30 juni 2014

Vægteruskik

I aften den 28. december blev et menneske, der var klædt som matros og kom ud (og skal ikke sige for vist om han blev stødt ud) af spisekælderen i næste hus op til urmager Roslev, med det råb bag sig: Pågrib ham, vægter! meget ilde behandlet af en vægter, skønt han forholdt sig ganske rolig og passiv. Han forsøgte med gode ord og ved at gå rolig sin gang at berolige vægteren. Men denne vedblev et helt stykke hen ad gangen at bearbejde ham med morgenstjernen og tilredte ham ynkelig. I den formening at dette er en ganske ulovlig fremfærd af en vægter, der vel i det højeste er berettiget, når uorden har sted til at arrestere, og kun for nødværge tør slå, indvendes dette som kan bevises når kræves, til Politivennens fremsætning.

( Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 35, s. 574-575)

Om ørkesløse Æblekællinger

(Indsendt)

P.M.

Med inderlig fornøjelse læste jeg Landhusholdningsselskabets sidst aflagte regnskab i mit kammer. Jeg tilstod mig selv at det ikke kunne fejle, at selskabet jo ved sine så mange slags fortræffelige anstalter til nationalflids opmuntring i begge rigerne og ved undervisning og belønning, måtte have draget mange ledige siddende eller omløbende tøs, eller mange førhen doven eller ørkesløs gammel kælling til at gribe strikketøjet eller rokken. 


Skønt straks efter, da mine forretninger kaldte mig på gaderne og torvene, fandt jeg til min store bedrøvelse det modsatte. Jeg så nemlig at dette frugtrige år har gjort fire til fem hundrede tøser og koner til æblekællinger. Dvs. til dagdriverinder, som hele dagen igennem ikke bestiller andet end at bevogte de roligt liggende æbler med hænderne i skødet, og aldrig skal tage strikkepinden i hånden for at skaffe sig et par varme strømper til vinteren, da man i hobetal ser dem gå med nøgne hæle. Regner man at et halvt år således hendangles ved æblekurven og ansættes æblekællingernes tal til 500, og hvad de ved strikning daglig kunne fortjene til 4 [], så vil en statshusholder finde dette strikkearbejde ville give landet en fortjeneste af 3.800 rigsdaler årligt, uden at tage vindingen for moralen i betragtning. Skulle altså nogen patriot vide et middel til at bringe sådan en strikning i gang, så ville han fortjene sig en så udmærket tak af publikum, at han ikke ville misunde os at have givet ham den første ide dertil.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 35, s. 572-573)

29 juni 2014

Et Par Ord til postdirektionen

I mandag aftes kl. 10½ kom anmelderen på posthuset for at se om posten var ankommen, men fandt på brættet - "Posten er ikke ankommen" -

I tirsdags morges kl. 91/4 indfandt jeg mig der igen og på brættet stod "Posten er ankommen kl. 9½" og man fortalte at karterne havde hængt ude fra kl. 6 om morgenen og var taget ind igen kl. 9. Anmelderen som er en blandt dem for hvem det er højst vigtigt at brevene bliver hastigt modtaget, gør postdirektionen det forslag, at i sådanne tilfælde lade karterne hænge ud fra 8 til 11 om vinteren og fra 7 til 10 om sommeren. Ligeledes ønskede man en anden indretning skete ved karternes indtagelse nemlig: I stedet for at en betjent, når klokkeslættet er ude, kommer og slider tavlen fra adskillige i det samme øjeblik de står og ser på det, kunne man jo lade indgangen lukke med en dør når tiden var ude, og ikke lade flere komme ind, men lade dem som allerede var inde, gennemse karterne. Direktionen ville vist ved at ændre disse to påankede poster, gør sig mange blandt publikum forbundne.


(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 35, s. 569-570)

Spørgsmål

Er det forsvarligt af ejeren af Skotborgs Læderfabrik at lade de mange heste som han i denne tid dræber, kaste ud i stranden? Hvem erstatter fiskerne den skade deres redskaber muligvis kan tilføjes derved? Og hvem indestår for at de ikke, når de ved den mildere lufts komme, forrådner, kunne medføre de skadeligste virkninger for de menneskers sundhed, der bebor de kyster ved hvilke sådanne ådsler omsider linder? Så meget burde dog vel enhver mand i landet kende til Danmarks love, at han vidste at sådanne ådsler bør (når de ikke bruges til føde for kreaturer) nedgraves 2 alen i jorden. Således har kongen befalet *)

*) Se for. den 31. janu. 1794.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 35, s. 558)

Uorden ved komediehuset

Da hr. forfatteren af Politivennen lader til ikke at forbigå nogen uorden, tror man det ikke til besvær at gøre dem opmærksom på de utilladelige uordener, som daglig eksisterer ved Komediehuset, med soldater etc. som tiltrænger sig ret til at opkøbe billetter. Ja ikke engang tillader noget skikkelig klædt menneske at komme ind for selv at tage billet, før de har været inde og opkøbe alle billetter på nær nogle få parterrebilletter. Vil man nu se stykket, må man købe af disse prangere og betale 100 ja mange gange 200 procent mere, end den for billetterne fastsatte pris. Det har hændt mig og nogle af mine bekendte at være blevet trukket tilbage ved håret af disse uberettigede prangere. Skulle der ikke kunne findes et middel til at forebygge sådant forsalg, og var det ikke muligt at forebygge denne utilladelige uorden, og at standse sådant for publikum så skadelige onde?

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 35, s. 553-554)

28 juni 2014

Rådmand Baadhs brændeoplag

Rygtet siger at Rådmand Baadh har lejet en plads af den gartner, som har forpagtet Thots have, og opsat en betydelig del brænde på denne plads. Da denne stabel står meget nær ved en smedje, og der findes næsten lutter små tæt sammenbyggede bygninger rundt omkring samme, klagede de omkringboende over den fare de på grund af dette brændeforråd var underkastet i tilfælde af ildebrand . Det blev da påtalt hr. rådmanden, at opsætte et skur over samme. Der blev også straks opført et skur. Men hvorvidt denne kan betrygge naboer og genboer for den betydelige fare, de ved denne brændestabel er underlagt, vil jeg overlade enhver at bedømme, når jeg oplyser dem om, at dette skur ikke er andet end et teglhængt tag, som hviler på træstolper. Hvorved altså stablens sider er ganske blottede og udsatte for samme fare som førhen, om nu stærk vind førte en gnist fra smedjen ind på en af disse åbne sider. Rådmanden anmodes derfor herved, at lade opmure en mur rundt om sin brændestabel, og politiet gøres herved opmærksom på denne uorden. Indsenderen heraf skal ikke undlade at bekendtgøre publikum, de i denne henseende tagne betryggelsesmidler.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 35, s. 552-553)

Atter om Brændet i Reetz Thotts Have.

Indsenderen af avertissementet om det farlige brændeoplag i Store Kongensgade nævnede kun rådmand Baadh, fordi frygtet som avertissementet udtrykkeligt siger, angav ham som det ejer. Da han nu har fået under retning om at dette ikke forholder sig således, tilbagekalder han gerne dette. Dog tror han at burde anmærke at dette avertissements hensigt sandelig ikke har været at skade noget menneske, men at rådmand Baadh blot er nævnt fordi rygtet nævnte ham som ejer. Enhver indser altså let at det må være indsenderen ligegyldigt enten en rådmand eller en geheimeråd, enten Gartner Lund eller noget andet menneske ejer dette brændeoplag. Men hvem der end ejer det, gentager jeg hermed at det er meget farligt, og anmoder den højeste randret at undersøge det nøje. Enhver anden som ikke har lejlighed til at se samme, vil jeg blot have henvist til Politivennens nr. 35 hvor det findes beskrevet. Og blot tilføje det spørgsmål: hvad er mest farligt, enten et brændeskur som dog forbydes ved seneste brandordning, eller en sådan til alle sider åben og for ildgnister der herligt kan skjules mellem brændestykkerne udsat brændestabel, hvis eneste skærm er et teglhængt tag som vel kan hindre brændet fra at blive vådt, men aldrig udholder ildgnister som kommer fra siden? Hr. gartner Lunds uartigheder skulle af mig blive ubesvarede, og jeg vil ganske tilgive ham samme, dersom han vil underrrette publikum om hvad undersøgelser og foranstaltninger vedkommende og brandretten i særdeleshed anordner til tryghed for naboer og genboer.

(Politivennen, 1799, hæfte 4, nr 40, s. 627-628)

Redacteurens Anmærkning

I Krak 1798 står Rådmand Baadh som boende i Norgesgade 199. I 1856 husnummer 13. Norgesgade hed siden 1877 Bredgade. Adressen lå omtrent hvor nu Palægade krydser Bredgade.

Artiklerne affødte en retssag som er beskrevet i Politivennen nr. 59, juni 1799. s. 939-944, Politivennen nr. 60, 1799. s. 958-960, Politivennen nr. 61, 22. juni 1799, s. 974-975, Politivennen nr. 62 og 29. juni 1799, s. 986-989. Retssagen endte med at Seidelin måtte betale 10 rigsdaler til Almindeligt Hospital, men ellers ikke noget.

26 juni 2014

Uorden på Kultorvet samt nogle politiforslag

Hr. Politiven!

