30 juni 2014

Vægteruskik

I aften den 28. december blev et menneske, der var klædt som matros og kom ud (og skal ikke sige for vist om han blev stødt ud) af spisekælderen i næste hus op til urmager Roslev, med det råb bag sig: Pågrib ham, vægter! meget ilde behandlet af en vægter, skønt han forholdt sig ganske rolig og passiv. Han forsøgte med gode ord og ved at gå rolig sin gang at berolige vægteren. Men denne vedblev et helt stykke hen ad gangen at bearbejde ham med morgenstjernen og tilredte ham ynkelig. I den formening at dette er en ganske ulovlig fremfærd af en vægter, der vel i det højeste er berettiget, når uorden har sted til at arrestere, og kun for nødværge tør slå, indvendes dette som kan bevises når kræves, til Politivennens fremsætning.

( Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 36. Den 29. december 1798, s. 574-575)

Om ørkesløse Æblekællinger

(Indsendt)

P.M.

Med inderlig fornøjelse læste jeg Landhusholdningsselskabets sidst aflagte regnskab i mit kammer. Jeg tilstod mig selv at det ikke kunne fejle, at selskabet jo ved sine så mange slags fortræffelige anstalter til nationalflids opmuntring i begge rigerne og ved undervisning og belønning, måtte have draget mange ledige siddende eller omløbende tøs, eller mange førhen doven eller ørkesløs gammel kælling til at gribe strikketøjet eller rokken. 


Skønt straks efter, da mine forretninger kaldte mig på gaderne og torvene, fandt jeg til min store bedrøvelse det modsatte. Jeg så nemlig at dette frugtrige år har gjort fire til fem hundrede tøser og koner til æblekællinger. Dvs. til dagdriverinder, som hele dagen igennem ikke bestiller andet end at bevogte de roligt liggende æbler med hænderne i skødet, og aldrig skal tage strikkepinden i hånden for at skaffe sig et par varme strømper til vinteren, da man i hobetal ser dem gå med nøgne hæle. Regner man at et halvt år således hendangles ved æblekurven og ansættes æblekællingernes tal til 500, og hvad de ved strikning daglig kunne fortjene til 4 [], så vil en statshusholder finde dette strikkearbejde ville give landet en fortjeneste af 3.800 rigsdaler årligt, uden at tage vindingen for moralen i betragtning. Skulle altså nogen patriot vide et middel til at bringe sådan en strikning i gang, så ville han fortjene sig en så udmærket tak af publikum, at han ikke ville misunde os at have givet ham den første ide dertil.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 36. Den 29. december 1798, s. 572-573)

Varsko i lille Kongensgade paa Kristianshavn.

I Lille Kongensgade på Christianshavn har man allerede længe tilladt sig den uskik at opstable to store kalkhobe på fortovet ved muren skrås over for sekretær Klasens hus. Indsenderen heraf gik en aften rask til på nævnte fortov, og som han ikke formodede sig sådan uorden, heller ikke ved gadernes usle lygteskin kunne skimte noget for sig, gled han med foden i det han trådte i en af disse hobe, og faldt så hastigt og stærkt mod stenbroen at hans højre arm gik af led, hvorved han i langt tid ikke alene udstod megen smerte, men endog ikke kunne bruge armen. Hvor let kunne han ikke ved denne lejlighed have brækket den? At vedkommende ved denne sandfærdige fortælling ville gøres opmærksom  og straks rydde fortovet - som desuden er belagt med bjælker og meget andet - det vil man rimeligvis formode.

Vm.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 36. Den 29. december 1798, s. 571-572)

Forsømmelighed i Lyngby.

I Lyngby ligger et stykke af den gamle landevej, kaldet Dronningvad. Der er en stenkiste hvor alt vand fra hele Lyngby mark har sit udløb. Og da samme stenkiste ikke har mere end en dæksten, som folk kan klatre over (når den ikke af fulde folk bliver kastet i renden, hvilket ofte sker), så er den for fremmede og rejsende desto mere farlig. Og ligeså farlig er det for de mange drukne som kommer om aften fra kroen, og vil op i byen. Disse kunne let drukne uden at noget menneske vidste deraf, da der ingen folk er i nærheden. Også måtte man undres over de store møgbanker der ikke alene gør vejen upassabel for gående, men har endog afløb til renden hvor mange folk henter vand når de ikke kan få i åen. 

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 36. Den 29. december 1798, s. 570-571)

Et Par Ord til postdirektionen

I mandag aftes kl. 10½ kom anmelderen på posthuset for at se om posten var ankommen, men fandt på brættet - "Posten er ikke ankommen" -

I tirsdags morges kl. 91/4 indfandt jeg mig der igen og på brættet stod "Posten er ankommen kl. 9½" og man fortalte at karterne havde hængt ude fra kl. 6 om morgenen og var taget ind igen kl. 9. Anmelderen som er en blandt dem for hvem det er højst vigtigt at brevene bliver hastigt modtaget, gør postdirektionen det forslag, at i sådanne tilfælde lade karterne hænge ud fra 8 til 11 om vinteren og fra 7 til 10 om sommeren. Ligeledes ønskede man en anden indretning skete ved karternes indtagelse nemlig: I stedet for at en betjent, når klokkeslættet er ude, kommer og slider tavlen fra adskillige i det samme øjeblik de står og ser på det, kunne man jo lade indgangen lukke med en dør når tiden var ude, og ikke lade flere komme ind, men lade dem som allerede var inde, gennemse karterne. Direktionen ville vist ved at ændre disse to påankede poster, gør sig mange blandt publikum forbundne.


(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 36. Den 29. december 1798, s. 569-570)

Om Brændets Maaling.

Det er bekendt at alt brændeved som tilføres staden søværts og sælges i havnene, måles ved et dertil anordnet redskab, som kaldes et favnemål. Dette består af en flyttelig galge hvis to opstandere skulle være en favn eller tre alen langt og stå parallel en favn fra hverandre, hvilket bevirkes ved foden hvori opstanderen står, og ved det øverste tværtræ.

Selv denne måde at måle på, er højst urigtig. For det er et dårligt mål der ikke giver en bestemt forestilling om den målte størrelse, og det gør dette ikke. Den ukyndigste matematiker ved at flademål (kvadratmål, og det er favnemålet da det kun angiver to dimensioner, længde og bredde, eller højde og bredde) kun er tjenlige til at måle flader med, men ikke fylder eller fyldige ting der har tre dimensioner, længde eller højde, bredde og tykkelse. Men brændeved er en fylde eller fyldige ting, det har alle tre mål, og dets virkelige mængde kan derfor ikke bestemt angives ved favnemålet. Da det er muligt at en rigtig målt favn af brænde er dobbelt eller flere gange større end en anden lige så rigtig målt favn af brænde.

Der burde derfor ved politilov være sørget for at også brændestykkernes længde (der i favnemålet udgør hvad der skulle kaldes tykkelse) var bestemt. Men dette er ikke sket, og derfor ser man også den største ulighed i brændestykkernes længde. Men derfor er den ene favnbrænde den anen aldrig lig, og alle de økonomiske eller kameralistiske beregninger hvor dette hensigtsløse mål er lagt til grund, aldeles upålidelige.

Hertil kommer en stor ulejlighed ved redskabet. Når dette som ved brugen vanskelig kan undgås, bliver løftet i sammensætningen, så at opstanderne ikke mere står lodrette, formindskes målets højde og følgelig brændets mængde. Imidlertid er intet mere almindeligt end at se det betydelig hældende. Dette bør man da omhyggelig rette, og ikke lade sig afholde ved arbejdernes indvending: at en favn er en favn hvordan man vender den. En holdning blot af 10 grader borttager 1/1x del af brændet.

Jeg tilstår at det ville være ikke så lidt vanskeligere at bringe den fuldkomne nøjagtighed ind i brændets mål. Selv at veje det var ikke fuldkommen fyldestgørende, på grund af forskellig tørhedsgrader. Måske blev det bedst til det gamle må at føje sådan indretning at også tykkelsen ved målingen blev bestemt.

-18-

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 36. Den 29. december 1798, s. 566-569)

29 juni 2014

Spørgsmål

Er det forsvarligt af ejeren af Skotborgs Læderfabrik at lade de mange heste som han i denne tid dræber, kaste ud i stranden? Hvem erstatter fiskerne den skade deres redskaber muligvis kan tilføjes derved? Og hvem indestår for at de ikke, når de ved den mildere lufts komme, forrådner, kunne medføre de skadeligste virkninger for de menneskers sundhed, der bebor de kyster ved hvilke sådanne ådsler omsider linder? Så meget burde dog vel enhver mand i landet kende til Danmarks love, at han vidste at sådanne ådsler bør (når de ikke bruges til føde for kreaturer) nedgraves 2 alen i jorden. Således har kongen befalet *)

*) Se for. den 31. janu. 1794.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 35, s. 558. [Estimeret dato: 22. december 1798])

Om Gaderenovations Vognene.

