31 januar 2016

Om Jule-Træer

Det ville være synd og urimeligt at misunde den glade og lykkelige barndom at frydes ved det vi kalder juletræer, som på det seneste er blevet mere og mere i brug i mange familier og cirkler, eller at misunde de ømme og kærlige forældre den fest at tilberede og skænke deres børn og små venner juletræer. Man ser at forældrene omhyggeligt og nogle dage i forvejen, på et sted skjult for børnene, tilbereder disse juletræer, behængt med adskillige små ting som fx lys, illuminationer osv. som gør børnenes juletid ubeskrivelig lykkelige. Altså er skikken både uskyldig og god i sig selv. Kun beklageligt er det at den måde det foregår på har en anden skadelig følge, som vi her vil bemærke.

Man ser allerede, og har i nogle dage set, at aviserne annoncerer hvor juletræer var at få til købs. Man har set amagere og andre bønder sætte dem til salg på torvene og i gaderne. Det er nemlig toppen af unge taks-, gran eller andre nåletræer som for deres smukke og til hensigten passende dannelser er mest bekvem at sætte i baljer eller på anden måde til at opstilles. På disse hænger forældrene små foræringer, så synet af dette når dørene åbnes til helligdommen, fryder børnene. 


Man ser blandt disse mange unge træer som er trukket op af jorden med rode. Er det ikke skadeligt at ødelægge nogle hundrede årligt bare for en kort fornøjelse for børn i nogle dage. Og hvis det breder sig endnu mere, måske et stort antal af unge tilvoksende træer? Det træ der rykkes op med rode, er ødelagt. Og det træ hvis smukke top er hugget af, bliver forknyt og kan aldrig blive til et træ. Hvor let kan det ikke forlede en bonde til for at tjene nogle markedspenge ved at ødelægge træer der med flid har været plantet og hvis vækst er meget langsom. Hvor let kan den bonde der kører igennem en plantage, ikke forledes til at hugge eller rykke unge træer op for denne øjeblikkets gevinst.

"Hvor let kan den bonde der kører igennem en plantage, ikke forledes til at hugge eller rykke unge træer op for denne øjeblikkets gevinst" (Nok er det ikke vinter, men dette sted ved Frederiksberg Alle, malet af Christen Købke o. 1845-47 kunne da være et sted for en bonde at forsøge sig. Statens Museum for Kunst).

Det synes indsenderen uomgængeligt at forstvæsenet eller anden ansvarlig myndighed med grund og rimelighed burde udstede strengt forbud mod salg og brug af disse slags toppe og træer til nævnte juletræer.


Skulle en snedkermester ikke kunne finde på at udfærdige en passende opsats af pinde eller deslige til at bruge i stedet for juletræer. Forældre havde da den fordel at kunne gemme et sådant træ fra det ene år til det andet.


(Politivennen 469, løverdag 25. december 1824, s. 9365-9368)

Ubelejlige Hestepromenader.

Det var at ønske at ridning var indskrænket på volden som er et sted som vel mere er bestemt og beregnet for gående. Men da dette ville komme i strid med så mange smukke herrers tilbøjelighed at vise sig der med deres endnu smukkere heste, skønt vist nok ofte på bekostning af de stakkels damers bekvemmelighed, hører dette ønske til de fromme og derved får man lade det blive.

Derimod har man større håb om at det må blive forhindret at karle rører deres herrers heste i Filosofgangen, sædvanligvis om eftermiddagen i mørkningen da en flok sådanne ryttere farer frem og tilbage der. Mange spadserende aldrende folk bliver ulejliget ved det, og de nærboendes børn som sendes derhen for at få frisk luft og burde kunne være sikre der, udsættes for fare.

Disse karle bør henvises til ridebanen, men bedst for hestene var det at de gjorde en tur uden for portene hvor de rigtigt kunne røres og hvormed kun er forbundet den ulejlighed at mange klodrianer får at bestille med at vaske hestene, hvilket dog snart er gjort.

(Politivennen nr. 467. Løverdagen den 11te December 1824, s. 9345-9346)

"Bedst for hestene var det at de gjorde en tur uden for portene hvor de rigtigt kunne røres og hvormed kun er forbundet den ulejlighed at mange klodrianer får at bestille med at vaske hestene". (Vestervold og Vesterport, 1840. Københavns Museum).

30 januar 2016

Spørgsmaal.

Lørdag den 27. november var indsenderen på komedie for at overvære opførelsen af "Pernilles korte frøkenstand". Da hans økonomiske omstændigheder ikke tillod ham at gå i parkettet, tog han en billet til parterret. Men han blev meget forundret ved der at komme i selskab med adskillige som var iført korte trøjer og formodentlig var gårdskarle eller matroser. Sådan et selskab er ikke ønskeligt, især på et sted hvor man går hen for at more sig, og man er derfor så fri at spørge teaterdirektionen om de ord på plakaterne: "Ingen uvedkommende har adgang til teatret", ikke angår sådanne ringe klædte personer? Og i så fald håber man at de ansvarlige betjente for eftertiden alvorligt pålægges at overholde dette forbud. Men skulle disse ord blot angå personer der ikke har betalt entre, så kunne man ønske tilføjet: Ingen i arbejdstøj eller uanstændig dragt har adgang.

(Politivennen nr. 467. Løverdagen den 11te December 1824, s. 9341-9342)

"Han blev meget forundret ved der at komme i selskab med adskillige som var iført korte trøjer og formodentlig var gårdskarle eller matroser." (Matros, malet af Senn o. 1820)
 

Redacteurens Anmærkning

Pernilles korte Frøkenstand er en komedie af Ludvig Holberg fra 1727. En ældre mand skal bede om tilladelse til at hans svigersøn kan gifte sig med jomfru Leonora, men dette fornuftsægteskab søges ved list og intrige forpurret.