I Politivennen er før klaget over den slette justits, som finder sted på torvene mellem bøndervognene. Denne klage har imidlertid ikke hjulpet. Anmelderen forekommer det endog som om uordenen i den henseende bliver værre dag for dag. Og som bevis på at det er næsten så slemt som det kan være, anføres her hvad han var vidne til den 19. december. En gammel udlevet kone, og nogle formodentlig skolebørn kom om formiddagen fra Rosenborggade for at ville gå ind i et hus i Frederiksborggade, omtrent lige før førnævnte gade. De kunne ikke komme til fortovet for bøndervogne og heste som var tæt pakket på hinanden. De måtte derfor i snavs og møgdynger gå midt i gaden lige til Nørreport, og så hele turen op ad tilbage op fortovet, hvor de endda havde vanskelighed med at komme igennem, da der endog stod heste sammesteds. Ked af forbandelser over politi og bønderne, som udøstes af de på fortovet gående, banede anmelderen sig vej ud på gaden ved at springe over nogle vogne for at komme over på Kultorvet ved siden af den gård udenfor hvilken skildvagterne stod. Men der var ingen mulighed i at komme derhen, uden at gå langs ad det skidne torv til Købmagergade og så tilbage til det anførte bestemmelsessted.

Det er virkelig utilgiveligt, at de ansvarlige ikke påser orden med torvene. Om end husejerne er ligegyldige ved at ingen uden besværlighed kan komme ind i husene, bør de dog tænke på lejerne og hele publikum, og alvorlig gøre forestilling til politiet om denne sag. Enhver borger kan påstå at gaderne skulle holdes så ryddelige, at han ikke skal gå meget af sin vej for at komme ind i et hus, hvor han har ærinde; påstå, at politiet holder såvel derover, som over at ingen heste bindes til kældre eller gadedøre, hvorved fodgængerne tvinges til at gå ud på de smudsige gader, eller hvis tilfældet er det samme som på Kultorvet, en lang vej udenom, for at komme derhen han vil.

I færd med at påanke uskikke, beder jeg Dem, hr. Politiven, at ville gøre Brolægnings-kommissionen det forslag, at lønne en betjent, der kunne efterse alle uordener og forbedringer, som slår ind i deres fag, og af hvilke en del rejser sig af gadernes forandring eller udvidelse. Da ville den afviser fx bortskaffes, der nu står på hjørnet af Vingårdsstræde og Ulkegade, og fortjener at betragtes af enhver, som hidtil ikke har set den. Den må have givet god fortjeneste til kirurger og hestedoktorer, og hjulmænd og andre håndværkere, og forbandelser i overflødighed af dem som den kostede forslåede skinneben.

Førend jeg slutter har jeg en bøn til Dem. Enhver som læser Deres blad med opmærksomhed, har vist erfaret at flere personer ikke retter de mangler eller uordner som angives. Jeg vil ikke tro at årsagen dertil skulle være mangel på agtelse for publikum. Snarere kunne den måske søges i visse folks had til publicitet, og deres forsæt ikke at læse de udkomne flyveblade. Ikke at have læst Politivennen kan da tjene dem til undskyldning, hvis de ikke har rettet fejlene. Jeg beder derfor at hvis en eller anden uorden skulle påankes flere gange uden at blive rettet, De da ville tilstille vedkommende et eksemplar af det nummer, hvori anmeldelsen er sket. Rettes fejlen da ikke, eller årsagen ikke angives, hvorfor det ikke sker, burde de offentlig nævnes, og det så ofte, indtil de forbedrer sig. Dette er en fortjent straf for at ringeagte publikum. Hvad befolkningerne ved dette forslag for Dem selv angår, da ville de vel skamme sig ved ikke at betale det enkelte nummer, som bragte dem til syndernes erkendelse. Blev dette imidlertid ikke tilfældet, ønsker jeg bladet så mange købere, at denne udgift kunne tåles.

-B

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 35, s. 545-549)

25 juni 2014

Spørgsmaale om Flaget paa Rundetaarn.

1) Kunne man ikke tilkendegive ved et signal som kunne høres, når det blev hejst og når det faldt.
2) Er det ikke for længe at vente 1/4 time for at se det falde for at vide tiden akkurat? For kommer man ikke det øjeblik når det hejses, må man blive til det falder.
Altså foreslår jeg at lade give tegn hver 5. minut eller oftere efter at det er hejst, fx de første 5 minutter derefter at lade det falde en gang og hurtig hejse det igen, de næste 5 minutter 2 gange og så hejse det igen. 

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 28, s. 440)

18 juni 2014

Om Reberbanerne på Vesterbro

Formentlig er reberbanerne på Vesterbro blot for fæstningsværkernes skyld opbygget af brædder. For byens forsvars skyld imod fjenden overså man dens forsvar mod brandfare. Desværre synes man i de senere tider smerteligt at have erfaret, at også denne fjende kræver de kraftigste og omhyggeligste forholdsregler. Og da man desuden nu ikke længere gør sig noget af, ved opførelsen af grundmurede bygninger, i mindre end et bøsseskuds afstand fra udværkerne, at svække byens fasthed, så kunne ejerne af anmeldte reberbaner godt pålægges efterhånden at opføre dem med grundmur. Faren for antændelse af deres så hastigt brændende materialer er desuden stor nok. Men i al fald burde det pålægges dem at opføre en mur langs med gaden foran reberbanerne, i stedet for det nuværende plantevækst, som man endog ved overtjærelse har gjort så antændeligt som muligt.

(Politivennen. 1798, Hæfte 2, nr. 18, s. 278-279?

17 juni 2014

Om Adresseavisen og dens Ombringing

Om adressekontoret er en privat eller offentlig indretning, er et spørgsmål som måske ønskes besvaret. Næsten skulle man in dubio antage første, da det er et såre fordelagtigt institut for de vedkommende. Men om indretningen opfylder de pligter den skylder det offentlige, er et andet spørgsmål. Den slette og ulæselige tryk og trykfejlene er for ofte forgæves påankede, at denne orden kunne synes at være genstand for påtale både af abonnenterne, og af dem som betaler avertissementerne. Tilbagebetale det der er givet for avertissementerne som ikke kan læses, synes at være en retspligtig erstatning. Og nu abonnementerne, hvorledes får de erstatning. Men endnu en uorden bør dog anmærkes: At avisen er færdig trykt kl. 9, endog udleveret mange steder er fuldkommen bekendt. 

Men burde den ikke være leveret overalt inden kl. 10 senest. Et par flere bude kunne få en fordelagtig indretning og holde et overskud af den. Kl. 1, 2 er vist for sildig, siden det skal være dagsavis. Såvel de der søger efter østers og kramsfugle, som det store antal der leder efter ærter, flæsk og gryn, ønsker vel hver at have avisen midt på formiddagen. De der bor uden for byen, og har bud her om eftermiddagen ville også være vel tjente med at kunne få adresseavisen samme dag, for i det mindste dagen efter at kunne anskaffe sig det averterede, for ikke kan de lade deres bud opholde sig til eftermiddag når det begynder at mørkne.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 34, s. 540-541)


Redacteurens Anmærkning

Artiklen suppleres med en lignede klage over adresseavisen, s. 564-566


"Den slette og ulæselige tryk og trykfejlene er for ofte forgæves påankede, at denne orden kunne synes at være genstand for påtale både af abonnenterne, og af dem som betaler avertissementerne." (Forsiden af avisen som den så ud i 1798.)

Gadepatrulje i Klareboderne

Denne lille gade har alt for smalle fortov i forhold til sin skønne bredde, og desværre langt udgående trapper.

Rendebrætterne foran de fire huse næst ved Købmagergades søndre hjørnehus er dels ikke i den stand de burde være, dels tilstrækkelig brede, og endelig gør afviserne dem til dels ubrugelig.

Marskandiseren på hjørnet af St. Købmagergade optager fortovet på en ulovlig måde.

Hjørnegården af Store Købmagergade på nordsiden har en åben bred rende fra gaden som er virkelig farlig, da gående i mørket let kunne få foden deri når de allerede er i færd med at snuble ved fortovets pludselige nedsynkning på dette sted.

To sådanne render er der også for hr. agent Gyldendals gård. Ved at dække disse render med brætter vil han bevise publikum en sand tjeneste.

Hjørnehuset af Pilestræde på sydsiden har også en sådan åben rende


(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 34, s. 538-539)

"Klareboderne har alt for smalle fortov i forhold til sin skønne bredde, og desværre langt udgående trapper" (Fortovet er stadig smalt, og der er også udstående trapper. Klareboderne set mod Købmagergade. Eget foto, 2015)

Spørgsmål med beføjet ønske

Kære hr. Politiven

Hvad synes De om det smukke træsnit det sjette bud er prydet, i salig Doktor Morten Luthers lille katekismus? Mon det gør noget fordelagtigt indtryk på den unges hjerte, der får denne bog i hænder, og ser hvorledes Potifars vellystige hustru med magt slæber den stakkels Josef i sengen til sig, for at bedrive hor?

Jeg hælder, for min del stærkt til det modsatte. Hos mig har det i min første ungdom, og hos en del andre, med hvem jeg fik i skolen, lagt den første spire til vellyst. Det var derfor såre ønskeligt, om de ansvarlige ville sørge for, at dette lokkebillede for eftertiden måtte forbydes bogtrykkerne at indføre i denne ungdomsbog. Og hvem som handlede herimod, burde straffes med streng mulkt.

Og min vel de øvrige billeder i samme bog, såsom Moses med de store horn, Kain der slår sin bror Abel ihjel. Susanne i badet, der i sin nøgenhed overrumples af to gamle skæggede skælme, der viser sig såre uforskammede. Den beskænkede Noa. Og det der forestiller: Den såkaldte mand efter Guds eget hjerte: David på sin altan som med sin hellige harpe i hånden, med vellystige øjne beskuer den nøgne Batseba i badet, osv. Mon de siger jeg, gør nogen nytte. Og burde de ikke fordømmes til samme skæbne? Selve det fjerde bud burde udelades, da det ikke svarer til sin hensigt, men tværtimod gør den endnu uskyldige unge bekendt med den last, der opvækker hidindtil ubekendte følelser hos ham og - som ofte er tilfældet - for evig berøver ham hans timelige lyksalighed.