I mere end et år har man set at en vogn af gaderenovationen i selskab med en, undertiden to andre hver eftermiddag omtrent kl. to kører op ad Gothersgade og ud gennem Nørreport. Hver gang når kusken i regnvejr har indlosset, er blødt, spildes så stærkt at vognen når den kommer omtrent ud for enden af eksercerhuset næsten er tom. Der fejler mere end en håndsbredde at bagsmækken ikke slutter tæt, sidestykkerne slutter heller ikke tæt, ligesom de to planker hvoraf bunden består, er åbne. Den 18. i denne måned blev denne måde af vor bys gaderenovation igen set. Samme tilfælde er også med en vogn der passere Åbenrå og en gennem Kronprinsensgade. I mange andre af byens gader kan man også spore hvor sådanne utætte vogne ha kørt. 

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 35, s. 557-558. [Estimeret dato: 22. december 1798])

Varsko i Borgergaden.

Dersom smeden i Borgergade nr. 135 bortskaffede den uhyre banke udbrændte stenkul og smedegrus som nu i en tid af 14 dage indtager hele fortorvet, og gør at fodgængerne må passere den der nylig opgravede gade, som endnu ikke er oplagt, så ville han gøre sig publikum meget forbunden. Tillige var det at ønske at politiet såvel som mange andre måtte have samme skæbne at falde derover, måske blev da denne uorden fjernet.

Peer Fodgænger.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 35, s. 556-557. [Estimeret dato: 22. december 1798])

Forslag mod Renovations Svineri ved Holmensbro.

Man har så tit klaget over den ubehagelige lugt der er på Holmens Bro indtil midt op på dagen, og som kommer af at natvognene enten ikke er tilbørligt tætte, eller for fulde, og kører for stærkt over broen. Kunne dette ikke, i det mindste for en del, ophæves af magistraten når denne ville beordre fejekællinger at feje broen og langs med kanalen tidlig om morgenen så snart natvognene er ophørt med at køre, og derpå straks at lade de sammenfejede hobe bortkøre? For skulle de "som vi desværre dagligt ser" blive liggende, og et par time vente på vognene, udføres de igen af de passerede vogne. Nej, der måtte fejes og det sammenfejede bortkøres forinden passagen blev for stærk.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 35, s. 555-556. [Estimeret dato: 22. december 1798])

Spørgsmaal.

Den i Politivennen nr. 29 omklagede gårdhund i hjørneegnen af Kompagni- og Rådhusstræde som forstyrrer roligheden, er siden vedblevet, endog med fordoblede evner, at lade sin røst høre næsten dag og nat. For altså ikke at gøre ondt værre, er det nok bedst ikke oftere at besvære sig over den. Men skulle det virkelig komme dertil at som foreslået i Politivennen, en skat blev lagt på hunde, burde den da ikke ansættes til det dobbelte for en hund af det her anmeldte slags? Vedkommende ejere der upåtvivlelig må have lige så megen glæde som nytte af sådanne hunde, ville nok med fornøjelse betale sådan en skat, hellere end at skille sig ved deres hund.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 35, s. 554-555. [Estimeret dato: 22. december 1798])

Uorden ved komediehuset

Da hr. forfatteren af Politivennen lader til ikke at forbigå nogen uorden, tror man det ikke til besvær at gøre dem opmærksom på de utilladelige uordener, som daglig eksisterer ved Komediehuset, med soldater etc. som tiltrænger sig ret til at opkøbe billetter. Ja ikke engang tillader noget skikkelig klædt menneske at komme ind for selv at tage billet, før de har været inde og opkøbe alle billetter på nær nogle få parterrebilletter. Vil man nu se stykket, må man købe af disse prangere og betale 100 ja mange gange 200 procent mere, end den for billetterne fastsatte pris. Det har hændt mig og nogle af mine bekendte at være blevet trukket tilbage ved håret af disse uberettigede prangere. Skulle der ikke kunne findes et middel til at forebygge sådant forsalg, og var det ikke muligt at forebygge denne utilladelige uorden, og at standse sådant for publikum så skadelige onde?

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 35, s. 553-554. [Estimeret dato: 22. december 1798])

Rådmand Baadhs brændeoplag

Rygtet siger at Rådmand Baadh har lejet en plads af den gartner, som har forpagtet Thots have, og opsat en betydelig del brænde på denne plads. Da denne stabel står meget nær ved en smedje, og der findes næsten lutter små tæt sammenbyggede bygninger rundt omkring samme, klagede de omkringboende over den fare de på grund af dette brændeforråd var underkastet i tilfælde af ildebrand . Det blev da påtalt hr. rådmanden, at opsætte et skur over samme. Der blev også straks opført et skur. Men hvorvidt denne kan betrygge naboer og genboer for den betydelige fare, de ved denne brændestabel er underlagt, vil jeg overlade enhver at bedømme, når jeg oplyser dem om, at dette skur ikke er andet end et teglhængt tag, som hviler på træstolper. Hvorved altså stablens sider er ganske blottede og udsatte for samme fare som førhen, om nu stærk vind førte en gnist fra smedjen ind på en af disse åbne sider. Rådmanden anmodes derfor herved, at lade opmure en mur rundt om sin brændestabel, og politiet gøres herved opmærksom på denne uorden. Indsenderen heraf skal ikke undlade at bekendtgøre publikum, de i denne henseende tagne betryggelsesmidler.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 35, s. 552-553. [Estimeret dato: 22. december 1798])


Til Læserne

Da der i anledning af hvad i nr. 35 i en meget anstændig tone var indrykket om rådmand Baadhs brændeoplags farlighed i ildebrandstilfælde for de omkringboende har stået et meget bidsk og usømmeligt avertissement undertegnet Lund i Adresseaviserne, hvor i udgiveren beskyldes for ondskabsfuldhed imod rådmanden, øvrigheden, brandvæsnet osv. vil man atter gentage hvad i planen nr. 1 er sagt og hvad hidtil er holdt, at dadlesyge eller personligt fjendskab ikke skal give et eneste bidrag plads i bladet, men blot den hensigt at gavne. Det er i øvrigt ved angivelse af misbrug ligegyldigt hvor fornemme, rige, mægtige, agtede de mænd kunne være der forårsager dem eller lander dem være upåankede. Det eneste der retfærdiggør eller fælder angiveren: om fejlen virkelig finder sted (i dette tilfælde om brænde under skur lettere antændes end brænde i muret pakhus) eller om den blot er indbildt.

K. H. Seidelin.

(Politivennen. Hæfte 3, nr. 39, den 19. januar 1799, side 623-624) 

Atter om Brændet i Reetz Thotts Have.

Indsenderen af avertissementet om det farlige brændeoplag i Store Kongensgade nævnede kun rådmand Baadh, fordi frygtet som avertissementet udtrykkeligt siger, angav ham som det ejer. Da han nu har fået under retning om at dette ikke forholder sig således, tilbagekalder han gerne dette. Dog tror han at burde anmærke at dette avertissements hensigt sandelig ikke har været at skade noget menneske, men at rådmand Baadh blot er nævnt fordi rygtet nævnte ham som ejer. Enhver indser altså let at det må være indsenderen ligegyldigt enten en rådmand eller en geheimeråd, enten Gartner Lund eller noget andet menneske ejer dette brændeoplag. Men hvem der end ejer det, gentager jeg hermed at det er meget farligt, og anmoder den højeste randret at undersøge det nøje. Enhver anden som ikke har lejlighed til at se samme, vil jeg blot have henvist til Politivennens nr. 35 hvor det findes beskrevet. Og blot tilføje det spørgsmål: hvad er mest farligt, enten et brændeskur som dog forbydes ved seneste brandordning, eller en sådan til alle sider åben og for ildgnister der herligt kan skjules mellem brændestykkerne udsat brændestabel, hvis eneste skærm er et teglhængt tag som vel kan hindre brændet fra at blive vådt, men aldrig udholder ildgnister som kommer fra siden? Hr. gartner Lunds uartigheder skulle af mig blive ubesvarede, og jeg vil ganske tilgive ham samme, dersom han vil underrrette publikum om hvad undersøgelser og foranstaltninger vedkommende og brandretten i særdeleshed anordner til tryghed for naboer og genboer.

(Politivennen, 1799, hæfte 4, nr 40, s. 627-628)


Redacteurens Anmærkning

I Krak 1798 står Rådmand Baadh som boende i Norgesgade 199. I 1856 husnummer 13. Norgesgade hed siden 1877 Bredgade. Adressen lå omtrent hvor nu Palægade krydser Bredgade.

Artiklerne affødte en retssag som er beskrevet i Politivennen nr. 59, juni 1799. s. 939-944, Politivennen nr. 60, 1799. s. 958-960, Politivennen nr. 61, 22. juni 1799, s. 974-975, Politivennen nr. 62 og 29. juni 1799, s. 986-989. Retssagen endte med at Seidelin måtte betale 10 rigsdaler til Almindeligt Hospital, men ellers ikke noget.

26 juni 2014

Uorden på Kultorvet samt nogle politiforslag

Hr. Politiven!