Om nogle Renovations-Karles Magelighed.

Da gaderenovationen ved en hensigtsvarende indretning blev påbudt ved at feje dem til siderne i stedet for at feje gaderne til midten, og det blev forbudt at kaste fejeskarn og andre urenligheder på gaden, blev det tillige ved en politiplakat bekendtgjort at foruden de to fastsatte fejedage om ugen til fastsat klokkeslæt for hver gade, skulle renovationsvognene tillige alle søgnedage indfinde sig til nævnte klokkeslæt for at modtage fejeskarnet med videre. 

I ovennævnte plakat blev det enhver pålagt at bringe fejeskarnet til vognen. Men karlene som kører disse vogne, har i almindelighed den skik ikke at ville modtage hvad vedkommende bringer til vognen, men påstår at enhver selv skal lægge det på vognen med mindre de får drikkepenge for det. De fleste er uvidende om nævnte plakats indhold eller kan ikke huske samme, og giver derfor disse karle hvad de forlanger, nemlig drikkepenge som disse også straks ved at benytte. For efter at have ladet sin skralde høre, forføjer skraldebassen sig i de værtshuse som der ikke er mangel på i enhver gade, ubekymret om de pågældende kan blive af med fejeskarnet ikke. Og til tidsspilde og tab for husbonden opholder han sig der hele og halve kvarterer ad gangen og en gang imellem længere, hvilket indsenderen heraf ofte har haft lejlighed til at erfare. 

"Karlene som kører disse vogne har i almindelighed den skik ikke at ville modtage hvad vedkommende bringer til vognen, men påstår at enhver selv skal lægge det på vognen med mindre de får drikkepenge for det." (En kludekælling og en skarnagerkarl med sin skralde. I baggrunden "styrter" en tjenestepige en fjerding skarn op i vognen. Lahdes kobbertryk).

Da det ikke er muligt for alle at holde en karl eller stærk pige som kan løfte snavset på vognen eller som har evne og lyst til at betale for det, må de finde sig i at få grove ord af disse karle, eller endog at de kører bort med skraldespanden når bringeren ikke har kræfter til at styrte det af. Det skete i forrige uge for en af indsenderens bekendte. En fornyet bekendtgørelse af allerede nævnte plakats indhold synes at kunne være nødvendig for at afværge disputser og grovheder.

(Politivennen nr. 467. Løverdagen den 11te December 1824, s. 9337-9339)

Om Øltapper- og Vertshuusholder Corporation.

På det tidspunkt denne korporation blev stiftet, var der som almindeligt bekendt kun nogle få som ønskede en sådan. Imidlertid fandt den sted. Følgerne har vist dens nytte. Så vidt vides består korporationen af 8 til 900 medlemmer der årligt må bidrage 1 rigsbankdaler sølv hvoraf skriveren nyder 200 rigsbankdaler og buddene 200 rigsbankdaler. Der må altså efter Søren Mathiesens regnebog blive en årlig beholdning på 4 til 500 rigsbankdaler sølv. Men hvor er den? Korporationen har nu bestået i 6 år og følgelig burde der være en beholdning på 2.400 til 3.000 rigsbankdaler i sølv i kassen. Men denne siges at være tom. Ja det er endog offentlig bekendtgjort at en af dens formænd er blevet suspenderet for en kassemangel på ca. 200 rigsbankdaler.

"At 8 til 900 mennesker skulle danne et selskab blot i den hensigt at en skriver (der lader sig betale for enhver juridisk forretning han foretager) og 2 bude kan have levebrød kan vel ikke formodes" (Vintappersvend. Lahdes kobbertryk)

Hvad vil enden blive? De gode mænd som har yndet korporationens stiftelse og befordret dens fremme, vil vist om ikke allerede nu så dog om kort tid føle det dårlige de har tilvejebragt og befordret. At 8 til 900 mennesker skulle danne et selskab blot i den hensigt at en skriver (der lader sig betale for enhver juridisk forretning han foretager) og 2 bude kan have levebrød kan vel ikke formodes, men er vel ikke utroligt. En stor den af korporationens medlemmer finder hele denne indretning for at være aldeles uhensigtsmæssig eftersom den som meldt kun medfører udgifter for interessenterne uden at disse nyder andre fordele end de havde forinden korporationen fandtes.

Enhver dømmer da der ikke attrås blind hengivenhed til det nedskrevne. En besynderlighed synes det også at være at kun nogle få udvalgte tilstedes adgang til korporationens forsamlinger. Andre og aldeles ikke få at vide hvad der i samme foretages. Det eneste visse er kontingentet.

(Politivennen nr. 467. Løverdagen den 11te December 1824, s. 9333-9335)


Redacteurens Anmærkning

Ulovlige beværtere og øltappere var vanskelige at opspore. Derfor havde et par værtshusholdere og en øltapper henvendt sig til Magistraten for at denne kunne tage initiativ til at danne en forening som alle værtshusholdere og øltappere var forpligtet til at lade sig registrere hos. Det skete ved reskript den 5. august 1818. Kontingentet var efter datidens forhold ret betydeligt. Skriverens opgave var at assistere formændene med skrivelser, holde orden i listen over interessenter og lave regnskab. Buddet indkrævet kontingent og alle forefaldende budarbejde. 

I 1824 blev øltappernes formand suspenderet og arresteret fordi han ikke kunne redegøre for et mindre beløb, endsige betale det. De fleste opfattede det tvungne medlemskab som en ekstraskat som man kun kunne slippe for hvis man blev for gammel, for syg eller for fattig. På artiklens tilblivelsestidspunkt var der to bataljer, dels mellem korporationens skriver, overretsprokurator Borup og foreningens repræsentanter, dels med formanden. De endte med at såvel formænd som repræsentanter måtte underskrive en erklæring hvori de tilbagekaldte udtalelserne om skriveren for at undgå en injuriesag. (Korporationen af Beværtere i Kjøbenhavn og Omegn 1818-1896. Enevoldsen & Andersen, 1896.