Give Gud! at vedkommende, jo før jo bedre ville tænke herpå, og rydde alt af vejen, hvad der i den såkaldt børnelærdom skader og fordærver den unges hjerte! Give Gud! At det måtte overlades til en Marezoll, Klausen, Bojesen, Hjort o.a. fl. at omarbejde vore skolebøger, der skulle handle om kærlighed til Gud, sig selv, og sin næste! Da ville mennesket blive - hvortil vi alle uden undtagelse er skabte - dydige, gode, retskafne og lykkelige! - Det Ske! O snart! Snart.

Simon Sandru

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 34, S. 534-536)

16 juni 2014

Møddinger på Landevejen

Landevejene til Utterslev, Brønshøj og Buddinge plejer hver vinter at belægges med møddinger. Og for ikke længe siden så man et par sådanne ligge på vejen, som går over Utterslevs marker til Søborghus, hvilke havde ligget der sommeren over fra forrige vinter. Det er ikke nok, at disse landeveje for det meste ingen anden reparation gives, end ved at opkaste jord på dem fra grøfterne. De skulle også gøres mere dyndfulde ved saft møddingerne meddeler. For ikke at tale om den hindring for passagen som derved sker.

At denne uskik må være blevet bemærket af amtets politi, tør man næsten ikke tvivle om, da en af ovennævnte veje fører til Ballerup, hvor amtets ret holdes. Lige så lidt bør man betvivle, at vedkommende politiets bestyrer, en almindelig agtet embedsmand, jo har søgt at hindre landevejenes brug til sådanne oplagssteder. Men at de endnu ikke er det, må formodentlig have til årsag, at de anstalter, som hidtil i medhold af lovene er føjede derimod, ikke har været kraftige nok i deres virkning.

Det er blevet sagt, at det skal være vanskeligt, ja næsten umuligt, at få oplyst hvem der er ejermændene af sådanne bunker, og at mulkt altså ikke kan anvendes med nytte. Og man har hørt fortælle, at da engang den beslutning blev taget at sælge sådanne møddinger ved offentlig auktion for således at få dem bort og muleten inddreven, blev de bortført natten før auktionsdagen, og den gode birkedommer måtte da han kom til sin forretning, vende tilbage med en lang næse. Til ikke så lille fornøjelse for de, som havde spillet ham dette puds.

Det synes at et kraftigt middel mod dette onde var, at sådanne på vejene henliggende møddinger blev erklærede forbudt, og som offentlig ejendom skænket til hvem der ville køre dem bort. Hvorunder måtte tillige bekendtgøres, at den som med magt hindrede bortkørslen, var at anse og straffe som for udøvet voldsgerning.


(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 30, S. 473-475)

Spørgsmål om kællingesang

Hvad synes Dem hr. Politiven, om den sang som så mange fattige mener med deres børn, om aftenen på offentlige stræder, især på hjørnerne, søger at fornøje forbigående med? Burde det ikke forbydes? Lider ikke især deres børn meget ved dette skrigeri på deres bryst, og ved ondt vejr ligeledes, foruden på deres hilsen? Er ikke det offentligt tiggeri, som burde forbydes?

Børnkær


(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 30, S. 492-493)

15 juni 2014

Bondeuorden på Vestergade

Da Politivennen så rosværdig ivrer mod uorden på stadens fortove, så var det meget ønskeligt om der måtte holdes øje med nogle steder på Vestergade, især nr. 27, hvor bøndernes heste og vogne som oftest gør det umuligt at passere fortovet, uden at smøre sig til i tjære og skarn fra vognene, ja at slå sine lemmer beskadigede af hestene, for hvilket at undgå at man må afvige ud på den skidne gade, der for enhver er såre uangenemt.

(Politivennen. 1798, Hæfte 3, nr. 27, S. 430-431)

Varsko på Ny Amagertorv

Den 24. oktober gik en honet borgerkone over ny Amagertorv, hvor hun af en kone ville købe nogle strømpebånd. En jødedreng, fordi hun ej ville købe af ham, gik hen og udlod sin urin langs op af hendes ryg, som næsten bedærvede en ny sort lystrings kåbe. Hun havde ikke opdaget det, hvis ikke en mand som holdt på torvet, var steget ned af sin vogn og havde fortalt hende denne uforskammede gerning, som hun ikke engang ville tro, før hun ret blev overbevidst derom. Da drengen så dette, løb han sin vej. Rygtet sagde, at han bor i Smedensgade i Vingårdsstræde hos sin mor, som de omstående folk sagde at han tit prygler.

Skulle en sådan lumpen og ondskabsfuld svinagtighed, hvis mage  ikke er hørt siden historien med den officer, der bevandede skrædderens lomme, være som jeg tror værdig til politiets undersøgelse, skal det meget glæde indsenderen, da han i så fald kan vente synderen afstraffet. I modsat fald ville han dog ikke undlade at advare sine medborgerinder for sådanne uforskammede drenge.


(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 28, S. 444-445)

Redacteurens Anmærkning

Smedens gang var en lille gade med indgang fra Vingårdsstræde. Den blev nedlagt i 1910 og lå der hvor Magasin nu ligger.

Uorden ved Luftmaskinen

Da et forsøg med en luftballons opstigelse på Utterslev Mark sidste 28. oktober var mislykket, formedelst vejret, skulle samme gentages næste onsdag. Adskillige tilskuere indfandt sig, men de udlændinge som have forfærdiget bemeldte luftballon erklærede: At vejret ikke den dag tillod deres forehavende. Man gik altså tilbage til byen. Nogle få personer, som var blevet tilbage på stedet, formåede disse udlændinge til at foretage en prøve henimod kl. 7 da vinden lagde sig lidt. Efter at de havde fyldt en lille ballon og var i færd med at give den slip, brød et menneske frem, slog hul i ballonen, rev den itu, og overfaldt derpå med sit tykke spanskrør en af bemeldte udlændinge, som efter at have fået adskillige morderiske slag i hovedet og på andre steder af kroppen, først slap fra ham da stikken var ganske ituslået, fordi de få tilstedeværende ikke straks turde hindre voldsmanden, af frygt for nogle, som var i hans følge, og som bifaldt ham.

Hvem denne person har været, ønskes anmeldt for vedkommende politiret, da det ikke vil mangle på vidner om hans adfærd.


(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 28, S. 443-444)

Ballonopstigning 1805

Nørrebro og Træers Plantning der

Et stykke af Nørrebro er nu draget op af den søle hvori det forhen lå, og fodgængere har der fået en bekvemmelighed de aldrig burde savne i nogen stad eller storstad: Et ordentligt fortov hvor de gående kan have sikkerhed for vogne og heste. Men da fortovene på Nørrebro har måttet lægges temmelig lavt, og rendestenen kun er lille, så vil fortovet snart oversvømmes med vand og skarn når skarnet løber fra kørebroen i rendestenen, og på grund af det standse vandets afløb. Man kommer til at vade i det, således som man har været vant til om efteråret og vinteren på fortovet over Peblingesøen, dersom sådant ikke forebygges ved vedvarende fejning og renholdelse.

Det kan imidlertid ikke tvivles om, at vedkommende, som såvel har sørget for fodgængernes bekvemmelighed, jo også vil sørge for, at samme kommer dem til nytte. Det tros, at sådant bedst og med mindst befolkning opnås, når de beboere, uden for hvis bygning fortovet går, fejer hver for sin dør, eller rettere sagt, for sin bygnings grund, således som skik er i København. Men de, som foruden bygningerne har betydelige havepladser, fx Store Ravnsborg, kunne det vel med rimelighed pålægges også at renholde det fortov, som støder til deres havers indhegninger?

Den øvrige del af fortovene kunne hele efteråret og vinteren godt renholdes når en mand for sædvanlig dagleje og med godtgørelse for redskab gaves dette arbejde enten under eftersyn, eller med akkord om at holde forsvarligt rent. Der indtræffer ofte sådant vejrlig, at han ikke kan overfare alt arbejde på 1 eller 2 dage, men han måtte da gøre det nødvendigste først, nemlig at skaffe vandet afløb, og siden efterhånden bortfeje og sammenskovle urenligheden.

Det var for broens renlighed at ønske, at man tillige kunne afskaffe den skik som bruges ved nogle af renovationsvognene her, at bagsmækken på dem oplettes, så snart de har passeret Blågård, og undertiden før, såvel som den skik, at mange kørekarle jage med læs i fuld trav, og derved overøser broen med skarn i det de tillige martrer livet af de elendige heste som er betroede deres umenneskelige hænder.

Ved den ene side af kørebroen har man nu gravet huller, formodentlig for at plante træer i dem. Dersom disse ikke skal blive lige sådanne vantrivninger, som de der står ude forbi Assistens Kirkegårdene omkring til Vibenhus, så må dem skænkes nogen mere omhyggelighed. Til den ende burde man hjertelig bede vedkommende, at lade afkappe 1/3 del af de træers højde som udgør alleen ved Blågård. Derved vindes en smule sol, som er så nødvendig til at befordre de unge træers vækst, og til at tørre broen efter falden regn. Hin alle taber derved intet, den bliver endog tættere, og når man gentager sådan kapning hvert fjerde eller femte år på rette tid, kan den aftappede top bruges til erteris, hvoraf mange husejere er forlegne og betaler det temmelig dyrt. Til at befordre denne de unge træers hurtigste vækst var det gavnligt, at de ikke plantedes før foråret, men at man derimod nu fyldte hullerne med god gødning, som ved at ligge vinteren over meddelte jorden omkring sig god næringssaft. Denne gødning skulle da til foråret bortføres, og træerne plantes i god jord, blandet af jord fra den gamle renovation i i sandgravene og den fra hulerne nu opkastede jord. Det forstår sig, at træernes rødder ved plantningen måtte stærk begydes med vand, og den første sommer igennem ikke mangle væde, de måtte også forsynes med afvisere, at ikke bønderne, som elsker det bløde, skulle nedkøre dem.

