hun. Men at forklare mig hvad et gerningsord eller et verbum egentlig var, eller anføre et eksempel herpå kunne hun ikke, og dog er hendes karakterbog ugentlig opfyldt med: Meget godt, rosværdig, udmærket godt, osv.

Selv i de større og bedre institutter ser man hvor langsomt det går med fremgangen i de fremmede sprog, og næppe fås nogen synderlig færdighed deri, uden privat information og øvelse uden for skolen. Det synes derfor som man ved på en gang at ville lære børnene mange ting, hindrede dem i at lære noget til gavns. Min mening er: Man må begynde med det simple og lette, og når barnet først har fattet dette, da går man gradvis frem til det tungere. Man må så at sige vænne barnet til at lære. Når barnets fatteevne først er udviklet, og de er komne så vidt at de kan danne sig begreber, anstille sammenligninger og slutte efter foregående forudsætninger, da kunne de i kort tid lære utrolig meget. 


Jeg holder det derfor for særdeles gavnligt om der oprettedes primær- eller elementærskoler hvori børn alene skulle undervises i deres modersmål, skrivning, regning samt beskæftiges således at deres forstand blev udviklet og deres hukommelse øvet. Efter mit begreb var det en sådan skole, den både for sine udmærkede sprogkundskaber og som duelig pædagog, bekendte litteratus Blok Tøxen for nogen tid siden anmeldte at ville etablere. Men denne hans skønne ide blev ikke realiseret. For kun få deltagere lod sig regne så udførelsen ikke kunne betale sig. Og dog ville det have været en vinding for Københavns ungdom om denne og flere lignende primærskoler var blevet oprettede. For i disse kunne børnene dannes og modnes til siden med frugt at modtage undervisning i de større institutter.

Da undervisnings- og skolevæsnet nu står under en direktion, kan man vel være sikker på ingen blandt de mange som man ugentlig, ja dagligt ser i aviserne tilbyde sig at give information i alskens ting eller at anlægge skoler, får tilladelse til det uden at besidde den fornødne duelighed. Dog kunne det ikke være af vejen hvis enhver der ville oprette et institut eller skole skulle, før tilladelse til det kunne fås, skulle aflægge prøver på de kundskaber han besad i de videnskaber hvori han ville give undervisning, samt fremskaffe beviser for sit moralske forhold. Må enhver der får et skolelærerembede på landet, han være student eller seminarist, udholde en sådan eksamen, så synes det meget mere nødvendigt for en lærer i hovedstaden, hvor kulturen er højere og undervisningerne flere. Derved ville man desuden vinde at vi fik færre, men også dueligere skolebestyrere som børnenes forældre og foresatte kunne sætte uindskrænket tillid til. Mange værdige kandidater der nu i flere år må søge befordring, ville som skolebestyrere både stifte nytte og finde udkomme i sine soliciteringsår, ja måske han siden ikke ville bytte med et præstekald, eftersom den tid nu er forbi, da der kunne siges om skolerne qvem jupiter odit facit pædagogum. *)


Foruden at det er en pligt for forældre og foresatte at lade vores børn give undervisning i gavnlige kundskaber, pålægger det dem endvidere efter den nyere skoleforordning som en tvangspligt. Man kan heraf slutte at skolebestyrere ikke mangler elever. Men gavnligt ville det vist nok være om det ikke var overladt til enhver bestyrer at antage så mange som han ville eller kunne få, men at antallet bestemtes efter skolens lokale og efter mængden af de duelige medlærere som giver undervisning. For mange elever skaffer vel bestyreren en god indtægt, men er der alt for mange i en skole, da vil man finde at undervisningen kun lykkes mådeligt og ikke som man kunne og burde vente.

Også ville det være gavnligt om undervisningstimerne blev nøjere bestemt og ikke overladt til vedkommendes vilkårlighed. I forrige tider var skoletiden bestemt fra kl. 8 til 12 formiddag og fra 1 til 5 om eftermiddagen. Nu har nogle indført den skik at børn kommer kl. 9 om formiddagen og bliver i skolen til kl. 3 Om vinteren har jeg intet mod denne indretning, da det kan være godt for børn, der har en lang vej at de kun engang går til og fra skolen, især når det er meget koldt eller søleføre, også kunne forældrene da let ved kakkelovnsvarmen holde maden varm til dem. Men om sommeren har børnene bedre af at bevæge sig i den fri luft ved at gå 2 gange fra og til skolen, end at sidde sammenpakkede en hel dag i mængde i et ofte lille værelse. Varmen gør dem døsige og uduelige til at lære, og deres fysiske kræfter, som i den unge alder skulle uddannes, bliver derved svækkede. Jeg tror 
gerne at det kan være behageligt for skolebestyreren at have hele eftermiddagen fri til fornøjelse på feres sommerværelser eller andet steds. Men børnene taber derved to timer i deres undervisning og oplæring.