29 januar 2016

Anmodning til den høie Øvrighed, angaaende Borttagelsen af en Slamkiste, der er indrettet paa det nye anlagte Fisketorv.

Før Fisketorvet fik den nuværende skønne udbedring som unægteligt pryder hovedstaden meget, var der på dette torv anbragt 2 slamkister, som følge den ansvarlige høje øvrigheds foranstaltning blev afskaffet som usømmelige på et sted hvor lugten af fiskene undertiden er modbydelig nok, og hvor man altså bør være befriet for stank af de uhumskheder slamkister i almindelighed fyldes med. Enhver glædede sig over disse kisters afskaffelse. Men hvor forundret blev man ikke da man så at en af sådanne kister - formodentlig uden øvrighedens tilladelse -  er indrettet udenfor det forhenværende pramlavskontor og altså på Fisketorvet.

"Indsenderen er at den mening at såvel Gammelstrands beboere i særdeleshed, som de mange af stadens indbyggere der besøger Fisketorvet, ikke befinder sig så vel ved det som indretteren af denne møg- eller lokumskiste." (Gammelstrand med Fisketorvet af Juul, 1820. Københavns Museum).

Det er naturligvis indlysende at denne indretning er særdeles bekvem for ejeren af dette hus, da han kaster hestemøg i den, og andre måske endnu mere stinkende uhumskheder. Men indsenderen er at den mening at såvel Gammelstrands beboere i særdeleshed, som de mange af stadens indbyggere der besøger Fisketorvet, ikke befinder sig så vel ved det som indretteren af denne møg- eller lokumskiste. Derfor ønsker man ham der så vidt vides er boende ved Gammelstrand nr. 8, under mulkt for hver dag han er øvrighedens befaling overhørig, pålagt at borttage denne skarnkule som i høj grad vansirer stedet hvor den er anbragt, så meget mere da færdslen der forbi er meget betydelig.

(Politivennen nr. 466. Løverdagen den 4de December 1824, s. 9330-9331)

Redacteurens Anmærkning

Det er muligt at artiklen forveksler Ved Stranden 8 med Gammel Strand 8. I givet fald er der tale om adressen som siden 1859 har heddet Gammel Strand 36. Bygningen er fra 1801 og står der altså endnu.

Er De en Rangsperson.

Ved flere gange om året at rejse til og fra Fyn er anmelderen hver gang han passerede vagten ved landporten i Nyborg blevet stoppet med dette spørgsmål. Svarer man ja, så må man opgive sin stand og karakter. Svarer man derimod nej, kan man uden videre køre sin vej. Da alle rejsende må lade sit pas visere, er dette spørgsmål højst påfaldende. Og især må det forekomme en fremmed besynderlig at dette vigtige spørgsmål kun angår rangspersoner, hvorimod de som ingen titel har, ikke værdiges legitimation. Mange rangspersoner svarer ofte nej for ikke at blive videre opholdt. Og omvendt giver mange ikke rangspersoner sig karakter for sjovs skyld. Så dette spørgsmål må ønskes afskaffet dersom det ikke har en anden hensigt end at tilfredsstille spørgerens nysgerrighed.

(Politivennen nr. 466. Løverdagen den 4de December 1824, s. 9327)

"Ved flere gange om året at rejse til og fra Fyn er anmelderen hver gang han passerede vagten ved landporten i Nyborg blevet stoppet." (Havnen ved Nyborg. I forgrunden kutteren "Neptun". Friedrich Theodore Kloss, 1840. Statens Museum for Kunst).

Redacteurens Anmærkning

En noget mere positiv beskrivelse af en rejsende findes i aritklen "En Reisendes Bemærkning over Nyborg." Politivennen nr. 1000, lørdag den 28. februar 1835, s. 133-134. 

28 januar 2016

Bøn om en forandring paa Dampskibet Caledonia.

Man er overbevist om at ejeren af dampskibet Caledonia gerne opfylder en begæring hvis opfyldelse ville være meget kær for mange, om omkostningerne i så henseende ikke betydelige. Derfor tillader man sig at ønske at nævnte dampskib for fremtiden indrettes således (fx ved et simpelt gitter) at anden plads ikke bliver benyttet fælles med tyende eftersom mangel af formue dog ikke på andet sted i almindelighed nøder til at søge sådannes selskab. 

Allerubehageligst er samkvemmet imidlertid ved det såkaldte Table d'hote hvor indsenderen har set en doktor theologiæ og sognepræst sidde mellem en kusk og en tjener. For en højere rangsperson kan jo desuden det tilfælde indtræffe når han ønsker varm spise ombord og ikke har evne til at betale for 1. plads. Dersom man for fremtiden derimod iagttog en forskel der imellem de forskellige stænder jo som oftest gælder til lands, er indsenderen forvisset om at der vil findes flere deltagende i spisningen ombord end hidtil har fundet sted, og enhver vil være dampskibets ejer tak skyldig.

(Politivennen nr. 464. Løverdagen den 20de November 1824, s. 9292-9293)

"Ejeren af dampskibet Caledonia opfylder gerne en begæring hvis opfyldelse ville være meget kær for mange." (Passagerer sættes ud til dampskibet Caledonia. C. W. Eckersberg. Statens Museum for Kunst).

Redacteurens Anmærkning

Table d'hote er direkte oversat værtens bord, eller "fælles måltid med en forud sammensat menu og fastsat pris". Om Caledonia, se Redacteurens Anmærkning den 5. juni 1819.

Bekendtgørelse i Adresseavisen, 22. oktober 1822 om reparation af Caledonia.