(Politivennen. 1798, Hæfte 3, nr. 28, S. 436-439)

Om Misvisning på Byens Gader

Den prisværdige indretning i store byer at kunne læse gadernes og torvenes navne på husene, er vist ganske bekvem for ubekendte og fremmede. Men således som adskillige husejere her i København lader male navne på deres huse, vil den næppe give fremmede den tilsigtede nytte. På hjørnegårdene af Østergade og forrige Amagertorv har for eksempel major Wilster ladet sætte: Højbroplads på det hjørne som egentlig står på Østergade, og på det andet hjørne som vender til kirkestræde står også Højbroplads, i stedet for at disse navne skulle stå på den side af huset som virkelig ligger på pladsen. Ejeren af huset på hjørnet af Store Kirkestræde og St. Jørgensgade, har ladet St. Jørgen vise folk vejen over St. Nikolaj Kirkegård, og på to hjørnehuse af Ulke- og Hummergade står gadernes navne og på [overklattet] sted, og disse her opregnede er ikke de eneste.

Selvom disse uordener er af den beskaffenhed at de blot er latterlige, men ikke synderlig skadelige, og vedkommende kan ændre dem for få skillinger, så burde det dog påses, at gaders og torves navne blev sat på de rette steder og husene, således at de der på grund af ukendskab er nødt til at benytte sig af denne lekture ikke enten skal gå fejl eller bringes til at le over en indretning som har nytte til hensigt. Denne hensigt opnås kun derved at enhver hjørnehusejer lader bemeldte navne sætte på siderne og enderne af deres huse, såfremt begge dele vender mod gade eller torv. Men derimod bør disse navne aldrig sættes på skråhjørnerne, for der er de til ingen nytte og forårsager den latterligste misvisning.

For en ordens skyld anmoder man altså hr. major Wilster at lade Højbroplads flytte på sit rette sted. Og ejerne af ovennævnte huse på hjørnet af St. Jørgensgade og hjørnerne af Ulke- og Hummergaden at lade navnene fjerne fra skråhjørnerne og sætte samme på siderne af husene, i fald de skal gøre nogen nytte. For byens folk er det ligegyldigt om gadernes og torvenes navne endog blev malede på skorstenspiberne. Men fremmede har væsentlig fordel af at de står på rette sted. Og unægteligt er det at de ansvarlige viser en sær skødesløshed ved at betale en maler for at skrive en gades navn på et sted, hvor det slet ikke skulle stå.


(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 28, S. 433-435)

Dito, det medicinske Politi angående

Burde ikke en doktor, ikke fuldt fire mile fra København, have et lille apotek i sit hus, i forhold til byens størrelse. For patienten kan gerne dø inden medikamenterne kunne skaffes. For ikke at nævne de mange, som ikke har råd og lejlighed, til at sende bud så lang en vej derefter.

(Politivennen. 1798, Hæfte 3, nr. 27, S. 430)

Dito om Slagterboderne på Ulfeldts Plads.


1) Er det tilladt slagterne, som sælger kød på Ulfeldtsplads, at bygge deres hytter eller boder så nagelfaste, at de i intet tilfælde hastigt kan flyttes bort, og at lade de samme tjære således at de fuldkommen må anses som brændbare præparater? Kan beboerne på Ulfeldts Plads mere anses for stedbørn, end beboerne på Amagertorv, dengang da en del af disse hytter stod der, og slagterne ingen tilladelse havde til at lade dem stå oprejst natten over, men måtte nedtage og flytte dem bort hver aften. Hvorfor er den største del af disse hytter på den smalleste del af pladsen, da der ved støtten ligger en ikke lille ubrugt plads, hvorpå der kunne fordeles en del af dem, som nu er alt for tykt spredt på den smallere del af pladsen. Derved ville passagen blive bredere for stående og kørende. Har de hævd på, at lade deres borde, bænke, stole og blokke stå og ligge henslængte efter eget forgodtbefindende, så fodgængere i de mørke vinteraftner kan støde sig på dette skramleri, da der ikke er anbragt lygter, som kunne lyse for disse, og derved afværge sådanne ulykker ...


2) Hvorledes forebygges den ubehagelige lugt i sommermånederne, som forårsages af slagterne, ved at udskylle stinkende kallundsvand på pladsen og i rendestenene? Og af henslængte lammehoveder, lever og lunger, samt undertiden kohoveder som alt er i forrådnelse. For ikke at tale om den ækelhed, som forårsages af synet af dette.

3) Kan det ikke anses for en uorden at slagternes svende og drenge undertiden, for at have tidsfordriv og morskab, hvilket de formodentlig anse det for, hidser en halv snes store hunde sammen, hvorved folk, som passerer forbi til sådan tid, må frygte for at blive skambidt.


(Politivennen. 1798, Hæfte 3, nr. 27, S. 428-430)

14 juni 2014

Et Dito

Kan det vel være befalet af en mand som hr etatsråd de Conink, at en karl, klædt i en brun frakke og bevæbnet med en herkuleskølle, må med de mest lumpne skældsord og de groveste trusler anfalde fredelige folk, der, mens han måske sad i et ølhus, troede det tilladt, siden ingen magt forbød det, at bese det nye skib, som hr. etatsråden lader bygge. Især da det skete ved høj lys dag? At det kan være forbuden at bese dette skib, begriber anmelderen vel. Men han tiltror etatsråd de Conink så megen agtelse for menneskeligheden, at han ikke vil tillade nogen af sine tjenere at bruge skældsord og trusler mod fredelige folk, før de har gjort mindelige og venskabelige advarsler uden nytte. Anmelderen heraf vil, når etatsråden forlanger det her, nævne sig.

(Politivennen 1798, Hæfte 2, nr. 26, Side 408)

Redacteurens Anmærkning.

Der er formentlig tale om den stenrige og berømte Fréderic de Coninck (1740-1811). Han var blevet udnævnt til etatsråd i 1783. Hans velstand hvilede på skibsfart, bl.a. slavehandel og boede i det Molteske Palæ i Bredgade.

Varsko på Hjørnet af Gammelstrand og Højbroplads

Enhver advares herved af en person, som tvende gange er blevet overslået med urent vand, ja endog urin, og tvende gange med anrørt kalk hvorved hans klæder er blevet fordærvede: Gå ikke tæt forbi den såkaldte Stenbukkens Gård. Hvorfor han råder alle som har fine klæder og (eftersom kalk skader øjet) sig selv kær. At gå om vognmændsvognene. Mon de kunne være af vejen om et agtpågivende politi påså og forbød sådant?

Peer Ordenkjær


(Politivennen 1798, Hæfte 2, nr. 26, s. 404-405)

Redacteurens Anmærkning

Stenbukkens Gård lå for enden af Store Færgestræde hvor nu Højbro PLads 21 ligger. Det var en renæssancegård som oprindelig hed ellen Marsvins Gård, men senere opkaldt efter den svenske feltherre Magnus Stenbock som var taget til fange.

13 juni 2014

Uordener

1) Op til hjørnet af Frue Kirkegård mellem Store Kannikestræde og Nørregade ligger en banke af ler eller andet, der let kan i regnvejr bringe Dem til at glide, som hastigt drejer om hjørnet.

2) Intet kan ligne den anmasselse, hvormed fortovet for hjørnehuset af Vimmelskaftet og Badstuestræde er belemret af auktionsmands-allehånde. Se nr. 22.

3) Straks når man fra Østergade drejer ind i Pilestræde bor på højre en kobbersmed, som næsten bestandig opfylder fortov og gade med kobbergods. Især har en bund af en uhyre kedel stået der i overmåde lang tid fuld af vand, og dog er dennes skarpe kant særdeles farlig i mørke.

4) I dag d. 15. oktober har de i Politivennen alt to gange omtalte stygge kælderluger på hjørnehuset af Vimmelskaftet og Klostræde stået åbne, og hvor mange menneskers klæder må ikke være blevet tilrakkede, inden den søle, som var på dem af det koskarn hvori de, som nr. 24 rigtig anmærker og som endnu kan ses, have ligger, blevet afgnedet.

5) Endnu har militæret ikke borttaget de flere gange angivne pløkke uden for eksercerhuset. Skulle vel politiet altså endnu ikke have påmindet vedkommende?

6) I egnen af Petri Kirke holdes en gedebuk, som løber løs på gaden imod anordningerne, og af drenge der agter anordningerne lige så lidt som den, hidses på folk, der både kunne forskrækkes og beskades. Anmelderen måtte i søndags for at redde sin kone stå og holde bukken i hornene indtil hun kom ind i kirken, og siden med møje se tl at retirere selv. Også i nærheden af Amalienborg løber deslige dyr omkring.

7) Vinhandleren på hjørnet af Store købmagergade og Silkegade, der engang syntes at værdige Politivennen sin opmærksomhed, ved på dens råd at rydde sit fortov i Silkegade, har nu optaget det på den ulovligste måde. Desværre synes dette at være noget, som flere end en vinhandler anset for lovligt, men den veltænkende tror ikke at tusindes misbrug retfærdiggør hand. Fra en minde alvorlig side måtte det synes, som en tilbeder af Bachus kunne fordre at dennes præster, efter at have lammet hans fod, mindst skulle lægge ham anstød i vejen.