Betalingen før undervisningen eller skolelønnen synes også at burde rette sig lidt mere efter tidernes og pengevæsenets forbedring. 4 til 5 rigsbankdaler månedlig for et barns undervisning er virkelig for meget. Mange embedsmænd med en gage på 300 til 400 rigsbankdaler kan have 4 til 5 børn. Hans pligt som far byder ham at lade dem opdrage og undervise. Ja han er efter hvad førhen er sagt tvunget til det. Når han nu må anvende sin halve gage på sine børns opdragelse. hvorledes vil han da kunne forskaffe sig og sine livets øvrige fornødenheder. Jeg vil ikke tale om de udgifter som endnu finder sted i visse skoler, såsom brændepenge, nytårsgaver, foræringer til lærernes og lærerindernes fødselsdage osv. For det er en uskik som aldeles ikke burde finde sted i nogen reel skole eller institut. Men hvor den finder sted, vil børnene ikke undlade at give deres del, for ikke at pådrage sig vedkommendes ugunst. De overhænger forældrene for penge dertil, og disse udgifter da de ikke er så sjældne som mange familier savner eller ikke vel kunne undvære.

Som den der i flere år selv gav undervisning i offentlige skoler og som siden har haft børn der er oplærte i samme, tror jeg at have kendskab til disse indretninger. Jeg har her uden hensyn til noget enkelt i særdeleshed peget hen til nogle af de mangler som jeg mener derved findes. Ville man værdige dette her anførte opmærksomhed og rette det fejlagtige tror jeg det var gavnligt, og min hensigt blev opnået.


*) I det mindste kender forfatteren en skolebestyrer der uden at være noget geni og uden at besidde udmærkede kundskaber har en skole på over hundrede elever og 10 til 12 pensionærer. Han ejer en betydelig stor gård, holder 2 brillante ekvipager, har heste, køer, geder, kaniner, høns, ænder, duer samt mere som godt er. Kort sagt, han ville vel ikke bytte indkomst med nogen præst.


(Politivennen nr. 186, Løverdagen den 24de Juli 1819, s. 2983-2992).


Redacteurens Anmærkning

Indslaget blev imødegået med et meget langt indlæg, Nogle Bemærkninger til Opsatsen: Om Instituter og Skoler, (Politivennen nr. 192, Løverdagen den 4de September 1819, s. 3079-3091). Interesserede kan læse svaret i originaludgaven. Emnet blev taget op igen 18. december 1830 (se der).

16 august 2015

Raad imod de saakaldte onde Saar i Hovedet

Det er bekendt at to kvinder her i København har fået tilladelse til at kurere skurv i hovedet. Denne sygdom kan da vel ikke anses for ubetydelig, og da disse kvinder ikke udstrækker deres praksis uden for København, vil et middel mod dette onde vel ikke være patienter udenfor hovedstaden uvelkomment. Af den grund meddeles det i Politivennen: Vor almindelige skrubtudser er for en 40 år siden blevet kendt som et sikkert lægemiddel mod skurv i hovedet. Hertugen af Toscana gav opfinderen 500 rigsdaler for opdagelsen og bekendtgjorde det. Man tager to tudser, sætter dem i en ny glaseret lerpotte, som er lunken og tæt tilklinet med ler, i en hed ovn, indtil de er brændt til pulver. Det skurvede hoved indsmøres i svinefedt, og bestrøs med tudsepulveret indtil såret er skjult, man dækker hovedet med en svineblære og binder et linned klæde ovenover. Efter 24 timers forløb går sårene af uden smerte. Man bliver ved som første gang i nogle dage, indtil det er ganske lægt, og vogter hovedet for luften, ved at tildække det med blæren og klædet. (Se sandflugtskommissær og boghandler A. F. Justs naturhistorie om dyrene, s. 307. Trykt i Viborg 1802).

(Politivennen nr. 179, Løverdagen den 5de Juni 1819, s. 2887-2888)

Redacteurens Anmærkning

I dag bruger vi kun vendingen skurvede hoveder i overført betydning. Men på Politivennens tid var det et meget udbredt fænomen, altså udslæt af fnat, utøj, skab o. lign. Det omtalte middel var kun et ud af mange som anvendtes på Politivennens tid.

Grunde hvorfor der findes flere løsagtige Fruentimmer for Tiden end for 10 Aar siden.