I Politivennen er før klaget over den slette justits, som finder sted på torvene mellem bøndervognene. Denne klage har imidlertid ikke hjulpet. Anmelderen forekommer det endog som om uordenen i den henseende bliver værre dag for dag. Og som bevis på at det er næsten så slemt som det kan være, anføres her hvad han var vidne til den 19. december. En gammel udlevet kone, og nogle formodentlig skolebørn kom om formiddagen fra Rosenborggade for at ville gå ind i et hus i Frederiksborggade, omtrent lige før førnævnte gade. De kunne ikke komme til fortovet for bøndervogne og heste som var tæt pakket på hinanden. De måtte derfor i snavs og møgdynger gå midt i gaden lige til Nørreport, og så hele turen op ad tilbage op fortovet, hvor de endda havde vanskelighed med at komme igennem, da der endog stod heste sammesteds. Ked af forbandelser over politi og bønderne, som udøstes af de på fortovet gående, banede anmelderen sig vej ud på gaden ved at springe over nogle vogne for at komme over på Kultorvet ved siden af den gård udenfor hvilken skildvagterne stod. Men der var ingen mulighed i at komme derhen, uden at gå langs ad det skidne torv til Købmagergade og så tilbage til det anførte bestemmelsessted.

Det er virkelig utilgiveligt, at de ansvarlige ikke påser orden med torvene. Om end husejerne er ligegyldige ved at ingen uden besværlighed kan komme ind i husene, bør de dog tænke på lejerne og hele publikum, og alvorlig gøre forestilling til politiet om denne sag. Enhver borger kan påstå at gaderne skulle holdes så ryddelige, at han ikke skal gå meget af sin vej for at komme ind i et hus, hvor han har ærinde; påstå, at politiet holder såvel derover, som over at ingen heste bindes til kældre eller gadedøre, hvorved fodgængerne tvinges til at gå ud på de smudsige gader, eller hvis tilfældet er det samme som på Kultorvet, en lang vej udenom, for at komme derhen han vil.

I færd med at påanke uskikke, beder jeg Dem, hr. Politiven, at ville gøre Brolægnings-kommissionen det forslag, at lønne en betjent, der kunne efterse alle uordener og forbedringer, som slår ind i deres fag, og af hvilke en del rejser sig af gadernes forandring eller udvidelse. Da ville den afviser fx bortskaffes, der nu står på hjørnet af Vingårdsstræde og Ulkegade, og fortjener at betragtes af enhver, som hidtil ikke har set den. Den må have givet god fortjeneste til kirurger og hestedoktorer, og hjulmænd og andre håndværkere, og forbandelser i overflødighed af dem som den kostede forslåede skinneben.

Førend jeg slutter har jeg en bøn til Dem. Enhver som læser Deres blad med opmærksomhed, har vist erfaret at flere personer ikke retter de mangler eller uordner som angives. Jeg vil ikke tro at årsagen dertil skulle være mangel på agtelse for publikum. Snarere kunne den måske søges i visse folks had til publicitet, og deres forsæt ikke at læse de udkomne flyveblade. Ikke at have læst Politivennen kan da tjene dem til undskyldning, hvis de ikke har rettet fejlene. Jeg beder derfor at hvis en eller anden uorden skulle påankes flere gange uden at blive rettet, De da ville tilstille vedkommende et eksemplar af det nummer, hvori anmeldelsen er sket. Rettes fejlen da ikke, eller årsagen ikke angives, hvorfor det ikke sker, burde de offentlig nævnes, og det så ofte, indtil de forbedrer sig. Dette er en fortjent straf for at ringeagte publikum. Hvad befolkningerne ved dette forslag for Dem selv angår, da ville de vel skamme sig ved ikke at betale det enkelte nummer, som bragte dem til syndernes erkendelse. Blev dette imidlertid ikke tilfældet, ønsker jeg bladet så mange købere, at denne udgift kunne tåles.

-B

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 35, s. 545-549.
 [Estimeret dato: 22. december 1798])

Rosenborggade. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

25 juni 2014

Om Adresseavisen og dens Ombringing

Om adressekontoret er en privat eller offentlig indretning, er et spørgsmål som måske ønskes besvaret. Næsten skulle man in dubio antage første, da det er et såre fordelagtigt institut for de vedkommende. Men om indretningen opfylder de pligter den skylder det offentlige, er et andet spørgsmål. Den slette og ulæselige tryk og trykfejlene er for ofte forgæves påankede, at denne orden kunne synes at være genstand for påtale både af abonnenterne, og af dem som betaler avertissementerne. Tilbagebetale det der er givet for avertissementerne som ikke kan læses, synes at være en retspligtig erstatning. Og nu abonnementerne, hvorledes får de erstatning. Men endnu en uorden bør dog anmærkes: At avisen er færdig trykt kl. 9, endog udleveret mange steder er fuldkommen bekendt. 

Men burde den ikke være leveret overalt inden kl. 10 senest. Et par flere bude kunne få en fordelagtig indretning og holde et overskud af den. Kl. 1, 2 er vist for sildig, siden det skal være dagsavis. Såvel de der søger efter østers og kramsfugle, som det store antal der leder efter ærter, flæsk og gryn, ønsker vel hver at have avisen midt på formiddagen. De der bor uden for byen, og har bud her om eftermiddagen ville også være vel tjente med at kunne få adresseavisen samme dag, for i det mindste dagen efter at kunne anskaffe sig det averterede, for ikke kan de lade deres bud opholde sig til eftermiddag når det begynder at mørkne.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 34, s. 540-541. [Estimeret dato: 15. december 1798])


Redacteurens Anmærkning

Artiklen suppleres med en lignede klage over adresseavisen, s. 564-566


"Den slette og ulæselige tryk og trykfejlene er for ofte forgæves påankede, at denne orden kunne synes at være genstand for påtale både af abonnenterne, og af dem som betaler avertissementerne." (Forsiden af avisen som den så ud i 1798.)

Gadepatrulje i Klareboderne

Denne lille gade har alt for smalle fortov i forhold til sin skønne bredde, og desværre langt udgående trapper.

Rendebrætterne foran de fire huse næst ved Købmagergades søndre hjørnehus er dels ikke i den stand de burde være, dels tilstrækkelig brede, og endelig gør afviserne dem til dels ubrugelig.

Marskandiseren på hjørnet af St. Købmagergade optager fortovet på en ulovlig måde.

Hjørnegården af Store Købmagergade på nordsiden har en åben bred rende fra gaden som er virkelig farlig, da gående i mørket let kunne få foden deri når de allerede er i færd med at snuble ved fortovets pludselige nedsynkning på dette sted.

To sådanne render er der også for hr. agent Gyldendals gård. Ved at dække disse render med brætter vil han bevise publikum en sand tjeneste.

Hjørnehuset af Pilestræde på sydsiden har også en sådan åben rende


(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 34, s. 538-539. [Estimeret dato: 15. december 1798])

"Klareboderne har alt for smalle fortov i forhold til sin skønne bredde, og desværre langt udgående trapper" (Fortovet er stadig smalt, og der er også udstående trapper. Klareboderne set mod Købmagergade. Eget foto, 2015)

Spørgsmål med beføjet ønske

Kære hr. Politiven

Hvad synes De om det smukke træsnit det sjette bud er prydet, i salig Doktor Morten Luthers lille katekismus? Mon det gør noget fordelagtigt indtryk på den unges hjerte, der får denne bog i hænder, og ser hvorledes Potifars vellystige hustru med magt slæber den stakkels Josef i sengen til sig, for at bedrive hor?

Jeg hælder, for min del stærkt til det modsatte. Hos mig har det i min første ungdom, og hos en del andre, med hvem jeg fik i skolen, lagt den første spire til vellyst. Det var derfor såre ønskeligt, om de ansvarlige ville sørge for, at dette lokkebillede for eftertiden måtte forbydes bogtrykkerne at indføre i denne ungdomsbog. Og hvem som handlede herimod, burde straffes med streng mulkt.

Og min vel de øvrige billeder i samme bog, såsom Moses med de store horn, Kain der slår sin bror Abel ihjel. Susanne i badet, der i sin nøgenhed overrumples af to gamle skæggede skælme, der viser sig såre uforskammede. Den beskænkede Noa. Og det der forestiller: Den såkaldte mand efter Guds eget hjerte: David på sin altan som med sin hellige harpe i hånden, med vellystige øjne beskuer den nøgne Batseba i badet, osv. Mon de siger jeg, gør nogen nytte. Og burde de ikke fordømmes til samme skæbne? Selve det fjerde bud burde udelades, da det ikke svarer til sin hensigt, men tværtimod gør den endnu uskyldige unge bekendt med den last, der opvækker hidindtil ubekendte følelser hos ham og - som ofte er tilfældet - for evig berøver ham hans timelige lyksalighed.

Give Gud! at vedkommende, jo før jo bedre ville tænke herpå, og rydde alt af vejen, hvad der i den såkaldt børnelærdom skader og fordærver den unges hjerte! Give Gud! At det måtte overlades til en Marezoll, Klausen, Bojesen, Hjort o.a. fl. at omarbejde vore skolebøger, der skulle handle om kærlighed til Gud, sig selv, og sin næste! Da ville mennesket blive - hvortil vi alle uden undtagelse er skabte - dydige, gode, retskafne og lykkelige! - Det Ske! O snart! Snart.