(Politivennen 1798, Hæfte 2, nr. 25, s. 397-398)

12 juni 2014

Om Forordningen ved Gaderenovation

Den bestemmelse der indeholdes i den ved rådstueplakaten af 19. september sidst leden bekendtgjorte 4 post af de ved reskript af 25. maj i dette år allernådigst approberede konditioner, efter hvilke kontrakter om renovationens bortkørsel af stadens gader og offentlige pladser udi de fra 1. okt. forestående 6 år med vedkommende er oprettede - at kørekarlene ved deres ankomst med renovationsvognene skulle ved en skralle lade sig høre hele gaden igennem, på det at beboerne derved kunne advares at udbringe fejeskarn og liggende urenlighed og lægge samme på vognene, har vist nok til hensigt, at forebygge at de på gaden udkastede køkken- og fejeskarn ikke skal udkøres over hele gaden før renovationsvognene ankommer, og derved vanskeliggøre gadernes renholdelse. Men kan man ikke med føje spørge, om virkningen af denne bestemmelse, dersom den iagttages, (efter plakaten er det viseligen overladt til enhver at følge den gamle skik, eller at bie til skrallen advarer dem) ikke ville snarere være skadelig end gavnlig? Det er som bekendt, mange fattige koners eneste eller dog vigtigste næringsvej, at gå omkring om morgenen og opsanke gamle klude, brændestumper, og deslige, og disse mange ville sikkert savne denne næringskilde, og gribe til tiggerstaven. Ikke at tale om papirfabrikkerne derved upåtvivlelig på ny ville føle et afsavn, de så lidet kunne tåle.

Det synes derfor rigtigt at vedblive med den vedtagne måde. Som desuden kun lidt bidrager til gadernes urenlighed. Blot passer man at alle slags potte- og glasskår ikke udkastes.

* *  *

Udgiveren tror for sin del, at uagtet den nye indretning også har sine fejl, da det ikke er så let for dem, der bor dybt i en gård, at høre skrallen, og man desuden kan have sendt pigen i byen, når skrallen høres, (da det både er muligt at vognen ikke kan komme på minutten, og at beboernes klokke kan gå anderledes end skarnagerens) så har dog denne ufuldkomne måde et stort fortrin for den gamle. Han anser den måde at lægge skarnet på gaden som den mest abderitiske renselsesmåde der kan tænkes, og for en årsag, der næst efter rendestensskarnets opøselse på gaderyggen kraftigt fremvirker vore gaders uhumske forfatning. Han tror ikke heller at de nævnte kællingers næringsvej tabtes, da det de søger kan findes lige så godt og bedre på lossestederne som på gaderne, og altså kunne heller ikke papirfabrikkerne tabe.

Det forslag, som i disse blade S. 104 og 119 er indrykket, synes udgiveren så rigtigt, at han ikke på anden måde kan forklare sig hvi Magistraten ikke har holdt sig dertil, end at så mange skarnkister ikke så snart kunne blive færdige. Jeg har derfor endnu det håb, at det engang vil blev udført som det eneste virksomme middel til at få rene gader og en sundere luft.


(Politivennen 1798, Hæfte 2, nr. 23, s. 376-378)

Om Værelsers Udlejning

Det skal på nogen tid være blevet en vedtagen skik ved værelsers udlejning, især til logerende, at fordre fæstepenge som siden ikke godtgøres. Da indsenderen heraf er af den opfattelse, at dette ikke finder hjemmel i lov og anordninger, så troede han sig også forpligtet til at kundgøre det, overbevist om, at politiet ikke vil tillade dette at finde sted, dersom det er ulovligt.

Ligesom det også synes at burde kundgøres at det eller er sjældent at værter udlejer værelser, og gør mundtligt aftale om tiltrædelse, og derpå nogle dage efter udlejer dem til den første den bedste, som byder over, og beråber sig siden på, at de ikke var forpligtede til at holde deres mundtlige aftale, fordi den lejende ingen fæstepenge givet, omendskønt værten ingen forlangte.

Ved sådanne udflugter svækkes retfærdigheden. Tro og love ophører, og borgerlige aftaler, sikkerhed og forbindtlighed. Den enfoldige og ukyndige narres, den snedige alene høster fordelen.

Og skal sådant gælde, så bør man råde enhver, når han blot vil leje sig et lille værelse, da at tage vitterlighedsvidner med sig, så at de herrer værter ikke skal nægte den indgåede forbindelse. For tror de sig ikke forpligtede til at holde en mundtlig indgået, men ganske bestemt aftale, så kan man formode, at de vil nægte at have modtaget fæstepenge under fire øjne. Det ene lader sig lige så rimelig formode, som det andet. Og på denne måde kunne man jo blive dobbelt narret.

Indsenderen er foranlediget til dette råd, da han har personlig haft det tilfælde at have sluttet mundtlig aftale med en vis skræddermester, men ingen fæstepenge givet eller kontrakt taget, da han endnu troede på gammel dansk ærlighed.


(Politivennen 1798, Hæfte 2, nr. 23, s. 366-368)

Spørgsmål om Vragere, om Ølprøvekammeret, om Ølretten og Ølforordningen

Spørgsmål


En person som har fundet det 8. marts-øl som han har fået fra sin brygger næsten rent udrikkeligt, opgiver til politiet, bryggerlauget, vragerne, eller hvem der kan, at oplyse hvorledes det går til at øl som er vraget, nogle gange kan være godt, andre gange usselt? Skal årsagen hertil være at søge hos vragerne eller hos bryggerkarlene? Kan vragernes mærke forandres af karlene? Og burde ikke vragerne have et segl at sætte på tønderne? Hvor mange grader [procenter] bør hver sort øl holde efter takst? Og bør ikke dette bekendtgøres for alle, for at man kan prøve sit øl med et ubestikkeligt instrument, og når dette tilsiger, klage? Kunne man ikke i al fald undvære vragerne, og kunne ikke det, som disse levende ølprøver koster, bespares, og således priserne endog lettes?


(Politivennen  1798, Hæfte 2, nr. 21, Side 332)

Spørgsmål om Vragere, om Ølprøvekammeret, om Ølretten og Ølforordningen


I nr. 22 af Politivennen spørger man: Hvorfor øllet, som dog alt sammen er vraget, kan være af så forskellig godhed, at det snart er drikkeligt, snart mere ligner karvand end øl? Dette spørgsmål er let besvaret. Det sker ved opspædning og forfalskning efter at det er vraget. 

Det andet spørgsmål, der i samme nummer blev taget op var 1) om årsagerne til det lå hos vragerne eller hos bryggerkarlene? Hertil svares: Hos bryggerkarlene. De øvrige spørgsmål kan indsenderen for tiden ikke besvare, men agter med det første at tilsende Politivennen en fuldstændig beskrivelse om hvad der sker i bryggerierne ved og efter en brygs vragning. 

Jeg vil derimod atter stille den ansvarlige nogle spørgsmål, hvis besvarelse vil kaste lys over ølforordningen af 13. juni 1755. Denne forordnings 11te artikel pålægger vragerne at vrage, prøve og mærke alt øl. Herved spørges: er ordene vrage, prøve blotte forklaringer over hinanden, eller skal vrage betyde at prøve ved smag, lugt og syn og ordet prøve betegne at undersøge spirituss[?]eden ved fysisk ubedrageligt instrument? I 15de artikel sættes et Prøvekammer til opsyn over Vragerne, og i 20. artikel pålægges dette Prøvekammer at skønne om øl, der bliver klaget over af bestilleren, er forfalsket eller ej. Herved spørges: Hvorledes denne under-ølret skal skønne om øllet er forfalsket? NB. To af bisidderne i Prøvekammeret har ifølge art. 18 været overværende ved det påklagede øls vragning. 

I art 19 bestemmes medlemmerne af den egentlige ølret, nemlig politimesteren, to af Magistraten, og to af de Toogtredive. Denne instans, der er ligesom øllets højesteret, skal når der klages over prøvekammerets skøn, kende og dømme (uden at videre appel er tilladt) mellem parterne. Her må man atter spørge: Hvad skal der forstås ved kende og dømme om øllets godhed? For det følger af sig selv at derved dog menes et slags prøvning. 

Det er yderst påfaldende at forordningen bruger alle disse ord, vrage, prøve, skønne, kende, dømme, om en og den samme ting hvad det væsentlige angår. Ligeledes tjener det at lægges mærke til at da ølretten ganske består af mænd, hos hvem man ikke altid er beføjet til at forudsætte en øvet ølsmag, og derimod Vrageriet og Prøvekammeret alene er betroet øltappere, bryggere og brændevinsmænd, så må det antages, hvis Ølretten ikke skal anses for at gå i tåget, at den ved et instrument udforsker øllets beskaffenheder. Endnu må jeg gøre opmærksom på at denne forordning, der har så mange ord på at prøve, tillader dem som modtager bestilt øl, i bryggerkarlenes overværelse at smage og efterse øllet. Her er altså det eneste sted hvor forordningen har brugt ord, om hvis betydning man kan være temmelig vis. Skulle enten Ølretten, Prøvekammeret eller Vragerne, hvilket af dem ville være meget artigt og passende gjort, eller nogen kyndig ville besvare og oplyse de her opgivne spørgsmål, ville jeg være dem meget forbunden. Midlertid skal jeg, som ovenfor er lovet, med det første, ved en sand beskrivelse over omgangsmåden i bryggerierne, vise publikum, hvem det er, som beriger sig på øldrikkernes bekostning, og foreslå det eneste middel til sådan afskyelig misbrugs afskaffelse.