Varsko.

Anmelderen er ved ofte såvel om dagen som om aftenen at gå forbi Thotts palæ på Kongens Nytorv blevet opmærksom på nogle personer som dels står i porten, dels uden for på fortovet og gør bemærkninger om de forbigående. Foruden at det er ubehageligt at være udsat for, og at måtte høre på disse personers kritiserende vittigheder, er det også fælt at se på at en del arbejdsløse mennesker står således i en skadelig ørkesløshed. Man tager sig derfor den frihed at bede portneren sammesteds at undersøge om disse personer hører til gården og i så fald at henvise dem til deres dont, eller i andet tilfælde at jage disse dagdrivere fra porten.

(Politivennen nr. 463. Løverdagen den 13de November 1824, s. 9279-9280)

"Nogle personer som dels står i porten, dels uden for på fortovet og gør bemærkninger om de forbigående" (Thotts Palæ på Kongens Nytorv, 2016. Eget foto)

Dito til Politieassistenten på Østerbro.

Da der nu kun er en politiassistent til hvem samtlige forstæders indbyggere i påkommende tilfælde må henvende sig, så tager man sig den frihed at fremsætte det ønske at nærværende politiassistent som nu bor alleryderst på Blegdamsvej ved Østerbro og altså fjernt fra den største del af dem som skulle søge ham, ville vælge en bopæl der omtrent ligger i midten af distriktet. Om endog denne valgtes i byen selv ville den være mindre fjernt for mængden end den nuværende er. For fx de som bor langt ude på Vesterbro har henimod ½ mil til samme og at gå denne vej frem og tilbage i søleføre på en ublid årstid er for de mande der fx skal have deres skudsmål påtegnet just ikke behageligt.

(Politivennen nr. 463. Løverdagen den 13de November 1824, s. 9277-9278)

"Nærværende politiassistent som nu bor alleryderst på Blegdamsvej ved Østerbro og altså fjernt fra den største del af dem som skulle søge ham, kunne vælge en bopæl der omtrent ligger i midten af distriktet." (Gade på Østerbro i morgenlys. Christen Købke, 1836. Statens Museum for Kunst).

27 januar 2016

En munter Liigfærd.

Hr. Udgiver!

Torsdag aften den 28. oktober besøgte jeg en syg ven hos hvem jeg skulle våge om natten. Han bor i Norgesgade i nærheden af hattemagersvendenes herberg som er i nr. 200. Hele aftenen til lige ud på natten hørte vi sang, klinken og hurra-råb når der blev drukket skåler, hvoriblandt værtens ikke blev glemt. Da jeg hos en nærboende forhørte mig om årsagen til denne fest, der forekom mig usædvanlig på en dag da det ikke var krodag, fortalte han mig at i dag var en hattemagersvend blevet begravet. Ligbærerne og ligfølget som bestod af hattemagersvende, var om formiddagen kommet kørende til herberget hvor de samlede sig og derpå tog til lighuset. Efter at den døde var begravet, kørte man alle igen til herberget for at drikke den afdødes gravøl, og at det var det man var i færd med. Hvad synes De om denne skik?


(Politivennen nr. 463. Løverdagen den 13de November 1824, s. 9272-9273)



Svar fra Hattemagersvendene.

I anledning af et i nr. 463 af dette blad indrykket stykket, med titlen "En munter Liigfærd" tjener følgende til berigtigelse at forfatteren af dette stykke enten må have et personligt had til en enkelt blandt os, eller også ved en fejl underretning må være blevet forledt til at nedsætte et helt lavs agtelse i publikums øjne. Han har blandt andre usandheder anført at vi til langt ud på natten sang og klinkede. Det er aldeles urigtigt, da vi alle var borte inden kl. 4 om eftermiddagen. Endvidere at det var sket den 28. forrige måned, hvilket er lige så falsk. 

Den sande sammenhæng af sagen var denne: En af vores kolleger, den ældste blandt os, var død og blev den 11. i forrige måned ledsaget til sit hvilested af os alle. Da hans huslejlighed ikke var stor nok til at rumme det talrige personale der fulgte ham til graven, besluttede vi på vores herberg at nyde de forfriskninger som den afdødes forfatning ikke tillod at yde os. Vores forsamling der skiltes ad inden kl. 4 om eftermiddagen foregik uden al støj og larm. 

Forfatteren af dette stykke må altså hvis han ikke af ondskab har søgt at sværte os, været fejl underrettet. Det kan så meget des lettere være tilfældet at det var håndværkere fx barberer som har deres deres forsamlingssted i samme hus. Og har der altså den nævnte tid fundet noget drikkesamkvem eller lystighed sted, hvilket vi hverken vil benægte eller bekræfte, så har de deltagende været personer som er hattemagersvendenes samfund aldeles uvedkommende.

På egne og kollegers vegne
H. Vithe   H. E. Poulsen

(Politivennen nr. 465. Løverdagen den 27de November 1824, s. 9305-9307)


Redacteurens Anmærkning

Adressen Norgesgade 200 skiftede i 1859 til Norgesgade 11 og i 1877 til Bredgade 11. Adressen eksisterer ikke længere.

Et Par Ord i Anledning af den anonyme Kritik i Conversationsbladet No. 14.