Simon Sandru

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 34, S. 534-536.
 [Estimeret dato: 15. december 1798])

23 juni 2014

Om Bærmevognene

Kunne der ikke træffes en anden indretning med de vigne som hos brændevinsbrænderne henter bærme med at lægge et bræt fra vognen til døren for derpå i spande at udbære bærmen? Passagen på fortorvet spærres derved, og man nødes ofte at gå i det dybeste snavs for at komme forbi disse vogne. Hvorledes bærer de brændevinsbrændere sig ad som bor i gårde? Kunne det ikke pålægges enhver brændevinsbrænder at have en trappestige eller anden stige som fra gaden af kunne sættes op til vognen, og som vist ville gøre samme nytte som disse brætter? Men det måtte da tillige påses at vognene holdt så langt ud på gaden - hvor det var gørligt og gaden ikke for snæver - at stigen ikke alligevel stod ind på fortorvet?

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 33, S.524-525. [Estimeret dato: 8. december 1798])

22 juni 2014

Om fortougsryttere.

Da jeg ved De beredvillig optager i deres nyttige ugeblad alt hvad der sigter til at ophæve uordner og uskikke som passerer såvel her i staden som i forstæderne, så vil jeg herved gøre Dem opmærksom på en uskik som skønt den i sin tid tilbørlig blev revset af Danske Tilskuer, nu igen synes ganske at være gængs. Sagen er denne: "At fortovene i forstæderne især på Østerbro ved Peblingesøen bruges når det er skident, hyppigt af ryttere, især af de højere klasser som langt fra at undse sig ved at jage de stakkels fodgængere ud i snavset, tværtimod synes at triumfere ved at se disse vige". Jeg går sædvanlig denne tur ved middagstid og har atter i disse dage set denne lapseuskik blive begået af mænd som man ikke burde tiltro sådan adfærd. Jeg har altid stået i den formening at fortove på ethvert sted er for gående og ikke for ryttere, men på en tid da fortorvsretten så lidt overholdes, var det muligt at enkelte i denne henseende har privilegium på fortorvsridt. Er dette tilfældet, burde da ikke disse herrer være forsynede med tegn fx en bjælde så man i tide kunne indvige dem.

Har de derimod ikke denne ret, men blot tiltager sig den, fordi de efter det gamle ordsprog har bispen til morbror, så tor jeg at den sikreste måde til at standse denne uorden er offentligt i aviserne eller i Deres blad at opgive deres navn og stand for at vise publikum hvem der ringeagter lovene. 

Den 12. november 98

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 32, S.510-511. [Estimeret dato: 1. december 1798])

Vægteruorden.

Da der den 26. november om aftenen omtrent kl. 7:15 opstod ildløs på hjørnet af Skindergade og Købmagergade, hørte man slet ikke den vægter råbe brand som har sit distrikt fra Silkegade til Amagertorv. Indsenderen ved med vished at den omtalte vægter ikke før kl. 7:15 var på gaden da det dog er en vægters pligt fra november måneds begyndelse at være på sin post præcis kl. 7. Sådan uorden burde alvorlig hæves da den føder mere end en ulejlighed af sig:

1) Enhver over- eller underofficer ved borgerskabet som bor i dette distrikt og hvis nærværelse ved ilden er nødvendig, bliver rimeligvis inde så længe han ikke ved vægterens råben mindes om faren, og udsættes således for den ubehagelighed siden af vedkommende at høre ufortjent irettesættelse.

2) Enhver tyv kan uhindret og uden fare for at blive opdaget, passere denne del af gaden med sit stjålne.

3) Det var endog mulig at ilden selv hemmelig rasede i den gade hvor vægteren var borte, så faen blev desto større jo senere den blev bekendt.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 32, S.507-508. [Estimeret dato: 1. december 1798])

Om den nuværende Torvemesters Øjemaal.

At dette ikke er med de rigtigste ses derpå at kørebanen på den søndre side på Gråbrødretorv vedbliver at være under hans bestyrelse 7½ alen bred når der tages mål fra rendestensbrættet for huset nr. 127, til den der lige over for stående slagterhytte, målt fra hjørnehuset nr. 128 til den derudenfor stående hytte 7 1/8 alen bred. Det som huggeblokken medtager endog fraregnet som gør det endnu vanskeligere at få venderum ind i denne af slagterne indskrænkede gade især når to vogne møder hinanden, hvorved det bliver en følge at en af kuskene med tålmodighed må afvente den andens manøvre hvor der undertiden deklameres et eller andet fromt ønske som vist ikke uforskyldt ville komme torvemesteren til gode når disse vidste at han var deltager i denne uorden på grund af hans utilgivelige stiltiende. 

I samme forhold står det med pladsens nordre side hvor der er indkørsel fra Niels Hemmingsensgade, har denne en bredde af 8 alen. At manden ikke vil give sig anseende af at have et bestemt øjemål, om det ellers kan kræves af ham, viser at det aldrig er faldet ham ind at tage sigte ved hjørnehuset nr. 110 i Løvstræde fra hvis hjørne han i al mag og uden synderlig hovedbrud kunne have afstukket en ligere linje af fronten på hytterne, og hvor han tillige ville erfare at der er forundt de kørende og ridende en bredde af 12 alen og desuden overladt de gående to fortove at forstå et på hver side af denne gade. 

Slagternes byggelyst er især i de senere tider meget tiltaget, og det synes som de ved at opføre disse hytter næsten ville trodse støtten i højde. Hr. torvemesteren ville vist fortjene sig tak af alle dem der bebor stueetagerne på Gråbrødretorv, når han tog svineslagter Schneiders hytte til regel og rettesnor for de øvrige.

X?-U!

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 32, S.504-506. [Estimeret dato: 1. december 1798])

Spørgsmaal paa Hjørnet af Klædeboderne.

Da Frue Kirkes tagvinduer og alt træværket på tårnet siden den ulykkelige ildebrand 1795 er beklædt med jern og blik, så spørges hvor længe den loftsvinde, lige over for kirken i det hus på hjærnet af Klædeboderne hvor brændevinsmanden bor, skal ligge ubeklædt? Nu har den vel ligget et år således. Hvis pligt er det at efterse sådant, for det er at formode at til gården i andre nye bygninger ligger flere. Man så ved ildebranden hvor farlige sådanne udlæggere var, og hvor meget de gjorde til at udbrede ilden.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 32, S. 503-504. [Estimeret dato: 1. december 1798])

Indsendt fra Helsingøer.

Da en i Helsingøersbladet nr. 5 har - med en foreløbende efterretning, - som han kalder det, søgt at tilintetgøre eller gendrive min i Politivennen nr. 25 indførte klage over Helsingørs dårlige brolægning og meget meget, burde jeg i dette blad rigtig nok fuldkommen *) bevise at min klage ikke var så ganske ubeføjet som han har tænkt sig at ville gøre den. Men da dette ville optage mere rum end måske Københavns læsere ønskede og næsten måske blive alt for kedeligt, og da enhver som læser nævnte i Helsingøersbladet indrykkede såkaldte foreløbende efterretning imod mig, tydelig kan se at samme enten er skrevet af fortrydelse over at man er kommet ham i forkøbet eller også at forfatteren om han ikke selv er en magistratsperson, dog er en af højstsammes lovtaliserende venner der ved denne sin lovtale har tænkt at ville vinde deres gunstige bifald og tak og gøre sig dem forbundne. Skønt han dog kun har gjort galt værre og dermed givet dem en dygtig kindhest, - og da jeg ikke alene har hørt en, men de fleste af Helsingørs borgere at tale imod hans indvendiger, så vil jeg blot så løselig lade mig nøje med at gennemgå hans lovtale og gøre nogle spørgsmål som jeg anser for en fuldkommen gendrivelse. 

"Hvilke er de betydelige forbedringer der i nogle år er gjort til sådanne (i Politivennen gjorte) klagers afhjælpning?" - "I mange gader, sider De - er stenbroen blevet oplagt?" I hvor mange? hr. forf. - Det er dog nok kun i meget få? med mindre de forstår ved nogle år: 20 til 50, så kan De måske have ret - og dog tvivler jeg om det bliver til mange, da dertil ingen tegn kan ses. - "At stenbroen - siger De - hist og her kan være meget ujævn og hukket, er ofte de påstødende (hvilke) naboers uvillighed at lade deres stykker omlægge årsag til?" - hvis pligt er det da vel, at drive disse påstødende naboer til at lade deres stykker omlægge? - uden tvivl dog vel magistratens? - og når nu sådanne udvidelser ikke sker, hvem kan så skylden tilregnes at gaderne mange steder er så brøstfældige som de er? Har magistraten ikke tvangsmidler i hænderne? når borgerne ikke med det gode vil lyde - til at bringe dem til ret og rimelighed? Hvad mener De? hr. forf.! - At borgeren der er vant til den gamle slendrian ikke bryder sig om sådant, så længe han kan være fri for tiltale og pengeudgifter, forunder jeg mig sandelig ikke over. - Altså hviler naturligvis skylden for hvad som ikke er sker desangående på magistraten.