P. Ølkender.


(Politivennen 1798, Hæfte 2, nr. 23, s. 363-366 (se også nr. 21, Side 332)

Fra Nakskov


(Indsendt)

Her i byen sidder som bekendt, en talrig tyvebande i arrest, som er opdaget i Lollands søndre herred. Disse mennesker lever i en jammerlig forfatning, revet bort fra deres familiers skød, udsat for foragt, truet med de mest skrækkende udsigter i fremtiden, enten slaveri, eller i det mindste armod og skændsel. Deres arrest har allerede varet en rum tid, og det er rimeligt at flere år kunne se dem i samme. Jeg er ingen jurist, kan altså ikke tilfredsstille den utålmodighed jeg føler hos mig efter andenhåndsoplysning 1) om det ikke kunne bestå med retten, at bønder som vel var indviklede i historien, men ikke som hovedforbrydere, alligevel kunne for lov til at blive i deres hjem for ikke at ruineres? Om det ikke var nok at de kom til tinge, hver gang sagen udfordrede det, og for resten tillodes at vedligeholde og formere den formue, hvoraf de ventelig dog engang skal udrede deres straffebøder. 2) Om denne sag ikke burde drives overmåde hurtig, og om der ikke straks, når man ved at de største forbrydere er opdagede, bør standses med inkvisitionen efter flere, der på ubetydelige måder hænger sammen med tyveriet? Da det dog var herligt, om den skræk, som nu er påfaldet næsten hele herredet, engang endtes. På disse spørgsmål ønskede jeg forstandige juristers svar, som jeg håber i så vigtig en sag ikke vil udeblive.


(Politivennen nr. 23, 1798)

Et par politisynder i Adelgade

I Adelgade forulempes naboerne af en pestilensagtig stank når svineslagteren, som bor ved siden af Tømmerkroen, om formiddagen finder for godt stykkevis at bære stinkende tarme eller anden urenlighed ud.

I samme gade, ikke langt fra Tømmerkroen, er en brun puddelhund, som ejeren burde holde inde, da den farer på forbigående børn, og om den just ej bider i kroppen, så slider den dog i klæderne, hvorved et sådant barn rimeligvis bliver meget forskrækket.

(Politivennen 1798, Hæfte 2, nr. 21, s. 316)

Forslag om Nicolaj Kirkegård

Det må bedrøve enhver sand ven af staden at se denne kirkegård atter blive indhegnet til sin forrige bestemmelse. Man havde ventet at sidste store ildebrand med sine mange sørgelige virkninger skulle haft denne gode, at en kirkegård, der er så lille og dog fuld af så mange hundredtusinder menneskelevninger, der altså nødvendig udsender mange giftige dunster, skulle blive nedlagt. Dette har endog af flere skrevet om. Men nej, kirkegården indhegnes atter, og det kan forventes at der ikke vil mangle på fordomsfulde, der enten selv vælger at begraves der, eller der ville jorde deres venners lig! Imidlertid skulle fornuftige betragtninger over skaden for indbyggernes sundhed ikke gøre noget indtryk på disse, så jeg vil prøve at sætte fordom mod fordom: "Ja, det er rigtig nok ønskeligt at hvile midt i den stad, man i live var borger i. O det er herligt at ligge tæt rundt om (inden i! ja det er endog værd at dø for) det den kære Guds hus, hvori man kvad ham højtidelige sange! Her vil det være lettere at høre englen, når han fra kirketårnet i basunen udstøder sin dommedagsreveille, for en stor stad, hvor der er så mange at opvække, kan han ikke så let springe over, som en enligt beliggende kirkegård ude på marken.

Rigtig kære venner, ganske ret! Men lå man kun ikke så farligt, så ligesom på nåle, på disse herlige stadskirkegårde! Det er dog en stor Guds jammer, når man ikke kan ligge i fred i graven, efter al den plage man har udstået i denne Jammerdal! Men tænk på at efter ganske få år siger graveren en op, der må flyttes ud, for at give en nykommen plads, og det er velbekendt hvor forargelig denne flytning går for sig!

Dog dette er ikke nok, Tænk engang! de levende raner fra tid til anden hele stykker land fra de døde. Snart optages et stort stykke af Rundekirkegård til en porcelænsfabrik, o skændsel! Hele aspargesmarker ses dækket med de kære dødes levninger! Snart får en skoles vilde drenge et stykke af Frue Kirkegård, og leg og latter høres på de steder, hvor blot sukke burde høres over vor synd, der har bragt døden i verden! Snart frarøves en betydelig strækning fra Nikolaj Kirkegård til gaders udvidelse, måske blot for at syndig upperhed kan køre i kareter desto snarere forbi et sted, der skulle bibringe erindring om den rige mand i evangeliet!!!

Ja, kære sjæle, og så oven i købet i ildebrandstilfælde den jammer man da ser på kirkers og grave tavse indbyggere!!! Og alt dette er der dog ikke fare for sker på assistenskirkegårdene. Tænk på det!"

Skulle den ene fordom ikke få magt over den anden? Jeg mener jo, og tør håbe at flertallet vil samtykke i at denne plads indrettes til et brug som hele staden kan være tjent med, i stedet som hidtil at være et indviet pestfabrik midt i den folkerigeste del af staden.

Dersom Politivennen vil indrykke dette i sit blad, skal jeg om kort tid give forslag om den anvendelse af denne plads jeg tror staden kunne være bedst tjent med.

A. G****


(Politivennen 1798, Hæfte 2, nr. 21, s. 311-314)

11 juni 2014

Et Par Ord om Rosenborg Have

(Indsendt)

Sålænge denne have har været offentlig, har den været mit åndehul efter dagens sorger og bekymringer. En time nydt her om formiddagen eller om aftenen, har nu så mange år aldrig manglet at give de slappede åndskræfter den tabte fjederkraft. Den har forliget mig med utallige, som jeg anså for fjender. Gjort mig stærk nok til at bære meget, som jeg ellers skulle have troet utålelig byrde, og skabt hos mig mangfoldige herlige forsætter, der vel ikke alle, men dog for en betydelig del, har nået opfyldelse.

Jeg vædder ti mod en, at moralen i en stor by, som ingen offentlig have har, er mere fordærvet end i den, der har slig en naturens talerstol inden for sine volde.

Derfor er det også helt naturlig, at de mange rygter, der hele tiden bliver spredt, nu at haven skulle sælges, nu at skulle bebygges, nu at en bredde af 100 alen langs indgangsalleen skulle fratages til en gade, har været til stor bekymring for havens elskere, der ønsker at beholde den bestandigt. Et glimrende Vauxhall, hvor indgangen købes for penge, hvor man vandrer om imellem tusinde lamper, i stedet for mellem solbeskinnede træer. Hvor man i stedet for fuglekvidder hører raslen af tallerkener, klinken af glas og svirebrødres forvirrede glædesudbrud. Hvor lugten så langt fra at kvæges ved den rene atmosfære, genkender overalt den samme damp af spiritus og punch, den os af steg, saucer og overhovedet den samme ækle madlugt, der får os til at ile fra spisestuen når vi er mæt. Et Vauxhall hvor loger lejes til skøger. En sådan købehave kan være den støjende ungdom kærere. Men den sindigere yngling, husfaderen, oldingen, den syge foretrækker den ufødte, ubelampede, traktørløse Rosenborg Have.

Nu de mange gode vakre medborgere, der ikke kunne løbe sig ind i en have uden at udgifterne skorte i husholdningen!

I henseende til havegrundens anvendelse til bygninger og gader, da er denne vel næppe nødvendig. Vel afskærer haven en stor del af den gennemfart en by bør have. Men i tilfælde hvor dette var meget nødvendig, fx ved ildebrand, ville vel haven åbnes. Til flere beboelseshuse trænger byen på denne tid ikke, da folkemængden i sidste år ikke mærkbart tiltager.

Overalt hvis haven skulle mistes, så måtte denne by rimeligvis godtgøres indbyggerne, ved at åbne andre åndehuller, og da sådanne nødvendigvis måtte blive uden for byen, hvorved vejen blev længere, så turde især de gamle og svage gøre krav på en offentlig have uden for hver port.

Så kær derfor som Rosenborg Have er mig, så meget smerter det mig at bemærke dens mangler.

Måske ligger disse mangler mere i uvidenhed end i forsætlig forsømmelse, måske kan det bidrage til dens afhjælpelse at nævne dem her, sammen med den måde jeg tror de kunne afhjælpes på. Og hvis de ikke følges, dog måske kan lede til bedre midler:

1) Den militære støj fra eksercerpladsen. Det tab haven har lidt i sit flademål, ved disse eksercersteder, kunne nemmere blive ignoreret, hvis ikke man med dels vedvarende højt, væmmeligt og øredøvende trommebulder, dels ved vederstyggelig brøl fra de kommanderende officerer og eksertanter, hele tiden blev forstyrret på den mest ubehagelige måde. Det er modbydeligt at få sine tanker afbrudt af denne støj med magt, fra nyttige og værdige betragtninger, fra opløftende beskuelse, eller blide hjertevarme følelser, hen på krigsstanden og de dermed forbundne begreb, dens pedanteri, indbildte ære og vigtighed, de gemenes grusomme behandling, det dagdriveri en regering sanktionerer ved at holde, ved at lønne med hæder, og med undtagelse fra almindelig sædelighed, en - mængde af flere tusinde mænd i deres arbejdsdygtigste år, de byrder den arbejdende del må bære for at føde disse, den fordærvelse et vildt levned i de yngre år medfører for den følgende alder og for utallige kommende slægter. Det er hårdt for den, der måske arbejder på at finde middel til at forliges med sin uven, imod sin vilje med disse skrydende brøl at blive ført mod forestilling om krig, denne skændsel for menneskeheden, der gør den største ødelæggelse til den største og berømmeligste helt.