I Politivennen nr. 460 er indført nogle spørgsmål i anledning af en bedømmelse af nogle præsters taler i St. Petri Kirke, indrykket i Conversationsbladet nr. 11. I et slags svar på disse spørgsmål har en unævnt i Conversationsbladet nr. 14 tilladt sig at fremsætte den beskyldning mod bladet Politivennen at det havde omtalt hr. pastor Grundtvig på en meget oprørende måde. Som bladets udgiver bliver jeg nødsaget at tage til genmæle og aldeles benægte dette. Vel har der i Politivennen været fremsat et spørgsmål til hr. pastor Grundtvig i anledning af en formentlig afvigelse fra den indførte ritual den dag han indtrådte sit embede. Men det er så langt fra at dette spørgsmål var fremsat på en oprørende måde at det endog ikke kan kaldes ubeskedent. Havde det i ringeste måde været fornærmende for hr. pastoren da ville, kunne og burde denne mand som både er agtet som skribent og religionslærer, vist ikke have tiet dertil. Og da hverken hr. Grundtvig eller nogen anden præst er omtalt på nogen oprørende måde i Politivennen i al den tid jeg har udgivet samme, så opfordres beskylderen til at bevise sin beskyldning, eller at tage sin usandhed tilbage.

"Hverken hr. Grundtvig eller nogen anden præst er omtalt på nogen oprørende måde i Politivennen i al den tid jeg har udgivet samme". (N. F. S. Grundtvig. Træsnit af Johan Frederik Rosenstand. Statens Museum for Kunst)

De øvrige ironiske udladninger om Politivennens ædle stil osv. ænser jeg aldeles ikke. Kun vil jeg gøre kritikeren opmærksom på at de fleste indsendte bidrag indføres således som de er. Og hvad min egen stil angår, da er det vel ikke fejlfri, eftersom en 30 års forskellige sysler for at ernære mig og familie ikke har tilladt mig, som hr. kritikeren der muligvis på en lettere måde har fundet til udkomme, at granske nøje over vores sprogs etymologi og retskrivning. Denne sidste er så vaklende og ubestemt at man for kort tid siden har ført en lang og endnu uafgjort strid om brugen af i og j. Men dog tror jeg at turde mene at det er forståeligt for enhver der kan læse dansk. Jeg har altid søgt at lempe mine udtryk efter den omhandlede materie og således vil jeg vedblive. Jeg kan ikke undlade at kalde den en hykler som skriver eller taler imod sin overbevisning, og den en tyv som stjæler, hvad enten uædle ville finde min stil ædel eller ædle finde den uædel. 

Da jeg ikke har læst Conversationsbladets nr. 11 før nr. 14 var udkommet, så vil man vel fritage mig for videre del i omhandlede spørgsmål i Politivennen, end at jeg som redaktør har modtaget dem til indrykkelse. Imidlertid vil jeg ingenlunde nægte at skønt jeg er af den mening at den gejstlige embedsmand ikke bør være mere fri for offentlig omtale end den militære eller civile, finder jeg det derimod upassende at anmelde en gejstlig talers mundtlige foredrag som en skuespillers på scenen udførte roller, at rive enkelte sætninger ud af sammenhængen og forklare disse efter eget forgodtbefindende. For derved nedværdiges standen og den svagere i ånden forarges. Men det ville være højst skadeligt hvis det blev tilladt at fremsætte meninger i sådanne bedømmelser der, hvis de blev almindeligt antagne, ville sætte os tilbage på det punkt hvorpå vi stod før Luthers reformation, og udbreder intolerance, munkevæsen og jesuitisme. Ja muligvis bane vejen for indførelsen af en inkvisition, for hvis gyseligheder ethvert tænkende menneske må bede: Fri os, kære Herre Gud!


Udgiveren.

(Politivennen nr. 462. Løverdagen den 6te November 1824, s. 9263-9267)

Redacteurens Anmærkning

Det omtalte artikel om Grundtvig er fra december 1822 hvor der også var en gensvar.

26 januar 2016

Uordener

5) På hjørnet af Vognmagergade og Møntergade, første sal, sidste fag om til Vognmagergade, blev forbigående personer mandag den 2. om aftenen kl. 11 hilst med spytklatter eller noget endnu værre af nogle personer der stod ved de åbne vinduer. Da de pågældende udtrykte misfornøjelse over det, blev de gengældt med skældsord. Man håber at sådant for eftertiden ikke mere vil finde sted, men at gående får lov til at vandre i fred.

(Politivennen nr. 461. Løverdagen den 30de October 1824, s. 9252)

"Forbigående personer blev hilst med spytklatter eller noget endnu værre af nogle personer der stod ved de åbne vinduer." (Det ene af de fire hjørnehuse Gammel Mønt/Vognmagergade- Møntergade. De tre andre er alle nyere bygninger. Huset er opført 1734 og et af de få ildebrandshuse der ikke er blevet forhøjet med nogle etager. Det er fredet. Eget foto, 2015)

Det Kongelige Theater.

Indsenderen af dette har meget længe ønsket at se Jægerbruden. Dette mit ønske er hidtil ikke blevet opfyldt. For mange gange har jeg set stykket annonceret til opførelse, men når dagen kom på hvilken det var bestemt at opføres, da var det gerne forandret *) og jeg måtte lade mig nøjes med den undskyldning: på grund af indtruffet forhindring kunne det ikke opføres.

Der er vist mange der er enige med indsenderen, at det er meget ubehageligt således og så ofte at se sig skuffet i sin forventning. Især når tilfældet er som torsdag den 21. oktober at man i stedet for Jægerbruden ikke engang blev opvartet med et andet smukt syngestykke, men måtte lade sig nøjes med en komedie.

"For så mange gange har jeg set stykket annonceret til opførelse, men når dagen kom på hvilken det var bestemt at opføres, da var det gerne forandre". (Det indvendige af Det kgl. teater under fremstillingen af Jacob v. Thyboe. C.F. Christensen, 1820-1830. Statens Museum for Kunst). 

Jeg kan heller ikke undlade ved denne lejlighed at anføre følgende. Forrige sæson blev den indretning foranstaltet fra teatrets side at et stykkes forandring skulle tilkendegives ved kulørte plakater. Dette har ikke været tilfældet denne sæson.