For ikke længe siden var jeg øjenvidne til en transport af 9 til 10 fruentimmer som blev ledsaget af politiet. At disse sikkert var af de såkaldte salsdamer tvivlede jeg ikke på. Imidlertid gav det anledning til at gennemtænke hvad der egentlig er årsagen til disse store antal i de senere år. Resultatet blev da efter min opfattelse følgende uomstødelige grunde.

Nr. 1. Før krigen fandtes kun yderst få familier der ikke havde en, ja flere tjenestepiger. Nu derimod finder man
 mange som ikke holder nogen såvel blandt embedsmænd, handlende og håndværkere. Og de der har holdt tyende før, klarer sig nu med en. Konen går selv på torvet, og det indkøbte bliver enten båret hjem af en læredreng eller en anden dertil villig for nogle skilling. Ja mange familier er ikke i stand til at gøre noget stort indkøb og det lille de køber, kan skjules under en kåbe eller sypose. Endog embedsmænd med 300 rigsdaler gage kunne før krigen holde en pige. Nu er dette vist ikke tilfældet. Hjemme besørger konen alt hvad som hun tror med anstændighed kan besørges af hende selv. Resten har man en kone til som betales 3 mark ugentlig. Altså er man fritaget for at føde et menneske som sikkert falder mange familier vanskelig nok, da de har besværlighed nok med at tilvejebringe det de selv behøver. Men holder man en pige, er man nødsaget til at give denne sin varme mad dagligt. Selv kan man lade sig nøje med et smørrebrød og en kop kaffe, som nok ofte er tilfældet blandt mange familier. Men man skylder ingen regnskab, selvom man om aftenen nyder to til tre retter mad i klubber og selskabet.

Mange familier kunne vel holde piger, men gør det ikke for at spare den ærgrelse, forsinkelse ved bygang og mange andre uordner som husmødrene sikker kender og om hvilke ting jeg daglig hører synge så mangt et litani.


Altså når nu blot 600 familier færre (som måske er for få) ikke holder piger, så må jo 600 piger jo ingen stilling kunne få.


"Den store kappelyst at gø klædt over sin stand og formue bidrager vist meget til at pigerne. Hun får da sjaler, hatte, bånd, ringe mm, og med tiden anger, fortvivlelse, foragt, hospital, forbedringshus og måske bøddelen". (Piger omkring 1810. Lahdes kobbertryk).

Nr. 2. For tiden er der flere som efterstræber tjeneste, da mange embedsmandsdøtre og borgerdøtre søger at komme ud da forældrene ikke kan føde og klæde dem. Før derimod var den tjenende klasse kun af de lavere stænder. Nu bruges heller ikke så mange husjomfruer, kammerpiger selskabsfruentimmere, guvernanter m. fl. som før. Altså må sådanne kvalificerede nøjes med at tjene som enepige. Hvis nu sådanne subjekters antal blot er 300, så er dette med førnævnte 900.

Nr. 3. Den store kappelyst at gå klædt over sin stand og formue bidrager vist meget til at pigerne dels ved torvebedrageri og dels ved periodiske kærlighedsaffærer søger at erhverve dem stads, så at de bliver lig de første rangspersoners damer eller den velhavende embedsmands og handlendes koner. Hvilket gør at folk kun kan være lidt tjent med dem.
Af mangel på tjenestestillinger vælger da mange ovennævnte næringsvej, andre af drift og andre desværre af tåbelighed og forfængelighed når de tror de mange skammelige ting der bliver sagt til den unge uerfarne pige af de mange unge og gamle herrer som tror og anser enhver tjenestepige for kontrabande. Hun får da sjaler, hatte, bånd, ringe mm, og med tiden anger, fortvivlelse, foragt, hospital, forbedringshus og måske bøddelen.

Nr. 4. Danseboderne uden og inden for byens porte gør også deres til at forføre pigerne. Ikke at forbigå de mange tjenstvillige ånder med deres råd og dåd. 


Nr. 5. Den mængde piger som hver skiftetid kommer fra øerne, især fra Bornholm, gør også afbræk for de ordentlige indenbys piger. Enhver familie vil hellere fæste sig en pige som endnu ikke er fordærvet af moden og tidens laster. Selv om man også ofte hører en bornholmsk dialekt på mange hjørner om aftenen og fra mange vinduer. Men disse har da også været i København måske et par år. 


Disse er mine grunde, hvorledes dette onde kan afhjælpes. Og om det er muligt, ved jeg ikke. Men er det muligt så vil vist vedkommende indsigtsfulde og agtværdige dansker udfinde og bekendtgøre virksomme midler mod det.


(Politivennen nr. 179, Løverdagen den 5de Juni 1819, s. 2882-2886)

Redacteurens Anmærkning

Der findes ikke nogen pålidelig statistik over antallet af prostituerede i København på Politivennens tid. Der har formentlig været omkring 3.000.