Jeg har imod denne ulejlighed intet andet middel, end dette, at trommerne i det mindste kunne tie. Jeg tror ikke at det er på mindste måde nødvendigt, for at høres på en plads af den størrelse som eksercerpladsen eller huset har, at ulejlige alle øren i en 2.000 skridts omfang med det hæsligste af alle buldre.

II) Mangel på ly i regnvejr. Når man forestiller sig at mange folk fra den modsatte side af byen, endog fra Christianshavn søger mod den forfriskning, som haven tilbyder, at disse er yderst forlegne når en pludselig regn overrumpler dem, og at de ved hver gråning, hovraf mangen endog 


(side 298-299 mangler)

(Politivennen 1798, Hæfte 2, nr. 19, s. 293-299)

10 juni 2014

Spørgsmål til Fiskerkonerne

Hvorledes går det til, at fiskerkonerne nu om stunder kan råbe om morgenen tidlig med levende fisk? Spørgeren ønsker gerne at vide om denne mulighed kan have mere end to årsager: enten at fisk nu længere end før kan undvære deres våde element uden at dø, eller at der ses igennem fingre med at fiskehandlerinderne køber tidligere end de bør?

(Politivennen. 1798, Hæfte 2, nr. 18, s. 285)

Kongens Nytorv bør være Torv

Med megen grund ønsker beboerne på Kongens Nytorv og i de gader som ligger på dens østre side, især mellem Store Kongensgade, Toldbodgade og Nyhavn, at dette såkaldte torv, måtte være det i ordets egentligste forstand. Og at det måtte være de med fødevare indkommende landmænd tilladt selv at vælge det torv, hvor de helst vil holde og afsætte deres varer. Det er i højeste grad urimeligt at Gammeltorv, som kun ligger belejlig for en del af byen, er det eneste sted de kan være.

Rygtet sagde, at grunden til at disse sælgende, som straks efter ildebranden og siden i en rum tid opholdt sig på Kongens Nytorv, nu efter at Gammeltorv var istandsat, atter måtte flytte derhen, var at husejerne på Gammeltorv, der før trak så god leje af deres kældre til spækhøkere og smørhandlere, nu kunne få denne indtægt igen. Men det kan næppe være sandt. For skulle byens repræsentanter (Magistraten og de Toogtredive) virkelig følge sådanne elendige grundsætninger, havde man fuldkommen grund til at klage over at de beklæder en for hovedstaden så vigtig post.

Lige så lidt kan man tro, at bønderne er fordrevet fra Kongens Nytorv, fordi torvet derved vansiredes. For ikke blot med hensyn til at det efter dets navn er bestemt til at være et slags oplagssted for handlende, burde en plads der til brug ligger så belejlig, og ikke derved gør  nogen anden plads uundværlig, næppe anses for god til noget, der både for sælgende og købende er så gavnligt.


(Politivennen. 1798, Hæfte 2, nr. 18, s. 281-282)

Redacteurens Anmærkning

Onsdag og lørdag var torvedage. På Gammel- og Nytorv blev der solgt korn, gryn, æg, smør, ærter, svin, fjerkræ og ting som bønderne havde forarbejdet til daglig husholdning. Grønttorvet var på Amagertorv og Højbroplads. Fisketorvet ved Gammelstrand. Slagterboder og diverse gammelt ragelse på Gråbrødretorv.  Slagterboder på Nikolaj Plads

Spørgsmål og Svar.

Hvad skal man stille op med disse frække og kæphøje tobaksrygere, der ved alle deres huslige foretagender, har den tændte tobakspibe i munden. Som endog uden dæksel på piben løber rundt overalt, i stalde, brændekamre, på foderlofter, vandhuse og pakkamre? I derom udsendte forordninger læser man jo skarp advarsel og høj straf for en sådan adfærd, og de står jo dog vel endnu ved magt.

Svar: Man skal sørge for at ens hus og bohave er godt forsikret, og derefter lade det komme an på Guds forsyn, at man kan være ligeså ubekymret for tobakspiberne, som den der sagde: nu har jeg min gård forsikret for 18.000 rigsdaler, og mit indbo for 3.000 rigsdaler. Nu må det for mig brænde op i Herrens navn når det vel.


(Politivennen. 1798, Hæfte 2, nr. 18, s. 279)

Om Nyhavns Slæbested

Det er bekendt, at slæbestedet ved Nyhavns hoved på byens side, fører lige ud til vandet, uden at være forsynet med nogen dør eller låge, som om aftenen kunne lukkes. Dette har forårsaget, at folk, som enten har boet ved denne side af Nyhavn, eller tilhører nogen af de i kanalen liggende skibe, dels på grund af mørket, og dels som følge af beskænket tilstand, har forfejlet deres hjem, og er gået lige ud i vandet hvor de da ulykkeligvis er omkommet, uden at kunne få hjælp.

Det var derfor lige så ønskeligt, om der blev anbragt en dør eller låge for enden af slæbestedet, på det samme om aftenen, når passagen med bådene ophørte, kunne lukkes, som det på den anden side er at formode, at bolværkets og slæbesteds ejeren, der hæver betydelige indtægter af disse ejendomme, besidder så megen menneskekærlighed og begreb om pligt, at han ikke fremdeles ved ligegyldighed vil være virkende årsag til andres ulykke.


(Politivennen. 1798, Hæfte 2, nr. 18, s. 277-278)

09 juni 2014

Bøn til Vedkommende

I den lille gade, der løber mellem de to palæer fra Frederikspladsen på Amalienborg til søen, er en fordybet grav, fuld af dynd og mudder. Heri står nedfældet en del pæle, der viser, at alt dette er levninger fra en gammel forfalden slamkiste, der nu ikke længere holdes hævd over.

Jeg vil ikke undlade at nævne, at straks man åbner vinduerne både på kronprinsens og det lige for liggende palæ og dertil stødende pavilloner kan man fornemme denne højst ubehagelige nabo. Men når den på visse årstider står fuld af dynd og dræk, kan søfolk og andre, hvis vej i mørke vinteraftner går forbi her, plumpe i og slå enten ribbenene eller hovedet itu på pælene, og derfor forblive liggende i den.

Min bøn er derfor, at den må komme i betragtning, og enten opfyldes helt og planeres. Eller, hvis det er nødvendigt at den skal bestå (hvad jeg ikke tror, da den ikke har noget synderlig rendestenstilløb) at den da bliver forsynet med et behørigt dæksel, som enhver anden ordentlig og forsvarlig byens slamkiste er.


(Politivennen. 1798, Hæfte 2, nr. 17, s. 267-268)

Snedkerdrengetanker om Politiet

Mandag den 20. d. m. omtrent kl. 4 om eftermiddagen da jeg gik ud af Vesterport, nåede jeg på det sted hvor fortovet på venstre hånd begynder, to snedkerdrenge med en bærebør fuld af skydeskiver. Uagtet Vesterbros kørebro er ganske bred, var den dag ganske ren og tør, og fri for vogne. Og uagtet fortovet var fuldt af folk, ville den ene af drengene alligevel endelig ind på fortovets brede sten med dragten. Men den anden svarede: at der var for knap plads før de kom længere hen. Da jeg gik lige bag efter dem, og fandt det at være en ublu uforskammethed, at disse drenge ikke alene vovede så ganske at overtræde anordningerne, men endog uden mindste nødvendighed at ulejlige alle de spadserende, så tog jeg mig den frihed at bemærke: at selvom der var plads nok, så måtte de dog ikke gå der med dragten. Helt fortørnede spurgte de mig: hvem der skulle forbyde det? Og da jeg naturligvis nævnte politiet, fik jeg dette fuldkommen fyldestgørende svar ledsaget med en skoggerlatter: "Ja politiet! Det ligger på loftet". Drengene gik ind på fortovet når de fandt det for godt, og mig for min brugte frihed ledsagede de på Københavns drengevis, især når de tror politiet så vel forvaret, helt ud til Skydebanen, hvor de gik ind.

Hvilken snedker det er, som forfærdiger skiver for skydeselskabet, og hvilke af hans drenge han den angivne dato og klokkeslæt havde udsendt, er let at opdage.


(Politivennen. 1798, Hæfte 2, nr. 17, s. 266-267)

Uorden på Landevejene

Det er meget beklageligt, at den offentlige fred, der er så nødvendig for alle, konstant er udsat for så mange hindringer, og ofte kan den slet ikke håndhæves eller dog ikke uden meget vanskelighed. Hovedårsagen til det tror jeg især at ligge deri at en mand har alt for stor virkekreds. Man glemmer det mindre vigtige for ting af mere betydning. Dette kan heller ikke efter tingenes indretning være anderledes. Hvor vanskeligt ville det fx ikke være at holde opsyn med kørslen på landevejene, og hindre ulovlig kørsel, der dog så jævnligt forstyrrer vejfreden? Mangel af dette opsyn er en sand ufuldkommenhed ved politiet på landet.

På torvedagene på den tid hvor bønderne forlader hovedstaden, er landevejene overmåde usikre, især hvor beskænkede kulsviere kører på den. Jeg for min del anser det for et sandt uheld at komme i følge med disse mennesker. De er ualmindelig ondskabsfulde, i særdeleshed når de er beskænkede. Og det er som oftest tilfældet, når de rejser fra byen. Ofte er man tvunget til at køre fod for fod mange mile efter en bondevogn og blive overstøvet af den. For bonden tillader ofte ingen at komme forbi. Derfor kører han til, så snart han mærker at nogen vil overhale ham og holder næsten helt stille når man holder sig bag ved ham.