Til slut nærer man det ønske forhåbentlig snart at måtte se opført følgende stykker der interesserer såvel ved den herlige musik som også ved det fortræffelige minespil. Nemlig: Romeo og Julie, Lagertha, Rolf Blåskæg, syngestykket Azemia m. fl.

*) Dette er jo også tilfældet med så mange andre stykker der er bestemt til opførelse.

(Politivennen nr. 461. Løverdagen den 30de October 1824, s. 9245-9246)

Redacteurens Anmærkning

Jægerbruden (Der Freischütz) af Carl Maria von Weber (1821) var på Politivennens tid en af de mest berømte romantiske operaer. Den blev uropført i Berlin 1821, og opført i København i 1822. Teksten var oversat af Adam Oehlenschläger. Ouverturen blev uropført i København i 1820. Den spilles stadig på Det Kongelige Teater. 

Kigger man i det Kongelige Teaters liste over opførelser før artiklens tilblivelse (30. oktober 1824) vil man se at den blev opført den 18.9.1824 og den 13.2.1824. Men skribenten kan selvfølgelig have været så uheldig ikke at få billet. Torsdag den 21. oktober blev der ganske rigtigt spillet en komedie af Holberg, Det lykkelige Skibbrud, samt opført balletten Fanden er løs af Galeotti.

Beensamlere.

På den seneste tid ser man bensamlingen drives med megen virksomhed. Alle vegne hvor der har været nedgravet ådsler, ses mennesker af den lavere klasse opkradser jorden for at fylde deres poser med gamle ben. Det er vel godt at sådanne ting som vi ikke bruger, kommer nogen til nytte. Men dog går nogle af disse samleres iver noget for vidt. For ikke alene går de ind i folks gårde og tager hvad man der kan have henlagt til egne forsøg. Men de graver endog jorden i haverne i den tanke at finde ben nedgravet. Vil man bortvise dem, får man grovheder, og forlader de endelig stedet, kommer de ofte igen med forstærkning og er da ikke bange for at sætte sig til modværge og bruge trusler. 

"En simpelt klædt person, formentlig matros, var gået over grøften som skiller ejendommen fra landevejen, ind i haven og var begyndt at grave." (Senn. Statens Museum for Kunst.)

Således hændte det for kort tid siden anmelderen der bor i kort afstand fra staden. En simpelt klædt person, formentlig matros, var gået over grøften som skiller ejendommen fra landevejen, ind i haven og var begyndt at grave. Da anmelderen blev opmærksom på det, gik han ud for at jage ham væk. Personen gav ham nogle knubbede ord og gik. Men dagen efter kom han sammen med 3 andre og fortsatte sin eftersøgning. Da der just foruden anmelderens folk var et par karle i gården, fik vi bensamlerne fordrevet. Men havde vi ikke været så mandstærke, havde de sikkert sat sig til modværge og søgt at få deres vilje sat igennem. Man må derfor ønske at øvrigheden ville lade bekendtgøre at disse bensamlere skal respektere ejendomsretten.

(Politivennen nr. 461. Løverdagen den 30de October 1824, s. 9241-9242)

25 januar 2016

Om Værelser for fattige Folk.

Ved Københavns brand i året 1795 brændte 1.000 huse, og allerede efter 3 års forløb var den største del af disse opbygget igen. Ved Københavns bombardement i året 1807 afbrændte ikke halvdelen af det nævnte antal, og efter 16 års forløb ligger en stor del af dem endnu som tomter. Krigen, mangel på erhverv, pengevæsenets forandring, ejendommenes lave pris, har frataget byggelysten, og det vil have lange udsigter inden vi får at se at København atter fuldkommen har rejst sig af sine ruiner.

Ved branden i 1795 ødelagdes en del bygninger der indholdt smålejligheder for fattige folk. Ved genopbygningen blev en del mindre grunde slået sammen, og der blev altså kun bygget for den velhavende og rige. For huse egentlig bygget for lav husleje således som den fattige må formodes at kunne betale, blev slet ikke opført. De få som blev bygget efter bombardementet, har også enten haft til formål at tjene store indtægter ved at indrette værelser for formuende og rige, eller for at fortsætte en næringsvej på et fordelagtigt beliggende sted, bygget sit hus til egen afbenyttelse. Af sidstnævnte ses flere sådanne et-etagesbygninger på Kultorvet, Lille Købmagergade, Landemærket, ved volden, i Skindergade og flere andre steder. 

"De få som blev bygget efter bombardementet, har haft til formål at fortsætte en næringsvej på et fordelagtigt beliggende sted, bygget sit hus til egen afbenyttelse fx i Skindergade og flere andre steder". (Skindergade 37-41 i midten af billedet efter den røde murstensbygning er eksempler på byggerier 1798-1828. Eget foto, 2015).

Sådanne bygninger kunne vel tillades at opføres straks efter foregående ildebrand, da bygningsmaterialer og arbejdsløn falder dyrere end til andre tider. Men burde næppe for altid forblive uden flere etagers tilfæstning, da de både vansirer en hovedstad, og enkelte familier således ene optager en stor del af det rum der skal deles mellem flere tusind. De bygninger som således blev opført på slotspladsen efter branden i 1795 blev, da byen nogenlunde havde rejst sig af sin aske, solgt ved offentlig auktion. Afdøde brandmajor Kirkerup købte en del, som blev opsat i Amaliegade, og udlejet til mange fattige familier der for et par år siden måtte rømme dem, da de blev solgt til det almindelige fattigvæsen.

Vel er huslejen dog ikke af frydelige grunde, faldet noget. Nogle har ved at dele deres etager som før beboedes af en familie, gjort plads for 2 eller 3 familier, men lejen for sådanne lejligheder udgør dog altid 50 rigsbankdaler og derover. Den fattige som ikke engang kan udrede det halve af denne su, hvor får han husly?