At tværrendestenene før har været overlagt med planker, og at samme gjorde mere skade end gavn, og krævede mere bekostning, og man i samme henseende har fundet nærværende indretning bekvemmere(hvortil) og mere hensigtsmæssige" (formodentlig på bekostningernes vegne?) vil jeg vel tro. Men jeg har heller ikke sagt at det var bedre ifald de blot blev overlagt med brædder. Men kun ønsket at disse tværrendesten måske bliver bortskaffet, og hvor det ikke kunne ske (mente jeg) skulde man overlægge dem med brædder da man ofte træder i samme i skarn til midt op på benene. Og hvortil skal vel alle disse mange tværrendestene som findes i Helsingørs gader? - Jeg kan for min del ikke indse at de gør nogen nytte eller er nødvendige. Jeg tilstår vel at de på nogle stræder er nødvendige til at aflede vandet til søen, men kunne disse ikke her anbringes på samme måde som tværrendestenene i København og overlægges med brædder? - Jeg mener jo!

Jeg har ikke talt om Hovedvagtstrædes skrålagte stenbro. Men om dets dårlige brolægning der trængte til at omlægges. Og at man af den grund måtte være bange for at gå der igennem om aftenen, af frygt for at få arme og ben brudt i stykker. - Dens brøstfældige brolægning kan dog vel ikke de gyselige syndfloder hvorom forf. taler, hvortil jeg intet har formærket, i det mindste ikke stærkere end i København, være årsag til? - Men må nok komme af at denne og de andre omtalte tværgader ikke er omlagte i mange år.

Hvad det er for nogle flere, varigere (?) og bedre lysende lygter der her i nogle år er anskaffet, kan jeg ikke begribe. Antallet på disse er så lille så det synes mig de ikke kan have været færre, og de brænder så dunkelt at de ikke efter in mening kan brænde mere dunkelt. Med mindre Helsingør i forrige tider må have været en dårekiste.

At det skal være i forslag at der skal anskaffes flere lygter og vægtere, er en stor nødvendighed, og det er vist enhver borgers ønske at dette snart måtte blive sat i udførelse, og ikke holdes for længe i langdrag, som gerne er tilfældet med alle gode og nyttige indretninger. Man kunne da i god ro gå til sengs, og ikke ængstelig frygte for at få vinduer eller huse spoleret som for nylig skete og skal ikke så sjælden være sket. Over vægterne burde der holdes den strengeste justits. De burde lønnes således at de ikke behøvede at gå på håndlanger- og sjoverarbejde om dagen hvilket de gør nu. Men have samme løn som vægterne i København. Man kan da med ret forlange strengt af dem at de skal holde sig på deres poster om natten, og i alle dele opfylde det hvortil de som vægtere er ansat at væge over borgernes sikkerhed.

At De ikke har haft noget at indvende imod afvisernes bortførelse, men tværtimod stadfæster hvad jeg har sagt, at mange ved disse kunne komme til skade, er en kompliment hvorfor jeg er Dem meget forbundet.
Simon Sandru.

*) I min sidste i dette blad indsendte klage har jeg glemt at tale om Fiolstræde og deromkring som er overmåde dårlige og hvor der i fugtigt vejr er et gyseligt søle, for ikke at glemme enden af Sudergade oppe ved stenten hvor der næsten bestandig står en dam af vand som gør samme vej inpassabel.
C. S.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 32, S. 497-503. [Estimeret dato: 1. december 1798])

Som det ses er der kommet styr på brolægningen på Fiolstræde og Stengade. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

21 juni 2014

Spørgsmål om kællingesang

Hvad synes De hr. Politiven, om den sang som så mange fattige mener med deres børn, om aftenen på offentlige stræder, især på hjørnerne, søger at fornøje forbigående med? Burde det ikke forbydes? Lider ikke især deres børn meget ved dette skrigeri på deres bryst, og ved ondt vejr ligeledes, foruden på deres hilsen? Er ikke det offentligt tiggeri, som burde forbydes?

Børnkær


(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 31, S. 492-493. [Estimeret dato: 24. november 1798])

Varsko i Overgaden neden Vandet paa Kristianshavn.

I denne gade i egnen af Sølaboratoriummet har nogle gadedrenge en hest som de udlejer til andre drenge (og som vel også kunne kaldes gadedrenge siden de tager del i gadedrengestreger), og hvormed de rider så umanerlig at folk ikke går sikre på samme gade. De rider sent ud på aftenen især om søndagen fra kl. 4 til kl. henimod 6. At visse ryttere ikke alene i denne gade, men også på andre offentlige pladser til skræk for fodgængerne mange gange anstiller deres kavalleristiske øvelser er nok så mange bekendt. Man ønsker vel med anmelderen af dette denne uorden ophævet.

Peer Tilfods.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 31, s. 491-492. [Estimeret dato: 24. november 1798])

Indstændig Begjering om en Skat paa løse Lysthunde i Kjøbenhavn.

En finansmand må ofte bryde sit hoved når han er sat i den forlegenhed at opgive planen til en ny stat, for at dække et og andet deficit, og man har altså i sådan forlegenhed udtømt mange kilder, dog må man meget forundre sig over at ingen er faldet på den rimelige og ingen trykkende skat uden de der godvillig underkaster sig samme, nemlig: en skat på løse lysthunde i hovedstaden. Regner man blot tre hunde på hvert hus i København, så udgør deres antal ca. 15.000. Hvor megen god sund mad fortærer den nødlidende fattige, den lamme, den værkbrudne. og hvilken urenlighed og stank fører ikke denne mængde med sig. Byen har huse og gårde hvor der fødes 6 til 8 styk på ethvert sted og de opæder hele måltider. Damen burde derfor lige så rimeligt udrede et par rigsdaler om året for hendes skødehund, junkeren for sine pudler, som herren for hans lysthest. Enhver familie i huset skal jo have sine hunde, derfor bliver man ofte på egne trapper skambidt af dem, og deres urenlighed ligger overalt på vejen. Sjælden er tilfældet at man udbeder sig en skat, men denne var meget at ønske. Hvor let på denne måde at forskaffe Almindelig Hospital, pesthuset, de fattiges almindelige forsørgelsesanstalt eller en anden sådan nyttig stiftelse en årlig indtægt af adskillige tusinde rigsdaler og tillige at befri hovedstaden for en alt for stor mængde af sådanne unyttige dyr der daglig fortærer mange fattiges måltider og vist ikke bidrager til byens dunstskredses sundhed.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 31, s. 490-491. [Estimeret dato: 24. november 1798])

Skidne Gader, Skarnagerre, Skarnvogne, Betlere.

Den senest udkomne ekstrakt af forordningen af 7. maj 1777 angående renovationsvæsnet i København er på en nybefalet måde sat i hensigtsmæssig opfyldelse i onsdags den 7. nov. Tiden til fejningen og hvad dertil henhører skal passes således, siger ekstraktet: "at arbejdet kan være tilendebragt til de fastsatte klokkeslæt efter ethvert renovationsdistrikts medfulgte liste, eller i seneste 1/4 time derefter, uden i det højeste en time fr disse klokkeslæt. For resten må hverken før eller senere til andre tider end meldt er, nogen gadefejning ske under hvad påskud og forretning det end måtte være". Fuldkommen befindes det i disse 4 første eksekutionsdage af denne politianordning (i dag er det den 10. november) at i flere gader, skarnvognene er ankommet hele timer senere og halve timer tidligere end timelisten foreskriver. Ubehageligt er det at enten en husejer eller lejer som den 6. november d. m. har måttet akkordere en fattig kone 2 skilling pr. favn ugentlig for daglig gadefejning, som sker så mødelig nok, skal se flere rigsdaler næsten spildt årligt. Kommer vognen senere end bestemt, er samme fejning igen udskyllet på de almindelig konvekse gader. Og kommer de tidligere, opholder de sig ikke efter fejningens fuldførelse. 

Overalt findes disse store ufuldkommenheder i det højst ønskelige øjemærkes opfyldelse, nemlig gadernes muligste renholdelse i den våde tid især: vognene er for det meste utætte, så det tynde pladder løber igennem, og gør endog den bedst fejede gade skiden på ny. Det instrument som brugt til oplæsningen, er en flad skovl hvormed karlen næsten intet deraf kan få i vognen, karlens hastværk desuden af hvad årsag det end er (uagtet at denne gaderenovationskørsel efter sigende skal koste staden 24.000 rigsdaler årligt) gør også meget til hensigtens ufuldkommenhed, og det er øjensynligt at han ikke opfylder sig pligt. Jeg giver herved kun et vink til politiet, men gør ingen forslag. Kun yttrer jeg den tanke som jeg herved sætter i stedet, at da Københavns såvel gader som fortove ofte er meget urene, og vel ingen tid i vintermånederne vil blive bedre, og Københavns stad, uagtet dens priselige fattigvæsen, endda er opfyldt med betlere, at nemlig en del som findes til overs fra de offentlige arbejdsanstalter, måtte privilegeres til ved bestemte hjørner, offentlige pladser, kollegieopgange, fornemme huse og de kongelige palæer, at findes til stede med en lille håndskammel og et par skobørster for imod en eller to skilling at rengøre fodgængernes støvler eller sko, til renlighedens såvel som især sundhedens befordring. i Berlin, Wien og London er sådanne doktorinder på gaderne almindelige.