Men denne gene er ikke den eneste. En kusk der ikke ved besked, er ofte udsat for at komme til skade inden han næsten selv ved af det. Er han så uheldig at køre ved grøften af vejen, bliver han ofte kørt ned i grøften uden den mindste anledning. Holder han ikke tilbage når en bonde, især kulsvier kommer ham på den anden side, men traver til for at komme forbi ham, så drejer bonden, når han blot får sine heste forud, lige ind i den andens vej, og følgen er da, når han ikke har godt hold på sin tømme, at han vælter ned i grøften.

Jeg har ofte selv været øjenvidne til sådan uorden. Ja har engang for ikke længe siden været i livsfare derved. Jeg kom midt ad landevejen i temmelig stærk trav, da en karl nærmer sig på højre side, dog uden at køre forbi. Et langt stykke holdt han sig mest på siden og bagefter. Endelig kom jeg til en overkørsel der lå på højre side af vejen. Næppe ser han at min kusk holder ud på vejen for at køre ned af denne, før han begynder at jage til, enten i hensigt at vælte min vogn, eller og for at komme forbi overkørslen, før jeg drejede ind på den. Dels var mine heste alt for stærkt i løb til at de med et kunne standses, dels ville hans vognstang (for mine heste stod allerede imod overkørslen) dersom min kusk havde standset dem, være gået lige igennem mine heste. Der var altså intet andet at gøre end at lade stå til så længe tøjet kunne holde for at komme forbi. Jeg råbte at han måtte holde tilbage. Men intet hjalp. Han kørte på indtil min vogn i vendingen fuldstændigt standsede hans heste, der løb op på en brink ved overkørslen og væltede hans vogn. Havde jeg ikke haft så gode heste, så var jeg enten væltet og blevet nedtrådt eller mine heste fordærvede.

Sådanne optøjer hænder næsten hver torvedag med bønderne i nærheden af staden. I nærheden understreger jeg. For bønderne ude på landet er i almindelighed mere sædelige og føjelige, helst på et fremmed territorium. Disse uordener kunne imidlertid langt fra ikke lægges øvrigheden til last. Hvorledes er det muligt for en mand, der har så mange andre embedssysler, at forebygge noget sådant på en landevej med så stor en udstrækning? Men sagen forekommer mig alligevel at være værd at gøre opmærksom på, og derfor indføres den her.


(Politivennen. 1798, Hæfte 2, nr. 17, s. 257-260)

08 juni 2014

Om den Uskik at presse Folk til at pumpe i Tilfælde af Ildebrand

Næsten ved hver ildebrand er der en slem uskik som, som man synes at have vundet hævd på (hvis man ellers kan få hævd på fornærmelse) at nøde folk til mod deres vilje, at pumpe, bære vand osv. Er man først kommet til pumpen, kan man være sikker på at man ikke slipper så let derfra igen. Her hjælper ingen undskyldning, ingen ræsonneren. Løsnet er pump! - eller prygl! En krum hånd, som man siger, er måske det eneste og bedste middel til i sådant tilfælde at få benådning.

Politibetjente, vægtere, brandfolk .... matroser og andre aldeles uvedkommende personer udøver denne uskik som den mest fuldkomne ret, og anser enhver omkringstående - vel- eller slet klædt person - for et godt bytte, uden at regeringen har erklæret dem som lovlige kapere. Der ses gennem fingre med sådanne krydsfarere. De tåles - og borgeren bliver således udsat for en vilkårlig og lovstridig behandling. Eller hjemler måske lovene en sådan fremfærd? Man vil ved at gennemgå de i forordningen af 5. dec. 1792 anførte anordninger, snart overbevises om det modsatte. Forordningen af 9. maj 1749, kap 4 § 34 befaler at bortjage de unyttige tilskuere som indfinder sig der (nemlig ved branden). Og i forordningen af 22. oktober 1701, kap. XI, § 4 hedder det, at folk som alene står og ser til, skal han (politimesteren) lade bortjage og tilsideholde.

De anførte forordninger viser altså tydeligt hvorledes man i slige tilfælde har at forholde sig, og det er følgelig heraf klart, at den påtalte adfærd er lige så lovstridig, som skammelig og vilkårlig. Mod de som ikke godvilligt forføjer sig bort - eller er opsætsige, bruger man andre forholdsregler: nemlig arrest og bøde.

Det ligger langt fra mig at ville være tilskuernes advokat. Jeg tilstår, at det i sådanne vigtige øjeblikke er ærgerligt at se folk stå med hænderne i skødet og gabe. At det er skammeligt ikke at ville række sin ulykkelige broder en hjælpsom hånd, når det behøves. Men lige så lidt som man kan billige en sådan handlemåde, så må man dog også betænke, at det blot er etisk eller sædeligt, men ingen juridisk eller retspligtig overtrædelse de gør sig skyldige i. De fornærmer altså ikke i ordets strengeste forstand! Men hvorledes kan jeg så udøve tvangsret mod den som ikke har fornærmet mig? Kan jeg have en tvangsret som loven ikke hjemler? - Nød bryder alle love! vil man måske sige. I sandhed: Man kunne aldrig skrive en værre satire over vore brandanstalter end denne. Jeg håber, at det her anførte vil være tilstrækkeligt til at oplyse mine medborgere om deres ret - og de ansvarlige om deres pligt.


(Politivennen 1798, Hæfte 2, nr. 16, s. 253 (fejlagtigt 153) -255)

Et Jerngelænder i Lille Kongensgade

På mange steder her i byen paraderer gammeldags massive jernrækværker langt ud på fortovene. Og var det ikke fordi de ulykkeligvis er stærkere end forbigåendes pander og tænder, så ville vist den størstedelen af dem for lang tid siden have været fjernet.

Straks foran i Lille Kongensgade på venstre hånd fra Hallandsåsen stikker et sådant fatalt møbel frem. Jeg har især på de aftener, hvor man må slå sig igennem med magistrats-måneskin, haft eksempel på hvor let man kan beskadige sit ansigt på det.

Dette bekendtgøres ikke så meget for det håb man har om at se denne mislighed afhjulpet, som for at forebygge at ikke en eller anden af politiofficererne skulle få nys om om det på en måske mere latterlig og følelig, men dog mindre behagelig måde.


(Politivennen 1798, Hæfte 2, Nr. 16, s. 240)

07 juni 2014

En Tanke i Anledning af Branden i Prinsensgade

Som øjenvidne erfarede jeg ved denne brand to meget slemme bræk ved slukkemidlerne. Det ene at slangerne ikke holdes i den stand de burde, siden vandet sprøjter ud af sømmene. Det andet at lærredsanbringelserne ved vandposterne kun dårligt gør deres tjeneste. Den tid det tog at fylde et lille slukkeanker var umådelig, og det halve vand løb gennem anbringeren. Skulle det ikke være tjenligt at der ved hver post var en åben rende slået sammen af to tynde tynde brætter eller af blik, som ved en krog kunne kastes på postens tud og den anden ende, der skulle have en kort holk eller tud sættes i spunset. Denne rende kunne enten være låst og fastgjort på posten selv, og den næstboende husejer have nøglerne i forsvar, eller renden selv kunne forvares hos ham. En ting som vist ingen ville findes uvillig til.

T. Brændtbarn


(Politivennen 1798, Hæfte 2, Nr. 15, s. 237-238)

Et Forslag mod store Ildebrande


Jeg overværede den seneste ildebrand i Prinsensgade, som virkelig så truende ud, fordi der i disse kvarterer af byen er så mange letbrændelige pindebygninger. Det overbeviste mig om at fordelen af de nye brandgavle så indlysende stor, at jeg spekulerede på, om ikke noget lignende sikkerhed kunne gives de øvrige dele af byen. Jeg tror det kunne gennemføres på følgende måde. I hver rude af huse (herved forstår jeg en klump af huse imellem fire gader) skulle der opføres en brandmur, der overskar ruden som et kors, eller delte den i fire lige parter. Hertil måtte da købes de bygninger, uden hvis besiddelse man ikke kunne opføre muren. Muren måtte være tilstrækkelig tyk og være en halv alen højere end de tilstødende bygninger.

Jeg vil oplyse dette ved et eksempel: For at lave et brandkors i den rude, der ligger mellem Store Kongensgade, Hallandsås, Bredagde og Dronningens Tværgade, måtte der bygges en mur fra Hallandsås ud til DronningensTværgade, og en fra St. kongensgade ud til Bredgaden, og en fra St. Kongensgade ud til Bredgaden. I midten af ruden ville de så krydse sig og danne brandkorset. Ved dette kors sikredes altid de tre fjerdedele af en rude. Selv om endog sammenstød af omstændighederne forvoldte at den ene fjerdedel hvori ilden var opstået blev tabt. Jeg håber den ansvarlige vil finde mit forslag overvejelse værd, da det lover en betydelig betryggelse, uden at fordre just umådelige bekostninger.

(Politivennen 1798, Hæfte 2, Nr. 15, s. 239-240)

En Uorden mod Politi som fandt Sted ved Branden i Prinsensgade


Erfaringen burde have lært københavnerne tilstrækkelig , at når der er ild i et hus, førend man flytter sit gods, og omend de truede i forvirring ikke sanser sligt, så bør politiet, så bør brandvæsnets vedkommende, forekomme de store hindringer mod en overhåndtagende ilds slukning, som en urigtig flytning af bjærget gods bringer med sig. Jeg så derimod huse i Prinsensgade lige over for brandstedet, altså i læ af det, proppes fulde af gods, og ingen satte sig derimod!!!

(Politivennen 1798, Hæfte 2, Nr. 15, s. 240)

Redacteurens Anmærkning

Prinsensgade er navnet på flere forskellige gader i København, men formentlig er der tale om den nu ikke længere eksisterende gade der forbandt Borgergade 129-131 med Adelgade 274-275 parallelt med Dronningens Tværgade og Hindegade.