(Fortsættes)

(Politivennen nr. 461. Løverdagen den 30de October 1824, s. 9237-9239)


Om Værelser for fattige Folk.

(slutning; se nr. 461)

Der findes mange uformuende mænd eller koner som ser sig i stand til at tjene livets ophold ved at arbejde i fabrikker, at gå som bud eller ved andre beskæftigelse. Men at udrede en dyr husleje 2 gange årligt formår de ikke. De bliver nødt til at sælge eller pantsætte deres smule ejendom, og til sidst skilt fra denne og nedbøjet af fattigdom og sorger, må underholdes på medborgernes bekostning.

Trøst og hjælp for mange ville det derfor være om her i staden fandtes bygninger hvori småfolk kunne få værelser for 6 til 7 rigsbankdaler halvårligt. Men da det kan vare længe inden en eller anden bygningsentreprenør kommer på den tanke at en bygning af tilstrækkelig størrelse, blot indrettet til fattige lejere, ville lønne sin bygherre lige så rigelig som nogen anden, så kan man ikke undlade at ønske at den eller de autoriteter som bør påse at der er et rigtigt forhold mellem antallet af bygninger til dyre lejligheder og af dem til ringe, fandt sted, ville ved at opføre en eller flere sådanne bygninger give private byggelystne et gavnligt eksempel.

Indsenderen heraf er ikke nogen bygningskyndig og ønsker at en eller anden af vores duelige arkitekter offentligt ville fremsætte en plan og beregning over en sådan bygnings opførelse. Indsenderen tillader sig imidlertid at fremsætte sin ide. En sådan bygning burde være i det mindste 100 alen i længde og have en dertil passende bredde. Den burde bestå af flere etager og enhver af disse indeholde værelser på 4 alen i kvadrat. Denne størrelse ville være tilstrækkelig når man betænker at de som lejede dem, for det meste var ude om dagen, og altså kun brugte dem til at sove i. Og for familier kunne der måske træffes den foranstaltning at disse blev overladt 2 værelser som ved en dør kunne sættes i forbindelse. Midt igennem hver etage burde der være en gang hvortil alle værelser havde udgang. Denne gang kunne opvarmes af 2 kakkelovne, da så ingen behøvedes i værelserne, ligesom 1 eller 2 fælles skorstene ville være tilstrækkelig i hver etage. Det ville blive nødvendigt at en mand under navn af portner eller sådant måtte ansættes for at have opsyn med bygningen og påse orden blandt så mange mennesker. Og når nu denne mand hver morgen var forpligtet til, mod en ringe godtgørelse at forsyne dem af beboerne som ønskede det med kogt vand, så ville dette være en bekvemmelighed for disse og en besparelse af brændsel, som falder den fattige så dyr og ofte vanskeligt at tilvejebringe.

I den bedste mening, skønt ufuldkomment har forfatteren fremsat sit ønske om bygningers opførelse til hjælp for småfolk. Han beder at mere kyndige nøje ville udvikle og forbedre hans ide, muligvis ville den da vække højere velgørende opmærksomhed. Dette håb synes han at turde nære når man tager hensyn til at en stor del bygninger endnu ligger uopbyggede, hvorved trangen til simple boliger er så meget større at byggegrunde, fx ved volden ville fås for et godt køb og at bygningsmaterialerne just ikke kan siges at være så dyre

(Politivennen nr. 463. Løverdagen den 13de November 1824, s. 9273-9276)

Redacteurens Anmærkning

Om skadeserstatningerne (eller mangel på samme) som følge af bombardementet, se bl.a Politivennen nr. 714, lørdag den 5. september 1829, s. 577-582: "Videre Spørgsmaal, de Qvæstedes Fond og de dertil indkomne milde Gaver betræffende." af Maren Sophie Reinbold, født Bornemann.

Spørgsmal angaaende det kirkelig Nummer af Conversationsbladet.

Kan det være tilladt i en kristelig stat i ugeblade at gøre kirkens embedsmænd i deres embedsførelse, ja endog utrykte prædikener og foredrag til stående artikel for konversation i kaffehuse og vinhuse?

Hvad er injurie, hvis ikke det er på prent at sige om en navngiven præst at han i en navngiven prædiken har vist sine tilhørere stien til Helvede?

Hvad betyder kirkelig øvrighed dersom uvoksen drengekådhed som den der har ført ordet i nr. 11 af Conversationsbladet, fremdeles skal være privilegeret til at udskælde, bespotte og latterliggøre præsterne i deres person og deres prædikener?

(Politivennen nr. 460. Løverdagen den 23de October 1824, s. 9232-9233)

Nægtet Huuslye paa Bjerget ved Roeskilde.

Den 4. september forleden rejste anmelderen i følge med sin søn i en forretning til Selsø. Da de om aftenen kom til Roskilde og hørte at de ved at tage over Isefjorden til Sønderbyland kunne spare en lang omvej, besluttede de at gå til Bjerget og indlogere sig i den gæstgivergård der ligger nærmest vandet. Kl. halv elleve kom de dertil. Værtshuset var allerede lukket, og man gav sig den frihed at banke på vinduet. Værtinden åbnede, og da man forlangte at få logi til om morgenen tidligt, svarede hun at de ingen senge havde. Man erklærede at man i så fald var tilfreds med at sidde på en stol. Men nu svarede værten inde fra sengen at han ikke kunne tillade folk som han ikke kendte at sidde i sin skænkestue, og vi måtte altså vandre videre indtil en fattig fiskerfamilie forundte os husly til om morgenen. 