-th

Anm. Den uorden som indsenderen klager over at vognene ankommer i utide m.m. kan vel ikke afbødes uden ved gadekommissærer. Men disse måtte da også være årvågne og nidkære, måtte - nyde en løn (de har omtrent 80 rigsdaler) hvorfor man kunne fordre årvågenhed og nidkærhed.

Udg.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 31, s. 486-488. [Estimeret dato: 24. november 1798])

Noget angaaende Kjøbenhavns Brandanstalter.

Ikke vil jeg her gennemgå alle de mangler som findes ved disse anstalter, jeg fattes den fornødne erfaring og de kundskaber som kræves til det. Jeg tilstår gerne at mange og måske de største urigtigheder bliver her uberørte, men små fejl bør man også efter det bekendte ordsprog: en liden tue vælter et stort læs, værdige opmærksomhed, og jo lettere en fejl kan rettes, jo før bør det ske. Således tænker jeg og tror at flere gør det samme og beder mig derfor undskyldt hos dem som anser mange ting for bagateller, uagtet regeringen har henvendt sine øjne mere end en gang på samme genstande.

Mere end ofte led Københavns indbyggere mangel på vand, endnu oftere lød deres klager derover, og dog - afhjalp de ikke selv de mangler som fandtes derved, endnu findes og dog let kunne afhjælpes. En af de værste af disse misbrug der trods alle anordninger, findes derved er denne:

Især i nærheden af Nyhavn er der flere pumpeopstandere som bestandig løber over. Jeg kender en sådan som i en tid af 24 timer giver 10 eller 12 tønder vand fra sig, men for ikke at være overdreven, vil jeg blot regne 10 tønder hvert etmål. Dette udgør da årligt 3640 tønder vand som alene af en opstander bliver ganske spildt, for ejeren af denne opstander er ikke engang så veltænkede at han skulle indrette et rummeligt kar ved pumpen, hvorved han kunne tage det fornødne vand til sin husholdning, og således benytte i det mindste en del af det vand som løber af sig selv ud af opstanderen. Men han bruger hellere pumpen, om den et øjeblik på grund af naboernes pumpning, skulle holde op at springe. Og med hvor mange andre pumper går det ikke lige sådan?

Fundatsen for pumpevandet i København af 20. nov. 1680 siger i sin 4. paragraf: Ingen participant må på nogen måde spilde eller misbruge sit vand. Bevises det at nogen, enten selv eller ved sine folk eller andre, lader sin pumpeopstander underbore for at forandre sit pumpevand til springvand, eller flere pumper at bruge end han sig lovlig tilforhandler haver, eller i andre tilfælde misbruger, birender i kældere eller andet steds at åbne, skal han derfor første gang bøde 10 rigsdaler, anden gang 20 rigsdaler og tredje gang have vandet forbrudt. 

Jeg talte engang med ejeren af føromtalte pumpeopstander og søgte at vise ham det skammelige i hans forhold, men han svarede mig jeg har ikke ladet pumpen sætte, den står der som min forgænger har ladet den sætte af vandmesteren, jeg spurgte ham om han frygtede for den i fundatsen fastsatte straf? Inspektørerne har engang, svarede han, villet tvinge mig til at forhøje opstanderen, men de kom ikke nogen vegne med mig, for jeg ville ikke forhøje min, før naboerne forhøjede deres, som også løber over. Imidlertid må jeg dog lade gøre en prop at sætte i tuden, og derved lod de mig i ro. Hvor er da nu proppen, spurgte jeg? Ganske ligegyldig, som om vi talte om en bagatel, svarede han, jeg har ikke haft den i lang tid, formentlig er den borte, den nyttede desuden ikke, da vandet også løber oven ud af opstanderen. Denne mand lider selv vandmangel i de hede sommermåneder, og dog tænker han således. Må man da ikke tro at de som ikke har følt denne trykkende mangel er endnu mere skødesløse.

Hvad enten vandmesteren da han satte sådanne poster, har været nedrig nok til vidende at overtræde instruksens paragraf 7 eller det er sket af fejltagelse, så burde der dog haves nøje opsyn med ejerne af disse opstandere, så de måtte lade dem forhøje og derved spare en betydelig del af vore så knappe forråd på ferskvand. For fattige husejere ville det være strengt om de skulle bøde for deres forgængeres overtrædelse af lovene, derfor synes mig det var rimeligt om de første gang blev fri for mulkt, ja måske endog fik en lille understøttelse når de skulle forhøje deres opstandere eller måske nødsages til at sætte dobbelte i stedet for de enkelte. Hele kompagniet ville befinde sig vel ved det, og om kassen ikke havde råd til det, tror jeg at participanterne gerne sammenskød så meget at bekostningerne deraf kunne udredes.

Det her anførte kan være nok til at bevise at det tilsyn som vandmestrene og inspektørerne efter instruksens § 7 er forbundet til at have med participanterne, trænger højligt til at skærpes, da man ser at det for nærværende tid næsten ingen nytte gør.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 31, s. 481-485. [Estimeret dato: 17. november 1798])

20 juni 2014

Lygtemangel.

Der er adskillige steder her i staden hvor man kunne ønske nogle flere (og tændte) lygter end der allerede er (et bidrag til en fortegnelse på sådanne steder vil man søge at levere). Men der er intet sted hvor de således mangler end på vejen fra Østerport til Store Kongensgade hvor der ikke findes en eneste lygte. Man finder det og man har ret i det, utilgiveligt at gader hvori megen færdsel finder sted, mangler den nødvendige belysning. Men skulle det være mindre tilgiveligt at lade total mørke herske i en del af byen der bebos af en klasse mennesker der for en stor del består af folk som nu og da tillader sig uordener der slet ikke kunne være fredeligt sindede velkomne.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 30, s. 478-479. [Estimeret dato: 17. november 1798])

Spørgsmaal fra ømme Øjne.

Er det arbejdsmænd eller håndlangere tilladt at udkaste fra anden og tredje etage, ja sågar af tagvinduer fint kalkgrus og små spåner således som det er sket adskillige gange, men især lørdag den 10 november fra bygningen i Klædeboderne, da det for den stærke blæst og regns skyld næppe var muligt for mennesker at passere fra Skindergade til torvet, uden at få øjnene og klæderne fordærvede og tilsølede af fint kalk og støv, for ikke at tale om hvor ubehageligt sådant er for naboerne, da gaden er helt bebygget, helst på det strøg hvor vinden fører hen. Kobbersmedens døre og skodder der nylig er malede, viser det tydeligt. Hvor mange øjne og klæder der blev fordærvede ved anmelderen ikke. Er dette ikke tilladt, så burde det dog af vedkommende en gang for alle alvorlig forbydes under en passende mulkt for bygherren. Men det sker de fleste steder uden hans vilje, og blot af arbejdsfolkenes skødesløshed og magelighed der ikke vil bære det ned, og da bliver ansvaret deres.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 30, s. 477-478. [Estimeret dato: 17. november 1798])

Selvforrettet Renovation i lille Kongensgade.

Gode Politiven!

I Lille Kongensgade lige for nr. 58 har jeg adskillige aftener efter hinanden set rendestenen opfyldt med menneskeskarn. De vil også deromkring i nabolaget kunne erfare at man alt for længe har iagttaget dette fænomen, og at det især i den afvigte sommers hede dage har udbredt en lige så væmmelig som skadelig stank så at man altid har været nødt til at lukke vinduerne på den side hvor vinden bar hen. Da sådan svinagtighed ikke kan bestå med et godt politi, og da den ikke let kan have anden grund end karrighed, som søger at spare de skillinger renovationen koster, så tror jeg det ville være til gavn for det almindelige om enhver husvært lod sig af det lille vognmandslaug meddele et tegn hver gang han lod husets urenlighed køre bort, og at det tillige måtte stå enhver frit for at lade sig af vognmandslauget underrette om det for et eller andet hus hvor deslige urenlighed hele tiden findes udkastet, virkelig har så ofte som fornødent været anmodet om at besørge renovationen.

Jeg beder Dem at overveje dette forslag, så også at anmode vægteren i Lille Kongensgade om at holde sig mellem kl. 8 og kl. 9 i nærheden af den omtalte rendesten for at opdage hvorfra skarnet kommer.

*****

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 30, s. 476-477. [Estimeret dato: 17. november 1798])

Redacteurens Anmærkning

Måske er der tale om Lille Kongensgade 32. Matriklen indgik i den store parcel Bremerholm 2/Lille Kongensgade 32/Østergade 27.

Spørgsmaal angaaende Vandkigerne.

Er den politianordning ophævet som pålægger vandkiggerne dagen forud at lade husejerne vide når vandet bliver borttaget? eller er det efterladenhed af vedkommende vandkogger eller hans folk? Burde der da ikke sættes grænser for en efterladenhed som så ofte forvolder flere ubehageligheder i daglige husforretninger. For meget fortrædeligt er det vel dog når man har begyndt en vask og nu på engang ser sig nødsaget til en uventet lang vandtransport.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 30, s. 475. [Estimeret dato: 17. november 1798])

Møddinger på Landevejen

Landevejene til Utterslev, Brønshøj og Buddinge plejer hver vinter at belægges med møddinger. Og for ikke længe siden så man et par sådanne ligge på vejen, som går over Utterslevs marker til Søborghus, hvilke havde ligget der sommeren over fra forrige vinter. Det er ikke nok, at disse landeveje for det meste ingen anden reparation gives, end ved at opkaste jord på dem fra grøfterne. De skulle også gøres mere dyndfulde ved saft møddingerne meddeler. For ikke at tale om den hindring for passagen som derved sker.

At denne uskik må være blevet bemærket af amtets politi, tør man næsten ikke tvivle om, da en af ovennævnte veje fører til Ballerup, hvor amtets ret holdes. Lige så lidt bør man betvivle, at vedkommende politiets bestyrer, en almindelig agtet embedsmand, jo har søgt at hindre landevejenes brug til sådanne oplagssteder. Men at de endnu ikke er det, må formodentlig have til årsag, at de anstalter, som hidtil i medhold af lovene er føjede derimod, ikke har været kraftige nok i deres virkning.

Det er blevet sagt, at det skal være vanskeligt, ja næsten umuligt, at få oplyst hvem der er ejermændene af sådanne bunker, og at mulkt altså ikke kan anvendes med nytte. Og man har hørt fortælle, at da engang den beslutning blev taget at sælge sådanne møddinger ved offentlig auktion for således at få dem bort og muleten inddreven, blev de bortført natten før auktionsdagen, og den gode birkedommer måtte da han kom til sin forretning, vende tilbage med en lang næse. Til ikke så lille fornøjelse for de, som havde spillet ham dette puds.

Det synes at et kraftigt middel mod dette onde var, at sådanne på vejene henliggende møddinger blev erklærede forbudt, og som offentlig ejendom skænket til hvem der ville køre dem bort. Hvorunder måtte tillige bekendtgøres, at den som med magt hindrede bortkørslen, var at anse og straffe som for udøvet voldsgerning.


(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 30, S. 473-475. [Estimeret dato: 17. november 1798])

19 juni 2014

Notabene ved Nikolaj Kirkegaard.

Da der nu er gjort begyndelse med at indrykke hegnet for Nikolaj Kirkegårds nordre side, så har man troet at kunne udrette noget til nytte for det almindelig ved at gøre vedkommende opmærksomme på følgende:

1) Da der ingen fortove til nytte for gående findes på den nordre side af gaden, så er det uden for al tvivl at et bekvemt fortov ville gøre desto mere nytte på den søndre side, og der kunne desuden blive plads nok for to vogne til at passere forbi hinanden.

2) Da gaden ved denne indrykning bliver bredere, vil det også være meget nødvendigt at lygter bliver anbrabt på begge sider, hvilken erindring også kan finde sted såvel i henseende til det såkaldte Hvælvingstræde som til Store Kirkestræde når man først (som meget var at ønske) kunne få bugt med det så høje plankeværk.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 29, S. 460-461. [Estimeret dato: 10. november 1798])

Nogle Skikke i Egnen af Raadhusstræde og Kompagnistræde.

På hjørnet af Kompagnistræde og Rådhusstræde nr. 127 findes den skik at stille en stor hjulbør om aftenen, enten midt på fortorvet, eller når det således stikker vedkommende da fra fortorvet tværs over rendestenen ud på gaden. Ligeledes findes den skik et sted i den egn at holde en gårdhund der er så stor en hader af daggry, at den straks når dagen bryder frem, søger at modsætte sig sådant med en så forskrækkelig gøen og tuden at både naboer og genboer må sige søvnen farvel for den gang, fandtes der endog blandt disse syge hos hvem denne nu først aflagde sit kærkomne besøg. Disse skikke synes anmelderen slet ikke om, og da han tror at pluraliteten nok vil kalde dem uskikke, hvoraf Politivennen er en hader, så overlader han til udgiveren af dette blad om han måtte finde for godt at indrykke dem deri, da de måske ville blive fjernet derfra hvor de nu findes.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 29, S. 459. [Estimeret dato: 10. november 1798])

Om Tjenestepiger i Hovedstaden.

Da jeg i Politivennen i stykket betitlet "Hvad jeg vil gøre når jeg bliver politimester", side 91, læste at fordærvelsen hos tjenestepiger er så stor at de på ingen måde bør gives medhold imod deres husbonder og madmødre, sukkede jeg højt ved mig selv, og i mit suk genlød: ja, til visse er fordærvelsen blandt tjenestepiger i hovedstaden stor, og hvis der ikke i tide forebygges og sættes grænser, vil den blive endnu meget større. Hvorfra denne fordærvelse egentlig rejser sig og hvad der har bragt den til den højde hvori den nu viser sig, fortjente en egen afhandling der ikke ville være passende for dette blad. Det er her nok at klage over uorden og alvorlig bestræbe sig på at råde bod på samme. Næsten enhver dags Adresseavis viser jo tillysning efter piger der hovedkuls og i utide efter eget behag har forladt deres tjeneste. Hvor bliver disse af? Hvor opholder de sig? Hvad tager de sig for? Og har ikke de folk der vel sat i deres syssel, næring og håndtering, som uden videre ser sig, måske når de mest behøver det, skilt ved denne tjeneste uden at være forberedt på det. 

Så længe stater har været til, har der været folk i samme hvis stilling, fag, næringsbrug og håndtering har udfordret personlig tjeneste af alle. Og da ikke alle mennesker i en stat som i naturens stand kan være fuldkommen lige, har der altid været de som for deres udkomme igen har måttet tjene andre. I velordnede stater har man anset sådan tjeneste på en vis tid for en kontrakt som det er forbrydelse at hæve, før jeg har opfyldt mine givne forpligtelser og straffet enhver uorden mod samme. Når nu de mennesker der påtager sig personlig at tjene andre, ikke i almindelighed er oplyste nok om hvad der er deres pligt, hvad der påhviler dem og de efter egne selvrådige indfald vimser af en tjeneste i en anden, eller lægger sig dovne hen på egen hånd, da er det øvrighedspligt kraftig at gøre det klart hvad ret er og at holde orden med stadens mekanisme uden hvilken dens hjul efterhånden går i stå. Og når samfundet mere og mere løsner sig, hvem trøster sig da til sidst til igen at knytte båndet?

Hvor mange uartigheder, ja grovheder må mangfoldige af Københavns brave husbonder og retskafne madmødre daglig høre? Så er maden ikke efter deres smag, så er der for megen bygang, så er tjenesten for kedelig, så har de ikke fornøjelser nok, så falder der for få drikkepenge, så må de ikke invitere andres tjenestefolk på kaffe og punch så ofte og så længe de vil, så er der for mange børn at passe. Kort sagt, intet er tilpas og hvor kan noget være tilpas for de der er utilfreds med enhver ting og har overspændte begreber om pragt, flitter og falsk glans, derimod ikke noget begreb om rettigheder og pligter og hvad den ene skylder den anden i verden? 

I en tid da frækt væsen og flaneri synes at være den herskende levemåde hos de såkaldte damer, må man ikke fortænke tjenestepigen hvis hun uafladelig tænker på at efterabe og ligne disse, for engang selv om muligt også at blive dame. Undseelsen, denne det sædelige fruentimmers største prydelse, gør enhver kender af den fine og høje levemåde i vore dage sig største umage for at nedbryde. Den får navn af bondeagtighed, folkeskyhed. Og når den muntre, unge, kønne, sunde tjenestepige har tilsidesat denne, standser ingen hende i den fart strømmen henslæber hende med. Unge og gamle vellystlinge går uafladelig på lur efter hende, siger hende alskens løgnagtige smigerier, stikker næver fulde af penge til hende, for omsider at nyde hendes tillokkelser og se hende forført: kan de ikke bøje hende, må kunsterfarne ruffersker til. Oh! I må tro det står vel til med den tjeneste, hvor en sådan tilbedt gudinde huses. Og da vel ingen kan nægte at usædelighed og frækhed har blandt os ikke været større end nu, så indser enhver at der gives utallige sådanne eksempler. Må den tanke ikke falde en ind hvad skal der vel engang blive af en sådan som husmor, kone og moder i staten?