"De besluttede at gå til Bjerget og indlogere sig i den gæstgivergård der ligger nærmest vandet." (Der står ikke hvilket bjerg, men det kan være Sankt Jørgensbjerg. Udsigt over Sankt Jørgensbjerg og Roskilde Fjord. Vinterdag. L. A. Ring, 1915. Statens Museum for Kunst)

Man ved ikke om nævnte vært er forpligtet til at modtage rejsende, hvilket dog af færgefolkene blev forsikret, men enhver vil vist mene at det var meget ugæstfrit at nægte rejsende husly for en nat og overlade dem til gamle Jeppes skæbne der på Bjerget. Og man tror det derfor ikke ugavnligt at bekendtgøre dette for at andre rejsende kan vogte sig for at komme der ved nattetid.

(Politivennen nr. 459. Løverdagen den 16de October 1824, s. 9215-9216)

24 januar 2016

Hvorlunde Smaadrenge og Store Dito lege rart paa Slotspladsen.

Da indsenderen i søndags ved middagstid gik over slotspladsen, kunne han ikke uden mishag se på en leg som fandt sted mellem nogle smådrenge som stod på pladsen og nogle store drenge på et af æbleskibene.

Der blev nemlig fra nævnte skib kastet store og små rådne æbler ud til drengene på pladsen.

Disse æbler fløj de forbigående om ørerne og tilstænkede deres tøj. Man var jo endog ved denne lejlighed udsat for at få øjne og ansigt slået fordærvet. For den store dreng på æbleskibet kastede sine rådne æbler ud på pladsen over mod Børsen med stor færdighed, og uden at bryde sig om den mængde af folk der altid passerer denne vej. Det anføres her så  man kan tage sig i agt når man skal passere denne vej da denne rare leg vel oftere finder sted.

(Politivennen nr. 458. Løverdagen den 9de October 1824, s. 9200-9201)

"Den store dreng på æbleskibet kastede sine rådne æbler ud på pladsen over ad Børsen til med stor færdighed". Christiansborg Slotsplads 1806, med Holmens Kirke til venstre, havnen og Børsen midt i. (Før og Nu).

Uformodede Følger af en Aareladen.

For omtrent 1 år siden var anmelderen så uheldig at vælte med en vogn på landevejen, hvorved han fik sin højre side slemt forslået. Da smerten vedblev, besluttede han efter nogle dages forløb at lade sig årelade. Han gik derfor til en ung barber i Lyngby og forlangte at årelades. Efter at denne operation var foretaget, spurgte anmelderen hvad han skulle betale, hvorpå barberen svarede 1 rigsbanksdaler. Anmelderen lagde 4 mark, som var alle de penge han havde hos sig på bordet og sagde at efter hans mening kunne dette vel være nok, men at han var villig til at betale mere når barberen kunne vise ham noget der berettigede ham til at fordre mere. Dette var den hr. barber ikke at formål til, men derimod har han fundet på når anmelderen i selskab med andre kører forbi ham, at råbe efter ham: "Du slyngel, betal  mig de 2 mark de skylder mig". 

Da man nu ønsker at være befriet for sådan ubehagelig tiltale på landevejen og for at få at vide om barberen kan have noget videre at fordre, fremsættes det spørgsmål: "Er der bestemt nogen betaling for åreladen".

Besvares dette spørgsmål til barberens favør, da skal han få det ham tilkommer. Men i andet fald vil man søge at bringe ham til at holde inde med sin grove tiltale og at forunde de forbikørende vejfred.

(Politivennen nr. 458. Løverdagen den 9de October 1824, s. 9199-9200)

 "Han gik til en ung barber i Lyngby og forlangte at årelades." (Barberer fungerede også som en slags kirurger, her en rekonstruktion af en barberstue fra omkring 1800 i Håndværkerstat.)

Spørgsmaal, angaaende Jagten på Kiøbenhavns Amt.

Søndag den 3. oktober omtrent kl. 10 om formiddagen passerede 3 skytter med hunde over en nytilsået rugmark i Enghaven, som støder op til Valby Marker. Ageren var meget blød da det havde regnet hele natten. Gårdejeren blev fortørnet over at se sin ager mishandlet og sagde i en anstændig tone til skytterne at det ikke var rimeligt således uden nødvendighed at spolere ageren, da vejen gik ved siden af den. En af de 3 personer svarede straks: "Vi er kongens skytter". Men ejeren ytrede tvivl om dette udsagn da han kendte den ene person for at være isenkræmmer i København. Og ingen af de 2 andre, en svensker og en voksen dreng, for at være den kongelige skytte på distriktet. Hvorpå nævnte herrer førte et højt sprog, brugte trusler, og blandt anden tåbelig snak påstod at de var berettigede til at gå ind i gården og skyde hans hund der stod der, en sort pudel. 

Omsider fortsatte de deres gang over marker og hegn, idet de tilbød ejeren at hvis han ville følge med dem, skulle de nok vise ham den kongelige skytte i hvis følge de var. Skønt denne ikke var at øjne, er det dog ikke sandsynligt at nævnte personer den dag virkelig har været i hans følge. For at kende hvorledes man i lignende tilfælde har at forholde sig, ønsker ejeren af sagkyndige folk følgende spørgsmål besvaret:
Hvorvidt kan en distriktsskytte tage følge med sig, og hvorvidt er de i så fald, særskilt eller samlede, berettigede til på privat mands ejendom at tumle sig til skade for hans flid og erhverv?

(Politivennen nr. 458. Løverdagen den 9de October 1824, s. 9191-9192)

"3 skytter passerede med hunde over en nytilsået rugmark i Enghaven, som støder op til Valby Marker." Udsigt fra Rosenåen 1788 mod Frederiksberg Slot. Rosenåen fulgte nuværende Abel Katrinesgade. Husene er Vesterbro, bag dem Kongens Enghave. (Før og nu 1919)


(Politivennen nr. 457. Løverdagen den 2den October 1824, s. 9173-9188 mangler)