Vellystningenes antal er uendeligt, og som gedehamsene er de sværmende og påhængende. De anvender ikke blot fine kunster på de unge, de smukke. De spænder ikke blot sit garn ud for disse, enhver pige der rumt har passeret sin blomstrende alder behænger sig kun med meget flan stads, og I skal se vellystningen ikke er så kræsen. Han tager sit rov hvor han kan finde det. Dette usædelige væsen har fæstet alt for dybe rødder til at man turde håbe snart igen at komme tilbage til sædelighed, undseelse, moralitet, orden og pligter.

Jeg anser derfor tusmørkets vellystninges jagt for en af de vigtige medvirkende årsager til tjenestepigers omvimsen, lange bortebliven i ærinder, frække væsen, uartige opførsel og at de når andre ting glipper, straks ved udveje.

Den gode gamle skik ikke at modtage nogen i sin tjeneste uden efter foreviste skudsmål fra forrige tjenester, er også for størstedelen gået af mode. Det kan heller ikke bestå med vore dages mode. For hvor mange skudsmål ville da ikke gives der ikke var rådelige at fremvise, og da frillevæsenet med mere forårsager at tjenestepigers antal er så kendeligt formindsket, så tager man i nødstilfæde til takke med den første den bedste uden anden rekommendation end hendes persons forevisning.

For det øvrige overlades dem det påligger at lægge plaster på sådanne statens kræftssår om de finder det værd at foretage en kur med samme. Og i så fald foreslår forfatteren heraf følgende lindrende midler:

1) At ingen der påtager sig personlig tjeneste, hverken må anbyde sig eller antages til tjeneste uden skudsmål fra forrige husbonder eller madmødre, eller i mangel heraf fra den præst i hvis menighed hun sidst har opholdt sig. Det forstår sig at flakse og opdigtede skudsmål tilbørligt bliver ansete.

2) At fæstepenge skal afdrages i lønnen, af den grund at ingen ved at vimse om i tjenesten skal gøre dette til en indtægt. 

3) At ingen - sygdomstilfælde undtaget i hvilke de skal indlægges på hospitalet - må forlade sin antagne tjeneste før ordentlig fardag, medmindre der stilles en person i stedet, hvormed husbonden er tilfreds.

4) At ingen tjenestepige uden at være i sin husbondes ærinde efter klokken halv elleve præcis må befinde sig på noget bal.

5) At de så længe de tjener, ikke må klæde sig i silke. Det er besynderligt at mens man har beskæftiget sig med planer om nationaldrager for statens borgere der har til hensigt at indskrænke yppighed og sætte grænser for overdådighed, at det tillades tjenestepiger at stå frem i et silke og kniplingsantræk, undertiden af værdi med to års løn og ofte herved trodser den retskafne, ordentlige og tarvelige husmor, hvorved denne tillige giver et påfaldende bevis på at hun har andre indtægtskilder end en løn af 12 til 16 rigsdaler.

6) At der fra politiets side holdes nøjagtig opsyn med disse unge smækfilliker der hensidder på deres egen hånd og med de tjenstagtige ruffersker der hjælper til at forføre disse samt at deres værter i givne tilfælde også ses på fingere. Jeg ved meget vel at de der ret forstår sig på hvad der udfordres til store stæder, anser smækfilliker for nødvendige på dette legeme. Men at der bør passes på at deres aura ikke bliver for uforholdsmæssigt, at de har trådt deres børnesko. Undertiden kunne også lægges mærke til en og anden forført tjenestepige, herren eller sønnen af huset holder for sin egen mund. Det vil sige hvorledes det hænger sammen at hun er vandret fra at være deres tjenestepige til at være deres smækfillike.

Måske disse ord der lå mig på hjertet, endnu kan være sagt i tide. For det øvrige vasker jeg mine hænder. Hvad følgerne for eftertiden vil blive derom, må jeg sige med kong Valdemar: Sagen skal give det.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 29, S. 448-456. [Estimeret dato: 10. november 1798])


Redacteurens Anmærkning

Smækfillike ifølge Ordbog over det Danske Sprog lidt usikker betydning. Måske samme betydning som slag, eller smækker med flertydig betydning kærtegne, smigre, smig, smiger, no. smeik, smek, smiger, kærtegn, kys. Fillike beslægtet med filke, dvs. letfærdig, løsagtig kvinde; skøge; tøjte.

18 juni 2014

Uordner paa Slotspladsen.

Kan noget være mere afskyeligt end det ved bolværket på slotspladsen af gadeskarn og skyllevand, formodentlig også af menneskeskarn sammendyngede morads som nu har ligget der så længe at det er skimlet? Nej, intet er mere afskyeligt. I særdeleshed nu, da såvel ved Københavns egne indvånere som også landboerne kommer der for at indkøbe deres vinterprovision, og da ikke er i stand til at gå langs bolværket fra et skib til et andet, men må først gå lange omveje. Man skulle tro at de personer som burde have opsigt derover enten ikke vil eller ikke kan se dette så ildelugtende morads som både giver et stygt udseende og tillige indgyder modbydelighed for de fødevarer som er så tæt beliggende. Ligeledes bliver man ilde plaget af den stank som natrenovationsvognene forårsager på Holmens Bro, da det som skylles ud af vognene, altid bliver liggende, og vedhver nat forøges, skønt de over broen gående borttager en stor del deraf med deres fødder. Hvor ubehageligt dette er for enhver der må passere disse nævnte veje, og især for den som må indånde denne farlige lugt, mens nævnte bro er oppe, er lige så let at indse som at det viser hvor upåpasselige opsynsmændene er derover.

Peer Gammelstrand.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 28, S. 446-447. [Estimeret dato: 3. november 1798])

Varsko på Ny Amagertorv

Den 24. oktober gik en honet borgerkone over ny Amagertorv, hvor hun af en kone ville købe nogle strømpebånd. En jødedreng, fordi hun ej ville købe af ham, gik hen og udlod sin urin langs op af hendes ryg, som næsten bedærvede en ny sort lystrings kåbe. Hun havde ikke opdaget det, hvis ikke en mand som holdt på torvet, var steget ned af sin vogn og havde fortalt hende denne uforskammede gerning, som hun ikke engang ville tro, før hun ret blev overbevidst derom. Da drengen så dette, løb han sin vej. Rygtet sagde, at han bor i Smedensgade i Vingårdsstræde hos sin mor, som de omstående folk sagde at han tit prygler.

Skulle en sådan lumpen og ondskabsfuld svinagtighed, hvis mage  ikke er hørt siden historien med den officer, der bevandede skrædderens lomme, være som jeg tror værdig til politiets undersøgelse, skal det meget glæde indsenderen, da han i så fald kan vente synderen afstraffet. I modsat fald ville han dog ikke undlade at advare sine medborgerinder for sådanne uforskammede drenge.


(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 28, S. 444-445. [Estimeret dato: 3. november 1798])

Redacteurens Anmærkning

Smedens gang var en lille gade med indgang fra Vingårdsstræde. Den blev nedlagt i 1910 og lå der hvor Magasin nu ligger.

Uorden ved Luftmaskinen

Da et forsøg med en luftballons opstigelse på Utterslev Mark sidste 28. oktober var mislykket, formedelst vejret, skulle samme gentages næste onsdag. Adskillige tilskuere indfandt sig, men de udlændinge som have forfærdiget bemeldte luftballon erklærede: At vejret ikke den dag tillod deres forehavende. Man gik altså tilbage til byen. Nogle få personer, som var blevet tilbage på stedet, formåede disse udlændinge til at foretage en prøve henimod kl. 7 da vinden lagde sig lidt. Efter at de havde fyldt en lille ballon og var i færd med at give den slip, brød et menneske frem, slog hul i ballonen, rev den itu, og overfaldt derpå med sit tykke spanskrør en af bemeldte udlændinge, som efter at have fået adskillige morderiske slag i hovedet og på andre steder af kroppen, først slap fra ham da stikken var ganske ituslået, fordi de få tilstedeværende ikke straks turde hindre voldsmanden, af frygt for nogle, som var i hans følge, og som bifaldt ham.

Hvem denne person har været, ønskes anmeldt for vedkommende politiret, da det ikke vil mangle på vidner om hans adfærd.


(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 28, S. 443-444. [Estimeret dato: 3. november 1798])

Ballonopstigning 1805.

Spørgsmaale om Flaget paa Rundetaarn

1. Om det ikke ved signal som kunne høres, skulle tilkendegives når det hejstes og når det faldt.

2) Om det ikke er for længe at vente ½ time for at se det falde for at vide tiden akkurat? For kommer man ikke det øjeblik når det hejses, må man blive til det falder.

Altså foreslår jeg at lade give tegn hvert 5. minut eller oftere efter at det er hejst fx de første 5 minutter derefter at lade det falde en gang og hurtig hejse det igen, de næste 5 minutter 2 gange og så hejse det igen.

(Politivennen. 1798, Hæfte 3, nr. 28, S. 440. [Estimeret dato: 3. november 1798])


Redacteurens Anmærkning

På onsdage og lørdage kl. 12 blev der givet tidssignal fra Rundetårn ved hjælp af et flag der blev hejst. Tidssignalet var indført af Christian Horrebow (1718-1776) som udførte meteorologiske observationer i tårnet.